torsdag den 8. december 2022

Årets album 2022

Dette er den 16. årsliste, jeg laver på bloggen. At se tilbage på nogle af de gamle er lidt tåkrummende, men det har i sig selv en værdi, fordi det dengang fremstod så åbenlyst, så klart, at de 25 plader bare var årets bedste. Det føltes rigtigt i 2007, i 2008 osv. Men selv dengang vidste jeg, at selve placeringen er arbitrær. Hvor sikker er man på, at den ene udgivelse skal være nr. 17 og ikke 18 på listen? Mange vil også mene, at årslister i sig selv er fjollede, og det er heller ikke løgn. Men det er ikke det samme som at sige, at de ikke har nogen værdi.

Det skriver jeg lidt om hvert år, og det er også en vigtig disclaimer. Men jeg har en trang til at retfærdiggøre det, altså at lave disse lister, og jeg mener vitterligt, at årslister først og fremmest bare skal være inspirerende og sjove. Give læserne mulighed for at finde god musik.

Tak for i år. Her er 22 plader, jeg særligt har nydt i 2022.

22. Courtney Marie Andrews: Loose Future

Arizona-sangskriverens niende album er tilgængelig americana, der grænser til pop. Chris Bear (Grizzly Bear) er med på trommer, og Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.) er ligeledes med på alverdens instrumenter. Singlen ‘Satellite’ er noget af det rareste fra 2022.

21. Burial: Streetlands EP + Antidawn EP

Den engelske superproducers to EP’er fra 2022 – med en samlet længde på en time og 17 minutter – er næsten beatløse. Men de bærer hans signaturpræg, den knitrende lyd og tågede fornemmelse. Det er open world-computerspil i regnvejr.

20. Hannah Peel + Paraorchestra: The Unfolding

Store følelser i øjenhøjde. Det er filmmusik, det er nyklassisk, og det taler direkte til sjælen. Nordireren har tidligere komponeret til bl.a. Game of Thrones, men her er det storladent på lidt mere underspillet vis. Paraorchestra er et progressivt orkester fra Bristol, der kombinerer klassiske med elektroniske instrumenter. De arbejder med tilgængelighed i både åndelig og bogstavelig forstand: De bærer navnet Paraorchestra, fordi der også er plads til musikere med handicap.

19. Emeka Ogboh: 6​°​30​’​33​.​372​”​N 3​°​22​’​0​.​66​”​E

Den nigerianske producer har zoomet ind, helt ind, på et busstoppested i Lagos. Samtaler, dyttende biler, tilfældige udvekslinger. Alle disse samples smelter sammen med trommer, bas og lidt synth. Det er ultralokalt og samtidig sit eget sted uden for os. Ambient techno af en art, men mest af alt en menneskelig puls.

18. Sofie Birch: Holotropica

Ambient elektronisk med plads til både veldoseret saxofon, harpe og fløjte. Hun har været et anerkendt navn i både ind- og udland i nogle år, og i år kom så første fuldlængde. Eventyrligt på den stenede måde.

17. Jana Horn: Optimism

Et debutalbum så enkelt og effektfuldt, at man næsten ikke kan tro det. Det kan i øjeblikke minde lidt om Lidt Yo La Tengo i produktionen, særligt trommerne. I andre øjeblikke er nøgenheden så afvæbnende, at man snarere tænker på Mount Eerie.

16. Heather Woods Broderick: Domes

Instrumental cello-tristesse. Heather er multiinstrumentalist og sangskriver fra Portland, som denne gang holder stemmen i ro og lader celloen tale. Det er meditativ drone, der hjælper med at lade tankerne vandre eller snarere flyde.

15. Weyes Blood: And in the Darkness, Hearts Aglow

Natalie Mering hører til en anden tid. Som sangskriver holder hun af langsomme, tålmodige sange. Hun holder også af 70’erne, Carpenters, romantisk og cinematisk folk. Med sit hidtidige hovedværk Titanic Rising (2019) markerede hun sig som én af få værdige hovedpersoner fra 2010’ernes indie-scene. Denne opfølger er lige så sympatisk og nærmer sig i perioder skønheden fra forgængeren.

14. Anaïs Mitchell: Anaïs Mitchell

Hun er bl.a. kendt fra charmerende Bonny Light Horseman (som også har udgivet et fint album i år). Josh Kaufman fra samme band har produceret, og han skaber også her ren vellyd, så Anaïs’ herlige stemme kan folde sig ud. Det er ikke helt en whiskystemme, i så fald ikke røget, men den har marineret lidt. Der er erfaring og livsklogskab bag.

13. Molly Nilsson: Extreme

DIY-synthpop fra Berlin med den svenskfødte kunstners velkendte sans for både humor og indignation. På sit 10. album er hun mindre minimalistisk, end hun plejer, og en anelse mere rocket.

