Årets album 2023

Tak for i år. I mit voksenliv har jeg aldrig lyttet til så lidt musik, som jeg har i år. Det falder sammen med mit første hele år som far. Der har været mindre tid. Men det er fint, sådan må det være, jeg har ikke savnet noget. Det ville jeg måske gøre, hvis jeg havde været yngre, men følelsen af at gå glip af noget sidder ikke længere i mig. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil have mere tid, og det er jo udtryk for noget positivt: At verden er fyldt med ting, man gerne vil se, høre, læse, opleve og mennesker, man gerne vil tilbringe (mere) tid med.

Jeg vil ikke forsøge at dissekere musikåret 2023. Der har som altid været en masse godt og en masse skidt, sådan må det nødvendigvis være.

Den klassiske disclaimer: Årslister skal ikke tages for alvorligt. Både udvalg og placeringer skal tages med et gran salt. Om en uge ville listen se anderledes ud. Årslister giver for mig kun mening, hvis de er personlige – som denne – og/eller hvis de er inspirerende på en eller anden måde. Inspirerer til lytning, peger på noget nyt og potentielt spændende. Noget sjovt og inspirerende. Mere alvorligt må det ikke blive, det overlader vi til andre arenaer i livet.

God læsning og tak for i år. Her er 20 plader, der var godt selskab i 2023.

Hvis du vil have mit nyhedsbrev om ugentlige udgivelser, kan du skrive dig op her.

20. Julie Byrne: The Greater Wings

Den melankolske sangskriver har føjet mere synth til det tidligere bare landskab. Det er stadig luftigt og naturrigt, og så er det frem for alt flot tristesse. Julie Byrnes producer og gode ven gik bort under arbejdet med albummet, og der er både sange fra før og efter dødsfaldet. Særligt interessant bliver det, når hun på ‘Moonless’ synger om et “blivende fravær”. Et fantastisk interessant koncept og fokus på negation. Hvad findes, hvad findes ikke, hvordan og hvornår findes noget som helst.

19. ML Buch: Suntub

Det er ikke mange forundt at kunne lyde som en tur i øvelokalet og få det til at fungere. ML Buch og Bar Italia er blandt få nyere navne, der slipper af sted med det. Med danske ML Buch bliver det aldrig tænkt eller akademisk, men det er også mere end en tidsrejse, mere end 90’er og pedaler. Nogle gange minder det om Tirzah uden klaverloops, hvor man også får muligheden for at synke lidt længere ned i karbadet og blive lidt varmere.

18. Khotin: Release Spirit

Titlen på canadiske Dylan Khotin-Footes nye album er taget fra World of Warcraft. Han har tidligere lavet mere dansable ting, men her har han helt klart lavet musik, der skal høres hjemme. Det er både rørende og sjovt og kan minde en del om Boards of Canada. Albummet er først og fremmest fyldt med gode ideer.

17. Asma Maroof + Patrick Belaga + Tapiwa Svosve: The Sport of Love

Ambient jazz. Det er romantisk, let vemodigt uden at være voldsomt melankolsk. Ofte som kvidrende fugle. Svosve og Belaga spiller saxofon, fløjte, klaver og cello. DJ og producer Maroof samler det hele.

16. Marlene Ribeiro: Toquei no Sol

Debutalbum af portugiser, der senere er flyttet til England, Ireland og nu Wales. Titlen betyder "jeg rørte solen" på portugisisk. Varmen fornemmer man. Det er hypnotisk, ofte langstrakt. Man får lyst til at sidde på en hvid plasticsol midt på gaden i en lille, solstegt by. Der er melodier, men man skal nogle gange lede efter dem.

15. Slowdive: Everything Is Alive

Sympatisk titel. Alligevel lyder den mere i retning af vished om døden og altings eventuelle afslutning. Det er deres måske mest vemodige album, men også afklaret. Det er mere bart, reflekterende og mindre søgende. Det klæder dem, og det er et modent take på drømmepop og shoegazer.

14. Le Cri du Caire: Le Cri du Caire

En bekendt har beskrevet det som et “magisk sted mellem sufi, arabisk spoken word og jazz.” Den parisiske trio består af egyptiske Abdullah Miniawy, der synger vidunderligt og med en melankolsk smerte, den tyske cellist Karsten Hochapfel og den britiske saxofonist Peter Corser. I Paris har de skabt denne Cairos gråd.

