søndag den 3. juni 2018

Neko Case med frigørende tilbageblik

Hvordan oversætter man 'empowerment'? Diskussionerne har været mange og lange, men vi har ikke det rigtige ord på dansk.

Neko Case er tilbage med sit syvende soloalbum, og det er godt. Særligt i midtersangene The Curse of the I-5 Corridor og Gumball Blue. Her kommer empowerment ind i billedet gennem skrøbeligheden.

"I left home and faked my ID / I fucked every man that I wanted to be."

Hun følger op med "I was so stupid then", og vi er selvfølgelig vant til, at vi bliver klogere med årene. At vi ser tilbage på fejltagelserne og dertilhørende lærdom. Men der kan også gemme sig stolthed bag fejltagelserne, som netop gør, at det ikke er fejltagelser.

Har hun været i seng med dem, fordi hun har været duperet? Eller fordi hun ville vokse, lære, kopiere, suge til sig? Ungdommens kækhed og umiddelbarhed har været med til at vise vejen for Neko Case. Hun var måske so stupid, men der er så absolut kærlighed i stemmen. Deri ligger én af hendes store styrker som sanger: blandingen af det resignerede og investerede.

Hell-On er endnu en god plade fra rutinerede Neko Case.



/Martin

torsdag den 10. maj 2018

Rae Morris og ultrasympatisk pop

Forskellig pop til forskellige tider. Jeg er sjældent til den slags med udpræget attitude, selvom jeg værdsætter idéen med de kampe, der af og til bliver kæmpet.

Giv mig en omgang let melankolsk, upbeat kærlighedssang!

Rae Morris bemærkede jeg ikke rigtigt, da hun udgav debutalbummet Unguarded 2015, men det er der lykkeligvis blevet ændret på med opfølgeren Someone Out There. Nu har jeg tilmed bemærket, at hun er fra Blackpool. Det bliver bedre og bedre.

Dancing With Character er en unik titel for en popsang i 2018. Det er en fremragende og dragende titel, enkel og gammeldags. Og det er en storslået sang, der er blandt de bedste, jeg har hørt i år. Den skaber billeder og historier, og Rae Morris synger så usandsynligt rart og medmenneskeligt.

He was dancing with character
Such a wonderful dancer, it embarrassed her
He was dancing with character
He was always a fan of her and married her

Sikket omkvæd! Herefter gør det ondt på den gode måde, da omkvædet knækker over med særlig markering i vokalen på 'alone' og 'control':

Now he's dancing alone, losing control
Moving from the memory in his bones
Dancing with characer
And he'll never stop dancing 'til he's back with her

Det er en fin detalje, at verset synges i første person, hvor omkvædet synges i tredje. Hun starter som danseren og bliver til betragteren. Hvem betragter hun? Sangen handler såmænd om noget så elskværdigt som en ældre mand, der har mistet sin kone, som han plejede at danse med. Hun er død, han mister sig selv langsomt og forsøger at leve videre, hvor de mødtes. Det er næsten ikke til at stå for. Lyt særligt til Rae Morris' særlige betoning af ordet 'married'. Generelt kan hun lægge et tryk på udvalgte ord på ganske charmerende vis.

Dancing With Character er sidste sang på Someone Out There, der indeholder flere stærke sange, ikke mindst singlen Do It. Meget af pladen er lavet i samarbejde med Fryars, som engang lavede spændende ting i eget navn, men som vist strandede lidt i MySpace-æraens afslutning.

Rae Morris er et meget sympatisk bekendtskab, og de fleste af sangene bliver kun bedre ved genlyt. Ikke mindst Dancing With Character, der kandiderer til årets popsang.



/Martin

søndag den 29. april 2018

Maria Usbeck

Ecuadorianske Maria Usbeck har i nogle år været en del af Cascine-bandet Selebrities, og i 2016 kom første soloudspil Amparo, produceret med hjælp fra Carolina Polachek.

Hele baduljen er på spansk, og jeg er først ved at lære pladen at kende. Hendes nye single Bosque De Bambú (bambusskov) er jeg til gengæld kommet tæt på over den seneste uge, og det er en fornøjelse, der bør være flere forundt.

Singlen er ældre end debutpladen og kommer ikke til at være på næste album. Det gør den næsten kun skønnere. Den er en ø og en skov på samme tid. Frodig nøgenhed.

Solo tu y yo.



/Martin

tirsdag den 17. april 2018

Virginia Wing

Virginia Wing er en form for jazz-pop. Det lyder muligvis uheldigt i manges ører, men det fungerer ganske fornemt. Det gør det bl.a. pga. Alice Merida Richards, der synger både resigneret og investeret. Noget, som stort set ingen lykkes med.

Deres tredje plade, Ecstatic Arrow, er ude 8. juni.

Den er indspillet i Schweiz, og man kan kun håbe, at det fine cover også er derfra.



/Martin

tirsdag den 10. april 2018

Gang Gang Dance endelig tilbage

Én af de bedste eksperimenterende popgrupper fra 00'erne er tilbage! Gang Gang Dance udgav senest den minilabyrintisk fortryllende Eye Contact i 2011, der fulgte den mindst lige så gode Saint Dymphna fra 2008.

22. juni udgiver de Kazuashita på 4AD. Førstesinglen Lotus er en relativt stille omgang, men den lever fint op til sit navn. På én gang velkendt og eksotisk.

Kazuashita er produceret af bandmedlem Brian DeGraw med hjælp fra Jorge Elbrecht, der tidligere har skruet på knapperne for bl.a. Tamaryn og Japanese Breakfast.

Velkommen tilbage!



/Martin

mandag den 19. marts 2018

Hatchie

Australske Hatchie er glad for lys shoegazer à la Ride og drømmepop à la Cocteau Twins. The Pains of Being Pure at Heart sniger sig også ind. Baseret på den nyeste single Sure går hun også et flot år i møde, der snart byder på EP'en Sugar and Spice.

Hun har indtil videre kun udgivet et par singler, og med Sure har hun ramt en flot balance mellem enkle hooks, en åben produktion og tilpas håbefuld drama til at få selv denne magelige type til at savne de (mildest talt) mere forvirrende teenageårene. Hun fortæller da også, at sangen tager udgangspunkt i overgangen fra teenagelivet til de tidlige 20'eren, og hvad dette gør ved adskillige forhold.

Det er nede-på-jorden-jangle-pop, der samtidig er tilpas højstemt. Det er Robin Guthrie fra Cocteau Twins faldet for, og vi er dermed to blandt mange, der allerede har store forventninger til australieren.



/Martin

lørdag den 24. februar 2018

CCFX

Forleden stødte jeg på en EP fra 2017 med fire dejlige sange. Drømmepop med en del Cocteau Twins og Book of Love. Det viste sig, at det virkede bekendt, fordi den ene del er CC Dust, herunder sanger Mary Jane Dunphe. Den anden halvdel er Trans FX.

Sammen er de CCFX, og deres geografiske baggrund er Olympia, Washington. Her nærmer man sig næsten Twin Peaks, Washington i associationerne forbundet med navnet.

Man kan høre kvartettens udgangspunkt i punken, som er trukket i retning af resigneret synth-pop. De nævner selv den heroiske one-hit wonder Q Lazzarus. Det giver mening.

CCFX EP er en selvsikker debut. Måske de ikke følger op med mere, og det vil også være fint på sin egen måde.

Hør hele EP'en på Bandcamp



/Martin