fredag den 3. august 2018

Fabiana Palladino og en følsom vilje

Verden er et flot sted meget af tiden, nogle gange smuk, selvfølgelig ofte grotesk. Og verden ville afgjort være endnu bedre, hvis en sang som Shimmer af Fabiana Palladino var en form for sommerhit.

Den skal dog nok komme ud til en del lyttere: den er nemlig udgivet af Paul Institute, som brødrene Jai og A.K. står bag. Førstnævnte, Jai Paul, har koproduceret og mixet Shimmer.

Sangen giver sig tid, folder sig langsomt ud, bygger på, angriber verden med en følsom vilje:

I can see the sign
You think I'm an easy target
I won't keep my voice down
I want, I want something I can shout about

Det dybt personlige er det universelle, og det universelle falder så tilbage på dig og mig og gør verden lidt mindre.

Den tålmodige opbygning leder op til et lille og alligevel nærmest majestætisk klimaks. Fabianas komposition ledsages utroligt veloplagt af enkle synths og guitarer spillet af Jai Paul, og trommeproduktionen i sidste halvdel af sangen er intet mindre end fantastisk. Der er hentet megen inspiration i 80'erne i almindelighed og Prince i særdeleshed, og der er et vist slægtskab med både Autre Ne Veut og How To Dress Well, om end det ofte er mere i sensibilitet og opbygning end i produktion.

Fabiana Palladino fra London har kun udgivet to singler. Mystery fra 2017 blev ligeledes udgivet af Paul Institute. Brødrene Paul startede deres institut/label for pop og mystik i 2016 i forbindelse med udgivelsen af en A.K. Paul-single.

Shimmer blev udgivet sammen med en ny (og udmærket) single af Ruthven.



/Martin

søndag den 3. juni 2018

Neko Case med frigørende tilbageblik

Hvordan oversætter man 'empowerment'? Diskussionerne har været mange og lange, men vi har ikke det rigtige ord på dansk.

Neko Case er tilbage med sit syvende soloalbum, og det er godt. Særligt i midtersangene The Curse of the I-5 Corridor og Gumball Blue. Her kommer empowerment ind i billedet gennem skrøbeligheden.

"I left home and faked my ID / I fucked every man that I wanted to be."

Hun følger op med "I was so stupid then", og vi er selvfølgelig vant til, at vi bliver klogere med årene. At vi ser tilbage på fejltagelserne og dertilhørende lærdom. Men der kan også gemme sig stolthed bag fejltagelserne, som netop gør, at det ikke er fejltagelser.

Har hun været i seng med dem, fordi hun har været duperet? Eller fordi hun ville vokse, lære, kopiere, suge til sig? Ungdommens kækhed og umiddelbarhed har været med til at vise vejen for Neko Case. Hun var måske so stupid, men der er så absolut kærlighed i stemmen. Deri ligger én af hendes store styrker som sanger: blandingen af det resignerede og investerede.

Hell-On er endnu en god plade fra rutinerede Neko Case.



/Martin

torsdag den 10. maj 2018

Rae Morris og ultrasympatisk pop

Forskellig pop til forskellige tider. Jeg er sjældent til den slags med udpræget attitude, selvom jeg værdsætter idéen med de kampe, der af og til bliver kæmpet.

Giv mig en omgang let melankolsk, upbeat kærlighedssang!

Rae Morris bemærkede jeg ikke rigtigt, da hun udgav debutalbummet Unguarded 2015, men det er der lykkeligvis blevet ændret på med opfølgeren Someone Out There. Nu har jeg tilmed bemærket, at hun er fra Blackpool. Det bliver bedre og bedre.

Dancing With Character er en unik titel for en popsang i 2018. Det er en fremragende og dragende titel, enkel og gammeldags. Og det er en storslået sang, der er blandt de bedste, jeg har hørt i år. Den skaber billeder og historier, og Rae Morris synger så usandsynligt rart og medmenneskeligt.

He was dancing with character
Such a wonderful dancer, it embarrassed her
He was dancing with character
He was always a fan of her and married her

Sikket omkvæd! Herefter gør det ondt på den gode måde, da omkvædet knækker over med særlig markering i vokalen på 'alone' og 'control':

Now he's dancing alone, losing control
Moving from the memory in his bones
Dancing with characer
And he'll never stop dancing 'til he's back with her

Det er en fin detalje, at verset synges i første person, hvor omkvædet synges i tredje. Hun starter som danseren og bliver til betragteren. Hvem betragter hun? Sangen handler såmænd om noget så elskværdigt som en ældre mand, der har mistet sin kone, som han plejede at danse med. Hun er død, han mister sig selv langsomt og forsøger at leve videre, hvor de mødtes. Det er næsten ikke til at stå for. Lyt særligt til Rae Morris' særlige betoning af ordet 'married'. Generelt kan hun lægge et tryk på udvalgte ord på ganske charmerende vis.

Dancing With Character er sidste sang på Someone Out There, der indeholder flere stærke sange, ikke mindst singlen Do It. Meget af pladen er lavet i samarbejde med Fryars, som engang lavede spændende ting i eget navn, men som vist strandede lidt i MySpace-æraens afslutning.

Rae Morris er et meget sympatisk bekendtskab, og de fleste af sangene bliver kun bedre ved genlyt. Ikke mindst Dancing With Character, der kandiderer til årets popsang.



/Martin

søndag den 29. april 2018

Maria Usbeck

Ecuadorianske Maria Usbeck har i nogle år været en del af Cascine-bandet Selebrities, og i 2016 kom første soloudspil Amparo, produceret med hjælp fra Carolina Polachek.

Hele baduljen er på spansk, og jeg er først ved at lære pladen at kende. Hendes nye single Bosque De Bambú (bambusskov) er jeg til gengæld kommet tæt på over den seneste uge, og det er en fornøjelse, der bør være flere forundt.

Singlen er ældre end debutpladen og kommer ikke til at være på næste album. Det gør den næsten kun skønnere. Den er en ø og en skov på samme tid. Frodig nøgenhed.

Solo tu y yo.



/Martin

tirsdag den 17. april 2018

Virginia Wing

Virginia Wing er en form for jazz-pop. Det lyder muligvis uheldigt i manges ører, men det fungerer ganske fornemt. Det gør det bl.a. pga. Alice Merida Richards, der synger både resigneret og investeret. Noget, som stort set ingen lykkes med.

Deres tredje plade, Ecstatic Arrow, er ude 8. juni.

Den er indspillet i Schweiz, og man kan kun håbe, at det fine cover også er derfra.



/Martin

tirsdag den 10. april 2018

Gang Gang Dance endelig tilbage

Én af de bedste eksperimenterende popgrupper fra 00'erne er tilbage! Gang Gang Dance udgav senest den minilabyrintisk fortryllende Eye Contact i 2011, der fulgte den mindst lige så gode Saint Dymphna fra 2008.

22. juni udgiver de Kazuashita på 4AD. Førstesinglen Lotus er en relativt stille omgang, men den lever fint op til sit navn. På én gang velkendt og eksotisk.

Kazuashita er produceret af bandmedlem Brian DeGraw med hjælp fra Jorge Elbrecht, der tidligere har skruet på knapperne for bl.a. Tamaryn og Japanese Breakfast.

Velkommen tilbage!



/Martin

mandag den 19. marts 2018

Hatchie

Australske Hatchie er glad for lys shoegazer à la Ride og drømmepop à la Cocteau Twins. The Pains of Being Pure at Heart sniger sig også ind. Baseret på den nyeste single Sure går hun også et flot år i møde, der snart byder på EP'en Sugar and Spice.

Hun har indtil videre kun udgivet et par singler, og med Sure har hun ramt en flot balance mellem enkle hooks, en åben produktion og tilpas håbefuld drama til at få selv denne magelige type til at savne de (mildest talt) mere forvirrende teenageårene. Hun fortæller da også, at sangen tager udgangspunkt i overgangen fra teenagelivet til de tidlige 20'eren, og hvad dette gør ved adskillige forhold.

Det er nede-på-jorden-jangle-pop, der samtidig er tilpas højstemt. Det er Robin Guthrie fra Cocteau Twins faldet for, og vi er dermed to blandt mange, der allerede har store forventninger til australieren.



/Martin

lørdag den 24. februar 2018

CCFX

Forleden stødte jeg på en EP fra 2017 med fire dejlige sange. Drømmepop med en del Cocteau Twins og Book of Love. Det viste sig, at det virkede bekendt, fordi den ene del er CC Dust, herunder sanger Mary Jane Dunphe. Den anden halvdel er Trans FX.

