søndag den 26. april 2020

Santrofi og highlife

Jeg gik desværre glip af ghanesiske Santrofi på Roskilde sidste år. Men det er for nemt og for kedeligt at fortryde ting – ligesom det sikkert er for nemt og for kedeligt at konstatere, at det er for nemt og for kedeligt at fortryde ting – og da jeg sidste måned blev mindet om bandet på The Vinyl Factory, var det et glædeligt gensyn med idéen om et band, jeg primært kendte fra en PR-tekst. Ud fra beskrivelser havde jeg bygget en idé om dem op i hovedet, men jeg havde kun hørt brudstykker af musikken. Navnet havde selvfølgelig fæstnet sig. Santrofi. Det lyder vidunderligt. Santrofi Santrofi Santrofi.

Kollektivet fra den ghanesiske hovedstad Accra udgav fredag 24. april debutalbummet Alewa på tyske Outhere Records, og det lyder minsandten vidunderligt!

Det er ghanesisk highlife, som nogle steder betegnes som en udbryder fra nigeriansk afrobeat. Og nu kommer jeg på glatis, fordi jeg hurtigt kan komme til bare at lire genrebetegnelser af. Santrofi er et større kollektiv, og man mærker undervejs på Alewa, at de giver plads til forskellige medlemmers lyst til at udforske andet end guitarbåren highlife (f.eks. på Odo maba og Mobo), mens de på titelsangen og min favorit, Africa, spiller så tight og l æ k k e r t, at verden med al sin ækelhed bare kan komme an. Sidstnævnte indledes i øvrigt med et klip af Kwame Nkrumah om the United States of Africa.



/Martin

onsdag den 1. april 2020

Green-House

På sin vis har ambient aldrig været mere berettiget på global skala. Berettiget er måske et forkert ord. Nyttigt? Passende? Nødvendigt ligefrem?

Færre spørgsmål, mere ro.

Olive Ardizoni fra Los Angeles laver musik til planter, og det er der ingen grund til at blive irriteret over. For det er rart. Meget rart.

Det er bølgeskvulp og fuglelyde. Det er en lille halv times zen. Og det er perfekt at lægge puslespil til.



/Martin