lørdag den 28. februar 2009

tUnE-YaRdS

Allerførst må man ignorere det, der ligner et tilbagevendende CAPSLOCK-problem. Det er grimt, og frYars burde også indse det. Men man kan ignorere det, når musikken er det værd. Og det er den også i dette tilfælde.
Bag navnet tUnE-YaRdS gemmer sig en enkelt, mærkelig kvinde ved navn Merrill Garbus. Gennem hele hendes sangkatalog går lo-fi-følelsen igen, hvilket hun nok bedst selv forklarer:

"All these songs were recorded through a Sony digital voice recorder and tracked in Audacity. They are created from sounds from my life over the past 2 years. multiple thanks to J & T for buying me that voice recorder, and thanks to YOU for listening." Kært. Og Smukt.

Musikken veksler mellem noget, der kunne minde om St. Vincents kusine, The Dirty Projectors og Akron/Family. Der er psykedeliske elementer, lidt world music, lidt freak folk - alt sammen med den autentiske følelse af kældermusik. Af en kvinde, der har indspillet alt selv i sit hjem.

Debutalbummet BiRd-BrAiNs kan købes på Radiohead-manér via hjemmesiden og kan bestemt anbefales, selvom det kan være en speciel at komme igennem for nogen.
Det udkommer snart på vinyl via Marriage Records (YACHT, The Dirty Projectors, Lucky Dragons, Woelv).

MP3: tUnE-YaRdS - Sunlight

/Martin

torsdag den 26. februar 2009

Condo Fucks = Yo La Tengo

Mægtige Matador Records prøver ganske vist at lege med den magt, der ligger i det mytiske ved at benægte sammenhængen, men det kræver ikke det store at finde ud af, at Condo Fucks blot er Yo La Tengo med et andet navn. Det legendariske band har siden 1984 betaget deres lyttere med deres sange, der ofte har svævet et magisk sted mellem noget meget festligt og alligevel lo-fi. Har man endnu ikke lyttet til bandet, er det nok bedst at starte med det forrygende I Can Hear the Heart Beating as One fra 1997.

Men hvad gør man så, når man som rutineret band har lyst til at spasse lidt ud? Man laver en noise pop plade med inspiration fra 60'erne og 70'erne - under et andet navn. Dertil har de fundet det frygtelige navn Condo Fucks, under hvilket de udgiver albummet Fuckbook til marts. Albummet er underholdende nok, men det er nok ikke alle fans af Yo La Tengo, der vil holde af den. Det er dog et lyt værd, da der er enkelte sange, der holder det høje niveau, de er kendt for under deres normale navn (selvom jeg aldrig faldt helt for I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass).

MP3: Condo Fucks - What'cha Gonna Do About It

/Martin

fredag den 20. februar 2009

Fanfarlo

For godt tre uger siden skrev vi kort, at Fanfarlos længe ventede debutalbum snart ville være ude, og det har heldigvis holdt stik. Kvintetten har med Reservoir udgivet et særdeles medrivende album spækket med gode melodier og behagelige kompositioner. I mange sange er der hentet inspiration i både The Arcade Fires The Funeral og Clap Your Hands Say Yeahs selvbetitlede debutalbum, og selvom det langt hen ad vejen måske ikke ligefrem kvalificerer til årets mest originale album, er det klart, at englænderne oser af overskud. Og så er det jo ikke nogle helt dumme inspirationskilder at hente, hvis endelig man skal lade sig inspirere af nogle nordamerikanske debutalbums fra dette årti.

Gruppen, der ledes kreativt af sangeren Simon, blev spået en stor fremtid helt tilbage i 2006, men har altså taget sig tid til at få indspillet den første fuldlængde - det er dog blevet til flere singler undervejs.
Trods en meget tilgængelig lyd og et åbenlyst kommercielt potentiale har de valgt at udgive Reservoir selv (digitalt) og så sælge pladen i fysisk form på tour i år.
Alt i alt har de her begået et utrolig hyggeligt album, der fortjener masser af opmærksomhed. En musiker, det er mig undsluppet hvem, udtalte lidt over et år tilbage (om Panda Bears Person Pitch), at han ofte startede med at høre sidste sang på en plade, og hvis han kunne lide den, ville han have noget at se frem til gennem hele gennemlytningen. På den måde ville resten af pladen ikke lide under et pres, og sangene ville få en chance for at stå mere ægte frem for lytterens sanser. Sidste sang på denne plade, Good Morning Midnight, er intet mindre end en helt ufatteligt hyggelig afslutningssang. Og næsten pengene værd i sig selv trods sine kun 1:26.