13. The Embassy: E-Numbers

Göteborgs eskapist-pop-godfathers er her endnu! New Order, Marine Girls og The Field Mice høres stadig, men duoen er stadig bare charmerende The Embassy, som blander de smittende popsange med lange instrumentalstykker. Der er få egentlige sange på albummet, men det lyder himmelsk fra start til slut. Overgangen fra ‘Amnesia’ til ‘Renegades’ er uovertruffen, to så skarpe popsange i streg kan ingen vel slå i 2023.

12. Colin Stetson: When We Were That What Wept for the Sea

Supersaxofonisten vrider ofte overraskende ting ud af sin sax, og denne gang har han på ret kort tid lavet et album for et bearbejde sin fars død. Det er hans nok flotteste og mest sammenhængende album og en ret intens omgang. Man får nogle chancer for at ånde ud, fx på 'Passsage' og senere på 'The Lighthouse II' i samarbejde med den skotske sækkepibespiller Brìghde Chaimbeul. Overraskende god arbejdsmusik.

11. Nation of Language: Strange Disciple

Sympatisk synth-pop. Nation of Language stjæler med arme og ben. Særligt fra tidlige Orchestral Manoeuvres in the Dark-udgivelser, Kraftwerk og New Order. På dette album får vi en lidt roligere udgave af Nation of Language, som dog stadig har et skær af noget hektisk gennem sanger og frontmand Ian Devaney, der næsten synger som Lars H.U.G. til tider. Gispende med små stød. Yndlingslinje: “Walk me home and walk away.” (Sole Obsession).”

10. Nuovo Testamento: Love Lines

Man bliver sendt troværdigt tilbage til cirka 1983 af den italienske-amerikanske trio. Italo og Madonna i fokus. Otte sange på knap 32 minutter, der alle er nogenlunde lige lange. Skarpt produceret, velskrevne og meget mere end pastiche. Der er rigeligt med hjerte kombineret med præcist kendskab til en gren af pophistorien.

9. Fenne Lily: Big Picture

Flot og sympatisk indie-folk-pop. Den Bristol-fødte sangskriver balancerer flot det tunge med en vis lethed i lyden. Fenne Lily synger gerne lavt og helt tæt på mikrofonen, og der er (også) på den måde noget at komme efter for fans af Cassandra Jenkins. Singlen ‘Lights Light Up’ er en af de flotteste sange, jeg har hørt i år.

8. Avalon Emerson: & the Charm

Jeg har aldrig dyrket Avalon Emerson som dj, men jeg kan forstå, at hun ikke normalt dyrker det poppede. Det gør hun i den grad på sit debutalbum, som snarere er svævende drømmepop med stærke Saint Etienne-vibes.

7. Brìghde Chaimbeul: Carry Them With Us

Skotske Brìghde spiller på smallpipes, altså en slags sækkepibe. Hun forbinder folkemusik med drone, og på de fleste sange har hun også den yderst kyndige saxofonist Colin Stetson med til at levere fylde og tapet. Den lille sækkepige i sig selv kalder på landskaber … Saftig muld. Ikke bare gråvejr, men en lysende grå, næsten sølvhimmel. ‘Crònan (i)’ har en tyngde, der holder dig i stolen, mens tankerne rejser højt op.

6. Sweeping Promises: Good Living Is Coming For You

Duo fra Boston, der er flyttet til Kansas og har fået kontrakt med Sub Pop. Støjpop-post-punk med skønne basgange og solid 80'er-inspiration. Det er veloplagt og til tider kækt, og Lira Mondal har en fantastisk charmerende stemme. Er det optaget på en båndoptager? Det lyder sådan. Det fungerer i hvert fald, og det bør næsten høres højt i en bil.

5. Lankum: False Lankum

Storslået folkemusik fra Dublin. Lankum har længe været anerkendte, men spiller stadig på de mindre spillesteder, når de turnerer. Med False Lankum har de nået nye højder både kunstnerisk og målt på popularitet. Det er dramatisk, det er romantisk, med både gotisk horror og hjerteskærende ballader. Albummet er langt, over en times spilletid, og føles som en film, hvis man lukker øjnene. De har lagt instrumentale åndehuller ind, så man kan tage den næste store følelse til sig, det næste store drama. Det er ikke bare folkemusik som gimmick eller i en nedtonet udgave (som The Decemberists), det er det store dyk ned i historien for at finde menneskets mørkeste afkroge og et eller andet sted finde håb. Særligt ‘Lord Abore and Mary Flynn’ er uforligneligt flot.

