mandag den 25. maj 2015

Destroyer à la Bruce og Bowie

Dan Bejar er en særegen herre. Bittersød. Fløjlsblød til tider, andre gange hård og kantet. Godt og vel 10 soloplader inde i karrieren under navnet Destroyer med et had til selve idéen om karriere. Mange tanker, store tanker, en markant stemme.

Den stilfulde herre med det uregerlige hår blev kommercielt tilgængelig i 2011 med den mageløse Kaputt, som står tilbage som én af de stærkeste plader de seneste mange år. I høj grad én af mine personlige favoritter.

Til sommer, 28. august, vender han tilbage med opfølgeren Poison Season via Merge og Dead Oceans. Et dobbeltalbum, der ifølge hovedpersonen selv lover mere mørke men allerede har vist prøver på en slags høvlet fløde gennem den Bowie- og Springsteen-inspirerede førstesingle Dream Lover.

Bejar er fan af førstnævnte og ikke i samme grad af sidstnævnte. Men referencen undslipper han ikke, selvom han blæser til kamp mod postmodernitetens referencehelvede og dens generelle trækken på skuldrene. Vi må formode, at han ikke har lyttet til Håkan Hellström, men GBG-barnet besøger samme tempels guder.



/Martin

torsdag den 14. maj 2015

Warm Graves fra Leipzig

Nogle gange kan man undre sig over, hvordan man misser et band. Her er det vel okay at tale om størrelsen, og det afføder to kommentarer: 1) de figurerer i mindre grad på radaren, og derfor er sandsynligheden for at misse dem naturligvis større. 2) de burde selvfølgelig være større.

Dette burde er centralt i en kantiansk optik, særligt i den fantastiske belgier Thierry de Duves læsning af Kant. Men det skal handle om musikken.

Warm Graves. Sikket navn! En trio fra Leipzig med en forkærlighed for sci-fi-litteratur. De kombinerer sig kyndigt igennem både ambient og kraut med en distanceret pathos skabt af nærmest kultiske kvaliteter, som det tematisk også blev berørt af hedengangne WU LYF.

Med orgel, guitar og trommer maler de videre på et forstyrret hav. Debutalbummet Ships Will Come udkom sidste år på This Charming Man Records.



/Martin

mandag den 11. maj 2015

Hanna Järver

Fra sin base i Stockholm laver Hanna Järver popmusik, der vokser.

Fra en skrabet EP til noget marginalt større. Men også den enkelte sang vokser. Ingenting skrivet er et eksempel derpå.

Sådan er der så meget.

I 2013 udgav hun sin første EP. I 2015 kommer muligvis den første LP. Sådan er der så meget i popkulturen.



/Martin

torsdag den 23. april 2015

Summer Fiction er bedst om aftenen

Bill Ricchini har i nogle år indspillet som Summer Fiction, og det er der kommet en del hyggelige sange ud af. Manden er glad for 60'erne og sporvogne, og det er behageligt kedeligt. Aftenmusik.

Fra tid til anden hører man spor af den såkaldt barokke pop, der vandt frem i slutningen af 60'erne, eksempelvis i Lauren Lorraine.



/Martin

søndag den 12. april 2015

Future of What

Tilbage i januar udgav Brooklyn-trioen Future of What debutpladen Pro Dreams. En debut, der ikke har fået megen opmærksomhed, men som langsomt kommer til at vokse i folks bevidsthed.

Manglende konsekvens er lig med alsidighed for nogle mennesker. Jeg stiller mig diplomatisk i hjørnet og kalder det for en udmærket plade. En fin omgang synthpop, som vi nemt kan kalde drømmende, æterisk etc.

Men vil vi da nøjes med det, der er udmærket? Her bruger vi ikke adjektivet som i de gamle karakterhæfter, men ligegyldigt er det jo heller ikke. Nej, for det handler om en umådeligt stærk popsang, der repræsenterer alt det, de forhåbentlig kan udvikle sig til.

Singlen og åbneren The Rainbowed Air er så herlig, luftig og desarmerende, at man fint kan blive siddende i sofaen med god samvittighed. Enjoy.



/Martin

mandag den 30. marts 2015

Shura og forårets bedste popsang

Når afsenderen har base i London og leverer glimrende popmusik, er det ikke umiddelbart generthed, vi vil associere med denne. Skrøbelighed er én ting. Det er tæt på standard i kunsten – endda som en del af selve styrken. Men dét at være genert er i mindre grad et tema disse år, som Stereogum også fint har tematiseret.

Aleksandra Denton udgiver under navnet Shura og debuterede sidste år med Just Once. Nu er hun aktuel med singlen 2Shy, der sandelig lever op til titlen og i øvrigt er den bedste popsang, der hidtil er udgivet i 2015. Følelserne sidder uden på tøjet, men hun har svært ved at få dem ud. Vi sympatiserer med hende. Vi holder af hende.

Vokalen er luftig, og produktionen læner sig op ad Dev Hynes, hvorfor det vil være naturligt at få associationer til Solange. I en mere genert udgave naturligvis. 2Shy er en ualmindeligt stærk popsang, der gør det svært at vente på næste udspil fra Shura.



/Martin

søndag den 22. marts 2015

Westkust og den tabte ungdom i GBG

De kunne næsten kun komme fra Göteborg.

I traditionel forstand vil de fleste nok se på shoegaze og pop som ganske forskellige størrelser. Ja, umiddelbare modsætninger. Som navnet antyder, er førstnævnte præget af en introvert tilgang, medens sidstnævnte snarere forbindes med tilgængelighed. Noget nærmest ekstrovert.

Men de kunne jo næsten kun komme fra Göteborg.

De trækker en lige linje tilbage til den ungdommelige gejst fra Broder Daniel.

De kom jo også fra Göteborg.

De hedder Westkust. En kvintet, der deler et par medlemmer med Makthaverskan. Og hvorfor er de spændende? Bl.a. fordi de ophæver ovennævnte dikotomi.

Sådan gør man i Göteborg.

Mange af os har en særlig fascination af slacker-kulturen. Eller snarere en romantisering. En følelse af at nogle udvalgte få har et uudtømmeligt potentiale og store indsigter men ikke bruger deres kapaciteter og i stedet dykker ned i et hav af mystik og dedikation til obskure plader og bøger.

Westkust er på vej med deres første fuldlængde, og singlen Swirl gør det svært at vente. Meget svært.

"The sun is down when I get up / I just woke up feeling confused" efterfølges af "I want to find something new", hvorefter man enten kan stige af eller fatte øjeblikkelig sympati for antihelten.

Vi vender os med tiden delvist væk fra idealiseringen af den romantiske enspænder, men vi giver ikke slip. Tematiseringen af tabt ungdom får et ekstra lag af bevidsthed ved andet vers, hvori romantikeren proklamerer:

"And I don't want to be the kind who's always feeling sorry for myself"

Vi er altså tabt i tiden, og vi er ved at indse det. Men vi bliver i fortabelsen.

Swirl er fyldt med fuzz-effekter og benytter sig fornemt af dreng/pige-dynamikken med så charmerende en levering, at man endnu en gang stiller sig undrende over for den afstand, man senere har taget til den umiddelbarhed, der plejede at definere dig og mig.

22. april udkommer Last Forever på Luxury. Sådan deler man skønhed i Göteborg.



/Martin