torsdag den 22. december 2016

Årets album 2016

Kunsten spiller stadig en rolle. Herunder popmusikken. Den har en berettigelse. Hvad enten den er socialt mobiliserende, intellektuelt fordrende, en støtte i en vanskelig tid, et lykkeligt ekko, heroisk eskapisme eller noget ganske andet.

Også i 2016 var der mange fine plader. Særligt den urbane, amerikanske popmusik spillede en stor rolle, og man kan håbe, at den harme, der har drevet mange af disse stærke udgivelser, bider sig fast og inspirerer til mere: mere sammenhold, mere solidaritet, mere modstand mod den stigende ulighed, mere stillingtagen til det flygtige medieforbrug.

Hvert år siger vi farvel til store personligheder, og 2016 var ét af de år, hvor det fyldte mere i bevidstheden. Ikke mindst da den måske største af dem alle gik bort: David Bowie havde fremstået udødelig, og verden føltes ikke just som et bedre sted efter hans afsked. Men han efterlod sig et stort album. Generelt har mange af de store, legenderne, leveret flotte plader i 2016, ligesom vi i år oplevede en del ærefulde comeback-plader (ikke mindst The Avalanches, A Tribe Called Quest og American Football).

Der har også været habile debutanter, men det har ikke været her, vi har set nye retninger blive udstukket. Mange har dog imponeret med opfølgere, fundet et dedikeret publikum, forfinet en lyd. Man aner visse ambitioner rundt omkring, når man kigger længe nok. Eller rettere lytter. Der er stadig noget på spil. De store – og langt hen ad vejen skræmmende – begivenheder i 2016 er i værste fald traumatiserende for menneskeheden, i bedste fald en anledning til at skabe noget og føle noget sammen.

Kunsten spiller stadig en rolle. Den skal vi støtte for alt i verden. For hele verden.

Ganske kort om listen herunder: jeg har redigeret den over flere uger, og nu er jeg endelig landet på de 25. Det er selvfølgelig absurd, hvor meget man kan nå at lytte til i løbet af et år, og de 25 ville være i en anden rækkefølge, hvis jeg lavede øvelsen om en uge. Måske nogle ville blive skiftet ud. Men årslister er til for at inspirere.

Tak for i år. Må vi sammen gå noget smukkere i møde. Nu bliver det lysere.

25. Angel Olsen – My Woman

Angel Olsen er blevet friere i sin sangskrivning. Hun har muligvis høje forventninger til sig selv, men hun tillader også sig selv at skrive både tekster og melodier, der flyder mere naturligt over en hel plade – både i de langsomme og hastigere øjeblikke.

24. Cat’s Eyes – Treasure House

Spraglet og mærkværdigt sammenhængende. Cat’s Eyes spillede deres debutkoncert i Vatikanet, og selvom de dyrker det underspillede, er der en klar fascination af det dramatiske hele vejen gennem Treasure House. Der er et ekstra lag, idet de spiller på denne nedtoning. På denne vis bliver den engelske duo en fornem eksponent for en slags heroisk benægtelse.

23. Frank Ocean – Blonde

En gennemgående følelse på Blonde er, at Frank Ocean har hygget sig med at lave pladen. Den bliver aldrig for tung, og omvendt har den heller ingen ambitioner om dansegulvet. Det behøver den ikke, og det har ikke interesseret ham. Han har ikke travlt, som vi ved. Blonde er på alle måder bedre end forgængeren Channel Orange, og selvom den måske er lidt for lang, er den en helt igennem fornøjelig oplevelse.

22. Hieroglyphic Being – The Disco’s of Imhotep

Jamal Moss leger med ilden. Den produktive amerikaner er en nysgerrig sjæl, der ofte er lige dele fascinerende og frustrerende. På The Disco’s of Imhotep lader han titlen om at være frustrerende og inviterer på korte åbenbaringer, der samlet set udgør en halv times stimulerende underholdning.

21. Steve Hauschildt – Strands

Selvom 90’erne de seneste år har oplevet en overordentlig revival, er vi stadig langtfra trætte af 80’erne. Efter Stranger Things er der heller ingen tvivl om, at der kun vil komme flere og flere synthesizer-landskaber, der vil nyde middelstor opmærksomhed i det kommende år eller to. Make no mistake: Steve Hauschildt er hverken kitsch, nostalgisk eller opportunistisk. Han drømmer på tasterne og fungerer som forlygter i vores egne drømme.

20. Fear of Men – Fall Forever

Trioen fra Brighton tager igen eksistentialismen under kærlig behandling. De kølige observationer afspejler et gennemgående tema, hvor kroppen betragtes som noget adskilt fra sjælen. Debutalbummet Loom viste en besættelse af vand og var lyden af at kigge ind ad vinduet på en pejs, mens man selv står i sneen. Denne gang står man i regnen, og pejsen er gået ud. Men det stilner af.

19. Laura Canning – Simultaneous Flight Movement

Der har den seneste tid måske ikke været den store interesse i at beskæftige sig indgående med menneskets forhold til naturen. Det gør det kun ekstra interessant, at englænderne gennem forskellige udtryksformer til gengæld er begyndt at dyrke den i kunsten (læs eksempelvis denne glimrende Guardian-artikel). På samme måde er Laura Canning blæsten på marken. Med udgangspunkt i violinen skaber hun en uro, et billedskabende drama. En instrumental perle indspillet i Suffolk.

18. Cavern of Anti-Matter – Void Beats / Invocation Trex

Titlen skulle egentlig skrives med småt. Ligesom med alle deres sangtitler. Sådan er der så meget. Tim Gane fra Stereolab bor nu i Berlin, og her har han dannet Cavern of Anti-Matter, der med krautrockens puls lyder som en lang og hyggelig omgang jam (med lille j). På en time og 12 minutter når trioen vidt omkring, og kedeligt bliver det aldrig. Det er derimod monotoni, som fyrer op under de rigtige kedler.

17. The KVB – Of Desire

The KVB bliver kaldt en audiovisuel duo. Jeg kender endnu kun audio-delen. Men det er selvfølgelig ikke sandt: al lyd er visuel. Briterne kender deres historie, og den er mørk. Det er post-punk, det er kraut, det er Cabaret Voltaire. En bekendt har kaldt det ”Sheffield via Bristol”, og jeg formoder, at der menes sensibiliteten fra Bristol og den romantiske industrialisering fra Sheffield med deres banebrydende New Pop i starten af 80’erne.

16. Kedr Livanskiy – January Sun

Den russiskfødte Kedr Livanskiys debut lyser varmt i kulden. Den lever op til sit navn. Den fortæller dig, at det nok skal gå, men den skjuler ikke sandheden: det er koldt, og det er brutalt nogle steder. Vi bliver af og til nødt til at se tilbage for at kunne se fremad.

15. dvsn – Sept 5th

Der er blandingssmør, og der er smør. Fra 2016 får du ikke bedre smør end dvsn. Det er en stil, jeg egentlig ikke har lyttet meget til de seneste år, men sangskrivningen på Sept 5th er så forførende (undskyld), at man med glæde lader sig rive med ultrarørende sange som Do It Well, hvor vi er på grænsen af noget smagløst og suverænt: ”Feeling fucked up / still love fucking”. Og sikken produktion!

14. Blood Orange – Freetown Sound

Imens Morrissey er ved at miste forstanden, er der lykkeligvis mange andre, der formår at formidle weltschmerz med dirrende harme og blødende hjerte. Devonté Hynes har i flere år været blandt de mest efterspurgte producere, og det er med god grund. Med Freetown Sound har han også leveret sit første virkeligt vellykkede album, og det er en fryd at høre ham indfri det enorme potentiale.

13. Postiljonen – Reverie

Svensk-norske Postiljonen brød igennem med Skyer i 2013, og med Reverie har de ikke ændret det store. Det behøver man som bekendt heller ikke, og det har den heldige konsekvens, at vi igen får serveret en bunke popsange af tårnhøjt niveau uden frygt for pastiche.

