tirsdag den 28. oktober 2008

Deerhunter - ny frygt

Atlanta, Georgias Deerhunter er ikke et specielt hemmeligt band - i hvert fald ikke længere.

Den i overskriften nævnte "frygt" går da heller ikke på, at Deerhunter som band skulle blive overset (som det kan være tilfældet med Women) - den går derimod på det bonusalbum, man kan få sammen med det nye album Microcastle. Dette album har været leaket i over et halvt år, og det er ingen hemmelighed, at jeg finder det eminent. Men først i dag har jeg fået lyttet til bonusalbummet Weird Era Cont., der er meget, meget mere end blot sange, der ikke var gode nok til Microcastle.

Nu består Deerhunter af mere end blot sanger og sangskriver Bradford Cox, men det vil altid være ham, der løber med opmærksomheden. Ganske uundgåeligt og ikke som et resultat af et stort ego. Han er yderst produktiv i både Deerhunter og med soloprojektet Atlas Sound, og han har klare holdninger, som han ikke holder tilbage blot for at holde dem tilbage (som i dette lange interview med ham og Liars på Drowned in Sound).
Og det specielle ved Weird Era Cont. er da også netop, at man får yderligere indsigt i dette fascinerende menneskes sind. Gamle Smashing Pumpkins-fans vil måske huske den glæde det var at lytte til de tiloversblevne sager, der udgjorde gratisalbummet MACHINA II / Friends and Enemies of Modern Music - netop fordi det gav følelsen af som lytter at blive inviteret ind i studiet og hjernen hos en stor sangskriver. Også på Deerhunters bonusalbum er produktionen blevet underprioriteret, men det gør absolut ingenting. Man får fornemmelsen af, hvor stærke mange af sangene kunne have været, og når den proces opleves som noget positivt frem for frustrerende, er det simpelthen fordi, bandet er så inspirerende i sig selv. Ganske imponerende.

Ingen mp3'er i denne omgang! I så fald bliver de lagt op en anden god gang.

/Martin

mandag den 27. oktober 2008

Passion Pit

Frenchkiss Records er et selskab, der efterhånden har en del fine navne i stald. Både større navne som Les Savy Fav og The Hold Steady, men også nyere bands som The Dodos, Cut Off Your Hands og nu også kvintetten Passion Pit.

Hovedmanden bag projektet er Michael Angelakos, der oprindeligt indspillede EP'en Chunk of Change som en gave til sin kæreste.
I september blev den genudgivet af Frenchkiss med yderligere to sange, Better Things og bloghittet Sleepyhead.

Mange steder er der draget sammenligninger med bands som MGMT, Scritti Politti, Russian Futurists, A Sunny Day in Glasgow og svenske Air France, men der er bestemt også spor af The Postal Service at finde i musikken. Faktisk har Passion Pit også varmet op for Ben Gibbards mest kendte band, Death Cab for Cutie (ligesom de har haft supporttjanser for Girl Talk og These New Puritans).

De fem har netop spillet til CMJ og arbejder i øjeblikket på deres første fuldlængde, der udkommer i starten af 2009. Vi glæder os og håber, at Roskilde Festival har antennerne ude.

Video til Sleepyhead:



MP3: Passion Pit - Sleepyhead
MP3: Passion Pit - Sleepyhead (Landau Walk-Up Remix)

/Martin

fredag den 24. oktober 2008

Crystal Stilts

Visse begreber er blevet voldtaget groft de seneste år. Ét af dem er "post-punk". Et begreb man næsten bliver nødt til at bruge for at beskrive Brooklyns Crystal Stilts. Dette betyder dog ikke, at man skal forvente sig mørk og rytmesektionsstyret post-punk á la Joy Division (eller Interpol for den sags skyld). Selvom gruppen uden tvivl har hentet masser af inspiration i Manchester-scenen fra slutningen af 70'erne og starten af 80'erne, griber de også momentvist længere tilbage i tid. Der er ikke helt tale om garage rock, snarere garage pop, og det virker mærkeligt bevægende. På flere niveauer.

Alight of Night kan købes nu via Rough Trade.

MP3: Crystal Stilts - Crippled Croon
MP3: Crystal Stilts - Crystal Stilts
MP3: Crystal Stilts - Shattered Shine

/Martin

tirsdag den 21. oktober 2008

Hospital Ships

Hospital Ships er én mand: Jordan Geiger fra Lawrence, Kansas. Manden er også sanger og sangskriver i Minus Story og derudover med på keyboard og trompet i Shearwater (for dem, der ikke kender Shearwater: Okkervil River-sideprojekt).