12. Caroline: Caroline

8 m/k stort orkester, der laver folkemusik og post-rock. Det er traurigt og leveret alvorligt og fantasifuldt, ofte grænsende til det mismodige. Der er sørgekor, lange passager med opbygning og stille nedrivning. Gå en tur i gråvejret med denne sympatiske satan.

11. Hagop Tchaparian: Bolts

Debutalbum af britisk-armensk producer. Techno med et bankende hjerte baseret på field recordings samlet i Armenien og rundt omkring Middelhavet de seneste 15 år. Han kommer egentlig fra en punkbaggrund, men endte dybere og dybere i Londons klubscene, hvor han lærte Four Tet og Hot Chip at kende. Der er gang i trommerne, godt med percussion og gnist.

10. Christine and the Queens: Redcar les adorables étoiles

Franskmandens hidtil bedste album. Der er færre åbenlyse hits, mere jam, måske mere teater eller musical, men ikke skabagtigt. Der er skruet lidt op for 80’er-produktionen, og det er en rigtig god beslutning.

9. Dawn Richard + Spencer Zahn: Pigments

Klassisk musik møder R&B. Ud fra den beskrivelse kunne man måske undervejs undre sig over, hvad man egentlig lytter til, men det glider så let sammen. Verdener væver sig ligesom ind i hinanden. Som DNA-strenge, der flyver væk mod nogle bjerge.

8. Horsegirl: Versions of Modern Performance

Teenagetrio fra Chicago, der mirakuløst levede op til hypen med dette debutalbum fyldt med både angst og selvironi. De har succes med både stram post-punk og slacker-rock, selvom det aldrig kammer helt over i sidstnævnte. Stærke hooks.

7. Cate Le Bon: Pompeii

Art-pop med overskud. Man ser vindblæste landskaber for sig. Det er lyden af et menneske, der har følt sig fremmedgjort og nu rækker ud igen. Måske waliserens hidtil bedste album.

6. Let’s Eat Grandma: Two Ribbons

Alternativ pop med en snert af electropop. I nogle øjeblikke er det endog vidunderlig pop! De to engelske venner har holdt en lille pause og er vendt tilbage med stor inspiration.

5. Andrew Tuttle: Fleeting Adventure

Kosmisk country. Et ambient eventyr med pedal steel, violin, saxofon, banjo og meget mere. Australske Andrew Tuttle skaber landskaber, som også William Tyler og Chuck Johnson gør det. Sidstnævnte har da også mixet albummet og leveret pedal steel på én af sangene. Steve Gunn er også blandt de mange bidragydere.

4. Mabe Fratti: Se Ve Desde Aquí

Cellist og komponist fra Guatemala, der placerer sig et sted mellem ambient og avantgarde. Det er hverdagsmagi, hvor hun – i forhold til sidste års mere romantiske Será Que Ahora Podremos Entendernos – har skruet op for både jazz og støj. Det er stadig en overvejende stille omgang med forståelse for stilheden. Arthur Russell og Mark Hollis høres, men mest af alt bare en virkelig spændende cellist, komponist og sangerinde fra Guatemala.

3. Maya Shenfeld: In Free Fall

Lydkunstner fra Jerusalem, der bor i Berlin og her har læst komposition på Universität der Künste. Der er højt til loftet i musikken, der kombinerer analog synth med dyb, stemningsmættet brug af blæsere. Det er minimalistisk, men stort. Ikke ulig anden halvdel af Bowies Low i stemning, som The Guardian fint har sammenlignet det.

2. Barrie: Barbara

Stærke popsange med effektiv sommer-teen-sensibilitet. Barrie Lindsay skriver sangene selv, men det lyder som et band helt i starten af mp3-æraen. Lejlighedsvis med virkelig flotte harmonier. Enormt veloplagt.

1. Naima Bock: Giant Palm

Den engelske sangskriver er tidligere medlem af Goat Girl, har læst arkæologi og arbejdet som gartner. Det er ikke helt uvæsentligt, for hun skriver alternative folk-pop-sange med både forståelse for og interesse i historie, arkitektur og natur. Der er en respekt for musikhistorien og langsomheden. Hun lyder som én, der har god tid og gerne vil have, at vi andre skal have det. Stemmen kan minde om Bedouine, og der er en luftighed, som afspejles i Joel Burtons produktion. Der er mange bidrag fra interessante London-musikere, bl.a. et par stykker fra Caroline (som er med længere oppe på listen). Naima Bock har i øvrigt en brasiliansk baggrund, hvilket både høres i tropicália-inspiration og meget konkret på albummets sidste sang, hvor hun folder sig ud på portugisisk. En ubesværet debut.

/Martin