torsdag den 31. december 2009

En slags årsliste - Mathias

2009 var et fint musikalsk år. Musikalsk er jorden blevet et bedre sted at være. Der blev lavet en masse gode plader, udgivet fantastiske singler og gratis mp3'er, og der blev udsendt nogle vitale genudgivelser.

Årslister fylder meget i den musikinteresseredes bevidsthed. De er en sport. Både for dem der laver dem, og dem der diskuterer dem.

Årslister er sjove - endda nogle gange interessante. Ofte savner jeg dog personlighed og undrer mig over mange listers slående lighed, i betragtning af hvor meget god musik der bliver udsendt.

Her kommer der alligevel et ydmygt bud.

De fremragende

Fever Ray - Fever Ray

Et stemningsmættet værk, som det kan tage lang tid at holde af. Det gør jeg nu. Og musikvideoerne gør absolut ikke oplevelsen dårligere, ligesom Fever Ray skulle være et fremragende bekendtskab live. Et gesamtkunstwerk.

Bat For Lashes - Two Suns

Bat For Lashes står personligt for årets største overraskelse. Jeg troede ganske enkelt ikke, at hun var så god, som hun var. Et ambitiøst popalbum pakket ind i 80'er æstetik og gode melodier. Bat For Lashes er årets musikalske svar på Nicki Sørensen - hjælperytteren der mirakuløst vandt en etape i årets Tour de France. Her taler han om mad.

Grizzly Bear - Veckatimest

Meget er skrevet om dette album. Det er indie i den opknappede stil, og Grizzly Bear er mere cool end de fleste, når de får Beyonce og Jay-Z til at danse.

Wild Beasts - Two Dancers

Endnu en af årets personlige overraskelser. Med en æstetik, der minder mere om Tears For Fears end slutningen af 00'erne, er Wild Beasts et tiltrængt pust. Sangeren Hayden Thorpe synger skiftevis i falset og i dybere tonelejer og forstærker indtrykket af Wild beasts som et af årets mest karakteristiske bekendtskaber.

De næstbedste

Animal Collective - Merriweather Post Pavilion

Animal Collective brød i år endeligt igennem til mainstreamen med dette fremragende popalbum, der er deres klart mest tilgængelige plade indtil videre. Animal Collective er indiens FC Barcelona.

jj - n° 2

Sprang i 2009 ud af ingenting. Med en blanding af varme og kulde forener jj Skandinavien og Sydeuropa. Udtrykket minder om andre navne fra Göteborg-pladeselskabet Sincerely Yours som The Tough Alliance, men i en mere nedtonet, kølig og melankolsk udgave. Og så har forsangerinden Elin Kastlander en aldeles fremragende stemme i sand 'less is more'-ånd. Et album til sommeren og vintereskapisme.

Passion Pit - Manners

Passion Pit viste sidste år lovende takter med EP'en Chunk of Change, der indholdt flere fine sange, men med Manners beviser Passion Pit, at talentet gør sig i albumformat. Manners er et popalbum af den slags, der kan gøre en bustur fremragende.

De to bedste

Phoenix - Wolfgang Amadeus Phoenix

Wolfgang Amadeus Phoenix legitimerer popmusikken. Langt fra talentshows og såkaldte musikkanaler ligger popmusikken gemt væk i en kasse, hvori den har befundet sig siden midt-90'erne, hvor dens plads blev overtaget af blandt andre danske legetøjsbands. Pop blev igen et grimt ord takket være dårlig smag og købestærke børn. Phoenix forklarede i 2009 præcis, hvad popmusikkens potentiale rummer, og dette album er blandt de to bedste, fordi det er et melodiøst og produktionsmæssigt festfyrværkeri, og fordi den sande popmusik - blandt andet pga. dette værk - ikke længere er gemt væk.

Memory Tapes - Seek Magic

Memory Cassette og Weird Tapes blev i 2009 til Memory Tapes, og albummet Seek Magik er perfekt. Memory Tapes er tydeligt inspireret af atmosfæren fra Cocteau Twins, imens melodierne ofte lyder i retning af New Order. Produktionen på Seek Magik peger både på electronica som The Knife og tilbage til lyden af gamle bilspil på den lokale grill, og det er i dette rum, at musikken udfolder sig. Seek Magik formår at gå fra søvn til ekstase på få sekunder, uden at albummet fremstår fragmenteret. Memory Tapes har mange udtryk, men fremstår hypnotiserende fokuseret.

Et par vigtige genudgivelser

Som den opmærksomme læser måske har bemærket, er billedet øverst i artiklen ikke hentet fra en af årets udgivelser. Billedet stammer fra albummet Foxbase Alpha af Londongruppen Saint Etienne fra 1991. Sammen med So Tough fra 1993 danner disse to genudgivelser grundstenene i popmusikken af Saint Etienne, der burde være et af verdens største bands. Melodierne er inspireret af 60'ernes popmelodier, blandt andre Beach Boys, imens produktionen på disse to første albums er så 90'er-britiske, som det kan lade sig gøre. Saint Etienne var med til at definere en genre indenfor popmusikken, der igen er ved at genfinde sit fodfæste blandt nyere navne som Air France. Saint Etienne vil være lige så vedkommende i 2010, som de var for tyve år siden. Men i dette klip er vi uomtvisteligt tilbage i de glade 90'ere.

Kraftwerk genudgav i år otte albums samlet i The Catalogue fra Autobahn (1974) til Tour De France (2003). På denne samling præsenteres man for nogle af historiens vigtigste populærmusikalske indslag, præsenteret i den sande Kraftwerkæstetik af menneskemaskinerne fra Düsseldorf. Musikken er lige så meget hjerte, som det er maskine og lige så meget længsel efter fortid som håb og frygt for fremtiden. Det er formentlig ikke nødvendigt at nævne, at vor tids musik skylder Kraftwerk en del.
cool kan man være.

Ha' et flot nytår og tak for i år.

/Mathias

onsdag den 30. december 2009

Novels

Ordet 'supergruppe' bruges ofte lidt lemfældigt. Lidt løst. Som oftest er disse projekter da også ganske håbløse, så hvis personerne bag disse grupper selv har tænkt dem som 'supergrupper', må det vel betegnes som en art hybris, medens deres 'kunstneriske', fejlslagne udgivelser er deres velfortjente nemesis.

Jeg hverken kan eller vil bruge ordet om canadiske Novels, og de kunne nok heller ikke selv drømme om det (en del af mig kunne nok godt lokkes til at kalde Swan Lake for en supergruppe, og jeg kan ikke afvise, at jeg allerede har gjort det). Novels består af keyboardspiller Graham Wright fra Tokyo Police Club, sanger og guitarist Luke Lalonde fra Born Ruffians og de mere ukendte Will Currie, Dean Marino og Jason Sadlowski. De tre sidstnævnte fra hhv. Will Currie and the Country French, Ex-Po og Jay Sad. Altså et all-Toronto-sammensat band. Gruppen har netop indspillet deres første udgivelse, en selvbetitlet EP på fem sange, der sammenlagt varer lige under 12 minutter. Det hele er ganske hyggeligt uden at være sindsoprivende. Ganske gratis er det også. Det kan hentes via gruppens hjemmeside, hvor de opfordrer folk til at brænde EP'en og lægge den rundt omkring på diverse obskure steder.

ZIP: Novels - Novels EP

/Martin

tirsdag den 29. december 2009

Nana Grizol

Mange af læserne på denne side er nok før eller siden stødt på Elephant 6. Kollektivet fra Athens, Georgia, der bl.a. tæller Neutral Milk Hotel, Elf Power, Of Montreal, The Olivia Tremor Control og The Apples in Stereo. Et af de mindre kendte, associerede navne herfra er Theo Hilton, der i dag står bag bandet Nana Grizol.

De blev dannet i starten af 2007 og tæller i dag seks medlemmer. Året efter udgav de deres første album Love It, Love It, og 12. januar er de klar med deres nye album Ruth. Det kan allerede nu købes og nydes digitalt. Sammenligninger med flere af grupperne fra Elephant 6 er umulige at undgå, men de behøver ikke tvinges frem. Nana Grizol er hverken unikke eller upersonlige - de skriver blot gode sange med et klart strejf af 90'er charme og fin brug af trompet af og til. Der er folkede elementer, mere rockede elementer og til tider en næsten folket punk, der skæver til Balkanhalvøen. De udgiver albummet via Orange Twin, der er ejet af dele af bandet og dele af Elf Power. Alt overskud går til land preservation and sustainable development. We are currently working on an 150 acre eco-village in Athens, Ga.

MP3: Nana Grizol - For Things That Haven't Come

/Martin

søndag den 27. december 2009

Til de oversete - noget nær en officiel undskyldning

Han kigger bebrejdende på mig. Stephen Wilkinson - bedre kendt som Bibio. Billedet er sløret, og det kan næsten både ligne snedækkede grene og blomsterbeboede grene i baggrunden. Det er også underordnet - det er det tvivlende blik, der rammer hårdt. Jeg har ikke hørt hans plade fra i år, Ambivalence Avenue. Og han ligner én, der ved det. Eller også er han nærsynet. Uanset hvad er det nu, jeg skal finde tid til at få hørt nogle af de fantastiske plader, der blev overset i 2009, før det går løs med næste års fantastiske udgivelser. Listen er lang. Mange er blevet overset.

En undskyldning kunne også lyde til The Twilight Sad. Jeg elskede Fourteen Summers and Fifteen Winters og ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har fået hørt det nye. Undskyld til Neko Case. Undskyld til A Sunny Day in Glasgow. Undskyld til The Very Best. Undskyld til Bill Callahan. Undskyld til Sonic Youth. Et ekstra stort undskyld til Bob Dylan! Og til mange, mange andre.

