tirsdag den 13. november 2018

Erland Cooper og 11 fugle

Solan Goose er en plade af skotske Erland Cooper. Det er også en fugl fra Orkneyøerne.

Erland Cooper er vokset op med at kigge på fugle, og alle 11 sange på hans nyeste album er derfor opkaldt efter nogle af de fugle, han er særligt knyttet til fra barndomsøerne.

Det hele foregår et sted mellem klassisk og elektronisk musik. Det kan nogle gange minde om Eluvium, og det kan måske blive lovlig storslået. Men det må det også godt nogle gange. Det hele kan blive så ironisk og distanceret.

Erland Cooper er en skotte, der husker betydningen af at se på flyvende kræ. Langsomt og flot.



/Martin

torsdag den 11. oktober 2018

Devon Welsh

Majical Cloudz fra Montreal var en underlig størrelse. Det gik først sent op for mig, hvor gode de egentlig var, hvilket også hænger sammen med, at deres sidste plade blev deres bedste: Are You Alone? fra 2015 står tilbage som én af de smukkeste og mest skrøbelige udgivelser de seneste mange år.

Majical Cloudz var mod slutningen blevet en duo: Sanger Devon Welsh stod primært for tekst og sang, og Matthew Otto stod bag det diskrete lydtæppe. Også Owen Pallett og Kenneth Welsh var blandt bidragyderne på afskedspladen. Sidstnævne er far til Devon Welsh og portrætterede Windom Earle (!) i Twin Peaks.

Man må ikke undervurdere Matthew Ottos rolle i Majical Cloudz, men det er Devon Welsh' stemme, man husker. Den er hverken flot i klassisk forstand eller charmerende grim eller underligt skæv. Den er på en måde bare ret fin. Han lyder altid, som om han er meget tæt på, og han skaber en følelse af umiddelbarhed, der er ganske rørende.

Devon Welsh har dette efterår udgivet sin første soloplade. Han er typen, der kan slippe af sted med at kalde en plade for Dream Songs. Meget passende har jeg netop læst Arthur Schnitzlers Drømmenovelle. Det kan man ikke, når Devon Welsh synger i baggrunden: han kræver opmærksomhed, og han bør da også få den.

Den er måske ikke lige så godt som Majical Cloudz' afskedsplade, men Dream Songs er absolut anbefalelsesværdig. Devon Welsh gør sig mange interessante observationer (læs også hans tanker om Sky Ferreira og hendes debutplade), og han formidler følelser på en næsten gammeldags facon, der er meget langt fra ironi, højt tempo, politiske kløfter og så meget andet, der kan fylde i 2018.

Få ting er mere dyrebare end at kunne tage det langsomt. Vi har alle brug for skildpadder i hverdagen. Brug for at mærke efter.

Dream Songs kan høres og købes på Bandcamp.



/Martin

tirsdag den 28. august 2018

The Goon Sax

Australien har selvfølgelig leveret vidunderlige bands, hvoraf ingen er over The Go-Betweens.

Mindre kan også gøre det, og der er rigeligt med nyere eksempler at komme efter, hvis man er til skrabet og følsom pop. Det kunne være The Goon Sax fra Brisbane (ligesom The Go-Betweens). De var teenagere, da de udgav debutalbummet Up to Anything i 2016, en charmerende plade, der også er lidt for kedelig til for alvor at fæstne sig i erindringen.

Nu er de gamle nok til at blive på de klubber, hvor de tidligere er blevet smidt ud efter at have varmet op for deres helte. Og de er på vej med en ny plade, We're Not Talking, den 14. september på Wichita, hvorfra man allerede kan høre tre sange.

Louis Forster og James Harrison har tidligere skrevet sangene, og Riley Jones tager nu del i sangskrivningen og synger mere, hvilket har skabt en bedre balance i sangene. Det får dem til at lyde mere som The Go-Betweens end tidligere, men der er også en humor og løssluppenhed på spil, der trækker i retning af Twerps fra Melbourne.



/Martin

fredag den 3. august 2018

Fabiana Palladino og en følsom vilje

Verden er et flot sted meget af tiden, nogle gange smuk, selvfølgelig ofte grotesk. Og verden ville afgjort være endnu bedre, hvis en sang som Shimmer af Fabiana Palladino var en form for sommerhit.

Den skal dog nok komme ud til en del lyttere: den er nemlig udgivet af Paul Institute, som brødrene Jai og A.K. står bag. Førstnævnte, Jai Paul, har koproduceret og mixet Shimmer.

Sangen giver sig tid, folder sig langsomt ud, bygger på, angriber verden med en følsom vilje:

I can see the sign
You think I'm an easy target
I won't keep my voice down
I want, I want something I can shout about

Det dybt personlige er det universelle, og det universelle falder så tilbage på dig og mig og gør verden lidt mindre.

