Reaktioner fra Roskilde Festival 2009

I mine teenageår var jeg væsentligt mere snobbet rent musikalsk, end jeg er nu. Mere negativ var jeg også på den front. En sådan holdning får man dog ikke meget ud af, og tingene er heldigvis anderledes nu.
På dette års Roskilde Festival havde jeg da også stort set kun lutter gode musikoplevelser, og det var da også en herlig frihed ikke at skulle vurdere koncerterne som anmelder - men snarere skrive om dem som reportager.

Disse oplevelser kan nu læses på Frekvens i tre dele:

Torsdag + Fredag
Lørdag
Søndag

Jeg så flere koncerter end dem, jeg har omtalt i de tre dele, men der brugte jeg ikke min fine, røde notesbog, hvilket betyder, at jeg ikke ville lægge det op, når nu jeg ikke havde mine notater at falde tilbage på.
Alt i alt var årets Roskilde Festival bedre end forventet. På alle måder. Jeg vil ikke kaste mig ud i en diskussion af diverse kritikpunkter. Jeg vil lade musikken og reaktionen på musikken tale for sig selv. Og hvis jeg er for positiv, har jeg svært ved at se det som et stort problem. Pålideligheden skulle stadig være intakt. Glæden ved musik er trods alt ren. Rendyrkelse. Glæde. Glæde. Glæde.
Nyd solen.

/Martin

The Clientele rører på sig

Engelske The Clientele har egentlig en del år på bagen, selvom de først udgav deres debutalbum i 2000. I første omgang blev de dannet i 1991 af sanger Alasdair MacLean og bassist James Hornsey, men de formåede ikke at skabe megen opmærksomhed omkring sig. Fra 1997 forsøgte de sig igen og indspillede nogle singler, der endte med at blive til deres første album Suburban Light. Deres første "rigtige" album var dog det forrygende The Violet Hour fra 2003, der blev meget rost i pressen. Megen opmærksomhed fik de dog ikke - hvilket de vel egentlig heller ikke får i dag, deres talent taget i betragtning. Sidenhen har de udgivet Strange Geometry, It's Art, Dad (opsamling af sange fra 1991-1996) og deres hidtil bedste album God Save the Clientele, der endte på en 9. plads på min liste over de bedste albums fra 2007. Fire EP'er er det også blevet til.

Englænderne spilder ikke deres tid, og til oktober får vi et nyt album, der bærer titlen Bonfires on the Heath. For noget tid siden læste jeg på Undertoner, at den nye plade kommer til at være en anelse mere "uhyggelig" end deres tidligere værker, hvilket umiddelbart er vanskeligt at forestille sig. Simpelthen fordi de mere eller mindre er verdens hyggeligste band.
Lad os krydse fingre for en Danmarkskoncert snarest.

MP3: The Clientele - Bookshop Casanova (fra God Save the Clientele)
MP3: The Clientele - I Wonder Who We Are (fra det kommende Bonfires on the Heath)

/Martin

Nyt på vej fra Califone

Om få dage vil mine musikalske oplevelser fra Roskilde Festival være at finde på Frekvens. Indtil videre kalder andre projekter imidlertid, og da jeg i dag læste, at de ganske undervurderede Califone fra Chicago netop har signet til Dead Oceans, var det på sin plads med et lille fokus på dette ganske interessante band - og pladeselskabet med.

Det nye album All My Friends Are Funeral Singers udkommer d. 6. oktober. Gruppen ledes af sanger Tim Rutili og har gennem årene haft en mindre rotation blandt resten af bandmedlemmerne. Gruppen fik en del opmærksomhed med det nyeste album Roots & Crowns fra 2006, der bl.a. indeholdt et fantastisk cover af den gamle Psychic TV-sang The Orchids.
Det kommende efterårsalbum er ifølge Pitchfork en slags kompagnon til Tim Rutilis filmdebut af samme navn. Og apropos film er gruppen i øvrigt med på soundtracket til Stranger Than Fiction med sangen Bottles & Bones - et fint soundtrack, der også inkluderer en del med Spoon.
Fans af Modest Mouse vil måske også genkende navnet Tim Rutili fra sideprojektet Ugly Casanova, hvor han med Isaac Brock i 2002 udgav albummet Sharpen Your Teeth.

