onsdag den 13. december 2017

Årets album 2017

(Scroll lidt længere ned for at gå direkte til listen)

Der har været masser af god musik i musikåret 2017. Særligt i randområderne, mellem genrer, i afkrogene, på Bandcamp, i Polen, mange af de steder, som vi ikke nødvendigvis afsøger på daglig basis.

Popmusikken, derimod, har haft et mindre godt år på trods af en del perler. Gamle rockister vil altid brokke sig over, at popmusikken bygger på formularer, hvor man blot udskifter sangeren. En sort/hvid udlægning af denne slags vil altid være både sand og falsk. Det præcist samme gælder for rockmusikken, og det er selvfølgelig overdrevet i begge tilfælde. Men i 2017 er der i lidt højere grad en tendens til dovenskab i sangskrivningen, hvilket langt hen ad vejen skyldes lettere adgang til data og muligheder for at give lytterne mere af det, de i forvejen kan lide.

Særligt i produktionerne høres det, når trap (der i sig selv allerede er på vej ud) sniger sig ind hist og her, og lyden af Atlanta er pludselig også i den skandinaviske og britiske popmusik. På vores side af Atlanten er der mere fokus på at ramme en vis blødhed i de samme beats, der hos amerikanerne lyder en anelse hårdere. Mellemlaget af nordisk og britisk pop stortrives, og der er kamp om lytterne, der imidlertid har været gode til at sprede lytningen (og streamingen) ud.

Den slags år bliver gerne fulgt af et meget bedre år, og der er ingen grund til at tro, at alt har spillet fallit, at data har ødelagt det hele, at vi lige så godt kunne have robotter til at skrive sangene og så videre og så videre. Men 2017 har bare ikke været popmusikkens år. Ikke i traditionel forstand og ikke i forhold til kvalitet. Det urbane vinder fortsat frem, og sådan en sætning får enhver til at lyde gammel. Ikke et ondt ord herfra om hverken gamle eller det urbane. Det er fantastisk at have f.eks. SZA og Princess Nokia som markante stemmer og rollemodeller! Det er forrygende, at Kelela har fundet så forskellige fans.

Gamle favoritter har udgivet godkendte og gode plader: The Clientele, Mogwai, Broken Social Scene, Dirty Projectors, GY!BE, Grizzly Bear, Liars og mange flere (herunder et par stykker på listen). Andre har fejlet fælt på plade, i særdeleshed Arcade Fire. Grammy-nomineringerne for "Best Alternative" ligner en liste fra 2007 med bands, der alle er blevet headlinere i mellemtiden: Arcade Fire (av), Gorillaz (godkendt), LCD Soundsystem (herlig), Father John Misty (ok) og The National (godkendt). Mass indie har for længst slået igennem i samfundet.

Den elektroniske musik bød på færre mørke triumfer, og måske har der været behov for en lille pause fra Tri Angle-æstetikken (med forskellige mørkemænd som Roly Porter, Haxan Cloak, Holy Other og Forest Swords – sidstnævntes Compassion er én af årets bedre). Selv fantastiske Fever Ray lyder af og til helt optimistisk. En god plade fra hendes hånd også!

Gode EP'er er det også blevet til, ikke mindst fra yaeji og Carla dal Forno. De fleste er nok sprunget videre til selve listen nu, så jeg må hellere stoppe. 2017 har alt i alt været fyldt med glimrende udgivelser, og der er al mulig grund til at antage, at det fortsætter i 2018.

Som altid: rækkefølgen ville se anderledes ud om en uge, og om en måned har jeg hørt plader, som jeg slet ikke nåede i løbet af året, og om to måneder er jeg træt af enkelte af pladerne på listen og så videre. Med andre ord: se listen som en inspiration og et øjebliksbillede.

Tak til alle, der læser med og støtter musikken.

25. John Maus – Screen Memories

John Maus har ladet os vente i seks år, siden han udgav sin nærmest kanoniserede We Must Become..., og trods farlige forventninger har han lavet en yderst vellykket opfølger. Musik til natten, akavet karaoke og stiv kropsholdning.

24. Kedr Livanskiy – Ariadna

Den russiske producer udgav sidste år sin første EP, og med Ariadna følger hun op med en mindre houset og til tider Autechre-blød techno. Førstesinglen og titelsangen når vidt omkring, hvilket man også kan sige om resten af pladen.

23. Waxahatchee – Out in the Storm

Katie Crutchfield udgiver en plade hvert andet år. Hun udgiver en god plade hvert andet år. Hun har stadig de samme idoler fra 90'erne, og produktionen er kun blevet marginalt finere i kanten. Til gengæld viser hun lidt nye sider af sig selv med Recite Remorse og Sparks Fly, der ligger side om side sidst på pladens første halvdel.

22. Wacław Zimpel & Jakub Ziołek – Zimpel / Ziołek

Tak til The Quietus for anbefalingen! Et minimalistisk, jazzet og indelukket eksotisk værk er der kommet ud af samarbejdet mellem Zimpel og Ziołek, som jeg på ingen måde kendte i forvejen. De er angiveligt to af den polske undergrunds mest spændende bekendtskaber, og med denne plade som bevis er der god grund til at dykke ned i selvsamme undergrund.

21. Colleen – A Flame My Love, A Frequency

Franske Colleens sjette plade er – for hendes standard – nogenlunde tilgængelig. Den er ligetil. Den er som små dråber i Planet Earth, som man zoomer ind på for at afsløre et liv inde i hver enkelt dråbe. Med få synthesizers og få virkemidler har hun igen vist sig som ét af de mest rørende bekendtskaber i nyere fransk musik.

20. Julie Byrne – Not Even Happiness

Og apropos rørende: hvis noget album fra 2017 har indbudt til at spadsere og høre på én, der med garanti er mere melankolsk end dig selv, er det den herligt tvetydigt betitlede Not Even Happiness. En luftig-stille stemme og ni sange, der kalder på at blive afspillet så snart, de er færdige.

19. SZA – Ctrl

Ensomheden bliver angrebet, og usikkerheden skaber attituden. Solána Rowes debutalbum var længe undervejs, og fortællingen om forsinkelsen har allerede fået sit eget liv. SZA er en lysende stjerne inden for R&B.

18. Parlor Walls – Opposites

En intens omgang jazz-rock, der vræler som en gammel metro. Det er yderst veloplagt, energisk og underligt overset. De deler i øvrigt label med Horse Lords of The Necks, men det er sandsynligt, at et lidt større indie label samler dem op.

17. Perfume Genius – No Shape

Mike Hadreas leverer udelukkende gode plader, og her er han næsten på niveau med Put Your Back N 2 It fra 2012. Produktionen er endog endnu stærkere her, og nye detaljer træder frem for hver gennemlytning.

16. Slowdive – s/t

De bedste blandt shoegazerne (sammen med My Bloody Valentine selvfølgelig) har cementeret deres position med en absolut værdig efterfølger til Pygmalion fra 1995. Britpop satte shoegaze på standby, men eftertiden har været retfærdig, og hvor Oasis i dag lyder som en rest af fortiden, er Slowdive, Ride m.fl. ældet mere med ynde.

15. Arca – s/t

Venezuelanske Arcas tredje plade er også hans bedste. Rumligheden kalder på bedre høretelefoner, end jeg ligger inde med, for han forstår bedre end de fleste at skrue på knapperne. Det er en behagelig overraskelse, at han bruger sin stemme så fremtrædende, og det hele kulminerer på Desafío.

14. Richard Dawson – Peasant

Man kan høre så mange plader på et år, at det er dybt unfair over for mange musikere, hvor lidt tid man egentlig har givet dem. Peasant er en plade, der bliver i kroppen efter første gennemlytning. Det er noget så unikt som avant-folk, der handler om kongeriget Bryneich i middelalderen og de mange forstyrrende paralleller til samtiden.

13. Kelela – Take Me Apart

Kelela gjorde sig bemærket allerede i 2013 og har siden turneret vidt og bredt og udgivet en forrygende EP. Take Me Apart er formelt hendes første studiealbum, og hun bruger længden fint til at skabe et intimt og medrivende sci-fi-R&B-univers, hvorfra LMK står tilbage som én af årets bedste sange.

