søndag den 30. august 2009

Washed Out

Her i august har mange indlæg været præget af nostalgisk tilbageskuende elektronisk musik, og Washed Out fra South Carolina er ingen undtagelse.

Manden bag hedder Ernest Greene, og han albumdebuterer med en 12" her i efteråret på Mexican Summer (Dungen, Marissa Nadler, Wooden Shjips). De seks sange kan købes digitalt allerede nu.

Musikken bærer præg af både balearic, shoegaze og lo-fi. Der er et filter på vokalen, der får den til at forblive både distanceret og drømmende, hvilket passer perfekt til lyden af 1985-1987. Washed Out er på én gang soundtracket til en gåtur hjem fra byen og samtidig ideel baggrundsmusik til et gammelt bilspil eller en (som P4k skriver det) gammel gør-det-selv-VHS.

MP3: Washed Out - Feel It All Around
MP3: Washed Out - Hold Out
MP3: Washed Out - You'll See It

/Martin

onsdag den 26. august 2009

Nyt fra Grand Archives

Seattles gentlemensønner, Grand Archives, har charmeret mange lyttere med deres popsange. Sjældent har et band på så simpel vis skabt noget så behageligt - uden selv musiksnobber gider brokke sig over, at de ikke prøver at opfinde den nye, dybere (og tidssvarende, digitale) musikalske tallerken.
Debutalbummet var en lille sejr for den guitarorienterede popmusiks fremtid, og noget tyder på, at de fortsætter i samme spor med den kommende Keep In Mind Frankenstein, som forhåbentlig bliver bedre end sin titel.

Jeg skal ikke kunne sige, om de ubevidst har fundet på titlen til Oslo Novelist som et resultat af deres første besøg i Skandinavien, men den passer uforklarligt godt til bandet. Sangen lyder umiskendeligt som Grand Archives med sine behagelige guitarer, stille whiskers og de flotte korstykker - og er her tilsat en hel del lap steel. Lytteren bliver beroliget med ordene: "Come tomorrow, and this will all be gone." Mere om sangen kan findes her.
Det nye album er ude 15. september - igen på Sub Pop.

MP3: Grand Archives - Oslo Novelist
MP3: Grand Archives - Silver Among the Gold

/Martin

Small Black

Selvom der på billedet er fire mand, består Brooklyns Small Black i selve sangskrivningen og indspilningerne af to: Ryan Heyner og Josh Kolenik.
Musikken er måske ikke så meget i årstidens ånd som mange af de foregående indlæg - i så fald hører den til de sene sommeraftener, der måske ikke frivilligt men snarere uundgåeligt er endt med refleksion og mere eller mindre positivt ladet melankoli. Måske tanken eller bevidstheden om sommeren, der går på hæld. Melankolien tager dog ikke overhånd i hverken udsagn eller udsigelse, og den lille, sympatiske produktion holder det hele tæt og sikkert sammen.
Det er lidt af en soveværelsesproduktion - på den gode måde. Det er lo-fi, fordi det er tænkt sådan. Det bærer bestemt spor af tidens trends, og der er da også spor af eksempelvis glo-fi, men der er også en god, gammeldags omgang indietronica til stede.

Small Black udgiver deres selvbetitlede debutalbum i oktober via Cass Club. Flere sange kan høres på deres MySpace, men de lyder ikke helt lige så imponerende som den vedlagte sang - som dog, retfærdigvis, er ganske fremragende.

MP3: Small Black - Despicable Dogs

/Martin

mandag den 24. august 2009

Young Buffalo

Billedet til venstre er grimt. Jeg tænkte længe over, om jeg overhovedet ville bruge det, men da jeg ikke kunne finde andre billeder i forbindelse med Oxford, Mississippis Young Buffalo, kom det alligevel op. Der er dog noget mystisk over det, der passer fint til musikken. Blandingen af det polerede og rå, natur og kultur, er ligeledes en ret præcis beskrivelse af, hvad Young Buffalo forsøger at ramme.

Bandet er spritnyt og begyndte først at skrive sange sammen i juni måned, og de har derfor kun indspillet en enkelt demo ved navn Catapilah Demo. Jeg er snart træt af at nævne Animal Collective som indflydelse hos nye bands, men deres ufatteligt store betydning de senere år er så gennemgående, at rigtig mange bands har en lyd, hvoraf mange elementer kan spores tilbage til disse moderne helte. I dette tilfælde blandes det kækt med nogle dele Fleet Foxes og en forkærlighed for håndklap og (fint arrangerede) korstykker. At de kan indspille så fine sange efter så kort tid sammen er mildest talt imponerende, og det skal blive spændende at følge med i deres udvikling.

MP3: Young Buffalo - Catapilah
MP3: Young Buffalo - New Beat

/Martin

fredag den 21. august 2009

Monogold

Jeg ved ærlig talt ikke ret meget om Brooklyns Monogold. De har tilsyneladende udgivet et album i 2007 ved navn Waves (fra en tid hvor man stavede dette med et enkelt 'v'), og de mødtes gennem venner - gennem et NYC college. Og så har de netop udgivet en fremragende EP ved navn We Animals, der er både selvproduceret og selvudgivet. En EP, der nok skal give dem en hel del mere opmærksomhed end førnævnte fuldlængde.

Bandet leverer pop inden for den tradition, vi efterhånden kender Brooklyn for - med spor af Portland og Montreal. Ja, det er måske både for nemt og for diffust at liste geografiske 'traditioner'. Lyt i stedet til disse to herlige sange, der viser store kvaliteter inden for temposkift og skift generelt. Sangene er på én gang tilbagelænede, ligesom vokalen næsten sukker sig igennem store dele, men det virker ganske overbevisende. Der er nogle gange spor af både Le Loup og The Dodos i de mere refleksive øjeblikket, men mest af alt er der bare tale om god popmusik.
Tak til I Guess I'm Floating for inspiration - endnu en gang.

MP3: Monogold - Traps/Offerings
MP3: Monogold - Dead Sea Minerals

/Martin

onsdag den 19. august 2009

Nyt fra Do Make Say Think

Do Make Say Think fra Toronto er altid garant for herlig musik. Som oftest intrumental og ofte hvad nogle vil kalde post-rock, selvom dette begreb ikke altid er dækkende. Gruppen udgav i 2007 det lækre You, You're A History In Rust, som altid på Constellation, og d. 20. oktober er de klar med deres nyeste opus, Other Truths, der kommer til at bestå af fire lange sange med titlerne Do, Make, Say og Think.

Gruppen kan opleves på VoxHall d. 14. november, hvor vi forhåbentlig både får lov at høre materiale fra den kommende sjette plade - og den gamle favorit Fredericia.

Stream: Do Make Say Think - Do

/Martin

mandag den 17. august 2009

Diskussion: Værk og afsender

Inden for alle kunstarter findes der adskillige tolkningstraditioner. Metoder om man vil. Kunstnere, forskere, litterære teoretikere, bohemer, almindelige dødelige... Alle har en mening eller idé om, hvordan kunst kan og bør forstås. Hvis den da overhovedet skal forstås - og ikke 'bare' sanses. Fænomenologer, strukturalister, post-strukturalister, biografister og mange, mange flere har igennem mange årtier taget dette op til diskussion.

Uanset om man kæmper side om side med nogle af disse teoretikere, eller om man kæmper sin egen kamp, vil ét af de store spørgsmål altid være kunstnerens rolle. Afsenderens rolle. Skaberen. Jeg har personligt aldrig været fan af biografismen og teoretikere som Sainte-Beuve, men der vil per definition altid være en sammenhæng mellem værk og afsender. Spørgsmålet er naturligvis, hvor stor en rolle vi skal tildele afsenderen i tolkningen og forståelsen af et værk. For ikke at gøre det hele for bredt vil jeg her primært forholde mig til spørgsmålet i forhold til musik.