Lad mig det vide, hvis der er noget, der kan anbefales, som har manglet på årslisterne.

/Martin

torsdag den 24. december 2009

En julehilsen

Det er muligt, at nogle læsere ikke går særligt op i julen. Men de vil nok tilgive mig for at ville ønske en glædelig én af slagsen! Et billede af Animal Collective og lidt ord fra Noah Lennox vil nok også formilde selv de værste Grinch'er. Musikskribenten Simon Christensen, der bl.a. repræsenterer Gaffa, har for nylig interviewet netop Noah Lennox og har i den forbindelse givet en lille gave til Börneblogger i form af en lille eksklusiv interviewbid. En længere artikel og interview lægges ud på Gaffa. Her er en ganske interessant detalje om Merriweather og den nye EP, Fall Be Kind:

SC: EP'en er skrevet i samme periode som Merriweather?

NL: Vi troede faktisk, vi havde nok materiale i den periode til at lave to plader, men det endte med, vi hverken havde nok tid eller materiale til to albums, så vi endte med lave Merriweather.

SC: Hvordan skaber I en helhed ud af overskudsmateriale?

NL: Ofte har vi tre sange, som har hver deres stemning, men så har vi sådan set bare skrevet to sange mere, som lægger sig imellem og binder de andre numre sammen.

SC: Hvordan kan du skille inspirationerne til at skrive sange for Panda Bear og Animal Collective?

NL: Det sker så tidligt, at jeg bestemmer mig, inden jeg sætter mig ned og skriver sangen. Det er kun i to tilfælde, at jeg rent faktisk har været i tvivl. Det er også et spørgsmål om, at hvis du skriver sange til Animal Collective, så er der nogle strukturelle ting, fordi vi er tre eller fire mennesker, der skal spille det (Animal Collective har de seneste halvandet år turneret som trio, red.). Du kan ikke bare producere det selv, gå i ekstremer eller fylde hele lydbilledet ud, for der skal være plads til de andre. Derfor holder jeg skitserne på den simple side, hvis man ser på det helt generelt, når jeg skriver til Animal Collective.

Et stort tak til Simon Christensen for denne bid - og for at dele nedenstående video og sang af Drexciya, der angiveligt skulle have været en stor inspiration for både Noah Lennox og resten af Animal Collective i forbindelse med Merriweather. Disse undervandseventyr giver helt lyst til et gensyn med den fantastiske Life Aquatic.
og EP'en her i stedet. Vi har altid haft lyst til at udgive det materiale, vi har arbejdet med i én eller anden form, og da vi skulle lukke albummet, så var der de her sange til overs. Vi har valgt EP-formatet, fordi vi gerne vil have fornemmelsen af, at vi kan skabe et samlet hele.



Nogle glædelige juledage ønskes alle!

/Martin

tirsdag den 22. december 2009

Broken Bells

Det er nærmest umuligt ikke at have lyst til at dele projektet Broken Bells. Jeg har også svært ved ikke at bruge ordet 'projekt', når Danger Mouse er involveret. Når den anden part er ingen andre end James Mercer fra The Shins, bliver det rigtig interessant - og ja, ganske umuligt for mig ikke at have lyst til at dele.

James Mercer er mere eller mindre The Shins, så det kan ikke overraske, at førstesinglen The High Road lyder derhenad, hvad angår melodien. Danger Mouses bidrag er til gengæld en produktion, der til en vis grad bringer minder om gammel Phoenix. Det er da også først nu, det går op for mig, at der er visse ligheder i sangteknikken hos hhv. James Mercer og Thomas Mars. Mod slutningen af sangen går der en lille smule Beck i den. Alt i alt er der tale om en meget spændende sang, der lover godt for albummet, der udkommer på Columbia d. 9. marts (visse steder siger dog d. 8.).

MP3: Broken Bells - The High Road

/Martin

søndag den 20. december 2009

Årets bedste udgivelser 2009: Nr. 10-1

2009 har for mig været et klart tegn på, hvad jeg egentlig tænkte i forvejen: Vi er alt, alt for bekymrede. 'Vi' dækker os alle, men det kan selvfølgelig inddeles i 'branche' og 'alle de andre'. Vi er bekymrede over musikkens fremtid. Branchen brokker sig, fordi den i store træk har svært ved at omstille sig. Denne frygt smitter naturligvis af på alle de musikelskere, der frygter et musikkens endeligt. Det sker bare ikke. Lykkeligvis er vores forbrug af musik større end nogensinde før, og mængden af god musik bliver kun større. 2010 kunne endda se ud til at blive endnu stærkere end i år. Hvis man stadig holder fast i, at musik bare ikke er lige så godt, som det var i gamle dage, er der kun én ting at sige: Man har ikke ledt godt nok. Det ser rigtig, rigtig godt ud for musikken, og der er grund til både optimisme og glæde - også for romantikere og nostalgikere. Måske endda særligt for disse. Uden yderligere omsvøb kommer her afslutningen på årslisten for 2009, der kan siges at have en top 3, der er ret forudsigelig - men ikke desto mindre er utrolig svær at komme udenom. Læs også: Honourable mentions og nr. 25-11.



10. Atlas Sound - Logos



Meget kan man sige om Bradford Cox, men det er svært ikke at anerkende talentet. Overskuddet stråler ud af arbejdet i både Deerhunter og med soloprojektet. Sange som Walkabout og Attic Lights viser både alsidigheden og sangskrivertalentet i fuld flor.



9. jj - n° 2



Det er svært ikke at misunde svenskerne. Et oplagt eksempel herpå er pladeselskabet Sincerely Yours, der med jj i år har bragt os noget af det mest interessante og nyskabende, der er kommet ud af Skandivanien i meget lang tid.



8. Bat for Lashes - Two Suns



Der er en vis mystik på spil gennem hele Natasha Khans andet album. Den blandes dog med en svært definerbar tilgængelighed, der tager lytteren med ind i en helt anden verden. Fra musik og tekst til artwork er det et særdeles gennemført kunstværk, vi har med at gøre.



7. Sin Fang Bous - Clangour



Årets nok mest undervurderede plade. Islandsk pop med fængende sange fra start til slut skrevet og komponeret af Sindri Már Sigfússon. Særligt Fa Fa Fa er en nydelse ud over det sædvanlige og kandiderer stærkt til årets sang.



6. The Pains of Being Pure at Heart - s/t



Emo støjpop? Bandnavn, sangtitler, tekster og den halvnaive sangskrivning vidner om en tydelig forståelse for og medrivende spillen med på de følelser, der ofte tilskrives teenagetiden - men som i virkeligheden følger os trofast livet igennem



5. Cymbals Eat Guitars - Why There Are Mountains



Tager du til Primavera i 2010, kan du passende få lyttet til både Pavement, Pixies og Superchunk, hvilket vil give dig en idé om, hvor Cymbals Eat Guitars i stor stil har hentet 90'er-inspiration til denne fremragende debutplade.



4. Phoenix - Wolfgang Amadeus Phoenix



Længe har franskmændene været en undervurderet størrelse, men de ser nu endelig ud til at få det store publikum, de altid har burde have. Wolfgang Amadeus Phoenix er da også deres hidtil stærkeste album. Rendyrket pop er ingen skam, når man skriver så stærke sange.



3. Dirty Projectors - Bitte Orca



Dave Longstreth og co. byder på Bitte Orca på ofte vanvittige kompositioner med medrivende guitarer og fantastiske korstykker. Inspirationen fra Vestafrika er heller ikke til at tage fejl og integreres naturligt i musikken.



2. Grizzly Bear - Veckatimest



Fra debutalbummet Horn of Plenty over Yellow House til Veckatimest er fortællingen om en fantastisk udvikling og modning af et band, der længe har fortjent den massive anerkendelse, de nu har fået. Det var næsten uundgåeligt, at de med deres tredje album ville lave noget nær et fejlfrit værk.



1. Animal Collective - Merriweather Post Pavilion



Hvordan kan jeg ikke have denne på førstepladsen? Et perfekt album fra start til slut. Udkom helt i starten af året og har været spillet jævnligt lige siden. Animal Collective har været produktive gennem hele årtiet og har været inspirerede og inspirerende gennem alle år. Formentlig årtiets vigtigste band, der med Merriweather Post Pavilion viser, hvorfor de gør sig fortjent til den titel.



NB.: EP'er er ikke medregnet. Her har der ellers været rigtig fine udgivelser med bl.a. Delorean, Beirut, Modest Mouse, The Pains of Being Pure at Heart, Washed Out og The Drums.
Forvent også en liste af medskribent Mathias inden for de næstkommende dage.

/Martin

torsdag den 17. december 2009

Årets bedste udgivelser 2009: Nr. 25-11

Her kommer første del af årslisten. Læs honourable mentions her. Indrømmet, der kunne komme mange flere albums på honourable mentions-listen.
Nuvel, ikke mere snak! Her er fra nr. 25-11:

25. Fuck Buttons - Tarot Sport

Fuck Buttons har i dén grad formået at bygge videre på deres imponerende debutalbum. Det er lettere tilgængeligt og mindre brutalt, men det er på alle måder et logisk skridt fremad.

24. The Flaming Lips - Embryonic

Det er svært at bruge ordet 'modigt' om et band, der i forvejen har prøvet så meget, men at lave et album med en lyd som den på Embryonic efter den eventyrlige (og på sin vis større) lyd på deres seneste skiver er alligevel et ganske modigt træk. Og bag den anderledes produktion gemmer sig stadig fantastisk stærke sange.

