torsdag den 16. november 2017

Chuck Johnson og en overskrift om balsam

Chuck Johnson. Når man smager på navnet, tænker man måske ikke umiddelbart på noget blødt eller følsomt. Og dog er der noget langturschauffør med våde øjne over det. Landeveje med udsigt til store skove, som man aldrig eller kun sjældent kommer ind i. Store marker med smukke får og køer, som langsomt spadserer forbi, uden man kan høre klokkerne.

Chuck Johnsons plade Balsams er meget følsom.

Jeg skriver dette indlæg med én hånd. Den anden er i slynge. Det er lidt – men kun lidt – en kamp mod uret, da jeg skal være i lufthavnen om en times tid. Dublin venter. Det gør mine brødre også, hvis ikke jeg skynder mig.

Tilbage på sporet, tilbage til Chuck, tilbage til landevejen. Balsams er i familie med Brian Eno og dennes brug af steel guitar på eksempelvis Apollo i starten af 80'erne. På denne, hans fjerde og næstnyeste (han er ret produktiv), plade er fokus på refleksionen og noget nærmest spirituelt.

Det er ambient country, som jeg ikke umiddelbart har hørt det før, med undtagelse af visse ligheder med Eno (men det gælder nærmest for de fleste gode udgivelser siden slutningen af 70'erne!).

Hans plader er alle relativt forskellige. På Balsams rammer han plet. Det er intet mindre end en forrygende oplevelse.

Lyt på Bandcamp



/Martin

tirsdag den 10. oktober 2017

Book of Love og en resigneret investering

Ottaviano er et flot efternavn. Det hedder Susan og Ted, der startede Book of Love i starten af 80'erne. De er ikke i familie, så det er noget nær et tilfælde, hvis man er til den slags.

Duoen blev til en trio, der blev til en kvartet med Jade Lee og Lauren Roselli som de sidste tilføjelser. De eksisterer som sådan stadigvæk, men de brænder også stærkt igennem som et potent minde.

Jeg blev først opmærksom på dem for få uger siden, da min broder sendte mig deres single Boy fra 1985 (året mellem hans og min fødsel).

Ovenstående blev skrevet for ca. halvanden uge siden. Jeg blev distraheret, var i mellemtiden i Krakow og er flyttet fra Nørrebro til Østerbro, hvorfra nedenstående er skrevet en fin efterårsaften.

Sangen tilhører den store gruppe af halvglemte hits fra midten af 80'erne. Den progressive pop fra første halvdel af 80'erne var på retræte, og stadionkoncerter begyndte at skabe urealistiske ambitioner og produktioner hos mange. Meget stod i stampe, og alligevel var det en slags storhedstid. Book of Love fik kilet sig ned i denne midte med singledebuten Boy, som Depeche Mode opdagede, hvorefter tingene tog fart. Kvartetten kom med på turné og tog i studiet for at indspille, hvad der skulle blive til debutalbummet Book of Love i 1986.

Susan Ottaviano synger konstaterende og ikke beklagende – måske let resigneret – på trods af den konstante negation og drømmen om at være en del af den lukkede klub. Teksten har i midten af 80'erne været relativt kontroversiel og i al sin enkelhed forud for sin tid:

I wanna be where the boys are
But I'm not allowed
I wait outside of the boy's bar (eller måske boys' bar)
I wait for them to all come out

Og senere:

It's not my fault
That I'm not a boy
It's not my fault
I don't have those toys

Det er lige så kønspolitisk, som det er en personlig fortælling. Det er lige så seksuelt, som det er uskyldigt. Visse tolkninger lyder på, at den kvindelige afsender er forelsket i en knægt, der er forelsket i de andre knægte. Andre tolkninger gør det til en ligestillingshymne. Ted Ottaviano har endda udtalt, at den specifikt tager udgangspunkt i 80'ernes eksklusive klub Boy Bar i East Village.

Sangen dyrker det cirkulære, og selv den korte singleudgaven lyder som et 12" extended mix. Et perfekt, kort mix med et himmelstræbende mørke, der lige så vel kunne høre hjemme i Den uendelige historie som på den ultimative bar i Bologna eller deslige.

En overset perle, intet mindre.



/Martin

tirsdag den 5. september 2017

Alex Cameron med årets bedste ballade

Alex Cameron har langsomt, men sikkert vundet sig et dedikeret publikum. Debutalbummet Jumping the Shark fra 2013 levede et fint, relativt stille liv, før det sidste år blev genudgivet af Secretly Canadian. De udgiver også australierens andet album, Forced Witness. Det er ude den 8. september, og det er fremragende.

Alex Cameron dyrker stadig sine karakterer, og som både tekst og video til de første tre singler har vist, er han stadig fascineret af den forfejlede entertainer, der stadig spiller sin chance.

Den seneste single, Runnin' Outta Luck, er en lille triumf, der lyder i retning af de seneste års Håkan Hellström. Som et godt menneske sagde: "Balle-Håkan". Det giver da også god mening, da Brandon Flowers har været inde over sangskrivningen sammen med Cameron og dennes faste saxofonist Roy Molloy.



Førstesinglen Candy May er også ret stærk og lyder (som så ofte med førstesingler) mere som den foregående plade. Særligt imponerende er imidlertid duetten Stranger's Kiss med Angel Olsen. Han besøger igen-igen 80'erne i en opdateret version, der samtidig er en tur på prærien og forbi juleaften. Alex Cameron blander grådigt løs og opløser sin persona, sin virkelighed, vores virkelighed. Det er ikke uden et glimt i øjet, men det er ikke udelukkende ironisk. Deri består skønheden.



/Martin

tirsdag den 8. august 2017

Pure Bathing Culture med fortrinlig KEXP-optræden

De har for meget filter på billedet, har de ikke? Vi kritiserer for meget i denne verden, gør vi ikke?

Om få måneder bliver Börneblogger 10 år, og selvom jeg ikke ligefrem skriver så mange indlæg, som jeg gjorde de første 5-6 år, er det stadig en fornøjelse at have denne mulighed for at dele musik, der fortjener mere opmærksomhed. Der er brug for seriøs kulturkritik – lige så meget og måske endnu mere end nogensinde før – men på bloggen er der et positivt fokus. Jeg fremhæver ting, jeg holder af. Musik, der rører mig.

I 2011 blev Pure Bathing Culture nævnt for første gang på disse sider i forbindelse med de sange, der ledte op til duoens første EP. I 2013 skrev jeg om dem for anden gang i forbindelse med deres første fuldlængde. I 2015 i forbindelse med deres anden fuldlængde. Nu er der igen gået to år, og Portland-gruppen er nu i studiet for at indspille plade nummer tre.

Sidste år besøgte de KEXP, hvilket der kom en fortrinlig session ud af. Duoen indspiller alt analogt, men effekterne drukner nogle gange sangene en anelse på pladerne. I denne session får man en klar fornemmelse af, hvorfor de har så godt et ry live, og særligt sangerinde Sarah Versprille udviser en autoritet, man ikke tidligere har hørt. Det gælder ikke mindst i Pray for Rain, der også byder på forrygende reverb-guitar af Daniel Hindman.

Hvis Pure Bathing Culture fortsætter udviklingen (og tillader Versprilles stemme at træde mere frem), bliver deres tredje plade en stor begivenhed. Jeg glæder mig i hvert fald.



/Martin

tirsdag den 11. juli 2017

Kedr Livanskiy

Russiske Kedr Livanskiy fik et mindre gennembrud sidste år med den glimrende EP January Sun. Den var så gennemført en oplevelse, at nogle af os ikke engang opdagede, at det var en EP. Måske vi snart skal have den store diskussion om formater igen.

Frem til 2017: den Moskva-baserede producer udgiver 8. september sit debutalbum Ariadna på 2MR (ejet af Mike Simonetti, der har stået bag Italians Do It Better). Titelsangen blev sluppet for nylig, og den ligger i naturlig forlængelse af January Sun med sin alsidighed. Det er imidlertid mindre house-baseret og tættere på hendes idoler Autechre og Boards of Canada. Det er samtidig hendes mest tilgængelige materiale, selvom hun også her leger meget med det fjerne som noget nærværende eller det nærværende som noget fjernt.

Den 26-årige Yana Kedrina er i øvrigt en del af pladefællesskabet John's Kingdom i Moskva, der både udgiver plader og arrangerer koncerter fra lokalmiljøet.



/Martin

mandag den 12. juni 2017

Jane Weaver og kosmos

Der er en vis retfærdighed til, når rutinerede musikere med integriteten i behold får et mindre gennembrud. Det var tilfældet i 2014 for Jane Weaver fra Liverpool, da hun udgav sin sjette plade The Silver Globe. Det siger lidt om hende, at titlen er taget fra den polske instruktør Andrzej Żuławskis On the Silver Globe fra 1988.

