søndag den 17. marts 2024

Trygt og velgjort

Geografien har jeg ikke helt på plads. Hun er oprindeligt fra Storbritannien og bor nu i USA. Men hvor i Storbritannien? Det er ikke det vigtige. Det betyder mere, hvornår hun er.

For hun er lige nu, og hun er i starten af 1970'erne. Hun lyder så gennemført 70'er, endnu mere end Weyes Blood, som i højere grad trækker spor og møder noget nyt. Fonteyn, hvis borgerlige navn jeg ikke kender, har ingen interesse i at blande sin fascination af det gamle med noget nyt. Hun vil bare blive i fortiden og gøre det godt. Grundigt. Deri finder hun tryghed, og derfra skaber hun skønhed.

Debutalbummet Trip the Light Fantastic (2022) missede jeg, og det gjorde de fleste af os vist. Alle anmeldelser, jeg er stødt på, nævner Carole King. På den nye single 'Jody' er vi tættere på Carpenters. Der er forhåbentlig et nyt album på vej med mere af den slags tæppelun vellyd.





/Martin

tirsdag den 27. februar 2024

Et opgør med selvopgøret

Man kan ramme en mur på mange måder. En af dem er at miste evnen til at lade sig begejstre.

Jeg kan lykkeligvis stadig lade mig begejstre, og jeg er fortsat interesseret i ny musik, nye film, ny litteratur osv., selvom behovet for at dyrke historien fylder mere og mere. Og respekten for det, der har været, er i mange tilfælde større, end det var for blot få år siden.

Bortset fra visse ting fra særligt 00'erne, fordi jeg dyrkede det så voldsomt dengang og senere følte et behov for at holde det ud i strakt arm. Jeg skrev også en artikel om det. De tvivlsomme indie-00'ere.

Nogle af de ting, jeg dengang lyttede så meget til, er såmænd også noget lort. Noget er bare lidt ligegyldigt. Og så er der de ting, som man måske har haft behov for ikke at lytte til i et årti for så at give en chance til. Her tager man en slags opgør med det selvopgør, man ellers følte så stort behov for.

MGMT fyldte meget i slutningen af 00'erne. De har lavet en del ujævne ting, men man må anerkende deres poptriumfer. De har også taget chancer. Og de har lavet ting, som jeg ikke har hørt og ikke kan udtale mig om. Nu er MGMT tilbage, og hvor jeg ikke gav Little Dark Age i 2018 en chance – jeg tror ikke, jeg har hørt et eneste sekund – fandt singlen 'Mother Nature' mig i 2023.

Den lyder en smule hen ad Oasis, når de er gode. Der er noget klassisk poprocket over sangen iblandet det småpsykedeliske, som MGMT altid har været interesserede i. Sangen rørte mig straks, og det undrede mig, men mest af alt bekræftede den mig i, hvor ofte jeg tager fejl, og hvor ofte vi mennesker har behov for at blive konfronteret med vores fordomme.

Jeg husker følelsen af at høre 'Time to Pretend' for første gang, velsagtens i 2005. Hvordan de formåede at få lytteren til at savne barndommen og hele verdens enkle indretning. Denne følelse rammer de igen på 'Mother Nature' med et ekstra lag, hvor fortælleren (og denne lytter) nu er blevet ældre, og en ny generation har fundet vej til voksenlivet i mellemtiden. Man rykker et led frem.

'Mother Nature' er noget så sjældent som en popsang, der er umådeligt sympatisk uden at være flad. Hvordan gør de det? Resten af albummet, Loss of Life, er efter et par lytninger også fint, og nogle sange glæder jeg mig meget til at høre igen. Men selv hvis det var noget møg, ville de have stor ære af den ene sang.





/Martin

lørdag den 3. februar 2024

Cyklus

Post-punk er et vidt begreb, cold-wave er smallere, men selv sidstnævnte er bredere, end det var i sin oprindelige, korte cyklus helt i starten af 80'erne. Adgangen til billige synthesizere demokratiserede dengang både popmusikken og post-punken – og mange andre stilarter – og ud af kældrene væltede det med læderklædte punkere, som gerne ville føje isnende landskaber til deres komprimerede, enkle lyd.

Når man hører Topographies fra San Francisco, tænker man foruden cold-wave i nogle øjeblikke på The Cure og drømmepoppen. Og man forstår jo godt, at man fortsat lader sig inspirere af legenderne, men her er forbindelsen endnu mere direkte: Sangskriver Gray Tolhurst er søn af Lol Tolhurst, der var med til at stifte The Cure og længe spillede med bandet, inden alkoholen overtog hans liv i en periode.

Til tider falder æblet ikke langt fra stammen, og sønnike har også været i behandling, og nu aner han håbet i mørket. Det handler store dele af Topographies' nye album om, og det kan anbefales. Albummet altså. Men også håb.