23. Swan Lake - Enemy Mine

Jeg ved ikke, om man kan sige, der er sket specielt meget fra Beast Moans til Enemy Mine. Det er bare stadig tre uhyre dygtige sangskrivere, der sammen har skabt et ganske underspillet og yderst undervurderet vanvidsunivers, der i allerhøjeste grad er et besøg værd.

22. Memory Tapes - Seek Magic

Bløde beats, skrøbeligt klaver, new wave guitar og alskens små lyde kombineres med et medrivende og ofte hjerteskærende tekstunivers. Fra den fantastiske Bicycle (én af årets stærkeste sange) til Green Knight: "I want to give you my love / I want to call your name / At the sound of my voice you turn away." Det er simpelt og ungt, men det virker.

21. The Antlers - Hospice

Det tog angiveligt Peter Silberman halvandet i en form for isolation at indspille Hospice. Ensomheden er da heller ikke til at tage fejl af i sangene, der selv i de største øjeblikke er meget jordnære.

20. Japandroids - Post-Nothing

De to canadiere har med Post-Nothing skabt et fantastisk og simpelt garage pop album fyldt med fængende melodier. Det er et simpelt setup, men bandet selv nægter at bruge ordet 'minimalistisk'. Også her er der tale om ganske naive tekster hele vejen igennem. Som på pladens stærkeste, Young Hearts Spark Fire: "We used to dream / Now we worry about dying."

19. Yo La Tengo - Popular Songs

Efter den mildt skuffende I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass (for ikke at tale om deres Fuckbook under navnet Condo Fucks) er Yo La Tengo endelig tilbage i form. Mere end en times musik hvoraf de ganske imponerende slutter af med to sange på hhv. ca. 11 og 16 minutter uden det på noget tidspunkt bliver kedeligt.

18. Do Make Say Think - Other Truths

Canadiske Do Make Say Think kan tilsyneladende ikke lave et dårligt album. Selvom man kan klandre dem for kedelige sangtitler (Do, Make, Say, Think), er der ikke en finger at sætte på noget andet. Fulde af overskud og vilje leger de sig misundelsesværdigt gennem en jazzet post-rock-verden.

17. Built to Spill - There Is No Enemy

Flaming Lips, Yo La Tengo og Built to Spill på samme liste? De gamle kan endnu! Doug Martsch og co. har på deres to foregående studiealbums ikke helt levet op til tidligere tiders storhed (pladerne er dog stadig fine), men det laver de om på med There Is No Enemy. Ligesom Do Make Say Think er Built to Spill et band, der får det hele til at lyde legende let - uanset hvor kompliceret sangstrukturen eller livet måtte være.

16. Sunset Rubdown - Dragonslayer

Spencer Krug er én af vor tids største sangskrivere. Det kan der efter min ydmyge mening ikke herske nogen tvivl om. Dragonslayer er desværre ikke på højde med hverken Random Spirit Lover eller Shut Up I Am Dreaming, men mindre kan bestemt også gøre det.

15. Real Estate - s/t

Beach psychedelica. Det lyder som endnu en unødvendigt irriterende genrebetegnelse, men jeg har svært ved ellers at karakterisere Brooklyn-bandet, der har fået en overraskende god dækning i medierne.

14. Odawas - The Blue Depths

Undertoners anmelder skrev noget i stil med et forsøg på en helt ny æstetik. Det er ikke helt hen i vejret, selvom det ikke på nogen måde lyder som et forsøg for Odawas. De blander ganske naturligt 80'er synth med folk og psykedelisk pop - og erklærer sig ganske uironisk for fans af Vangelis.

13. Bear in Heaven - Beast Rest Forth Mouth

Bear in Heaven har vist overrasket alt og alle - inklusive sig selv - med Beast Rest Forth Mouth. Alt imens det ikke er revolutionerende, er det svært at sige, hvad de egentlig lyder som. Inspirationskilderne kan spores, men det personlige touch er utvetydigt deres.

12. HEALTH - Get Color

Debutalbummet efterlod lytteren med en følelse af et fantastisk dygtigt og energisk støjrockband, der havde mere at byde på, end de fik ud. De antydede også på debuten en forkærlighed for det elektroniske, og det følges der sandelig op på med Get Color!

11. Passion Pit - Manners

Manners har en tendens til at dele vandene. Nogle kan ikke klare Michael Angelakos' høje stemme, medens andre ikke kan få nok af denne overskudspop. Vandene deles dog som regel således, at kun få står på den side, der finder det uudholdeligt: Det er musik, man med god samvittighed kan sætte på en fuld aften uden at føle, man går på kompromis.

/Martin

mandag den 14. december 2009

Jónsi

De fleste har nok et forhold til Sigur Rós. Jeg har selv været stor fan siden omkring 2001 og husker tydeligt, hvordan Starálfur talte tydeligt til mig, selvom jeg ikke fattede teksten (efter at have fået den oversat må jeg konstatere, at teksten stadig ikke som sådan taler til mig). Selvom der er en vis kvalitetsmæssig forskel på deres albums, kan jeg altid vende tilbage til størstedelen af dem.

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg mødte nyheden om forsanger Jónsis kommende soloplade med skepsis. Måske det er noget generelt med nyheder om soloprojekter. Fordi fordi Julian Casablancas' primært uheldige (eller blot lidt kedelige) forsøg er i så frisk erindring. Eller måske fordi man har nogle bands så tæt på kroppen, når de har fulgt én i mange år. Da er man nok mere tilbøjelig til at se dem som et organisk hele, der ud fra en romantisk forestilling selvfølgelig kun fungerer sammen.

Efter at have hørt første udspil fra den kommende debutplade er jeg dog mere end fortrøstningsfuld. Det er så stort, som man kunne håbe på. Og man tænker lykkeligvis ikke over, om det nu bliver for meget eller ej. Jónsi har også bevæget sig ud i at synge på engelsk, hvilket ikke er nogen grim ting. Og til dem, der har tænkt eller nævnt Disney i forbindelse med denne sang: Ja! Ja! Ja! Det er en smuk ting. Længe leve den naive islænding.

Kyniske tider kræver romantik og store hjerter.

MP3: Jónsi - Boy Lilikoi

/Martin

Årets bedste udgivelser 2009: Honourable mentions

I løbet af ugen vil vi offentliggøre vores bud på årets bedste udgivelser. Det har ikke været nemt, da der som bekendt er en verden fyldt med vidunderlig musik.

Her følger de albums, der har ligget uden for min top 25. Det er værd at nævne, at jeg har lyttet til andre gode albums, men disse har været vigtigst for mig. Og jeg har måske glemt nogle enkelte.
Nr. 25-11 kommer senere på ugen, og det gør 10-1 sikkert også (jeg er ikke så god til det der 'suspense'). Rækkefølgen er her tilfældig:

Times New Viking - Born Again Revisited

tUnE-yArDs - Bird-Brains (skal sikkert også staves med CAPS-lock det halve af vejen)

Fanfarlo - Reservoir

The Boy Least Likely To - Law of the Playgound

Yeah Yeah Yeahs - It's Blitz!

Wavves - Wavvves

The Thermals - Now We Can See

Crystal Antlers - Tentacles

Akron/Family - Set 'Em Wild, Set 'Em Free

Dan Deacon - Bromst

St. Vincent - Actor

Black Dice - Repo

Handsome Furs - Face Control

Woods - Songs of Shame

Wheat - White Ink, Black Ink

Deastro - Moondagger

YACHT - See Mystery Lights

Throw Me the Statue - Creaturesque

The Dodos - Time to Die

A Place to Bury Strangers - Exploding Head

Why? - Eskimo Snow

Islands - Vapours

Diverse - Dark Was the Night (compilation)

Junior Boys - Begone Dull Care

Neon Indian - Psychic Chasms

Discovery - LP

Local Natives - Gorilla Manor (kun udgivet i UK indtil videre)

Patrick Wolf - The Bachelor

Wild Beasts - Two Dancers

/Martin

fredag den 11. december 2009

En stille tid

December er en mærkelig måned, når man ikke er et barn. For et barn er der snarere tale om mystik og undren. Senere i livet er det 'mærkelige' måske stadig inspirerende, men det er ikke i lige så udtalt grad noget direkte magisk - så kommer der i hvert fald en lille krølle på. I musikkens verden sker der ikke så meget, men for os dødelige sker der næsten alt for meget. Denne kombination er ikke helt god for dem, der godt kan lide at skrive om musik.

I næste uge kommer der årslister. Det er jo uundgåeligt. Indtil videre må I nøjes med denne mp3 fra det kommende Liars-album. De skuffede med deres sidste udspil, og umiddelbart er jeg heller ikke helt vild med denne sang. Men den åbner også det nye album, så måske kommer den til at give mere mening, når albummet høres samlet.

MP3: Liars - Scissor

/Martin

tirsdag den 8. december 2009

Pantha du Prince

Jeg har aldrig fået dyrket den tyske elektroniske musiker Hendrick Weber, bedre kendt som Pantha du Prince (benytter også navnene Panthel og Glühen 4), men hans navn er regelmæssigt dukket op rundt omkring, og jeg har forstået så meget, at han er en del af en Hamburg-scene, og at han primært gør sig i en form for minimal electro. Og så har jeg set ham til en forholdsvis ligegyldig forestilling som opvarmning for Animal Collective tidligere i år.

Nu ser jeg på billedet. Manden i kulden. Dækket til og med et neutralt ansigtsudtryk. Det er et forholdsvis velkendt motiv fra hverdagen, men ansigtet har en tydeligt varm tone. Derudover stikkes han tilmed næsten af grenene til højre, der tilhører et træ, vi ikke kan se. Det er sløret og kræver lidt fantasi at få noget ud af det. Samtidig er der en vis varme over det. At være en del af den rå natur - at ville være en del af den. Hans synsfelt er begrænset af hans parka, og vores mulighed for at se ham er ligeledes yderst begrænset (et forsøg på en stemningsbeskrivelse eller metafor kan nemt ødelægges af ordet 'parka', hvilket The Mighty Boosh også tydeligt har vist os).

