søndag den 2. august 2020

Mike Polizze og en hyldest til det, der er godt nok

Dette albumcover er ikke flot. Det er muligvis en hyldest til coverart fra en svunden tid, men flot er det ikke. Men der er noget hæderligt over det.

Mike Polizzes solodebutalbum Long Lost Solace Find er ikke det bedste, du kommer til at høre i år, men det er habilt. Det er endda hyggeligt til tider. Det er Kurt Vile'sk i sin rastløse afslappethed. Og det er fint nok. Nogle gange skal det bare være fint nok.

De store følelser kan ikke altid dominere, og det mest udfordrende kan ikke altid finde plads til at udfordre. Så finder en plade som denne til gengæld sin plads. Et sted i mellemrummene.

Mike Polizze var frontmand i Purling Hiss, som larmede lidt mere. Nu lyder Mike Polizze, som om det altid er søndag eftermiddag, hvor han er.


/Martin

lørdag den 4. juli 2020

Annie er tilbage!

Den norske popdronning er tilbage! Okay, popdronning i et par år i midten af nullerne i hvert fald. Heartbeat er i hvert fald en af de bedste skandinaviske popsange de seneste år.

Hendes seneste album udkom i 2009 og blev efterfulgt af et par godkendte EP'er. Og nu, 11 år senere, kommer så Dark Hearts.

Herfra kan man nu høre singlen American Cars, som er dejlig filmisk. Hun nævner selv Cronenbergs Crash fra 1996 som reference, men nogle vil måske hævde, at der er tale om en slags Annie-fikering af noget mere Drive-agtigt. Oh well, det er måske bare en god og halvmørk popsang.

Dejligt at have nordkvinden tilbage!

Dark Hearts udkommer 16. oktober.


/Martin

mandag den 29. juni 2020

En drøm før drømmen


Mary Lattimore er harpenist. Paul Sukeena er guitarist.

Mary og Paul er naboer, og de har tilbragt karantænetiden sammen. Her har de frembragt en vidunderlig og langsom hængekøjedrøm: Dreaming of the Kelly Pool.
Afslapning har sjældent været så afslappende.

Den er komponeret til Mexican Summers Looking Glass-serie, som også tæller nyt fra drømmere som Bedouine, Jefre Cantu-Ledesma, Kikagaku Moyo og Ariel Pink.


/Martin

onsdag den 10. juni 2020

Ultraflex

Norske Farao og islandske Special-K er gået sammen om Ultraflex.

De er angiveligt inspireret af atletisk sovjetdisco, hvad det så end betyder. Det giver på sin vis mening. Fuld fokus på synthesizeren er der i hvert fald på debutsinglen Olympic Sweat, og de har allerede et godt arkiv af pressebilleder, der lever op til deres ambitioner og bandnavn.

Som de selv siger til Nothing But Hope and Passion: "Image is everything." Det er sikkert både sarkastisk og oprigtigt. De udelukker ikke nødvendigvis hinanden.



/Martin

søndag den 7. juni 2020

Duwap Kaine

Atlanta er hovedstad i Georgia. Det er også delstatens største by, et sted mellem Århus og København i størrelse. Sådan en sammenligning giver ingen mening, men det er en sjov tanke, som i sidste ende både kan bringe os tættere på amerikanske brødre og søstre og samtidig bekræfte kløften mellem os. Århus og Atlanta? Arh, hva'.

Nå. Et sted i Atlanta sidder 18-årige Duwap Kaine og ser tv, ryger, stener lidt, hygger sig. Og laver usandsynligt mange sange, der ender på SoundCloud.

Jeg stødte på ham i det tidlige forår, under den tidlige karantæne på Østerbro. Jeg havde fri fra arbejde, ville lægge puslespil, drikke god kaffe og høre noget musik, jeg ikke kendte. Alt sammen enormt privilegeret. Så jeg fandt en artikel over oversete plader fra vinteren 2020, hvor ca. halvdelen var interessant, og af den interessante halvdel var nogle få endog virkelig interessante. Særligt Bad Kid from the 4 af Duwap Kaine, som jeg aldrig havde hørt om.

