lørdag den 22. januar 2022

Jana Horn

Jana Horn fra Texas er en sangskriver, der dyrker enkeltheden. Selv siger hun, at hun omfavner det grimme, men det er ikke just det grimme, der kendetegner debutalbummet Optimism, som netop har fået en "rigtig" udgivelse på No Quarter Records efter selvudgivelse i 2021.

Jana Horns sange har en konstaterende facon, der kan minde om Phil Elverums tilgang. Produktionen – særligt trommerne – går lidt i retning af Yo La Tengo.

Jana Horn læser meget. Hun både studerer og underviser i litteratur.

Fiktionen optager hende. Hun ser magien i de sætninger, som opstår, uden man forstår hvorfor eller hvordan. Sætningerne kommer til dig, og du følger en tråd. Hun gør i hvert fald.

Optimism føles lidt som en skov. Ikke en skov, man farer vild i. Masser af lysninger, stille skridt.


 
/Martin

onsdag den 5. januar 2022

New Order og verdens bedste outro

Godt nytår. Fornemmelsen for det nye år begynder allerede i det forgangne, men i begyndelsen af det nye år er det vanskeligt at føle, at man er i gang med noget egentligt nyt. Så hvorfor ikke starte året med noget gammelt?

Udtrykt en smule patetisk skylder jeg mine forældre livet. Ganske bogstaveligt. Jeg skylder dem også så meget andet, men det er et ubestrideligt faktum, at jeg er her pga. dem.

Mine brødre skylder jeg også meget. De har sparket de fleste døre ind for mig, da jeg voksede op. Påvirket mig mere, end de aner. Én af dem har haft mere indflydelse på min interesse (og smag) i musik, end han aner. På den måde ved vi aldrig, hvor meget vi påvirker hinanden. Brødre eller ej.

Kærligheden til New Order kommer også fra denne bror. Det er vel nærmest umuligt ikke at kunne lide New Order, men gennem ham opstod en stærkere forbindelse. En stor del af forklaringen er Lonesome Tonight, der blev udgivet som B-side til Thieves Like Us i foråret 1984. Jeg havde dengang hørt flere af pladerne og selvfølgelig uforglemmelige singler som True Faith, Temptation, Blue Monday m.fl., men da min bror fik mig til at lytte til Lonesome Tonight fik jeg fornemmelsen af at komme tættere på essensen. Hvor farligt det end kan være at tale om essens.

En del af det handler om, at det er en B-side. Som ung lytter kan det betyde meget at få følelsen af at dykke ned i et katalog, og når man connecter med en B-side, får man fornemmelsen af nærhed. Det er en (æstetisk) forbindelse med potentielt stor kraft. Men Thieves Like Us / Lonesome Tonight er selvfølgelig mere en dobbelt-A-side. Det siger noget om et bands kvalitet, at man kan kategorisere en sang som Lonesome Tonight som en B-side. Og det siger noget om New Orders humor. At de har overskud til at være ligeglade og gøre, hvad de har lyst til.

Sangen er blevet kaldt et akkompagnement til den tidligere In a Lonely Place, der blev skrevet, da de stadig var Joy Division. Selve ordet "lonesome" smager næsten af Elvis, og trods det triste udgangspunkt om kulde og at vokse fra hinanden er sangen også beslægtet med Elvis i storhed. Tænk det bittersøde og alligevel triumferende touch, når han leverer Always on My Mind.

Lonesome Tonight er hovedpersonen kølig og bevidst om det. Men stadig til stede. Egentlig er teksten dog underordnet. Det handler om stemning. Der er plads i produktionen, tempoet er ikke vildt højt, Stephen Morris' trommer gør ikke det store væsen af sig, Hookys bas er genkendeligt suveræn, guitarerne og Gillian Gilberts keyboard smelter sammen til en næsten glædelig gotik.

Efter 1:25 slutter første vers – uden et egentligt omkvæd – og der gives plads til instrumentale New Order, når de er bedst. 25 sekunder senere markerer Bernard Sumner med et "uh!", at vi skal tilbage til udgangspunktet, og der lægges op til et andet vers. Det starter med et storladent spørgsmål: "Do you believe in truth?", og det er så stort, at Sumner bliver nødt til at udbryde et støn, der får det hele ned på jorden igen.

Efter 2:50 færdiggør Sumner andet vers. Man fristes til at sige, at han får det overstået, for det hele bygger op til finalen. New Order er kendt for stærke outroer, og her har de muligvis skrevet deres bedste. Næsten halvdelen af sangen er outroen, som dermed er meget mere end blot en outro. Det er så New Order'sk, som det kan være med elementer af både vemod og ekstase. Ja, og lyden af Sumner, der spytter efter 4:00.

Hvis det tæller som en outro, er det verdens bedste.




/Martin