Der var engang, nogle år tilbage, hvor de fleste bands gerne fik at vide, at de lød som The Flaming Lips. De dage er måske ovre, men i dette tilfælde har vi til gengæld at gøre med en mand, der har opkaldt sit soloprojekt efter netop én af deres sange, ligesom han heller ikke er bleg for at at lade sig inspirere af deres lyd. Der er også spor af nogle andre gamle klassikere som Mercury Rev og, i mindre grad, Neutral Milk Hotel.
Alt i alt lader det til at være et ganske hyggeligt og sympatisk projekt. Det skal blive spændende at høre mere.

Debutalbummet Oh, Ramona er ude fra i dag via det spændende Graveface Records.
Minus Story kan købes via Jagjaguwar.

MP3: Hospital Ships - The Shots I Drank (SayMyName remix)
MP3: Hospital Ships - I Want It to Get Out
MP3: Hospital Ships - Bitter Radio (single edit)
MP3: Minus Story - Battle of Our Lives

/Martin

mandag den 20. oktober 2008

Diskussion: Anmeldelse / smagsdom

Følgende indlæg er måske længere end de sædvanlige, så tag en øl eller en kop te, før du læser videre...

Hvad er en god musikanmeldelse? Og er sådanne smagsdomme virkelig nødvendige?

"Nødvendighed" er i sig selv noget af et ord at benytte. De fleste har formentlig prøvet at hoppe med på en hype-vogn, men de fleste er nok også enige om, at det i sidste ende er musikken, der tæller. Og selvom vi måske køber mindre musik i dag, er forbruget af selvsamme større end nogensinde før. Udvalget er større, og det er nemmere end nogensinde før at finde ny og spændende musik.
Netop derfor er det nødvendigt med overskuelighed. De fleste har sikkert nogle venner eller bekendte, der er gode til at anbefale ny musik, ligesom mange er stødt på musiksider og -blogs, som de med tiden har fundet ud af er til at stole på. Så vidt så godt.
Nu jeg nævner blogs, er jeg imidlertid halvt ude på et sidespor - for vi kunne nu indlede en debat om, hvad en "anmeldelse" egentlig er, og hvorvidt man kan kalde det anmeldelser, når der eksempelvis her på bloggen skrives om et album. Derfor vil jeg understrege, at jeg i dette indlæg skelner mellem sådanne (åbenlyst) personlige smagsdomme og anmeldelser, der er ment som anmeldelser - som oftest med en dertil hørende graduering/karakter. Vi taler her om den type anmeldelser, man bliver sat til at skrive af en redaktør - en vurdering, der skal stræbe efter det objektive. At den så aldrig kan blive helt objektiv, det er en anden sag.

Hvad er så meningen med disse anmeldelser? At give læseren, den kunstinteressede, forbrugeren en idé om et værks essens (lægger vi vægt på modtageren som forbruger, kunne vi bruge ordet "værdi", men det vil i mange sammenhænge være enten respektløst over for kunsten eller en banalisering af denne). Dertil kommer naturligvis, at der findes både musikblade og -sider, der ikke bare har en bestemt smag, men også en bestemt profil. Det være sig letlæselig, kortfattet, akademisk funderet, aktivt hypende osv. Fælles for alle disse er dog, ideelt set, at de er til for læseren/lytteren. Læseren, der således kan vælge frit blandt forskellige typer musikmedier. Læseren, der som oftest søger overblik og kvalitative vurderinger.

