søndag den 17. juli 2016

CC Dust iklædt synth

Dystopisk optimisme er selvfølgelig noget vrøvl. Men vi kan jo godt lide modsætninger, og der er sandheder i de umiddelbare umuligheder.

Mary Jane Dunphe har med punkbaggrund i Vexx allerede gjort sig bemærket som frontkvinde, og nu tørner hun ud som CC Dust med synthesizere og snerrende vokal. Det er synth-punk og en nærmest moden tolkning af at være på trods. I kamp med livet og ikke blot teenagedatterens urimelige mor, forstås.

Sammen med duoens anden halvdel, Laurent Dagnicourt, skaber Dunphe et herligt tilbageskuende-fremadskuende synth-værk, der kender sin besøgstid, holder det hele enkelt, sender håb til et forvirret publikum i en verden, der synes tæt på sin gryende undergang. Synthesizer klæder hende.



/Martin

søndag den 12. juni 2016

Lindstrøm tilbage til kosmisk disco

Når norske Lindstrøm er god, er han rigtig god. Singlen Lanzarote (med Todd Terje) fra 2013 var én af årets bedste singler, og med Closing Shot fra marts måned er han tilbage i storform.

Selvom han giver sig selv fint med plads til at bygge op, påbegyndes allerede knap et minut inde det kosmiske element, og flere små dele afløser herefter loyalt hinanden, imens der bygges videre og videre, højere og højere. Som Resident Advisor har formuleret det: lidt som New Order gentænkt af Vangelis.

En EP på fire sange med Closing Shot som den ene er ude i juli.



/Martin

fredag den 20. maj 2016

Clams Casino har en dato til os

Han har ladet vente på sig, har han. Én af de fremmeste beat-magere, Michael Volpe, har længe leveret stilskabende beats til både fremadstormende og etablerede kunstnere, men selv har han kun udgivet få mixtapes.

Det bliver der ændret på med udgivelsen af 32 Levels, der ser dagens lys på Columbia den 15. juli.

Med knap to måneder igen bliver det ikke nemmere at vente efter den korte førstesingle Blast, der kunstnerisk følger op på de tre Instrumentals og den forrygende Rainforest EP. Sammenpressede lyde og beats kæmper for at få luft, og der opstår en samhørighed mellem de samplede, ridsede stemmer i forsøget på at kommunikere og appellere. Vi lytter.



/Martin

søndag den 8. maj 2016

ANOHNI er hendes bedste

Antony Hegarty har stået bag mange fine sange, ikke mindst som Antony and the Johnsons. Nu hedder hun ANOHNI, og her har hun virkelig fundet sin stemme.

I det mere dystopiske univers med større elektronisk præg er smerten stadig personlig men i langt højere grad rettet mod omverdenen. Til det mildt sagt forrygende album Hopelessness har hun fået hjælp af den udmærkede Hudson Mohawke og den fremragende Oneohtrix Point Never, der står bag den veloplagte produktion.

Vi havde på forhånd hørt 4 Degrees, der hører blandt årets mest potente singler. Sikket mørke! Her udnytter hun sin vibrato så ypperligt, at man næsten kan sympatisere med de fantastiske og vanvittige ytringer.



/Martin

mandag den 11. april 2016

SØS Gunver Ryberg stiger op

Helt kort kan vi kalde det noget af det absolut mest interessante, der er kommet ud af Danmark i lang tid. SØS Gunver Ryberg er en åbenbaring for dansk elektronisk musik.

Med sin første EP, Aftryk, har hun skabt bygningsværker i både cement og stål. Man kommer til bevidsthed, vokser med ind i kompositionerne, glemmer igen sig selv, kommer til bevidsthed. Man glemmer igen, hvor man er.

Berlin-baserede Contort har udgivet EP'en, og for mange vil det nok give mening, at det netop kommer fra Berlin. Det er fristende at sige, at det bor i den hærgede klub. At det på sin vis er liv efter forfald. Men det leder vi nok alle efter.

Når det bliver vildt og voldsomt, søger man sin plads. Spotter åbninger i virvaret. SGR arbejder meget med field recordings. Naturen spiller en rolle for hende. Det gør den så afgjort. Men det står ligeledes klart, at intet er afgjort.

På 27 minutter udtrykker hun mere, end de fleste når på flere LP'er. Av.



/Martin

mandag den 21. marts 2016

Badlands klar med første fuldlængde

Med sin fine single Tutu markerede svenske Catharina Jaunviksna sig under navnet Badlands tilbage i 2013. Efter længere tids optakt er hun nu endelig klar med sin første fuldlængde, Locus, der udkommer medio april.

Som med Tutu er der også her tale om en mørk verden, der fyldes med lys og synthesizer-storhed. Ikke helt ulig Den uendelige historie. Filmen, ikke sangen.

Catharina synger fint en stemning frem, men hun giver også plads til instrumentale passager, der ofte er længere, end man er vant til i denne slags synth-baseret popmusik.

Locus holder et højt niveau fra start til slut. Fang den på svensk-irske Rite den 15. april.



/Martin

tirsdag den 8. marts 2016

Fear of Men og fodspor i sneen

I 2014 udgav Fear of Men én af de bedste plader det år. Loom var titlen. Man stod ude i kulden og stirrede på pejsen gennem vinduet. Altid både tæt og fjernt. Mange referencer til havet.

Trioen fra Brighton er klar med plade nr. to, Fall Forever, den 3. juni, og derfra kan man nu høre den fine, fine single Island. En hyldest til uafhængigheden ifølge sangerinde og guitarist Jessica Weiss. Glædelig kampdag.



/Martin