tirsdag den 12. marts 2019

Orville Peck

Orville Peck er en crooner, der forbinder 1950'erne med Chris Isaak. Resultatet er opdateret country omgærdet af mystik. Den anonyme og maskerede Peck er fascineret af mørket i ørkenen og forstæderne i Amerika, ikke helt ulig David Lynch og Mark Frost.

Han har en flot stemme. Ikke overdådig som Elvis eller perfekt som Roy Orbison, men mindre kan også gøre det. Han besidder en nærmest kikset coolness.

Debutpladen Pony udkommer 22. marts på Sub Pop. Den byder på fin variation, og Peck mestrer det meste. Fra den muntre cowboy til den frustrerede og forladte landevejsridder. Fra støj til stilhed.

Visuelt er der også meget at komme efter. Se blot videoen til førstesinglen Dead of Night.



/Martin

fredag den 22. februar 2019

Pure Bathing Culture er tilbage

Ordet 'æterisk' er muligvis blevet ødelagt af idéen om æteriske olier. Men den æstetiske idé om det lette og luftige er jo herlig, og få bands mestrer dette bedre end amerikanske Pure Bathing Culture.

Sarah Versprille og Daniel Hindman udgav i 2015 den glimrende Pray for Rain. En plade, der af og til lider under at være overproduceret, men som har umådeligt fine sange, som er bedre live.

Siden da har de måttet starte forfra, efter de mistede pladeselskab og team. De er siden blevet signet af Infinite Companion, der udgiver deres nye plade Night Pass den 26. april. Det virker som et klogt træk.

Førstesinglen Devotion er god, og som både Gorilla vs. Bear og Brooklyn Vegan noterer sig, lyder det som noget fra Fleetwood Macs mesterlige Tango in the Night (1987).



/Martin

tirsdag den 5. februar 2019

Lala Lala

Lillie West har lavet to fine plader: en selvudgivet debut i 2016 og en opfølger på Hardly Art i 2018. Men det er i 2019, at hun har udgivet sin hidtil bedste sang.

Det har hun gjort med sin ven (og en slags mentor) Yoni Wolf fra WHY?.

Det er en vuggende og skæv popsang med en slags call and response, hvor Yoni spiller rollen som en fjern respons. Man kan næsten ikke høre, hvad han siger, hvor hun står tydeligere frem og ligefrem starter ganske klart med ordene: I'm sorry I was evil.

West går til bekendelse og deler sine følelser, og det hele fremstår beroligende. Musik som terapi. Det går begge veje.



/Martin

fredag den 4. januar 2019

Afskedens romantik: Woman's Hour

Tilbage i 2014 udgav London-bandet Woman's Hour deres flotte debutalbum Conversations. I starten af 2015 gik de i studiet og indspillede en række sange, som de aldrig udgav. Det gør de nu.

Det har taget dem en del år at finde ud af det uundgåelige: de kørte hinanden trætte. Nu udgiver Woman's Hour endelig deres anden plade, som dermed bliver afslutningen på bandet.

At dømme ud fra singlen Don't Speak er der stadig tale om minimalistisk popmusik, der bygger på gentagelser og passer bedst til nattetimerne.

Der er noget fint over sådan en afsked. De skriver selv: "These songs are letters to you, and once you've sent a letter you can never ask for it back." Det er ikke en plade, der bliver udgivet, så de kan sælge billetter på en turné. Det er ikke en plade, der kommer til at sælge voldsomt mange eksemplarer. Det er en plade, de udgiver, fordi de har lavet den, og fordi den gør afskeden til noget smukt i sig selv.



/Martin

fredag den 28. december 2018

Årets album 2018

Musikken er igen en kampzone. Popmusikken er på én og samme tid blevet meget mere interessant og meget mere kedelig. Vi fylder verden op med data, og vi får smidt det i hovedet, som vi allerede kan lide. Det er heldigvis kun én side af sagen: Der er nemlig rigeligt med interessant musik og gode rollemodeller derude.

Der er vigtige diskussioner på spil om musik og køn, selvom mange af dem forbliver sort/hvide. Potentialet er der, men egentligt frugtbare diskussioner bliver det sjældent. Her kan musikken heldigvis tale, når kommentatorerne går i stå eller (som oftest) gentager sig selv.

