søndag den 21. juni 2015

HEALTH sætter sig igennem

Blandt de klart vigtigste bands for mig står HEALTH. Med debutsinglen Triceratops i 2007 udfordrede de min sensitive, stille tilværelse. Jeg pendlede mellem Jylland og Fyn, og der var sjældent megen larm. Med debutpladen fra det år rykkede HEALTH mig mere end noget band meget længe.

Efterfølgende arbejdede jeg hårdt på at få dem til Musikcaféen i Aarhus. Det lykkedes, og den mest larmende, medrivende koncert blev en realitet – for 10 publikummer. Kvartetten sov i min lejlighed og var de venligste mennesker, man kan forestille sig. De var imponerede over hastigheden på det trådløse internet, kun én af dem ville have mad, medens en enkelt beskyldte en anden for altid at tage al maden ("you're constantly eating all of my fucking food"). Og så var de lettede over, at jeg ikke havde arrangeret en fest og ikke ville overbevise dem om, at vi skulle tage coke sammen. De fik lov at slappe af. Fortjent.

De vendte som bekendt tilbage med Get Color i 2009. Mere elektronisk, mere neon, mindre tribalt, lige så potent. Jeg følte en endnu klarere forbindelse til denne plade. På det seneste – muligvis efter valget – er jeg imidlertid nået til den erkendelse, at jeg først nu rigtigt forstår debutpladen. Paradoksalt nok efter nogle år med langt større indtag af elektronisk musik.

Måske det slet ikke er så paradoksalt. Det særlige mørke, man finder hos eksempelvis Prurient og Haxan Cloak, er så afgjort i samme boldgade. Sidstnævnte leder os frem til i dag. Efter flere remix-udgivelser, lange turnéer og arbejde på soundtracks er bandet nu klar med deres første studiealbum i seks år. Haxan Cloak producerer.

Den 7. august udgiver de Death Magic på Loma Vista (St. Vincent, Spoon, Cut Copy). De to første singler New Coke og Stonefist lyder umiskendeligt som HEALTH. Langsomt og voldsomt arbejder de sig ind i popmusikken med en støj, der danner ramme om Jake Duzsiks ofte distancerede, nærmest spøgelsesagtige vokal.

Med en overraskende indskydelse gik et lys op for mig, da min broder i ånd og blod i går fortalte, at han hørte en parallel til Pet Shop Boys. Neil Tennant er til stede. Dér var spøgelset måske. Og det er fantastisk.





/Martin

mandag den 25. maj 2015

Destroyer à la Bruce og Bowie

Dan Bejar er en særegen herre. Bittersød. Fløjlsblød til tider, andre gange hård og kantet. Godt og vel 10 soloplader inde i karrieren under navnet Destroyer med et had til selve idéen om karriere. Mange tanker, store tanker, en markant stemme.

Den stilfulde herre med det uregerlige hår blev kommercielt tilgængelig i 2011 med den mageløse Kaputt, som står tilbage som én af de stærkeste plader de seneste mange år. I høj grad én af mine personlige favoritter.

Til sommer, 28. august, vender han tilbage med opfølgeren Poison Season via Merge og Dead Oceans. Et dobbeltalbum, der ifølge hovedpersonen selv lover mere mørke men allerede har vist prøver på en slags høvlet fløde gennem den Bowie- og Springsteen-inspirerede førstesingle Dream Lover.

Bejar er fan af førstnævnte og ikke i samme grad af sidstnævnte. Men referencen undslipper han ikke, selvom han blæser til kamp mod postmodernitetens referencehelvede og dens generelle trækken på skuldrene. Vi må formode, at han ikke har lyttet til Håkan Hellström, men GBG-barnet besøger samme tempels guder.



/Martin

torsdag den 14. maj 2015

Warm Graves fra Leipzig

Nogle gange kan man undre sig over, hvordan man misser et band. Her er det vel okay at tale om størrelsen, og det afføder to kommentarer: 1) de figurerer i mindre grad på radaren, og derfor er sandsynligheden for at misse dem naturligvis større. 2) de burde selvfølgelig være større.

Dette burde er centralt i en kantiansk optik, særligt i den fantastiske belgier Thierry de Duves læsning af Kant. Men det skal handle om musikken.

Warm Graves. Sikket navn! En trio fra Leipzig med en forkærlighed for sci-fi-litteratur. De kombinerer sig kyndigt igennem både ambient og kraut med en distanceret pathos skabt af nærmest kultiske kvaliteter, som det tematisk også blev berørt af hedengangne WU LYF.

Med orgel, guitar og trommer maler de videre på et forstyrret hav. Debutalbummet Ships Will Come udkom sidste år på This Charming Man Records.



/Martin

mandag den 11. maj 2015

Hanna Järver

Fra sin base i Stockholm laver Hanna Järver popmusik, der vokser.

Fra en skrabet EP til noget marginalt større. Men også den enkelte sang vokser. Ingenting skrivet er et eksempel derpå.

Sådan er der så meget.

I 2013 udgav hun sin første EP. I 2015 kommer muligvis den første LP. Sådan er der så meget i popkulturen.



/Martin

torsdag den 23. april 2015

Summer Fiction er bedst om aftenen

Bill Ricchini har i nogle år indspillet som Summer Fiction, og det er der kommet en del hyggelige sange ud af. Manden er glad for 60'erne og sporvogne, og det er behageligt kedeligt. Aftenmusik.

Fra tid til anden hører man spor af den såkaldt barokke pop, der vandt frem i slutningen af 60'erne, eksempelvis i Lauren Lorraine.



/Martin

søndag den 12. april 2015

Future of What

Tilbage i januar udgav Brooklyn-trioen Future of What debutpladen Pro Dreams. En debut, der ikke har fået megen opmærksomhed, men som langsomt kommer til at vokse i folks bevidsthed.

Manglende konsekvens er lig med alsidighed for nogle mennesker. Jeg stiller mig diplomatisk i hjørnet og kalder det for en udmærket plade. En fin omgang synthpop, som vi nemt kan kalde drømmende, æterisk etc.

Men vil vi da nøjes med det, der er udmærket? Her bruger vi ikke adjektivet som i de gamle karakterhæfter, men ligegyldigt er det jo heller ikke. Nej, for det handler om en umådeligt stærk popsang, der repræsenterer alt det, de forhåbentlig kan udvikle sig til.

Singlen og åbneren The Rainbowed Air er så herlig, luftig og desarmerende, at man fint kan blive siddende i sofaen med god samvittighed. Enjoy.



/Martin

mandag den 30. marts 2015

Shura og forårets bedste popsang

Når afsenderen har base i London og leverer glimrende popmusik, er det ikke umiddelbart generthed, vi vil associere med denne. Skrøbelighed er én ting. Det er tæt på standard i kunsten – endda som en del af selve styrken. Men dét at være genert er i mindre grad et tema disse år, som Stereogum også fint har tematiseret.

Aleksandra Denton udgiver under navnet Shura og debuterede sidste år med Just Once. Nu er hun aktuel med singlen 2Shy, der sandelig lever op til titlen og i øvrigt er den bedste popsang, der hidtil er udgivet i 2015. Følelserne sidder uden på tøjet, men hun har svært ved at få dem ud. Vi sympatiserer med hende. Vi holder af hende.

Vokalen er luftig, og produktionen læner sig op ad Dev Hynes, hvorfor det vil være naturligt at få associationer til Solange. I en mere genert udgave naturligvis. 2Shy er en ualmindeligt stærk popsang, der gør det svært at vente på næste udspil fra Shura.



/Martin