mandag den 3. september 2012

Nils Frahm og en hyldest til ni fingre

Det London- og Berlin-baserede label Erased Tapes fejrer i år et lille jubilæum: I fem år har de nu udgivet plader og bevæget sig mellem det klassiske og det elektroniske, denne logiske alliance.

Gennem de seneste par år har særligt én af deres kunstnere samlet sig en loyal fanskare og synes efterhånden på vej mod en ganske særlig status. Berlinske Nils Frahm mestrer klaveret og improvisationskunsten, om han holder sig til den nøgne, fyldte klaverlyd, eller om han allierer sig med Anne Müller eller Ólafur Arnalds, hvor han bevæger sig mere i det elektroniske og ambiente landskab.

Nyligt var han ude for et uheld, der forhindrede ham i at bruge alle sine fingre. Mere præcist brækkede han venstre tommelfinger, hvorfor han nu har skrevet Song For 9 Fingers. Nils Frahms moderne klassiske kompositioner er spillevende og stærkt medrivende. Mandag morgen egner sig egentlig fint til den slags. Eller den anden vej rundt.



/Martin

Ingen kommentarer: