Jeg vil ikke forsøge at dissekere musikåret 2023. Der har som altid været en masse godt og en masse skidt, sådan må det nødvendigvis være.
Den klassiske disclaimer: Årslister skal ikke tages for alvorligt. Både udvalg og placeringer skal tages med et gran salt. Om en uge ville listen se anderledes ud. Årslister giver for mig kun mening, hvis de er personlige – som denne – og/eller hvis de er inspirerende på en eller anden måde. Inspirerer til lytning, peger på noget nyt og potentielt spændende. Noget sjovt og inspirerende. Mere alvorligt må det ikke blive, det overlader vi til andre arenaer i livet.
God læsning og tak for i år. Her er 20 plader, der var godt selskab i 2023.
Hvis du vil have mit nyhedsbrev om ugentlige udgivelser, kan du skrive dig op her.
20. Julie Byrne: The Greater Wings
Den melankolske sangskriver har føjet mere synth til det tidligere bare landskab. Det er stadig luftigt og naturrigt, og så er det frem for alt flot tristesse. Julie Byrnes producer og gode ven gik bort under arbejdet med albummet, og der er både sange fra før og efter dødsfaldet. Særligt interessant bliver det, når hun på ‘Moonless’ synger om et “blivende fravær”. Et fantastisk interessant koncept og fokus på negation. Hvad findes, hvad findes ikke, hvordan og hvornår findes noget som helst.
19. ML Buch: Suntub
Det er ikke mange forundt at kunne lyde som en tur i øvelokalet og få det til at fungere. ML Buch og Bar Italia er blandt få nyere navne, der slipper af sted med det. Med danske ML Buch bliver det aldrig tænkt eller akademisk, men det er også mere end en tidsrejse, mere end 90’er og pedaler. Nogle gange minder det om Tirzah uden klaverloops, hvor man også får muligheden for at synke lidt længere ned i karbadet og blive lidt varmere.
18. Khotin: Release Spirit
Titlen på canadiske Dylan Khotin-Footes nye album er taget fra World of Warcraft. Han har tidligere lavet mere dansable ting, men her har han helt klart lavet musik, der skal høres hjemme. Det er både rørende og sjovt og kan minde en del om Boards of Canada. Albummet er først og fremmest fyldt med gode ideer.
17. Asma Maroof + Patrick Belaga + Tapiwa Svosve: The Sport of Love
Ambient jazz. Det er romantisk, let vemodigt uden at være voldsomt melankolsk. Ofte som kvidrende fugle. Svosve og Belaga spiller saxofon, fløjte, klaver og cello. DJ og producer Maroof samler det hele.
16. Marlene Ribeiro: Toquei no Sol
Debutalbum af portugiser, der senere er flyttet til England, Ireland og nu Wales. Titlen betyder "jeg rørte solen" på portugisisk. Varmen fornemmer man. Det er hypnotisk, ofte langstrakt. Man får lyst til at sidde på en hvid plasticsol midt på gaden i en lille, solstegt by. Der er melodier, men man skal nogle gange lede efter dem.
15. Slowdive: Everything Is Alive
Sympatisk titel. Alligevel lyder den mere i retning af vished om døden og altings eventuelle afslutning. Det er deres måske mest vemodige album, men også afklaret. Det er mere bart, reflekterende og mindre søgende. Det klæder dem, og det er et modent take på drømmepop og shoegazer.
14. Le Cri du Caire: Le Cri du Caire
En bekendt har beskrevet det som et “magisk sted mellem sufi, arabisk spoken word og jazz.” Den parisiske trio består af egyptiske Abdullah Miniawy, der synger vidunderligt og med en melankolsk smerte, den tyske cellist Karsten Hochapfel og den britiske saxofonist Peter Corser. I Paris har de skabt denne Cairos gråd.
13. The Embassy: E-Numbers
Göteborgs eskapist-pop-godfathers er her endnu! New Order, Marine Girls og The Field Mice høres stadig, men duoen er stadig bare charmerende The Embassy, som blander de smittende popsange med lange instrumentalstykker. Der er få egentlige sange på albummet, men det lyder himmelsk fra start til slut. Overgangen fra ‘Amnesia’ til ‘Renegades’ er uovertruffen, to så skarpe popsange i streg kan ingen vel slå i 2023.
12. Colin Stetson: When We Were That What Wept for the Sea
Supersaxofonisten vrider ofte overraskende ting ud af sin sax, og denne gang har han på ret kort tid lavet et album for et bearbejde sin fars død. Det er hans nok flotteste og mest sammenhængende album og en ret intens omgang. Man får nogle chancer for at ånde ud, fx på 'Passsage' og senere på 'The Lighthouse II' i samarbejde med den skotske sækkepibespiller Brìghde Chaimbeul. Overraskende god arbejdsmusik.
11. Nation of Language: Strange Disciple
Sympatisk synth-pop. Nation of Language stjæler med arme og ben. Særligt fra tidlige Orchestral Manoeuvres in the Dark-udgivelser, Kraftwerk og New Order. På dette album får vi en lidt roligere udgave af Nation of Language, som dog stadig har et skær af noget hektisk gennem sanger og frontmand Ian Devaney, der næsten synger som Lars H.U.G. til tider. Gispende med små stød. Yndlingslinje: “Walk me home and walk away.” (Sole Obsession).”