12. Saint Etienne – Home Counties

Evigt charmerende Saint Etienne må være de bedste til at arbejde med geografi, og derfor er det så meget desto mere spændende med en titel som Home Counties. De tre har hver især genbesøgt deres hjemsteder og fletter erindring sammen med fiktion. De skaber billeder som få, de skaber rørende øjeblikke uden for megen sentimentalitet, og de er måske de eneste, der kan slippe af sted med at forestille sig, hvordan Bowies liv ville se ud, hvis han aldrig havde forladt forstaden.

11. Chuck Johnson – Balsams

Chuck Johnson leverer med Balsams en form for ambient country, som jeg aldrig har hørt før, selvom den er beslægtet med Brian Eno i starten af 80'erne, primært ved brugen af steel guitar. Det er beroligende, og det er smukt, og meget af tiden er det alt, hvad du behøver for at have det rart.

10. Sophia Kennedy – s/t

Sophia Kennedy laver begavet popmusik, der både er letbenet og dramatisk. Hun leger sig frem og er hele tiden på kanten af det teatralske, men holder sig som oftest på den rigtige side. Pladen er udgivet på DJ Kozes label Pampa, der ellers primært tager sig af house og techno. Selvom pladen er ujævn, er den virkelig god, når den er god.

9. Jlin – Black Origami

Jerrilynn Patton er ét af de mest spændende navne i elektronisk musik disse år. Hun optrevler konstant sin egen musik, sætter den sammen igen for så at skille delene ad og skabe noget nyt. Samarbejdet med bl.a. Holly Herndon her skærpet denne teknik, og det er der kommet en yderst gennemført plade ud af.

8. Kelly Lee Owens – s/t

Norske Smalltown Supersound må gnide sig i hænderne over at have signet walisiske Kelly Lee Owens. Hendes debutalbum er varieret og i familie med Jenny Hval, som også medvirker på én af sangene. Drømmepop med technoproduktion.

7. Mount Eerie – A Crow Looked at Me

"Death is real / someone's there, and then they're not." Så er tonen slået an, og tristheden bliver kun mere omsluttende og omfavnende. De fleste musikinteresserede har hørt historierne om Phil Elverums hustrus dødsfald, og de fleste af os har nok grådkvalt forestillet os enkemanden og datteren, der stadig modtager den afdøde hustru og mors post. Det er hjerteskærende, og særligt de konkrete eksempler er hårde at lytte til.

6. St. Vincent – Masseduction

Annie Clark har alle dage været en beundringsværdig musiker, og selv når jeg ikke har været helt opslugt af musikken, har jeg alligevel været imponeret. Som oftest har jeg dog holdt af pladerne, og med Masseduction har hun lavet sin hidtil fineste og mest ambitiøse.

5. Visible Cloaks – Reassemblage

Den amerikanske duo har med Reassemblage lavet en futuristisk omgang ambient. Titlen er en reference til en vietnamesisk film om Senegal, der bl.a. er en kritik af andre film, der forsøger at forklare en kultur fra en anden kulturs ståsted. Reassemblage gør det samme, når den trækker mig mod Japan. Produktiv afslapning.

4. Four Tet – New Energy

Kieran Hebdens niende plade som Four Tet er én af hans bedste, helt deroppe med en nyklassiker som There Is Love in You. Også her er der masser af hjerte at finde, og selvom det ikke er lige så underspillet, vinder Four Tet også på de umiddelbare kvaliteter.

3. Jane Weaver – Modern Kosmology

Jane Weaver har lavet musik i mange år og har nu fået et lille gennembrud med Modern Kosmology, der delvist er en reference til kosmische Musik og kraut. Pladen tøffer af sted og er en fantastisk blanding af det krautede og noget mere Broadcast-inspireret (Jane Weaver kendte også Trish Keenan).

2. Phoebe Bridgers – Stranger in the Alps

Årets debutalbum! Phoebe Bridgers maler som singer-songwriter overbevisende og mangefacetterede indie-folk-billeder. De stærkt bevægende tekster er heller ikke uden humor og selvindsigt ("Jesus Christ, I'm so blue all the time"). Selv hvis hun aldrig udgiver mere, har hun gjort et uudsletteligt indtryk på mig.

