onsdag den 28. januar 2015

Young Ejecta klar med minialbum

Hvad betyder 'minialbum' i 2015? Et hyggeprojekt? En undskyldning for at undgå for mange ensformige interviews? Føltes det forkert at kalde det en EP? For meget med LP?

New York-duoen Young Ejecta har en ny udgivelse, der af gruppen selv bliver omtalt som minialbum, og det er de vel i deres gode ret til. Særligt når den ene udgiver pladen på sit label.

Det er altid sundt at gøre sig overvejelser og danne sig et overblik. Men måske man bare skulle lytte til musikken for en stund: Young Ejecta har med The Planet begået en rigtig fin omgang synth pop med en yderst veldefineret produktion og spændende, mærkværdige tekster som et lille plus.

Duoen består af Leanne Macomber på vokal (keyboard for Neon Indian) og producer Joel Ford, der foruden producerrollen også er kendt fra Ford & Lopatin (tidligere Games) og tilmed driver Driftless Recordings.

De 28 minutter er hurtigt gået, og selvom niveauet ikke holder hele vejen igennem, er særligt de to første sange anbefalelsesværdige. Den luftige vokal strækker sig højt og skaber sammen med Fords produktion et fint og forunderligt lille univers, der samlet set efterlader et stærkere indtryk end debuten Dominae fra 2013.

Hele pladen (eller minialbummet) kan høres på SoundCloud.





/Martin

torsdag den 15. januar 2015

Jessica Pratt

Hun kunne næsten kun være fra San Francisco, kunne hun ikke? Jessica Pratts fingerspillende guitar og nøgne vokal tager tråden op fra små giganter som Vashti Bunyan og Joan Baez med let skælvende men sikker røst. En sympatisk bævende stemme, der lyder som beroligende bølger.

Som singer/songwriter i en stolt folk-tradition er man i en skrøbelig position, når musikken indbyder til brug af ordet 'blid', der kan være så misvisende eller i bedste fald tvetydigt. I bedste fald. Fint faldende.

Efter debutalbummet i eget navn tilbage i 2012 er hun nu tilbage med On Your Own Love, der bliver udgivet på Drag City den 27. januar. Singlen Back, Baby har huseret siden slutningen af 2014 og lover godt for de andre otte skæringer på pladen.

Jessica Pratt spiller herhjemme om et par måneder: 28. marts på Stengade i København og 30. marts på Atlas i Aarhus.



/Martin

tirsdag den 13. januar 2015

Waxahatchee bevæger sig fremad

Under navnet Waxahatchee udgav Katie Crutchfield i 2012 debutpladen American Weekend på Don Giovanni Records (stadig ét af de bedste navne til et pladeselskab). Året efter fulgte hun op med Cerulean Salt, der blev til et bredere gennembrud for sangskriveren.

Hjemme i USA er hun rykket videre til Merge, der udgiver hendes tredje plade, Ivy Tripp, den 7. april. Wichita udgiver internationalt.

Førstesinglen Air følger samme enkle struktur, som hun har gjort en herlig dyd ud af på de foregående plader. Frem for et mere eksplosivt omkvæd er der snarere en ro omkring det, der fint understøttes af nogle få synth-toner. Klarhed og omsorg. Og så kan hun tydeligvis godt lide hunde, hvilket altid er et plus.



/Martin

fredag den 9. januar 2015

Årets album 2014

Lidt forsinket kommer her min årsliste for 2014. Det er de LP'er, der har betydet mest for mig, som jeg har haft det sjovest med, eller som i ordets enkleste forstand har rørt mig dybest. Der er ingen ironi på listen. Nogle plader er glemt om kort tid, andre vil få større betydning fremover, både for mig personligt og for musikken som sådan.

Rækkefølgen er naturligvis stærkt arbitrær og ser marginalt anderledes ud i morgen. Fundamentalt anderledes om en måned. De er blevet hørt i forskellige måneder, sæsoner, tog og sindsstemninger. En årsliste er en årsliste er en årsliste. Lavet på et kort øjeblik. Sådan er der så meget.

Tak for endnu et fint år! Husk at støtte musikken.

Kh Martin

///

25. Aphex Twin – Syro

24. Future Islands – Singles

23. Sun Kill Moon – Benji

22. Angel Olsen – Burn Your Fire for No Witness

21. Andy Stott – Faith in Strangers

20. Sharon van Etten – Are We There

19. FKA Twigs – LP1

18. Taylor Swift – 1989

17. Alvvays – Alvvays

16. Trust – Joyland

15. Ought – More Than Any Other Day

14. Tycho – Awake

13. Ben Frost – A U R O R A

12. The Twilight Sad – Nobody Wants to Be Here, and Nobody Wants to Leave

11. East India Youth – Total Strife Forever

10. Kiasmos – s/t

9. Grouper – Ruins

8. Wild Beasts – Present Tense

7. A Sunny Day in Glasgow – Sea When Absent

6. Ariel Pink – Pom Pom

5. Objekt – Flatland

4. Perfume Genius – Too Bright

3. Fear of Men – Loom

2. Gazelle Twin – Unflesh

1. How to Dress Well – "What Is this Heart?"

Honourable mentions: Damien Jurado, Warpaint, Samantha Crain, Mogwai, Lo-Fang, Elbow, Johnny Foreigner, The Notwist, Beck, The Hotelier, Liars, Swans, Odawas, The Antlers, Marissa Nadler, The Bug, Sd Laika, Actress, Broken Twin, We Like We, Perfect Pussy, Vessel, HAERTS, I Break Horses, CEO, Real Estate, Woman's Hour, Cymbals Eat Guitars, Jessie Ware, Kevin Drew, Todd Terje, The War on Drugs, D'Angelo, Flying Lotus, Shadow Shadow, The New Pornographers, Caribou... Her kunne man nævne mange flere. Rækkefølgen er tilfældig.