/Martin

lørdag den 20. januar 2024

Rosali forsøger at stoppe tiden

Jeg tror ikke, jeg kendte sangskriveren Rosali Middleman, før jeg for nylig hørte hendes single 'Rewind' fra det kommende album Bite Down.

Hun har skrevet under med Merge, og det er som regel noget, man hæfter sig ved, men det vidste jeg ikke, da jeg lyttede første sang. Sangen fandt mig, og det var jo det, Simon Raymonde engang sagde: Den gode musik skal nok finde vej.

Dermed også sagt, at 'Rewind' er en god sang. Den er faktisk glimrende. Den er sig selv, samtidig med at den er historie, for den lander også midt i det hele, det er selvfølgelig hørt før, det er bare solidt på en måde, hvor der samtidig er hjerte og umiddelbarhed. Det hele kunne også lande dér, hvor man har hørt det før, og det føles tænkt, søgt, forceret osv. Ikke med Rosali.

Det er indierock i både folk- og countrymusikkens fodspor. Tempoet er ikke højt, men hun synger næsten på en måde, hvor hun trækker sætningerne lidt efter instrumenterne. Som om hun forsøger at stoppe tiden, hvilket lever op til ønsket i titlen. Hun leger catch up med instrumenterne. Alligevel synger hun med et vist overskud. Måske hun svinger sig op til at tro på, at hun faktisk kan indfange de følelser, hun vil bevare. Eller snarere: Indoptage dem, lade sig svøbe i følelserne, lade dem tage bolig i hende.

Bite Down er ude 22. marts.




 /Martin

lørdag den 6. januar 2024

Cheesy

Mange af os er eller har været dybt afhængige af ironi. Derfor kan det være en befrielse at nå til et punkt i livet, hvor man ikke længere behøver ironien, men snarere kan vælge den til. Dosere den.

Da jeg var i 20'erne, var det rart, hvis nogen sagde, jeg havde en god (eller ligefrem cool!) musiksmag. Det betød vel mere for mig, at nogen bemærkede, hvad jeg lyttede til. En underlig mekanisme, ikke?

Langt væk fra det uncool og ironiske finder man Fabiano do Nascimento på en syvstrenget guitar og Sam Gendel på sopransax.

En brasilianer og en amerikaner. Det er behageligt og lyder lidt som børne- eller informationsfjernsyn fra gamle dage. Det er for meget af det gode, det er fløde med smør på, og det er oprigtigt. Albummet The Room kommer 26. januar, og det bliver garanteret for meget at høre det hele, men jeg prøver.


/Martin

mandag den 11. december 2023

Årets album 2023

Tak for i år. I mit voksenliv har jeg aldrig lyttet til så lidt musik, som jeg har i år. Det falder sammen med mit første hele år som far. Der har været mindre tid. Men det er fint, sådan må det være, jeg har ikke savnet noget. Det ville jeg måske gøre, hvis jeg havde været yngre, men følelsen af at gå glip af noget sidder ikke længere i mig. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil have mere tid, og det er jo udtryk for noget positivt: At verden er fyldt med ting, man gerne vil se, høre, læse, opleve og mennesker, man gerne vil tilbringe (mere) tid med.

Jeg vil ikke forsøge at dissekere musikåret 2023. Der har som altid været en masse godt og en masse skidt, sådan må det nødvendigvis være.

Den klassiske disclaimer: Årslister skal ikke tages for alvorligt. Både udvalg og placeringer skal tages med et gran salt. Om en uge ville listen se anderledes ud. Årslister giver for mig kun mening, hvis de er personlige – som denne – og/eller hvis de er inspirerende på en eller anden måde. Inspirerer til lytning, peger på noget nyt og potentielt spændende. Noget sjovt og inspirerende. Mere alvorligt må det ikke blive, det overlader vi til andre arenaer i livet.

God læsning og tak for i år. Her er 20 plader, der var godt selskab i 2023.

Hvis du vil have mit nyhedsbrev om ugentlige udgivelser, kan du skrive dig op her.

20. Julie Byrne: The Greater Wings

Den melankolske sangskriver har føjet mere synth til det tidligere bare landskab. Det er stadig luftigt og naturrigt, og så er det frem for alt flot tristesse. Julie Byrnes producer og gode ven gik bort under arbejdet med albummet, og der er både sange fra før og efter dødsfaldet. Særligt interessant bliver det, når hun på ‘Moonless’ synger om et “blivende fravær”. Et fantastisk interessant koncept og fokus på negation. Hvad findes, hvad findes ikke, hvordan og hvornår findes noget som helst.