1. Alex Cameron – Forced Witness

En ven beskrev ham som pop-foie gras: alt for meget og lidt klamt – men også virkelig lækkert. Alex Camerons anden plade er for mig ren nydelse fra start til slut. Han er først og fremmest en formidabel popsmed, og så har han i 2017 leveret bedre tekster end nogen anden (i hvert fald uden for hiphop). Han har for mig lavet årets vigtigste plade, fordi han bedre end nogen anden udforsker feltet mellem oprigtighed og ironi. Ironien er ikke en distance, og den er ikke bare et greb. Alle mennesker er til en vis grad karakterer, når vi agerer forskelligt over for forskellige mennesker. Det er der intet underligt ved, og de fleste af os ville ønske, at vi så vidt muligt altid var den samme. Det gør ingen til løgnere eller skuespillere, at vi varierer sprogbruget eller nedtoner/opjusterer noget afhængigt af personen, vi er sammen med. Men det er en vigtig erkendelse, at det ligger i os, og at alle musikere selvfølgelig også er karakterer – hvor forskelligt de så griber det an og står ved det. Alex Cameron spiller overordnet karakteren som forfejlet entertainer, og i sangene udfolder forskellige subkarakterer sig. Det er samfundets tabere, udstødte, perverterede hverdagsmennesker, brødbetyngede machotyper, det er glimt af fortrydelse og skønhed i grimheden. Han bringer nogle typer i spil, vi ofte ikke vil vedkende os, og han afslører egenskaber, vi ikke kan lide i hverken os selv eller vores medmennesker. Der er meget, meget mere på spil end bare forrygende popmusik. Alex Cameron kan sit håndværk, og han har leveret en stærkere samling sange end nogen anden i 2017 – men lige så vigtigt er det, at han er den eneste, der konceptuelt har bragt noget virkelig interessant på bordet i år.

/Martin

fredag den 1. december 2017

Börneblogger 10 år: top 60 over bedste plader fra 80'erne

Börneblogger er blevet 10 år denne måned! Det fejrer jeg med en top 60 over mine yndlingsplader fra 80’erne.

Der kommer mange årslister her i slutningen af året. Denne var lidt sjovere at lave: Den indeholder groft sagt de plader fra 80’erne, jeg holder mest af. Hvad enten de er bedst egnet til gin eller læsning, togrejser eller spadsereture. Der er tænkt over rækkefølgen, men den skal ikke tages for alvorligt. Den ville nok se anderledes ud om en måned eller to alligevel, men det var en sjov udfordring. Lister skal være sjove, spændende, inspirerende. Alvor må det ikke blive. Det kan man finde andetsteds.

Listen indeholder primært variationer over ”studiealbum”, men der er også et enkelt soundtrack, en samling af singler og b-sider mm. Alt sammen under samlebetegnelsen ”fuldlængde”. Ellers er eneste kriterium, at de skal være udgivet i 80’erne (her tæller første udgivelse, så London Calling tæller f.eks. ikke, da den blev udgivet i december 1979 i England). Man må gerne brokke sig over, at soundtracket til Blade Runner først formelt blev udgivet i 1994. Her bøjer jeg reglerne, fordi musikken trods alt var tilgængelig, og fordi det er min liste.

Det står tydeligt frem, at visse stilarter og lande dominerer. Der er f.eks. klart flest plader fra England. Der er til gengæld ikke så meget hiphop, og det er tydeligt, at kvinderne havde trange kår i 80’erne trods mange højdepunkter på både plade- og singlefronten.

Der er en ekstra dimension i at dyrke plader fra en tid, hvor man enten ikke var blevet født eller var for lille til at blive eksponeret for – eller i bedste fald fatte – hvad man hørte. Jeg er født i 1986. Hele idéen om at være nostalgisk for en tid, man ikke selv har oplevet, vil jeg meget gerne dykke mere ned i. Men først kommer listen, senere ordene. Tak fordi I har læst med gennem årene.

