onsdag den 30. juli 2014

Treefight for Sunlight og den bedste pladetitel

Gode, gamle Hegel skrev: "uskyldig er kun den handling, der ikke finder sted – som en sten, der blot er. Ikke engang et barn er uskyldigt."

Til det kan man sige to ting. Først med et citat af filosof Jørgen Dehs: "Man vil allerede kunne sige, at forestillingen om uskyld nødvendigvis må have en betragtelig plads, siden det giver mening igen og igen at benægte dens realitet."

Dernæst: han har ikke haft mulighed for at lytte til Pizza, den seneste skive fra Treefight for Sunlight, ét af nyere tids absolut mest interessante bekendtskaber på den danske musikscene.

Uskyld og dét at være uskyldig er en interessant negation, som diskuteres fint i førnævnte Dehs' bog Det autentiske, og nej, selvfølgelig er uskylden altid til diskussion og formentlig aldrig rigtigt til stede. Men selve muligheden indikeres fra tid til anden, og følelser vækkes til live, som minder os om noget andet og bedre. Sådanne følelser kaldes der på hos Treefight for Sunlight, der leverer noget, man næsten tør kalde ren popmusik.

De mange anerkendende nik til både psychedelia og Brian Wilson fungerer fint og naturligt, og de mange ingredienser synes at levere materialet til den sammenhængende enhed, der så passende samles under titlen Pizza.

Blandt de åbenlyse højdepunkter er singlen Come Closer og Somewhere in the Future, men det er bestemt værd at lytte pladen igennem – og derefter gøre det samme igen.





/Martin

tirsdag den 29. juli 2014

Det smukkeste farvel i musikkens verden

Den 28. august 1995 nedfældede Sarah Records nedenstående ord for at markere slutningen på deres fantastiske projekt med dertilhørende pletfri diskografi. Der er ikke tale om overdrivelse, der skal fremme forståelsen. Er det en ironisk distance, der træder i defaitismens sted? Nej. Det er overbevisning og romantik fra Bristol. Enjoy.





A DAY FOR DESTROYING THINGS...

... because when you were nineteen
didn't YOU want to create something beautiful and pure
just so one day you could set it on fire
and then watch the city light up as it burned?
Didn't you want to do that every day of your life?

Nothing should be forever
Bands should do one single and then split up,
fanzines finish after one flawless issue,
lovers leave in the rain at 5am and never be seen again –

Habit and fear of change are the worst reasons for ever doing ANYTHING.

Stopping a record label after 100 perfect releases
is the most gorgeous pop art-statement ever
and says more about pop-music than any two-part digipak
limited edition coloured vinyl 7"
grimly authentic lo-fi ten-track EP
(or any other marketing gimmick)
ever will

Sarah Records is owned by no-one but us,
so it's OURS to create and destroy how we want
and we don't do encores.

We want to burn in bright colours and go pop,
to be giddy, impulsive and silly,
to kiss people in new places
EXQUISITELY
– and DARE to tear things apart.

The first act of revolution is destruction
and the first thing to destroy is the past.
scary
like falling in love
it reminds us we're alive

Sarah Records 1987 - 1995

onsdag den 16. juli 2014

Nyt fra Perfume Genius

Mike Hadreas begik et lille mesterværk, da han under kunstnernavnet Perfume Genius udgav Put Your Back N 2 It tilbage i 2012. En rørende og ofte overvældende plade.

Til september er han tilbage med opfølgeren Too Bright, der udkommer via Turnstile, hvorfra singlen Queen nu kan høres. Det fremgår hurtigt, at lydbilledet langt fra er så nøgent som på forgængeren, men tempoet er stadig relativt lavt. Produktionen er en anelse mere omfattende end tidligere, selvom tilgangen stadig er nogenlunde enkel.

Forrygende er det, og mindre havde man vel heller ikke forventet fra Seattle-sangskriveren.



/Martin

torsdag den 10. juli 2014

Woman's Hour

Der er efterhånden relativt få ting, der er kedeligere end pressebilleder af nye bands. Man bliver født ind i en tradition og længes efter at bryde den, men man skal gerne være genkendelig i det fotografiske udtryk og så med lidt held og dygtighed skille sig ud sonisk. Sådan er det. Sådan burde det ikke være, men sådan er det.

