tirsdag den 17. april 2018

Virginia Wing

Virginia Wing er en form for jazz-pop. Det lyder muligvis uheldigt i manges ører, men det fungerer ganske fornemt. Det gør det bl.a. pga. Alice Merida Richards, der synger både resigneret og investeret. Noget, som stort set ingen lykkes med.

Deres tredje plade, Ecstatic Arrow, er ude 8. juni.

Den er indspillet i Schweiz, og man kan kun håbe, at det fine cover også er derfra.



/Martin

tirsdag den 10. april 2018

Gang Gang Dance endelig tilbage

Én af de bedste eksperimenterende popgrupper fra 00'erne er tilbage! Gang Gang Dance udgav senest den minilabyrintisk fortryllende Eye Contact i 2011, der fulgte den mindst lige så gode Saint Dymphna fra 2008.

22. juni udgiver de Kazuashita på 4AD. Førstesinglen Lotus er en relativt stille omgang, men den lever fint op til sit navn. På én gang velkendt og eksotisk.

Kazuashita er produceret af bandmedlem Brian DeGraw med hjælp fra Jorge Elbrecht, der tidligere har skruet på knapperne for bl.a. Tamaryn og Japanese Breakfast.

Velkommen tilbage!



/Martin

mandag den 19. marts 2018

Hatchie

Australske Hatchie er glad for lys shoegazer à la Ride og drømmepop à la Cocteau Twins. The Pains of Being Pure at Heart sniger sig også ind. Baseret på den nyeste single Sure går hun også et flot år i møde, der snart byder på EP'en Sugar and Spice.

Hun har indtil videre kun udgivet et par singler, og med Sure har hun ramt en flot balance mellem enkle hooks, en åben produktion og tilpas håbefuld drama til at få selv denne magelige type til at savne de (mildest talt) mere forvirrende teenageårene. Hun fortæller da også, at sangen tager udgangspunkt i overgangen fra teenagelivet til de tidlige 20'eren, og hvad dette gør ved adskillige forhold.

Det er nede-på-jorden-jangle-pop, der samtidig er tilpas højstemt. Det er Robin Guthrie fra Cocteau Twins faldet for, og vi er dermed to blandt mange, der allerede har store forventninger til australieren.



/Martin

lørdag den 24. februar 2018

CCFX

Forleden stødte jeg på en EP fra 2017 med fire dejlige sange. Drømmepop med en del Cocteau Twins og Book of Love. Det viste sig, at det virkede bekendt, fordi den ene del er CC Dust, herunder sanger Mary Jane Dunphe. Den anden halvdel er Trans FX.

Sammen er de CCFX, og deres geografiske baggrund er Olympia, Washington. Her nærmer man sig næsten Twin Peaks, Washington i associationerne forbundet med navnet.

Man kan høre kvartettens udgangspunkt i punken, som er trukket i retning af resigneret synth-pop. De nævner selv den heroiske one-hit wonder Q Lazzarus. Det giver mening.

CCFX EP er en selvsikker debut. Måske de ikke følger op med mere, og det vil også være fint på sin egen måde.

Hør hele EP'en på Bandcamp



/Martin

onsdag den 14. februar 2018

Tocotronic og det uigenkaldelige

Tocotronic er blandt Tysklands bedste bands de seneste, ja, mange år. Trods en lille portion fans uden for faderlandet er de et fænomen, der har undsluppet mange menneskers opmærksomhed. Og der er da også noget meget tysk over dem. Fra et dansk synspunkt kan Tysklands størrelse i sig selv være svær at begribe. Det indebærer også de mange kunst- og musikscener, der understøttes af antallet af studiebyer med unge, nysgerrige publikummer.

Tocotronic startede ud i Hamborg i starten af 90'erne, og anført af sanger Dirk von Lowtzow blev de hurtigt eksponenter for den såkaldte Hamburger Schule, der kendetegnedes ved at udforske en ny popmusik gennem tyske tekster med en snert af intellektualitet og udgangspunkt i bl.a. punk. Debutpladen bærer den forrygende titel Digital Ist Besser, og med det var kimen lagt til noget stort, der skulle blive ved med at vokse. Langsomt, sikkert, tysk.

23 år senere er Tocotronic klar med deres 12. studiealbum Die Unendlichkeit, som er gået direkte ind på en førsteplads på hjemlandets Chartplazierung. Det giver mening, for den er god. Meget god.

Unwiederbringlich har i særdeleshed rørt mig. Gentagne gange og på dette tidlige tidspunkt af året mere end nogen anden sang fra 2018. Titlen kan oversættes til uigenkaldeligt eller lignende. Sangen er på sin vis enkel, og den tager sig god tid. Den kører i ring, lægger til, bliver større, går fra den håndgribelige smerte til en tematisering af selve nostalgien. Det er en blanding af Velvet Underground, Yo La Tengo og noget meget tysk.

