mandag den 22. juli 2019

Harmoniernes holdeplads: Christine McVies bedste omkvæd

I 1984 blev min yngste storebror født. I 1984 var det også fjorten år, siden Christine McVie sidst havde udgivet et soloalbum. Som del af Fleetwood Mac havde hun haft nogle travle, omskiftelige år, og privat var der formentlig også rigeligt at se til.

For et halvt år hørte jeg gennem min bror første gang Got a Hold on Me, førstesinglen fra Christine McVies andet soloalbum. Albummet fra 1984 bærer hendes navn, og det er en noget ujævn affære. Men på denne single har hun til gengæld et omkvæd, som er fuldt på højde med Fleetwood Mac på deres bedste dage.

Lindsey Buckingham er da også med på guitar. Det samme er Todd Sharp, der har skrevet sangen med McVie. Steve Winwood spiller keyboard – to år efter sit hit Valerie, der netop havde godt med mindeværdige keys.

Sangens start lyder som en jamsession og glider hurtigt over i et vers, der er en smule røvballe. Det lyder professionelt, kompetent, lidt kedeligt. Meget pænt. Men så sker der noget. Christine McVie uuuh'er sig ind i et omkvæd, hvor hun møder et kor, med hvilket hun laver den flotteste harmoni. En harmoni af den type, man ikke laver længere. Det gør også det efterfølgende vers bedre, man begynder at vippe med på det og nyder næsten det kedelige, fordi man samler kræfter til den magtdemonstration, der bygges op til.

Sådan et omkvæd kan man ikke bare prøve sig frem til i studiet. Det er et øjebliks genialitet eller en drøm. Det er kommet til hende i schweiziske alper eller på en uanselig café på Mallorca. Andet kan jeg ikke acceptere, og det behøver vi heller ikke.

Tak, bror. Igen.



/Martin

tirsdag den 14. maj 2019

The Stroppies

The Stroppies lyder lidt, som om de er ligeglade med, hvad der er sket de seneste 15 år. De lyder som noget, man ville elske i blogosfæren, dengang det var en ting. Samtidig lyder de umiskendeligt australske.

De er da også fra Melbourne, så det er ikke så underligt. Bandet deler medlemmer med Dick Diver, Boomgates og The Stevens, og nogle steder er det nok til at bruge ordet supergruppe. Hvis man er til den slags.

The Stroppies er nok mere interesserede i noget mere nede på jorden. Det er indie rock af den gamle australske skole, som ofte går i retning af Twerps og trækker tråde tilbage til vores alle sammens The Go-Betweens.

Første fuldlængde Whoosh blev udgivet i år på Tough Love (huser også Ulrika Spacek og Toy i øjeblikket). Australierne spiller på Loppen lørdag den 14. september.



/Martin

tirsdag den 23. april 2019

Eartheater er subversiv, Eartheater er pop

Alexandra Drewchin lavede med sit tredje album Irisiri én af mine favoritter i 2018. Pladen var hendes første på fremragende PAN, der også tæller åndsfæller som Yves Tumor, Puce Mary og Amnesia Scanner.

Dette forår har hun udgivet singlen Concealer, der er væsentligt mere lettilgængelig end det meste af hendes foregående materiale. Det er på det nærmest disco på vej til underverdenen.

Singlen er del af opsamlingen Doom Mix Vol. III på Doom Trip Records, og den kan købes lige her.

Eartheater spiller på Alice i København som del af Spectacle fredag den 26. april.



/Martin

tirsdag den 16. april 2019

Sambassadeur har overlevet

Sambassadeur hører måske en anden tid til. 2010 f.eks. med udgivelsen af deres fantastiske (og fantastisk betitlede) European. Eller slutningen af 80'erne og starten af 90'erne. Deres følsomme og meget ligetil popsange er svøbt i Sarah Records og ikke mindst bandet Brighter.

De har været helt væk i syv år, og nu er Göteborg-bandet tilbage. De har stort set ingen følgere på sociale medier. Pladen er udgivet på "European" – så formentlig selvudgivet. Men de er lige så charmerende, som de altid har været. Og stadig mere behagelige end de fleste.

Som deres GBG-brødre The Embassy lader de til at have det fint med bare at være. At lave musik til nogle få, der virkelig værdsætter dem. De er antikarriere og pop på én gang. En gylden kombination.

Den nye plade hedder Survival, og den venter på dig.



/Martin

tirsdag den 12. marts 2019

Orville Peck

Orville Peck er en crooner, der forbinder 1950'erne med Chris Isaak. Resultatet er opdateret country omgærdet af mystik. Den anonyme og maskerede Peck er fascineret af mørket i ørkenen og forstæderne i Amerika, ikke helt ulig David Lynch og Mark Frost.

Han har en flot stemme. Ikke overdådig som Elvis eller perfekt som Roy Orbison, men mindre kan også gøre det. Han besidder en nærmest kikset coolness.

Debutpladen Pony udkommer 22. marts på Sub Pop. Den byder på fin variation, og Peck mestrer det meste. Fra den muntre cowboy til den frustrerede og forladte landevejsridder. Fra støj til stilhed.

Visuelt er der også meget at komme efter. Se blot videoen til førstesinglen Dead of Night.



/Martin

fredag den 22. februar 2019

Pure Bathing Culture er tilbage

Ordet 'æterisk' er muligvis blevet ødelagt af idéen om æteriske olier. Men den æstetiske idé om det lette og luftige er jo herlig, og få bands mestrer dette bedre end amerikanske Pure Bathing Culture.

Sarah Versprille og Daniel Hindman udgav i 2015 den glimrende Pray for Rain. En plade, der af og til lider under at være overproduceret, men som har umådeligt fine sange, som er bedre live.

Siden da har de måttet starte forfra, efter de mistede pladeselskab og team. De er siden blevet signet af Infinite Companion, der udgiver deres nye plade Night Pass den 26. april. Det virker som et klogt træk.

Førstesinglen Devotion er god, og som både Gorilla vs. Bear og Brooklyn Vegan noterer sig, lyder det som noget fra Fleetwood Macs mesterlige Tango in the Night (1987).



/Martin

tirsdag den 5. februar 2019

Lala Lala

Lillie West har lavet to fine plader: en selvudgivet debut i 2016 og en opfølger på Hardly Art i 2018. Men det er i 2019, at hun har udgivet sin hidtil bedste sang.

Det har hun gjort med sin ven (og en slags mentor) Yoni Wolf fra WHY?.

Det er en vuggende og skæv popsang med en slags call and response, hvor Yoni spiller rollen som en fjern respons. Man kan næsten ikke høre, hvad han siger, hvor hun står tydeligere frem og ligefrem starter ganske klart med ordene: I'm sorry I was evil.

West går til bekendelse og deler sine følelser, og det hele fremstår beroligende. Musik som terapi. Det går begge veje.



/Martin