MP3: Fanfarlo - I'm a Pilot

/Martin

tirsdag den 17. februar 2009

Odawas

Californiens Odawas er et ganske passende soundtrack til disse dage. Den klare kulde, der giver et betagende varmt lys (om end i fjern, sjælelig forstand). Resterne af sne, der mange steder er ligeligt delt mellem det rene hvide og det med omgivelserne sammenblandede - hvad enten vi taler kviste og jord eller cigaretskod og kanyler. Således også med Odawas, der samler op på resterne af enkelte traditioner og sammensætter disse fragmenter.

Deres lydunivers er domineret af 80'er synthflader, der møder en ganske tålmodig, poppet (psych-)folket stil - sidstnævnte næsten som den blev genopfundet i starten af 00'erne. En ganske unik blanding.
Såfremt dét at punktere noget kan bruges som noget positivt, bør det tillægges Odawas. Skabeloner, der i en anden tidsånd, de glade og delvist ligeglade 80'ere, havde været væsentligt mere upbeat - måske endda storslåede. Her præsenteres sangene som næsten dovne. Så absolut ment i positiv forstand.
Enkelte sange har også mundharmonika og (gisp!) panfløjte / keyboard pan. Dette cheesy instrument passer trods sit ellers fortjent dårlige ry virkelig godt i selskab med amerikanerne.

Det nye album The Blue Depths udgives via Jagjaguwar, der også nævner Vangelis som en inspirationskilde. Det kan der vist være noget om - selvom det for mange bands ikke ville være en specielt cool reference. Odawas er heldigvis ligeglade.

MP3: Odawas - Harmless Lover's Discourse

/Martin

lørdag den 14. februar 2009

Crystal Antlers

Når man med en EP, uden at have udgivet en fuldlængde, kan blive en del af Pitchforks "Best New Music"-sektion, er der som regel god grund til at spærre øjnene op - og spidse ørerne. Sådan forholder det sig også med Californiens Crystal Antlers, der gør sig i den psykedeliske støjrock.

Der er noget mærkeligt episk ved den selvbetitlede, selvudgivne EP. Det er stort og buldrende, men de fem mister aldrig fokus.
Debutalbummet Tentacies udkommer d. 6. april i Europa (dagen efter i USA) på Touch & Go (!!!, Blonde Redhead, Calexico, CocoRosie, TV on the Radio, Yeah Yeahs). Og det skal nu engang blive spændende at se, om de kan følge op på denne lovende EP. Sidste år lykkedes det ikke ligefrem Black Kids at leve op til deres ligeledes lovende EP, der på Pitchfork også blev en del af "Best New Music" - men vi kan jo håbe, det samme ikke er tilfældet med denne kvintet. Det samme kan vi i øvrigt håbe for vore svenske brødre i Air France.

Crystal Antlers spiller på VoxHall i morgen, søndag.

MP3: Crystal Antlers - A Thousand Eyes

/Martin

tirsdag den 10. februar 2009

The Pains of Being Pure at Heart

Nogle gange lærer man ikke af de fejl, man begår. Jeg har flere gange undladt at lytte til et band grundet dets navn. En overfladisk grund, der alligevel ikke stemmer ens med min generelle holdning til bandnavne: At det blot er et navn. Denne gang gik fejlen ud over NYC-gruppen The Pains of Being Pure at Heart, der netop har udgivet deres fremragende, selvbetitlede album. Gruppen var nogle måneder tilbage "Band to Watch" på Stereogum, men navnet afskrækkede mig, selvom jeg nu ved, at den da omtalte EP, som LP'en, er ganske fortræffelig.