Den tålmodige opbygning leder op til et lille og alligevel nærmest majestætisk klimaks. Fabianas komposition ledsages utroligt veloplagt af enkle synths og guitarer spillet af Jai Paul, og trommeproduktionen i sidste halvdel af sangen er intet mindre end fantastisk. Der er hentet megen inspiration i 80'erne i almindelighed og Prince i særdeleshed, og der er et vist slægtskab med både Autre Ne Veut og How To Dress Well, om end det ofte er mere i sensibilitet og opbygning end i produktion.

Fabiana Palladino fra London har kun udgivet to singler. Mystery fra 2017 blev ligeledes udgivet af Paul Institute. Brødrene Paul startede deres institut/label for pop og mystik i 2016 i forbindelse med udgivelsen af en A.K. Paul-single.

Shimmer blev udgivet sammen med en ny (og udmærket) single af Ruthven.



/Martin

søndag den 3. juni 2018

Neko Case med frigørende tilbageblik

Hvordan oversætter man 'empowerment'? Diskussionerne har været mange og lange, men vi har ikke det rigtige ord på dansk.

Neko Case er tilbage med sit syvende soloalbum, og det er godt. Særligt i midtersangene The Curse of the I-5 Corridor og Gumball Blue. Her kommer empowerment ind i billedet gennem skrøbeligheden.

"I left home and faked my ID / I fucked every man that I wanted to be."

Hun følger op med "I was so stupid then", og vi er selvfølgelig vant til, at vi bliver klogere med årene. At vi ser tilbage på fejltagelserne og dertilhørende lærdom. Men der kan også gemme sig stolthed bag fejltagelserne, som netop gør, at det ikke er fejltagelser.

Har hun været i seng med dem, fordi hun har været duperet? Eller fordi hun ville vokse, lære, kopiere, suge til sig? Ungdommens kækhed og umiddelbarhed har været med til at vise vejen for Neko Case. Hun var måske so stupid, men der er så absolut kærlighed i stemmen. Deri ligger én af hendes store styrker som sanger: blandingen af det resignerede og investerede.

Hell-On er endnu en god plade fra rutinerede Neko Case.



/Martin

torsdag den 10. maj 2018

Rae Morris og ultrasympatisk pop

Forskellig pop til forskellige tider. Jeg er sjældent til den slags med udpræget attitude, selvom jeg værdsætter idéen med de kampe, der af og til bliver kæmpet.

Giv mig en omgang let melankolsk, upbeat kærlighedssang!

Rae Morris bemærkede jeg ikke rigtigt, da hun udgav debutalbummet Unguarded 2015, men det er der lykkeligvis blevet ændret på med opfølgeren Someone Out There. Nu har jeg tilmed bemærket, at hun er fra Blackpool. Det bliver bedre og bedre.

Dancing With Character er en unik titel for en popsang i 2018. Det er en fremragende og dragende titel, enkel og gammeldags. Og det er en storslået sang, der er blandt de bedste, jeg har hørt i år. Den skaber billeder og historier, og Rae Morris synger så usandsynligt rart og medmenneskeligt.

He was dancing with character
Such a wonderful dancer, it embarrassed her
He was dancing with character
He was always a fan of her and married her

Sikket omkvæd! Herefter gør det ondt på den gode måde, da omkvædet knækker over med særlig markering i vokalen på 'alone' og 'control':

Now he's dancing alone, losing control
Moving from the memory in his bones
Dancing with characer
And he'll never stop dancing 'til he's back with her

Det er en fin detalje, at verset synges i første person, hvor omkvædet synges i tredje. Hun starter som danseren og bliver til betragteren. Hvem betragter hun? Sangen handler såmænd om noget så elskværdigt som en ældre mand, der har mistet sin kone, som han plejede at danse med. Hun er død, han mister sig selv langsomt og forsøger at leve videre, hvor de mødtes. Det er næsten ikke til at stå for. Lyt særligt til Rae Morris' særlige betoning af ordet 'married'. Generelt kan hun lægge et tryk på udvalgte ord på ganske charmerende vis.

Dancing With Character er sidste sang på Someone Out There, der indeholder flere stærke sange, ikke mindst singlen Do It. Meget af pladen er lavet i samarbejde med Fryars, som engang lavede spændende ting i eget navn, men som vist strandede lidt i MySpace-æraens afslutning.

Rae Morris er et meget sympatisk bekendtskab, og de fleste af sangene bliver kun bedre ved genlyt. Ikke mindst Dancing With Character, der kandiderer til årets popsang.



/Martin

søndag den 29. april 2018

Maria Usbeck

Ecuadorianske Maria Usbeck har i nogle år været en del af Cascine-bandet Selebrities, og i 2016 kom første soloudspil Amparo, produceret med hjælp fra Carolina Polachek.

Hele baduljen er på spansk, og jeg er først ved at lære pladen at kende. Hendes nye single Bosque De Bambú (bambusskov) er jeg til gengæld kommet tæt på over den seneste uge, og det er en fornøjelse, der bør være flere forundt.

Singlen er ældre end debutpladen og kommer ikke til at være på næste album. Det gør den næsten kun skønnere. Den er en ø og en skov på samme tid. Frodig nøgenhed.

Solo tu y yo.



/Martin