Det forekommer mig naivt helt at udelade afsenderen i en tolkning, ligesom det forekommer mig umuligt at læse en sang udelukkende ud fra en kunstners liv, oplevelser og bekendtskaber. Alle mennesker har gennem deres liv følt og føler fra tid til anden, hvad de fleste vil kalde inspiration - hvad enten vi taler om at skabe, at lave mad, at dekorere en stue osv. Begrebet er i sig selv genstand for diskussion. Endda uhyre interessante af slagsen. Ordet kommer af græsk, hvor det betyder noget i stil med at blive pustet på (indrømmet, det ligger fjernt i hukommelsen). Altså noget man får ind. Betydningen var, som det kan læses i Homers værker, af guddommelig karakter. Det er ikke nødvendigvis religiøst, men jeg vil kalde det noget ganske "åndeligt". Noget vi ikke uden videre kan redegøre for. Man skriver ikke bare en sang ud fra ingenting. Inspirationen melder sig, og processen starter. Der er tomme felter. Ikke i Wolfgang Iser'sk forstand i det skabte, snarere i selve skabelsesøjeblikket. Disse tomme felter er rester af noget uvist, rester af noget ubevidst, måske rester af noget genialt, noget rent. Hvor svævende det end må lyde for nogen, umuliggør disse felter for mig en decideret biografisk tilgang, ligesom det åbner op for mere end blot afsenderens mulige intentioner.

Der er trods alt et møde mellem afsender og modtager. En kontakt. Endnu et felt. Et Big Bang, der er en skabelse i sig selv. Ja, dette møde er vel nærmest den sande skabelse af et værk, der ellers var "undervejs". Det cementerer det smukke, og det gør nærmest det skønne sandt ved netop at genkende det som skønt. Her forstås skønt i bredeste forstand - noget underbevidst og rent. En æstetisk anerkendelse.

Det betyder dog ikke, at jeg er ude på at underminere kunstnerens eventuelle hensigt eller kunstneren i det hele taget. For selvfølgelig har kunstneren som oftest en hensigt, selvom dette ord kan lyde grumt. Noget, der har inspireret ham eller hende. Måske et decideret tema. Måske endda politisk. Måske en ulykkelig forelskelse. En følelse, der kalder på empati. Pointen er, at selvom kunstneren har en hensigt med og et ønske om at skrive, komponere og skabe noget bestemt, vil det alligevel falde forskelligt ud, da vi jo (gudskelov!) ikke er født med samme ører, samme sjæl, samme hjerne, samme hjerte.
Som sagt er jeg ikke ude på hverken at underminere eller undervurdere kunstneren, der jo kan være mere eller mindre dygtig til at få sit budskab ud. Både afsender og modtager må imidlertid anerkende, at et værk, der rent teknisk er det samme for alle, vil opfattes unikt og forskelligt af alle. Selv hvis en sang udelukkende er politisk, vil den altid være andet og mere end sit umiddelbare, direkte budskab (hvis der udelukkende er tale om politik, bør vi ikke kalde det kunst). Vi vil opleve selve sangen, den soniske æstetik, forskelligt. Hvis vi forholder os til et politisk budskab, vil dette også berøre os forskelligt, da vi alligevel har forskellige udgangspunkter, minder, holdninger og idéer på forhånd. Uanset hvordan vi vender og drejer tingene, er vi alle (igen, gudskelov) forskellige, hvilket blot gør det endnu smukkere, når vi er fælles om en æstetisk nydelse - vi deler altså noget, der i sig selv er forskelligt, og på denne måde tildeler vi tingene mening. Et umiddelbart paradoks - men kun umiddelbart.

