onsdag den 15. januar 2020

Ambient fado: Lina_Raül Refree

Lina er portugiser og kommer fra en familie, der har dyrket og sunget fado i flere generationer. Raül Refree er spanier og kendt for sit arbejde med Lee Ranaldo og ikke mindst Rosalía.

Med sidstnævnte har han været med til at forny flamenco, og med Lina er han med til at forny fado.

De to fortolker dronningen af fado, Amália Rodrigues, gennem hele den plade, de udgiver fredag den 17. januar – med undtagelse af et cover af 80'er-kunstneren António Variações, som i sig selv er en hyldest til Amália. Portugiserne kan godt lide deres fado.

Noget af det rammer en slags ambient fado. Længselsfuldt tilført tilpas mystik. Det lyder heldigvis som noget, jeg aldrig har hørt før.

Lina_Raül Refree er ude 17. januar på Glitterbeat Records.



/Martin

fredag den 20. december 2019

Årets album 2019


Musikåret 2019 var som så mange år præget af en masse godt og en masse lort. Det var et godt år for elektronisk musik, og det var et år, hvor mange kvindelige sanger-sangskrivere markerede sig med fremragende udgivelser. Det var et år, hvor jeg fik lyttet til meget lidt hiphop, fordi det i forvejen fylder så vanvittigt meget. Jeg tvivler ikke på, at det har sin berettigelse. Poptimismen tog lidt overhånd i 2019, og der var lidt for meget trang til konsensus, der førte til en del overvurderede kunstnere og udgivelser. Jeg hørte for meget musik, og jeg tør ikke tænke på, hvad jeg er gået glip af ved kun at give visse plader få minutter eller en enkelt gennemlytning. Sådan har vi alle vore luksusproblemer.

Tak for i år! Her er mine 25 favoritplader fra 2019. Støt musikken og kunsten, som det er dig muligt. Vær god ved de medier, der tør gå i dybden og afsøge landskaberne langt væk fra algoritmerne. Støt dine lokale spillesteder. Sig fra over for det kalkulerede, som plæderer autenticitet (tak!).

Som altid: Tag denne liste og enhver anden rangeret liste med et gran salt. Lister skal være sjove og til inspiration. Skulle jeg lave listen igen i januar, ville flere alligevel bytte plads, og nye ville komme til. Sådan er lister: Aldrig den hele sandhed. Men forhåbentlig er der noget, du ikke har hørt før, som du ender med at kunne lide.

25. Bedouine – Bird Songs of a Killjoy

Azniv Korkejian dyrker klassisk sangskrivning. Det er folk med bløde trommer og diskrete strygere. Hun har selvfølgelig lyttet til Joni Mitchell, og det kan vi være glade for. Der er også elementer af Marissa Nadler og Jessica Pratt, og luftigheden i stemmen kan minde om Aldous Harding, hvis album Designer befinder sig et sted liiige uden for denne liste. Syriskfødte Azniv står også for en af de mest behagelige koncerter, jeg har set i år (i september på et fyldt Alice).

24. Lana Del Rey – Norman Fucking Rockwell!

Hun har modbevist de fleste af os. Efter nogle fremragende singler i 2011 og en hæderlig debutplade i 2012 løb Lana Del Rey ind i en del modstand: Hun var dårlig live, og der var ikke meget ved de efterfølgende plader. Med NFR! har hun ifølge de fleste lavet sin hidtil bedste plade, og det er svært at være uenig i. Sangene er stemningsfulde, og det største minus er, at albummet er for langt.

23. American Football – American Football (3)

Debutalbummet er allerede 20 år gammelt. Emo før den dårlige emo. College-stemning, som vi danskere kun kan drømme om gennem tv-skærmen. At de skulle komme tilbage og lave en hæderlig plade i 2016 var overraskende. At de skulle lave en tredje plade i 2019, som er endnu bedre end debutalbummet… Det var svært overraskende. Det er selvfølgelig en blasfemisk påstand, når debutalbummet indeholder så mange ikoniske øjeblikke, men den nye plade (som gudskelov også bare hedder American Football) hænger stærkere sammen. Og så lyder den storslået. Produktionen er noget af det bedste, jeg har hørt i år, og gæstevokalisterne fungerer fantastisk.

