søndag den 31. maj 2009

Wooden Shjips til Danmark

Allerede fra starten må det indrømmes, at det har taget mig noget tid at falde rigtigt for Wooden Shjips fra San Francisco. At de er fra San Francisco er ikke overraskende med deres forkærlighed for det psykedeliske og, for nu at bruge et lidt old-skool ord, flippede. For psykedelisk er lige præcis, hvad Wooden Shjips er. Jeg fristes til at kalde dem psykedeliske i traditionel forstand, men jeg rammes her af en usikkerhed omkring brugen af disse delvise modsætninger. Men det er netop, hvad man har at gøre med i lydbilledet. Man ved ikke helt, hvor man bliver taget hen - men man føler, man har været der før. Det plejer ofte at være skidt, men her er det en rejse, der er værd at tage med på.

Det kan godt ske, det er tømmermændene, der taler. Men sidst på dagen er de herlige at lytte til, når man føler sig distræt og delvist ude af stand til at fokusere. Her er det nemmere at give sig hen til et band som Wooden Shjips (gruppen startede da også som improv-band).

Wooden Shjips spiller i morgen på Loppen og vender så tilbage til Danmark til august, når de spiller på Musikcaféen i Århus d. 12. august.

MP3: Wooden Shjips - We Ask You to Ride
MP3: Wooden Shjips - Shrinking Moon for You (edit)

/Martin

torsdag den 28. maj 2009

Nyt fra The Radio Dept.

Et af de utallige dejlige svenske bands The Radio Dept. er på vej med deres tredje album. Som de i øvrigt har været på vej med i tre år.
I efteråret 2007 skulle det endelig have været masteret, men bandet aflyste selv i sidste øjeblik. Om de fik kolde fødder over for forventninger efter to velmodtagede albums er svært at sige, men ét er sikkert: Forventningerne er ikke blevet mindre af ventetiden. Gruppen er signet til Labrador, som tidligere er blevet rost på denne side. De har sendt nedenstående mp3, som er ganske hyggelig og egnet til aftentimerne.

For at beskrive singlen med pladeselskabets egne ord: Every rhythm, sound and melody line on the song introduce something new to the world of The Radio Dept. Soul guitars, P-funk, cut/paste-beats and 70’s futuristic orchestra sounds echoes between the speakers while glittering, distorted synthesizers seems to sweep through dark holes. Everything has been treated with their peculiar Radio Dept.-filter and it, naturally, sounds totally brilliant.

... Og så lyder det ikke så meget som The Notwist, som noget af deres andet materiale gør. Ikke at de ikke behandlede den lyd godt. Det skal blive spændende at høre hele albummet.

MP3: The Radio Dept. - David

/Martin

mandag den 25. maj 2009

Nyt på vej fra Wheat

Nogle bands bliver konsekvent kaldt oversete og lever en tilværelse som værdsatte og tilbedte i små kredse. Nogle bryder ud af boblen, nogle går i opløsning, nogle accepterer denne skæbne. Uden at kende særlig meget til bandet personligt vil jeg vurdere, at vi her har at gøre med sidstnævnte kategori.
Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at de amerikanske lo-fi poppere Wheat er 'criminally overlooked', som jeg læste på et forum i sidste uge, men jeg vil alligevel vurdere, at det er et af de bands, jeg har hørt mest de seneste 7-8 år, selvom det ikke er blevet til lige så mange afspilninger de sidste par år.

De har på ingen måde revolutioneret indie rocken, og de har på ingen måde forsøgt på det. I 1998 udgav de deres hyggelige debutalbum Medeiros, der blev fulgt op af det endnu smukkere Hope and Adams året efter. Begge udgivelser på Sugar Free Records. Fra deres andet album kom sange som Raised Ranch Revolution, Body Talk (både Part 1 og Part 2), Roll the Road og ikke mindst Don't I Hold You. Uden tvivl den sang med bandet jeg har hørt mest - og én af de sange jeg oftest er kommet tilbage til gennem årene. Den er utrolig simpel, og den er afslappende og melankolsk på samme tid. En næsten foruroligende alliance, der bliver ved med at forundre.