Det behøver således ikke være et krav, at en anmeldelse skal kunne forstås af alle. Lad os gå videre og kigge på visse tendenser i nyere anmeldelser. En udbredt misforståelse er at tage udgangspunkt i, hvad et værk burde være. Eller lige så slemt: Hvad et værk ikke er. Et kunstværk, og dette gælder ikke kun musikken, må nødvendigvis bedømmes ud fra dét, det er. At man uden for værket kan finde midler til at knække koden, det er en anden sag. Det kan være ganske forståeligt, at man efter en god udgivelse bliver skuffet, hvis et band på sin næste udgivelse ikke lever op til forventningerne - men denne skuffelse skal ikke danne bund for bedømmelsen. Den kan tages med som en del af argumentationen, ja den skal helst tages med i argumentationen, men det kan aldrig være gyldigt at bedømme en plade alene ud fra, hvordan en gruppes tidligere plade lød.
I forlængelse af dette er der en anden type vurdering, der ligeledes bunder i negationer. Dog ikke med udgangspunkt i en eller flere tidligere udgivelser. Der er her tale om en type anmeldelse, der vurderer en plade ud fra, hvordan andre har reageret på den - og/eller hvordan en gruppe er blevet markedsført. At inddrage sådanne informationer kan givetvis være et plus i en anmeldelse - såfremt der stadig argumenteres gennem musikken.
Et nyligt eksempel på denne, i mine øjne, misforståelse af anmelderens rolle kan læses på Undertoner, hvor det amerikanske band Abe Vigodas album Skeleton vurderes ud fra, hvad det ikke lever op til. Jeg må her understrege, at jeg har stor respekt for både anmelder og medie, der leverer og har leveret mange gode anmeldelser gennem årene. Denne anmeldelse starter med et citat fra udgivelsens medfølgende pressemeddelelse og følges op af en kritik af denne. Dernæst følger en ekstern henvisning til et citat om selvsamme udgivelse taget fra en anmeldelse af Pitchforks David Bevan. Først og fremmest tåler citatet ikke at blive læst isoleret. For det andet bruges det blot til yderligere at understrege, hvad skribenten ikke er enig i. Slutteligt nævnes det, hvordan bandet ikke er punk (igen en reference til hvordan bandet er blevet fremstillet, dels af dem selv, dels af andre medier). Kun sparsomt nævnes musikken:

"Nuvel, Abe Vigoda har i en vis udstrækning formået at skabe deres egen sound, et ikke ueffent redskab i en hardcore konkurrenceøkonomi. Hvilket kunne have været gunstigt, men i dette eksempel blot betyder, at samtlige albummets numre lyder ens."

Søger man at få en idé om, hvordan albummet lyder, søger man overskuelighed og information, har man kigget forgæves. Man kan argumentere for, at anmeldelsen selv skal læses som en art kunstværk, der skal ses som et resultat af frustrationen over tomheden i et givent produkt. Og det kan da være interessant, når en anmeldelse engang imellem byder på lidt mere end "blot" en vurdering - men det skal netop være noget ekstra og ikke en decideret erstatning. Sådanne anmeldelser kræver en hel del af afsenderen. Politikens Kim Skotte har ofte held med det, og han er ikke den eneste.

En anmelder bør regelmæssigt spørge sig selv: Hvorfor gør jeg dette? Hvad er min motivation? Hvis man udelukkende vil føre sig frem, bør man finde en anden genre. Hvis man derimod vil give en kvalificeret mening om kunsten, er det mere end ønskeligt. Professor og afdelingsleder ved Æstetik & Kultur på Aarhus Universitet Morten Kyndrup skrev meget apropos:

"Smagsdommen er den gode kritiks forpligtelse - forglemmelsen af smagsdommen er kritikkens opløsning i journalisme og videnskab light."
("Den nødvendige smagsdom", Standard, 11. årg. nr. 3, august-oktober 1997)

Et andet kritikpunkt er mange anmelderes begrænsede referenceramme. Man kan som læser naturligvis ikke kræve det umulige; at en anmelder har hørt al musik i verden. Man kan imidlertid godt kræve et kendskab til nyere musikhistorie, der tillader sammenligninger med mere end blot en håndfuld bands, der sædvanligvis benyttes som standardsammenligninger til standardløsninger. I anmeldelser af megen af den musik, jeg beskæftiger mig med, er det gerne grupper som Radiohead, Sigur Rós, Mogwai, Animal Collective og The Arcade Fire, der bliver brugt og, i endnu højere grad, misbrugt. Hvis sammenligningen er søgt, og dermed upræcis, er det i langt højere grad at foretrække slet ikke at lave en sammenligning. Trækker man disse misvisende navne ned over en udgivelse, tilfredsstiller man ikke andre end sig selv. Og værre endnu: Værket præsenteres unøjagtigt. Kunsten banaliseres.