19. ML Buch: Suntub

Det er ikke mange forundt at kunne lyde som en tur i øvelokalet og få det til at fungere. ML Buch og Bar Italia er blandt få nyere navne, der slipper af sted med det. Med danske ML Buch bliver det aldrig tænkt eller akademisk, men det er også mere end en tidsrejse, mere end 90’er og pedaler. Nogle gange minder det om Tirzah uden klaverloops, hvor man også får muligheden for at synke lidt længere ned i karbadet og blive lidt varmere.

18. Khotin: Release Spirit

Titlen på canadiske Dylan Khotin-Footes nye album er taget fra World of Warcraft. Han har tidligere lavet mere dansable ting, men her har han helt klart lavet musik, der skal høres hjemme. Det er både rørende og sjovt og kan minde en del om Boards of Canada. Albummet er først og fremmest fyldt med gode ideer.

17. Asma Maroof + Patrick Belaga + Tapiwa Svosve: The Sport of Love

Ambient jazz. Det er romantisk, let vemodigt uden at være voldsomt melankolsk. Ofte som kvidrende fugle. Svosve og Belaga spiller saxofon, fløjte, klaver og cello. DJ og producer Maroof samler det hele.

16. Marlene Ribeiro: Toquei no Sol

Debutalbum af portugiser, der senere er flyttet til England, Ireland og nu Wales. Titlen betyder "jeg rørte solen" på portugisisk. Varmen fornemmer man. Det er hypnotisk, ofte langstrakt. Man får lyst til at sidde på en hvid plasticsol midt på gaden i en lille, solstegt by. Der er melodier, men man skal nogle gange lede efter dem.

15. Slowdive: Everything Is Alive

Sympatisk titel. Alligevel lyder den mere i retning af vished om døden og altings eventuelle afslutning. Det er deres måske mest vemodige album, men også afklaret. Det er mere bart, reflekterende og mindre søgende. Det klæder dem, og det er et modent take på drømmepop og shoegazer.

14. Le Cri du Caire: Le Cri du Caire

En bekendt har beskrevet det som et “magisk sted mellem sufi, arabisk spoken word og jazz.” Den parisiske trio består af egyptiske Abdullah Miniawy, der synger vidunderligt og med en melankolsk smerte, den tyske cellist Karsten Hochapfel og den britiske saxofonist Peter Corser. I Paris har de skabt denne Cairos gråd.

13. The Embassy: E-Numbers

Göteborgs eskapist-pop-godfathers er her endnu! New Order, Marine Girls og The Field Mice høres stadig, men duoen er stadig bare charmerende The Embassy, som blander de smittende popsange med lange instrumentalstykker. Der er få egentlige sange på albummet, men det lyder himmelsk fra start til slut. Overgangen fra ‘Amnesia’ til ‘Renegades’ er uovertruffen, to så skarpe popsange i streg kan ingen vel slå i 2023.

12. Colin Stetson: When We Were That What Wept for the Sea

Supersaxofonisten vrider ofte overraskende ting ud af sin sax, og denne gang har han på ret kort tid lavet et album for et bearbejde sin fars død. Det er hans nok flotteste og mest sammenhængende album og en ret intens omgang. Man får nogle chancer for at ånde ud, fx på 'Passsage' og senere på 'The Lighthouse II' i samarbejde med den skotske sækkepibespiller Brìghde Chaimbeul. Overraskende god arbejdsmusik.

11. Nation of Language: Strange Disciple

Sympatisk synth-pop. Nation of Language stjæler med arme og ben. Særligt fra tidlige Orchestral Manoeuvres in the Dark-udgivelser, Kraftwerk og New Order. På dette album får vi en lidt roligere udgave af Nation of Language, som dog stadig har et skær af noget hektisk gennem sanger og frontmand Ian Devaney, der næsten synger som Lars H.U.G. til tider. Gispende med små stød. Yndlingslinje: “Walk me home and walk away.” (Sole Obsession).”

10. Nuovo Testamento: Love Lines

Man bliver sendt troværdigt tilbage til cirka 1983 af den italienske-amerikanske trio. Italo og Madonna i fokus. Otte sange på knap 32 minutter, der alle er nogenlunde lige lange. Skarpt produceret, velskrevne og meget mere end pastiche. Der er rigeligt med hjerte kombineret med præcist kendskab til en gren af pophistorien.

9. Fenne Lily: Big Picture

Flot og sympatisk indie-folk-pop. Den Bristol-fødte sangskriver balancerer flot det tunge med en vis lethed i lyden. Fenne Lily synger gerne lavt og helt tæt på mikrofonen, og der er (også) på den måde noget at komme efter for fans af Cassandra Jenkins. Singlen ‘Lights Light Up’ er en af de flotteste sange, jeg har hørt i år.

8. Avalon Emerson: & the Charm

Jeg har aldrig dyrket Avalon Emerson som dj, men jeg kan forstå, at hun ikke normalt dyrker det poppede. Det gør hun i den grad på sit debutalbum, som snarere er svævende drømmepop med stærke Saint Etienne-vibes.

