torsdag den 13. april 2017

En gave fra Malmö: Hater

Én af de fineste kvaliteter i popmusikken er at vende melankolien på hovedet og præsentere den upbeat. Selve forsøget indeholder både erkendelsen af det umulige og en form for distance. Distancen til smerten og selvet er begge kunstige (fordi man har fremtvunget den), og deri består også erkendelsen af det umulige og dermed fantastiske: at skubbe noget væk er en del af et valg, hvor kontrakten foreskriver, at det ikke forsvinder ved at være længere væk. Men det er netop vilkåret, og det er dermed vilkåret for alle. Der skal en kærlig behandling til, et skub, lidt eskapisme. En heroisk eskapisme.

Malmö er kommet fint på kortet i popmusikken de seneste år. Blandt de seneste skud på stammen er kvartetten Hater med Caroline Sandahl i front. Bandet bød sidste år på den lovende Radius EP og et par fine singler, og i år kom så debutalbummet You Tried. Selve titlen passer fint ind i deres selvforståelse og lydbillede, der er præget af en til tider konstaterende tone filtret ind i behagelige melodier. Ikke helt ulig Alvvays.

Pladen er ude på stockholmske PNKSLM (Punk Slime).





/Martin

søndag den 2. april 2017

Kelly Lee Owens

Walisiske Kelly Lee Owens udgav i sidste uge sit debutalbum, der lyder samme navn. Sådan noget kan jo være et statement. At denne plade er hende. I så fald er hun en mangefacetteret drømmer, og det er jo ikke værst.

Den 28-årige har været i sygeplejen, hun har været i praktik på XL, hun har stået i pladebutik og peget Björk i retning af technoafdelingen. Hun har også remixet Jenny Hval, hvorefter selvsamme Jenny fik lyst til at medvirke på Kellys debutalbum.

Det giver god mening: Kelly Lee Owens spiller på nogle af de samme tangenter og bruger flittigt med virkemidler fra både techno, dance og drømmepop, ligesom vokalen ofte hviskes, muligvis konstaterende.

Jeg så hende første gang på by:Larm i 2016. En meget fin koncert, der var blandt højdepunkterne det år. Hun bruger – både live og på plade – variationen til sin fordel, og man når sjældent at kede sig. På debutalbummet er man tilmed så heldig, at hun ikke følger tendensen med at fyre det bedste af i starten, hvorefter det hele fiser ud.

Med både Jenny Hval-optræden og Arthur Russell-hyldest på pladens første del bliver man forkælet, ligesom man bliver belønnet for at holde koncentrationen. Hun har en fornem sans for timing og gentagelse af visse elementer, som hun lader køre ud så længe, som det er nødvendigt. Til tider er der også spor af den mere gyldne Jessie Ware. I en slags undervandsudgave.

En fjerdel af året er gået, og én af årets bedste plader er netop blevet udgivet (på Smalltown Supersound, der også har taget sig af Lindstrøm, Dan Lissvik m.fl.).



/Martin

søndag den 19. februar 2017

Spinning Coin og bittersød jangle

Skotske Spinning Coin er dybt forankrede i deres hjemby. De er et produkt af Glasgow, opflasket på legendariske Postcard Records og herligt gråvejr.

Det er de jangly guitarer, den konstaterende (og kontrasterende) vokal, den stædigt produktive DIY-ånd, titlen: Raining on Hope Street. Det er hele pakken, og den er kompakt.

Efter en lille række af fine singler tør vi efterhånden håbe på en snarlig EP eller (gisp!) endnu mere.



/Martin

fredag den 3. februar 2017

ML Buch med tråd

Marie Louise Schou Buch ville være for langt et kunstnernavn. ML Buch kan man huske. Begge navne er flotte. Det samme er musikken.

Og dog er flot det forkerte ord. Der er intet pænt over det. Det er på sin vis rent i sin beskidte tone. Det er sangskrivning, der fremstår meget klar. Den er klar.

The Being Music, AKA hele verdens Jomi, har sin egen måde at gøre tingene på som pladeselskab, og det har bl.a. We Like We draget nytte af. Hvordan udgives ML Buch da hos Jomi? ML Buch laver en masse gode sange, og Jomi deler rundhåndet. Vi tager imod. Vi smiler. Oprigtigt.

I slutningen af januar kom Everybody Needs. Dermed er der på kort tid udgivet fire singler med en femte på vej medio februar. De når vidt omkring, og med Everybody Needs når hun til et gavmildt fokus på den guitarbaserede sangskrivning, der snildt kan have omringet hendes egen opvækst.

Det er her, vi kan vende tilbage til idéen om det enkle over for det simple. Dette er ikke simpelt. Der er til gengæld noget enkelt over det. Selvklart. Klart.



/Martin

onsdag den 11. januar 2017

Lydia Ainsworth og den klassisk trænede pop

Canadiske Lydia Ainsworth er en klassisk trænet komponist, der på debutalbummet Right from Real (2014) fornemt blandede klassisk musik med elektroniske elementer.

Hendes nye single The Road har et mere forfinet popudtryk (elegant afspejlet i videoen), der trækker en anelse i retning af Purity Ring. En spændende udvikling, der lover godt for den kommende plade Darling of the Afterglow. Den er ude 31. marts og kan forudbestilles her.



/Martin