onsdag den 17. september 2014

Nyt fra Korallreven

Den svenske duo Korallreven er tilbage. Pladen Second Comin' udkommer på Cascine den 4. november, og førstesinglen Death Is Not For Us har netop haft premiere på Gorilla vs. Bear.

Som nogle læsere måske vil vide, er det ene medlem, Daniel Tjäder, også med i The Radio Dept., som jo gjorde sig bemærket i sidste uge med den fantastiske Death to Fascism. Vi lader de to titler hænge i luften et øjeblik.

Lidt endnu.

Maria Lindén fra I Break Horses er blandt gæsterne på pladen. Førstesinglen bibeholder det baleariske fokus, der trods deres sydligere herkomst bringer tankerne mod Göteborg-scenen. Endnu en gang: tak til Sverige.



/Martin

tirsdag den 9. september 2014

The Radio Dept. bekæmper fascismen

The Radio Dept. er ét af de bedste bands derude. Ikke bare fra Lund, ikke bare i Sverige, ikke bare i Skandinavien. De er blandt vor tids helt store kunstneriske oplevelser.

Det relativt langsomt arbejdende band udgav tilbage i 2010 den mesterlige Clinging to a Scheme og året efter opsamlingsalbummet Passive Aggressive: Singles 2002-2010.

I dag har de så sluppet den instrumentale Death to Fascism på Labrador i anledning af det forestående valg i Sverige. Det vil sige: næsten instrumental. Sangen bygger nemlig på et vokalsample, der på kroatisk ganske smukt lyder: "Smrt fašizmu, sloboda narodu!" Den første del, "død til fascismen", af én kvindestemme og den anden del, "frihed til folket", af en anden. Præcis som modstandsfolk har brugt det i Jugoslavien og for den sags skyld post-Jugoslavien. Som en hilsen. Noget smukt at enes om og arbejde for.

The Radio Dept. udgav i øvrigt også en glimrende sang, The New Improved Hypocrisy, i forbindelse med valget for fire år siden.



/Martin

tirsdag den 2. september 2014

The New Pornographers – født med en lyd

De fleste, der er bekendte med The New Pornographers, vil nok forbinde dem med særligt Neko Case, Dan Bejar (Destroyer) og Carl Newman. Sidstnævnte er en slags leder af supergruppen, og det har altid været hans mest succesfulde projekt, hvor de andre efterhånden kendes bedst fra deres respektive – og ganske forrygende – solokarrierer.

Nu er kollektivet tilbage med pladen Brill Bruisers, der er deres klart stærkeste siden den veloplagte Twin Cinema fra 2005. En plade, der stadig indeholder nogle af de bedste trommer indspillet i senere års popmusik.

De seneste tre titler – Challengers, Together og nu Brill Bruisers – har alle haft mere end en snert af samhørighed og kollektivitet, hvilket også blev fint pointeret i anmeldelsen af pladen på Drowned in Sound. Netop denne samhørighed gør alle tanker om 'sideprojekt' til skamme. Alle tre vidt forskellige sangere lyder bedre sammen end nogensinde før, og vigtigere endnu lyder det virkelig, som om de nyder at være en del af det.

Det gør ydermere, at det på det nærmeste giver mening at kalde det powerpop. Efter en fornem start på pladen bliver vi forkælet med den herligt betitlede Champions of Red Wine, i hvilken Neko Case giver én af de stærkeste vokalpræstationer, man har hørt fra hende siden, ja, muligvis Star Witness. Om end stilen selvsagt er radikalt anderledes her. De fortsætter ufortrødent herfra, og der er ikke en eneste svag sang på pladen.

Man kunne fremhæve mange øjeblikke på Brill Bruisers, men jeg vil nøjes med ét mere, der hører blandt de mest rørende indtil videre i 2014: På Born with a Sound synger Dan Bejar ærligt "I want you quite often", til hvilket gæstevokalist Amber Webber svarer "I want you all of the time..." med en sådan ømhed, at hun gør sig fortjent til alle de kram, man kunne forestille sig, man ville give, hvis man blev genfødt som labrador.

Såfremt skarpe ører har hørt sig frem til endnu en kvindelig vokal på pladen, hører den fine overraskelse med, at det er Newmans niece Kathryn Calder.





/Martin

onsdag den 27. august 2014

Future 3 åbner langsomt døren

Egentlig er det mere lyden af forår. Titlen er August, og den refererer ikke blot til indeværende måned som et Benjamin'sk her-og-nu, den er også i høj grad en reminder om alt, hvad man kan opleve og håbe på, når man sætter noget på klem: danske Future 3 er tilbage efter 13 års pause.

Der er ingen grund til at sparke døren op. Sådan har de aldrig arbejdet. August er en dør, der åbnes langsomt.

På klem.