Jeg vil ganske kort gøre det mere konkret. Hele denne diskussion opstod således af en samtale forleden med min broder om den fantastisk talentfulde og, på godt og ondt, karismatiske Patrick Wolf, der må siges at have en noget speciel personlighed. Her er tale om en person, der i høj grad lever for sin kunst. En person, der på scenen kan lade sig slå sådan ud af en teknisk fejl, at han på ingen måder vil skjule sin utilfredshed (som det kan ses her, ca. 5 minutter inde, og her fra C/O Pop i Köln i sidste uge). Vores samtale handlede grundlæggende om, at ingen af os rigtigt havde givet hans nye album The Bachelor en chance - bl.a. grundet disse udbrud, der for os afslørede en frygt for en grim natur og en slet personlighed. Det kan med andre ord være svært at adskille kunstner og værk - selvom vi ved dette konkrete eksempel endda begge har været store fans og beundrere af mandens musik igennem flere år. Det har simpelthen været for svært at sympatisere med manden og derfor også musikken.

Det kan lugte af hykleri eller en overfladisk holdning, og jeg gav derfor den nye plade et respektfuldt lyt i dette lys - og genvandt respekten for manden. For kunstneren. Dette tilføjer blot flere niveauer til de uforklarlige huller: Vores personlige, sjælelige vægelsind, humør og udvikling. En interessant og smuk metadiskussion om dette stærke bånd, der kan herske mellem afsender og værk, kan i øvrigt findes i Oscar Wildes mesterværk The Picture of Dorian Gray, hvor kunstneren Basil Hallward også i høj grad er sin kunst (en filmatisering kommer ganske snart i biograferne).
Et andet konkret og anderledes eksempel er den ligeledes unge og fantastisk talentfulde Beirut, der i høj grad skaber sin kunst ud fra steder. Geografisk inspiration. Han har ved flere lejligheder udtalt, at han ikke går op i sine tekster. Han formidler altså følelser ud fra en generel stemning, hvor stemmen bliver til et instrument i helheden frem for en direkte formidler. Man føler noget, selvom teksterne ikke nødvendigvis kan afkodes til at give mening. Men det er stadig blevet skabt af en kunstner, og der ligger utvivlsomt følelse i stemmen, hvilket i sig selv er meningsbærende i mødet med lytteren.

Diskussionen kunne være meget længere og bliver det måske en dag, men det kræver flere redegørelser og deldiskussioner. For på én gang at konkretisere det hele og samtidig hive det op på et højere plan er her en lille sag fra Patrick Wolfs nyeste album.

MP3: Patrick Wolf - Hard Times

/Martin

søndag den 16. august 2009

Nyt på vej fra Le Loup

Da jeg for et par år siden startede Börneblogger, var Washingtons Le Loup ét af de første bands, jeg skrev om. Det var i forbindelse med deres debutalbum med den lange titel The Throne of the Third Heaven of the Nations Millennium General Assembly, der blev udgivet af Hardly Art - en afdeling af Sub Pop.

Nu kan samme selskab meddele, at de udgiver gruppens andet album Family d. 22. september. Bestiller man vinylen, kan man endvidere hente albummet som mp3 ganske gratis. Alt dette for 10$. Med fragt oveni kan man dog lige så godt bestille lidt mere, og her kan også bandet Arthur & Yu anbefales. Flere af selskabets andre bands har jeg imidlertid ikke haft lejlighed til at høre, men de er formentlig værd at checke ud, hvis selskabets overordnede æstetik da ellers er så gennemført, som mavefornemmelsen fortæller mig.

På denne nye mp3 lyder bandet en anelse anderledes end på debuten, og gruppen er da også blevet endnu større siden sidst, ligesom også lyden er det. Mystikken er stadig intakt, og der er næsten en tribal følelse over det.

