El Perro del Mar synger Burt Bacharach

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang hørte svenske El Perro del Mar i 2006. Singlen Party var og er noget af det mest triste, jeg nogensinde har hørt.

Vi kommer ind midt i en samtale. "Is it so hard to see?" er en suveræn linje at starte på. Hun forsøger at overbevise en eks om at mødes. Til en fest. Tæt på en slags stille selvdestruktion er det festen, der skal overbevise denne eks om at mødes.

Det er ynkværdigt, og det er flot. Siden dengang har jeg haft stor sympati for Sarah Assbring fra Göteborg. Nu er hun tilbage med et cover af Burt Bacharach-sangen Please Stay, der blev gjort berømt af The Drifters i 1961. El Perro del Mar har dog fundet inspiration til sit cover i 1966-udgaven af The Cryin' Shames, som er væsentligt mere sørgmodig og langsommere. Det lyder som Beach House i midten af 60'erne, og det er formidabelt.

Langsomheden har hun beholdt, og hun gør sangen ære. Ligesom i Party for 13 år siden er tristheden altoverskyggende, men her synger hun anderledes resigneret.

If I got on my knees
And I pleaded with you
Not to go but to stay in my arms
Would you walk out the door
Like you did once before
Would this time be different
Please stay, don't go

El Perro del Mar hæver sangen op over hjertesorg. Det er både metaforen om liv eller død, og det er... liv eller død.



/Martin

K. Leimer

Hvad er god ambient?

Kerry Leimer har udgivet musik siden 1979. Samme år, som Brian Eno netop gjorde udtrykket ambient udbredt om den ofte repetitive og mestendels instrumentale musik, der gør op med gængse sangstrukturer og i stedet dyrker stemning.

K. Leimer, som han kalder sig, laver god ambient. Det er godt, fordi det ikke er anstrengt. Det er godt, fordi det ikke er produktivt. Det er heller ikke skødesløst. Det er en form for arkitektur. Det er til stede, det vækker noget, men det er ikke skabt, så du bedre kan arbejde. Det er ikke lavet for at være med på en Getting Work Done-playliste på Spotify. Det er det modsatte af produktivt. Og netop derfor er det i sidste ende produktivt. For sjælen i det mindste.

Når jeg lytter til hans nyeste album, Irrational Overcast, ser jeg bygninger for mig. Måske endda byer. Eller anslag til byer. Man ser dem så langt borte, at man ikke har en chance for at se, om der er mennesker. Det er der nok. Det plejer der at være. Man ser bygningerne som fra et fly. I visse øjeblikke tænker nogle måske på Blade Runner, ligesom man kan genkalde sig mere stille øjeblikke fra Leon Vynehalls mesterlige Nothing Is Still.

God ambient kan ikke nødvendigvis tømme hovedet, men det kan rense tankerne. Vikle tråde ud. Langsomt.



/Martin

Det bedste fra Moon Duo

Jeg har altid respekteret Moon Duo, men jeg har aldrig dyrket dem. Jeg beundrer dem for at dyrke et univers, fylde det ud, arbejde tålmodigt og vedholdende.

Deres nye album, Stars Are the Light, er min favorit, og det skyldes i stor stil titelsangen, som adskiller sig væsentligt fra resten af pladen – og deres lyd helt overordnet. Den passer dog fortrinligt ind som del af et generelt mere farverigt udtryk på pladen.

De elektroniske elementer, den luftige stemmebrug hos Sanae Yamada og de vanligt repetitive elementer giver en følelse af kosmisk blip-blop, som fortjener at blive udforsket meget mere. Forestil dig coveret til Mellon Collie and the Infinite Sadness og de mest vinteragtige sange på denne plade gentænkt som sommersange blandet med en mere eventyrlig Kurt Vile.

Netop Kurt Vile har i øvrigt en smuk reference til sine venner i KV Crimes fra 2013:

Club Mate, on holiday
With a Moon Duo
Space partners

Her lyder a hen ad the på en måde, der flot blander forestillingen om bandet som band og bandet som mennesker. Repræsentation og repræsentanter. Og med space partners skriver han sig selv ind i fællesskabet, bliver en del af dem og dét, de står for. Det er et fællesskab, man også inviteres ind i med den sært tryghedsskabende Stars Are the Light.



/Martin