tirsdag den 28. august 2018

The Goon Sax

Australien har selvfølgelig leveret vidunderlige bands, hvoraf ingen er over The Go-Betweens.

Mindre kan også gøre det, og der er rigeligt med nyere eksempler at komme efter, hvis man er til skrabet og følsom pop. Det kunne være The Goon Sax fra Brisbane (ligesom The Go-Betweens). De var teenagere, da de udgav debutalbummet Up to Anything i 2016, en charmerende plade, der også er lidt for kedelig til for alvor at fæstne sig i erindringen.

Nu er de gamle nok til at blive på de klubber, hvor de tidligere er blevet smidt ud efter at have varmet op for deres helte. Og de er på vej med en ny plade, We're Not Talking, den 14. september på Wichita, hvorfra man allerede kan høre tre sange.

Louis Forster og James Harrison har tidligere skrevet sangene, og Riley Jones tager nu del i sangskrivningen og synger mere, hvilket har skabt en bedre balance i sangene. Det får dem til at lyde mere som The Go-Betweens end tidligere, men der er også en humor og løssluppenhed på spil, der trækker i retning af Twerps fra Melbourne.



/Martin

fredag den 3. august 2018

Fabiana Palladino og en følsom vilje

Verden er et flot sted meget af tiden, nogle gange smuk, selvfølgelig ofte grotesk. Og verden ville afgjort være endnu bedre, hvis en sang som Shimmer af Fabiana Palladino var en form for sommerhit.

Den skal dog nok komme ud til en del lyttere: den er nemlig udgivet af Paul Institute, som brødrene Jai og A.K. står bag. Førstnævnte, Jai Paul, har koproduceret og mixet Shimmer.

Sangen giver sig tid, folder sig langsomt ud, bygger på, angriber verden med en følsom vilje:

I can see the sign
You think I'm an easy target
I won't keep my voice down
I want, I want something I can shout about

Det dybt personlige er det universelle, og det universelle falder så tilbage på dig og mig og gør verden lidt mindre.

Den tålmodige opbygning leder op til et lille og alligevel nærmest majestætisk klimaks. Fabianas komposition ledsages utroligt veloplagt af enkle synths og guitarer spillet af Jai Paul, og trommeproduktionen i sidste halvdel af sangen er intet mindre end fantastisk. Der er hentet megen inspiration i 80'erne i almindelighed og Prince i særdeleshed, og der er et vist slægtskab med både Autre Ne Veut og How To Dress Well, om end det ofte er mere i sensibilitet og opbygning end i produktion.

Fabiana Palladino fra London har kun udgivet to singler. Mystery fra 2017 blev ligeledes udgivet af Paul Institute. Brødrene Paul startede deres institut/label for pop og mystik i 2016 i forbindelse med udgivelsen af en A.K. Paul-single.

Shimmer blev udgivet sammen med en ny (og udmærket) single af Ruthven.



/Martin

søndag den 3. juni 2018

Neko Case med frigørende tilbageblik

Hvordan oversætter man 'empowerment'? Diskussionerne har været mange og lange, men vi har ikke det rigtige ord på dansk.

Neko Case er tilbage med sit syvende soloalbum, og det er godt. Særligt i midtersangene The Curse of the I-5 Corridor og Gumball Blue. Her kommer empowerment ind i billedet gennem skrøbeligheden.

"I left home and faked my ID / I fucked every man that I wanted to be."

Hun følger op med "I was so stupid then", og vi er selvfølgelig vant til, at vi bliver klogere med årene. At vi ser tilbage på fejltagelserne og dertilhørende lærdom. Men der kan også gemme sig stolthed bag fejltagelserne, som netop gør, at det ikke er fejltagelser.

Har hun været i seng med dem, fordi hun har været duperet? Eller fordi hun ville vokse, lære, kopiere, suge til sig? Ungdommens kækhed og umiddelbarhed har været med til at vise vejen for Neko Case. Hun var måske so stupid, men der er så absolut kærlighed i stemmen. Deri ligger én af hendes store styrker som sanger: blandingen af det resignerede og investerede.

Hell-On er endnu en god plade fra rutinerede Neko Case.