Den ofte kvalitetsbevidste blog I Guess I'm Floating beskriver det ganske rammende - og ganske smukt: "Intricately chaotic yet delicately plotted, lukewarm yet radiant. It recalls a late-summer stroll along a pier frequented by the young and ageless. Late-night passers-by shifting in solitude, barrels of fire exposing the crooked beams and locked-down storefronts, the breeze flirting with that uncertain line between summer and fall. It's neither coming nor going. It's not concerned with anything outside of its own bubble yet it still entices. It hooks us without trying to. It exists with or without us. And given that simple existential certainty, whose interest among ours wouldn't be piqued? Don't we desire what doesn't desire us?"

MP3: Le Loup - Beach Town

/Martin

fredag den 14. august 2009

Delorean

Da jeg først lyttede til Delorean, tænkte jeg ikke umiddelbart på Spanien som deres hjemstavn. Jeg tænkte med det samme L.A. Men efter flere gennemlytninger begyndte det at give mening med den friske og alligevel underspillede lyd - på samme måde som billedet til venstre begyndte at give mening. Af sig selv. Ingen logik. Man føler sig næsten som en fænomenolog ved at sige det, men her tager sanserne over for en stund. Og hvilken fryd!

Delorean er ganske vist et band i traditionel forstand, men det er ganske elektronisk i sit udgangspunkt. Lidt på samme måde som det gælder med Cut Copy. De hører under den uhyggeligt spændende strømning, der har fået navnet glo-fi. Enkelte steder også betegnet som hipstergogic pop - et ganske forfærdeligt navn. Bag dette ligger en kuriøs og næsten storladen blanding af synth pop, ambient og nogle gange off-beat trance som leftover fra new wave. Som det er blevet bemærket i enkelte artikler om glo-fi, er der sjovt nok noget new age'et over udtrykket, hvilket ikke ligefrem er, hvad man tidligere har forbundet med noget som helst, der kunne minde om en attraktion for hipsters. Det på én gang dramatiske og underspillede. Et travlt og alligevel åbent lydbillede. Sommeraftenerne og tanken om strandture. Eufori.

Kvartetten lagde ud med at spille mere rocket materiale, men deres nyligt udsendte og helt igennem fremragende Ayrton Senna EP (der var endnu en reference fra bilverdenen) er mest af alt glo-fi og en anelse balearic - i hvert fald høres også noget, der kunne lyde som inspiration fra Sincerely Yours-selskabet. Den nye EP er dog udgivet på det nye Fool House fra Frankrig, der er startet af personerne bag den populære blog Fluo Kids. Og mon ikke Delorean nok skal hjælpe med at få sat det selskab godt og grundigt i gang. Køb EP'en med det samme - helst medens vi endnu har lidt sol tilbage.

MP3: Delorean - Seasun

/Martin

Pictureplane

Bag navnet Pictureplane er den unge elektroniske musiker Travis Egedy fra Denver, Colorado. Ud over at være omgivet af høje bjerge kan Colorados største by nu også bryste sig af at have et af tidens spændende navne indenfor elektronisk musik bosiddende. Efter at have modtaget rosende ord for nummeret Goth Star på alverdens musiksites, vil Pictureplane i den kommende tid befinde sig på turne med LA-støjmaskinen HEALTH. Goth Star er komponeret omkring samples fra det gamle Fleetwood Mac nummer Seven Wonders (1987), hvilket høres i den genkendelige grundmelodi og brudstykker af Stevie Nicks stemme. Hvor originalsangen må siges at have fanget datidens lyd, længes Goth Star flimrende tilbage. Foran den gamle grundmelodi og Stevie Nicks karakteristiske stemme findes et hårdt beat, der leder tankerne hen på Crystal Castles. På dette nummer rives Stevie Nicks stemme itu for igen at sættes sammen og danne en ny sammenhæng. Mod slutningen af Goth Star bliver brudstykkerne længere, og stemmen bliver mere nærværende. Pictureplane ser tilbage for at komme frem.