Gruppen blev dannet i slutningen af 2007 og rammer ganske præcist den lyd, man kan kalde den melankolske støjpop - som fortolket af My Bloody Valentine. Til tider lyder de også en smule som The Jesus and Mary Chain, medens Ramones-sammenligningerne er sværere at få øje på. Alt i alt en ganske flot blanding af støjpop og dream pop. Sangerne Kip og Peggy skiftes til at synge, og af og til tager de den sammen.
I disse mørke tider er det ganske perfekt med en på én gang melankolsk og alligevel mærkeligt upbeat udgivelse. Der er i sandhed tale om new romantics. Ægtheden er ikke til at tage fejl af. At gruppen har en så imponerende lyd efter kun lidt over et år sammen er mildest talt imponerende, og... Ja, jeg tror, jeg stopper her, før jeg lader som om, ord kan forklare, hvor begejstret jeg er.
Albummet udgives på det gamle Slumberland Records (Crystal Stilts, Black Tambourines).

Via Insound kan debutalbummet købes for kun 11$ på vinyl - med købet følger også en gratis download af EP'en. Der kommer selvfølgelig fragt oveni, så det er nok fornuftigt at bestille et par plader mere, når man nu er i gang.

MP3: The Pains of Being Pure at Heart - Come Saturday
MP3: The Pains of Being Pure at Heart - Everything With You
MP3: The Pains of Being Pure at Heart - Young Adult Friction
MP3: The Pains of Being Pure at Heart - Stay Alive

lørdag den 7. februar 2009

Suckers

På trods af bandnavnet, der både er ganske dårligt og kjanske 90'er, er Suckers et band, der befinder sig meget tæt på lyden af anden halvdel af 00'erne. Derudover er de fire fra Brooklyn en gruppe, der går en stor fremtid i møde. Med andre ord: Masser af anerkendelse og ganske få penge i vente.

Gruppen har for nylig skrevet under med IAMSOUND Records, der også har grupper som Cut Off Your Hands og Telepathe i stald. Selskabet udgiver Suckers' debut EP den 14. april - i øvrigt samme dag de udgiver Telepathes nye album Dance Mother.
EP'en bliver produceret af Anand Wilder fra Yeasayer med assistance fra Christ Moore (Yeah Yeah Yeahs, TV On The Radio, Au Revoir Simone, Foals, Dragons of Zynth, Thee Oh Sees).
Kvartetten er centreret omkring sangskriver Quinn Walker, men bandet lyder i høj grad som en enhed, der når frem til sangenes endelige resultat som, ja, en enhed. De flirter med traditionelle popelementer, der bliver viklet ind i originale og fine sangstrukturer. Der er ikke overraskende elementer af Yeasayer, Clap Your Hands Say Yeah (specielt vokalen i Easy Chairs) og Chairlift. Og i en sang som Long Black Hair er man pludselig tæt på en poppet udgave af Frog Eyes. Suckers er et herligt og behageligt bekendtskab, man lige så godt kan vænne sig til at lytte til.

MP3: Suckers - Easy Chairs (venstreklik og gem inde fra siden)

/Martin

søndag den 1. februar 2009

Uzi & Ari

Fredag aften spillede amerikanske Uzi & Ari på Musikcaféen i Århus og dagen efter på Rust i København.
Koncerten i Århus var ganske overbevisende, og de seks fra vestkysten virkede ganske tændte på at spille. Med vekslende vokaler og instrumenter gik musikken fra det rockede til det elektroniske - men oftest med fødderne solidt plantet i begge traditioner. Derfor er sammenligninger med bands som Radiohead og The Notwist ikke helt forkerte. Der er dog også elementer af den sikre skrøbelighed (det lyder næsten umuligt), man møder i Neutral Milk Hotel og i afslutningsnummeret den tålmodige sangopbygning, der har affødt sammenligninger med Mogwai.

Opvarmningsbandet Creaky Boards fra Brooklyn spillede, hvad man ganske ofte kalder conventional indie rock. Det er der ikke nødvendigvis noget negativt ved, og de var faktisk ganske hyggelige at lytte til og se på. De blev sidste år kendte for at beskylde Coldplay for plagiat. Én af tidens trends. Sagen virker dog mest af alt som en joke, hvilket man også kan håbe. Læs lidt mere på Frekvens.

MP3: Uzi & Ari - Wolf Eggs
MP3: Uzi & Ari - Missoula

/Martin