mandag den 18. januar 2016

Memoryhouse med blødt had

Den canadiske duo Memoryhouse er efter tre og et halvt år klar med opfølgeren til debutpladen The Slideshow Effect fra 2012. Dengang havde de – en sympatisk udgivelse til trods – lidt svært ved at følge op på lovende EP'er, men at dømme efter de første singler er der stadig grund til at glæde sig til Soft Hate, der udkommer 9. februar.

Deres drømmepop er stadig drømmende og tilmed mere poppet. Det klæder dem. Tilbage i 2010 excellerede de i det mere sørgmodige hjørne (her kan særligt anbefales EP-versionen af Bonfire), hvor de senere var fanget mellem flere stole. At omfavne en friskere produktion er en fin vej at gå, når vokalen forbliver så fin, som det er tilfældet på en single som Sarah.

Memoryhouse udgiver selv denne gang. Soft Hate er ude 9. februar.



/Martin

onsdag den 13. januar 2016

Wild Nothing og popmusikkens rigdom

Det kan synes absurd at lytte til andet end Bowie disse dage. Den største af dem alle er gået bort (eller i det mindste i forvejen), men det må jo fortsætte. Det hele. Uden det skal blive for patetisk, kan man sige, at han ville ønske netop dét. At vi forbliver nysgerrige og åbne.

Jack Tatum – bedre kendt som Wild Nothing – er i høj grad en musiker, der opsøger og opdyrker historien uden at forsøge at genoplive genrer eller fordums eksperimenter. Et par forrygende LP'er og EP'er har han bag sig, og 19. februar får vi endelig Life of Pause via Bella Union.

Førstesinglen Reichpop oscillerer mellem det labyrintiske og det kaleidoskopiske. Som den lange intro afslører, er der tale om første sang på den kommende plade, og netop derfor peger den så fornemt i flere retninger. Efter xylofonerne får selskab af trommer, guitar, bas og synth kommer Jack Tatum først ind i billedet efter 2:03 og proklamerer:

I am the silent son
I am the only one

Tatum er så sandelig tilbage med spændende lydeksperimenter og dragende melodier. Den stille søn (eller mente han mon den stille sol?) observerer, suger til sig, bearbejder. Det er vi mange, der kan lære noget af.



/Martin

mandag den 4. januar 2016

Gwenno

Gwenno er et eksotisk navn for de fleste. I Gwenno Saunders' hjemland Wales er det mere normalt. For hende er det også normalt at synge på walisisk (eller: y Gymraeg).

Det falder hende også naturligt at tage afstand til sin nære fortid som del af The Pipettes, hvor hun følte, hun spillede en rolle, der allerede var blevet skrevet.

Gwenno står nu kunstnerisk på egne ben og spiller ikke længere en rolle. Med en tydelig forkærlighed for Broadcast og med en smule inspiration fra kraut har hun begået et forrygende debutalbum, der til tider er en slags folktronica.

Efter en EP i 2012 lod hun vente på sig, før hun i 2014 udgav debutalbummet Y Dydd Olaf i begrænset oplag på walisiske Peski Records (Cate Le Bon, R Seiliog), før Heavenly i 2015 genudgav pladen til større opmærksomhed.

En overset plade i 2015 – også herfra.



/Martin

lørdag den 26. december 2015

Årets album 2015

2015 er mange steder blevet beskrevet som et annus horribilis. Men de mange katastrofer og humane skuffelser er lykkeligvis blevet udfordret af megen skønhed og altruisme.

Musikalsk har vi ikke haft meget at klage over. Der har altid været masser af lortemusik, men det er der ingen grund til at dvæle ved, når der er så megen veloplagt popmusik, elektroniske eksperimenter, psykedeliske udfordringer, jazzede rumekspeditioner, afvæbnende katharsis og alt derimellem.

Mange hæfter sig ved, at det urbane vinder frem. At det udelukkende er det, "de unge" lytter til. Fint. Meget af det er rigtig godt og hjælper mange med at udtrykke sig. Som det altid har været med populærmusik.

Ellers har 2015 selvfølgelig fulgt de seneste mange års tendens med at placere de stærkeste numre i starten af albummet, om end enkelte pladeselskaber har luret, at lytterne har luret dem. En marginal fremgang i 2015 har været en forbedret sequencing. Kynikerne vil sige, at det skyldes bedre arbejde med den megen data, vi leverer gennem streamingtjenester. Måske har de ret, men 2015 blev ingenlunde året, der slog albumformatet ihjel. Undertegnede holder også meget af one-hit-wonders, så det er ikke nostalgikeren, der her taler. Sådan er det bare.

God musik åbner døre. Formidabel musik skaber verdener. Nysgerrighed kan kurere det meste.

De seneste dage har jeg byttet om på rækkefølgen af nedenstående for at se, hvad jeg kunne stå inde for. En eftermiddag bød på en dramatisk højdespringer, og en aften bød på en ny introduktion og dermed også afsked. Sagt på en anden måde: rækkefølgen er i sidste ende ikke så vigtig. Nogle synes, den er sjov, og jeg ser det som en fin udfordring. Jeg vil bare gerne anbefale disse plader, ligesom jeg vil anbefale så mange andre. Tak for jeres tålmodighed og nysgerrighed.

25. Panda Bear – Panda Bear Meets the Grim Reaper

At lytte til Panda Bear er ofte lyden af et rumvæsen, der kærligt forsøger at forstå livet på Jorden. Noah Lennox kan synes så verdensfjern, at han kun har sin fascination af lyde og gode melodier at klamre sig til. Med denne fascination er det endnu en gang lykkes ham at skabe en samling sange, der oftere end ikke kredser om døden.

24. Grimes – Art Angels

Man måtte vente længe, og Grimes havde travlt med at tage afstand til sit "gamle" materiale. Også hun siges at leve i sin egen verden, og som hun synger på den forrygende California: "I get carried away." Hun forholder sig flere gange til de mange portrætter, hun har måttet lægge ører og øjne til, og dem undersøger hun fornemt. Flere sange rammer langt ved siden af målet, men de gode er så stærke, at Art Angels utvivlsomt har været ventetiden værd. Ikke mindst Flesh without Blood, der hører blandt årets absolut bedste sange.

23. New Order – Music Complete

New Order hører blandt musikhistoriens bedste og mest underholdende bands. At de i 2015 stadig kan levere noget, der føles relevant, er i sig selv en mindre åbenbaring. Nogle af de mest holdbare singler fra det forgangne år findes her med Restless og Singularity, hvor særligt sidstnævnte virkelig viste sin styrke, da jeg var så heldig at overvære dem i Berlin tilbage i november.

22. Mbongwana Star – From Kinshasa

Storbyen Kinshasa har i mange år haft en spillevende kunstscene, selvom midlerne for de flestes vedkommende har glimret i deres fravær. På trods af mange problemer har From Kinshasa endelig set dagens lys. Ensemblets debut er en uforudsigelig omgang, der sjældent er kedelig og konsekvent nægter at overgive sig til indignation. Den gyngende Nganshé er komponeret og produceret decideret unikt.

21. Vince Staples – Summertime '06

De fleste steder er Kendrick Lamar løbet med opmærksomheden i hiphoppens 2015, og der er megen grund til at rose hans stærke To Pimp a Butterfly. Vince Staples' Summertime '06 er en anden størrelse, hvis frø er langsommere om at vokse mod tinderne. Det gør han ikke desto mindre, og med disse skildringer af hans første ungdom skriver han sig nu ind i en både skræmmende og stolt amerikansk tradition, hvormed han placerer sig langt fremme i feltet som én af de mest interessante rappere i dag.

20. Destroyer – Poison Season

Det er ikke nemt at måle sig med Kaputt. Destroyers gennembrud har vist sig at være ét af de mest langtidsholdbare albums de seneste år, og man forstår, at Dan Bejar ikke har lyst til at forholde sig for meget til det i dag. Mindre kan også gøre det, men Poison Season følger sin egen sofistikerede logik, så vi ikke behøver bekymre os for meget om sammenligninger. Fedtfattig fløde til kaffen kan her bruges som en kompliment for første og sidste gang.

19. Braids – Deep in the Iris

Det canadiske band har med Deep in the Iris taget et modigt skridt. Hvor det ofte kan synes kompromitterende at nærme sig det poppede, bliver det eksperimenterende derimod hyldet som noget, der automatisk bør efterstræbes. Groft sat op, naturligvis. Braids har begået et pop-statement og en feministisk manifestation, der rummer udflugter og sange.

18. Lower Dens – Escape from Evil

Der er ingen Brains på Lower Dens' seneste. Men hvor der måske ikke er en krautet banger, er der til gengæld en plade, der holder niveau fra start til slut. Escape from Evil er måske nok en anelse lysere. Som at afsløre sig selv i at skære folk over én kam i et indkøbscenter. Smile over denne frakobling og genforenes med medmennesker, før man drager på den samme rejse.

17. Twerps – Range Anxiety

Hooks! Melodier! Stærke vokaler! Variation! Range Anxiety når vidt omkring, og australske Twerps har med Shoulders også lavet én af årets bedste sange. Geografien taget i betragtning giver sammenligninger med giganterne The Go-Betweens en vis mening, og i enkelte øjeblikke må man erklære sig enig i denne kompliment.

16. 2814 – 新しい日の誕生

2814 bliver beskrevet som et samarbejde mellem to personer. Jeg ved forsvindende lidt om dem, og sådan foretrækker jeg det. Albummet lever retrofuturistisk et sted mellem Blade Runner og Lost In Translation. Ambient skønhed og forrygende musik til toget.

15. Prurient – Frozen Niagara Falls

Dobbeltalbummet Frozen Niagara Falls har kun én svaghed: det er så mørkt, at det er svært at finde de rigtige tidspunkter at lytte til det. Prurient formidler gennem støj, og den produktive Dominick Fernow udgiver også gerne også andre navne. Han er dedikeret til undersøgelsen af menneskets skyggesider. Men disse ører har sjældent hørt det så sammenhængende som i dette brutale tilfælde.

14. Viet Cong – s/t

Med implosionen af Women stod vi som vidner til et biluheld. Viet Cong er næsten det umuliges kunst: genopstandelse og reflekteret harme. Med direkte tråde til den vredeste post-punk træder Viet Cong ind på scenen med sjældent effektive flænsende guitarer. Et koldt marmorgulv bliver varmere.

13. Mount Eerie – Sauna

Phil Elverum er for mange lig med noget ganske langsommeligt, selvom også The Microphones havde elementer af mere hårdtslående og hurtigtløbende kompositioner. Sauna er mestendels i den første lejr. Yderst fornemme anmeldelser til trods har dobbeltalbummet levet en lidt stille tilværelse, hvad der synes typisk for Mount Eerie. Kvaliteten er ellers evigtgyldig: regn på ruden.

12. Colleen – Captain of None

Franske Cécile Schott har med Captain of None taget røven på mange af os. Hendes loop-baserede sange har fået et utroligt effektfuldt lag dub, der passer perfekt til hendes blanding af elektronisk og klassisk musik.

11. Blanck Mass – Dumb Flesh

Den ene halvdel af Fuck Buttons lyder ikke overraskende meget som Fuck Buttons. Det er en god ting. Kombinerer man albumtitlen med en sangtitel som Dead Format aner man næsten, at der uddeles et lag kunstneriske tæsk til menneskeheden. Et spejl, der afslører en vis grimhed eller et stilleben med rådnende frugt til minde om vores forgængelighed.

10. Beach House – Thank Your Lucky Stars

To plader inden for få måneder er en god historie. De fleste nåede at erklære sig tilfredse med Depression Cherry, men da først Thank Your Lucky Stars blidt ramte os ud af det blå, var der kun få, der havde brug for at lufte nogen form for skuffelse over sommerudgivelsen: Beach House hører til, hvor vi har brug for et tæppe, og det er vi taknemmelige for. Nu med guitarhøvl.

9. Darkstar – Foam Island

Hvor står den politiske musik i 2015? Aldrig så stærkt som med Foam Island. Duoens tredje album er bl.a. skabt på baggrund af 15 rejser til Huddersfield for at interviewe unge mennesker og tage udgangspunkt i deres historier. Darkstar har skabt et elektronisk og dybt menneskeligt portræt af en nervøs ungdom med dragende højdepunkter som Pin Secure og ikke mindst Stoke the Fire.

8. Holly Herndon – Platform

Brudstykker af mening. Platform er et sandt puslespil. At Holly Herndon forsker og underviser i komposition giver mening på mange niveauer, og Platform er til en vis grad et studium i niveauer. Popmusikken er under overfladen, og vi kan skimte den tilstrækkeligt til at bevare tålmodigheden.

