mandag den 30. marts 2009

Cymbals Eat Guitars

Man bliver efterhånden træt af at skulle præsentere snart hvert andet band som et NYC-band. Men det er endnu engang tilfældet her, selvom det ikke afspejler sig i bandets lyd.
Vore helte er denne gang de ganske forfriskende Cymbals Eat Guitars, der netop har selvudgivet deres fremragende debutalbum Why Are There Mountains. Et album uden hooks og omkvæd. Ni sange i hvilke de fire når en hel del. Ofte er der næsten tale om sange i sangene, og dette varierede udtryk gør det oplagt at starte albummet forfra, når de sidste sekunder af den syv minutter lange Like Blood Does dør ud og sætter punktum for albummet.

Der er noget underspillet storladent ved Cymbals Eat Guitars. De søger ikke det episke, men de rammer det ofte. På samme måde som det høres i eksempelvis Sonic Youth. I det hele taget lyder de fire meget som om, de er forelskede i 90'erne, hvor der også er fundet inspiration i Built to Spill, Modest Mouse og Pavement. I enkelte sange lyder det som And You Will Know Us by the Trail of Dead, der møder 90'erne på en sommerdag ("var det ikke altid sommer i 90'erne?"). Og for nu at namedroppe endnu mere kan der også til tider høres lidt Titus Andronicus, når old-skool møder new-school med et mudret og smukt resultat til følge.
Men alle disse referencer til trods er det et band med karakter, vi har at gøre med. Et selvbevidst band, der excellerer i det larmende såvel som det stille. Hvad enten vi taler støjrock, shoegaze eller noget post-rocket. Nogle gange endda post-punket. Det hele lyder umuligt, og det kræver måske nogle gennemlytninger, før albummet rigtigt giver mening. Men det er det hele værd.

MP3: Cymbals Eat Guitars - Wind Phoenix
MP3: Cymbals Eat Guitars - Cold Spring

/Martin

fredag den 27. marts 2009

Nyt fra The Mary Onettes

Al musik behøver ikke være original. Hvis man ikke leverer noget direkte originalt, hvilket de færreste musikere gør, gælder det om at have håndværket i orden. På dette punkt har svenskerne altid været os overlegne inden for popmusikken, og et ganske oplagt eksempel herpå er The Mary Onettes fra Jönköping. De svælger i den melankolske 80'er pop, som vi kender den fra blandt andre The Cure, The Smiths, Echo & the Bunnymen og mange, mange flere. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2007 var ligesom den første EP ganske vellykket og indeholdt perler som Explosions, Pleasure Songs og i særdeleshed Lost. Nu er de så på vej med deres seneste udspil, EP'en Dare, som er deres første udgivelse i snart to år, hvorfra Labrador har sendt os denne herlige titelsang.

Dare er ifølge pressemeddelelsen skrevet i isolation og delvist indspillet i en kirke, men det står hurtigt klart, at det er deres mest upbeat sang til dato. Af referencer nævnes nogle særdeles smukke: The National på speed-diæt, Planet Earth DVD'er og The Go-Betweens singler. Jeg elsker alle tre, for tiden specielt Planet Earth (køb den eller se den hver søndag aften i afsnit på Animal Planet), og det er ligeledes svært for mig ikke at holde af Dare.
God weekend, dejlige mennesker.

MP3: The Mary Onettes - Dare

/Martin

onsdag den 25. marts 2009

Autenticitet + Sigur Rós

På Æstetik & Kultur har vi dette forår i stor stil diskuteret "autenticitet" som begreb og effekt. I litteratur, film, musik, i kunsten generelt. Dette førte også en diskussion af forskellige musikere med sig, hvilket har affødt nedenstående skrift om autenticitet i forhold til Sigur Rós. Nærmere bestemt om ( ) og dens #4, også kendt som Njósnavélin.
Den blev mindre videnskabeligt, teoretisk baseret end først planlagt, men det var simpelthen sjovere at skrive den på denne måde. Ja, det var måske mere autentisk.
Har du, kære læser, ikke albummet eller sangen, kan Njósnavélin gratis hentes i bunden af dette indlæg. Det vil naturligvis give bedst mening at læse teksten, hvis man har hørt værket.

--

Som anmelder lærer man hurtigt at omgås floskler. Enten ved at undgå dem eller ved at benytte sig af dem hvor det er muligt. Som oftest endda begge dele. Én af disse floskler er den om det sande, det ægte, det autentiske. En solist eller gruppe kan fremhæves positivt grundet sin ægthed, sin autenticitet – eller sables ned for manglen på selvsamme.

Islandske Sigur Rós gik hurtigt fra at være nationalhelte til at være noget nær hvermandseje på den alternative musikscene efter albummet Ágætis Byrjun fra 1999 (udgivet internationalt 2000). Godt hjulpet på vej af det faktum at sanger Jónsi Birgisson leverede sangene på islandsk, blev musikken karakteriseret som både mystisk, dragende og, ja, autentisk. Gruppen selv var islandsk, lavede sange på islandsk og blev rost for deres ”islandske” lyd. Den pludselige udbredelse af deres musik kom nok som et chok for de fleste, ikke mindst for dem selv, og pludselig stod gruppen i det dilemma, mange bands kender og frygter: Hvordan man dog følger op på en både kommerciel og anmelderrost udgivelse.

Sigur Rós’ svar på denne udfordring var en art konceptplade, der tematiserede det, der tidligere havde fulgt dem som en rosende vending i pressen og hos dedikerede fans, netop det autentiske. Pladen fik ingen titel, blot to parenteser på et simpelt, hvidt cover med spor af forvrængede snapshots fra naturen uden for deres studie i Island. Heller ikke sangene fik titler (senere slap arbejdstitler på dem dog ud), og de blev tilmed sunget på et opfundet sprog ved navn Vonlenska. På denne måde blev al tolkning lagt over i hænderne på os lyttere, der så kunne udfylde de tolv næsten tomme siders booklet i cd’en med vore egne tanker og følelser, der udsprang af musikken.

Her kan det være relevant at diskutere selve dette kunstgreb i sig selv; om man således mister autenticitet ved at være sig bevidst om brugen og effekten af dette. På samme måde som man ikke kan kalde sig selv naiv og samtidig være det. Der er noget næsten paradoksalt over et sådant kunstgreb. For et kunstgreb er det uden tvivl. Det viser, at bandet har taget nogle ord til sig fra den tidligere udgivelse – taget imod respons. Og dertil svarer de igen med en, måske, udvidet bevidsthed. På sin vis er der tale om kommunikation mellem musiker og lytter på et andet plan end blot musikken. Vi er med dette på én gang tilbage med bandet i idéfasen og arbejdsprocessen, der skulle blive til pladen. Men vi er også i en tolkningsramme på lytterens side. Som oftest vil man i kunsten argumentere for, at afsenderen har intentioner med sin kunst. I dette tilfælde er dette ret udtalt, men den præcise intention bliver vi aldrig bekendt med, da vi selv må udfylde de tomme pladser. Det skal ligeledes være usagt, om kvartetten selv har tænkt i fænomenologiske baner, men klart er det, at lytteren selv må på banen med sine sanser for at finde noget, der kunne minde om et svar, en mening, et bud på en sandhed.

Nu er vi imidlertid nået så langt ud i spekulationer, at man må tilbage til udgangspunktet: Musikken. Mere konkret til pladens fjerde skæring, #4 med arbejdstitlen Njósnavélin. Direkte oversat betyder dette spionmaskinen, men sangen er blandt fans kendt som the nothing song. Som med albummet som helhed er produktionen i denne sang mindre poleret end på den foregående plade. Der er mere støj, og det er ofte tydeligt at høre ikke bare den frembragte lyd af instrumenterne men også lyden af bandmedlemmernes kontakt med instrumenterne. Der bliver ligeledes eksperimenteret med rummet. De enkelte instrumenter står klart frem, men de forekommer også fjernt placeret – fra mikrofonerne såvel som fra hinanden. Stemningsmæssigt balanceres der mellem varme og kulde. Hvor instrumenterne er placeret fjernt, produceret som var det i en grotte, er vokalen nærværende og på én gang bekymret og beroligende, hvilket sikrer balancen. En uddybende redegørelse af vokalen følger senere. Først og fremmest er det relevant at blive ved produktionen, der også kan ses som genstand for diskussion i sig selv.
Hele ( ), sådan refereres der oftest til pladen, er i højere grad end eksempelvis Ágætis Byrjun forholdsvis tæt beslægtet med post-rock, som traditionen kendes fra bands som eksempelvis Mogwai og Explosions in the Sky, hvilket også reaktionerne på pladen var bevis på – både i kritiske røster og rosende vendinger. Dette er ikke blot, hvad angår selve kompositionerne, der på ( ) er ganske minimalistiske, det er også i de enkelte effekter, herunder netop den tidligere nævnte støj i de enkelte sange og i høj grad guitarproduktionen, der bl.a. byder på en del distortion. Altså har selve produktionen haft en del at skulle sige ifølge lytterne. Men er produktionen som effekt så noget, der ændrer ved selve autenticiteten? Ofte fremhæves eksempelvis bands inden for lo-fi og punk netop for deres ligefremme og direkte lyd, hvor det handler om komposition frem for produktion, selvom det naturligvis også her kommer til at handle om produktion – blot som en art negation. Det må dog karakteriseres som en smagssag, og såfremt Allan Moore har ret i sin antagelse, at autenticitet er noget, vi selv tillægger værkerne og kunstnerne, er det nok svært at nå til enighed omkring Sigur Rós. Størst kommerciel succes har de haft med deres mere polerede plader, og færre har således knækket koden til ( ) og Njósnavélin.

Netop Njósnavélin er svær at adskille fra resten af pladen, der er delt op i to hovedstykker – som symboliseret ved de to klammer, der sammen udgør parentesen, der skal agere titel for den samlede udgivelse. Overordnet er pladen ganske melankolsk og mere grå end deres øvrige udspil. De første fire sange er imidlertid lysere og har glimt af håb, medens den sidste halvdel er mørkere og mere larmende. De to dele markeres klart ved tredive sekunders pause, der følger i slutningen af Njósnavélin umiddelbart efter sanger Jónsi Birgissons sidste, pludselige udånding. Man kan dog også argumentere for, at sangen som helhed markerer et skifte. Hvor den ganske vist er tættere beslægtet med de foregående tre sange end med resten af pladen, indeholder sangen elementer, der antyder noget, der er på vej: De buldrende, dog tålmodige, trommer og skiftet til en mere dominerende guitar i lydbilledet. Igen inviterer et sådant kunstgreb lytteren ud i en diskussion af, hvordan, hvis overhovedet, der her kan være tale om noget autentisk. Musiksociologen Simon Frith påpeger, at dét at musicere er den mest spontane menneskelige aktivitet , og det kan derfor være relevant at spørge, hvornår man går fra det spontane, det inspirerede, det geniale til noget mere tænkt – måske endda fortænkt. Og ødelægger man herved det rene og autentiske?

For nu at holde os til vores konkrete eksempel og søge svar på dette spørgsmål er det nærliggende at se på Jónsi Birgissons vokal, der er kendetegnet ved sin nærværende falset, der synger til ingen og alle på én og samme tid. Én ting er, at ganske få forstår flertallet af teksterne i bagkataloget, der synges på islandsk, hvilket i sig selv næsten giver det et mytisk præg. Men når vokalen går derfra og til lyde, der ikke kan sættes sammen til et anerkendt sprogsystem, er vi ude i noget rigtig interessant. Her bliver stemmen et dyrisk, naturligt instrument i sig selv, der smelter sammen med de andre instrumenter i de mange passager, der byder på mange gentagelser. De fleste fonemer i Jónsi Birgissons opfundne sprog, Vonlenska, gentages med meget få variationer, hvilket ligeledes bidrager til følelsen af et på én gang minimalistisk og alligevel bombastisk værk.

Den allervigtigste pointe er imidlertid, at Jónsi Birgisson tilsyneladende synger det rene nonsens og alligevel vækker adskillige følelser i det lyttende menneske. Det er vanskeligt at forestille sig en renere påvirkning af sjælen gennem musikken. Ingen ord skal fordøjes og sammensættes til mening, ingen stillingtagen påkræves. En sådan kanalisering af følelser fra musiker til lytter er ægthed. Autenticitet kan være mange ting. Njósnavélin er én af dem.