/Martin

torsdag den 10. maj 2018

Rae Morris og ultrasympatisk pop

Forskellig pop til forskellige tider. Jeg er sjældent til den slags med udpræget attitude, selvom jeg værdsætter idéen med de kampe, der af og til bliver kæmpet.

Giv mig en omgang let melankolsk, upbeat kærlighedssang!

Rae Morris bemærkede jeg ikke rigtigt, da hun udgav debutalbummet Unguarded 2015, men det er der lykkeligvis blevet ændret på med opfølgeren Someone Out There. Nu har jeg tilmed bemærket, at hun er fra Blackpool. Det bliver bedre og bedre.

Dancing With Character er en unik titel for en popsang i 2018. Det er en fremragende og dragende titel, enkel og gammeldags. Og det er en storslået sang, der er blandt de bedste, jeg har hørt i år. Den skaber billeder og historier, og Rae Morris synger så usandsynligt rart og medmenneskeligt.

He was dancing with character
Such a wonderful dancer, it embarrassed her
He was dancing with character
He was always a fan of her and married her

Sikket omkvæd! Herefter gør det ondt på den gode måde, da omkvædet knækker over med særlig markering i vokalen på 'alone' og 'control':

Now he's dancing alone, losing control
Moving from the memory in his bones
Dancing with characer
And he'll never stop dancing 'til he's back with her

Det er en fin detalje, at verset synges i første person, hvor omkvædet synges i tredje. Hun starter som danseren og bliver til betragteren. Hvem betragter hun? Sangen handler såmænd om noget så elskværdigt som en ældre mand, der har mistet sin kone, som han plejede at danse med. Hun er død, han mister sig selv langsomt og forsøger at leve videre, hvor de mødtes. Det er næsten ikke til at stå for. Lyt særligt til Rae Morris' særlige betoning af ordet 'married'. Generelt kan hun lægge et tryk på udvalgte ord på ganske charmerende vis.

Dancing With Character er sidste sang på Someone Out There, der indeholder flere stærke sange, ikke mindst singlen Do It. Meget af pladen er lavet i samarbejde med Fryars, som engang lavede spændende ting i eget navn, men som vist strandede lidt i MySpace-æraens afslutning.

Rae Morris er et meget sympatisk bekendtskab, og de fleste af sangene bliver kun bedre ved genlyt. Ikke mindst Dancing With Character, der kandiderer til årets popsang.



/Martin

søndag den 29. april 2018

Maria Usbeck

Ecuadorianske Maria Usbeck har i nogle år været en del af Cascine-bandet Selebrities, og i 2016 kom første soloudspil Amparo, produceret med hjælp fra Carolina Polachek.

Hele baduljen er på spansk, og jeg er først ved at lære pladen at kende. Hendes nye single Bosque De Bambú (bambusskov) er jeg til gengæld kommet tæt på over den seneste uge, og det er en fornøjelse, der bør være flere forundt.

Singlen er ældre end debutpladen og kommer ikke til at være på næste album. Det gør den næsten kun skønnere. Den er en ø og en skov på samme tid. Frodig nøgenhed.

Solo tu y yo.



/Martin

tirsdag den 17. april 2018

Virginia Wing

Virginia Wing er en form for jazz-pop. Det lyder muligvis uheldigt i manges ører, men det fungerer ganske fornemt. Det gør det bl.a. pga. Alice Merida Richards, der synger både resigneret og investeret. Noget, som stort set ingen lykkes med.

Deres tredje plade, Ecstatic Arrow, er ude 8. juni.

Den er indspillet i Schweiz, og man kan kun håbe, at det fine cover også er derfra.



/Martin

tirsdag den 10. april 2018

Gang Gang Dance endelig tilbage

Én af de bedste eksperimenterende popgrupper fra 00'erne er tilbage! Gang Gang Dance udgav senest den minilabyrintisk fortryllende Eye Contact i 2011, der fulgte den mindst lige så gode Saint Dymphna fra 2008.

22. juni udgiver de Kazuashita på 4AD. Førstesinglen Lotus er en relativt stille omgang, men den lever fint op til sit navn. På én gang velkendt og eksotisk.

Kazuashita er produceret af bandmedlem Brian DeGraw med hjælp fra Jorge Elbrecht, der tidligere har skruet på knapperne for bl.a. Tamaryn og Japanese Breakfast.

Velkommen tilbage!



/Martin