4. Tirzah: trip9love…???

Ud af det blå kom det. En onsdag var det der bare, fyldt med en enkelthed og et flot arbejde med lag i lyden. Man kan lytte igen og igen og nå et lag længere ned. Det er stadig undervandspop og alternativ R&B, og Mica Levi har – som på de to første plader – været med til at skrive og producere. Fundamentet er korte klaverloops, sværere behøver det ikke være.

3. Rắn Cạp Đuôi: *1

Eksperimenterende kollektiv fra Vietnam. De laver en slags ambient techno, men mest af alt føles det som at blive hvirvlet op i en farvestrålende tornado. Der var lidt flere elementer af jazz og hiphop på det flotte debutalbum, hvor det nye er en anelse mere fokuseret. Ja, ikke at det første var decideret ufokuseret, måske bare mere vildt. Men vildskaben er sandelig også at finde her, hvilken eksplosion!

2. Lisel: Patterns for Auto-Tuned Voices and Delay

Klassisk trænet sopran sampler sin egen stemme og skaber eksperimenterende pop, som er ret nøgent i sit udtryk. Det er mere tilgængeligt, end det lyder. Der er religiøse snit, noget kirkeligt, men fra en fremtidskirke.

1. Vince Clarke: Songs of Silence

Alvorstungt veksler den engelske legende mellem det meditative og underligt medrivende. Vi kender ham bedst fra Depeche Mode, Yazoo og Erasure, men her er han så langt fra poppen, som man kan komme. Alle kompositioner er bygget op om én tone. Der er noget katedralsk over det, og hvis ikke det var et ord, så er det nu. Det bliver sci-fi-industrielt på ‘White Rabbit’, hvor jeg mindes det gamle spil Deus Ex, og hvad sker der pludselig på ‘Scarper’? Hvordan får man så meget ud af dette minimale koncept? Min favorit er ‘The Lamentations of Jeremiah’, der binder det hele sammen midt på pladen. Man burde måske have sagt sig selv, at Vince Clarke kunne lave dette album, men det overrasker mig alligevel. En tung, men vidunderlig oplevelse.

/Martin 

Maya Shenfeld og analoge synthesizere

Maya Shenfeld er lydkunstner og klassisk trænet komponist fra Jerusalem med base i Berlin.

Er der efterhånden nogen, der ikke har base i Berlin?

Er der?

Okay okay.

I 2022 lavede hun det fremragende In Free Fall, der kombinerede analog synth med dyb, stemningsmættet brug af blæsere. Baseret på nye kompositioner er det stadig mørkt og storslået på samme tid, ikke ulig et langsomt opbyggeligt klimaks i en kanoniseret russisk roman.

Jeg kigger på dig, Dostojevskij.

Hendes nye album, Under the Sun, er ude 23. februar på Thrill Jockey.

/Martin

The Embassy er stadig på toppen – og bunden

Hvordan skal jeg beskrive min kærlighed til The Embassy? Göteborg-duoen er ikke den største, men velsagtens den vigtigste og mest indflydelsesrige svenske gruppe siden årtusindskiftet. Jeg har skrevet om dem mange gange før. Både her, i nogle zines, måske flere steder, talt om og spillet dem i radioen. Hvorfor skrive igen? Hvorfor gøre noget som helst flere gange? Man søger vel en slags retfærdighed eller viden eller ønsker at videregive ... kærlighed.

De største Göteborg-hits de seneste 20 år kommer fra Håkan Hellström, men mange af de bedste svenskere står på skuldrene af The Embassy. De to pladeselskaber Sincerely Yours (jj, CEO, Honeydrips) og Information (Studio, D. Lissvik, Fontän) er begge opkaldt efter dem. The Tough Alliance, Jens Lekman og Air France er alle på forskellige måder formet af The Embassy.

Fredrik Lindson og Torbjörn Håkansson er tydeligt inspireret af Pet Shop Boys og New Order, men også af enkeltheden i Marine Girls fra starten af 80'erne. Det er suveræn popmusik med forståelse for house og disco. Ja, de har selv kaldt det underklassedisco. De er glade for at sample, ofte lydbidder, der kan tolkes antikapitalistisk. De er efter eget udsagn antikarriere og antirock, og derfor spiller de gerne korte koncerter, så man ikke når at kede sig. De har endda spillet playback på papinstrumenter. Det får mig til at tænke på en The Knife-koncert, der virkelig pissede folk af på NorthSide, da alle på scenen mod slutningen af koncerten stillede sig og så ud på publikum, mens musikken demonstrativt kørte videre af sig selv. Det var en fornøjelse at se, fordi folk har vænnet sig til, at deres popkultur skal serveres på en bestemt måde. Næsten alle koncerter følger samme form, og så kan de være gode eller dårlige, men det er trist, hvis vi ender med at stille os tilfredse med selve formen og bliver dovne forbrugere. Oplevelsen med The Knife får mig til at tænke på noget, The Embassy har udtalt: Der er ikke langt mellem frustration og eufori.

