mandag den 30. marts 2015

Shura og forårets bedste popsang

Når afsenderen har base i London og leverer glimrende popmusik, er det ikke umiddelbart generthed, vi vil associere med denne. Skrøbelighed er én ting. Det er tæt på standard i kunsten – endda som en del af selve styrken. Men dét at være genert er i mindre grad et tema disse år, som Stereogum også fint har tematiseret.

Aleksandra Denton udgiver under navnet Shura og debuterede sidste år med Just Once. Nu er hun aktuel med singlen 2Shy, der sandelig lever op til titlen og i øvrigt er den bedste popsang, der hidtil er udgivet i 2015. Følelserne sidder uden på tøjet, men hun har svært ved at få dem ud. Vi sympatiserer med hende. Vi holder af hende.

Vokalen er luftig, og produktionen læner sig op ad Dev Hynes, hvorfor det vil være naturligt at få associationer til Solange. I en mere genert udgave naturligvis. 2Shy er en ualmindeligt stærk popsang, der gør det svært at vente på næste udspil fra Shura.



/Martin

Ingen kommentarer: