søndag den 12. april 2015

Future of What

Tilbage i januar udgav Brooklyn-trioen Future of What debutpladen Pro Dreams. En debut, der ikke har fået megen opmærksomhed, men som langsomt kommer til at vokse i folks bevidsthed.

Manglende konsekvens er lig med alsidighed for nogle mennesker. Jeg stiller mig diplomatisk i hjørnet og kalder det for en udmærket plade. En fin omgang synthpop, som vi nemt kan kalde drømmende, æterisk etc.

Men vil vi da nøjes med det, der er udmærket? Her bruger vi ikke adjektivet som i de gamle karakterhæfter, men ligegyldigt er det jo heller ikke. Nej, for det handler om en umådeligt stærk popsang, der repræsenterer alt det, de forhåbentlig kan udvikle sig til.

Singlen og åbneren The Rainbowed Air er så herlig, luftig og desarmerende, at man fint kan blive siddende i sofaen med god samvittighed. Enjoy.



/Martin

mandag den 30. marts 2015

Shura og forårets bedste popsang

Når afsenderen har base i London og leverer glimrende popmusik, er det ikke umiddelbart generthed, vi vil associere med denne. Skrøbelighed er én ting. Det er tæt på standard i kunsten – endda som en del af selve styrken. Men dét at være genert er i mindre grad et tema disse år, som Stereogum også fint har tematiseret.

Aleksandra Denton udgiver under navnet Shura og debuterede sidste år med Just Once. Nu er hun aktuel med singlen 2Shy, der sandelig lever op til titlen og i øvrigt er den bedste popsang, der hidtil er udgivet i 2015. Følelserne sidder uden på tøjet, men hun har svært ved at få dem ud. Vi sympatiserer med hende. Vi holder af hende.

Vokalen er luftig, og produktionen læner sig op ad Dev Hynes, hvorfor det vil være naturligt at få associationer til Solange. I en mere genert udgave naturligvis. 2Shy er en ualmindeligt stærk popsang, der gør det svært at vente på næste udspil fra Shura.



/Martin

søndag den 22. marts 2015

Westkust og den tabte ungdom i GBG

De kunne næsten kun komme fra Göteborg.

I traditionel forstand vil de fleste nok se på shoegaze og pop som ganske forskellige størrelser. Ja, umiddelbare modsætninger. Som navnet antyder, er førstnævnte præget af en introvert tilgang, medens sidstnævnte snarere forbindes med tilgængelighed. Noget nærmest ekstrovert.

Men de kunne jo næsten kun komme fra Göteborg.

De trækker en lige linje tilbage til den ungdommelige gejst fra Broder Daniel.

De kom jo også fra Göteborg.

De hedder Westkust. En kvintet, der deler et par medlemmer med Makthaverskan. Og hvorfor er de spændende? Bl.a. fordi de ophæver ovennævnte dikotomi.

Sådan gør man i Göteborg.

Mange af os har en særlig fascination af slacker-kulturen. Eller snarere en romantisering. En følelse af at nogle udvalgte få har et uudtømmeligt potentiale og store indsigter men ikke bruger deres kapaciteter og i stedet dykker ned i et hav af mystik og dedikation til obskure plader og bøger.

Westkust er på vej med deres første fuldlængde, og singlen Swirl gør det svært at vente. Meget svært.

"The sun is down when I get up / I just woke up feeling confused" efterfølges af "I want to find something new", hvorefter man enten kan stige af eller fatte øjeblikkelig sympati for antihelten.

Vi vender os med tiden delvist væk fra idealiseringen af den romantiske enspænder, men vi giver ikke slip. Tematiseringen af tabt ungdom får et ekstra lag af bevidsthed ved andet vers, hvori romantikeren proklamerer:

"And I don't want to be the kind who's always feeling sorry for myself"

Vi er altså tabt i tiden, og vi er ved at indse det. Men vi bliver i fortabelsen.