10. Nuovo Testamento: Love Lines
Man bliver sendt troværdigt tilbage til cirka 1983 af den italienske-amerikanske trio. Italo og Madonna i fokus. Otte sange på knap 32 minutter, der alle er nogenlunde lige lange. Skarpt produceret, velskrevne og meget mere end pastiche. Der er rigeligt med hjerte kombineret med præcist kendskab til en gren af pophistorien.
9. Fenne Lily: Big Picture
Flot og sympatisk indie-folk-pop. Den Bristol-fødte sangskriver balancerer flot det tunge med en vis lethed i lyden. Fenne Lily synger gerne lavt og helt tæt på mikrofonen, og der er (også) på den måde noget at komme efter for fans af Cassandra Jenkins. Singlen ‘Lights Light Up’ er en af de flotteste sange, jeg har hørt i år.
8. Avalon Emerson: & the Charm
Jeg har aldrig dyrket Avalon Emerson som dj, men jeg kan forstå, at hun ikke normalt dyrker det poppede. Det gør hun i den grad på sit debutalbum, som snarere er svævende drømmepop med stærke Saint Etienne-vibes.
7. Brìghde Chaimbeul: Carry Them With Us
Skotske Brìghde spiller på smallpipes, altså en slags sækkepibe. Hun forbinder folkemusik med drone, og på de fleste sange har hun også den yderst kyndige saxofonist Colin Stetson med til at levere fylde og tapet. Den lille sækkepige i sig selv kalder på landskaber … Saftig muld. Ikke bare gråvejr, men en lysende grå, næsten sølvhimmel. ‘Crònan (i)’ har en tyngde, der holder dig i stolen, mens tankerne rejser højt op.
6. Sweeping Promises: Good Living Is Coming For You
Duo fra Boston, der er flyttet til Kansas og har fået kontrakt med Sub Pop. Støjpop-post-punk med skønne basgange og solid 80'er-inspiration. Det er veloplagt og til tider kækt, og Lira Mondal har en fantastisk charmerende stemme. Er det optaget på en båndoptager? Det lyder sådan. Det fungerer i hvert fald, og det bør næsten høres højt i en bil.
5. Lankum: False Lankum
Storslået folkemusik fra Dublin. Lankum har længe været anerkendte, men spiller stadig på de mindre spillesteder, når de turnerer. Med False Lankum har de nået nye højder både kunstnerisk og målt på popularitet. Det er dramatisk, det er romantisk, med både gotisk horror og hjerteskærende ballader. Albummet er langt, over en times spilletid, og føles som en film, hvis man lukker øjnene. De har lagt instrumentale åndehuller ind, så man kan tage den næste store følelse til sig, det næste store drama. Det er ikke bare folkemusik som gimmick eller i en nedtonet udgave (som The Decemberists), det er det store dyk ned i historien for at finde menneskets mørkeste afkroge og et eller andet sted finde håb. Særligt ‘Lord Abore and Mary Flynn’ er uforligneligt flot.
4. Tirzah: trip9love…???
Ud af det blå kom det. En onsdag var det der bare, fyldt med en enkelthed og et flot arbejde med lag i lyden. Man kan lytte igen og igen og nå et lag længere ned. Det er stadig undervandspop og alternativ R&B, og Mica Levi har – som på de to første plader – været med til at skrive og producere. Fundamentet er korte klaverloops, sværere behøver det ikke være.
3. Rắn Cạp Đuôi: *1
Eksperimenterende kollektiv fra Vietnam. De laver en slags ambient techno, men mest af alt føles det som at blive hvirvlet op i en farvestrålende tornado. Der var lidt flere elementer af jazz og hiphop på det flotte debutalbum, hvor det nye er en anelse mere fokuseret. Ja, ikke at det første var decideret ufokuseret, måske bare mere vildt. Men vildskaben er sandelig også at finde her, hvilken eksplosion!
2. Lisel: Patterns for Auto-Tuned Voices and Delay
Klassisk trænet sopran sampler sin egen stemme og skaber eksperimenterende pop, som er ret nøgent i sit udtryk. Det er mere tilgængeligt, end det lyder. Der er religiøse snit, noget kirkeligt, men fra en fremtidskirke.
1. Vince Clarke: Songs of Silence
Alvorstungt veksler den engelske legende mellem det meditative og underligt medrivende. Vi kender ham bedst fra Depeche Mode, Yazoo og Erasure, men her er han så langt fra poppen, som man kan komme. Alle kompositioner er bygget op om én tone. Der er noget katedralsk over det, og hvis ikke det var et ord, så er det nu. Det bliver sci-fi-industrielt på ‘White Rabbit’, hvor jeg mindes det gamle spil Deus Ex, og hvad sker der pludselig på ‘Scarper’? Hvordan får man så meget ud af dette minimale koncept? Min favorit er ‘The Lamentations of Jeremiah’, der binder det hele sammen midt på pladen. Man burde måske have sagt sig selv, at Vince Clarke kunne lave dette album, men det overrasker mig alligevel. En tung, men vidunderlig oplevelse.
/Martin