Herefter var der problemer med bl.a. pladeselskaber, der gik konkurs, og i sidste ende kom bandet så noget overraskende på selveste Columbia Records. De udgav albummet Per Second, Per Second, Per Second... Every Second. Albummet blev til med hjælp fra Dave Fridmann (som også delvist producerede Hope and Adams) og bød bl.a. på en genindspilning af Don't I Hold You, som endte på soundtracket til Cameron Crowes film Elizabethtown. Gruppen optrådte også i Conan O'Brien, ligesom også andre sange blev brugt til soundtracks. Det var altså tydeligt, at pladeselskabet fik gjort noget ud af publishingdelen, ligesom de også gav Fridmann ordre til at at lave en decideret popplade. Og på ingen måde en dårlig én af slagsen med fine kompositioner som I Met a Girl, These Are All Things, Life Still Applies og Go Get the Cops. Gruppen følte dog selv, at de havde mistet den kreative kontrol, og de bad sig derfor løsrevet fra kontrakten med det store selskab.

Det fik de lov til, men det skulle tage noget tid, før de begyndte at skrive sange igen. Først i 2007 udgav de Everyday I Said a Prayer for Kathy and Made a One Inch Square på Empyrean Records. Selskabet lavede dog flere fuckups, og Wheat måtte forlade endnu et selskab. Og ja, nu skal jeg nok holde mig til overskriften: Den 9. juni er de nemlig klar med deres femte album White Ink, Black Ink via The Rebel Group.

Tracklisten er overraskende hip hop! Og det må næsten være en intern joke for et band, der er så utrolig langt fra at være hip hop.

01 H.O.T.T
02 Changes Is
03 My Warning Song
04 El Sincero
05 Living 2 Die
06 Everything Falls
07 Music Is Drugs
08 Coke and Tanqueray
09 Two Mountains
10 I Want Less
11 Baby in My Way

Albummet kan forudbestilles her, og den gamle version af Don't I Hold You kan høres her:



/Martin

søndag den 24. maj 2009

Grizzly Bear og den iboende kvalitet

Tirsdag d. 26. maj er den officielle udgivelsesdato for Grizzly Bears nye plade Veckatimest, som jeg har været så heldig at få et anmeldereksemplar af. Gaffa har allerede tildelt 5 stjerner, medens én af de bedste musikskribenter i Danmark, Björn Lydén, har tildelt de maksimale 6 stjerner på Soundvenue. Folk ser naturligvis forskelligt på dét at give 6 stjerner. For nogen betyder det "blot", at en given plade hører til den bedste sjettedel, medens det for andre betyder, at kunsten er så speciel, at den nærmest sprænger skalaen. Måske definitionen af vor gamle 13-skala ligger til grund for denne tolkning. Jeg hælder selv mest til denne romantiske holdning til de 6 stjerner - ligesom jeg ved denne plade hælder mest til også at tildele dem.

Der er tale om et sjældent inspireret og inspirerende album. Sangene appellerer mere direkte, end de førhen har gjort hos Grizzly Bear, men de har stadig en evne til at vokse for hver gennemlytning.
Ord kan ikke rigtig beskrive, hvor dejlig skiven er, så skynd dig i stedet ind på deres MySpace, hvor du i øjeblikket kan streame hele herligheden.

Der er også kommet en video til albummets mest lettilgængelige sang Two Weeks. Superlativerne racer om kap fra hjerte til hjerne i et forsøg på at få lov at beskrive denne perle.
Videoen er også ganske fin, selvom den står lidt i kontrast til sangen ved at være lidt skræmmende (dog ikke Antichrist-skræmmende).