MP3: Sigur Rós - #4 (Njósnavélin)

/Martin

søndag den 22. marts 2009

Give me a lake that I can dive into

Det tog mig noget tid, før jeg faldt for amerikanske Wild Lights' California On My Mind. Nok mest af alt grundet vokalen. Dog var der noget dragende ved melodien og teksten, der indeholder flere guldkorn. Det er næsten sjovt i sig selv at forestille sig Red Hot Chili Peppers blive forarget og emo over et udsagn som "fuck today / fuck San Francisco / fuck California."

Wild Light blev dannet af tre venner i high school, hvorefter de gik hver til sit, da college-tiden indtraf. Senere krydsedes deres veje igen, og bandet blev gendannet. De frister dog stadig en ret anonym tilværelse, hvor de må kæmpe med sammenligninger med Arcade Fire og Clap Your Hands Say Yeah. Ikke at der, ud fra de sange jeg har hørt, er meget at komme efter, hvad angår disse ord.

Mere interessante er måske Youth Group fra Australien. Langt hen ad vejen er det forholdsvis hyggeligt (nogen vil her bruge adjektivfætteren 'kedeligt'), men talentet for de gode melodier skinner igennem i enkelte sange. Eksempelvis i vedlagte All This Will Pass, der på mange måder lyder som noget, Morrissey kunne have skrevet - og fremført. Originalt er det altså ikke, men fint skrevet er det. Og godt nok til et par søndagslyt er det bestemt også. Netop denne sang er dog væsentligt mere Morrissey'sk end deres andre skæringer, der er tættere på et band som Rogue Wave.

En herlig søndag ønskes alle herfra.

MP3: Wild Light - California On My Mind
MP3: Youth Group - All This Will Pass

/Martin

torsdag den 19. marts 2009

Genopdag: Phoenix

De franske popsmede i Phoenix har færdigindspillet, mixet og masteret deres nye samling sangperler, der til sammen udgør deres fjerde studiealbum Wolfgang Amadeus Phoenix, der officielt udgives d. 26. maj.
Phoenix blev allerede med deres første singler et household name, uden for Frankrig specielt med den herlige Too Young, der også findes på soundtracket til Lost In Translation (sanger Thomas Mars danner i øvrigt par med Sofia Coppola).

Siden fulgte debutalbummet United i 2000, det kommercielt set mere succesfulde Alphabetical i 2004 og det velanmeldte It's Never Been Like That i 2006.
Den 23. januar i år frigav kvartetten så sangen 1901 som gratis mp3. En synthdrevet sag, der skulle love godt for Wolfgang Amadeus Phoenix. Som så ofte med bandet er der tale om noget ganske upbeat, men det er først nu, jeg ser ligheder mellem Thomas Mars' og Kevin Barnes' (of Montreal) måde at synge på.

Bedøm selv og sørg for at investere i albummet. Pop behøver ikke altid være kompliceret.

MP3: Phoenix - 1901

/Martin

søndag den 15. marts 2009

Bedre sent end aldrig: Grand Archives til Danmark

Sidste indlæg berettede ganske vist om nogle herlige tilføjelser til musikprogrammet dette forår, men en enkelt blev glemt: De hyggelige Grand Archives.
Den talentfulde sangskriver Mat Brooke (ex-Band of Horses og Carissa's Wierd, stavefejl bevidst) drager med sine fire medsangere og -musikere til Europa i april og maj, hvilket betyder, at vi også i Danmark får fornøjelsen af dem.
Turnéen starter såmænd i København i Vega d. 19. april, hvorefter en koncert på VoxHall i "Arhaus" (god research) venter dagen efter.

Nogle gange må god musik gerne være lidt kedelig. Og hos Grand Archives findes intet forsøg på nogen revolution. Man kan blot nyde de herlige melodier og ukomplicerede kompositioner i ro og mag.
Det skal nok blive et smukt forår.

MP3: Grand Archives - Torn Blue Foam Couch
MP3: Grand Archives - Sleepdriving (demo version) - køb albummet og hør den forbedrede version, der måske er overproduceret men alligevel fandens charmerende.

/Martin

fredag den 13. marts 2009

Lidt koncertnyheder

Dagens sløvsind tillader mig ikke at sammensætte mange sætninger, og det bliver derfor en overskuelig omgang, I her udsættes for.