The Embassy formår at være upbeat, selvom alt kan lyde til at gå ad helvedes til. Det er hverken tårevædet eller ironisk. De tilbyder en tredje vej på samme måde, som New Order altid har gjort det. Det er menneskeligt, og i al vores menneskelige tragedie skal man ane, at også hverdagen kan være sjov. De kan lyde hedonistiske, men de overskrider aldrig grænsen. Romantisk er det også. Som på deres måske bedste sang 'It Pays to Belong': ”Could it be that you’re just like me? In my mind you’re so much more.”

The Embassy udgiver nu deres femte album, og de kommer aldrig til at få flere lyttere, end de kortvarigt havde i 00'erne. Det betyder intet for dem, så længe de engang imellem kan udgive noget, de kan stå inde for. Forud for albummet har de i foråret udgivet singlen 'Renegades' og et halvt år senere den helt igennem fantastiske single 'Amnesia'. Hvem kan slippe af sted med at sample får på den måde i en popsang? Er det en reference til The KLF? Og hvordan laver man en popsang på den måde uden vers og omkvæd? Det kan være svært at forstå The Embassy, men det er nemt at elske dem. Overlegen popmusik fra Göteborg, der stadig er Nordens bedste musikby.

Lyt til E-Numbers (Spotify, intet Bandcamp-link denne gang)

/Martin

Mabe Fratti giver ved dørene

Jeg kender for lidt til Guatemala, og det samme kan jeg vel sige om alle lande. Mere kan man altid vide. Men mere kan jeg også føle, for jeg har haft mindre tid og overskud til at føle en forbindelse til ny musik i år. Det er måske musikkens skyld, men jeg tvivler.

De seneste par år har jeg imidlertid i den grad været påvirket af guatamelanske Mabe Fratti. Cellist, komponist og sanger med base i Mexico City.

Med Será Que Ahora Podremos Entendernos i 2021 lavede hun ambient og avantgarde som en art hverdagsmagi, der mindede mig om en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God). 

Med Se Ve Desde Aquí (2022) skruede hun lidt ned for det romantiske og op for både jazz og støj. Men det var stadig en overvejende stille omgang med forståelse for stilhed. Arthur Russell og Mark Hollis høres, men mest af alt viste hun igen egen styrke.

Hun fortsætter med at være gavmild: Under navnet Titanic har hun netop udgivet albummet Vidrio med Hector Tosta, som er kendt som i la Católica og ligeledes er en del af den eksperimenterende scene i Mexico City. Her har hun igen skruet op for jazzen, og det bliver både progget og poppet undervejs.

Og fordi hun er en knag, har hun mere dejlig musik på vej om blot et par uger i form af et nyt samarbejde ved navn Amor Muere. Det betyder "kærlighed dør", og så er scenen ligesom sat.

Start med 2021-pladen og fortsæt derfra.

/Martin

Slowdive tænker på døden

Slowdive har jo altid været dejlige. Men de har også formået at lave et comeback, der føles naturligt: Hvor de både kan spille gamle favoritter, og hvor man faktisk gider høre deres nye materiale.

Det selvbetitlede comebackalbum i 2017 var ikke en enlig, halvheldig svale. Dette års sympatisk betitlede Everything Is Alive er en mere bar, nedtonet udgave af bandet, der måske sender en besked til os alle om, at de ikke gider kaldes shoegazer længere. At de aldrig gad det, ligesom alle åndsfællerne heller ikke gad. Men vi, der skal beskrive, lærer det aldrig, vel?

Everything Is Alive er ikke en naiv titel, og der er en vished om døden på spil. En bevidsthed om altings eventuelle afslutning. Slowdive har aldrig frygtet melankoli, men her er de mere vemodige, end de plejer at være. Men de er afklarede med det, døden er dem ikke fremmed.

Hvor de tidligere var mere søgende, er de her mere reflekterende. Det er modent på den gode måde.