12. Bon Iver – 22, A Million

Som på Frank Oceans seneste starter også 22, A Million med en pibende stemme, før den mere genkendelige af slagsen indtræder. I begge tilfælde skaber man tryghed og varsler samtidig nyt. Det er enkelt og smart, men der er også meget på spil: Bon Iver har fået en overraskende massiv fanbase, og det er et lille mirakel, at så mange har taget pladen til sig, når den er så radikalt anderledes i sin produktion. Der er utallige finurligheder på pladen, hvoraf samplet af Stevie Nicks er min favorit. Man bliver skiftevis rørt og rystet, og på 8 (circle) er det næsten umuligt at holde kinderne tørre.

11. Kaytranada – 99.9%

Det er en udpræget sommerplade, og det er en særdeles fremragende én af slagsen, Kaytranada har begået. Canadieren har besøg af et hav af fornemme gæster, herunder AlunaGeorge, Anderson .Paak og den genfødte Craig David, der alle passer som fod i hose. Hvor en ferm hiphop-producer som Clams Casino skuffede fælt med sin fuldlængde i år, har Kaytranada vist en ny vej, der peger frem mod mange spændende samarbejder og muligheder for hiphop og dennes alliance med elektronisk musik i de kommende år.

10. Jenny Hval – Blood Bitch

Jenny Hval er spændende af mange grunde. Hun rykker grænserne for pop, og hun trækker nye publikummer mod avantgarden. Hun skriver, fortæller, performer, bevæger. Menstruationsblod og vampyrer har fyldt i dækningen, og dækningen har været massiv. Det er intet tilfælde, at der er så mange spændende interviews med den norske heltinde: Få andre af samtidens eksperimenterende stemmer i musikken har så meget på hjerte.

9. Nick Cave and the Bad Seeds – Skeleton Tree

Årets tungeste album. Mange steder havde det været placeret endnu mere prominent, hvis det ikke havde været så hårdt at lytte til. Formentlig også her. Man behøver ikke rose nogen eller noget for at være personlig(t) – det fylder i virkeligheden for meget i denne verden – men når man kan gengive noget så inderligt, som det er tilfældet med Skeleton Tree, må man bøje sig i støvet for denne mester. Hans band har stor ære af pladen, hvor også danske Else Torp gør det fortrinligt på Distant Sky.

8. The Radio Dept. – Running out of Love

The Radio Dept. er måske skåret ned til to hovedpersoner, men det er stadig The Radio Dept. Det betyder som bekendt ét af verdens bedste bands, og selvom der ikke er tale om de svimlende højder fra Clinging to a Scheme, er de stadig et bud på en vitalitet og en æstetik, som verden har brug for. Med inspiration i bl.a. eksjugoslaviske modstandsgrupper viser vennerne fra Lund vejen. Med undtagelse af en enkelt sang er Running out of Love et gennemført manifest.

7. Roly Porter – Third Law

Verden er gået under. Eller også er det tæt på. Sådan lyder Third Law. Sammen med kunstnere som Prurient og Ital Tek er Roly Porter eksponent for den elektroniske musiks enorme potentiale i formidlingen af den forvirring, vi alle kan føle i dømmekraften, når smerten og mismodet sniger sig ind på os. Koncerten på Jazzhouse var i øvrigt én af de bedste, jeg har set i år. Man måtte som tilskuer lukke øjnene for ikke at lade sig blænde – på bogstaveligste vis. Roly Porter tvinger os til at anerkende skyggesiderne, og vi kommer stærkere ud på den anden side.

6. Solange – A Seat at the Table

Trods et par enestående singler få år tilbage var det svært at forestille sig, at Solange ville have en hel plade i sig af lige så høj kvalitet. Det er dog en sand fornøjelse at blive modbevist! Solange har begået en plade med stor selvforståelse, en klog plade, en vigtig plade. A Seat at the Table er mere end en god samling sange; det er et bevis på, hvad popmusikken (også) er i stand til.

5. Vanishing Twin – Choose Your Own Adventure

Det ligger måske i titlen. Den engelske næsten-supergruppe er en venlig labyrint. Den efterlader dig aldrig i mørket, men lyset er snarere betryggende måneskin end bagende sol. Det er et lille mirakel, at de har været i stand til at nå så vidt omkring og samtidig har formået at skabe noget, der føles sammenhængende. Som min kære fader ville sige: det er raffi (altså raffineret).