Det drejer sig om nogle glædelige koncertnyheder, der er blevet offentliggjort de seneste dage.
Forleden skrev jeg om A Hawk and a Hacksaw, der gæster Musikcaféen i Århus d. 27. maj, og nu er den næsten obligatoriske københavnske koncert også offentliggjort. Det bliver på Lille Vega d. 26. maj.

New Zealands The Ruby Suns har efterhånden fået et udmærket navn i Danmark, og sidste år spillede de da også et par koncerter i landet. De har gennem et stykke tid været gode venner med danske Men Among Animals, og til april får de så muligheden for at dele scene med dem i Århus og København, nærmere bestemt på Musikcaféen d. 23. april og Rust d. 24. april.

Den bedste nyhed er imidlertid, at de herlige folk fra Pop Revo har offentliggjort Sunset Rubdown til festivalen, der afvikles d. 1. og 2. maj på VoxHall. Sidste år på Loppen leverede de en fantastisk koncert, og det samme kan forventes af den perfektionistiske Spencer Krug og co. om to måneder.

Slutteligt må det også hellere nævnes, at undertegnede skal spille op til dans som DJ til High Places i Århus d. 4. april på Musikcaféen. Kom endelig og leg med en hyggelig lørdag aften i Mejlgade.

God weekend til jer alle.

/Martin

søndag den 8. marts 2009

Lidt til søndagen

Efter fredagens herligt larmende fest med Animal Collective skal ørerne stadig smøres med behagelige toner et par dage efter. Til dette projekt er der nyt fra nogle herlige kunstnere.

Først er der St. Vincent, Annie Clark, der tilbage i 2007 udgav den meget charmerende Marry Me. Hun er i år klar med album nummer to, Actor. Fra denne plade kan man nu høre nedenstående sang, der byder på et overraskende og underspillet beat, der møder de velkendte guitartoner fra debuten.

MP3: St. Vincent - The Strangers

De sidste tre måneder har der været megen fokus på albums, der er leaket. Hele sagen omkring Animal Collectives Merriweather Post Pavilion skabte megen debat, og Grizzly Bear blev også trukket med ind i sagen. Nu er Grizzly Bears nyeste opus, Veckatimest, leaket allerede tre måneder før udgivelsesdatoen, hvilket de selv skriver lidt om på deres blog. På denne blog er de dog også gode til at anbefale musik, og torsdag lagde Ed denne sag ud med bandet Foreign Born. Sangen er fra deres kommende album Person to Person, og når man lytter til den, forstår man godt, hvorfor netop Ed er faldet for den.

MP3: Foreign Born - Vacationing People

/Martin

onsdag den 4. marts 2009

A Hawk and a Hacksaw

At føle sig hjemme. At komme hjem. At vende hjem. Hjem-ude-hjem.

Begrebet "hjem" er, og har altid været, af central betydning i vore liv såvel som i kunsten. Og det kan godt være, Susan Sontags Against Interpretation i dag næsten har klassikerstatus, men vi må jo erkende, at vi stadig elsker at fortolke - for ikke at tale om at overfortolke. Så det vil jeg nu gøre: A Hawk and a Hacksaw kommer hjem til maj, når de gæster Danmark og Musikcaféen i Århus.
Albuquerque-orkestret, der ledes af den gamle Neutral Milk Hotel-trommeslager Jeremy Barnes, er nemlig opkaldt efter en passage i Hamlet, der jo som bekendt foregår i Danmark. De kommer hjem, og de bliver hele ni medlemmer, der skal stå for at give os heldige lyttere hele armen med deres Balkan-charme.

Indtil videre har jeg ikke fundet en koncert i København, men mon ikke den offentliggøres snart. Interessant er det altid, når man kan koble noget til Neutral Milk Hotel. Jeremy Barnes har dog også haft en anden vigtig funktion i musikverdenen de seneste år: Han har hjulpet Zach Condon og Beirut gevaldigt på vej med både hype, gode kontakter og hjælp på trommer. Et stort tak for det!
I 2007 spillede A Hawk and a Hacksaw i øvrigt til Roskilde Festival, hvilket jeg desværre gik glip af - som så meget andet det år. Den koncert skulle i øvrigt have været ret mindeværdig, og en gentagelse af denne følelses ventes også i år.

A Hawk and a Hacksaw spiller på Musikcaféen d. 27. maj.

/Martin