Klarinet og cello spiller en stor rolle, guitaren og klaveret mere diskret. Det vigtigste instrument er dog Dirk von Lowtzows stemme. Han fortæller med sin dybe røst om en døende. Livet er på vej ud af personen, uigenkaldeligt, og Dirk sidder i ICE-toget på vej hjem gennem snefyldte marker, medens den døende ligger på hospitalet. Jeg behøver næppe tilføje, hvor meget den linje ramte mig, da jeg selv kørte gennem snefyldte marker i et smukt, tysk tog forleden – på vej hjem fra netop Hamborg.

Dirk gentager første strofe og tilføjer, at der endnu ikke fandtes mobiltelefoner, kun en togtelefon (i øvrigt af en type, som i Tyskland er kendt for at have været delvist ubrugelig). Da han endelig ankommer til hospitalet, "ved alle det allerede".

Dirk gentager nok en gang første strofe. Denne gang er det uigenkaldelige blevet uforsonligt. Det er en fin detalje. Mere interessant er det imidlertid, at det temporale aspekt herefter overtager sangen:

Der fandtes ingen mobiltelefoner
Det var alt sammen nutid
Fremtiden fandt udelukkende sted
i science fiction-film

Disse linjer gentages, og sangen slutter altså med fokus på, at alt i fortiden var samtid. Tocotronic er ikke nostalgikere. De har til gengæld lavet en plade, der hedder uendeligheden. De er dybt optaget af vores opfattelse af tid, hvordan vi sanser, hvordan vi oplever smerte på forskellige måder. Tocotronic er en god motivation for at lære tysk.

Enjoy.

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unwiederbringlich
Schlich es aus dir hinaus

Du lagst im Krankenzimmer
Ich saß im ICE
Auf dem Weg nach Hause
Durch Felder voller Schnee

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unwiederbringlich
Schlich es aus dir hinaus

Es gab noch keine Handys
Nur an Bord ein Telefon
Als ich endlich ankam
Wussten's alle schon

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unversöhnlich
Schlich es aus dir hinaus

Es gab noch keine Handys
Es war alles Gegenwart
Die Zukunft fand ausschließlich
In Science Fiction Filmen statt

Es gab noch keine Handys
Es war alles Gegenwart
Die Zukunft fand ausschließlich
In Science Fiction Filmen statt

/Martin

torsdag den 8. februar 2018

Heartbreak Satellite

"Minimalistisk på en maksimal måde." Sådan beskriver den norske trio Heartbreak Satellite de sange, de har skrevet på et lille værelse i København.

Et år senere kan de se tilbage på nogle indspilninger, der er ganske anderledes, end de havde forestillet sig. Det er forfriskende popmusik, der trækker lidt i retning af Let's Eat Grandma og i visse øjeblikke Architecture in Helsinki i deres mere hyperaktive melankoli.

Pluspoint ved at namedroppe David Attenborough og Blue Planet som inspiration.

Heartbreak Satellite spiller på by:Larm næste måned.

Lyt via Best Fit

søndag den 21. januar 2018

Pale Waves

Den kyniske udlægning er, at de engelske musikmedier har haft brug for et følsomt og politisk korrekt guitarband i lang tid. Den romantiske udlægning er, at et hårdtarbejdende band med gode melodier udgiver den ene hitsingle efter den anden.

I virkeligheden er det – som altid – nok et sted imellem. Og det er fint nok. Balance er alt.

Pale Waves er en kvartet fra Manchester med sangerinde og guitarist Heather Baron-Gracie i front. Med masser af tålmod har de ganske klogt ikke udgivet for meget, før de var klar til det. Det er blevet til fire singler, en EP er lige på trapperne, og en fuldlængde er også blevet lovet i 2018.

De er blandt "the class of 2018" hos DIY, blandt "sound of 2018" hos BBC, har været på forsiden af NME, spillet Reading og Leeds og meget mere. Trods den megen hype har jeg haft svært ved at connecte med dem, indtil jeg så dem i Groningen til Eurosonic i forgårs. Her klikkede noget på plads, og sangene fremstod endog stærkere end i de indspillede versioner.

Den måske bedste skribent på DIY, Will Richards, har ganske præcist kaldt dem for glossy pop with a goth heart. Med en sådan beskrivelse er det vanskeligt ikke at tænke på The Cure, og selvom de ikke som sådan lyder som ikonerne fra Crawley, er udgangspunktet – hjertet – gjort af det samme. De minder mig imidlertid mere om en blanding af The Pains of Being Pure at Heart og Fickle Friends, selvom de er væsentligt bedre live end de to.

Fun fact: Én af grundlæggerne af deres pladeselskab, Dirty Hit Records, er den tidligere fodboldspiller Ugo Ehiogu.





/Martin