Og nu hvor deres nye pladeselskab altså er blevet ganske habilt, er det værd at gøre lidt reklame for dem. De har således allerede i år udgivet albums med Akron/Family, Bishop Allen, John Vanderslice, Phosphorescent og These Are Powers. Senere på året venter så både Califone og Bowerbirds. Ganske imponerende. De skal blive spændende at holde øje med de kommende år.

MP3: Califone - The Orchids
(Originalen af Psychic TV kan høres på MySpace)

/Martin

Air France

De der ikke måtte befinde sig på Roskilde Festivalen, kan passende benytte tiden til at indtage alkohol andetsteds til tonerne af den svenske Göteborgduo Air France. Med sidste års udgivelse af EP'en No Way Down havnede Air France pludseligt i den store hypemaskine anført af blandt andre Pitchfork. Musikken befinder sig et sted imellem lyden af de australske samplekonger Avalanches og den legendariske britiske popgruppe Saint Etienne, men Air France lyder først og fremmest som Air France. Göteborgduoens lyd fremkalder melankolske stemninger i retning af sydeuropæiske sommeraftener og er således et opvalgt valg blandt de, der hverken måtte have penge til Roskilde Festivalen eller ferie. Air France har netop frigivet en ny sang, Göteborghymnen GTB Belongs To Us, hvor Air France mere end nogensinde lyder som idolerne fra Saint Etienne. Nummeret er endnu en sang til sommeren, melankolien og den alkoholiske cocktail, der måtte frembringe begge stemninger. Tak til Göteborg.

Mp3: Air France - GTB Belongs To Us: http://www.gbgbelongstous.se/PartII.zip


/Abdujaparov

Lidt til sommeraftenerne - en hyldest til American Football og Wheat

I morgen tidlig drager jeg på Roskilde Festival. Mere eller mindre bevidst har jeg de sidste dage ikke lyttet til nogen af de bands, jeg skal se derovre. Men selv hvis lysten skulle være der, ville det være svært for stort set alle bands at få spilletid i lejligheden, hvor de for længst opløste American Football har besat højttalerne - sammen med albumaktuelle Wheat. Begge bands er tidligere blevet nævnt på bloggen, men det er intet tilfælde, at de begynder at finde vej til hjertet netop nu. Begge grupper er nemlig i udpræget grad skabt til sommeraftenerne - og sommeren i det hele taget. Jeg oplever ofte, at jeg forbinder et band med en årstid, men det er færre bands, der både passer til en årstid og en tid på døgnet. Denne kvalitet dækker begge disse amerikanske grupper over.

Selvom enkelte nok ville få gejst over pludselig at høre ét af de to bands en beruset aften, er det imidlertid værd at bemærke sig, at der ikke er tale om decideret festmusik. Det er mere den type doven begejstring, der finder bosted i kroppen i sommervarmen, som vækkes ved lyden af de to orkestre. Man kunne nævne mange andre bands i samme kategori, men disse to fortjener at blive fremhævet, da de altid har levet en skyggetilværelse - ganske ironisk i denne solfremhævende kontekst.

I disse sekunder nydes American Footballs Never Meant fra deres eneste fuldlængdealbum, American Football. Som med deres andre sange er guitarfladerne her så delikate, at man kun kan lade sig henrykke og synke tilbage i doven begejstring. Sammen med de meget ligefremme tekster lader man sig indfange i et ganske rørende univers. Dette ligefremme og rørende univers bevæger Wheat sig også rundt i, selvom guitaren her ikke spiller samme dominerende rolle.

Det tager imidlertid lidt tid at blive vild med de to grupper. Ikke fordi musikken er kompleks eller krævende. Faktisk tværtimod. Første gang jeg hørte Wheat var en nat mellem tirsdag og onsdag - i en ferie omkring 2000. Det var sangen Don't I Hold You, der tonede frem på skærmen og holdt mig sært fanget. Der var intet, der forekom nyskabende. Tonerne var blot utrolig behagelige. Herfra gik det langsomt, og der skulle gå flere år, før jeg fik lyttet til hele albums med bandet. Processen med at komme til at holde af dem gik ligeledes langsomt, men jeg vendte alligevel tilbage med jævne mellemrum.
American Football stødte jeg først på sidst på året i 2008. Det fangede mig med det samme, men først for en måneds tid siden måtte jeg erkende, at jeg var oprigtigt ked af, de gik i opløsning efter kun én EP og én LP. Da knækkede jeg koden og fangede idéen. For nylig gik det ligeledes op for mig, hvor fantastiske de er at køre i bil til. Nu er jeg endnu engang gået i selvsving - måske man skulle gøre det samme i et indlæg om køremusik. Nuvel! Her er der lidt musik til en sommeraften alene eller i hyggelige selskaber.