Hun har tidligere spillet i bl.a. Kill Laura (som John Peel elskede) og Misty Dixon. Solo har hun i højere grad nedtrådt små avantgardistiske stier og dyrket den såkaldte library music blandt meget andet.

På den nye plade fristes man måske til at tænke, at hun har lyttet mere til Broadcast. Men sandheden er nok snarere, at det er gået begge veje: Jane Weaver lærte Trish Keenan at kende gennem sin kæreste i slutningen af 90'erne, og siden udvekslede de to idéer. Inspirationen høres ganske naturligt også hos Vanishing Twin.

Titlen på hendes nye plade, Modern Kosmology, afslører delvist, hvor vi er på vej hen: den tyske ”Kosmische Musik” og krautrock er en bærende del af lyden. Hendes tidligere brug af improvisation har hjulpet hende i arbejdet med det mere psykedeliske, men Jane Weaver er meget mere end det. Hun er en fortræffelig sangskriver, og melodierne sidder ganske enkelt lige i skabet.



/Martin

søndag den 7. maj 2017

Saint Etienne inkarnerer poprespekten

Jeg elsker Saint Etienne. Meget højt. Ikke på den måde hvor jeg finder alle deres sange fantastiske, selvom de er blandt de vigtigste popbands fra 90'erne og frem. Nej, jeg elsker dem ubetinget grundet deres respekt for popmusikken og -historien.

Det går ikke altid godt, når musikjournalister vil være musikere, men nogle gange rammer det plet. Pet Shop Boys er for mange det mest kendte eksempel, og da vennerne – og musikkritikerne – Bob Stanley og Pete Wiggs startede Saint Etienne, viste det sig hurtigt, at deres erfaring fra den anden side af bordet var en enorm ressource.

Særligt Bob Stanley har gjort sig bemærket på skrift, og hans popantologi Yeah Yeah Yeah – The Story of Modern Pop er blandt de absolut bedste musikbøger, man kan finde.

Historien kan vi tage en anden gang, så her er den korte version: debutalbummet Foxbase Alpha bød på forskellige vokalbidrag, men særligt Sarah Cracknell gjorde sig bemærket, og den ultracharmerende Essex-sangerinde – netop fyldt 50 år – blev en fast del af Saint Etienne. Debuten står tilbage som en underspillet triumf, og trioen har holdt sammen lige siden.

De senere år har der været flere år mellem udgivelserne. I 2012 udgav de den fremragende Words and Music by Saint Etienne, hvorpå man i introsangen Over the Border får en god fornemmelse for deres egen fascination af pophistorien:

When I was 10 I wanted to explore the world
There were these older kids at school who'd gone all the way to Somerset
Just to see Peter Gabriel's house... Peter Gabriel from Genesis
They way they'd dressed, the way their hair fell over their coat collars
It all happened because of music, I wanted to know why
I couldn't go to Somerset on my own
So I used Top of the Pops as my world atlas

In 1974, I bought my first single, from Woollies in Redhill
I started to memorise the charts, to memorise the leagues
Tuesday lunchtime at 12:45, Saturday afternoon at five o'clock
I didn't go to church, I didn't need to
Green and yellow harvests, pink pies, silver bells 
and the strange and important sound of the syntheziser

Og så fremdeles. Det hele er drevet af den særlige viden, der udelukkende er drevet af kærlighed til musikken og særligt singlerne – hvor albummet mere er en pakke, der samler de gode sange. Eller som Jørgen Leth har sagt om at skabe film: et plot er et stativ, hvorpå man kan hænge de gode scener. Jeg er ikke nødvendigvis enig, men jeg er heller ikke ubetinget uenig.

Nuvel: der er gået fem år, og trioen er nu ved at være klar med pladen Home Counties, der bliver udgivet 2. juni på Heavenly. Hele 19 sange fremgår af oversigten, hvoraf et par fine singler allerede er ude: Heather og Magpie Eyes.

Har du penge, du kan bruge? Søg efter genudgivelsen af Foxbase Alpha med dertilhørende forstørret Subbuteo-figur i Saint Etienne-trøje (ja, de er opkaldt efter klubben, hvilket kun gør dem mere tiltrækkende).



/Martin