søndag den 24. maj 2020

Fools og lidt farver til halvsøvnen

Jeg faldt over Fools på en playliste og blev begejstret for den kontemplative Rintocco. Så kunne jeg se, at den var fra en plade, som netop var blevet udgivet, og resten af den viste sig at være lige så fin.

Det viste sig at være Christopher Bear, trommeslageren fra Grizzly Bear, som altså har udgivet sin første soloplade. Det er instrumentalt, det er meditativt, det er ofte en slags ambient, andre gange med lidt percussion, masser af klokkespil. Til tider med et nik til Visible Cloaks.

Med lidt tømmermænd halvsov jeg tidligere i dag til pladen og så en masse farver for mig, de fleste i drømme. En uventet fornøjelse.

Fools' Harp, Vol. 1 er ude på Music From Memory.



/Martin

søndag den 10. maj 2020

Melenas fra Pamplona

Selvfølgelig betyder geografi noget. Jo, musikken er i sidste ende lige så god, om den kommer fra det ene eller det andet sted, men vores oplevelse farves af hele indpakningen.

Facaden på billedet er f.eks. vidunderlig. Ekstra point. Kvartetten Melenas er fra Pamplona. Ekstra point. Man kunne godt komme ind på en fænomenologisk betragtning, men jeg har tømmermænd, og jeg vil hellere bare lytte til noget relativt ligetil, som samtidig giver mig lidt energi. Det gør Melenas. Men lige en sidste pointe om geografi: På den ene side vil vi alle gerne være hævet over det, men vi forholder os netop til det i forhold til vores eget land, når vi enten dømmer noget mere positivt eller negativt, fordi det er fra Danmark. Mange vil påstå, at de ikke gør det, og mange af dem har ret. Men mange af os er enten ekstra kritiske, hvis noget er dansk, eller vi er ekstra tålmodige og positivt indstillet. Det er svært at benægte. Sådan foregår det over hele verden, og det er fint nok. Måske er det smukt på sin egen måde.

Pamplona er en vidunderlig by. Man kan have holdninger til tyrefægtning, som blodigt farver holdningen til byen. Men hvor ligger Pamplona flot, højt i landet med masser af plads omkring sig. Hvor er byen dog arkitektonisk tilfredsstillende, hvor kaster den betagende skygger. Store dele af mesterværket Solen går sin gang foregår i Pamplona. Der er meget, der taler for byen. God mad er der såmænd også.

Melenas er fra Pamplona. En kvartet, som netop har udgivet albummet Dias Raros. Det er ukompliceret fuzz-og-reverb-indie-rock. Det er lige ud ad landevejen med en god portion optimisme. Som pladen folder sig ud, viser de fire spaniere, at de både mestrer det hurtige og fyldige lydbillede og det langsommere – altid med fine melodier. Enkelte steder får keyboardorgelet lov at træde mere frem, så det kan minde lidt om australske Twerps.

Dias Raros udkom 9. maj på amerikanske Trouble in Mind (Mikal Cronin, Night Beats, Omni).



/Martin

fredag den 1. maj 2020

Aza Falls

Det begynder med en brusen. Kun på en dårlig dag vil havets brusen være et forstyrrende element. Men vi vælger kun sjældent, hvornår vi vil have en dårlig dag.

Sådan én havde Stine Steendorph for 10 år siden, selvom det tog lidt tid at finde ud af, hvor skæbnesvanger den egentlig var. Den dag fik hun hjernerystelse.

Stine Steendorph udgiver i dag sin første single under navnet Aza Falls, og førstesinglen The End handler netop om denne oplevelse. Faldet var brat, men konsekvenserne kom snigende. På samme måde med accepten og dermed lindringen.

Havets brusen, blodets brusen, tidevandet giver og tager.

The End er meditation og et flot billede på tålmod. Det lyder ikke som en afslutning. Hun har affundet sig med sin hjernerystelse, sluttet fred med den. Slutningen som begyndelse.



