tirsdag den 19. februar 2013

Badlands og tak til Sverige

Ét af de bedste pladeselskabsnavne er Italians Do It Better, og hvor dette endog er sandt på mange områder, må vi efterhånden indrømme, at det er svenskerne, der tager teten, når vi taler musik. Det har man selvfølgelig længe tænkt, og de seneste 10 år har været en sand magtdemonstration ud i popmusikkens potentiale, hvor intet andet land - størrelsen taget i betragtning - har været bare tæt på.

Men hvor det traditionelt har været Göteborg og Stockholm, der fostrer de stærkeste kunstnere, skal vi denne gang mod Malmö og soloprojektet Badlands.

Det startede egentlig som en duo men er blevet skåret ned til et enkelt medlem: Catharina Jaunviksna. Hendes nyeste single Tutu er en umådeligt stærk sag, der - tilfældigvis i forlængelse af Italians Do It Better - kan lyde lidt som Glass Candy fra et velfærdssamfund. Den nye single er lige i underkanten af seks minutter, og Jaunviksna bruger tiden yderst fornuftigt til at lade sangen bygge op. En tålmodig intro, der både introducerer vokalen og (relativt) forsigtig brug af delayeffekter, før tempoet sættes en smule i vejret - fint ledsaget af en letsindig basgang og en herlig guitar, der i sig selv placerer sig i forlængelse af en lang række af andre svenske halvelektroniske bands, som ligeledes forhandler forholdet mellem joie de vivre, alvor, sentimentalitet og hedonisme.



/Martin

Ingen kommentarer: