søndag den 2. august 2020

Mike Polizze og en hyldest til det, der er godt nok

Dette albumcover er ikke flot. Det er muligvis en hyldest til coverart fra en svunden tid, men flot er det ikke. Men der er noget hæderligt over det.

Mike Polizzes solodebutalbum Long Lost Solace Find er ikke det bedste, du kommer til at høre i år, men det er habilt. Det er endda hyggeligt til tider. Det er Kurt Vile'sk i sin rastløse afslappethed. Og det er fint nok. Nogle gange skal det bare være fint nok.

De store følelser kan ikke altid dominere, og det mest udfordrende kan ikke altid finde plads til at udfordre. Så finder en plade som denne til gengæld sin plads. Et sted i mellemrummene.

Mike Polizze var frontmand i Purling Hiss, som larmede lidt mere. Nu lyder Mike Polizze, som om det altid er søndag eftermiddag, hvor han er.


/Martin

lørdag den 4. juli 2020

Annie er tilbage!

Den norske popdronning er tilbage! Okay, popdronning i et par år i midten af nullerne i hvert fald. Heartbeat er i hvert fald en af de bedste skandinaviske popsange de seneste år.

Hendes seneste album udkom i 2009 og blev efterfulgt af et par godkendte EP'er. Og nu, 11 år senere, kommer så Dark Hearts.

Herfra kan man nu høre singlen American Cars, som er dejlig filmisk. Hun nævner selv Cronenbergs Crash fra 1996 som reference, men nogle vil måske hævde, at der er tale om en slags Annie-fikering af noget mere Drive-agtigt. Oh well, det er måske bare en god og halvmørk popsang.

Dejligt at have nordkvinden tilbage!

Dark Hearts udkommer 16. oktober.


/Martin

mandag den 29. juni 2020

En drøm før drømmen


Mary Lattimore er harpenist. Paul Sukeena er guitarist.

Mary og Paul er naboer, og de har tilbragt karantænetiden sammen. Her har de frembragt en vidunderlig og langsom hængekøjedrøm: Dreaming of the Kelly Pool.
Afslapning har sjældent været så afslappende.

Den er komponeret til Mexican Summers Looking Glass-serie, som også tæller nyt fra drømmere som Bedouine, Jefre Cantu-Ledesma, Kikagaku Moyo og Ariel Pink.


/Martin

onsdag den 10. juni 2020

Ultraflex

Norske Farao og islandske Special-K er gået sammen om Ultraflex.

De er angiveligt inspireret af atletisk sovjetdisco, hvad det så end betyder. Det giver på sin vis mening. Fuld fokus på synthesizeren er der i hvert fald på debutsinglen Olympic Sweat, og de har allerede et godt arkiv af pressebilleder, der lever op til deres ambitioner og bandnavn.

Som de selv siger til Nothing But Hope and Passion: "Image is everything." Det er sikkert både sarkastisk og oprigtigt. De udelukker ikke nødvendigvis hinanden.



/Martin

søndag den 7. juni 2020

Duwap Kaine

Atlanta er hovedstad i Georgia. Det er også delstatens største by, et sted mellem Århus og København i størrelse. Sådan en sammenligning giver ingen mening, men det er en sjov tanke, som i sidste ende både kan bringe os tættere på amerikanske brødre og søstre og samtidig bekræfte kløften mellem os. Århus og Atlanta? Arh, hva'.

Nå. Et sted i Atlanta sidder 18-årige Duwap Kaine og ser tv, ryger, stener lidt, hygger sig. Og laver usandsynligt mange sange, der ender på SoundCloud.

Jeg stødte på ham i det tidlige forår, under den tidlige karantæne på Østerbro. Jeg havde fri fra arbejde, ville lægge puslespil, drikke god kaffe og høre noget musik, jeg ikke kendte. Alt sammen enormt privilegeret. Så jeg fandt en artikel over oversete plader fra vinteren 2020, hvor ca. halvdelen var interessant, og af den interessante halvdel var nogle få endog virkelig interessante. Særligt Bad Kid from the 4 af Duwap Kaine, som jeg aldrig havde hørt om.