Støt musikken, som du kan. Vær god ved de medier, der tør gå i dybden og afsøge landskaberne langt væk fra algoritmerne.

Tak for et fint 2018. Her er mine 25 favoritplader. Listen ville nok se anderledes ud i går og i morgen.

25. The Field – Infinite Moment

Da svenske Axel Willner debuterede under navnet The Field i 2007, var elektronisk musik mig relativt fremmed. Jeg lyttede og lyttede, og jeg kunne lide det, men det blev ikke hos mig som så meget andet. Titlen blev imidlertid hos mig: From Here We Go Sublime. I dag forstår jeg det bedre, hvis det da handler om at forstå. På Infinite Moment vejer melankolien tungere, og de seks sange får god plads til at lette og lande.

24. Spiritualized – And Nothing Hurt

Det er vanskeligt ikke at holde af Jason Pierce, selvom tidligere bandmedlemmer måske ikke føler samme ukomplicerede kærlighed, som man ofte får serveret i hans sange. And Nothing Hurt er klassisk Spiritualized, og det er det bedste fra dem/ham i 21 år. Veloplagt og veldoseret. Eller: stort, større, Spiritualized.

23. Yo La Tengo – There's a Riot Going On

Gode, gamle Yo La Tengo. Et godt bud på verdens mest behagelige band sammen med The Clientele og Belle & Sebastian. På deres 15. studiealbum er de lige så charmerende ujævne, som de også er på deres bedste plader. De kan tillade sig det, fordi deres gode øjeblikke er  gode, og fordi de selv i mere fjollede øjeblikke gør det på en måde, hvor der er en visdom på spil i enkeltheden, som kan spille lytteren et puds: mener de det? Med For You Too har de tilmed lavet én af årets bedste sange.

22. Janelle Monáe – Dirty Computer

Hun gør popmusik sjov, og hun slører grænserne mellem det menneskelige og maskinelle. Dermed sætter hun autenticitetsopfattelsen på en prøve, og det er noget af det absolut vigtigste, en kunstner kan gøre. Hun er blevet kaldt en androide, har kaldt sig selv en androide og har som androide lavet en dejlig popplade med masser af hjerte.

21. Khruangbin – Con Todo El Mundo

De har narret de fleste til at tro, at de var fra et eksotisk sted, som man blev ved at glemme navnet på. I virkeligheden er de bare fra Houston, og de elsker både Thailand og bas. Det er som oftest instrumentalt, det er som oftest en lille smule psykedelisk, og det er som oftest reddy fint.

20. Blawan – Wet Will Always Dry

Engelske Jamie Roberts lever sikkert lige så meget i sit eget hoved som alle os andre. Han er bare bedre til techno, end vi andre er. Da jeg var barn, troede jeg, at techno var det samme som trance, som man kendte det fra The Voice. Blawan er én af de bedste, jeg kender til inden for sit felt, og selvom det ofte har en nærmest barsk lyd, er der også bangers på Wet Will Always Dry.

19. Tracey Thorn – Record

Tracey Thorn er en formidabel sangskriver. Som mange andre har jeg heller aldrig været voldsomt begejstret for Everything But The Girl, men Tracey solo er en anden sag. En anden sang. I et år med så megen kønsaktivisme i musikverdenen har Tracey Thorn gjort det stærkere end nogen anden. Teksterne er enkle, og det er ganske enkelt svært at finde andre, der er lige så gode til at få både melodi og tekst til at sidde fast efter så få gennemlytninger. En gylden pen.

18. The Goon Sax – We're Not Talking

Den australske trio har fundet fodfæstet. Slægtskabet med Robert Forster er både kødeligt og symbolsk, og det er kun en god ting. Charmen ligger bl.a. i den naturlighed, der skinner igennem i sangskrivningen. Idéerne synes ufiltrerede, og de er næsten altid gode.