/Martin

Små katedraler ringer ind

Det plejer jo at handle om ny musik på denne blog. Men hvorfor have en blog, hvis man ikke selv må bestemme, hvad man skriver om? En blog er alligevel allerede så gammeldags, så nu bliver det så gammelt som 2007.

Når jeg lytter til mange af de ting, jeg var begejstret for dengang, rammer den hårde erkendelse, at rigtig meget var godt dengang. Jeg har endda skrevet en artikel om den "quirky indie", som fyldte så meget.

Men tilbage i 2007 udkom også Stars of the Lids sidste album, And Their Refinement of the Decline. En amerikansk duo, der bestod af Brian McBride og Adam Wiltzie. Bestod. Brian McBride er gået bort, men tilbage står små monumenter, små katedraler, der får lov at ringe ind og ringe ud.

Stars of the Lid kombinerer ambient og drone. Fra det mere guitarorienterede i 90'erne endte de med at inddrage væsentligt flere strygere og messingblæsere (eller horn, om man vil) på The Tired Sounds of Stars of the Lid (2001). Det album varede to timer. Udviklingen fortsatte på det endnu flottere og lige så lange farvelalbum, som først for nylig blev et farvel: And their Refinement of the Decline. To timer, som jeg har genhørt igen og igen i årevis. I mit voksenliv har jeg næppe tilbragt lige så lang tid med et album.

Kompositionerne er ofte mellem 5-8 minutter, nogle endnu længere, og de lykkes med at være storslåede, næsten højtravende, og alligevel aldrig selvhøjtidelige. Det tog dem årevis at samle, adskille og på ny samle de mange lyde. Med stor respekt for instrumenterne og deres historie og tyngde. Der er meget dårlig ambient derude, og Stars of the Lid er det modsatte: De himmelske højder, der også findes.

Tak for musikken. Hvil i fred, Brian.

 
/Martin

Lee Gamble og skrattende minder

Lee Gamble er fascineret af alt dét, vi kun halvt husker. Minder, der er ved at forsvinde. Alle de små ting, vi går og siger til os selv. Hvordan var det nu, hun så hende læreren i håndarbejde? Hvor kommer den sætning fra, som har fundet vej til min hjerne? Og hvad med den melodi, som minder om noget Cocteau Twins, som helt afgjort ikke er Cocteau Twins?

Lee Gamble er en producer fra Birmingham, som nu bor i London. En rutineret en af slagsen. Han har dj'et i de glade 90'ere, lavet piratradio, da det var fedt.

Nu dyrker han det fragmentariske, de udviskede billeder, de slørede minder. Det minder mig lidt om danske Croatian Amor, der også dekonstruerer drømmepop.

Lee Gamble har angiveligt ikke samplet denne gang, men til gengæld fodret en kunstig intelligens, som har bidraget med syntetiske stemmer.

Hjernen finder vej til hjernen.

Models udkommer 20. oktober 2023.

 

/Martin

L'Rain og en fortættet lyd

Taya Cheek er på sin vis svær at gøre sig klog på. Som så mange andre er hun vokset op med at kunne plukke på alle hylder og dykke ned i musikhistorien uden besvær.

Forskellen er, at hun er bedre til at vælge fra og holde fokus. Under navnet L'Rain laver hun alternativ lag på lag-pop med masser af sjæl. I hvert fald soul.

'Two Face' er en formidabel sang. Stærk er også den nye single 'New Year's UnResolution', der læner sig mere op ad jazzen.

Produktionen er ligesom fortættet, en smule tilrøget, gennem sprækkerne dukker melodien op. På den måde kan det minde lidt om Blood Orange, da han var god for 10 år siden.

/Martin

Mega Bog

Eksperimenterende pop. En umiddelbart selvmodsigende betegnelse. Men pop er mange ting. Det er både dét, der er populært ifølge markedet, og det er en lyd eller en tilgang.

Mega Bog, som Erin Elizabeth Birgy kalder sig, er en slags eksperimenterende pop. Der er fængende hooks, og de fine melodier holdes ofte lidt nede. Diskret og alligevel over the top.

På singlen 'Love Is' holder hun et højt tempo, som føles langsommere, end det er. Det er en bedrift. Det er medrivende, charmerende pop. Eksperimenterende? En anelse.

James Krivchenia fra Big Thief har produceret. Prominente gæster er der også: Meg Duffy fra Hand Habits, Jackson Macintosh fra Tops og Westerman.

