onsdag den 20. oktober 2010

At følge op på en lille åbenbaring: The Rumour Said Fire

Ikke bare går det den rigtige vej for dansk musik, det er først nu, det er ved at tage fart. Jeg vil ikke påstå, at dansk musik ikke tidligere har vist styrker eller eksperimenter, men jeg er for første gang ved at være imponeret over, hvad dansk musik har at byde på. Fra sidste årti begyndte der at være lyspunkter, og nu begynder vi at høste potentialet. Uanset hvordan man vender og drejer det, er The Rumour Said Fire blandt bannerførerne for dansk musiks fremtid.

Og hvad menes der så med dette uanset hvordan man vender og drejer det? Her tænkes der ikke blot på smag. En så pludselig popularitet hos et band vil per definition få visse mennesker til at vende sig imod, hvad så mange andre spidser ørerne mod. At denne popularitet skyldes et kunstnerisk kompromis eller skamløs PR-kampagne. Dette var ingenlunde tilfældet med The Rumour Said Fire og deres debut EP, The Life and Death of a Male Body. Egentlig var det noget så simpelt som en gennemarbejdet og rigtig fin samling sange, der ramte noget, som vi havde manglet i lang tid herhjemme: Et homogent og rent udtryk. Noget varmt og alligevel fjernt foruroligende. Et isbjerg med ild i midten (her vil enkelte måske tænke på Thom Yorke og hans kommentarer om Kid A og Amnesiac i sin tid). Sagt på en anden måde: The Rumour Said Fire er allerede så etableret et navn, at der ikke er noget coolness i at sige, at man kan lide det. Det er vel egentlig også meget rart, da det så kan få lov at træde rent frem og bare være, hvad det er: En dejlig blanding af kvaliteterne fra folk og popmusik. Men så igen: Der er vist efterhånden så mange, der foragter hipsters, at de igen er ved at være cool igen, så hvem ved efterhånden, hvad folk vælger, når de skal finde en balance mellem det subjektive og objektive uden at falde igennem. Og hvem tager sig egentlig af noget så forfærdeligt? Det skal handle om den rene smag, og nu har jeg vist længe nok udsat, hvad jeg egentlig vil frem til: Det længe ventede debutalbum fra The Rumour Said Fire, The Arrogant.

At følge op på en lovende EP kan være noget af en bedrift. At ende med et værk, der er endnu stærkere - dét er imponerende og lige præcis, hvad kvartetten har bedrevet. Nu brugte jeg ordet homogent om EP'en, og dette passer faktisk mere præcist på fuldlængden. Mange anmeldere har i forbindelse med den nye plade lagt vægt på, at bandet gik i to retninger på EP'en, men at de endegyldigt er gået folk-musikkens vej på The Arrogant. Det er sandt, at der skejes mindre ud på denne plade, og selvom sanger Jesper Lidang ikke umiddelbart lyder til at tage lige så mange chancer, viser han faktisk flere prøver på sin stemme på de nye sange. Man hører det i det små, og det er meget subtilt. Små variationer over den ellers sikre og kontrollerede vokal. Elegante fraseringer og en underspillet vibrato.

Nogle gange kan alting handle for meget om eksperimenter og chancer. At finde det nye. At opsøge nye territorier. I går gik jeg den modsatte retning og tog på Gemäldegalerie for at se på nogle af mestrene fra barokken, gotikken og renæssancen. Disse mesterværker har status af bestillingsopgaver, men det lyder måske endnu mere interessant og relevant, hvis vi vender det om: Disse bestillingsopgaver er blevet mesterværker. På trods af forventninger har de haft noget nyt at byde på, og de har både indhold og historie at formidle. Jeg vil ikke føre sammenligningen helt ud, men der er ligheder. Der er også klassiske dyder på spil på The Arrogant, og disse bør man ikke se skævt til. De fire kender deres inspirationskilder, de kender musikhistorien, og vigtigst af alt kender de sig selv. Med bund i folk-musikken kan de skrue en popsang sammen på et så højt niveau, at det ikke er umuligt, at de engang kan levere et lille mesterværk. Her tænker jeg ikke kun på dansk standard.

The Arrogant er ikke perfekt, og det kan man heller ikke forvente. Men den er charmerende, medrivende, moden og velovervejet. Med disse ord giver det også mening - ud over de soniske ligheder - at nævne et band som The Decemberists, selvom tekstuniverset her er ganske anderledes. Simon and Garfunkel bliver flittigt nævnt i andre anmeldelser, og personligt vil jeg gerne holde fast i, at der i tilgangen til musikken er mange ligheder med Alec Ounsworths univers, om end produktion og produkt i hans tilfælde gerne lyder en anelse anderledes. Men lad os ikke fortabe os i namedropping. Lad os i stedet bare nyde musikken. Langt hen ad vejen er det hele ret simpelt, og der er ikke nogen grund til at komplicere tingene. Jeg takker for et rigtig fint album, som jeg kommer til at vende tilbage til ad flere omgange over efteråret. Det vokser på mig, og jeg ser frem til at lade The Arrogant blive en større del af mig.

Distributøren A:larm er desværre ikke så gavmilde, at de giver MP3'er væk, så jeg må henvise til gruppens MySpace, hvor førstesinglen Sentimentally Falling kan høres. Denne er dog langtfra blandt pladens stærkeste sange, så måske der er andre muligheder for at høre og vurdere albummet andetsteds.

/Martin

4 kommentarer:

Lars Simonsen sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Lars Simonsen sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Mathies sagde ...

Som altid velskrevne ord og falder fuldstændig i spænd med min umiddelbare oplevelse af de første lyt af pladen!

Frk. Slej sagde ...

JEg er helt enig- TRSF er noget som dansk musik har manglet i mange år. Hver gang jeg lytter til albummet bliver jeg er lille smule mere vild med det.