Spotify-playliste med én sang fra hver plade (pladerne med Manuel Göttsching og The Units er ikke på Spotify)

1. Talk Talk: "The Colour of Spring" (1986, England)
2. New Order: "Low-Life" (1985, England)
3. Fleetwood Mac: "Tango in the Night" (1987, USA/England)
4. Simple Minds: "New Gold Dream" (1982, Skotland)
5. Orchestral Manoeuvres in the Dark: "Architecture & Morality" (1981, England)
6. The Blue Nile: "Hats" (1989, Skotland)
7. New Order: "Power, Corruption & Lies" (1983, England)
8. Kate Bush: "Hounds of Love" (1985, England)
9. The Blue Nile: "A Walk Across the Rooftops" (1984, Skotland)
10. Talk Talk: "It’s My Life" (1984, England)

11. Vangelis: "Blade Runner OST" (1982/1994, Grækenland)
12. Roxy Music: "Avalon" (1982, England)
13. The Human League: "Dare" (1981, England)
14. Prefab Sprout: "Steve McQueen" (1985, England)
15. Pet Shop Boys: "Actually" (1987, England)
16. New Order: "Brotherhood" (1986, England)
17. The Go-Betweens: "16 Lovers Lane" (1988, Australien)
18. The Smiths: "The Queen Is Dead" (1986, England)
19. Brian Eno: "Apollo" (1983, England)
20. Mariah: "Utakata No Hibi" (1983, Japan)

21. The Units: "Digital Stimulation" (1980, USA)
22. Orchestral Manoeuvres in the Dark: "Dazzle Ships" (1983, England)
23. Depeche Mode: "Black Celebration" (1986, England)
24. New Order: "Technique" (1989, England)
25. Aztec Camera: "High Land, Hard Rain" (1983, Skotland)
26. Waterboys: "This Is the Sea" (1985, Skotland/Irland)
27. The Cars: "Heartbeat City" (1984, USA)
28. The Wake: "Here Comes Everybody" (1985, Skotland)
29. Talk Talk: "Spirit of Eden" (1988, England)
30. Orange Juice: "You Can’t Hide Your Love Forever" (1982, Skotland)

31. Joy Division: "Closer" (1980, England)
32. The Field Mice: "Snowball" (1989, England)
33. The Cure: "Disintegration" (1989, England)
34. Kraftwerk: "Computerwelt" (1981, Tyskland)
35. Public Image Ltd: "Flowers of Romance" (1981, England)
36. Altered Images: "Pinky Blue" (1982, Skotland)
37. Cocteau Twins: "Blue Bell Knoll" (1988, Skotland)
38. China Crisis: "Flaunt the Imperfection" (1985, England)
39. Lewis: "L’amour" (1983, Canada)
40. ABC: "Lexicon of Love" (1982, England)

41. Manuel Göttsching: "E2-E4" (1981, Tyskland)
42. Tears for Fears: "Songs From the Big Chair" (1985, England)
43. Madonna: "True Blue" (1986, USA)
44. The Chills: "Kaleidoscope World" (1986, New Zealand)
45. Arthur Russell: "World of Echo" (1986, USA)
46. Gigi Masin: "Wind" (1986, Italien)
47. Japan: "Exorcising Ghosts" (1984, England)
48. Suzanne Vega: s/t (1985, USA)
49. The Associates: "Sulk" (1982, Skotland)
50. Laurie Anderson: "Big Science" (1982, USA)

51. Pixies: "Doolittle" (1989, USA)
52. The Go-Betweens: "Tallulah" (1987, Australien)
53. Talking Heads: "Remain in Light" (1980, USA)
54. David Bowie: "Let’s Dance" (1983, England)
55. Bruce Springsteen: "Nebraska" (1982, USA)
56. Prefab Sprout: "From Langley Park to Memphis" (1988, England)
57. My Bloody Valentine: "Isn’t Anything" (1988, Irland)
58. Sonic Youth: "Daydream Nation" (1988, USA)
59. Book of Love: s/t (1986, USA)
60. Cleaners from Venus: "On Any Normal Monday" (1982, England)

For de statistikinteresserede:

Antal kunstnere fordelt på land

England: 28 (og en halv fra Fleetwood Mac)
USA: 11 (og en halv fra Fleetwood Mac)
Skotland: 9 (og en halv fra Waterboys)
Australien: 2
Tyskland: 2
Irland: 1 (og en halv fra Waterboys)
Canada: 1
Grækenland: 1
Italien: 1
Japan: 1
New Zealand: 1

Antal plader per årstal

1980: 3
1981: 5
1982: 10
1983: 7
1984: 4
1985: 8
1986: 9
1987: 3
1988: 6
1989: 5

Kunstnere med mere end én plade på listen

New Order: 4
Talk Talk: 3
The Blue Nile: 2
The Go-Betweens: 2
OMD: 2
Prefab Sprout: 2

/Martin

torsdag den 16. november 2017

Chuck Johnson og en overskrift om balsam

Chuck Johnson. Når man smager på navnet, tænker man måske ikke umiddelbart på noget blødt eller følsomt. Og dog er der noget langturschauffør med våde øjne over det. Landeveje med udsigt til store skove, som man aldrig eller kun sjældent kommer ind i. Store marker med smukke får og køer, som langsomt spadserer forbi, uden man kan høre klokkerne.