17. Sons of Kemet – Your Queen Is a Reptile

Din dronning er en reptil, men min dronning... Udgangspunktet for pladen er en hyldest til sorte kvinder, og som hyldest er det både originalt og inspirerende. Saxofonist Shabaka Hutchings har spillet med Mulatu Astatke, Sun Ra, Floating Points og mange andre, og han står også i spidsen for Sons of Kemet (og de fremragende The Comet Is Coming). Det er jazz, det er punk, det er futuristisk, og det er alt, hvad jeg behøver af god engelsk jazz i dag.

16. Mitski – Be the Cowboy

Mitskis femte plade er hendes suverænt bedste. Det store gennembrud kom med singlen Your Best American Girl i 2016, som resten af pladen havde svært ved at leve op til. Be the Cowboy er 14 sange på en god halv time, hvor japansk-amerikanske Mitski Miyawaki holder et bemærkelsesværdigt højt niveau hele vejen igennem.

15. Let's Eat Grandma – I'm All Ears

De to Norwich-piger har et af de dårligste bandnavne, og jeg er vild med det. I'm All Ears er til gengæld én af de bedste albumtitler, som både skaber billeder af et elskværdigt monster og giver en idé om, hvad der er i vente: inspiration fra nær og fjern, der er blevet opfattet, følt, processeret og videreformidlet i ny form. Det er en skøn rodebutik, der ofte river godt og grundigt op i gængse sangstrukturer. Falling Into Me er storslået og højdepunktet på en nærmest eventyrlig plade.

14. Robyn – Honey

Honey er Robyns bedste plade til dato. Hvor flere af hendes tidligere udspil har været en blandet omgang med nogle gevaldige højdepunkter, er Honey en stor oplevelse fra start til slut (med undtagelse af Between the Lines). Variationen er imponerende, og med Beach2k20 rammer hun endda noget, som Holly Herndon og The Orchids kunne have lavet. En triumf.

13. Gia Margaret – There's Always Glimmer

"It's safe to say it's been a hard year." Med disse ord starter Gia Margaret sin debutplade, og så er stilen lagt. Det bliver dog aldrig for meget, selvom det ikke er afvæbnende humor eller lignende greb, som chicagoenseren (eller hvad de hedder) benytter sig af. Hun bruger klassisk sangskrivning, som så mange andre også har haft held med det i 2018, men hun gør det med en flottere og mere stemningsfuld produktion. Coveret er hammershøisk, titlen er strålende, og sangene er smittende med førstesinglen Birthday som et flot højdepunkt: "Wouldn’t it be so strange not to be with you / On your birthday / Could it ever feel okay not to be with you / On your birthday."

12. Amen Dunes – Freedom

Damon McMahon har lavet gode ting før. Han har lavet kedelige ting. Habile ting. Med Freedom har han lavet sin første helstøbte plade. Chris Coady fra Beach House står bag produktionen og har muligvis hjulpet McMahon til at fokusere, og på flere sange bliver man mindet om sangskrivere som A.A. Bondy og Cass McCombs – oftest dog i et lidt højere tempo. Man får følelsen af at få vist bagsiden af medaljen, at stå på den anden side af scenetæppet.

11. Rae Morris – Someone Out There

Rae Morris er fra Blackpool, og hun skaber ultrasympatisk popmusik. På Someone Out There har hun også lavet nogle af årets allerbedste popsange. Stemmen er en anelse hæs og meget venskabelig, og jeg ville ønske, jeg var en pige på 12 år, når jeg hører singlen Do It. Pladen er, indrømmet, ikke lige god hele vejen, men den opvejes voldsomt af de gode øjeblikke. Det hele slutter med Dancing With Character, der er tæt på at være årets bedste og mest rørende. Bare dét at skrive om den giver tårer i øjnene.

10. Low – Double Negative

Før jeg havde hørt Double Negative, havde pladen været ude i nogle dage. Måske uger. Jeg har altid beundret Low uden at være fan, og der var så meget andet at lytte til. Jeg fik det råd at lytte til den i et tog med gode høretelefoner på. "Den her plade er anderledes," fik jeg også at vide. Det er en underdrivelse. Low har kastet sig ud i noget markant anderledes, hvad angår både egen lyd og indspilningsteknikker generelt. Det er ambitiøst på den gode måde. Sangene bliver klippet op, sat sammen på ny, stilhed får lov at herske, brudstykker får ny mening. På midterstykket Always Trying to Work It Out finder man en slags nøgle til det hele. Både i titlen og i belønningen ved en mere velkendt struktur. De taler til os som kulturforbrugere, der forsøger at finde hoved og hale i pladen, branchen, kunsten, samfundet.