22. Tiny Ruins – Olympic Girls

Bandnavnet er bedårende, og det er Olympic Girls også. De kommer fra New Zealand og er i virkeligheden mest af alt Hollie Fullbrook: Født i Bristol og bosat i New Zealand fra 10-årsalderen. Fullbrook er en lidt gammeldags storyteller, der skaber enkle, men fyldige lydbilleder med sin guitar. Man hører tydeligt, at hun har turneret med Fleet Foxes, og det er okay.

21. Hand Habits – Placeholder

Meg Duffy har spillet med bl.a. Weyes Blood, Kevin Morby, The War on Drugs og William Tyler (hans Goes West er en hyggelig honourable mention fra 2019). Under navnet Hand Habits har hun i år udgivet sin anden plade fyldt med gode melodier og underspillede produktioner. Det hele er lidt opgivende, og det slipper hun virkelig godt fra.

20. Sharon Van Etten – Remind Me Tomorrow

Pladen starter med et nik til forgængeren Are We There fra 2014. Klaveret i I Told You Everything er stort set det samme som i starten af Afraid of Nothing, men melankolien er tungere her. Der er sket meget med Sharon van Etten på de fem år, og hun har meget at sige til sit yngre jeg. Den nyvundne visdom går igen pladen igennem, og det fungerer tydeligst og bedst på Seventeen, én af årets absolut bedste sange.

19. Nivhek – After Its Own Death / Walking in a Spiral Towards the House

Nivhek er et nyt navn for Grouper. Titlen på albummet er selvfølgelig lidt prætentiøs, men det gør ikke noget. Liz Harris har under sit nye navn lavet endnu et dybt deprimerende og virkelig flot plade, som dybest set er en påmindelse om vores egen dødelighed. Man står på verandaen og ser på støvet, hører vindspillet, kigger ned i jorden. Det mest grå album i 2019.

18. Angel Olsen – All Mirrors

Egentlig troede jeg, at jeg for en stund havde fået nok af Angel Olsen. Jeg har ikke turdet lytte til de gamle plader af frygt for, at de sidder fast i en tid. Førstesinglen og titelsangen gjorde ikke det store for mig, da den udkom i sensommeren. Men så kom andensinglen Lark. En sand perle, som også indleder pladen. Og på pladen sætter den en stemning, som løfter titelsangen og resten af pladen. Det hænger flot og mørkt sammen. Hun lider så at sige flottere end tidligere.

17.  The Comet Is Coming – Trust in the Lifeforce of the Deep Mystery

Fra start til slut er Trust in the Lifeforce… spillet med en vanvittig nerve. Shabaka Hutchings har længe været en af de vigtigste skikkelser i Londons nye jazzscene, og her trutter han sig veloplagt gennem de ni ret forskellige sange, hvoraf Summon the Fire byder på et af årets mest mindeværdige riffffff.

16. Sasami – Sasami

Sasami Ashworth er amerikaner, men hendes debutalbum lyder umiskendeligt engelsk. Hun ved, hvad hun kan med sin stemme og holder det enkelt. Trommerne er let mekaniske, ofte krautede. Guitarerne er skarpe og klare. Det kunne næsten være en hyldestplade til Broadcast, og det kan man ikke have noget imod, når det er så gennemført.

15. Special Request – Offworld

Jeg kan lide enhver titel, der får mig til at tænke på Blade Runner. Paul Woolford har med Offworld lavet en lidt rodet plade, som dog har tilpas mange højdepunkter. Ofte er det en slags retrotechno. Resident Advisor beskriver det som tidlig Detroit-techno, der møder 80’ernes synth-funk, og det giver måske lidt en idé om de mange retninger, lytteren bliver taget med i.

14. Pure Bathing Culture – Night Pass

Pure Bathing Culture er et vidunderligt band. De gør tingene på deres egen måde, skriver flotte sange, fremstår sympatiske. En plade som Pray for Rain (2015) kunne være én af årtiets bedste popbedrifter, hvis de ikke havde overproduceret den. Hører man i stedet sangene i KEXP-versionerne, hører man straks, hvor gode de faktisk er. Sangene matcher de store produktioner bedre på Night Pass, hvor det kunne lyde til, at duoen har været dybt nede i Tango in the Night – det kan man ikke fortænke dem i. Pure Bathing Culture er feriefølelse, og det har vi alle sammen brug for.