Two Weeks


/Martin

torsdag den 21. maj 2009

Spot + anbefalede koncerter i det københavnske

Denne torsdag starter Spot Festival. Det betyder, at branchefolk og musikinteresserede indtager Århus de næste tre dage i søgen efter koncerter og kontakter.
Jeg rapporterer for Musik Aarhus og vil med min kollega fra Blaa Vinyl, hr. Schlosser, have et lille område stillet til rådighed i Musikhuset. Kom og hils på, hvis du er i nærheden (og hvis vi er der).
Man kan som bekendt ikke se det hele på en festival, og jeg må bl.a. gå glip af The Asteroids Galaxy Tour, som jeg har været uheldig at gå glip af over flere omgange. Det er næppe sket før, at et dansk band har så stort et navn i udlandet uden at få anerkendelse for det herhjemme.
Til gengæld starter torsdagen med Yann Tiersen, som sandt at sige er mest kendt for sine soundtracks til de yderst charmerende Amélie og Goodbye Lenin (Comptine d'un Autre Été går endda igen på begge). Han har spillet koncerter med klassiske musikere, og han har spillet en art 4/4 rockkoncerter. Man kan håbe, han holder sig til førstnævnte i aften. Senere på aftenen er det med at skynde sig til Daedelus på Musikcaféen.

Ellers hedder mit program mere eller mindre (både egne valg og assignments):

Fredag: Bodebrixen, Taxi Taxi!, Emiliana Torrini, Diefenbach, Marybell Katastrophy
Lørdag: Balstyrko, Kiss Kiss Kiss, Beta Satan, I Was a King, For a Minor Reflection.

Måske der bliver ændret lidt i det, måske noget tilføjes, måske noget fjernes.
Såfremt man ikke er til Spot men til gengæld befinder sig i København, kender jeg en del, der vil anbefale de jazzede Capillary Action på Lades i aften, hvor der varmes op af de umiddelbart interessante (bedømt ud fra korte indspilninger) Selvhenter, der består af fire kvinder, som vist kan lide larm. Fredag samme sted skal man passe på ikke at forveksle Antlers med The Antlers (eller Crystal Antlers for den sags skyld...).
På lørdag er der dog en langt vigtigere koncert, når islandske Sin Fang Bous, som jeg skrev om for ca. tre uger siden, indtager Rust. En koncert jeg er meget ked af at måtte gå glip af.

Måske jeg møder nogle af jer kære læsere til en koncert, et foredrag, en branchefrokost eller lignende på Spot. Eller ved standen i Musikhuset. Ha' en fremragende, lang og smuk weekend.

/Martin

søndag den 17. maj 2009

Den dejlige mangel på forventninger

(Nedenstående endte med at blive et halvnostalgisk tilbageblik, og min pointe ligger derfor også delvist skjult i dette herlige buskads - spring helt ned for at nøjes med musikken)

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg holder meget mere af Modest Mouses gamle plader end af Good News For People Who Love Bad News (2004) og We Were Dead Before the Ship Even Sank (2007). Det er to rigtig fine plader, der begge indeholder fantastiske øjeblikke. De mangler dog noget af den ængstelighed og naturlige leg med den underspillede melodi, som kendetegnede This Is a Long Drive for Someone With Nothing to Think About (1996) og The Lonesome Crowded West (1997). Med udgivelsen af The Moon & Antarctica (2000) valgte de så den perfekte løsning og viste, at de på tre år havde genopdaget sig selv i en ny form.