7. HEALTH – Death Magic

Shredder blev kaldt både 'Flænseren' og 'Rivejernet' i gamle tegneserier og tegnefilm. Turtles var det bedste i verden, men man blev ikke synderligt skræmt af en mand ved navn 'Rivejernet'. Nogle gange minder HEALTH mig om Shredder. På de fleste dage tænker jeg bare, at de er blandt mine absolutte yndlingsbands. Live som på plade. De undersøger støj på poppens præmisser og har endog fundet plads til en slags ballade med Life. De mange års ventetid har været det hele værd.

6. Jamie xx – In Colour

De fleste vil nok være enige om, at The xx egner sig bedst til natten. Det gælder sandelig også for Jamie Smiths solodebut, hvorpå flere bandmedlemmer gæster. Trods et minimalistisk udgangspunkt tager han os med i adskillige retninger og tager endog visse risici undervejs.

5. CHVRCHES – Every Open Eye

Den skotske trio er kun blevet større siden udgivelsen af deres anden fuldlængde, og alligevel synes Every Open Eye en undervurderet sag. Det er marginalt mindre kantet end debuten og undersøger i endnu højere grad popmusikkens demokratiserende potentiale. Martin Doherty får lov at synge på den sympatiske High Enough to Carry You Over, der – forudsigeligt – er pladens eneste lavpunkt. Ellers fører Lauren Mayberry os med skrøbelig autoritet gennem 10 fantastisk komponerede popsange. På Down Side of Me introducerer de endog en mere eksistentialistisk vinkel, der skal blive spændende at følge lyrisk på deres næste udspil (hør selvransagelsen i ordene "I never do what I used to").

4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell

Som med Panda Bear er også Carrie & Lowell produktet af død. Moderen kom og gik, tog familien tilbage og forlod dem igen. Hun døde i 2012. Stedfaderen, Lowell, måtte finde sig i meget og var så stor en inspiration for Sufjan, at han i dag driver stedsønnens pladeselskab. Carrie & Lowell er – som alle hans plader – dybt personlig, og det er også hans bedste. Mange anmeldere har understreget, hvor nøgen den er. Dette er kun delvist rigtigt: det er ofte underspillet, men der foregår så meget i kulissen, at intet kan tages for givet. På samme måde som man ikke blot kan afskrive en forpint sjæl som moderen Carrie.

3. Majical Cloudz – Are You Alone?

Majical Cloudz er usædvanligt vokalbåret. Devon Welsh kan håndtere det; ikke grundet spændvidde eller exceptionelt talent men pga. kvaliteter som timing og god, gammeldags indlevelse. Matthew Otto fylder lydbilledet ud med begrænsningens kunst, og de to supplerer hinanden stort set perfekt. Sange som Silver Car Crash og særligt Downtown hører blandt årets absolut smukkeste.

2. Floating Points – Elaenia

Årets elektroniske højdepunkt er stærkt inspireret af selveste Talk Talk. Det vil sige: den senere Talk Talk. Men inspirationen fra mestrene udtrykker sig primært i den jazzede tålmodighed, man eksempelvis oplever i den fabelagtige Silhouettes (I, II & III). Der er ligeledes masser af soul og klassisk musik i lydbilledet. Sam Shepherd arbejder ikke med samples, og næsten alt er derfor nyindspillet til den overvældende helhed, debutalbummet Elaenia udgør. Er der nogen plade fra 2015, der har en mere effektfuld finale end Peroration Six?

1. Julia Holter – Have You In My Wilderness

Begrebet kunstpop er forfærdeligt på mange måder. Julia Holter er både pop og kunst. Hun og hendes musik er umådeligt sympatisk, medrivende og på alle måder forbilledligt. Med Have You In My Wilderness har hun begået sin bedste plade til dato, og med Feel You står hun tilmed bag årets bedste single og video.



/Martin

søndag den 6. december 2015

Pure Bathing Culture og en bøn om regn

Ud af det udmærkede Vetiver opstod tilbage i 2011 Pure Bathing Culture. Portland-duoen var i 2013 klar med det første album Moon Tides, og dette efterår har de fulgt op med Pray for Rain, endnu en gang på Partisan Records.