Swirl er fyldt med fuzz-effekter og benytter sig fornemt af dreng/pige-dynamikken med så charmerende en levering, at man endnu en gang stiller sig undrende over for den afstand, man senere har taget til den umiddelbarhed, der plejede at definere dig og mig.

22. april udkommer Last Forever på Luxury. Sådan deler man skønhed i Göteborg.



/Martin

onsdag den 18. marts 2015

The Lake kuraterer glimrende program på Jazzhouse

Den ganske forrygende radiostation The Lake har nu eksisteret i nogle måneder og har allerede vist sig at være en stor inspirationskilde. Det hele er online og non-profit. Fra tid til anden er der features og længere programmer, og ellers kører en stream døgnet rundt på deres website med ofte udfordrende og altid spændende lyde. Stationen er bl.a. startet af Efterklang, der sammen med en lang række venner og samarbejdspartnere kuraterer playlister og programmer.

Fra 19. marts har The Lake så fået æren af at gæstekuratere i alt 11 aftener på Københavns bedste spillested Jazzhouse, og det er – som man kunne vente – et umådeligt spændende program.

Blandt mine personlige højdepunkter er østrigske Fennesz, der sammen med den norske trompetist Arve Henriksen blidt sparker det hele i gang den 19. marts. Fennesz har længe været blandt mine yndlingskunstnere til nattetimerne med kompositioner, der knasende finder plads til overrumplende indsigter.

Den 26. marts er det også svært at sige nej til Liima (Efterklang + Tatu Rönkkö), der spiller én af deres første koncerter i selskab med danske Plants.

Allerede aftenen efter, den 27. marts, spiller tyske Manuel Göttsching sin første koncert på dansk grund. Efter at have begejstret med krautklassikerne Ash Ra Tempel kastede tyskeren sig lystigt over den elektroniske musik, som han har været med til at hive i ganske forskellige retninger.

Slutteligt kommer jeg ikke uden om tyske Bohren & der Club of Gore, der 28. marts serverer jazz til dagen før dommedag. Twin Peaks i en mørkere setting.

En komplet liste over de 11 aftener kan findes på The Lakes FB-event.

/Martin

onsdag den 11. marts 2015

Sónar Copenhagen

Siden 1994 har festivalen Sónar i Barcelona ikke blot afspejlet den elektroniske musiks rivende udvikling. Festivalen har også været med til at forme selvsamme.

Der er adskillige stærke spanske festivaler, men Sónar er alligevel blandt dem, jeg længst har drømt om at tage del i efter deres forrygende programmer år efter år.

Trods det catalanske udgangspunkt har festivalen været rundt i mange byer gennem de seneste år, og i 2015 runder Sónar såmænd også København (ligesom også Stockholm og Reykjavík har haft æren i vinters). Det bliver Koncerthuset, der med tre scener lægger hus til festlighederne 13. og 14. marts.

Fredag kan særligt anbefales den mesterlige og ofte filmiske Jon Hopkins, ligesom også Daniel Avery og Vessel og kan fremhæves. Af de danske navne er der alt fra rutinerede Future 3 til spændende Sekuoia, der leverede den muligvis stærkeste koncert på sidste års SPOT Festival.

Lørdag er det svært ikke at fremhæve islandsk-færøske Kiasmos, der med sidste års debutplade stod bag én af årets allerstærkeste musikalske oplevelser. Factory Floor er garant for industriel skønhed, medens man med en anden hårdhed finder rapperen Novelist, der leverer poesi til Mumdances veloplagte produktioner.

Min broder (i ånden og i bogstaveligste forstand) er den person, der har åbnet mine øjne for elektronisk musik, og det har derfor været ganske naturligt at få ham til at bidrage med en playliste til Sónar. De første ti bidrag deltager alle i den danske udgave af festivalen, og de andre er fra udgaverne i hhv. Reykjavík, Stockholm og naturligvis Barcelona. Enjoy.