Alle anmeldere kan have dårlige dage, og man kan ikke altid have nok tid til alle anmeldelser. Vigtigst er det, at man som udgangspunkt er sin opgave voksen. At man indser, at man med en anmeldelse påtager sig et ganske reelt ansvar.
Det handler ikke om, at en anmeldelse skal være så tør som muligt. Det er i visse tilfælde små (også ganske kreative) detaljer, der bedst beskriver et album - men kun når disse detaljer er et supplement til en egentlig vurdering af musikken. Det er også vigtigt at huske på de såkaldte profiler, der allerede er blevet nævnt tidligere, ligesom også mange anmeldere grundet deres stærke kærlighed til kunsten kan føle en trang til at udøve kunstnerisk retfærdighed gennem anmeldelser. Eller at man som anmelder simpelthen vil udtrykke sig gennem humor. Der er meget, der kan spille ind, og det er uden tvivl for det bedste, at anmeldelser er forskellige. Så længe man tager stilling til, hvad værket er.

Tak fordi du læste med. Læg endelig en kommentar, hvis du har en mening om dette.

/Martin

lørdag den 18. oktober 2008

Tak til Handsome Furs

Canadiske Handsome Furs lagde i går for første gang vejen forbi Århus og Musikcaféen. Duoen, Dan Boeckner + konen Alexei Perry, har tidligere spillet nogle gange i København med begrænset succes, den ene gang grundet en trommemaskine, der valgte at gå i stykker.

Men lad der ikke være nogen som helst tvivl: Vi blev vidner til en fantastisk koncert med en veloplagt duo, der heldigvis havde teknikken på deres side. Publikum virkede ligesom canadierne ganske fredagsberusede, hvilket gudskelov ikke ødelagde koncerten. Tværtimod: Samspillet mellem de to størrelser var helt i top.

Der var blevet plads til en del nye sange, og mest interessant var det at høre, hvordan de på scenen var både mere elektroniske og støjende i deres udtryk end på debutpladen, Plague Park. Aftenens højdepunkt for mit vedkommende var dog fra pladen: Dead + Rural. En sang Boeckner præsenterede således: "This is a song about going to a high school where your nickname is 'faggot'."

MP3: Handsome Furs - What We Had
MP3: Handsome Furs - Cannet Get, Started

Bonushistorie!

Ganske beruset på vej fra Mejlgade til min kjære lejlighed gik jeg og hørte Bon Iver. Tre fulde mænd kom løbende ud fra en lejlighed, den ene lavede et mystisk pose på vejen, den anden løb videre, og den tredje gik over til mig og bad mig tage høretelefonerne af, så han selv kunne høre musikken. Først skamroste han kvaliteten af høretelefonerne, dernæst udtalte han sig om musikken, lige fra hjertet: "Det er musik, der er virkelig godt, når man er forelsket."
Mig: "Eller trist."
Ham: "Er du trist? Så skal du med os i byen. Kom."
Mig: "Nej nej, jeg er ikke trist!"
Ham: "Er du forelsket? Nå, men du må have en fremragende aften!" Herefter løb også han.

Måske tillægger jeg den mystiske ordveksling for megen betydning, men jeg kan ikke slippe ordene.

MP3: Bon Iver - Skinny Love

God weekend til jer alle.

/Martin

torsdag den 16. oktober 2008

Pallers + Blackout Beach

Kort og godt: To nye sange til jer, kære læsere.

Pallers er en ny elektronisk duo fra nabolandet Sverige. De er netop blevet signet til det fine Labrador, der udgiver debut EP'en Humdrum d. 3. december.
Ud fra dette første nummer er der en del i vente for os lyttere. Det er en smule dystert, men med glimt af håb. Kjanske som på billedet.

MP3: Pallers - Humdrum

Blackout Beach er et soloprojekt fra den smågale Carey Mercer, der nok er bedst kendt som sanger og guitarist fra Frog Eyes. Det skal dog ikke glemmes, at han også udgør en tredjedel af det undervurderede Swan Lake. Han har kun udgivet et enkelt album under navnet Blackout Beach, mens det andet album, Skin of Evil, er på vej.
Første sang vi har hørt fra pladen, Cloud of Evil, starter som noget, der kunne være et remix af Animal Collectives Purple Bottle, men viser sig hurtigt som værende del af Mercers karakteristiske, mareridtsagtige univers - dog i mere elektronisk form end hos hans andre bands. Som han tidligere har bevist på plade og til koncerter, er han stadig en skræmmende sanger. Og skræmmende dygtig.

MP3: Blackout Beach - Cloud of Evil

/Martin

mandag den 13. oktober 2008

Dark Dark Dark

Amerikanske Dark Dark Dark har ganske få år på bagen. Derfor er det også naturligt, at de endnu mangler lidt for at få dem til at skille sig rigtigt ud. Men skille sig ud fra hvad?