4. The Avalanches – Wildflower

Vi var mange, der var begyndt at give op. The Avalanches havde lovet nyt materiale i så mange år. Og så… en single. En sang. Men førstesinglen var ikke spændende. Ikke engang solid. Så meget desto større var overraskelsen, da Wildflower endelig ramte os med en usædvanlig skønhed. The Avalanches har samplet sig til endnu en triumf og fortæller historier af brudstykker, som kun få er i stand til det.

3. A Tribe Called Quest – We Got It From Here… Thank You 4 Your Service

De færreste havde forventet så slagkraftigt et comeback. Det hele lyder på én gang tungt og let med masser af humor og velvalgte gæster (måske lidt for mange). Hvis dette er ment som et punktum, har vi fået et udråbstegn, og timingen kunne næppe være bedre i kølvandet på det endnu surrealistiske efterspil, som 2016 efterlader sig.

2. Håkan Hellström – Du gamla du fria

Man har efterhånden vænnet sig til, at alt, hvad den svenske guldklump udgiver, er veloplagt. Men det er imponerende, at det kan fortsætte med at være så fremragende og så inspireret. Som titlen antyder, er der stadig en stor fascination af gamle viser, der blandes med egen historie (nationalsangen høres i introsangen, hvor også moderens single San Francisco bliver blandes ind). Håkan er og bliver Skandinaviens største. Før som nu.

1. David Bowie –

Han viste verden, hvad det vil sige at være popstjerne. Der er basis for diskussion, men det er vanskeligt at forestille sig nogen anden, der har haft lige så stor indflydelse på god musik. Den morbide vittighed fra 2016 lyder, at alt blev værre efter hans død i starten af året. At han holdt sammen på universet. Ikke blot en stjerne, snarere en galakse. Blackstar (som det også skrives) nåede at være et fabelagtigt album før hans død, og det står nu tilbage som et værdigt punktum på en glorværdig karriere. Hans stærkeste album siden 1980 og en oplevelse af de helt store. Et lys i mørket.

Ovenstående listes geografiske inddeling til de nysgerrige:

8 plader fra England
8 plader fra USA
3 plader fra Sverige
2 plader fra Australien
2 plader fra Canada
1 plade fra Norge
1 plade fra Rusland

tirsdag den 20. december 2016

Årslisten for 2016 er på vej

Indtil da kan man muntre sig med at lytte til én af nedenstående plader, der er rangeret ganske tilfældigt. Fællesnævneren er, at de alle er gode plader fra 2016, som falder lige uden for top 25.

Det er absurd, hvor meget tid man kan bruge på at høre musik. Man kan næsten glemme at lytte.

Nico Jaar, Car Seat Headrest, Weyes Blood, Adult Jazz, Savages, Ital Tek, Jessy Lanza, Savages, Andy Stott, Ian William Craig, Pantha du Prince, Hovvdy, Sarah Neufeld, Eleanor Friedberger, LUH, Julianna Barwick, The Range, Junior Boys, Psychic Twin, ANOHNI, Lucy Dacus, Charlie Hilton, Carla dal Forno, Konx-Om-Pax, Daughter, Chairlift, Field Music, DIIV, Pet Shop Boys, School of Seven Bells, Sturgill Simpson, Kevin Morby, Preoccupations, Marissa Nadler, Yumi Zouma, Bat for Lashes, The Range, Shura, Scott & Charlene’s Wedding, Owen, Radiohead, Goat, Tycho, Still Corners, Black Marble, American Football, Leonard Cohen, Roman Flügel, Tim Hecker, Porches, Isolation Berlin.

Der er sikkert mange flere. Top 25 kommer onsdag eller torsdag.

lørdag den 10. december 2016

Carla dal Forno

Australske Carl dal Forno smiler skævt på de fleste billeder. Kombineret med hendes lettere dystre lyd kan man få den tanke, at hun ved noget, vi ikke ved.

At lytte til debutpladen You Know What It's Like er ikke som sådan en munter fornøjelse, men det er trods alt en fornøjelse. Hun indvarsler ikke dommedag, men hun er heller ikke bange for at gå lange ture i katakomberne.

Hun har base i Berlin, men der er i højere grad et ekko af koldkrigshovedstad end vor tids Preußen. Det dunkle univers er aldrig henlagt i komplet mørke. Det gotiske har elementer af dub og post-punk, men ingen genrebetegnelser giver større mening her. Det skæve smil er nøglen. Der er noget på spil, der bevæger sig imellem konklusionerne, imellem væggene.

You Know What It's Like er ude nu på det yderst spændende Blackest Ever Black fra London.





/Martin

mandag den 21. november 2016

Echo Ladies, Malmö

Det svenske label Hybris har de seneste år fået nogle fremragende kunstnere i stald, herunder Azure Blue, El Perro del Mar, Korallreven (RIP) og ikke mindst Postiljonen.

Nu har vore naboer budt velkommen til Malmö-baserede Echo Ladies, der i sidste uge udgav debutsinglen Close to Be Close to Me. Med en klar forkærlighed for shoegazer-helte som Ride og Slowdive har Echo Ladies ikke bare en flot lyd og en stærk produktion; de har også skruet en egentlig sang sammen. Det lover godt, og der er god grund til at glæde sig til den kommende EP.



/Martin

onsdag den 2. november 2016

Molly Nilsson med ekko

Teknologiske fremspring plejede at betyde noget. I hvert fald noget, der tog del i en drøm om en bedre verden. I dag fremstår de fleste gennembrud som mindre tweaks. På samme måde, som man i politikkens verden ikke længere beskæftiger sig med visioner for et bedre liv.

Windows 95 lovede noget stort og nyt. Dette løfte, denne tid, bliver vi bragt tilbage til af svenske (Berlin-baserede) Molly Nilsson på hendes stort anlagte og dog underspillede 1995. Sangen udkom for et år siden i forbindelse med pladen Zenith (ude på Night School Records og Dark Skies Association).

Molly Nilsson er af mange bedst kendt for sit samarbejde med John Maus, men hun er i dén grad trådt ud af skyggerne.



/Martin

fredag den 7. oktober 2016

Vanishing Twin

I sidste uge kunne Trish Keenan fra Broadcast være blevet 48 år. Verden mistede hende for fem og et halvt år siden. Bandet nåede at udgive i alt tre plader, der alle er mildt sagt fremragende. Få bands i nyere tid har i så høj grad haft deres eget soniske univers.

Et nyt ét af slagsen, der trækker på netop Broadcast, er Vanishing Twin. Gruppen ledes af Cathy Lucas (tidligere Fanfarlo) og består yderligere af en garvet flok, hvoraf også tidligere Broadcast-medlem Phil M.F.U. tager del.

De har også hørt en sund portion Stereolab, hvortil de har ført lidt kraut og en hulens masse andre smukke ting, der tilsammen udgør pladen Choose Your Own Adventure. Foruden referencen til det klassiske bogformat passer titlen også fint til albummets bredde, der har adskillige nedslag i musikhistorien.



/Martin

onsdag den 14. september 2016

Psychic Twin

Selvom debutalbummet først er udkommet i sidste uge, har Erin Fein arbejdet under navnet Psychic Twin i flere år. Strange Diary har været undervejr i knap fire år. År, der er blevet brugt på at bearbejde skilsmisse, flytning, at finde en lyd, at finde samarbejdspartnere, at finde hvad som helst.

Det er der kommet et fint og lidt underspillet album ud af, der befinder sig i den dovne post-disco med stærke tråde til 80'erne, som ikke er helt ulig Nite Jewel og Ladyhawke (som hun i øvrigt har turneret med). Ja, og mange andre. Sjovt nok passer Strangers virkelig fint ind i tiden med vores store kærlighed til Stranger Things.

Det fungerer det meste af tiden og er en fin skalp for Polyvinyl.



/Martin

mandag den 29. august 2016

Tænd for fjernsynet, sluk for fjernsynet

Da Washed Out lidt mudret bragede igennem med Feel It All Around i 2009, skulle alt lyde som noget, der kom fra VHS-afspilleren. Meget fra den æra står klart tilbage som tidstypiske kompositioner, som måske får lov at få nyt liv gennem nostalgiens briller om et halvt årti. På samme måde, som vi ganske effektivt har givet nyt liv til 90'erne de seneste år.