Chuck Johnsons plade Balsams er meget følsom.

Jeg skriver dette indlæg med én hånd. Den anden er i slynge. Det er lidt – men kun lidt – en kamp mod uret, da jeg skal være i lufthavnen om en times tid. Dublin venter. Det gør mine brødre også, hvis ikke jeg skynder mig.

Tilbage på sporet, tilbage til Chuck, tilbage til landevejen. Balsams er i familie med Brian Eno og dennes brug af steel guitar på eksempelvis Apollo i starten af 80'erne. På denne, hans fjerde og næstnyeste (han er ret produktiv), plade er fokus på refleksionen og noget nærmest spirituelt.

Det er ambient country, som jeg ikke umiddelbart har hørt det før, med undtagelse af visse ligheder med Eno (men det gælder nærmest for de fleste gode udgivelser siden slutningen af 70'erne!).

Hans plader er alle relativt forskellige. På Balsams rammer han plet. Det er intet mindre end en forrygende oplevelse.

Lyt på Bandcamp



/Martin

tirsdag den 10. oktober 2017

Book of Love og en resigneret investering

Ottaviano er et flot efternavn. Det hedder Susan og Ted, der startede Book of Love i starten af 80'erne. De er ikke i familie, så det er noget nær et tilfælde, hvis man er til den slags.

Duoen blev til en trio, der blev til en kvartet med Jade Lee og Lauren Roselli som de sidste tilføjelser. De eksisterer som sådan stadigvæk, men de brænder også stærkt igennem som et potent minde.

Jeg blev først opmærksom på dem for få uger siden, da min broder sendte mig deres single Boy fra 1985 (året mellem hans og min fødsel).

Ovenstående blev skrevet for ca. halvanden uge siden. Jeg blev distraheret, var i mellemtiden i Krakow og er flyttet fra Nørrebro til Østerbro, hvorfra nedenstående er skrevet en fin efterårsaften.

Sangen tilhører den store gruppe af halvglemte hits fra midten af 80'erne. Den progressive pop fra første halvdel af 80'erne var på retræte, og stadionkoncerter begyndte at skabe urealistiske ambitioner og produktioner hos mange. Meget stod i stampe, og alligevel var det en slags storhedstid. Book of Love fik kilet sig ned i denne midte med singledebuten Boy, som Depeche Mode opdagede, hvorefter tingene tog fart. Kvartetten kom med på turné og tog i studiet for at indspille, hvad der skulle blive til debutalbummet Book of Love i 1986.

Susan Ottaviano synger konstaterende og ikke beklagende – måske let resigneret – på trods af den konstante negation og drømmen om at være en del af den lukkede klub. Teksten har i midten af 80'erne været relativt kontroversiel og i al sin enkelhed forud for sin tid:

I wanna be where the boys are
But I'm not allowed
I wait outside of the boy's bar (eller måske boys' bar)
I wait for them to all come out

Og senere:

It's not my fault
That I'm not a boy
It's not my fault
I don't have those toys

Det er lige så kønspolitisk, som det er en personlig fortælling. Det er lige så seksuelt, som det er uskyldigt. Visse tolkninger lyder på, at den kvindelige afsender er forelsket i en knægt, der er forelsket i de andre knægte. Andre tolkninger gør det til en ligestillingshymne. Ted Ottaviano har endda udtalt, at den specifikt tager udgangspunkt i 80'ernes eksklusive klub Boy Bar i East Village.

Sangen dyrker det cirkulære, og selv den korte singleudgaven lyder som et 12" extended mix. Et perfekt, kort mix med et himmelstræbende mørke, der lige så vel kunne høre hjemme i Den uendelige historie som på den ultimative bar i Bologna eller deslige.

En overset perle, intet mindre.



