torsdag den 22. december 2016

Årets album 2016

Kunsten spiller stadig en rolle. Herunder popmusikken. Den har en berettigelse. Hvad enten den er socialt mobiliserende, intellektuelt fordrende, en støtte i en vanskelig tid, et lykkeligt ekko, heroisk eskapisme eller noget ganske andet.

Også i 2016 var der mange fine plader. Særligt den urbane, amerikanske popmusik spillede en stor rolle, og man kan håbe, at den harme, der har drevet mange af disse stærke udgivelser, bider sig fast og inspirerer til mere: mere sammenhold, mere solidaritet, mere modstand mod den stigende ulighed, mere stillingtagen til det flygtige medieforbrug.

Hvert år siger vi farvel til store personligheder, og 2016 var ét af de år, hvor det fyldte mere i bevidstheden. Ikke mindst da den måske største af dem alle gik bort: David Bowie havde fremstået udødelig, og verden føltes ikke just som et bedre sted efter hans afsked. Men han efterlod sig et stort album. Generelt har mange af de store, legenderne, leveret flotte plader i 2016, ligesom vi i år oplevede en del ærefulde comeback-plader (ikke mindst The Avalanches, A Tribe Called Quest og American Football).

Der har også været habile debutanter, men det har ikke været her, vi har set nye retninger blive udstukket. Mange har dog imponeret med opfølgere, fundet et dedikeret publikum, forfinet en lyd. Man aner visse ambitioner rundt omkring, når man kigger længe nok. Eller rettere lytter. Der er stadig noget på spil. De store – og langt hen ad vejen skræmmende – begivenheder i 2016 er i værste fald traumatiserende for menneskeheden, i bedste fald en anledning til at skabe noget og føle noget sammen.

Kunsten spiller stadig en rolle. Den skal vi støtte for alt i verden. For hele verden.

Ganske kort om listen herunder: jeg har redigeret den over flere uger, og nu er jeg endelig landet på de 25. Det er selvfølgelig absurd, hvor meget man kan nå at lytte til i løbet af et år, og de 25 ville være i en anden rækkefølge, hvis jeg lavede øvelsen om en uge. Måske nogle ville blive skiftet ud. Men årslister er til for at inspirere.

Tak for i år. Må vi sammen gå noget smukkere i møde. Nu bliver det lysere.

25. Angel Olsen – My Woman

Angel Olsen er blevet friere i sin sangskrivning. Hun har muligvis høje forventninger til sig selv, men hun tillader også sig selv at skrive både tekster og melodier, der flyder mere naturligt over en hel plade – både i de langsomme og hastigere øjeblikke.

24. Cat’s Eyes – Treasure House

Spraglet og mærkværdigt sammenhængende. Cat’s Eyes spillede deres debutkoncert i Vatikanet, og selvom de dyrker det underspillede, er der en klar fascination af det dramatiske hele vejen gennem Treasure House. Der er et ekstra lag, idet de spiller på denne nedtoning. På denne vis bliver den engelske duo en fornem eksponent for en slags heroisk benægtelse.

23. Frank Ocean – Blonde

En gennemgående følelse på Blonde er, at Frank Ocean har hygget sig med at lave pladen. Den bliver aldrig for tung, og omvendt har den heller ingen ambitioner om dansegulvet. Det behøver den ikke, og det har ikke interesseret ham. Han har ikke travlt, som vi ved. Blonde er på alle måder bedre end forgængeren Channel Orange, og selvom den måske er lidt for lang, er den en helt igennem fornøjelig oplevelse.

22. Hieroglyphic Being – The Disco’s of Imhotep

Jamal Moss leger med ilden. Den produktive amerikaner er en nysgerrig sjæl, der ofte er lige dele fascinerende og frustrerende. På The Disco’s of Imhotep lader han titlen om at være frustrerende og inviterer på korte åbenbaringer, der samlet set udgør en halv times stimulerende underholdning.

21. Steve Hauschildt – Strands

Selvom 90’erne de seneste år har oplevet en overordentlig revival, er vi stadig langtfra trætte af 80’erne. Efter Stranger Things er der heller ingen tvivl om, at der kun vil komme flere og flere synthesizer-landskaber, der vil nyde middelstor opmærksomhed i det kommende år eller to. Make no mistake: Steve Hauschildt er hverken kitsch, nostalgisk eller opportunistisk. Han drømmer på tasterne og fungerer som forlygter i vores egne drømme.

