tirsdag den 22. oktober 2019

K. Leimer

Hvad er god ambient?

Kerry Leimer har udgivet musik siden 1979. Samme år, som Brian Eno netop gjorde udtrykket ambient udbredt om den ofte repetitive og mestendels instrumentale musik, der gør op med gængse sangstrukturer og i stedet dyrker stemning.

K. Leimer, som han kalder sig, laver god ambient. Det er godt, fordi det ikke er anstrengt. Det er godt, fordi det ikke er produktivt. Det er heller ikke skødesløst. Det er en form for arkitektur. Det er til stede, det vækker noget, men det er ikke skabt, så du bedre kan arbejde. Det er ikke lavet for at være med på en Getting Work Done-playliste på Spotify. Det er det modsatte af produktivt. Og netop derfor er det i sidste ende produktivt. For sjælen i det mindste.

Når jeg lytter til hans nyeste album, Irrational Overcast, ser jeg bygninger for mig. Måske endda byer. Eller anslag til byer. Man ser dem så langt borte, at man ikke har en chance for at se, om der er mennesker. Det er der nok. Det plejer der at være. Man ser bygningerne som fra et fly. I visse øjeblikke tænker nogle måske på Blade Runner, ligesom man kan genkalde sig mere stille øjeblikke fra Leon Vynehalls mesterlige Nothing Is Still.

God ambient kan ikke nødvendigvis tømme hovedet, men det kan rense tankerne. Vikle tråde ud. Langsomt.



/Martin

onsdag den 2. oktober 2019

Det bedste fra Moon Duo

Jeg har altid respekteret Moon Duo, men jeg har aldrig dyrket dem. Jeg beundrer dem for at dyrke et univers, fylde det ud, arbejde tålmodigt og vedholdende.

Deres nye album, Stars Are the Light, er min favorit, og det skyldes i stor stil titelsangen, som adskiller sig væsentligt fra resten af pladen – og deres lyd helt overordnet. Den passer dog fortrinligt ind som del af et generelt mere farverigt udtryk på pladen.

De elektroniske elementer, den luftige stemmebrug hos Sanae Yamada og de vanligt repetitive elementer giver en følelse af kosmisk blip-blop, som fortjener at blive udforsket meget mere. Forestil dig coveret til Mellon Collie and the Infinite Sadness og de mest vinteragtige sange på denne plade gentænkt som sommersange blandet med en mere eventyrlig Kurt Vile.

Netop Kurt Vile har i øvrigt en smuk reference til sine venner i KV Crimes fra 2013:

Club Mate, on holiday
With a Moon Duo
Space partners

Her lyder a hen ad the på en måde, der flot blander forestillingen om bandet som band og bandet som mennesker. Repræsentation og repræsentanter. Og med space partners skriver han sig selv ind i fællesskabet, bliver en del af dem og dét, de står for. Det er et fællesskab, man også inviteres ind i med den sært tryghedsskabende Stars Are the Light.



/Martin

torsdag den 12. september 2019

Richard Dawson og Gattuso

Richard Dawson er noget af en troubadour. En sand original fra det nordengelske. Peasant fra 2017 var en af det års mest originale og betagende plader i al sit vanvid, og hans koncert på Roskilde Festival 2018 var lige så underlig og herlig.

Hvor Peasant var en konceptplade, der pegede ca. 1500 år tilbage i tid, hedder Dawsons kommende plade noget minimalt futuristisk: 2020. Den er ude 11. oktober på Domino, og et par sange er allerede sluppet. Med den mildt aggressive Jogging og nu Two Halves er han i det sporty hjørne.

Two Halves udforsker et far-søn-forhold gennem fodbold, og der er rigeligt med smerte involveret. Smerte kender Dawson til som Newcastle-fan, men han sammenligner nu sig selv med et mere sydligt temperament: "in my pomp I was a chiselling Gattuso-type holding-midfielder..."