/Martin

torsdag den 5. marts 2015

At deltage i drømmen om en drøm

Hvordan tager man del i en drøm om at tage del i andres drøm? Og hvordan gør man det uden at tænke på andres udlægninger af andres koncepter og idéer om utallige lag?

Vi har set rigelige eksempler de seneste mange år på referencer til 1980'ernes nysgerrige leg med synthesizerens muligheder. De fleste uden held, enkelte spændende og mere end blot anakronistiske.

Den svenske producer Nicolas Makelberge slog sit navn fast med Dying in Africa i 2006. Titelsangen blev senere mere eller mindre perfektioneret af de svenske kollegaer Sally Shapiro på den noget undervurderede My Guilty Pleasure (2009). Makelberge har måske ikke været så produktiv, som nogle havde håbet på, men han har til gengæld forsøgt sig med lidt af hvert, og det er her, vi kommer tilbage til drømmen om en andens drøm.

Pop kan være kunst, og kunst kan være pop. Tautologi. Kunst har en helt særlig evne til – og jeg og Adorno vil nok sige ansvar for – at pege på andre mulige realiteter. At gå hinsides det konkrete samfund. Den skal ikke blot spejle samfundet 1:1. Så hvordan kan man pege tilbage på noget uden at falde i denne fælde?

Personligt har jeg længe været fascineret af at tage del i andres drømme om fremtiden. Hvad der for nogle var en naiv leg med synthesizeren, blev for andre et effektivt redskab, der ikke blev berøvet skønhed til trods for en klar bevidsthed om andres bekymringer om muligt tab af såkaldt autenticitet: Når New Order så ofte lavede en slags kor gennem synthesizeren ("Every Little Counts" fra 2:46, 1986) eller når de spillede på vore idéer om strygernes funktion ("Lonesome Tonight" fra 2:50, 1984), var de fuldt bevidste om, hvad vi tænker om erstatninger. Naiviteten spillede ikke ind. De ville ikke bruge teknologien til at skabe lyde tæt på andre instrumenter. Erstatte saxofonen, koret eller violinen. De ville bruge alle tilgængelige midler for at skabe drømme og stemninger.

Det kan lyde som Blade Runner. Selv de genetiske "replicas" har følelser. De er noget i deres egen ret.

Tilbage til Nicolas Makelberge: på sin EP Born from the Sun fra 2013 skaber han på May Peace Be By Your Side så mange billeder, der peger tilbage på en periode mellem ca. 1984-1988 med dertilhørende dagdrømmeri og håb for fremtiden. Er det da en anakronisme? Er det (gisp!) plagiat? Nej, det er hengivelse. At give sig hen til drømmens magt og dermed forandringens magt.

Det lyder som en intro til Belgiens dækning af Eurovision anno 1985, og det lyder som et vraget nummer til en VHS med highlights fra EM 1988. Vraget pga. den indlejrede nostalgi, der ikke giver nok glæde i forhold til idéen om selve nemheden ved highlights. Men den potente nostalgi rummer uanede muligheder og er mere produktiv, end vi hidtil har turdet, ja, drømme om.



/Martin

torsdag den 19. februar 2015

Twerps på skuldrene af små giganter

Melbourne-favoritterne Twerps har med Range Anxiety udgivet én af årets første store popoplevelser. Med den australske baggrund in mente er det næppe overraskende, at de selv har nævnt fabelagtige The Go-Betweens som inspirationskilde, og det høres bestemt også på det nyeste udspil.

Pladen rammer et stabilt højt niveau med fokus på fine hooks og ofte med fornemme, jangly guitarer. Et personligt højdepunkt er den enkle Shoulders, hvor Jules McFarlane tager sig af vokalen. Det må hun i øvrigt gerne gøre noget oftere.

Have no fear on my shoulder
Have no fear on my shoulder



/Martin