13. Deerhunter – Why Hasn’t Everything Already Disappeared?

Der er få bands, der har overlevet at brage ind på Pitchfork-radaren i midten af nullerne, som det er lykkes for Deerhunter. De udgiver udelukkende gode plader, og med WHEAD har de tilmed lavet deres bedste siden Halcyon Digest i 2010. Titlen antyder både forundring og skuffelse, og det passer glimrende på stemningen pladen igennem. Vi fortjener ikke rigtigt at være på denne planet, men håbet lever, og måske er der en grund til, at vi er her endnu: Vi kan nå at gøre det godt igen.

12. Anna Meredith – FIBS 

Den skotske komponists andet studiealbum er vidunderligt desorienterende. Det er et glimt af fremtiden, som det væver sig ind og ud mellem klassisk komposition og pop uden nogensinde at være nogen af delene. FIBS lyder som intet andet i 2019, og det er rørende i al sit hyperdrama. Det er til tider heroisk (som i Limpet, der kan minde en anelse om Fang Island i entusiasmen), og teksterne leveres alvorligt med afvæbnende humor: “You say you’re dancing in the deep end, but to me it looks like drowning.” Av.

11. Barker – Utility

Debutalbummet fra Sam Barker er ofte en slags ambient techno. Det er techno uden stortromme og ret radikalt i sin tilgang. Trommerne er simpelthen godt gemt væk. Det er blødt hakkende og hostende, men hele tiden med en plan. En usædvanligt stilsikker debut.

10. Vegyn – Only Diamonds Cut Diamonds

Joe Thornalley fik sit lille gennembrud i 2017 med sine produktioner for Frank Ocean, og i år udgav han så sit let overrumplende debutalbum fyldt med korte sange, hvoraf 13 af de 16 sange er under tre minutter lange. Noget er instrumental hiphop, noget er ambient, og en sang som Debold minder lidt om gode, gamle Múm. Vegyn er et sjovt bekendtskab.

9. Jenny Hval – The Practice of Love

Jenny er ikke bare fantastisk med ord, hun har også en klarere stemme end de fleste. Og så er hun gladere for ordspil, end hun måske selv vil indrømme. The Practice of Love siger det hele. Det er både en praksis, som hun behandler som et koncept, og det er en øvelse, altså en proces. Hun har det voldsomt svært med ordet kærlighed, og det behandles særligt i titelsangen, som er en slags samplet samtale mellem hende, Laura Jean og Vivian Wang (“I hate ‘love’ in my own language. It contains the entire word "honesty" inside it, which makes it sound religious, protestant, hierarchic, purified”). Jenny Hval er KunstPop med stort K og stort P.

8. Weyes Blood – Titanic Rising

Titlen er selvfølgelig en reference til filmen. Selvom alt hos Natalie Laura Mering er tilbagelænet, er det gammeldags dramatisk. Hun elsker film, og hele pladen er på sin vis filmisk (der er endda en sang ved navn Movies). Titanic Rising indeholder de stærkeste melodier på nogen plade fra 2019, og “true love is making a comeback” er årets herligste one-liner.

7. Julia Kent – Temporal

Tid til at blive deprimeret! Canadiske Julia Kent komponerer underspillet og spiller dramatisk med violinen i fokus. Det lyder som et soundtrack til vindblæste landskaber, en hyldest til de visnede markblomster. Musik til mørket. Det har vi heldigvis masser af.

6. 96 Back – Excitable, Girl

Evan Majumdar-Swift bor ganske vist i Manchester, men han er født i Sheffield, og det er derfor meget passende, at hans debutalbum ofte er lyden af stål. Det er techno og electro med en del afstikkere. Som på Lezi, hvor han lader os trække vejret med både smuk og ildevarslende ambient. Det hele lyder som et komprimeret, fremragende DJ-sæt.

5. Floating Points – Crush

Sam Shepherd kategoriseres som elektronisk musik, men det er ofte jazzet, om end i mindre grad end debutalbummet Elaenia fra 2015. Og fandme om ikke det også er inspireret af krautheltene Harmonia! Den gode hyrde balancerer det voldsomme og det rolige bedre end de fleste, og selvom han i korte øjeblikke giver så meget lods, at han næsten lyder som en tandlæge, kammer det aldrig helt over. LesAlpx er måske det enkeltstående elektroniske højdepunkt i år.