American Football - Never Meant (ignorér den amatøragtige video, en YouTube-bruger selv har lavet og lyt i stedet bare til sangen



MP3: Wheat - H.O.T.T. (fra deres nye album White Ink, Black Ink)

/Martin

Roskilde Festival - den svære planlægning

De sidste par år har jeg kraftigt måtte overveje, om jeg overhovedet ville til Roskilde Festival. I sidste ende har det dog været så godt som umuligt at takke nej. Det er nemt at være skuffet over programmet, når man sammenligner med andre festivaler - men sådan vil det vel altid være. Og efter at have lavet et forsøg på en tidsplan for årets festival står det klart, at der også i år venter en masse herlige musikoplevelser. At jeg så føler mig for gammel blandt store dele af publikum er noget, jeg bare må leve med.

Kvaliteten af festivalprogrammet er til heftig diskussion hvert eneste år, og de sidste par år har folk også ganske flittigt diskuteret spilleplanen - i næsten lige så høj grad. Det er dog, ud fra min smag, set værre end i år, men det bliver alligevel et presset program. Her følger de bands, jeg helst vil se på Roskilde 09. Enkelte har jeg set før, nogle har jeg ville se meget længe, andre har jeg altid gerne ville forstå, og enkelte er jeg blevet pålagt at se. I nogle få tilfælde er det nysgerrigheden, der vinder over æstetikken.

Torsdag

22:00 St. Vincent @ Astoria

Fredag

15:00 Mono @ Pavilion
15:00 Fleet Foxes @ Arena
18:00 Friendly Fires @ Odeon
19:00 Frightened Rabbit @ Pavilion
19:30 Shugo Tokumaru @ Astoria
19:30 Nick Cave @ Orange
23:00 Gang Gang Dance @ Pavilion
00:00 Jenny Wilson @ Odeon

Lørdag

14:00 Hauschka @ Astoria
14:30 And You Will Know Us By the Trail of Dead @ Odeon
16:00 Håkan Hellström @ Orange
17:00 Marnie Stern @ Pavilion
17:00 Elbow @ Arena
18:00 Marissa Nadler @ Astoria
19:00 The Dodos @ Pavilion
19:00 Amadou & Mariam @ Arena
20:00 Micachu and the Shapes @ Astoria
23:00 The Pains of Being Pure at Heart @ Pavilion
00:00 Fever Ray @ Arena
00:30 Dungen @ Odeon
01:00 Black Dice @ Pavilion

Søndag

18:30 M. Ward @ Astoria
18:30 The Whitest Boy Alive @ Arena
19:00 Deerhoof @ Pavilion
20:45 Yeah Yeah Yeahs @ Arena
21:00 I'm From Barcelona @ Odeon

Efter festivalen vil jeg primært skrive om koncerterne og oplevelserne på Frekvens.

/Martin

Europaturné

Kjære læser,

jeg drager på Europaturné med Mimas måneden ud og kommer direkte hjem til Roskilde Festival, som jeg selvfølgelig vil rapportere lidt fra. Om muligt får jeg blogget lidt på turnéen.
Må I alle få en herlig juni måned!

Turnéen ser sådan ud:

June 8 | Germany - Hamburg | Astra Stube

June 9 | Germany - Berlin | Live At Dot

June 10 | Germany - Köln | Studio 672

June 11 | France - Amiens | The Grand Wazoo

June 12 | Belgium - Liège | L’escalier

June 13 | France - Paris | Mécanique ondulatoire

June 14 | France - Paris | Radio Planet Claire Session

June 15 | Switzerland - Zurich l The Boschbar

June 17 | Luxembourg | D:Qliq

June 18 | France - Rouen | The Captain Tavern

June 19 | France - Poitiers | Cafe Du Clain

June 20 | France - Rennes | Le Sambre

June 21 | France - Nantes | Fête De La Musique

June 23 | France - Toulouse | Le Cri De La Mouette

June 24 | France - Pau- Lons | Localypso II

June 25 | Spain - Madrid | Fotomaton

June 26 | Spain - Barcelona, Manrese | Sala El Vermell

June 27 | Spain - Barcelona | Sala InCivíc Zone

June 28 | France - Lyon | The Sonic

/Martin