/Martin

tirsdag den 5. september 2017

Alex Cameron med årets bedste ballade

Alex Cameron har langsomt, men sikkert vundet sig et dedikeret publikum. Debutalbummet Jumping the Shark fra 2013 levede et fint, relativt stille liv, før det sidste år blev genudgivet af Secretly Canadian. De udgiver også australierens andet album, Forced Witness. Det er ude den 8. september, og det er fremragende.

Alex Cameron dyrker stadig sine karakterer, og som både tekst og video til de første tre singler har vist, er han stadig fascineret af den forfejlede entertainer, der stadig spiller sin chance.

Den seneste single, Runnin' Outta Luck, er en lille triumf, der lyder i retning af de seneste års Håkan Hellström. Som et godt menneske sagde: "Balle-Håkan". Det giver da også god mening, da Brandon Flowers har været inde over sangskrivningen sammen med Cameron og dennes faste saxofonist Roy Molloy.



Førstesinglen Candy May er også ret stærk og lyder (som så ofte med førstesingler) mere som den foregående plade. Særligt imponerende er imidlertid duetten Stranger's Kiss med Angel Olsen. Han besøger igen-igen 80'erne i en opdateret version, der samtidig er en tur på prærien og forbi juleaften. Alex Cameron blander grådigt løs og opløser sin persona, sin virkelighed, vores virkelighed. Det er ikke uden et glimt i øjet, men det er ikke udelukkende ironisk. Deri består skønheden.



/Martin

tirsdag den 8. august 2017

Pure Bathing Culture med fortrinlig KEXP-optræden

De har for meget filter på billedet, har de ikke? Vi kritiserer for meget i denne verden, gør vi ikke?

Om få måneder bliver Börneblogger 10 år, og selvom jeg ikke ligefrem skriver så mange indlæg, som jeg gjorde de første 5-6 år, er det stadig en fornøjelse at have denne mulighed for at dele musik, der fortjener mere opmærksomhed. Der er brug for seriøs kulturkritik – lige så meget og måske endnu mere end nogensinde før – men på bloggen er der et positivt fokus. Jeg fremhæver ting, jeg holder af. Musik, der rører mig.

I 2011 blev Pure Bathing Culture nævnt for første gang på disse sider i forbindelse med de sange, der ledte op til duoens første EP. I 2013 skrev jeg om dem for anden gang i forbindelse med deres første fuldlængde. I 2015 i forbindelse med deres anden fuldlængde. Nu er der igen gået to år, og Portland-gruppen er nu i studiet for at indspille plade nummer tre.

Sidste år besøgte de KEXP, hvilket der kom en fortrinlig session ud af. Duoen indspiller alt analogt, men effekterne drukner nogle gange sangene en anelse på pladerne. I denne session får man en klar fornemmelse af, hvorfor de har så godt et ry live, og særligt sangerinde Sarah Versprille udviser en autoritet, man ikke tidligere har hørt. Det gælder ikke mindst i Pray for Rain, der også byder på forrygende reverb-guitar af Daniel Hindman.

Hvis Pure Bathing Culture fortsætter udviklingen (og tillader Versprilles stemme at træde mere frem), bliver deres tredje plade en stor begivenhed. Jeg glæder mig i hvert fald.



/Martin

tirsdag den 11. juli 2017

Kedr Livanskiy

Russiske Kedr Livanskiy fik et mindre gennembrud sidste år med den glimrende EP January Sun. Den var så gennemført en oplevelse, at nogle af os ikke engang opdagede, at det var en EP. Måske vi snart skal have den store diskussion om formater igen.

Frem til 2017: den Moskva-baserede producer udgiver 8. september sit debutalbum Ariadna på 2MR (ejet af Mike Simonetti, der har stået bag Italians Do It Better). Titelsangen blev sluppet for nylig, og den ligger i naturlig forlængelse af January Sun med sin alsidighed. Det er imidlertid mindre house-baseret og tættere på hendes idoler Autechre og Boards of Canada. Det er samtidig hendes mest tilgængelige materiale, selvom hun også her leger meget med det fjerne som noget nærværende eller det nærværende som noget fjernt.

Den 26-årige Yana Kedrina er i øvrigt en del af pladefællesskabet John's Kingdom i Moskva, der både udgiver plader og arrangerer koncerter fra lokalmiljøet.



/Martin