Mabe Fratti giver ved dørene

Jeg kender for lidt til Guatemala, og det samme kan jeg vel sige om alle lande. Mere kan man altid vide. Men mere kan jeg også føle, for jeg har haft mindre tid og overskud til at føle en forbindelse til ny musik i år. Det er måske musikkens skyld, men jeg tvivler.

De seneste par år har jeg imidlertid i den grad været påvirket af guatamelanske Mabe Fratti. Cellist, komponist og sanger med base i Mexico City.

Med Será Que Ahora Podremos Entendernos i 2021 lavede hun ambient og avantgarde som en art hverdagsmagi, der mindede mig om en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God). 

Med Se Ve Desde Aquí (2022) skruede hun lidt ned for det romantiske og op for både jazz og støj. Men det var stadig en overvejende stille omgang med forståelse for stilhed. Arthur Russell og Mark Hollis høres, men mest af alt viste hun igen egen styrke.

Hun fortsætter med at være gavmild: Under navnet Titanic har hun netop udgivet albummet Vidrio med Hector Tosta, som er kendt som i la Católica og ligeledes er en del af den eksperimenterende scene i Mexico City. Her har hun igen skruet op for jazzen, og det bliver både progget og poppet undervejs.

Og fordi hun er en knag, har hun mere dejlig musik på vej om blot et par uger i form af et nyt samarbejde ved navn Amor Muere. Det betyder "kærlighed dør", og så er scenen ligesom sat.

Start med 2021-pladen og fortsæt derfra.

/Martin

Slowdive tænker på døden

Slowdive har jo altid været dejlige. Men de har også formået at lave et comeback, der føles naturligt: Hvor de både kan spille gamle favoritter, og hvor man faktisk gider høre deres nye materiale.

Det selvbetitlede comebackalbum i 2017 var ikke en enlig, halvheldig svale. Dette års sympatisk betitlede Everything Is Alive er en mere bar, nedtonet udgave af bandet, der måske sender en besked til os alle om, at de ikke gider kaldes shoegazer længere. At de aldrig gad det, ligesom alle åndsfællerne heller ikke gad. Men vi, der skal beskrive, lærer det aldrig, vel?

Everything Is Alive er ikke en naiv titel, og der er en vished om døden på spil. En bevidsthed om altings eventuelle afslutning. Slowdive har aldrig frygtet melankoli, men her er de mere vemodige, end de plejer at være. Men de er afklarede med det, døden er dem ikke fremmed.

Hvor de tidligere var mere søgende, er de her mere reflekterende. Det er modent på den gode måde.

/Martin