Det burde heller ikke være således, at der opdateres så sjældent, som det har været tilfældet de seneste måneder på disse sider. En ferie på Balkan har efterladt en slags kulturelt-geografisk forelskelse, der måske, måske, er gengældt.

Det kan vi kalde en udmærket tvivl, thi tvivlen langtfra altid af det onde. Som min kære ven og åndsfælle skriver det: At "måske" også gerne må være en tilstand. Eksponenter for udmærket tvivl finder jeg i Woman's Hour fra London, der udgiver deres debutalbum Conversations på mandag d. 14. juli via Secretly Canadian.

De fire har ikke kunnet undslippe en del sammenligninger med The xx, hvilket muligvis også kommer af en geografisk baseret forelskelse – men naturligvis også den minimalistiske popmusik, der må siges at bringe tankerne mod aftentide snarere end morgenstund, uagtet hvor meget guld den måtte have i mund.

Der er bestemt også enkelte ligheder med de snart sagt lige så nye Yumi Zouma. Efter deres fine EP (og særligt efter deres hyldest til Air France) må det naturligvis siges også at være en komplement snarere end blot sommerdoven namedropping.

Woman's Hour har meget vel begået én af sommerens mest interessante plader.





/Martin

fredag den 20. juni 2014

Nyt fra Jessie Ware

Tilbage i 2012 leverede Jessie Ware én af det års absolut bedste plader med Devotion. En forrygende præstation og én af nyere tids store oplevelser inden for popmusikken.

Det kræver efterhånden en hel del at aftvinge både respekt og ynk i populærmusikalsk sammenhæng, men disse imponerende og rørende øjeblikke finder sted fra stort set start til slut på Devotion.

Produktionerne er primært baseret på relativt bløde beats, hvorom Jessie Wares fabelagtige vokal smyger sig med dedikation, skrøbelighed og indrømmelser.

Senere på året er hun tilbage med en ny plade, hvorfra man nu kan høre singlen Tough Love. Den er god. Selvfølgelig er den det. Det er enkelt og overrumplende. En stille triumf for englænderen.



/Martin

onsdag den 11. juni 2014

Spazzkid + There Is A Fox

Venligt insisterende samples fra den legesyge L.A.-producer Spazzkid indleder sangen. En mand rømmer sig. Måske fordi sangen faktisk bygger på skitser lavet af en ven. Vennen kalder sig There Is A Fox. En stemme bliver klippet op og klistret ind på kyndig og velsagtens kærlig vis. Det går stærkt.

"It's not my fault," hører man nu manden synge. Om og om igen. Stemmen minder om Cameron Bird fra Architecture in Helsinki, og man kommer i tanke om, at de for godt ni år siden – man bliver jo ældre – var et ufatteligt interessant og kreativt bekendtskab, der desværre aldrig blev lige så stærke igen. Det er selvfølgelig ikke for sent.

Man har vel lov at håbe, og man har lov at drømme. Spazzkid og There Is A Fox hjælper os godt på vej.



/Martin

tirsdag den 3. juni 2014

Ultrapop med Holychild

Når man gør oprør mod rockismen, risikerer man at falde for selvsammes begrænsende mekanismer. Rockisme er ikke – som Henrik Marstal fejlagtigt har antaget – udelukkende et begreb, der omhandler "rocken". Det er idéen om, at visse udtryksformer skulle forekomme mere "autentiske" end andre, og navnet antyder så, at mange konservative musiklyttere anser "rocken" som sådan, men det kunne ligeledes anvendes om så meget andet, hvilket vi kommer til at mærke de kommende år.

Det kunne dog være befriende, om vi kunne slippe for at opstille modsætninger, selvom man til tider støder på enkelte personligheder, der måtte have noget interessant at sige derom (Neil Tennant er én af dem). Lad os for en stund nøjes med at hylde en omgang ultrapop fra den amerikanske duo Holychild. De kalder det selv for "eksperimenterende pop", men der er ingen grund til at forsøge at spille på det eksperimenterende for at sælge dette herlige morgenmadsprodukt (se også billedet). Det er, hvad det er, og der er ingen grund til skam.



/Martin