mandag den 31. marts 2014

Ocean Calling

Sophie Wilkie vil ikke sige, hvor hun kommer fra. Det skal handle om musikken, og hvor den tager lytteren hen. Det har man naturligvis hørt før, men i dette tilfælde værdsætter jeg det.

Hun har besluttet sig for navnet Ocean Calling, hvilket passer sammen med dette fokus på rejsen, og på de få pressebilleder, der er taget siden opstarten i anden halvdel af 2013, ser man også et vist fokus på naturen.

Et ydmygt gæt herfra er Skotland. Delvist baseret på landskaberne, delvist på dialekten (særligt udtalen af "snow" som "snøøøw"). Ja, og så bringer singlen Desert Sky Scarlet da også tankerne mod CHVRCHES, selvom produktionen også nærmer sig noget Chromatics – primært i verset.



/Martin

lørdag den 22. marts 2014

These New Puritans med weltschmerz

At have en musikblog er langt hen ad vejen en beskeden søgen efter en art æstetisk retfærdighed. At fremhæve noget frem for noget andet. Selv hvis det allerede har fået megen opmærksomhed, og særligt når opmærksomheden har været generelt fraværende. Men altid med tanken: dette fortjener at komme endnu bredere ud. Dette kan gøre noget for andre mennesker. Dette bør spille en større rolle i den verden, vi lever i.

Sidste år overså jeg groft en plade, der burde være at finde på enhver årsliste: Field of Reeds af These New Puritans. Men ak, den blev desværre overset mange andre steder også. Hermed ikke sagt at anerkendelsen ikke har været stor; kritikken har primært været yderst positiv.

These New Puritans er et band, der er vokset gevaldigt over årene og har haft modet til at ændre sig og opsøge nye territorier. De undsiger sig efterhånden enhver kategorisering, medens vi almindelige dødelige forsøger at indfange dem blot en smule med vores hang til ord. Allerede fra første færd fornemmer man en vis inspiration fra Spirit of Eden, der går igen på store dele af pladen. De lange, seje træk med triste trompeter og filmisk fascination.

Flere anmeldere har kaldt det "avantgarde", der naturligvis er et særligt vanskeligt begreb at arbejde med om noget kontemporært, og skal vi arbejde med andre vanskelige begreber, er det for mig interessant, at jeg for en sjælden gangs skyld ikke føler nogen stor modstand mod begrebet "art rock". Field of Reeds er kunst. Stor kunst. I det uhyre spændende felt mellem kunst og konsum (hvis vi skal tillade os at være umådeligt sort/hvide i vores tilgang til æstetikken) er These New Puritans så afgjort ét af de mest interessante bands i nyere tid. Der er absolut intet galt med underholdning og ærlig popmusik, men når der for en sjælden gangs skyld skabes noget så besynderligt interessant, fængende og inspirerende, som tilfældet er her, fortjener skaberne også stor applaus.

De har taget sig god tid til at lave pladen, og den fortjener netop tid. Den vokser, den omringer dig, og den overvælder dig, når kontemplationen kaster sine lange skygger.

Der er ofte nogle klassiske elementer på spil, men der er absolut ingen insisterende zeitgeist, som det er tilfældet med stort set alt andet, der udgives disse år. Det er tidløs skønhed.



/Martin

onsdag den 5. marts 2014

Woods bringer glæde ind i rutinen

Her er to påstande, som er tæt på at være egentlige sandheder. 1) Vi har alle brug for sonisk D-vitamin 2) Woods har aldrig lavet en dårlig plade. Nogle lidt kedelige, jovist, men aldrig dårlige.

Woods er produktive, og selvom dette sjældent har været en kvalitet i musikverdenen de senere år, holder Woods et forbavsende højt niveau. Bent Beyond fra 2012 var blandt mine yndlingsplader det år.

Den 15. april udgiver de deres nye plade, With Light and with Love, på deres eget pladeselskab Woodsist. Singlen Moving to the Left har allerede været ude i nogle uger, og den har bragt solskin ind, hvor det har manglet herhjemme. Det leverer de altid, og det må vi takke dem for. Et forrygende omkvæd og en hæderlig produktion.



/Martin