18 sange på 37 minutter. Hvordan er han kun 18 år? Sangene er svøbt i en slags surrealistisk alvor. Eller måske endda hinsides alvor og ironi. Han rapper så hypnotisk og dovent, at han på én gang er helt inde i musikken og på samme tid distanceret. Dybt betagende.

Nogle har bemærket inspiration fra Chief Keef, men Duwap Kaine er et langt mere interessant bekendtskab. Hans skæve flow i f.eks. Ferris Wheel er et godt eksempel på hans kvaliteter som rapper. Men det er særligt i den vidunderlige produktion, han adskiller sig. Ret unikt for 2020 passer den endda til albumcoveret med sin lo-fi-kvalitet, der både indfanger stemningen sent om natten alene på forstadsværelset og fantasierne fra de serier og computerspil, der netop indtages i det værelse. Det er mørkt og samtidig fjernt skinnenede eller glimtende.

Duwap Kaine er en DIY-drømmer, der konstant laver ny musik, udgiver det selv og vist selv laver sine videoer. Hvad ved jeg om trap? Hører jeg nok hiphop til at forstå noget som helst? Sikkert ikke. Men Bad Kid from the 4 overrumplede mig og fortsætter med at gøre det.



/Martin

søndag den 24. maj 2020

Fools og lidt farver til halvsøvnen

Jeg faldt over Fools på en playliste og blev begejstret for den kontemplative Rintocco. Så kunne jeg se, at den var fra en plade, som netop var blevet udgivet, og resten af den viste sig at være lige så fin.

Det viste sig at være Christopher Bear, trommeslageren fra Grizzly Bear, som altså har udgivet sin første soloplade. Det er instrumentalt, det er meditativt, det er ofte en slags ambient, andre gange med lidt percussion, masser af klokkespil. Til tider med et nik til Visible Cloaks.

Med lidt tømmermænd halvsov jeg tidligere i dag til pladen og så en masse farver for mig, de fleste i drømme. En uventet fornøjelse.

Fools' Harp, Vol. 1 er ude på Music From Memory.



/Martin

søndag den 10. maj 2020

Melenas fra Pamplona

Selvfølgelig betyder geografi noget. Jo, musikken er i sidste ende lige så god, om den kommer fra det ene eller det andet sted, men vores oplevelse farves af hele indpakningen.

Facaden på billedet er f.eks. vidunderlig. Ekstra point. Kvartetten Melenas er fra Pamplona. Ekstra point. Man kunne godt komme ind på en fænomenologisk betragtning, men jeg har tømmermænd, og jeg vil hellere bare lytte til noget relativt ligetil, som samtidig giver mig lidt energi. Det gør Melenas. Men lige en sidste pointe om geografi: På den ene side vil vi alle gerne være hævet over det, men vi forholder os netop til det i forhold til vores eget land, når vi enten dømmer noget mere positivt eller negativt, fordi det er fra Danmark. Mange vil påstå, at de ikke gør det, og mange af dem har ret. Men mange af os er enten ekstra kritiske, hvis noget er dansk, eller vi er ekstra tålmodige og positivt indstillet. Det er svært at benægte. Sådan foregår det over hele verden, og det er fint nok. Måske er det smukt på sin egen måde.

Pamplona er en vidunderlig by. Man kan have holdninger til tyrefægtning, som blodigt farver holdningen til byen. Men hvor ligger Pamplona flot, højt i landet med masser af plads omkring sig. Hvor er byen dog arkitektonisk tilfredsstillende, hvor kaster den betagende skygger. Store dele af mesterværket Solen går sin gang foregår i Pamplona. Der er meget, der taler for byen. God mad er der såmænd også.

Melenas er fra Pamplona. En kvartet, som netop har udgivet albummet Dias Raros. Det er ukompliceret fuzz-og-reverb-indie-rock. Det er lige ud ad landevejen med en god portion optimisme. Som pladen folder sig ud, viser de fire spaniere, at de både mestrer det hurtige og fyldige lydbillede og det langsommere – altid med fine melodier. Enkelte steder får keyboardorgelet lov at træde mere frem, så det kan minde lidt om australske Twerps.