Her er ikke tale om emo, selvom navnet måske kunne antyde enten dét eller noget mere gotisk. Her er snarere tale om en blanding af sømandsviser og noget mere balkaninspireret. Sidstnævnte dog i mindre grad end hos eksempelvis A Hawk and a Hacksaw og på Beiruts debutalbum. Vort evige referencepunkt...

De to frontpersoner Nona Marie Invie (harmonika, vokal) og Marshall LaCount (banjo, vokal) er nogle flyvske størrelser, der har fundet inspiration til musikken på mange, skæve dannelsesrejser på tømmerflåder ned ad Mississippi, godstog gennem landet og "gennem Europa" - som de gerne siger derovre. Endnu en flyvsk størrelse.

Den maritime del / sømandselementet minder en del om The Decemberists' kærlighed til selvsamme, selvom det er en del mere gennemført hos de poetiske forbilleder. Marshalls vokal er en sjov blanding af Dan Bejar (Destroyer, Swan Lake, The New Pornographers) og Ben Garrett (frYars).
Debutalbummet The Snow Magic er ude d. 28. oktober via Supply and Demand Music. Eller som de forkortes: sad music. Så blev det alligevel lidt emo.

Nå ja, og så er M.I.A. gravid. Kapow.

MP3: Dark Dark Dark - New York Song

/Martin

onsdag den 8. oktober 2008

Coconot + El Guincho = Spansk varme

Spanien har i mange år lidt under at være et land, der musikalsk ikke har bidraget med specielt meget godt (endsige relevant). De seneste år er opmærksomheden dog vokset, primært grundet den ene succesfulde festival efter den anden, og nu er den mere eksperimenterende musik også ved at følge med.

Pablo Díaz-Reixa er i år blevet kendt vidt og bredt under navnet El Guincho med albummet Alegranza, der har opnået rigtig fine anmeldelser (også af orlovsblogger Camilla). Den officielle udgivelse er dog i mange lande skubbet til den 13. oktober, så det skal blive spændende, om hypen også når længere i Europa.

Pablo startede dog før sit El Guincho-projekt som trommeslager i Coconot - et band, der deler flere ligheder med hans soloprojekt. Det er svært at opstøve info om bandet - ikke engang en udgivelsesdato på deres netop leakede album, Cosa Astral, har jeg kunne finde.
Hvor El Guincho er tættere på Panda Bear, er Coconot tættere på Animal Collective, selvom brugen af samples stadig er massiv hos disse spaniere. De har, ligesom det gælder for forbillederne (tillader jeg mig at forestille mig, at de er), en nysgerrig og legende tilgang til musikken, men lidt gemt væk i lydbilledet er der alligevel godt med melankoli at hente. 'Reflekterende' vil ikke være helt forkert at benytte. Det er ikke lyden af barndom - det er lyden af mindet om barndommen.

Albummets ni sange varer samlet lige under en halv time og er forholdsvis nemme at komme igennem, hvor El Guincho for nogen er sværere at klare med de længere, repetitive sange (jeg tillader mig at bruge ordet 'repetitiv' for halvdesperat at indikere en forskel på dét og det mere negativt klingende 'ensformig').
Det har ikke været muligt at finde mp3'er at dele ud af, og MySpace-siden har i øjeblikket kun en enkelt sang oppe. Såfremt jeg støder på mp3'er med spanierne, vedlægger jeg links med det samme!

Coconot på MySpace

/Martin

tirsdag den 7. oktober 2008

At nyde: Built to Spill + M83

To dage, to koncerter, to smukke oplevelser. Voxhall bød mandag på legenderne i Built to Spill, tirsdag på franske M83. To vidt forskellige kunstnere, to vidt forskellige tilgange til musikken, to vidt forskellige koncerter.
Jeg vil ikke gå i detaljer med koncerterne (min anmeldelse af Built to Spill vil alligevel kunne læses på Voxhall.dk onsdag eller torsdag). Jeg vil snarere dele den umiddelbare glæde og enorme tilfredshed over to valg.

1) Ud over at Built to Spill gav os hele det glimrende Perfect From Now On fra 1997, hev de noget af en guldklump frem som ekstranummer: Klassikeren Car. Én af de sange, der har betydet mest for mig, og én af de sange jeg har hørt mest gennem mit liv. Intet kan beskrive den følelse det var endelig at høre den live - fra Doug Martsch og co. direkte til os. Så enkelt kan pop skæres, og så rørende kan resultatet blive.