Teksten er vidunderlig, sjov og hjerteskærende. Oktober bliver en god måned.

Bellowing instructions from the touchline, that's my dad
Purple  in the face‚ getting really mad
Man  on! Man on!
An empty stadium yells "man on"
Come on! Come on!
The  cross goes sailing wildly over the heads of everyone

"Stop  fannying around! Keep it nice and simple!"
"You're not Lionel Messi‚ just pass the bloody ball!"
Man  on! Man on!
An empty stadium yells "man on"
Come on! Come on!
The cross goes sailing wildly over the heads of everyone

Perhaps  we were expecting this to be a walk in the park
But these bastards from King's Priory are kicking lumps out of us
Man on! Man on!
An empty stadium yells "man on"
Come on! Come on!
The cross goes sailing wildly over the heads

Their left back slips taking a free kick
It trickles over the mud straight to me
In desperation he scrambles and slides
I leap his flailing leg and dink it
Over the sprawled body of the goalie
The net is gaping
The ball takes a bobble and I slice wide of the mark
Everything goes quiet
Staring into the red dark of my palms
They launch a long ball into our box
Suddenly we find ourselves with a corner to defend
I am on the near-post
Somehow it gets bundled underneath my feet
At the final whistle I am inconsolable
Man on! Man on!
I reckon dad is really disappointed with me
Come on! Come on!
He tries his best to not show how he really feels

In the car home‚ he says "dust yourself down
Move on to next week's game
Shall we pick up a Chinese or would you rather fish and chips?"



/Martin

fredag den 6. september 2019

Lower Dens er tilbage

Lower Dens er et stabilt fremragende band. De tre plader fra hhv. 2010, 2012 og 2015 står tilbage som én af de stærkeste trioer fra 10'erne, og om nogle år vil Lower Dens blive husket som et af årtiets bedre bands.

I 2019 er Lower Dens en duo. Det startede som en kvartet, men sandheden er, at hovedpersonen hele vejen igennem har været Jana Hunter. Uden at underkende Nate Nelsons betydning.

I dag, 6. september, udkommer gruppens nye album The Competition, hvorfra tre ret forskellige sange blev sluppet forud. Den bedste af de tre – og én af de bedste fra 2019 indtil videre – er Galapagos, som i både titel og stemning står i flot kontrast til selve titlen The Competition. Konkurrencen er samfundet, Galapagos er den drømmen, som er virkelighed. Eller den anden vej rundt.

Som Jana Hunter selv siger:

“The issues that have shaped my life, for better or for worse, have to do with coming from a family and a culture that totally bought into this competitive mindset. I was wild and in a lot of pain as a kid; home life was very bleak, and pop songs were a guaranteed escape to a mental space where beauty, wonder, and love were possible. I wanted to write songs that might have the potential to do that.”

Tanken om Galapagos og Galapágos Archipelago, som hun synger om, er den perfekte fantasi. Det er vidunderlig eskapisme. Livet som ung skildpadde. Livet som gammel skildpadde.

Også teksten er beroligende og bekræftende. "You belong here" og "we want you here" taler direkte ind i Hunters sympatiske ambition om at bruge popmusikken til netop at skabe sådan et frirum. Det harmonerer med selve stemningen i sangen, hvor produktionen netop skaber et stort manøvrerum, man som lytter kan svømme rundt i. Godt halvvejs opstår en vidunderlig lille kakofoni, hvorefter storheden og lettelsen tager over.

The Competition er ude i dag, 6. september, og jeg glæder mig stort til at høre resten af albummet.



/Martin

lørdag den 24. august 2019

Noget andet end poptimisme: Carly Rae Jepsen

Mange vil nok på forhånd afvise Carly Rae Jepsen på baggrund af Call Me Maybe. Det forstår jeg godt. Men canadieren har lavet nogle aldeles fremragende popsange siden da, såsom Run Away with Me og Cut to the Feeling.