I 2010 udkommer hans nye album Black Noise på Rough Trade. Det store scoop er, at han har fået Panda Bear med på sangen Stick to My Side. En ganske fin sang, der bygger tålmodigt op og udmærket udnytter Noah Lennox' vokal.

MP3: Pantha du Prince - Stick to My Side (feat. Panda Bear)

/Martin

søndag den 6. december 2009

Lad os svælge lidt i 90'erne

Det er ingen hemmelighed, at december måned byder på ekstremt få gode udgivelser sammenlignet med resten af året. Medmindre man hører til bedstemorsegmentet, der venter på opsamlingsalbums i stor stil. Det er heller ingen hemmelighed, at jeg ikke er særlig begejstret for Roskilde Festivals tendens til at kaste en stor del af deres budget efter de sikre valg. Det ender dog altid nogenlunde, og der plejer gerne at være en fin del af programmet, der er interessant alligevel.
I år er det mildest talt startet rigtig skidt. Rent PR-mæssigt er det naturligvis en fin nok idé at tilfredsstille bredt, men det er næsten umuligt ikke at tænke, at det er alt, alt for let. Jeg vil ikke gå nærmere ind i diskussionen, for det ender med at blive for unødvendigt dramatisk til denne søndag.

Jeg vil i stedet drømme mig lidt væk. Både i tid og sted. Og både samlet og adskilt. Dette sker med udgangspunkt i den fantastiske spanske festival Primavera Sound. Man kan argumentere for, at de også har gjort det lette med alle deres annoncerede 'gamle' navne. Men så er der til gengæld en væsentlig kvalitetsforskel. Ikke bare har de sikret sig Pavement. Pixies og Superchunk er også på programmet. Det er satme 90'er - på den gode måde. Når man så kan tilføje The Antlers, Delorean, Japandroids, Low, The New Pornographers, Wilco og selveste Panda Bear, kunne det godt ligne den kommende sommers bedste bud på en fantastisk festival. At det så endda er ret billigt at flyve til Barcelona, gør det jo kun endnu bedre. Nå ja, og billetten koster sølle 99€. Man skulle tro, jeg fik reklamepenge for dette indlæg. Jeg lader mig blot rive med. Lader mig falde tilbage, rejse kort tilbage i tid. Bliver revet tilbage igen og lader fortid og nutid lege sammen. Hvor vil jeg egentlig hen med det her? Spatiotemporal forvirring er ikke just optimalt for et søndagssind.

Denne 90'er-pakke lyder uanset hvad til at være det hele værd, ligesom også den spanske varme frister i disse vintertider. Måske en billet i hånden ville give varme nok til sikkert at overleve den koldeste tid.
Ingen mp3'er i denne omgang. Medmindre jeg i løbet af dagen finder på noget passende.

/Martin

onsdag den 2. december 2009

2009-versionen af 'En ordentlig Christmas compilation'

Julealbums plejer ikke just at være 'gode'. Selvom man af nostalgiske grunde kan finde nogle sange hyggelige på mange af disse compilations (det kender de fleste af os vist til), er det sjældent, man tænker, at de ligefrem er gode - eller interessante for den sags skyld. I november sidste år udkom I'll Stay 'Til After Christmas til fordel for Amnesty med bidrag fra bl.a. Le Loup og Sally Shapiro som eksempel på én af de få interessante af slagsen.

I år kan en hyggelig én findes hos det lille irske pladeselskab Indiecater Records, der har fået det simple navn An Indiecater Christmas. Stilmæssigt er det en blandet omgang, og det er det til en vis grad også kvalitetsmæssigt, men det hele er ganske hyggeligt og sympatisk. 'Hyggeligt og sympatisk' er ofte eufemismer for 'kedeligt' eller 'ligegyldigt men velmenende', men sådan er det ikke ment her. Det meste er ganske godt, og så har Candy Claws også fået en sang med. Dem skrev vi lidt om tilbage i september, og deres album fra i år, In the Dream of the Sea Life, er et fantastisk (men stadig meget hemmeligt) bekendtskab.
Hele Indiecaters julealbum kan høres på hjemmesiden.

MP3: Candy Claws - Catamaran

/Martin

mandag den 30. november 2009

Toro Y Moi

2010 bliver et fantastisk musikår. Måske endnu bedre end i år, der ellers også i dén grad har været forrygende. Der venter selvfølgelig udgivelser med veletablerede navne som The Avalanches, Vampire Weekend, Beach House, The National, Liars, Panda Bear, Interpol og mange flere. Men der venter også nogle herlige debutudgivelser (ud over Surfer Blood). Én af dem står Toro Y Moi for.

I Danmark er det indtil videre et ret ubeskrevet blad, men i den udenlandske blogverden har opmærksomheden været ret massiv. Det er et enmandsprojekt af Chaz Bundick fra Columbia, South Carolina. Han har i år signet til Carpark, der næste år udgiver hele to LP'er med ham. Den første har fået titlen Causers of This og er ude d. 23. februar. Det er småpsykedeliske bedroom recordings, der ikke er helt ulig, hvad 2009 har budt på af glo-fi og beach pop. Med en generelt lidt tristere stemning.
Han har også kastet sig over kunsten at remixe, og her har Washed Out også været igennem med den i forvejen skønne Feel It All Around.

MP3: Toro Y Moi - Blessa
MP3: Toro Y Moi - Talamak
MP3: Washed Out - Feel It All Around
MP3: Washed Out - Feel It All Around (Toro Y Moi remix)

/Martin

lørdag den 28. november 2009

Yeasayer + remix

Det er nok gået de færreste forbi, at Yeasayer udgiver deres andet album ganske snart - mere præcist d. 9. februar. Titlen er Odd Blood, og Secretly Canadian tager sig af udgivelsen.
Førstesinglen Ambling Alp er ultrapoppet og en ganske habil smagsprøve på albummet. Årets første par måneder er proppet med vanvittigt lovende udgivelser, så der bliver konkurrence om opmærksomheden. Til denne kamp har Yeasayer rustet sig med en ret frisk video fyldt med nøgne mennesker og et landskab, der ville gøre mange 80'er instruktører i semi-sci-fi-genren stolte.

Debutalbummet All Hour Cymbals fra 2007 var og er et rigtig fint bekendtskab, og specielt efter deres bidrag til Dark Was the Night, den mesterlige Tightrope, er der store forventninger til opfølgeren. Nå ja, og så har de fået Memory Tapes til at remixe den nye single, hvilket har resulteret i en ret hyggelig synth-fyldt version.

Rigtig god weekend ønskes herfra.

MP3: Yeasayer - Ambling Alp
MP3: Yeasayer - Ambling Alp (Memory Tapes remix)

/Martin

torsdag den 26. november 2009

En halvhjertet stræben efter torsdagskatharsis

"Sikke dog en opblæst og unødvendigt lang overskrift." Den skizofrene selvkritiker dukker engang imellem op og leger med. Måske er det bare ord. Måske giver det mening både grammatisk og semantisk. Måske gør det ikke. Der er mange måske'er på spil - megen tvivl. Men det behøver man vel ikke konfronteres med i senmoderniteten, hvor det burde være hverdagskost.

Jeg har vist ikke fundet den guddommelige inspiration gennem den netop indtagne ferniseringsrødvin, som man kunne håbe (jeg har også svært ved at vurdere, om den sætning er forfængelig eller overvejende selvkritisk), men jeg har til gengæld et par mp3'er, der kan hjælpe til at sprede lidt farve på den ellers lidt mørke baggrund, der er malet på d. 26. november. Senere venter Air på et udsolgt VoxHall.

MP3: Celebration - Open Your Heart
MP3: Idiot Glee - All Packed Up

/Martin

tirsdag den 24. november 2009

Nyt fra Beach House

Har man dyrket de første to plader af Beach House, vil man måske undre sig lidt, når man ser dette billede. Man vil måske endda tænke: 'Det er da ikke sådan, vi kender Alex Scally og Victoria Legrand?'

Nuvel, Baltimore-duoen er trods alt ikke blevet rave. Det er stadig dream pop med orgel, synth og tålmodig guitar. Men tempoet er sat en smule i vejret, drømmen er blevet mere jordnær, og der er rent faktisk lidt optimisme at spore. Det skal ikke overdrives - for selvom det er tydeligt at høre ændringerne, er de små justeringer udført med mådehold. Til perfektion. Det virker næsten som om, de to ikke kan gøre noget forkert.

Beach House har signet til Sub Pop, der udgiver det nye album Teen Dream d. 26. januar, medens Bella Union tager sig af udgivelsen i Europa med udgivelse dagen før. Hvis januar og februar alligevel byder på vintertristesse, så må Beach House hellere end gerne guide os igennem den.
En europæisk turné er også blevet offentliggjort, der bringer dem forbi Loppen d. 26. februar.

MP3: Beach House - Norway

/Martin

mandag den 23. november 2009

Sygdom og synth / Åndenød og dødsdisco

Sygdom, svaghed, skrøbelighed. Man skal vel igennem et øjebliks svaghed, før man kommer stærkere ud. Man skal blottes. Bare for et øjeblik, der kan føles strukket ud som livstider.
Jeg er syg - og forsøger på én eller anden måde at vende det til noget positivt i selve øjeblikket. Når kroppen er rask, er det nemmere. Udfordringen ligger i dette øjeblik.