/Martin

onsdag den 7. januar 2015

We Like We

Hvor romantisk og optimistisk man end måtte være, er det sjældent, at ønsket om at ville noget æstetisk nyt står mål med det endelige resultat. Det kan ligeledes forekomme nemt at proklamere. Men nogle gange, ganske sjældent, ender man med meget mere end en nobel ambition.

Den debuterende kvartet We Like We udgav i november A New Age of Sensibility, der med sine 11 skæringer er noget af det stærkeste, smukkeste og mest voldsomme i nyere dansk musik.

We Like We består af Katinka Fogh Vindelev, Katrine Grarup Elbo, Sara Rosendal og Josefine Opsahl. De tager sig af hhv. sang, violin, slagtøj og cello. De er altså på sin vis et klassisk orkester, om end deres tilgang er præget af impro.

Der er en voldsom sanselighed på spil. En lejlighedsvis indtagende tristesse overtages det næste øjeblik af en balstyrisk intensitet. En nærmest utæmmelig kraft, der imidlertid undsiger sig det decideret krakilske.

Det kan føles banalt om omtale det primale. Urkraften. Det antydes, men det er meget mere raffineret end som så. Raffineret uden at være tænkt, forstås.

A New Age of Sensibility er udgivet på The Being Music.



/Martin

søndag den 21. december 2014

Indramningen af en sensibilitet: tilbage til Brittle Stars

Jeg har en svaghed for visse rammer. For eksempel indramningen af en sensibilitet over kort tid. En koncentreret kraftanstrengelse, der tager form af vægtløshed. En slags astralrejse.

En svaghed for bands, der har levet kort og efterladt en enkelt plade. Måske en EP. Sådan som American Football gjorde det og senere fik megen anerkendelse. Samme opmærksomhed har ikke omgærdet Brittle Stars, som jeg første gang fik øjne og ører op for i foråret 2012. Tolv år efter deres opløsning. Det var en anbefaling fra min bror. En god anbefaling. Som alt andet, der filtreres gennem hans sjæl.

Sensibiliteten rammer plet post-Sarah Records. Den bevæger sig i en lidt anden retning med The Clientele. De politiske undertoner resulterer i lidt mere larm hos The Radio Dept., og Brittle Stars står tilbage med en demarkation, der skærer sig ind i landskabet, som kun de bedste floder formår: på den ene side det banale, på den anden side det langt mere eftertragtelige, det enkle. Denne distinktion er vigtig.

En LP og en EP med dertilhørende remixes. Meget nåede de jo ikke. Det behøver man heller ikke. Bare man har øjnene med, som Jørgen Leth fik at vide af sin fader. Sanseligheden.

Jeg har på det seneste ikke kunnet få nok af deres cover af Souvenir. Denne fabelagtige sang af Orchestral Manoeuvres in the Dark fra 1981. Den engelske duo var i starten af 80'erne på et vigtigt stadie i udforskningen af menneskets muligheder i en teknologisk-sirligt udviklet tidsalders hænder. Hvor placerer mennesket sig, hvordan indrammer vi os, hvordan manøvrerer vi, er der noget romantisk i kalkulationen?

All I need is coordination / I can't imagine my destination

En hovedlinje i popdiskursen. Den elektroniske musik bliver mere menneskelig. Blade Runner antyder det på anden vis. Den elektroniske musik er beåndet. Human League forstår det få måneder senere. Depeche Mode er ligeledes godt på vej.

Koordination. Sætte det ene ben foran det andet. En destination. Et band besat af transport, processer, motorveje, tog, fly, mekanik, kabler. Er der noget smukkere end en banegård i solskin?

My feelings still remain



/Martin

mandag den 8. december 2014

Nyt fra Purity Ring

Engang accepterede man i højere grad, hvad man ikke vidste.

Engang var der mindre overvågning.

Egentlig er der jo ikke noget galt med at tage den med ro. Så nu da Purity Ring er tilbage med en ny single, er det påfaldende, i hvor høj grad mange medier fokuserer på bandets pause siden udgivelsen af debutalbummet Shrines i 2012.

Der er kun gået to år. Vi er blevet to år ældre. Det er da sandt, at vi ikke har hørt meget til dem i den tid. Men hvorfor skulle vi også det? Fordi vi har bedre mulighed for at overvåge dem? De skylder os ikke noget.

Det menneskelige skinner igennem i duoens univers. De er et helt igennem sympatiske bekendtskab. Det har ikke ændret sig på deres nye single Push Pull, der er en forløber for den plade, der ventes at udkomme i løbet af 2015 på 4AD.

Canadierne har ikke overraskende forfinet deres lyd en smule, og det har resulteret i én af deres til dato stærkeste sange. Enkelte kritikere har nævnt en vis lighed med Taylor Swift, hvilket naturligvis slet ikke er nogen kritik. Sikken omgang forrygende popmusik. Sikken produktion og sikken stemme.



/Martin