MP3: Pictureplane - Goth Star

Fleetwood Mac - Seven Wonders

/Abdujaparov

fredag den 7. august 2009

Throw Me the Statue

Throw Me the Statue fra Seattle falder under kategorien konventionel indie rock med et twist af folk. Med andre ord en type musik titusindvis af bands forsøger sig med. Men genre er nu engang blot et ord, og nogle gange er det bedst at lade ord være ord.
Sangene skrives af Scott Reitherman, og den store forskel på hans sange og 98% af de andre tusinder af håbefulde sangskrivere inden for denne tradition er simpelthen styrken ved melodierne. Den er ganske åbenlys, og den kombineres ofte med et simpelt, gennemgående riff. Som på Hi-Fi Goon fra det nye og ganske fine album Creaturesque hvor det næsten lyder hen ad Built to Spill. Albummet udgives af Secretly Canadian, der også tager sig af udgivelser med bl.a. Bodies of Water, Danielson, I Love You But I've Chosen Darkness, Magnolia Electric Co. og de ganske undervurderede Foreign Born.

Rigtig god weekend ønskes herfra. Jeg er væk en uges tid på et filmprojekt - forvent et indlæg eller to fra Börneblogger Mathias i mellemtiden.

MP3: Throw Me the Statue - Hi-Fi Goon

/Martin

onsdag den 5. august 2009

The Strange Boys

Amerikanske The Strange Boys har ganske vist et forfærdeligt bandnavn, men de har heldigvis musikken på deres side. De har med deres debutalbum, The Strange Boys and Girls Club, fra i år allerede fået en del vigtige medier på deres side, såsom Pitchfork og NME, men den ultimative hype er druknet en smule - det skal da også siges, at de kommer fra én af landets største musikbyer, Austin, så de er nok vant til massiv konkurrence. De er dog i øjeblikket i gang med at smøre maskinen i Europa, hvor de har gang i en større turné. Derudover udgives pladen af In The Red Records, der også har taget sig af Jay Reatard, The Horrors, Vivian Girls og Black Lips

De lyder da også til tider henad Black Lips, og musikken må i det hele taget siges at være god, gammeldags garage. Befinder man sig i København i morgen, torsdag, kan man dog teste genreforholdene på nemmeste vis ved at slendre til Drone, der ganske fornemt gratis åbner dørene for koncert med amerikanerne med danske The Setting Son som support.

MP3: The Strange Boys - Heard You Wanna Beat Me Up

/Martin

søndag den 2. august 2009

Den svenske popmaskine præsenterer: jj

Det svenske pladeselskab Sincerely Yours, der blev startet i 2005 af The Tough Alliance, er for tiden Sveriges nok mest interessante pladeselskab. Der hersker en del mystik omkring det, og mange af deres produkter sælges som limited editions. Disse produkter tæller i øvrigt, ud over cd'er og vinyler, tøj og accessories - og skudsikre veste. Man kan kun undre sig. Heldigvis er musikken fantastisk. Ud over at udgive deres egen musik har de også givet os fornøjelsen af bands som The Honeydrips, de fantastiske Air France og den nyeste signing jj.

Mystikken omkring jj er stor og går således fint hånd i hånd med selskabets ånd. Medlemmerne er ligesom bandets historie ganske ukendte, og fokus er altså på musikken. Men hvilken musik! De har netop udgivet deres debutalbum jj n° 2, der byder på ni sange på under en halv time i alt.
Som med flere af deres svenske brødre er der langt hen ad vejen tale om en fortolkning af Balearic-genren med adskillige indflydelser fra diverse genrer og undergenrer. Det vil måske være i overkanten at kalde musikken naiv. Den er mere skamløs. De tager, hvad der passer dem og bruger det på bedste vis i en herlig og balearisk produktion (så fik vi også fordansket det ord). Nogle gange falder tankerne da også på de gamle The Avalanches, ligesom også fine, fine strygere har fundet deres vej til enkelte sange på albummet.

Hypen er ganske forståelig, og det kan kun anbefales at investere i albummet, medens det stadig er sommer.

MP3: jj - From Africa to Málaga

/Martin