Til min assistance har jeg to kvinder, der begge lever i en synthverden - på forskellig vis. De halvdrømmer sig gennem deres lydunivers, og det ville ikke overraske mig, hvis de halvdrømmer sig igennem livet selv. De er ikke fortabt i drømmen, og de er ikke fortabt i virkeligheden. Hvad der er bedst/værst veksler vel også. De kombinerer i stedet disse størrelser. De er hhv. Nite Jewel og Sally Shapiro. En amerikaner og en svensker.

Nite Jewel har vist en del projekter kørende med både almen musikproduktion og lydinstallationer, mens Sally Shapiro formentlig har tralvt med at blive såret, forelsket, såret, forelsket, såret, forelsket og såret igen. Det er i hvert fald ikke svært at tro på hendes smerte, når den udtrykkes gennem denne døds- og italodisco. Hun tager udfordringen op og bearbejder den drømmende. Det er altid og aldrig opgivende. Det er muligt og umuligt. Kitsch og ubarmhjertigt alvorligt. Ja, det handler måske mere om min kærlighed til sangen (og i særdeleshed den simple og smukke tekst til) He Keeps Me Alive. Når sygdommen ikke svækkes rent fysisk, må den få kamp til stregen i ånden.

MP3: Nite Jewel - Another Horizon
MP3: Sally Shapiro - He Keeps Me Alive

/Martin

torsdag den 19. november 2009

Ducktails

Tilbage i januar skrev jeg kort om Real Estate, der de sidste par uger har fået fin opmærksomhed i kølvandet på deres velanmeldte, selvbetitlede debutalbum. Derudover er de blevet booket til at spille på Lades i København d. 3. februar, hvilket virker som lidt af et scoop. Samme dag må de dog konkurrere med Japandroids, der spiller på Loppen.

Real Estates Matt Mondanile har dog også andre ting kørende, bl.a. det strandpsykedeliske ambient-projekt Ducktails (skønt navn). Et fuldlængdealbum ved navn Landscapes blev udgivet tidligere i år på Olde English Spelling Bee, ligesom det også er blevet til en split 7" med Underwater Peoples.

Og se lige på billedet. Misundelse spreder sig i hele den småsyge krop og blandes med en smule forhåbning.

(Husk ved mp3'er fra Stereogum først at venstreklikke og derefter gemme fra deres side)

MP3: Ducktails - Roses
MP3: Ducktails - Parasailing
MP3: Ducktails - Sandglider

/Martin

søndag den 15. november 2009

Holopaw

Tilbage i 2002 udgav Sub Pop Ugly Casanovas hidtil eneste album, Sharpen Your Teeth. Projektet nød vel primært opmærksomhed pga. Isaac Brock, men bød også på Tim Rutili (Califone), Pall Jenkins (The Black Heart Procession), producer Brian Deck og John Orth. Sidstnævnte har jeg ikke kendt noget til før for nylig, da jeg første gang hørte hans band Holopaw fra Gainesville, Florida.

Gruppen udgav deres to første skiver på Sub Pop i hhv. 2003 og 2005 til fine anmeldelser, før de i år skiftede til Bakery Outlet med deres netop udgivne Oh, Glory. Oh Wilderness. Efter de to første albums holdt gruppen en pause, og der blev brugt tid på andre projekter. Senere er der blevet skiftet ud blandt medlemmerne. Der er tale om en gang herlig folk, og selvom Bakery nok ikke kan levere lige så stærk PR som Sub Pop, skal Holopaw forhåbentlig nok nå ud til nogle lyttere, der vil værdsætte amerikanerne.

MP3: Holopaw - Little Stallion with a Glass Jaw
MP3: Holopaw - The Art Teacher and the Little Stallion

/Martin

lørdag den 14. november 2009

Happy Family

"... alderens frihed. Det jeg kalder alderens arrogance. Det handler om den frihed, en kunstner opnår, når forventningernes tryk sættes til side.
[...]
Alderens arrogance. At være ligeglad med receptionen. At holde op med at læse kritik, der altid handler om, at man skulle have lavet noget andet, end det man har lavet. Det er jo kernen i enhver dagskritik. At kunstneren skulle have malet nogle andre billeder end dem, han udstiller. Og filmmageren drejet en anden film end den vi ser, forfatteren skrevet en anden bog. Kunstneren behøver ikke at blive verdensfjern på nogen 'ideologisk' måde, blot lave tingene. Vidende at det hele alligevel går til. Verdens undergang er altid nær, den er faktisk i gang nu."

Jeg havde egentlig tænkt mig at gemme dette citat fra Per Kirkebys Kursiv. Gemme det til et indlæg om et band, der har været i gang i lang tid - et band, der er kompromisløst. Uanset hvor poppet eller avantgardistisk det måtte forekomme. Det kunne eksempelvis både være møntet på Phoenix og Flaming Lips i år. På vidt forskellige måder. Nu vedlægger jeg i stedet lidt sange med en 21-årig amerikansk knægt, der vist godt kan lide både Brian Wilson og Panda Bear og går under navnet Happy Family. Det er ikke som sådan en del af den bølge af beach pop/glo-fi, der har været så stor sommeren og starten af efteråret igennem, men mange af de samme følelser fremkaldes. 'Alderens arrogance' forbinder de fleste vist med ungdommen. Men det er vist underordnet. Hyggeligt er Happy Family i hvert fald i dets monotone simpelhed.

Nå ja, man kunne vel også bare tage ind og se 2012. "Verdens undergang er altid nær, den er faktisk i gang nu." Eller man kunne gøre sig selv den tjeneste af se de fantastiske Do Make Say Think på VoxHall i aften, hvis man befinder sig i Aarhus - befinder man sig helt ovre østpå, er det nok heller ikke helt dumt med en aften i selskab med par navne fra Italians Do It Better på Vega, herunder HEALTHs gode venner i Glass Candy.

MP3: Happy Family - Going To
MP3: Happy Family - Cups
MP3: Happy Family - Running in the Fields

/Martin

fredag den 13. november 2009

Bear in Heaven igen

For snart halvanden måned siden skrev jeg kort om Bear in Heaven. Eller rettere: Jeg skrev, at jeg intet ville skrive og vedlagde i stedet en mp3 med deres fantastiske Lovesick Teenagers. Sangen er taget fra Brooklyn-bandets nyeste album med den noget kluntede titel Beast Rest Forth Mouth. Et album, der i meget høj grad kan anbefales.

Gruppen dyrker en blanding af noget rocket og noget mere elektronisk. Nogle gange som en art indietronica men noget mere psykedelisk og, trods alt, rocket. På vedlagte Wholehearted Mess er der spor af Modest Mouse og deres psykedeliske tendenser fra ca. 2000 med elementer af deres angst fra midten af 90'erne. Og nu går tingene stærkt for Bear in Heaven, der nævnes flere og flere steder. Ja, stærkt går det i hvert fald i internettid.
Beast Rest Forth Mouth er ude nu via Hometapes (Slaraffenland, Pattern Is Movement).
Rigtig god weekend til alle.

MP3: Bear in Heaven - Wholehearted Mess
MP3: Bear in Heaven - Lovesick Teenagers

/Martin

onsdag den 11. november 2009

Max Richter

Ari Folmans animationsfilm Waltz With Bashir var sidste år nomineret i flere kategorier ved European Film Awards, der blev afholdt i København med Mikael Bertelsen som vært (Danmarks vigtigste tv-skikkelse). Dette tænkte jeg ikke over, da jeg flere måneder senere så filmen i Øst for Paradis i Århus på en kold og grå dag.

Pengene viste sig at være givet godt ud, da jeg fik en af årets største filmoplevelser med fra en biograf, der på dagen havde store problemer med radiatorerne og var kraftigt nedkølet (dog alligevel Danmarks mest charmerende biograf). Men pakket ind i min vinterjakke og et halstørklæde sad jeg i mørket og nød de dystre animationer, og ikke mindst et fantastisk soundtrack, som jeg tog med mig ud i vintermørket. Musikken viste sig at være komponeret af tyske Max Richter, en kunstner jeg aldrig havde været opmærksom på før, men som måneder forinden mit besøg i Øst for Paradis, havde vundet prisen for årets bedste soundtrack ved European Film Awards. Dette overhørte jeg, da jeg i glimt så udsendelsen, eller også var jeg bare ligeglad.

Max Richter fik dog heldigvis sin hævn, som hans toner arbejdede sig ind i min sjæl måneder senere. Musikken i Waltz With Bashir er perfekt. Der er ikke én tone, der er placeret forkert. Sammen med animationen skaber musikken blandt andet en af de mest rørende filmscener jeg endnu har set, da en soldat flygter ud i det mørke hav fra bomber og skud. Der skal ikke fortælles meget mere om den scene - den skal opleves.

Max Richter har en fortid som klassisk og elektronisk musiker, og musikken bærer ofte præg af dette mix. Selv kalder Max Richter genren for neo-klassisk, hvilket blandt andet skulle dække over hans eget bagkatalog på fire albums. Allerbedst kan musikken beskrives som filmisk, og alle fire albums lyder, som film man gerne vil se. Senest er pladen Memoryhouse (2002) blevet genudgivet, og den er et fint sted at starte. Memoryhouse er en rejse gennem Europas erindring og historie, i dis, tåge, mørke og stjerneklare nætter.

For prøver på denne mands fantastiske musik: http://www.myspace.com/maxrichtermusic

/Abdujaparov

fredag den 6. november 2009

Young Prisms

Beach-psych-garage til efteråret. Ikke umiddelbart noget man skulle tro, der var decideret behov for. De seneste dage har været tilbragt i København, hvor det har regnet det meste af tiden. Det er gråt. Rigtig gråt. Alting falmer i gråheden. Bekymring kan blive til frygt. Et virvar af tanker kæmper om plads til først at nå hjertet og derefter suse tilbage og sætte sig på bevidstheden.