Pure Bathing Culture har altid været en feriegruppe. Beslægtet med baleariske udskejelser. Det er sommermusik til vinteren, og sådan kan man fint arbejde med klichéer. I popmusikken skal sangene blot være gode nok, og det er de så sandelig også her.

Det er blevet finere i kanten. Mulighederne for bedre indspilninger er udnyttet fornemt.

Titlen er meta. De ved, hvorledes de aktiverer solskinstrangen hos os. Men med popbaskere som Palest Pearl og She Shakes har de så åbenlyst taget et skridt op ad popmusikkens stige. Og den metafor bruger jeg aldrig igen.



/Martin

fredag den 27. november 2015

Car Seat Headrest

Ordene har været skrevet andre steder. Tiden er blot forsvundet med lyset, men sådan kan alt jo lyde dramatisk.

Car Seat Headrest er navnet på en ung, produktiv gut fra Seattle. Han lystrer et andet navn, Will Toledo, og bruger så meget tid på at indspille musik i sit soveværelse, at han næsten ikke kan have haft tid til at føle alt det, han formidler i sine sange.

Men det handler om følelser. Han kan knap rumme dem, og hans tanker bliver ganske naturligt et spindelvæv omkring selvsamme følelser.

Nu er Toledo blevet samlet op af Matador, der netop har udgivet den meget fine og overraskende varierede Teens of Style, som samler genindspilninger af materiale fra de seneste fire år. Stilen er ganske lo-fi, som vi kender den fra vores helte fra 90'erne, der fik os til at forestille os et liv på college dorm rooms med væg-til-væg-tæpper.

Sådan noget kræver melodier, og det har Toledo næsten i overflod. Men også kun næsten. Doseringen er nemlig lige så følsomt eksekveret som teksterne. Han er ude af sync med sine omgivelser, der bliver ældre og efterlader ham med de sange, han stadig laver. En betragtning bliver således til en metavinkel på Times to Die. Alle hans venner bliver gift. Han får ikke rigtigt betalt af på sine lån. Kan du genkende det?

Der er åbenlyse spor af alt fra Guided By Voices til Sparklehorse, fra flere kunstnere på Orchid Tapes og endda en næsten-reference til Beach Boys i slutningen af The Drum (hvad blev der egentlig af The Drums?). Car Seat Headrest har med andre ord indtil nu været en Bandcamp-kunstner par excellence. Ung. DIY. Skrabet. Skrøbelig.

Han er så fanget i førnævnte spind, at han bliver nødt til at forholde sig til sig selv i en grad, han næsten ikke kan holde ud. En menneskelig betingelse. Strangers begynder således med en nagende tvivl:

If I can fit my dreams 
You say the same things over and over 
Into an ABAB rhyme scheme 
You say the same things over and over

Det udvikler sig senere til et anstrengt forhold til visse forventninger:

Society wants me to fuck, well fuck ‘em 
Car Seat is a genetic stop sign 
I sleep lying next to a mirror 
Car Seat is a menace to the public

Og så. Det største forræderi: kunsten går også imod ham. Hvad projicerer han? Er hans følelser overhovedet egne følelser eller tilpassede størrelser? Midtvejs i Strangers opstår en pause, og sangen starter langsomt op igen:

Car Seat's nervous and the lights are bright
When I was a kid I fell in love with Michael Stipe
I took lyrics out of context and thought 
"He must be speaking to me"

Refleksioner og refleksivitet er to vidt forskellige ting. Will Toledo forener dem både veloplagt og forfriskende. Teens of Style taler til os alle.





/Martin

mandag den 26. oktober 2015

Fog Lake

Fog Lake. Et sjældent tilfælde af et kunstnernavn, der nogenlunde passer til musikken. Ikke at der er tale om en kitschet gyserfilmhyldest, men naturens klarhed og skønhed bliver filtreret gennem tågen.

I lige så høj grad filtreres lyset af persiennerne. I stuen sidder Aaron Powell og brygger på dét, han selv kalder "downer-pop". Vi slipper ikke uden om at kalde det lo-fi.

Dér sidder han. Aaron er fra Newfoundland. Her bliver han nok. Det forbliver jo indelukket. Det kan de godt lide hos Orchid Tapes. De har en upåklagelig smag.

Den seneste plade, Victoria Park, kan høres og hentes ganske gratis på Bandcamp eller købes på bånd via ovennævnte.





/Martin