Det mudrede billede i perioden skabte for mange en vis mæthed i den efterfølgende tid og dermed et fornyet behov for noget mere glitrende og rent. High fidelity!

Der er imidlertid mange helte, der længe har bedrevet små vidundere i kærlighedens mudder. Amerikanske Jefre Cantu-Ledesma har længe opereret under radaren i det mere ambiente og drone-baserede hjørne.

Dette års Love's Refrain blev naturligvis udgivet på bånd (...), og det er selvfølgelig allerede udsolgt. Geographic North tilbyder også digitalt salg. Fagre nye verden.



/Martin

tirsdag den 9. august 2016

How to Dress Well med ny plade og dansk koncert

How to Dress Well svømmede længe rundt i en sø af lo-fi. Charmerende var det, og overraskelsen var derfor en fornøjelig én af slagsen, da det lykkedes at opdatere produktionen uden tab af sensibilitet. I 2014 stod han bag én af årets bedste plader med What Is This Heart? (måske den bedste), og i september er han klar med opfølgeren Care.

På singlen Lost Youth / Lost You har Jack Antonoff været inde over produktionen, og hvis det ikke ringer en klokke, kan navne som Fun. (ja, med det latterlige punktum) og Taylor Swift smides på bordet. Out of the Woods stod han såmænd bag. Med andre ord er Tom Krell i habile hænder. Mere interessant er det dog, at CFCF fra Montreal også er blandt producerne på albummet.

De skrabede produktioner var en nødvendighed i starten. Herefter voksede Krells ambitioner med nye muligheder, ligesom hans turnéer og rejser gav nye indsigter. Med sin blanding af nordamerikansk hverdagspatos og europæisk forståelse for arkitektur leverer han også på Lost Youth / Lost Youth en mere end solid omgang popmusik.

Næste plade (skal vi gætte på 2018?) bliver en decideret banger. Til den tid vil det koste mere end 100 bobs at se ham i Danmark, hvor han for denne fornemme pris gæster Rust den 18. novemberCare er ude 23. september på Weird World og Domino.

I said I think I know what love is now / I think I kind of figured it out.



/Martin

søndag den 17. juli 2016

CC Dust iklædt synth

Dystopisk optimisme er selvfølgelig noget vrøvl. Men vi kan jo godt lide modsætninger, og der er sandheder i de umiddelbare umuligheder.

Mary Jane Dunphe har med punkbaggrund i Vexx allerede gjort sig bemærket som frontkvinde, og nu tørner hun ud som CC Dust med synthesizere og snerrende vokal. Det er synth-punk og en nærmest moden tolkning af at være på trods. I kamp med livet og ikke blot teenagedatterens urimelige mor, forstås.

Sammen med duoens anden halvdel, Laurent Dagnicourt, skaber Dunphe et herligt tilbageskuende-fremadskuende synth-værk, der kender sin besøgstid, holder det hele enkelt, sender håb til et forvirret publikum i en verden, der synes tæt på sin gryende undergang. Synthesizer klæder hende.



/Martin

søndag den 12. juni 2016

Lindstrøm tilbage til kosmisk disco

Når norske Lindstrøm er god, er han rigtig god. Singlen Lanzarote (med Todd Terje) fra 2013 var én af årets bedste singler, og med Closing Shot fra marts måned er han tilbage i storform.

Selvom han giver sig selv fint med plads til at bygge op, påbegyndes allerede knap et minut inde det kosmiske element, og flere små dele afløser herefter loyalt hinanden, imens der bygges videre og videre, højere og højere. Som Resident Advisor har formuleret det: lidt som New Order gentænkt af Vangelis.

En EP på fire sange med Closing Shot som den ene er ude i juli.



/Martin

fredag den 20. maj 2016

Clams Casino har en dato til os

Han har ladet vente på sig, har han. Én af de fremmeste beat-magere, Michael Volpe, har længe leveret stilskabende beats til både fremadstormende og etablerede kunstnere, men selv har han kun udgivet få mixtapes.

Det bliver der ændret på med udgivelsen af 32 Levels, der ser dagens lys på Columbia den 15. juli.