18 sange på 37 minutter. Hvordan er han kun 18 år? Sangene er svøbt i en slags surrealistisk alvor. Eller måske endda hinsides alvor og ironi. Han rapper så hypnotisk og dovent, at han på én gang er helt inde i musikken og på samme tid distanceret. Dybt betagende.

Nogle har bemærket inspiration fra Chief Keef, men Duwap Kaine er et langt mere interessant bekendtskab. Hans skæve flow i f.eks. Ferris Wheel er et godt eksempel på hans kvaliteter som rapper. Men det er særligt i den vidunderlige produktion, han adskiller sig. Ret unikt for 2020 passer den endda til albumcoveret med sin lo-fi-kvalitet, der både indfanger stemningen sent om natten alene på forstadsværelset og fantasierne fra de serier og computerspil, der netop indtages i det værelse. Det er mørkt og samtidig fjernt skinnenede eller glimtende.

Duwap Kaine er en DIY-drømmer, der konstant laver ny musik, udgiver det selv og vist selv laver sine videoer. Hvad ved jeg om trap? Hører jeg nok hiphop til at forstå noget som helst? Sikkert ikke. Men Bad Kid from the 4 overrumplede mig og fortsætter med at gøre det.



/Martin

søndag den 24. maj 2020

Fools og lidt farver til halvsøvnen

Jeg faldt over Fools på en playliste og blev begejstret for den kontemplative Rintocco. Så kunne jeg se, at den var fra en plade, som netop var blevet udgivet, og resten af den viste sig at være lige så fin.

Det viste sig at være Christopher Bear, trommeslageren fra Grizzly Bear, som altså har udgivet sin første soloplade. Det er instrumentalt, det er meditativt, det er ofte en slags ambient, andre gange med lidt percussion, masser af klokkespil. Til tider med et nik til Visible Cloaks.

Med lidt tømmermænd halvsov jeg tidligere i dag til pladen og så en masse farver for mig, de fleste i drømme. En uventet fornøjelse.

Fools' Harp, Vol. 1 er ude på Music From Memory.



/Martin

søndag den 10. maj 2020

Melenas fra Pamplona

Selvfølgelig betyder geografi noget. Jo, musikken er i sidste ende lige så god, om den kommer fra det ene eller det andet sted, men vores oplevelse farves af hele indpakningen.

Facaden på billedet er f.eks. vidunderlig. Ekstra point. Kvartetten Melenas er fra Pamplona. Ekstra point. Man kunne godt komme ind på en fænomenologisk betragtning, men jeg har tømmermænd, og jeg vil hellere bare lytte til noget relativt ligetil, som samtidig giver mig lidt energi. Det gør Melenas. Men lige en sidste pointe om geografi: På den ene side vil vi alle gerne være hævet over det, men vi forholder os netop til det i forhold til vores eget land, når vi enten dømmer noget mere positivt eller negativt, fordi det er fra Danmark. Mange vil påstå, at de ikke gør det, og mange af dem har ret. Men mange af os er enten ekstra kritiske, hvis noget er dansk, eller vi er ekstra tålmodige og positivt indstillet. Det er svært at benægte. Sådan foregår det over hele verden, og det er fint nok. Måske er det smukt på sin egen måde.

Pamplona er en vidunderlig by. Man kan have holdninger til tyrefægtning, som blodigt farver holdningen til byen. Men hvor ligger Pamplona flot, højt i landet med masser af plads omkring sig. Hvor er byen dog arkitektonisk tilfredsstillende, hvor kaster den betagende skygger. Store dele af mesterværket Solen går sin gang foregår i Pamplona. Der er meget, der taler for byen. God mad er der såmænd også.

Melenas er fra Pamplona. En kvartet, som netop har udgivet albummet Dias Raros. Det er ukompliceret fuzz-og-reverb-indie-rock. Det er lige ud ad landevejen med en god portion optimisme. Som pladen folder sig ud, viser de fire spaniere, at de både mestrer det hurtige og fyldige lydbillede og det langsommere – altid med fine melodier. Enkelte steder får keyboardorgelet lov at træde mere frem, så det kan minde lidt om australske Twerps.

Dias Raros udkom 9. maj på amerikanske Trouble in Mind (Mikal Cronin, Night Beats, Omni).



/Martin