7. Brìghde Chaimbeul: Carry Them With Us

Skotske Brìghde spiller på smallpipes, altså en slags sækkepibe. Hun forbinder folkemusik med drone, og på de fleste sange har hun også den yderst kyndige saxofonist Colin Stetson med til at levere fylde og tapet. Den lille sækkepige i sig selv kalder på landskaber … Saftig muld. Ikke bare gråvejr, men en lysende grå, næsten sølvhimmel. ‘Crònan (i)’ har en tyngde, der holder dig i stolen, mens tankerne rejser højt op.

6. Sweeping Promises: Good Living Is Coming For You

Duo fra Boston, der er flyttet til Kansas og har fået kontrakt med Sub Pop. Støjpop-post-punk med skønne basgange og solid 80'er-inspiration. Det er veloplagt og til tider kækt, og Lira Mondal har en fantastisk charmerende stemme. Er det optaget på en båndoptager? Det lyder sådan. Det fungerer i hvert fald, og det bør næsten høres højt i en bil.

5. Lankum: False Lankum

Storslået folkemusik fra Dublin. Lankum har længe været anerkendte, men spiller stadig på de mindre spillesteder, når de turnerer. Med False Lankum har de nået nye højder både kunstnerisk og målt på popularitet. Det er dramatisk, det er romantisk, med både gotisk horror og hjerteskærende ballader. Albummet er langt, over en times spilletid, og føles som en film, hvis man lukker øjnene. De har lagt instrumentale åndehuller ind, så man kan tage den næste store følelse til sig, det næste store drama. Det er ikke bare folkemusik som gimmick eller i en nedtonet udgave (som The Decemberists), det er det store dyk ned i historien for at finde menneskets mørkeste afkroge og et eller andet sted finde håb. Særligt ‘Lord Abore and Mary Flynn’ er uforligneligt flot.

4. Tirzah: trip9love…???

Ud af det blå kom det. En onsdag var det der bare, fyldt med en enkelthed og et flot arbejde med lag i lyden. Man kan lytte igen og igen og nå et lag længere ned. Det er stadig undervandspop og alternativ R&B, og Mica Levi har – som på de to første plader – været med til at skrive og producere. Fundamentet er korte klaverloops, sværere behøver det ikke være.

3. Rắn Cạp Đuôi: *1

Eksperimenterende kollektiv fra Vietnam. De laver en slags ambient techno, men mest af alt føles det som at blive hvirvlet op i en farvestrålende tornado. Der var lidt flere elementer af jazz og hiphop på det flotte debutalbum, hvor det nye er en anelse mere fokuseret. Ja, ikke at det første var decideret ufokuseret, måske bare mere vildt. Men vildskaben er sandelig også at finde her, hvilken eksplosion!

2. Lisel: Patterns for Auto-Tuned Voices and Delay

Klassisk trænet sopran sampler sin egen stemme og skaber eksperimenterende pop, som er ret nøgent i sit udtryk. Det er mere tilgængeligt, end det lyder. Der er religiøse snit, noget kirkeligt, men fra en fremtidskirke.

1. Vince Clarke: Songs of Silence

Alvorstungt veksler den engelske legende mellem det meditative og underligt medrivende. Vi kender ham bedst fra Depeche Mode, Yazoo og Erasure, men her er han så langt fra poppen, som man kan komme. Alle kompositioner er bygget op om én tone. Der er noget katedralsk over det, og hvis ikke det var et ord, så er det nu. Det bliver sci-fi-industrielt på ‘White Rabbit’, hvor jeg mindes det gamle spil Deus Ex, og hvad sker der pludselig på ‘Scarper’? Hvordan får man så meget ud af dette minimale koncept? Min favorit er ‘The Lamentations of Jeremiah’, der binder det hele sammen midt på pladen. Man burde måske have sagt sig selv, at Vince Clarke kunne lave dette album, men det overrasker mig alligevel. En tung, men vidunderlig oplevelse.

/Martin 

søndag den 26. november 2023

Maya Shenfeld og analoge synthesizere

Maya Shenfeld er lydkunstner og klassisk trænet komponist fra Jerusalem med base i Berlin.

Er der efterhånden nogen, der ikke har base i Berlin?

Er der?

Okay okay.

I 2022 lavede hun det fremragende In Free Fall, der kombinerede analog synth med dyb, stemningsmættet brug af blæsere. Baseret på nye kompositioner er det stadig mørkt og storslået på samme tid, ikke ulig et langsomt opbyggeligt klimaks i en kanoniseret russisk roman.

Jeg kigger på dig, Dostojevskij.

Hendes nye album, Under the Sun, er ude 23. februar på Thrill Jockey.




/Martin