 /Martin

Blue Bendy

Der har været rigeligt med angst i Londons post-punk-scene de seneste fem -syv års tid. Kontemplative kollektiver som Caroline og Black Country, New Road og mere hæsblæsende grupper som Squid og Black Midi.

Et sted imellem og med samme kollektive udgangspunkt finder man Blue Bendy. Også de er præget af byens jazzscene og den post-rock, som var forbudt fra slutningen af 00'erne til midten af 10'erne.

Blue Bendy er en sekstet med sanger Arthur Nolan i front. Han kan til tider minde om en mere kontrolleret Tim Darcy (Ought). Blue Bendy har udgivet en række singler og en enkelt EP siden 2019.

Med singlen Cloudy viser de nye kvaliteter, og man tør måske håbe på, at en fuldlængde er på vej.

 

/Martin

Rival Consoles og et lille loop

Producer Ryan Lee West sad en dag og pillede lidt ved klaveret med sin højre hånd, mens han optog med venstre. Ved et uheld kom han til at optage en lille sløjfe, og den kørte fint i ring.

Den lille sløjfe, hans loop, blev til 'Spirit Loop'. Det satte ham fri, fordi han ikke behøvede tælle eller få det til at passe ind i en særlig rytme.

Kompositionen er todelt. Første halvdel er bygget op om klaveret i ét tempo, mens anden halvdel er sat helt ned i tempo.

Alle andre baggrundslyde er også baseret på den ene sløjfe, der er blevet manipuleret.

Vellykket enkelthed.

/Martin

Untitled (Halo)

Engang besøgte jeg Gorilla vs Bear oftere. Måske hver dag. Engang hørte jeg mere lo-fi. Faldt mere på halen over ting.

Jeg tror ikke, jeg er blevet kynisk. Jeg ved, jeg har mindre tid. Jeg formoder, det bliver sådan i nogle år.

Men tiden betyder mere, selvom jeg ikke forstår den. Dét står til gengæld helt klart. At jeg ikke forstår tiden.

Dejligt beroligende og sløret er debutsinglen 'El Prado Freestyle' af Untitled (Halo). Den passer på en måde ikke til tiden, passer nok bedre til den tid for 10-12 år siden, da jeg oftere kiggede på forskellige musikblogs. Meget passende er denne fundet hos Gorilla vs Bear.

Det går langsomt, det kører i ring, det er nattevenligt, en smule spøgelsesagtigt. Som det mere stille Atlas Sound.

 /Martin

New German Cinema

Jessica Weiss er bedst kendt som sanger i Brighton-trioen Fear of Men. En trio med et godt bandnavn, flotte albumtitler (Loom, 2014 og Fall Forever, 2016), elegant cover art og generelt en gennemført æstetik.

De laver en slags eksistentialistisk drømmepop, der er vokset ud af de tidlige 80'eres britiske post-punk.

Nu har Jessica Weiss fundet endnu et godt navn at udgive musik under, og denne gang er det solo: New German Cinema.

Indtil videre har hun udgivet to singler, og de placerer sig umiddelbart i logisk forlængelse af Fear of Men. Et stemningsmættet lydbillede med en klar produktion, en nærmest konstaterende måde at synge på og et spil på kulde og varme.

Alex DeGroot har produceret, og det valg giver mening, da han også har arbejdet med Zola Jesus, der ligeledes gør sig i en slags gotisk pop. Han har også arbejdet med Cate Le Bon. Ja, og Britney Spears, hvis vi er i gang med at namedroppe. Der kommer formentlig mere fra New German Cinema snart.

 

/Martin

Taiwanesisk oprigtighed

Hvor meget musik har du hørt fra Taiwan? For de flestes vedkommende i Danmark er svaret nok nemt at svare på: Meget lidt.

Hvor mange gange har du det seneste år sagt noget ironisk? Det er straks et sværere spørgsmål. Man taler ofte om, at ironiens tidsalder – der brød frem med den store histories afslutning og østblokkens sammenbrud – er forbi. Det er aldrig tilfældet. Ironien hærger. Også i mit sind og i min mund.

Har du brug for et skud oprigtighed, rene følelser, som ikke undskylder sig selv og en masse kærlighed til naturen, så er Cicada måske noget for dig.

Det taiwanesiske orkester laver en slags kontemporær klassisk med mere end en snert af new age.

Det er flot og enkelt. Japanske Flau har udgivet det seneste album Seeking the Sources of Streams.

/Martin