4. Triad God – Triad

Vinh Ngan har base i London og er af vietnamesisk og kinesisk afstamning. Meget mere vides ikke om ham. Triad er en slags opfølger til hans mixtape fra 2012, NXB, som også er lavet i samarbejde med producer Palmistry, og musikken er lige så indhyllet i mystik som hans begrænsede biografi. Han taler sig igennem det meste, ofte på kantonesisk, og de engelske sætninger gentages nærmest messende. Det lyder af en nær fremtid og ensomhed. Det er sært dragende, og jeg forstår ingenting.

3. Caroline Polachek – Pang

Chairlift var et ofte godt og lidt ujævnt popband med nogle gevaldige højdepunkter og en enkelt ret solid plade (Something fra 2012). Under eget navn når Caroline Polachek nye højder og udforsker virkelig sin formidable stemme, der mestrer alt fra det umiddelbare til det outrerede, der et par gange nærmest minder om fremtidscountry. Albummet er isnende klart produceret men med masser af varme. Fra hittet So Hot You’re Hurting My Feelings til sjæleren Look At Me Now er det en moderne popplade, der stort set har det hele.

2. Nkisi – 7 Directions

Syv eksperimenterende technokompositioner med titler skrevet med romertal. Det er slet ikke så prætentiøst, som det lyder. Nkisi er født i Congo, opvokset i Belgien og nu bosat i London. Hendes debutplade er inspireret af afrikansk kosmologi og congolesiske rytmer, der både lægger sig under synthesizeren og til tider banker løs over den. Det hele bør høres som en helhed, men skulle jeg under bizar tortur tvinges til at fremhæve en komposition, er nr. 4, undskyld IV, særligt vellykket.

1. These New Puritans – Inside the Rose

These New Puritans kunne i 2008 rubriceres som et marginalt mere ambitiøst band end Klaxons og andre bands i MySpace-æraen, og jeg var en af dem, der afskrev dem i flere år. Men englænderne voksede og voksede, indtil de pludselig leverede en dyster artpop-perle med Field of Reeds i 2013. Seks år senere vendte de endelig tilbage med den endnu tungere og endnu mere naturorienterede Inside the Rose. Det er lyden af dommedag med en lillebitte smule håb, og det er både underspillet og storladent. Særligt trommerne er ofte voldsomme i ellers stille øjeblikke, og det hele føles som en forhandling mellem såvel mennesker og maskiner som mennesker og natur og maskiner og natur. Som hvis Matrix 3 havde været en god film. 

/Martin

onsdag den 20. november 2019

En ballade, som vi kan lide den

Jeg ved ikke, hvem Better Person er. Jeg ved ikke, hvem John Moods er. De bor åbenbart begge to i Berlin, og de kan angiveligt begge lide at lave ballader.

Nu ved jeg, at de sammen har lavet en dejlig ballade.

Det er en ode til Moder Jord. Klaveret er enkelt, trommerne diskrete, stemningen cirka 1985. De synger let klagende, smerten er mere følsom end harm. Man kan ikke helt dechifrere, hvad de synger. Også på den måde kan det minde lidt om Lewis.

Kun artworket skuffer. At kigge på planeter er noget af det bedste, men her er det en nem løsning. En forkert løsning. Men sangen kan der ikke pilles ved. Den er flot, og vi har alle sammen lige skåret løg.



/Martin

fredag den 8. november 2019

Squirrel Flower

Ella O'Connor Williams' far har dedikeret sit liv til jazz og blues. Hendes bedsteforældre var klassiske musikere. Med inspiration i Bostons DIY-scene spiller hun selv indie rock under navnet Squirrel Flower.

Det er umiddelbart ikke langt fra Mitski. I hvert fald ikke at dømme ud fra førstesinglen Red Shoulder fra den kommende debutplade. Den hedder I Was Born Swimming og udkommer 31. januar på Polyvinyl.

Navnet kommer vi ikke uden om: Det er forfærdeligt. Man skal ikke lægge for meget i bandnavne, for de fleste er alligevel dårlige. Dette er absolut blandt de værre. Men med Red Shoulder har hun begået en nøgen, flot og rørende single, der lover godt for resten af albummet. Januar skal nok blive fin.