Byen er grå. Stranden er grå. Der er noget helt specielt ved en strand om efteråret. Sat sammen med ovennævnte kaos kan jeg vist bedst beskrive, hvad San Franciscos Young Prisms lyder til at kæmpe med i deres småpsykedeliske univers. De prøver at tæmme dette virvar af tanker. Deres første EP blev udgivet i år, og en fuldlængde ventes ude engang i 2010.

MP3: Young Prisms - Feel Fine
MP3: Young Prisms - Weekends and Treehouses

/Martin

torsdag den 5. november 2009

Metamorfin - Hegel og den naive redning

(Spring ned til bunden, hvis du vil nøjes med en mp3)

Forleden stødte jeg på bloggerkollega Ulla fra Earcandy og fik en ganske interessant snak ned langs Ny Munkegades (mestendels) smukke bygninger. Vi endte med at konkludere, hvor trætte vi var af metakunst, der ikke har anden funktion end en metaeffekt, der i bedste fald kan åbne op for en diskussion om kunstens rolle. Det er en fantastisk vigtig diskussion at åbne op for og engagere folk i - ingen tvivl om det. Men megen kunst i disse år har ikke andet at byde på og er altså ikke noget i sig selv men nøjes med at pege udad. Efter nogle dages refleksion og flere interessante samtaler med andre om emnet kom jeg frem til, at det var interessant netop at skulle have den samtale på en gade ved navn Ny Munkegade.

Som kunst- og udtryksform er musikken lidt anderledes i forhold til dette emne. Det er ganske enkelt sværere at indarbejde denne metaeffekt i musikken alene. Som kunstform har musikken ikke lige så travlt med denne diskussion, hvilket både er godt og skidt. Mange musikere har naturligvis travlt med at finde frem til den næste strømning for således at nå at være med på en bølge eller endda nå at få status som pionér. Men det holdes inden for denne udtryksforms rammer - hvad musik kan og bør være. Ikke 'kunst' som helhed. Her skal man som oftest nå frem til sådanne holdninger og meninger hos musikerne gennem interviews. Som sagt er det både godt og skidt.

Der er to begreber i verden, der er sværere at definere end noget andet: Kunst og kultur. De to hænger sammen, fungerer gennem hinanden, inspirerer hinanden, ånder gennem hinanden. Netop fordi vi ikke kan definere dem fast, betyder det så meget for os at prøve. De glider som et vådt stykke sæbe gennem hænderne, fordi de ikke vil forstås. Og fordi vi konstant prøver, ændrer de konstant betydning. Vi vil forstå, og det er denne rene og uskyldige nysgerrighed, der driver os som mennesker. Ikke kun efter at forstå lige præcis dette - men helt generelt. Dette er dog et oplagt eksempel.
Kunsten selv bør derfor også til en vis grad opfordre os til at dyrke vores medfødte nysgerrighed. Opfordre og fordre. Fordre og opfordre. Den skal vække noget i os, og til det formål kan det til tider være nødvendigt med åbenlys metakunst. Men der må gerne være mere i det end blot dette - mange værker kunne lige så godt koges ned til en enkelt sætning eller to. Et manifest af få ord frem for det 'værk' det giver sig ud for at være.

Har Hegel haft ret? Er kunsten blevet afviklet til fordel for ånd? Og hvilken ånd? Man fristes næsten til at tro, der har været noget om det. Såfremt Duchamp virkelig prikkede hul i ballonen, må luften efterhånden være gået af den, selvom det traditionelle værk disse år søges genoplivet af eksempelvis Bjørn Nørgaard og Erik A. Frandsen. Det er med andre ord forståeligt, at kunstnerne bliver nødt til at forholde sig til deres fag. Ikke fordi de skal eller bør eller kan. Ganske enkelt fordi de ikke kan lade være. Det er et grundvilkår, der er medfødt individuelt og genfødt kollektivt inden for de sidste godt og vel 200 år.

Hvad kan jeg så tillade mig at brokke mig over? Det er enkelt: Den nedprioriterede fokus på form. Diskussionen og dialogen er som sagt af yderste vigtighed. Efter kærligheden er kunsten trods alt det, der i højeste grad definerer os som mennesker. Men der skal gerne være noget kunst at komme efter og ikke kun et budskab og indhold.
Et eksempel herpå er de seneste mange års film- og tv-produktioner i Danmark. Dramaet. Det er ofte velskrevet og fint skruet sammen. Men de fleste produktioner ligner hinanden eller prøver at ligne hinanden. De har fundet sig til rette med en form, der er blevet standard. Og desværre en form, der er ganske kedelig. Der er i høj grad intet at sætte på indholdet, men hvor er det dog kedeligt at se på. Her holder jeg med Jørgen Leth.

Jeg er ikke ude på at lege modernist efter den gamle skole, og jeg er ikke ude på at lege apostel af Greenberg eller Pollock. Bare rolig! Men efter denne forsikring kan jeg nu tillade mig at komme frem til det, der fik mig til at skrive dette indlæg: Stemningsbeskrivelsen. I musikkens verden har jeg for længst fundet mig til rette med, at gode tekster er et plus frem for et krav. Det er en fantastisk oplevelse, når musik og tekst går op i en højere enhed. Og selvom det her beskrives som et "plus", er det værd at huske, at det kan være et kæmpe plus.
Men for nu at fatte mig i korthed: Stemningsbeskrivelser er helt ok. Ja, de kan sige meget mere end et explicit og åbenlyst tolkningsoplæg, der ikke forekommer som meget andet end anmassende.
Jeg sad og lyttede til Freelance Whales' Hannah, da jeg fik lyst til at skrive. Jeg har ingen anelse om, hvad sangen handler om, men både hjerne og hjerte blev aktiveret af stemningen og i særdeleshed af en enkelt sætning: If you're vaguely attracted to rooftops. Den forundrer mig og rammer noget uforklarligt. Måske der er en mening med den. Det er der nok. Mit hjerte har dog indtil videre nok i at forholde sig til de følelser og minder, de få ord vækker.

Dette bliver mulighed det sidste indlæg i nogle dage, da jeg rejser bort en lille uges tid. I givet fald ønskes alle en dejlig uge.

MP3: Freelance Whales - Hannah

/Martin

mandag den 2. november 2009

The Rural Alberta Advantage

Det var vist i forbindelse med udgivelsen af debut EP'en af Shout Wellington Air Force, at Kim Skotte omtalte bandets navn som "kropumuligt" (han kunne i øvrigt, ligesom jeg, godt lide udgivelsen). Om canadiske The Rural Alberta Advantage er jeg dog en del tættere på at ville applicere dette ord. De bruger da også fornuftigt nok selv en forkortelse i MySpacens URL og i omtale af sig selv.

Et navn er dog som oftest ikke andet end et navn, men det har en symbolsk relevans i denne betydning, da det viste sig som lidt af en udfordring for mig at komme ind på bandet. Det var faktisk produktionen af vedlagte mp3, der i første omgang primært fangede interessen. Mange detaljer spiller ind. Det stille orgel, de insisterende trommer, brugen af cello. Sidstnævnte kommer næsten ind som en kontrast til resten af lydbilledet. Det hele lyder på én gang tilfældigt og alligevel planlagt ned til mindste detalje. Som en god demo, der er havnet i de rigtige hænder. Og på samme tid som mange lags gode optagelser, der er selvproduceret uden megen erfaring inden for feltet. Det lyder både umuligt og selvmodsigende, og netop ved at være dét bliver det interessant. Meningen forfølges cirkulært, den er flygtig og vil ikke fanges. Men det er både sjovt og fordrende at være en del af jagten.

Og nå ja, så er selve sangen også herlig. Den sniger sig ind under huden efter nogle gennemlytninger, der giver lyst til at udforske debutalbummet, hvorfra den stammer. Titlen på pladen er Hometowns, og selskabet er ingen ringere end Saddle Creek. Bandet udgav selv pladen sidste år, hvorefter selskabet altså tog sig af en genudgivelse i år. De er stadig lidt af en hemmelighed, men mange af sammenligningerne med Neutral Milk Hotel er ikke helt tilfældige. Mange af de samme popkvaliteter er således at finde hos The RAA.

MP3: The Rural Alberta Advantage - Don't Haunt This Place

/Martin

fredag den 30. oktober 2009

Surfer Blood

I internettid er året så godt som omme. I hvert fald i blogverdenen hvor der gøres klar til utallige year-end lists med højdepunkter fra dette (fantastiske) års udgivelser.

Det kan imidlertid også være rart at have noget andet at se frem til end lister og ord. Tidligt næste år udkommer en farligt stor mængde god musik: Vampire Weekend, Beach House, Yeasayer og Final Fantasy for bare at nævne nogle få. Og så er der nogle unge debutanter, der sniger sig ind og nok skal få deres portion opmærksomhed: Surfer Blood fra West Palm Beach, Florida. Og ja, der er ret meget surf-rock over det, men der er mere til det end som så.

Kvartetten består af fem collegestuderende i starten af 20'erne (startede som kvartet), hvoraf sanger og guitarist John Paul Pitts skriver musikken. Brian Wilsons ånd høres tydeligt i lyden, ligesom også The Shins er en åbenlys reference. Visse steder nævnes også tidlig Weezer (tidlig Weezer - altså ikke decideret dårlig Weezer). På den netop overståede CMJ fik de fem temmelig meget opmærksomhed, og hypen er ved at bygge sig op til debutalbummet Astro Coast, der står til udgivelse i januar på Kanine Records. Selskabet tager sig også af Chairlift, Oxford Collapse (som der også er elementer af hos noget Surfer Blood) og The Depreciation Guild. Grizzly Bears debutplade Horn of Plenty har de såmænd også udgivet en remixversion af. Som bekendt tog Rumraket sig jo af debutpladen på den anden side af Atlanten.