Efter ved et tilfælde at have hørt den bedårende Dramamine fra debutalbummet fik jeg og min broder fat i netop The Moon & Antarctica nogle måneder efter udgivelsen og havde med det og bagkataloget fundet et nyt yndlingsband. Derfor kunne man roligt sige, der var store forventninger, da vi i tre og et halvt år gik og ventede på at høre, hvordan de mon nu havde udviklet sig.
Vi havde i nogle år snakket om, at Isaac Brock kunne være en stor popsangskriver, hvis han gad. Alle de små detaljer, der var lagt ind i sangene. De underfundige ordspil. Den gode melodi, der blev holdt tilbage men viste sig i glimt. Og de fantastiske guitarflader. Naturligvis blandet sammen fantastisk med den energiske og voldsomt spillende rytmesektion. Man kan næsten sige, at vi var forberedt på, at produktionen i sig selv ville blive anderledes på det kommende album, så da vi endelig hørte første single, Float On, var vi klar. Vi blev heldigvis ikke skuffede, ligesom også det meste af albummet levede op til forventningerne. For vi havde skam forventninger. Ud over produktionen og tilgangen til sangskrivningen i de mest poppede numre var noget af det mest markante, hvordan Brock havde trænet sin stemme i de fire år, der var gået. Det var umiskendeligt ham, man lyttede til, men der var sket meget. Alt i alt var pladen dog mere end godkendt.
Forventningerne var ikke skruet helt lige så højt op, da vi nærmede os udgivelsen af We Were Dead Before the Ship Even Sank. Jeg følte mig sikker på, at bandet ville levere varen - men vidste samtidig at det alligevel ikke ville nærme sig den kvalitet, de havde vist på deres første LP'er, EP'er og b-sider (så som hele Building Nothing out of Something). Det var en sær glæde at være fri for de mest voldsomme forventninger, men set i retrospektiv var det måske lidt kedeligt ikke at have en lige så skarp holdning til pladen, som de sædvanlige forventninger kunne have været med til at opbygge. I samme periode udkom også opfølgere fra bands som Arcade Fire, Interpol, Clap Your Hands Say Yeah, Bloc Party og The Shins. Alle nordamerikanske (bortset fra Bloc Party naturligvis) giganter hvoraf de fleste skuffede. Denne komplekse både-og-konstruktion med glæden ved skuffelsen og skuffelsen ved glæden placerer lytteren et næsten magisk sted, hvor det er svært at regne ud, hvad der er ægte glæde, og hvor man må revurdere, hvordan dette egentlig opstår. Det finder vi (heldigvis) sjældent ud af ret længe ad gangen, og det må derfor vurderes som ganske sundt, hvor komplekst et univers vore smagsdomme svømmer rundt i. Forventninger kan være svære at have med at gøre. De kan være svære at gemme væk, de kan være fantastiske, når der bliver levet op til dem, og de kan være satans værk, når de er med til at ødelægge et ellers udmærket album.
Nu er vi så fremme ved indlæggets udgangspunkt. Det var egentlig en ny EP med gamle Modest Mouse-sange, der ansporede til disse ord - en samling sange der ikke kom med på de to seneste plader. Heraf har Satellite Skin skaffet sig fin opmærksomhed på nettet, ligesom også King Rat forventes at gøre det fra engang i dag, når amerikanerne står op og lægger den på nettet. Videoen til sidstnævnte blev instrueret af Heath Ledger med hjælp fra Terry Gilliam, der tog sig af animationerne. Og så vil enkelte måske huske I've Got It All (Most), der leakede sammen med Good News... og fungerede som b-side til Float On.
Men lyt nu til Satellite Skin, hvis du endnu ikke har gjort det. Og læg mærke til det meget fine og simple guitararbejde i midten af sangen.

Video: Modest Mouse - Satellite Skin

Satellite Skin

onsdag den 13. maj 2009

Spiritualized

Den seneste tid har for mig rent musikalsk været præget af en tendens til at skamlytte enkelte numre - simpelthen sætte dem på repeat. I hjemmet og på farten. I næsten skræmmende grad. Dette kan min Last.fm også tydeligt berette. Det har været så forskellige sange som Passion Pits Moth's Wings, Sin Fang Bous' Fa Fa Fa og nu også den tolv år gamle titelsang af Spiritualized, Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space.

Søndag nat på en yderst charmerende, skrabet bar i Kreuzberg læste jeg disse ord på væggen over en håndvask:

I will love you 'till I die
And I will love you all the time
So please put your sweet hand in mine
And float in space and drift in time

Der var noget mærkeligt bekendt ved det, og jeg må formentlig have ytret et lille jubelbrøl, da jeg kom i tanke om, at det var fra en sang, jeg ikke havde hørt i flere år: Den førnævnte Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space. En sang, der lader til at sprænge rammerne for, hvad man egentlig må og kan tillade sig uden på nogen måde at forekomme for meget eller cheesy. Der bygges op, lag på lag, og det storladne holdes på sirlig vis nede - eller måske snarere omvendt: Det banale, jordnære ophæves og sendes ud for blot at svæve naturligt rundt i stratosfæren. Uanset hvad er der tale om en balancegang, der ikke søges opretholdt. Den er i sig selv.

Mastermind Jason Pierce er i sig selv en utrolig interessant person, der både har været med i Spacemen 3 og altså nu stadig klør på med Spiritualized. Han har tidligere været kendt for at være pressesky, har lidt af diverse sygdomme, lidt af ekstrem undervægt, har været døden nær.

Men lyt selv til sangen på MySpace-siden eller find den i utallige live-versioner på YouTube. Og køb så albummet - en moderne klassiker.

/Martin

tirsdag den 12. maj 2009

Tilbage igen - og med en invitation

Efter en fantastisk tur til Berlin, der endte uden de planlagte koncerter, vil jeg ganske kort gøre opmærksom på et arrangement på pAKHUSET torsdag. Her vil jeg og en musikalsk ligesindet broder (i alle dette ords betydninger) stille op som DJ Börneblogger før, mellem og efter koncerter med hhv. When Saints Go Machine og Per Hoier. Det er det ganske interessante initiativ Terminal 3, der står bag. Konceptet er at præsentere kunstnere, der er på vej til at spille i udlandet - umiddelbart før de drager afsted. Denne gang er det When Saints Go Machine, der skal spille showcases i New York og senere på sommeren også til Spanien.

Settet bliver altså en smule mindre guitarorienteret end de sædvanlige DJ-tjanser, hvilket også skal blive ganske interessant. Men kom endelig og leg med og drik en sjus med os.

En lille strøtanke: Gademusikere og parkmusikere i Berlin er ofte på et ganske højt niveau. Jeg oplevede deciderede gode musikoplevelser i parker og på restauranter. Det har jeg ikke prøvet i Danmark.
Nedenstående sang bliver uden tvivl spillet torsdag. Læs mere i mit indlæg her.

MP3: Passion Pit - Moth's Wings

/Martin

tirsdag den 5. maj 2009

Lille rejse til Berlin (med YYY + Great Lake Swimmers)

Onsdag tidlig morgen drager jeg mod Berlin en lille uges tid, hvilket betyder, at jeg ikke får opdateret bloggen i de dage.
Hvis heldet er med mig, får jeg tillusket mig nogle billetter til Yeah Yeah Yeahs i Columbiahalle onsdag aften (der er stadig ikke udsolgt ifølge hjemmesiden, selvom billetten kun koster 20 €). Og de har trods alt lavet endnu et hæderligt album i år, som nok skal blive leveret med en masse energi på scenen. Jeg ville dog lyve, hvis jeg påstod, jeg ikke helst ville høre nogle af deres ældre sange.

Søndag står den forhåbentlig på de altid hyggelige canadiere i Great Lake Swimmers, da de spiller i Festsaal Kreuzberg. Det er svært at have noget imod et band som dem. De har altid ligget tæt på, hvad mange vil kalde en Sub Pop-æstetik (tænk Band of Horses, Iron & Wine, Fleet Foxes, Rogue Wave m.fl.) uden nogensinde at skabe særlig meget opmærksomhed omkring sig. De prøver ikke at være noget, de ikke er. De er bare... Hyggelige. Se bare på billedet. Jeg håber, søndagens koncert i Berlin bliver bare halvt så behagelig som de toner, der springer frem i det billede.

Hav en herlig uge, kære læsere.

MP3: Great Lake Swimmers - Moving Pictures Silent Films
MP3: Great Lake Swimmers - I Will Never See the Sun

/Martin

mandag den 4. maj 2009

Pop Revo - tilbageblik

Pop Revo er blandt de smukkeste arrangementer i det danske musikland. Dette beviste de igen i weekenden med et herligt lineup, der da også blev modtaget af et yderst entusiastisk og festligt stemt publikum.

Fredag aften startede med Berlin-bosatte Lily Electric, der trods ny bassist og vikarierende trommeslager virkede godt sammenspillede og indimellem bød på meget fine kompositioner.

Der blev fulgt op af Choir of Young Believers, der denne aften kun bestod af Jannis Noya Makrigiannis med Cæcilie Trier på cello. Det var ganske intimt og fungerede ganske udmærket. Jannis' vokal er ret overlegen, hvilket også blev demonstreret koncerten igennem.

Aftenens tredje band var svenske Love Is All, der leverede noget af en fest. Her var folk tydeligvis også blevet en del fuldere, hvilket resulterede i intens dans foran scenen, midt i salen, rundt omkring, sammen, alene. Josephine Olausson styrede trods lille statur scenen sikkert, og gruppen leverede deres materiale fint - de fik dog understreget, at materialet fra debutalbummet er en del stærkere end det nyeste udspil. Desværre fik vi ikke Felt Tip, men vi overlevede alligevel.
Uheldige omstændigheder gjorde, at jeg missede Slaraffenland og (mindre beklageligt) Television Personalities. Førstnævnte fik som altid meget fin respons, medens Television Personalities skulle have været mere sjovt og interessant end godt.

Det var dog ingen hemmelighed, at lørdagens program var det stærkeste. På forhånd var Sunset Rubdown mit (og vist en hel del andres) højdepunkt, og efter koncerterne stod vi da også tilbage med dette indtryk. De lagde ud som første band lørdag, angiveligt for at trække folk til VoxHall med det samme, og hvilken koncert de gav. Det var sidste koncert på deres Europaturné, og de viste masser af overskud, både musikalsk og personligt, hvoraf sidstnævnte lidt manglede til deres koncert på Loppen sidste år. De lagde ud med den vidunderlige Stadiums and Shrines II, fulgte op med Winged/Wicked Things og gav os herefter et par nye i form af Black Swan og den forunderlige Idiot Heart. Allerede her var publikum solgt, og bandet takkede, skålede og kommunikerede overraskende godt med det dedikerede publikum. Derefter tog vi en tur tilbage til album nr. to, gennembrudsalbummet Shut Up I Am Dreaming med den stille Us Ones In Between (aldrig har en melodica været smukkere) og den mere festlige They Took a Vote and Said No. Slutteligt havde bandet forberedt et modigt træk: Af de tre sidste sange var to nye, You Go On Ahead og den yderst lovende Dragon's Lair. Imellem disse lå dog den sang, der lader til at have fanget fleste publikummer: The Mending of the Gown. En sang, der blev sunget entusiastisk og beruset af flere lyttere efter koncerten. Kuriøst nok blev den præsenteret som "an old song". Og det kan vi vel godt kalde den, når vi taler om Spencer Krug, der mere eller mindre altid skriver sange. Sunset Rubdown beviste endnu engang, at de er et af vor tids stærkeste bands, og at Spencer Krug som sanger og sangskriver er en del af eliten. Medlemmerne skiftede instrumenter flittigt, viste sig overlegne med dem alle og efterlod os fulde af beundring for deres tilsyneladende himmelske kvaliteter.