/Martin

onsdag den 6. november 2019

Lottie Brazier

Jeg mødte Lottie Brazier for nogle år siden på Roskilde Festival. Hun dækkede festivalen for The Quietus. Som journalist har hun også skrevet for Pitchfork, The Guardian, Wire m.fl. Først for få uger siden offentliggjorde hun, at hun også laver musik. Og gudskelov for det!

Hendes debutsingle Washing Machine er netop udkommet, og det er drømmepop af den tålmodige slags. Langsom opbygning, stemningsmættet, formentlig bedre i store hørebøffer.

Der er en enorm diskrepans mellem titel og stemning i sangen. Vaskemaskinen som det mest hverdagsagtige og så den flotte produktion. Den står William Doyle i øvrigt delvist for. Samme Doyle, som indtil for få år siden kaldte sig East India Youth. Han har i øvrigt også lige udgivet ny (god) musik.

Det kan være svært at dechifrere alle ord, men Lottie kalder det selv for impressionistisk sangskrivning, som er løst baseret på en vens sygdomsbehandling kombineret med frygten for sygesikringens fremtid i Storbritannien.

Frygten ulmer i baggrunden, men det er håbet og forestillingsevnen, der vinder. Flot første single.



/Martin

mandag den 28. oktober 2019

El Perro del Mar synger Burt Bacharach

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang hørte svenske El Perro del Mar i 2006. Singlen Party var og er noget af det mest triste, jeg nogensinde har hørt.

Vi kommer ind midt i en samtale. "Is it so hard to see?" er en suveræn linje at starte på. Hun forsøger at overbevise en eks om at mødes. Til en fest. Tæt på en slags stille selvdestruktion er det festen, der skal overbevise denne eks om at mødes.

Det er ynkværdigt, og det er flot. Siden dengang har jeg haft stor sympati for Sarah Assbring fra Göteborg. Nu er hun tilbage med et cover af Burt Bacharach-sangen Please Stay, der blev gjort berømt af The Drifters i 1961. El Perro del Mar har dog fundet inspiration til sit cover i 1966-udgaven af The Cryin' Shames, som er væsentligt mere sørgmodig og langsommere. Det lyder som Beach House i midten af 60'erne, og det er formidabelt.

Langsomheden har hun beholdt, og hun gør sangen ære. Ligesom i Party for 13 år siden er tristheden altoverskyggende, men her synger hun anderledes resigneret.

If I got on my knees
And I pleaded with you
Not to go but to stay in my arms
Would you walk out the door
Like you did once before
Would this time be different
Please stay, don't go

El Perro del Mar hæver sangen op over hjertesorg. Det er både metaforen om liv eller død, og det er... liv eller død.



/Martin

tirsdag den 22. oktober 2019

K. Leimer

Hvad er god ambient?

Kerry Leimer har udgivet musik siden 1979. Samme år, som Brian Eno netop gjorde udtrykket ambient udbredt om den ofte repetitive og mestendels instrumentale musik, der gør op med gængse sangstrukturer og i stedet dyrker stemning.

K. Leimer, som han kalder sig, laver god ambient. Det er godt, fordi det ikke er anstrengt. Det er godt, fordi det ikke er produktivt. Det er heller ikke skødesløst. Det er en form for arkitektur. Det er til stede, det vækker noget, men det er ikke skabt, så du bedre kan arbejde. Det er ikke lavet for at være med på en Getting Work Done-playliste på Spotify. Det er det modsatte af produktivt. Og netop derfor er det i sidste ende produktivt. For sjælen i det mindste.

Når jeg lytter til hans nyeste album, Irrational Overcast, ser jeg bygninger for mig. Måske endda byer. Eller anslag til byer. Man ser dem så langt borte, at man ikke har en chance for at se, om der er mennesker. Det er der nok. Det plejer der at være. Man ser bygningerne som fra et fly. I visse øjeblikke tænker nogle måske på Blade Runner, ligesom man kan genkalde sig mere stille øjeblikke fra Leon Vynehalls mesterlige Nothing Is Still.

God ambient kan ikke nødvendigvis tømme hovedet, men det kan rense tankerne. Vikle tråde ud. Langsomt.



/Martin