Sammen er de CCFX, og deres geografiske baggrund er Olympia, Washington. Her nærmer man sig næsten Twin Peaks, Washington i associationerne forbundet med navnet.

Man kan høre kvartettens udgangspunkt i punken, som er trukket i retning af resigneret synth-pop. De nævner selv den heroiske one-hit wonder Q Lazzarus. Det giver mening.

CCFX EP er en selvsikker debut. Måske de ikke følger op med mere, og det vil også være fint på sin egen måde.

Hør hele EP'en på Bandcamp



/Martin

onsdag den 14. februar 2018

Tocotronic og det uigenkaldelige

Tocotronic er blandt Tysklands bedste bands de seneste, ja, mange år. Trods en lille portion fans uden for faderlandet er de et fænomen, der har undsluppet mange menneskers opmærksomhed. Og der er da også noget meget tysk over dem. Fra et dansk synspunkt kan Tysklands størrelse i sig selv være svær at begribe. Det indebærer også de mange kunst- og musikscener, der understøttes af antallet af studiebyer med unge, nysgerrige publikummer.

Tocotronic startede ud i Hamborg i starten af 90'erne, og anført af sanger Dirk von Lowtzow blev de hurtigt eksponenter for den såkaldte Hamburger Schule, der kendetegnedes ved at udforske en ny popmusik gennem tyske tekster med en snert af intellektualitet og udgangspunkt i bl.a. punk. Debutpladen bærer den forrygende titel Digital Ist Besser, og med det var kimen lagt til noget stort, der skulle blive ved med at vokse. Langsomt, sikkert, tysk.

23 år senere er Tocotronic klar med deres 12. studiealbum Die Unendlichkeit, som er gået direkte ind på en førsteplads på hjemlandets Chartplazierung. Det giver mening, for den er god. Meget god.

Unwiederbringlich har i særdeleshed rørt mig. Gentagne gange og på dette tidlige tidspunkt af året mere end nogen anden sang fra 2018. Titlen kan oversættes til uigenkaldeligt eller lignende. Sangen er på sin vis enkel, og den tager sig god tid. Den kører i ring, lægger til, bliver større, går fra den håndgribelige smerte til en tematisering af selve nostalgien. Det er en blanding af Velvet Underground, Yo La Tengo og noget meget tysk.

Klarinet og cello spiller en stor rolle, guitaren og klaveret mere diskret. Det vigtigste instrument er dog Dirk von Lowtzows stemme. Han fortæller med sin dybe røst om en døende. Livet er på vej ud af personen, uigenkaldeligt, og Dirk sidder i ICE-toget på vej hjem gennem snefyldte marker, medens den døende ligger på hospitalet. Jeg behøver næppe tilføje, hvor meget den linje ramte mig, da jeg selv kørte gennem snefyldte marker i et smukt, tysk tog forleden – på vej hjem fra netop Hamborg.

Dirk gentager første strofe og tilføjer, at der endnu ikke fandtes mobiltelefoner, kun en togtelefon (i øvrigt af en type, som i Tyskland er kendt for at have været delvist ubrugelig). Da han endelig ankommer til hospitalet, "ved alle det allerede".

Dirk gentager nok en gang første strofe. Denne gang er det uigenkaldelige blevet uforsonligt. Det er en fin detalje. Mere interessant er det imidlertid, at det temporale aspekt herefter overtager sangen:

Der fandtes ingen mobiltelefoner
Det var alt sammen nutid
Fremtiden fandt udelukkende sted
i science fiction-film

Disse linjer gentages, og sangen slutter altså med fokus på, at alt i fortiden var samtid. Tocotronic er ikke nostalgikere. De har til gengæld lavet en plade, der hedder uendeligheden. De er dybt optaget af vores opfattelse af tid, hvordan vi sanser, hvordan vi oplever smerte på forskellige måder. Tocotronic er en god motivation for at lære tysk.

Enjoy.