Lidt synd var det for Casiotone for the Painfully Alone, der skulle følge op. Eftersigende gik det ganske godt - jeg gik glip af det. Tredje band var det svenske kultband The Bear Quartet, som Pop Revo-folkene har forsøgt at lokke til festivalen siden dens start i 2004. De giver sjældent koncerter og interviews og blev således betragtet som noget af et scoop. De havde mulighed for at hente materiale helt tilbage fra 1989, men det lykkedes dem aldrig at få publikum rigtigt med eller komme ud over scenekanten. En flad fornemmelse kunne man kalde det - og en ekstremt kort koncert var det også. Bagefter havde man næsten glemt, at de havde været på festivalen.

Heldigvis havde vi Gang Gang Dance at se frem til. De havde fået æren af at lukke festen, og en fest blev det. Halvdelen af gæsterne var udvandret, men resten fik muligheden for at tage del i en psykedelisk fest. Det hele startede med en forlænget version af Vacuum, men det stod hurtigt klart, at det ikke gjaldt om at tænke i sange - det var én lang sanselig oplevelse, hvor man blot skulle give slip. Med et mere vulgært ord kan man vel beskrive det som et mindfuck. Når det så er sagt, er det svært ikke at nævne House Jam, der virkelig satte gang i festen. Alle fire medlemmer var veloplagte og velspillende, og specielt sangerinde Lizzi Bougatsos virkede lykkelig for at spille. Andre anmeldere har kritiseret hende for ikke at synge helt godt nok, og til tider var det måske også en smule falsk, men det gjorde intet ved min helhedsoplevelse. Det passede fint til gruppens skæve og uperfekte univers, hvor delelementer uden besvær udgør en større helhed. Denne helhed, denne afslutningsfest, denne sammensmeltning, ja, det var ikke bare værdigt. Det var vældigt.
Arrangørerne fortjener et kæmpe skulderklap for endnu engang at have sat et smukt program og arrangement sammen. Vi glæder os til næste år.

/Martin

fredag den 1. maj 2009

Sin Fang Bous + Seabear

Nogle gange, ret ofte faktisk, får man dårlig samvittighed over ikke at have lyttet nok til et band. Givet det lang nok snor. Sådan har jeg haft det med islandske Seabear i godt og vel halvandet år. Albummet The Ghost That Carried Us Away kom på et tidspunkt, hvor jeg havde travlt med andre albums, og det blev gennemlyttet et par gange uden tilstrækkelig opmærksomhed. Nu har de imidlertid fået chancen igen. Ad omveje.

Bandet er bygget op omkring sanger og sangskriver Sindri Már Sigfússon, der synger luftigt og hyggeligt - på samme måde som eksempelvis Elliott Smith og Stuart Murdoch (Belle & Sebastian). Også hans sange kan til tider minde om disse kunstnere, selvom der ofte er flere instrumenter involveret hos Seabear.

Nu til forklaringen om disse "omveje". Den overskudsfyldte Sindri laver nemlig ikke kun musik med sine seks kolleger i Seabear. Nu skaber han også fine popsange som solokunstner med projektet Sin Fang Bous, der er et ganske eventyrligt bekendtskab. Debutalbummet under dette navn, Clangour, fandt vej til mig forleden, hvilket igen åbnede døren for Seabear. Begge kunstnernavne vidner om en sangskriver, man bør holde øje med.
Begge albums er udgivet af det fine Morr Music (Lali Puna, Múm, Ms. John Soda, Surf City). Det lykkedes mig ikke at finde de ønskede sange som gratis mp3'er, og det må siges om den vedlagte af Sin Fang Bous, at det nok er albummets svageste sang. Besøg i stedet MySpace-siden og lyt der.

MP3: Sin Fang Bous - We Belong (fra Clangour)
MP3: Sin Fang Bous - Nothings (fra en triple LP ved navn Not Given Lightly: A Tribute to the Giant Golden Book of New Zealand's Alternative Music Scene)

God weekend ønskes herfra.

/Martin