Dias Raros udkom 9. maj på amerikanske Trouble in Mind (Mikal Cronin, Night Beats, Omni).



/Martin

fredag den 1. maj 2020

Aza Falls

Det begynder med en brusen. Kun på en dårlig dag vil havets brusen være et forstyrrende element. Men vi vælger kun sjældent, hvornår vi vil have en dårlig dag.

Sådan én havde Stine Steendorph for 10 år siden, selvom det tog lidt tid at finde ud af, hvor skæbnesvanger den egentlig var. Den dag fik hun hjernerystelse.

Stine Steendorph udgiver i dag sin første single under navnet Aza Falls, og førstesinglen The End handler netop om denne oplevelse. Faldet var brat, men konsekvenserne kom snigende. På samme måde med accepten og dermed lindringen.

Havets brusen, blodets brusen, tidevandet giver og tager.

The End er meditation og et flot billede på tålmod. Det lyder ikke som en afslutning. Hun har affundet sig med sin hjernerystelse, sluttet fred med den. Slutningen som begyndelse.



/Martin

søndag den 26. april 2020

Santrofi og highlife

Jeg gik desværre glip af ghanesiske Santrofi på Roskilde sidste år. Men det er for nemt og for kedeligt at fortryde ting – ligesom det sikkert er for nemt og for kedeligt at konstatere, at det er for nemt og for kedeligt at fortryde ting – og da jeg sidste måned blev mindet om bandet på The Vinyl Factory, var det et glædeligt gensyn med idéen om et band, jeg primært kendte fra en PR-tekst. Ud fra beskrivelser havde jeg bygget en idé om dem op i hovedet, men jeg havde kun hørt brudstykker af musikken. Navnet havde selvfølgelig fæstnet sig. Santrofi. Det lyder vidunderligt. Santrofi Santrofi Santrofi.

Kollektivet fra den ghanesiske hovedstad Accra udgav fredag 24. april debutalbummet Alewa på tyske Outhere Records, og det lyder minsandten vidunderligt!

Det er ghanesisk highlife, som nogle steder betegnes som en udbryder fra nigeriansk afrobeat. Og nu kommer jeg på glatis, fordi jeg hurtigt kan komme til bare at lire genrebetegnelser af. Santrofi er et større kollektiv, og man mærker undervejs på Alewa, at de giver plads til forskellige medlemmers lyst til at udforske andet end guitarbåren highlife (f.eks. på Odo maba og Mobo), mens de på titelsangen og min favorit, Africa, spiller så tight og l æ k k e r t, at verden med al sin ækelhed bare kan komme an. Sidstnævnte indledes i øvrigt med et klip af Kwame Nkrumah om the United States of Africa.



/Martin

onsdag den 1. april 2020

Green-House

På sin vis har ambient aldrig været mere berettiget på global skala. Berettiget er måske et forkert ord. Nyttigt? Passende? Nødvendigt ligefrem?

Færre spørgsmål, mere ro.

Olive Ardizoni fra Los Angeles laver musik til planter, og det er der ingen grund til at blive irriteret over. For det er rart. Meget rart.

Det er bølgeskvulp og fuglelyde. Det er en lille halv times zen. Og det er perfekt at lægge puslespil til.



/Martin

søndag den 1. marts 2020

Matt LaJoie

Albumcoveret er misvisende.

Det nye album fra Matt LaJoie lyder som solskin over en sø.

Nogle gange i en dal, andre gange måske Como-søen.

En hund er med fiskeren på båden.

Sådan lyder Everlasting Spring.



/Martin

mandag den 24. februar 2020

Bullion

Under navnet Bullion har Nathan Jenkins lavet elektronisk og en slags balearisk musik i en håndfuld år, som oftest har haft et skævt smil over lyden.

For nylig udgav han den herlige single Hula, som stråler i egen nedtonede ret og samtidig har visse ligheder med det mærkværdige Freur-hit Doot Doot fra 1983 (walisiske Freur var i øvrigt en tidlig inkarnation af Underworld).

På fredag udkommer EP'en We Had a Good Time, hvorfra man nu kan høre den flotte, vemodige titelsang.