Med knap to måneder igen bliver det ikke nemmere at vente efter den korte førstesingle Blast, der kunstnerisk følger op på de tre Instrumentals og den forrygende Rainforest EP. Sammenpressede lyde og beats kæmper for at få luft, og der opstår en samhørighed mellem de samplede, ridsede stemmer i forsøget på at kommunikere og appellere. Vi lytter.



/Martin

søndag den 8. maj 2016

ANOHNI er hendes bedste

Antony Hegarty har stået bag mange fine sange, ikke mindst som Antony and the Johnsons. Nu hedder hun ANOHNI, og her har hun virkelig fundet sin stemme.

I det mere dystopiske univers med større elektronisk præg er smerten stadig personlig men i langt højere grad rettet mod omverdenen. Til det mildt sagt forrygende album Hopelessness har hun fået hjælp af den udmærkede Hudson Mohawke og den fremragende Oneohtrix Point Never, der står bag den veloplagte produktion.

Vi havde på forhånd hørt 4 Degrees, der hører blandt årets mest potente singler. Sikket mørke! Her udnytter hun sin vibrato så ypperligt, at man næsten kan sympatisere med de fantastiske og vanvittige ytringer.



/Martin

mandag den 11. april 2016

SØS Gunver Ryberg stiger op

Helt kort kan vi kalde det noget af det absolut mest interessante, der er kommet ud af Danmark i lang tid. SØS Gunver Ryberg er en åbenbaring for dansk elektronisk musik.

Med sin første EP, Aftryk, har hun skabt bygningsværker i både cement og stål. Man kommer til bevidsthed, vokser med ind i kompositionerne, glemmer igen sig selv, kommer til bevidsthed. Man glemmer igen, hvor man er.

Berlin-baserede Contort har udgivet EP'en, og for mange vil det nok give mening, at det netop kommer fra Berlin. Det er fristende at sige, at det bor i den hærgede klub. At det på sin vis er liv efter forfald. Men det leder vi nok alle efter.

Når det bliver vildt og voldsomt, søger man sin plads. Spotter åbninger i virvaret. SGR arbejder meget med field recordings. Naturen spiller en rolle for hende. Det gør den så afgjort. Men det står ligeledes klart, at intet er afgjort.

På 27 minutter udtrykker hun mere, end de fleste når på flere LP'er. Av.



/Martin

mandag den 21. marts 2016

Badlands klar med første fuldlængde

Med sin fine single Tutu markerede svenske Catharina Jaunviksna sig under navnet Badlands tilbage i 2013. Efter længere tids optakt er hun nu endelig klar med sin første fuldlængde, Locus, der udkommer medio april.

Som med Tutu er der også her tale om en mørk verden, der fyldes med lys og synthesizer-storhed. Ikke helt ulig Den uendelige historie. Filmen, ikke sangen.

Catharina synger fint en stemning frem, men hun giver også plads til instrumentale passager, der ofte er længere, end man er vant til i denne slags synth-baseret popmusik.

Locus holder et højt niveau fra start til slut. Fang den på svensk-irske Rite den 15. april.



/Martin

tirsdag den 8. marts 2016

Fear of Men og fodspor i sneen

I 2014 udgav Fear of Men én af de bedste plader det år. Loom var titlen. Man stod ude i kulden og stirrede på pejsen gennem vinduet. Altid både tæt og fjernt. Mange referencer til havet.

Trioen fra Brighton er klar med plade nr. to, Fall Forever, den 3. juni, og derfra kan man nu høre den fine, fine single Island. En hyldest til uafhængigheden ifølge sangerinde og guitarist Jessica Weiss. Glædelig kampdag.



/Martin

onsdag den 24. februar 2016

Cat's Eyes føler intet afsavn

Det er altid fascinerende med den åbenlyse benægtelse. Italesættelsen af ikke at savne en person, som eksempelvis Dylan mestrer det.

Cat's Eyes gør det fornemt på deres nye single Chameleon Queen, der kan bringe tankerne hen på Magnetic Fields med diskrete trommer, klaver, orgel og trompet. Det er en nærmest heroisk benægtelse i al sin skønhed.