Hendes nye album Dedicated er som de foregående selvfølgelig noget ujævn, men den indeholder nogle gevaldige højdespringere.

Stærkest er Want You in My Room, som er første sang, hun har skrevet med Jack Antonoff (St. Vincent, Taylor Swift, Lorde, Lana Del Rey). Hendes faste guitarist Tavish Crowe har også været en del af sangskriverholdet, ligesom det har været tilfældet med enkelte Carly-sange tidligere.

Resultatet er en moderne popsang med klare referencer til mainstreampop omkring 1983-1985, ikke mindst Cyndi Lauper. Produktionen er ikke overvældende 80'er, men det er mange af detaljerne og den overordnede tilgang til sjov popmusik, der plæderer en vis uskyld og alligevel er så åbenlyst liderlig og sympatisk. Det er bestemt ikke alle, der kan slippe af sted med den kombination!

God musik og kunst åbner et forestillingsrum. Når god popmusik dykker ned i den kollektive nostalgi, skal den svælge længe nok i nostalgien til at kunne udvide dette rum og kombinere det med noget nyt. Det lykkes med Want You in My Room.



/Martin

mandag den 22. juli 2019

Harmoniernes holdeplads: Christine McVies bedste omkvæd

I 1984 blev min yngste storebror født. I 1984 var det også fjorten år, siden Christine McVie sidst havde udgivet et soloalbum. Som del af Fleetwood Mac havde hun haft nogle travle, omskiftelige år, og privat var der formentlig også rigeligt at se til.

For et halvt år hørte jeg gennem min bror første gang Got a Hold on Me, førstesinglen fra Christine McVies andet soloalbum. Albummet fra 1984 bærer hendes navn, og det er en noget ujævn affære. Men på denne single har hun til gengæld et omkvæd, som er fuldt på højde med Fleetwood Mac på deres bedste dage.

Lindsey Buckingham er da også med på guitar. Det samme er Todd Sharp, der har skrevet sangen med McVie. Steve Winwood spiller keyboard – to år efter sit hit Valerie, der netop havde godt med mindeværdige keys.

Sangens start lyder som en jamsession og glider hurtigt over i et vers, der er en smule røvballe. Det lyder professionelt, kompetent, lidt kedeligt. Meget pænt. Men så sker der noget. Christine McVie uuuh'er sig ind i et omkvæd, hvor hun møder et kor, med hvilket hun laver den flotteste harmoni. En harmoni af den type, man ikke laver længere. Det gør også det efterfølgende vers bedre, man begynder at vippe med på det og nyder næsten det kedelige, fordi man samler kræfter til den magtdemonstration, der bygges op til.

Sådan et omkvæd kan man ikke bare prøve sig frem til i studiet. Det er et øjebliks genialitet eller en drøm. Det er kommet til hende i schweiziske alper eller på en uanselig café på Mallorca. Andet kan jeg ikke acceptere, og det behøver vi heller ikke.

Tak, bror. Igen.



/Martin

tirsdag den 14. maj 2019

The Stroppies

The Stroppies lyder lidt, som om de er ligeglade med, hvad der er sket de seneste 15 år. De lyder som noget, man ville elske i blogosfæren, dengang det var en ting. Samtidig lyder de umiskendeligt australske.

De er da også fra Melbourne, så det er ikke så underligt. Bandet deler medlemmer med Dick Diver, Boomgates og The Stevens, og nogle steder er det nok til at bruge ordet supergruppe. Hvis man er til den slags.

The Stroppies er nok mere interesserede i noget mere nede på jorden. Det er indie rock af den gamle australske skole, som ofte går i retning af Twerps og trækker tråde tilbage til vores alle sammens The Go-Betweens.

Første fuldlængde Whoosh blev udgivet i år på Tough Love (huser også Ulrika Spacek og Toy i øjeblikket). Australierne spiller på Loppen lørdag den 14. september.



/Martin