9. Christine and the Queens – Chris

Årets bedste pop-popalbum er fransk. Christine har ganske vist også lavet det på engelsk, men det svinger selvfølgelig bedst på modersmålet. Jeg føler mig en generation eller to ældre, når jeg kan konstatere, at det svinger. Christine – eller Chris – er blevet et forbillede for mange unge mennesker, og det forstår man. Hun eller hen er der for alle dem, der ikke føler sig hjemme, om det så er i egen krop eller i det omgivende samfund. En bundsolid plade hele vejen igennem.

8. Julia Holter – Aviary

89 minutter og 48 sekunder varer Julia Holters seneste opus. Og et værk er der sandelig tale om. 10 af de 15 sange overstiger seks minutter. Det er vanskeligt at få meget ud af som baggrundsmusik. Hun kræver noget af sin lytter. Måske kræver hun endda meget, ikke mindst med en sang som Everyday Is an Emergency med sin insisterende sækkepibe. Efter godt 35 minutter indtræffer singlen I Shall Love 2, hvor 'single' her er en skæg indikation af, hvad der har været det mest umiddelbart indbydende at vælge imellem. Men indbydende er den, og den vokser og vokser. Både mens den står på og bagefter. Titlen er en leg med modalverbernes styrke (hvor shall både er bør og skal og vil som futurumindikator) og sprogets tvetydigheder. En påmindelse om styrke og styrke som påmindelse.

7. Eartheater – Irisiri

Alexandra Drewchins nye album er creepy og lidt som at tvinge sig selv til at gå en tur i mørket. Hun vender gerne tingene på hovedet, og allerede pladens anden sang Inclined bygger på et sample fra Disneys Skønheden og udyret. Det er fra én af filmens mere triste passager, og alligevel klamrer man sig til det som et trygt element, fordi Drewchin får os på usikker grund. Hele vejen igennem eksperimenterer hun med samples, elektroniske kompositioner og måder at bruge stemmen på. Det er ofte langt ude, men ikke mere end verden selv. Albummets måske stærkeste sang gemmes næsten til sidst: C.L.I.T. står for "curiosity liberates infinite truth", og smukkere kan det næsten ikke siges.

6. Skee Mask – Compro

Tyske Bryan Müller kan alt fra ambient til jungle og mere traditionel techno. Det er ofte tålmodigt bygget op, så man føler, man er en satellit i kredsløb, der føler en slags kulde, man ikke forstår. Det er ikke alle, der kan slippe af sted med en humoristisk titel som 50 Euro to Break Boost og samtidig ramme så tungsindig en tone.

5. Yves Tumor – Safe in the Hands of Love

Yves Tumor bor i Torino. Det er i sig selv en flot forestilling. Den flot betitlede Safe in the Hands of Love rammer et sted mellem elektroniske eksperimenter, hip-hop, pop og ambient. Pladen byder på nogle af de bedste beats i 2018, og den gæstes endda af to af Danmarks mest interessante kunstnere, Croatian Amor og Puce Mary.

4. Tirzah – Devotion

Engelske Tirzah har længe været på radaren, men hun har været tålmodig, når det kommer til indspilningen af debutalbummet Devotion (det ene af tre debutplader på denne liste, de andre er Gia Margaret og Leon Vynehall). Det er noget af en bastard, eller som The Fader skrev: a mutant pop. Pladen er ret stenet det meste af tiden med Holding On som én af de få sange i lidt højere tempo.

3. Gazelle Twin – Pastoral

Når noget er pastoralt på engelsk, er det relateret til spirituel eller åndelig vejledning og/eller livsførelse. Dét eller et stykke land til får eller kvæg. For Gazelle Twin er det utvivlsomt meningen, at det skal kunne forstås på begge måder. For Pastoral er måske delvist brutal og metallisk, men den er også brygget med en vis sarkasme. Det er et soundtrack til Brexit, det er en grotesk maske, der er endnu mere grotesk bagved.