Duoen består af Faris Badwan fra The Horrors og den canadiske sopran Rachel Zeffira. De to har arbejdet sammen siden 2011 og har udgivet et enkelt studiealbum og lavet soundtracket til Peter Stricklands roste The Duke of Burgundy.

Chameleon Queen går alt op i en højere enhed. Rachels fjerne røst supplerer Faris' stille benægtelse. Mere kompliceret behøver det ikke være.

Det nye album Treasure House udkommer 3. juni på RAF Records.



/Martin

mandag den 8. februar 2016

Gå en tur

Du har brug for at gå en tur. Det har man sådan set altid.

Tag Brighter med dig. Inside Out fra 1989 gør alt det rigtige. Hvis du ikke kender til Sarah Records (1987-1995), vil jeg anbefale at finde deres manifest ("a day for destroying things...") og dykke ned i deres arkiv. Hjerteblod. Idéer. Dedikation til idéer.



/Martin

mandag den 18. januar 2016

Memoryhouse med blødt had

Den canadiske duo Memoryhouse er efter tre og et halvt år klar med opfølgeren til debutpladen The Slideshow Effect fra 2012. Dengang havde de – en sympatisk udgivelse til trods – lidt svært ved at følge op på lovende EP'er, men at dømme efter de første singler er der stadig grund til at glæde sig til Soft Hate, der udkommer 9. februar.

Deres drømmepop er stadig drømmende og tilmed mere poppet. Det klæder dem. Tilbage i 2010 excellerede de i det mere sørgmodige hjørne (her kan særligt anbefales EP-versionen af Bonfire), hvor de senere var fanget mellem flere stole. At omfavne en friskere produktion er en fin vej at gå, når vokalen forbliver så fin, som det er tilfældet på en single som Sarah.

Memoryhouse udgiver selv denne gang. Soft Hate er ude 9. februar.



/Martin

onsdag den 13. januar 2016

Wild Nothing og popmusikkens rigdom

Det kan synes absurd at lytte til andet end Bowie disse dage. Den største af dem alle er gået bort (eller i det mindste i forvejen), men det må jo fortsætte. Det hele. Uden det skal blive for patetisk, kan man sige, at han ville ønske netop dét. At vi forbliver nysgerrige og åbne.

Jack Tatum – bedre kendt som Wild Nothing – er i høj grad en musiker, der opsøger og opdyrker historien uden at forsøge at genoplive genrer eller fordums eksperimenter. Et par forrygende LP'er og EP'er har han bag sig, og 19. februar får vi endelig Life of Pause via Bella Union.

Førstesinglen Reichpop oscillerer mellem det labyrintiske og det kaleidoskopiske. Som den lange intro afslører, er der tale om første sang på den kommende plade, og netop derfor peger den så fornemt i flere retninger. Efter xylofonerne får selskab af trommer, guitar, bas og synth kommer Jack Tatum først ind i billedet efter 2:03 og proklamerer:

I am the silent son
I am the only one

Tatum er så sandelig tilbage med spændende lydeksperimenter og dragende melodier. Den stille søn (eller mente han mon den stille sol?) observerer, suger til sig, bearbejder. Det er vi mange, der kan lære noget af.



/Martin

mandag den 4. januar 2016

Gwenno

Gwenno er et eksotisk navn for de fleste. I Gwenno Saunders' hjemland Wales er det mere normalt. For hende er det også normalt at synge på walisisk (eller: y Gymraeg).

Det falder hende også naturligt at tage afstand til sin nære fortid som del af The Pipettes, hvor hun følte, hun spillede en rolle, der allerede var blevet skrevet.

Gwenno står nu kunstnerisk på egne ben og spiller ikke længere en rolle. Med en tydelig forkærlighed for Broadcast og med en smule inspiration fra kraut har hun begået et forrygende debutalbum, der til tider er en slags folktronica.

Efter en EP i 2012 lod hun vente på sig, før hun i 2014 udgav debutalbummet Y Dydd Olaf i begrænset oplag på walisiske Peski Records (Cate Le Bon, R Seiliog), før Heavenly i 2015 genudgav pladen til større opmærksomhed.

En overset plade i 2015 – også herfra.



/Martin