Nuvel! Tilbage til Surfer Blood. En hel del opmærksomhed venter i 2010. Til tider går der måske lovlig meget The Shins i den, men der er man vel næsten lovligt undskyldt, når sangene stadig er så stærke, som de er. Og så er det jo ikke den dummeste inspirationskilde, man kan have. Er man til popmusik med godt med reverb på vokalen, går man helt sikkert ikke galt i byen med Surfer Blood.

Rigtig god weekend ønskes herfra.

MP3: Surfer Blood - Floating Vibes
MP3: Surfer Blood - Swim (To Reach the End)

/Martin

onsdag den 28. oktober 2009

Tiger på spring

Danske Tigerspring er efterhånden ved at have slået sit navn fast som en spiller, der skal tages seriøst i branchen på både label-, management- og bookingplan. Også uden for branchen begynder folk så småt at kende navnet, og nu lever de såmænd snart op til deres eget navn, hvis tingene fortsætter i dette solide tempo, der blot venter på det pludselige spring.

Et anløb til et spring vil også mærkes på fredag d. 30., når der er Tigerspring label night på Vega. Den aften byder de på de svenske teenagere Taxi Taxi!, Chimes & Bells og århusianske Messy Shelters. Tre ret forskellige kunstnere, der dog alle udviser en ret tydelig sensibilitet, der serveres finurligt. Det er forholdsvis explicit, hvilket ofte ender klodset for mange, men afsenderne her viser deres værd ved netop at mestre dén kunst.

Læg i øvrigt mærke til det smukke billede til invitationen. Naivisme fanget i dramatiske firkanter i en fantastisk farvekombination. Et motiv, der bryder sin baggrund og alligevel opfører sig efter visse billedlige lovmæssigheder. Herligt!

/Martin

tirsdag den 27. oktober 2009

Boat Club

For at gennemføre den meteorologiske tone som min broder har dvælet ved igennem flere indlæg, er Boat Club ligeså meget lyden af sommerens sidste dage, som Grouper er efterår. Boat Club er endnu et navn fra den musikalske talentfabrik Göteborg, og lyden ligger da heller ikke langt fra byens øvrige musikalske sønner og døtre fra pladeselskabet Sincerely Yours, som The Tough Alliance, Air France og jj.

Som ved gennemlytning af ovenstående navnes katalog, får man også ved lyden af Boat Club indtrykket af, at man i Göteborg kender til sommeren, sætter pris på den, men oplever den i meget små doser. Og at man fra havnebyen kan sejle imod sydligere himmelstrøg, bærer musikken ligeledes præg af, ved sin længsel og melankoli. Det gav Håkan Hellström (passende iklædt sømandsuniform) i øvrigt talrige eksempler på, mange år før byens senere navne for alvor blev internationale hypeobjekter.

Den lette tågede synth, de baleariske beats og den lettere forvrængede guitarlyd er således ikke overraskende virkemidler fra den kant, men alligevel er Boat Club opmærksomheden værd. Og så er Boat Club i virkeligheden efterårsmusik fra det grå Göteborg, der længes efter en sommer med gin og tonic. Nedenstående følger tre sange fra minialbummet Caught The Breeze fra 2007. Siden da er der ikke sket meget nyt omkring Boat Club, men det har jo også kun været sommer to gange siden. Rygterne vil dog vide, at det efterhånden vil være nok til et kommende debutalbum.

MP3: Boat Club - Always Away
MP3: Boat Club - Memories
MP3: Boat Club - Warmer Climes

/Abdujaparov

Grouper i aften på Loppen

Hermed en kort anbefaling: Befinder man sig i København i aften, er det et must at tage på Loppen og høre Portlands Grouper. Bag projektet står Liz Harris, som jeg også tilbage i januar fik skamrost. Af den simple grund at hendes album fra sidste år, Dragging a Deer up a Hill, var ét af det års mest imponerende udgivelser.

Der er vist gået lidt meteorologisk æstetik i den på det seneste her på siderne, men jeg bliver nødt til at nævne, at musikken passer utrolig godt til efterårsblæsten. Det er så absolut ikke forårs- og sommermusik i hvert fald. Nyd den - der er et halvt år til det.

MP3: Grouper - Disengaged
MP3: Grouper - Heavy Water / I'd Rather Be Sleeping

/Martin

mandag den 26. oktober 2009

Cougar

Sikke et pressebillede! Det ville ikke skade amerikanske Cougar at skyde højere og blive bedre til at arbejde med PR-maskinen. Billedet afspejler på en måde, hvad bandet er: En nørdet samling, der spiller instrumental 'emergency rock', som de selv kalder det. Derudover er billedet grimt, uenergisk, dårligt sat op og i det hele taget kikset på en måde, der ikke engang er vildt sjov.

Nuvel, de har jo musikken med sig, og forhåbentlig sidder der andre folk derude, der har lyst til at skrive om dem. Som nævnt er det en instrumental omgang, vi har med at gøre. De siger selv, de er inspirerede af "humans, machines, things in-between", hvilket lyder som et forsøg på at definere Kraftwerk. Det er dog mestendels guitarorienteret, selvom det maskinelle delvist viser sig gennem trommeproduktionen. Nogle gange lyder de hen ad Maserati og nogle gange inspireret af noget mere post-rocket.

De har netop afsluttet en Europaturné og udgivet et nyt album, Patriot, så der må siges at ske lidt for bandet, der nok snart får en ordentlig fotograf til at tage sig af pressebillederne.

MP3: Cougar - Rhinelander

/Martin

fredag den 23. oktober 2009

Yura Yura Teikoku

Tid er noget svært noget at arbejde med. Her troede jeg lige, jeg med Yura Yura Teikoku var stødt på et nyt, interessant japansk band. At de er japanske er et faktum. At de er interessante er ganske vist kun en påstand. Men at de er nye, er en sandhed med modifikationer. Eller en løgn med modifikationer; de blev således dannet helt tilbage i 1989 men spillede deres første koncert uden for Japan i 2005, da de ramte New York.

Den småbarnlige og stædige pendant til stoltheden i mig vil dog stadig hævde, at de forekommer nye, og at de altså blot har været upcoming i ret lang tid - halvandet årti. Denne sære tanke rammer mig, når jeg hører Dekinai fra deres nye plade Hollow Me / Beautiful (men sikke dog en frygtelig albumtitel). De spiller en gang poppet psykedelika med noget, der umiddelbart kunne lyde som protopunkede elementer. Nogle gange er det næsten lounget psychedelicapop, der grænser til fætterslægtskab med The Clientele. Men også kun næsten.

MP3: Yura Yura Teikoku - Dekinai

/Martin

torsdag den 22. oktober 2009

Jay Reatard i Århus på mandag

Jay Reatard drager snart på en Europaturné, hvortil der for lang tid siden blev offentliggjort en koncert på Loppen. For 2-3 uger siden skred hans band dog, hvilket førte til en ret underholdende Twitter update: "Band quit ! Fuck them ! They are boring rich kids who can't play for ahit anyways .. Say hello to your ugly and boring wifes opps I mean." Siden har han vist undskyldt sit udbrud.

Han havde derfor, under alle omstændigheder, brug for et nyt band hurtigt, og han har således dannet alliance med medlemmer fra århusianske Cola Freaks, der sidste år turnerede en hel del byer i det amerikanske med Jay - og dermed både kender ham og hans materiale i forvejen. Turnéen starter officielt i Paris d. 28. oktober, men Musikcaféen i Århus har æren af at være med til at kickstarte turnéen allerede på mandag, når Jay Reatard kigger forbi sammen med sine nye turnébandmedlemmer. D. 1. november vender de så tilbage til Danmark, når Loppen som nævnt lægger hus til.

MP3: Jay Reatard - Always Wanting More

/Martin

tirsdag den 20. oktober 2009

Beskedenhed

Disse dage tilbringes i ret høj grad i selskab med Pavements Crooked Rain, Crooked Rain og The Drums' Summertime! EP. Hvad angår de medfølgende følelser, er det en klassisk, tosidet mønt lige nu. På den ene side føles netop disse plader i disse dage som at holde fast i en lygtepæl mod en stærk blæst, der har meldt sin ankomst og kan anes uden endnu at mærkes. På den anden side føles det som at stå på kirkegården og se ud på havnen i det (hvert år) overraskende klare lys - folk i Århus ved nok, hvad der menes med sidstnævnte.

Jeg skriver meget for tiden - mest af alt ret usammenhængende. På ternet papir, i notesbøger, på servietter, på gratisaviser, på computer. Der er en trang til at få noget ud. Det er nogle gange det, efteråret gør ved én.

Det er til en vis grad inspireret af Per Kirkebys fremragende bog Kursiv. Uanset hvad man måtte mene om hans kunst, er han en mand, der er værd at lytte til. Ikke blot fordi han er en af dansk kunsts (og kunsthistories) mest anerkendte personligheder, nationalt såvel som internationalt. Men pga. hans mange fascinerende tanker og idéer, der for mig at se bunder i en accept af (og respekt for) livets grundvilkår, herunder døden og den lejlighedsvise tristesse. Ikke at vi har at gøre med en goth! Det vendes positivt, ja, alle sten vendes, der reflekteres, og interessante muligheder opstår. I hjernen, hjertet og deraf nogle gange på lærredet.

I forlængelse af indlægget i sidste uge om 'jantelov' og 'ydmyghed' kom jeg til at tænke på ordet 'beskedenhed', netop som jeg sad og læste i Kursiv på en lang togtur. I forbindelse med arkitektur skriver Kirkeby bl.a.: "Det er som om identiteten bliver stærkere, når betingelserne tilsiger en form for beskedenhed. Når arkitekturen accepterer beskedenheden og inddrager den i sin 'funktionalitet' [...] En stolt beskedenhed." Det kan naturligvis ikke overføres direkte til musikken eller alle andre kunstarter for den sags skyld - uanset om vi taler de håndværksmæssige, de frie eller en blanding (som nogle vil argumentere for, at det hele er), men det er værd at tage med sig som tanke.
Forvent flere citater fra hr. Kirkeby fremover. Og investér endelig i The Drums. De går en stor fremtid i møde. Og hvad angår Pavement, er det vist os, der går en stor fremtid i møde!

Jeg håber ikke, mine ord virker for usammenhængende disse dage. Det skulle forhåbentlig gerne give mening. Ellers bliver jeg nok tilgivet med hjælp fra nedenstående mp3.

MP3: Holiday Shores - Phones Don't Feud

/Martin

søndag den 18. oktober 2009

Hush Arbors

Det er vist på tide med et kort indlæg. Af flere årsager. Det er søndag, og vi har en smule solskin, selvom skyerne til en vis grad opfører sig som gode, gamle søndagsbilister, der både tager udsyn og glæde fra andre.
Amerikanske Hush Arbors er for mig ganske ukendte, men positive sammenligninger med Yo La Tengo har fået mig til at give det et lyt, og at dømme ud fra vedlagte mp3 lover det ret godt. De har netop udgivet albummet Yankee RealityEcstatic Peace (Be Your Own Pet, Magik Markers). Produktion er mere hårdtslående end hos Yo La Tengo, men der er langt hen ad vejen hold i sammenligningerne. Og nu vi er ved Yo La Tengo, kan jeg slutteligt ikke dy mig for at tilføje, at det kun kan anbefales at investere i legendernes nyeste værk, Popular Songs (fantastisk titel). Det blev vist et relativt kort indlæg.
God søndag.

MP3: Hush Arbors - Devil Made You High

/Martin

onsdag den 14. oktober 2009

Med janteloven som værktøj

(Hvis du kun er interesseret i en mp3, kan du gå til slutningen af indlægget)

Janteloven har haft det hårdt som begreb. Så brugt og misbrugt at det har mistet al betydning - hvis det nogensinde har haft en sådan. Fra at blive opfundet i 1933 af forfatteren Aksel Sandemose slog det sandelig til som begreb i den kollektive bevidsthed århundredet igennem og til den dag i dag. Som noget ondt man burde modarbejde. Som noget typisk dansk, der repræsenterede noget negativt ved vor nationale identitetsfølelse. Det er dog hverken særlig dansk eller særlig nyttigt. Det er intet andet end luft. For nu kort at låne fra tegneserieverdenen: En tom taleboble, som vi kan fylde med undskyldninger for det ene og det andet. At vi ikke slår til, at vi fejler, at andre fejler osv. Desværre brugt uden sans for (eller brug af) den komik vi ellers belejligt kunne stjæle fra samme metaforiske udgangspunkt.

Vi har gjort janteloven til et værktøj. I første omgang til et værktøj, der skal fungere som førnævnte undskyldning, men som i realiteten virker som en anden gammel traver: Skyklapper. Af frygt for at indse at vi måske selv ligger inde med nøglen til vore problemer. Problemet ved ikke at tillade sig selv at tænke denne tanke til ende er imidlertid, at man ikke når frem til, at man også nødvendigvis må have nøglen til problemets løsning. Det er et nøglebundt. Nøglerne kan være til vidt forskellige formål, men de hænger sammen. Selvom en given løsning måtte afhænge af andre, starter den stadig med erkendelsen.

Der er imidlertid også en anden brug af janteloven. Som bemærket indledningsvist er begrebet blevet misbrugt. Hevet ind og ud af kontekster, konkretiseret og generaliseret, forvredet og forvrænget. Ja, det giver ikke længere megen mening at tale om det som et begreb. I så fald kunne det deles op i jantelov, Jantelov, jantelov, janteloven, jantelov'sk og andre variationer over samme udvandede 'begreb'. Det ville muligvis hverken gavne forståelsen for én selv eller for andre, men det ville i det mindste være en indrømmelse af, at ordet ikke længere er, hvad det oprindeligt stod for i En flygtning krydser sit spor i 1933.
Ord skifter betydning. Det er naturligt. Nogle gange grundet hændelser, grundet enkeltpersoner, grundet udpræget fejlbrug osv. Grundene kan være mange. Ofte accepterer vi endda ændringer i sproget. Nu er det eksempelvis legalt at skrive 'bagerst' i stedet for 'bagest'. At 'forfordele' kan nu både være negativt og positivt. Det samme med en 'bjørnetjeneste'. Her tager vi stilling til ordene. Det har vi også gjort med 'jantelov'. Men konsekvensen har været endnu mere forvirrende end eksempelvis de førnævnte begrebet med dobbeltbetydning. Vores stillingtagen har været misbrug. I stedet for en mere harmløs dobbeltbetydning er det blevet meningsløst.

Misbruget har naturligvis også været at finde i musikken, hvor janteloven har fungeret som både undskyldning og PR-redskab. Uværdigt værktøj. Som da Jupiter Day i begyndelsen af dette årtusind fik en forside på Gaffa og grinagtigt proklamerede: "Fuck janteloven!" De var ambitiøse, og de ville frem på dét at være ambitiøse. For musikken var der bestemt intet nyt eller ambitiøst i. Så måtte man satse på en vis åbenmundethed, og det gjorde de. Tomme ord. Forkerte ord.
For nylig anmeldte Politikens Erik Jensen det nye album med The Storm under overskriften: The Storm blæser stadig på janteloven. Der skrives her om de dårlige anmeldelser af debutalbummet, og hvordan The Storm "med rette" følte sig dårligt behandlet og derfor måtte give igen, hvorefter der skrives om den store produktion. Nu skal det ikke handle om selve gruppens musik, men en lille note må her være, at jeg selv føler behov for at bruge "med rette". I den forstand at gruppens musik med rette blev sablet ned af anmelderne. Af den simple grund at det er forfærdelig musik. Dernæst må der stilles spørgsmålstegn ved brugen af 'janteloven' i denne sammenhæng. Johan og Pernille har været kede af nogle ord, der er blevet skrevet om dem af mennesker, de ikke kender. Og så har de indspillet et nyt album med en storladen produktion. Går 'janteloven' her på deres indignation og barnlige utilfredshed, eller betyder manglen på 'jantelov' i musik derimod 'storladen produktion'? Man må undre sig.

At udbasunere at man vil trodse janteloven er et desperat forsøg på at skabe en form for autenticitetseffekt. Men det er en nem løsning, og der er intet punk over det. Ikke den mindste rest af denne ånd. 'Janteloven' bliver et redskab, man griber efter i et selvskabt mørke - med lygten klar i lommen.

Selv den oprindelige betydning af jantelov er ikke udpræget dansk. Vi har taget ordet til os for at kunne bruge det efter behov. Det er dog så uendeligt meget nemmere at tale om ydmyghed. En klassisk dyd. Man kan sagtens tro, man er noget og samtidig være ydmyg. Den eneste ulempe ved dette ord ligger hos dem, der ikke ellers har noget at føre sig frem på og dermed kommer til at mangle et begreb at misbruge.

Én af de mange gevinster ved internettets indtog i musikverdenen er den selvironi, der har vundet igennem. Den romantiske tanke om geniet skal hverken nedbrydes eller fornægtes, men muligheden for at udbrede soveværelsesprojekter har skabt en form for accept af, at musik nærmest er noget, alle kan skabe - også god musik. Hvad mange imidlertid har svært ved at forene, er, at man sagtens kan mene sin musik alvorligt og samtidig have en vis ironisk distance til rollen som 'kunstner'. Vi ønsker, der skal være gammeldags genier. Bohemer. Nogle gange ønsker vi at sætte lighedstegn mellem kunstnerliv og samme kunstners værk. Altså et direkte lighedstegn. For selvfølgelig er ligheden der. Det er måske også derfor, mange konsekvent tolker et fortæller-jeg som afsenderen i en tekst. Det farlige ved dette ønske om genier er imidlertid, at man glemmer at fokusere på selve musikken. Her er nogle afsendere måske umiddelbart kedeligere eller mere anonyme udadtil end andre. Såsom Vampire Weekend. De er sågar blevet beskyldt for at have været forkælede rigmandsbørn, hvilket åbenbart skulle svække autenticiteten. Hertil har sanger Ezra Koenig svaret:

"They (kritikerne, red.) would be so offended that a song would be called Oxford Comma that they didn't understand how it's a song about anti-elitism. They want to be the anti-elitists, so they make us out to be the out-of-touch assholes."

Mange ønsker at klassificere og iscenesætte både sig selv og andre. Men for megen rod med begreberne svækker fokus på værket.
Her mod slutningen presser en tanke sig på: At der er noget ganske paradoksalt over at være i en situation, hvor man kritiserer nogen, der kritiserer janteloven. For den kan nemt vendes tilbage igen, så det i stedet bliver mig, der er forstokket og forsøger at forsvare janteloven. Det er bestemt ikke tilfældet. Jeg vil gå længere endnu. Jeg vil afvise eksistensen af den.

MP3: Vampire Weekend - Horchata

/Martin