2. Leon Vynehall – Nothing Is Still

På sit debutalbum har engelske Leon Vynehall forestillet sig sine bedsteforældres rejse fra England til New York i 1960'erne. Både rejsen, ankomsten og livet i begyndelsen. Det er både ambient og moderne klassisk, og det er af og til med en snert af noget mere mekanisk. Som en jazzklub for robotter. Nothing Is Still kræver tid, men belønningen er stor. Et spøgelse går gennem lokalet igen og igen.

1. DJ Koze – Knock Knock

Egentlig er begyndelsen på pladen misvisende. I hvert fald de første 53 sekunder. Det lyder mørkt og mistænksomt. Så skærer en delvist skinger lyd igennem, og lyset bliver lukket ind. Stefan Kozalla er fra Flensborg, og kunstnernavnet kan både udtales som cozy og kotze (bræk). Det sure med det søde. Der er gået fem år siden Amygdala, som kun er blevet bedre siden dengang. På Knock Knock er idéerne blevet endnu bedre, og gæstevokalerne er omtrent lige så gode. Med andre ord: fortræffelige. Ingen anden udgivelse fra 2018 er så sprængfyldt med fremragende idéer og melodier.

/Martin

mandag den 3. december 2018

Katharina af Alexandria og vinterens komme: The Blue Nile

I sidste uge var det den hellige Sankt Katharinas Dag. Ikke umiddelbart en dag, som man kender herhjemme. Den markerer vinterens komme og ligner dermed mortensaften. Men hvor mortensaften traditionelt – og mindre i Danmark – primært er for mænd, har Sankt Katharinas Dag mere en kvindernes dag.

Foruden vinterens komme har dagen således haft fokus på ugifte kvinder, der på denne dag kunne vises frem. Det lyder selvfølgelig ikke så moderne i dag, men det var ment som en hjælp eller mulighed.

I anledning af denne underlige helligdag er det værd at hive vores alle sammens favorit ambient-folk-band, The Blue Nile, frem. Skotterne har lavet to af de absolut bedste plader fra 80'erne, og fra debuten i 1984 findes såmænd en demo ved navn St. Catherine's Day, der ikke klarede cuttet. Ligesom bandet er den ultrasympatisk, og den indeholder det flotteste råd og den smukkeste støtte:

Run till you fall / you'll fall someday / run till you fall / we're with you all the way

Med andre ord: Det kommer til at gøre ondt før eller siden, og når det gør, så er du ikke alene. Hvis det alligevel gør ondt, kan man jo lige så godt gøre det helhjertet og bare springe ud i det. Det er ikke alle, der kan slippe af sted med at synge den slags troværdigt, men Paul Buchanan er ikke hvem som helst.

The Blue Nile lyder ofte udpræget hi-fi, og det gør det ekstra interessant at høre en sang, der ikke har fået samme behandling som de sange, der endte på A Walk Across the Rooftops i 1984 (eller den endnu renere produktion på Hats i 1989).

Der er tilmed mulighed for at høre en demoversion, hvis man vil høre The Blue Nile endnu mere nedbarberet.



Og her er studieversionen fra indspilningerne i 1984, der var med på genudgivelsen fra 2012:



/Martin

tirsdag den 13. november 2018

Erland Cooper og 11 fugle

Solan Goose er en plade af skotske Erland Cooper. Det er også en fugl fra Orkneyøerne.

Erland Cooper er vokset op med at kigge på fugle, og alle 11 sange på hans nyeste album er derfor opkaldt efter nogle af de fugle, han er særligt knyttet til fra barndomsøerne.

Det hele foregår et sted mellem klassisk og elektronisk musik. Det kan nogle gange minde om Eluvium, og det kan måske blive lovlig storslået. Men det må det også godt nogle gange. Det hele kan blive så ironisk og distanceret.

Erland Cooper er en skotte, der husker betydningen af at se på flyvende kræ. Langsomt og flot.



/Martin