Ifølge altid fremragende Gorilla vs. Bear er EP'en "informed by out-of-town trips in a 1987 Renault 9 Super, impromptu car park hulas, and solo cinema bliss." For både Hula og singlen We Had a Good Time gælder inspirationen fra 80'erne. Der er god plads i lydbilledet, og der bliver givet plads til de forskellige detaljer, som træder frem på skift.

"So I'm the lucky one..." indleder han titelsangen med, og vi ved selvfølgelig godt, at han ikke føler sig spor heldig. Amerikaneren bor dog i Lissabon, så helt skidt står det nok ikke til.

EP'en We Had a Good Time er ude fredag den 28. februar på Nathan Jenkins' eget Deek Recordings.



/Martin

onsdag den 12. februar 2020

Meryem Aboulouafa

At noget er en kliché betyder ikke, at det er usandt. Det er en stor verden (kliché/sandt), og der er meget at opleve (kliché/sandt). Jeg har eksempelvis aldrig dykket ned i marokkansk musik, og jeg husker ikke at have prøvet at glæde mig til en udgivelse fra en marokkansk kunstner. Det sker heldigvis nu.

Én blandt 35 millioner marokkanere er Meryem Aboulouafa, og hun har en fantastisk stemme. Den bliver dog gemt væk af diverse effekter og vocoder på den nye single Ya Qalbi, men det fungerer fortrinligt.

Det er oprindeligt en algerisk festsang fra den arabisk-andalusiske sangskat, som Meryem Aboulouafa nu tackler med et moderne touch. Nogen festsang lyder det ikke som i hendes version. Det er derimod meget inderligt, og med effekten fra vocoderen kommer det til at lyde som flere stemmer, der forsøger at finde hinanden, finde fælles fodslag, i søgen efter en indre ro.

Meryem Aboulouafas debutalbum udkommer 27. marts på franske Animal 63.



/Martin

tirsdag den 4. februar 2020

Torres er bedre end nogensinde før

29-årige Mackenzie Scott, bedre kendt som Torres, har netop udgivet sit fjerde album. Efter bruddet med 4D har Merge sat kløerne i hende, og det kan de være glade for: Silver Tongue er hendes hidtil klart bedste album og en stor fornøjelse.

Der er spor af både V V Brown (anno Samson & Delilah) og en smule Bat For Lashes. Det er med andre ord underspillet storladent og imponerende produceret.



/Martin

fredag den 24. januar 2020

Er Mark Zuckerberg et spøgelse?

"Transcendence is all around us, transcendence is all around us, transcendence is all around us..."

Allerede før der er gået to minutter, begynder den meditative outro på canadiske Nap Eyes' nye single Mark Zuckerberg. Det er overraskende, ikke blot pga. timingen, men fordi sangen indtil da er en relativt klassisk omgang indie rock, som vi kender den fra Nordamerika.

Udgangspunktet for sangen er et smukt og fjollet spørgsmål: Er Mark Zuckerberg et spøgelse? Maybe. Han så i hvert fald sådan ud under sine kongreshøringer, og han virker mindre og mindre menneskelig.

Singlen er taget fra deres kommende (fjerde) album Snapshot of a Beginner, der udkommer 27. marts på Jagjaguwar. Det skal nok blive sjovt.



/Martin

onsdag den 15. januar 2020

Ambient fado: Lina_Raül Refree

Lina er portugiser og kommer fra en familie, der har dyrket og sunget fado i flere generationer. Raül Refree er spanier og kendt for sit arbejde med Lee Ranaldo og ikke mindst Rosalía.

Med sidstnævnte har han været med til at forny flamenco, og med Lina er han med til at forny fado.

De to fortolker dronningen af fado, Amália Rodrigues, gennem hele den plade, de udgiver fredag den 17. januar – med undtagelse af et cover af 80'er-kunstneren António Variações, som i sig selv er en hyldest til Amália. Portugiserne kan godt lide deres fado.

Noget af det rammer en slags ambient fado. Længselsfuldt tilført tilpas mystik. Det lyder heldigvis som noget, jeg aldrig har hørt før.

Lina_Raül Refree er ude 17. januar på Glitterbeat Records.



/Martin