Lyt med mærkelig video:



2) M83 diskede op med mange lækkerier, specielt fra det nyeste album Saturdays = Youth, men der var heldigvis også plads til nogle ældre sange. Heriblandt en enkelt, som jeg ikke havde ventet de ville spille: Gone. Den kolde, stemningsfulde og underfundige perle fra Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts fra 2003. Alene og med andre. Påvirket og sober. Glad og trist. En sang, der har fulgt mig trofast.

Lyt med mærkelig video:



God onsdag, kære læsere.

/Martin

mandag den 6. oktober 2008

Women - igen

For mindre end en måned siden skrev jeg om det canadiske band Women. Nu finder jeg det imidlertid bidende nødvendigt at gøre det igen, da jeg nu har haft den ære at lytte hele deres selvbetitlede plade igennem.

Og hvorfor så bidende nødvendigt? Fordi albummet er af den slags, der nemt kan blive overset. Og det til trods for at det udgives på Jagjaguwar.

Gruppen har indtil videre kun officielt leaket sangene Black Rice og Group Transport Hall, der begge blander syrerock og lettere tilgængelig Kinks-inspireret 60'er coolness. Hele pladen giver dog et meget mere nuanceret lydbillede, der også får specielt Black Rice til at fremstå endnu mere unik.

Women vil måske overraske nogle af de lyttere, der kun har hørt de to førnævnte sange ved langt hen ad vejen at være instrumental - ligesom den også vil lede mange lytteres tanker hen på pladeaktuelle Deerhunter. Og så er der den fantastiske Shaking Hand, der nærmest kan karakteriseres som math-rock. Guitararbejdet har en del til fælles med mange nye engelske bands, specielt fra det sydlige England. En lyd, der de sidste par år har vundet meget frem i det engelske (hør blot mange bands fra selskabet Big Scary Monsters), men også så småt på den anden side af Atlanten. Som hos Maps & Atlases.

Pladen er af den type, der vokser og vokser. Der er plads til forbedringer, og bandet har endnu ikke fundet sig selv fuldstændigt. Men fundamentet er der. Og man kan jo håbe, at de ligesom Deerhunter på deres anden plade går fra at være rigtig godt til at være fantastisk.

MP3: Women - Black Rice
MP3: Women - Group Transport Hall

/Martin

onsdag den 1. oktober 2008

Nyt fra Vampire Weekend

Se lige hvor rare de ser ud. Det er svært ikke at sympatisere med new yorkerne i Vampire Weekend.
Hypen kom hurtigt og er ikke rigtig stoppet endnu. De har tydeligvis ikke lidt under Foals-syndromet (lad os se om sidstnævnte kan revanchere sig engang); de ramte bredt, men forblev accepterede - også i selve branchen. Som Man Man kommer frem til over for Pitchfork:

Pow Pow: "They're a good band, man. I don't give a shit if there's a lot of hype. They're a good band. I love 'em."

Den nye sang, Ottoman, er med på soundtracket til filmen Nick & Norah's Infinite Playlist,
der også har folk som Devandra Banhart (et af hans dårligste numre, Lover), Bishop Allen, Takka Takka, Band of Horses og den elskværdige Mark Mothersbaugh om bord. Sidstnævnte har leveret soundtracks til nogle af vor tids bedste film (læs: Alt af Wes Anderson) og rygtet sagde faktisk, at han havde produceret Ottoman. Dette er desværre ikke tilfældet, selvom brugen af klassiske instrumenter (og i det hele taget Vampire Weekends produktion af disse) gør det oplagt.

Sangen er glimrende, byder på delvist anderledes trommebrug end på albummet, har en glimrende melodi - og sært nok inkluderer sangen linien "this feels so unnatural / Peter Gabriel too", der også var en del af deres egen Cape Cod Kwassa Kwassa. Men det fungerer, og det er stadig sjovt.

Jeg har ingen mp3 af Ottoman, så I må søge den andetsteds. Såsom:

Artikel på Stereogum
Vampire Weekend på MySpace

Bonus: Vampire Weekend på Pitchfork.tv - denne gang teamer de op med en: "Julliard-trained string trio to perform three songs from their self-titled debut in the room where they played their first shows: Columbia University's ADP Literary Society." Se lige hvor rare de ser ud!

/Martin