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unwiederbringlich
Schlich es aus dir hinaus

Du lagst im Krankenzimmer
Ich saß im ICE
Auf dem Weg nach Hause
Durch Felder voller Schnee

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unwiederbringlich
Schlich es aus dir hinaus

Es gab noch keine Handys
Nur an Bord ein Telefon
Als ich endlich ankam
Wussten's alle schon

Dein Tod war angekündigt
Das Leben ging dir aus
Unversöhnlich
Schlich es aus dir hinaus

Es gab noch keine Handys
Es war alles Gegenwart
Die Zukunft fand ausschließlich
In Science Fiction Filmen statt

Es gab noch keine Handys
Es war alles Gegenwart
Die Zukunft fand ausschließlich
In Science Fiction Filmen statt

/Martin

torsdag den 8. februar 2018

Heartbreak Satellite

"Minimalistisk på en maksimal måde." Sådan beskriver den norske trio Heartbreak Satellite de sange, de har skrevet på et lille værelse i København.

Et år senere kan de se tilbage på nogle indspilninger, der er ganske anderledes, end de havde forestillet sig. Det er forfriskende popmusik, der trækker lidt i retning af Let's Eat Grandma og i visse øjeblikke Architecture in Helsinki i deres mere hyperaktive melankoli.

Pluspoint ved at namedroppe David Attenborough og Blue Planet som inspiration.

Heartbreak Satellite spiller på by:Larm næste måned.

Lyt via Best Fit

søndag den 21. januar 2018

Pale Waves

Den kyniske udlægning er, at de engelske musikmedier har haft brug for et følsomt og politisk korrekt guitarband i lang tid. Den romantiske udlægning er, at et hårdtarbejdende band med gode melodier udgiver den ene hitsingle efter den anden.

I virkeligheden er det – som altid – nok et sted imellem. Og det er fint nok. Balance er alt.

Pale Waves er en kvartet fra Manchester med sangerinde og guitarist Heather Baron-Gracie i front. Med masser af tålmod har de ganske klogt ikke udgivet for meget, før de var klar til det. Det er blevet til fire singler, en EP er lige på trapperne, og en fuldlængde er også blevet lovet i 2018.

De er blandt "the class of 2018" hos DIY, blandt "sound of 2018" hos BBC, har været på forsiden af NME, spillet Reading og Leeds og meget mere. Trods den megen hype har jeg haft svært ved at connecte med dem, indtil jeg så dem i Groningen til Eurosonic i forgårs. Her klikkede noget på plads, og sangene fremstod endog stærkere end i de indspillede versioner.

Den måske bedste skribent på DIY, Will Richards, har ganske præcist kaldt dem for glossy pop with a goth heart. Med en sådan beskrivelse er det vanskeligt ikke at tænke på The Cure, og selvom de ikke som sådan lyder som ikonerne fra Crawley, er udgangspunktet – hjertet – gjort af det samme. De minder mig imidlertid mere om en blanding af The Pains of Being Pure at Heart og Fickle Friends, selvom de er væsentligt bedre live end de to.

Fun fact: Én af grundlæggerne af deres pladeselskab, Dirty Hit Records, er den tidligere fodboldspiller Ugo Ehiogu.





/Martin

tirsdag den 2. januar 2018

Moderate Rebels

To ting skal vi kollektivt øve os på: at slappe mere og at tage os sammen. De modsiger ikke hinanden, tværtimod. Navnet Moderate Rebels minder mig lidt om det. At bevare det rebelske uden at blive ekstrem. Ikke at dømme for hurtigt men samtidig være i stand til at blive indigneret.

Moderate Rebels dukkede op i min Discover Weekly. Det er altid en bittersød fornøjelse at opdage musik ad den vej, men ikke desto mindre er det svært at være ubetinget utilfreds med at opdage noget, man kan lide.

Moderate Rebels er en kvartet fra London, der i december 2017 udgav deres debutalbum The Sound of Security. Decemberudgivelser er en pudsig størrelse, der ikke kun er forbeholdt julemusik og tvivlsomme, ofte unødvendige opsamlinger. Når man har et navn som Charli XCX, kan man stadig få masser af opmærksomhed med et mixtape midt i december. Men når Moderate Rebels som et mestendels ukendt band smider et debutalbum i den travle juletid, er der ikke de store chancer for synlighed.

Det er naturligvis ærgerligt for dem og Everyday Life Recordings, men de har trods alt fundet frem til nogle lyttere med deres minimalistiske, let politiske post-punk med elementer af psych. De har fundet en vis inspiration i Spacemen 3 og Death In Vegas, og om algoritmerne og tilfældene er venlige mod dem, får de måske lidt mere opmærksomhed trods det underlige udgivelsestidspunkt.

Pladen kan også høres på Bandcamp.



/Martin