/Martin

søndag den 26. april 2020

Santrofi og highlife

Jeg gik desværre glip af ghanesiske Santrofi på Roskilde sidste år. Men det er for nemt og for kedeligt at fortryde ting – ligesom det sikkert er for nemt og for kedeligt at konstatere, at det er for nemt og for kedeligt at fortryde ting – og da jeg sidste måned blev mindet om bandet på The Vinyl Factory, var det et glædeligt gensyn med idéen om et band, jeg primært kendte fra en PR-tekst. Ud fra beskrivelser havde jeg bygget en idé om dem op i hovedet, men jeg havde kun hørt brudstykker af musikken. Navnet havde selvfølgelig fæstnet sig. Santrofi. Det lyder vidunderligt. Santrofi Santrofi Santrofi.

Kollektivet fra den ghanesiske hovedstad Accra udgav fredag 24. april debutalbummet Alewa på tyske Outhere Records, og det lyder minsandten vidunderligt!

Det er ghanesisk highlife, som nogle steder betegnes som en udbryder fra nigeriansk afrobeat. Og nu kommer jeg på glatis, fordi jeg hurtigt kan komme til bare at lire genrebetegnelser af. Santrofi er et større kollektiv, og man mærker undervejs på Alewa, at de giver plads til forskellige medlemmers lyst til at udforske andet end guitarbåren highlife (f.eks. på Odo maba og Mobo), mens de på titelsangen og min favorit, Africa, spiller så tight og l æ k k e r t, at verden med al sin ækelhed bare kan komme an. Sidstnævnte indledes i øvrigt med et klip af Kwame Nkrumah om the United States of Africa.



/Martin

onsdag den 1. april 2020

Green-House

På sin vis har ambient aldrig været mere berettiget på global skala. Berettiget er måske et forkert ord. Nyttigt? Passende? Nødvendigt ligefrem?

Færre spørgsmål, mere ro.

Olive Ardizoni fra Los Angeles laver musik til planter, og det er der ingen grund til at blive irriteret over. For det er rart. Meget rart.

Det er bølgeskvulp og fuglelyde. Det er en lille halv times zen. Og det er perfekt at lægge puslespil til.



/Martin

søndag den 1. marts 2020

Matt LaJoie

Albumcoveret er misvisende.

Det nye album fra Matt LaJoie lyder som solskin over en sø.

Nogle gange i en dal, andre gange måske Como-søen.

En hund er med fiskeren på båden.

Sådan lyder Everlasting Spring.



/Martin

mandag den 24. februar 2020

Bullion

Under navnet Bullion har Nathan Jenkins lavet elektronisk og en slags balearisk musik i en håndfuld år, som oftest har haft et skævt smil over lyden.

For nylig udgav han den herlige single Hula, som stråler i egen nedtonede ret og samtidig har visse ligheder med det mærkværdige Freur-hit Doot Doot fra 1983 (walisiske Freur var i øvrigt en tidlig inkarnation af Underworld).

På fredag udkommer EP'en We Had a Good Time, hvorfra man nu kan høre den flotte, vemodige titelsang.

Ifølge altid fremragende Gorilla vs. Bear er EP'en "informed by out-of-town trips in a 1987 Renault 9 Super, impromptu car park hulas, and solo cinema bliss." For både Hula og singlen We Had a Good Time gælder inspirationen fra 80'erne. Der er god plads i lydbilledet, og der bliver givet plads til de forskellige detaljer, som træder frem på skift.

"So I'm the lucky one..." indleder han titelsangen med, og vi ved selvfølgelig godt, at han ikke føler sig spor heldig. Amerikaneren bor dog i Lissabon, så helt skidt står det nok ikke til.

EP'en We Had a Good Time er ude fredag den 28. februar på Nathan Jenkins' eget Deek Recordings.



/Martin