Når man omtaler den såkaldt nordiske lyd, reagerer jeg ofte med skepsis. Det giver sjældent mening og er oftest et letkøbt kneb. Når folk sætter lighedstegn mellem en 'nordisk' lyd og et 'koldt' lydbillede, har jeg ligeledes svært ved at skjule selvsamme skepsis.

Men når Future 3 åbner døren på klem og lader tidlige solstråler (mere forår end sommer) ramme foden, giver det mere mening. Det er ikke koldt. Ej heller er det varmt, men det har aldrig betydet, at vi skal arbejde med den diametrale modsætning. Elektronisk musik med små klik, fremadskuende og fejende synthesizere, små temposkift. En dialog mellem venligt stemte rumvæsener i Andeby. En vis lighed med islandske Múm fra deres tidlige plader. Dét er snarere den nordiske lyd, og den er muligvis skabt ud fra idéen om et lys fra koldere tider, men det er ikke kulde. Det er nye – og gerne varmere – tider i vente.

Den 10. oktober udgiver Future 3 deres nye plade With and Without på Morr Music. Der er meget at glæde sig til.



/Martin

søndag den 24. august 2014

Salt Cathedral

Salt Cathedral er en columbiansk trio med base i Brooklyn. Salt Cathedral er også en forfriskende omgang electropop, der ikke er bange for til tider at sætte tempoet lidt ned.

I morgen udgiver de deres anden EP, OOM VELT, hvorfra den glimrende og himmelstræbende Holy Soul stammer. Og sikken titel, tænker man måske, selvom kun få i kongeriget efterhånden kender til følelsen af blasfemi.

Det er luftigt, men det er ikke køligt. Juliana Ronderos' stemme er indtil videre dét, der skiller Salt Cathedral fra så mange andre, og derfor fungerer Holy Soul på disse enkle præmisser. Det enkle orgel, det stille og knipsevenlige beat og en fin tekstbid, der inviterer til refleksion over hukommelse over for erindring.

Da sangen efter godt et par minutter sløver ned, vil nogle lyttere måske tænke på Jon Hopkins et kort øjeblik, før vi får sangens hovedbudskab serveret:

We won't let our hearts forget this time

Hvad vil det sige aktivt at gribe ind i erindringen? Hvad siger det om mennesket, at man gør noget for at huske noget? Og hvor langt ligger det fra frygten for at glemme? Og i hvor høj grad gør vi det for egen vindings skyld?





/Martin

torsdag den 14. august 2014

Goat og ikke-sommer

Nordsvenske Goat skal følge op på deres ofte overrumplende og generelt stærke World Music. Som tidligere skrevet på disse sider, skrev kollektivet sidste år under med Sub Pop, hvilket på mange måder er et smart træk af pladeselskabet, der efterhånden har hvilet på laurbærene i årevis.

Den 23/09 udgiver det forhenværende kvalitetsstempel svenskernes nye plade, der for kollektivet har det logiske navn Commune. Den nye single Words lover da også godt. De lægger sig denne gang tættere op ad HEALTH, end det tidligere har været tilfældet, om end en omgang røvguitar omkring midten af sangen tager over og fjerner sig fra denne noble inspirationskilde.



/Martin

onsdag den 30. juli 2014

Treefight for Sunlight og den bedste pladetitel

Gode, gamle Hegel skrev: "uskyldig er kun den handling, der ikke finder sted – som en sten, der blot er. Ikke engang et barn er uskyldigt."

Til det kan man sige to ting. Først med et citat af filosof Jørgen Dehs: "Man vil allerede kunne sige, at forestillingen om uskyld nødvendigvis må have en betragtelig plads, siden det giver mening igen og igen at benægte dens realitet."

Dernæst: han har ikke haft mulighed for at lytte til Pizza, den seneste skive fra Treefight for Sunlight, ét af nyere tids absolut mest interessante bekendtskaber på den danske musikscene.

Uskyld og dét at være uskyldig er en interessant negation, som diskuteres fint i førnævnte Dehs' bog Det autentiske, og nej, selvfølgelig er uskylden altid til diskussion og formentlig aldrig rigtigt til stede. Men selve muligheden indikeres fra tid til anden, og følelser vækkes til live, som minder os om noget andet og bedre. Sådanne følelser kaldes der på hos Treefight for Sunlight, der leverer noget, man næsten tør kalde ren popmusik.

De mange anerkendende nik til både psychedelia og Brian Wilson fungerer fint og naturligt, og de mange ingredienser synes at levere materialet til den sammenhængende enhed, der så passende samles under titlen Pizza.

Blandt de åbenlyse højdepunkter er singlen Come Closer og Somewhere in the Future, men det er bestemt værd at lytte pladen igennem – og derefter gøre det samme igen.





/Martin