20. Fear of Men – Fall Forever

Trioen fra Brighton tager igen eksistentialismen under kærlig behandling. De kølige observationer afspejler et gennemgående tema, hvor kroppen betragtes som noget adskilt fra sjælen. Debutalbummet Loom viste en besættelse af vand og var lyden af at kigge ind ad vinduet på en pejs, mens man selv står i sneen. Denne gang står man i regnen, og pejsen er gået ud. Men det stilner af.

19. Laura Canning – Simultaneous Flight Movement

Der har den seneste tid måske ikke været den store interesse i at beskæftige sig indgående med menneskets forhold til naturen. Det gør det kun ekstra interessant, at englænderne gennem forskellige udtryksformer til gengæld er begyndt at dyrke den i kunsten (læs eksempelvis denne glimrende Guardian-artikel). På samme måde er Laura Canning blæsten på marken. Med udgangspunkt i violinen skaber hun en uro, et billedskabende drama. En instrumental perle indspillet i Suffolk.

18. Cavern of Anti-Matter – Void Beats / Invocation Trex

Titlen skulle egentlig skrives med småt. Ligesom med alle deres sangtitler. Sådan er der så meget. Tim Gane fra Stereolab bor nu i Berlin, og her har han dannet Cavern of Anti-Matter, der med krautrockens puls lyder som en lang og hyggelig omgang jam (med lille j). På en time og 12 minutter når trioen vidt omkring, og kedeligt bliver det aldrig. Det er derimod monotoni, som fyrer op under de rigtige kedler.

17. The KVB – Of Desire

The KVB bliver kaldt en audiovisuel duo. Jeg kender endnu kun audio-delen. Men det er selvfølgelig ikke sandt: al lyd er visuel. Briterne kender deres historie, og den er mørk. Det er post-punk, det er kraut, det er Cabaret Voltaire. En bekendt har kaldt det ”Sheffield via Bristol”, og jeg formoder, at der menes sensibiliteten fra Bristol og den romantiske industrialisering fra Sheffield med deres banebrydende New Pop i starten af 80’erne.

16. Kedr Livanskiy – January Sun

Den russiskfødte Kedr Livanskiys debut lyser varmt i kulden. Den lever op til sit navn. Den fortæller dig, at det nok skal gå, men den skjuler ikke sandheden: det er koldt, og det er brutalt nogle steder. Vi bliver af og til nødt til at se tilbage for at kunne se fremad.

15. dvsn – Sept 5th

Der er blandingssmør, og der er smør. Fra 2016 får du ikke bedre smør end dvsn. Det er en stil, jeg egentlig ikke har lyttet meget til de seneste år, men sangskrivningen på Sept 5th er så forførende (undskyld), at man med glæde lader sig rive med ultrarørende sange som Do It Well, hvor vi er på grænsen af noget smagløst og suverænt: ”Feeling fucked up / still love fucking”. Og sikken produktion!

14. Blood Orange – Freetown Sound

Imens Morrissey er ved at miste forstanden, er der lykkeligvis mange andre, der formår at formidle weltschmerz med dirrende harme og blødende hjerte. Devonté Hynes har i flere år været blandt de mest efterspurgte producere, og det er med god grund. Med Freetown Sound har han også leveret sit første virkeligt vellykkede album, og det er en fryd at høre ham indfri det enorme potentiale.

13. Postiljonen – Reverie

Svensk-norske Postiljonen brød igennem med Skyer i 2013, og med Reverie har de ikke ændret det store. Det behøver man som bekendt heller ikke, og det har den heldige konsekvens, at vi igen får serveret en bunke popsange af tårnhøjt niveau uden frygt for pastiche.

12. Bon Iver – 22, A Million

Som på Frank Oceans seneste starter også 22, A Million med en pibende stemme, før den mere genkendelige af slagsen indtræder. I begge tilfælde skaber man tryghed og varsler samtidig nyt. Det er enkelt og smart, men der er også meget på spil: Bon Iver har fået en overraskende massiv fanbase, og det er et lille mirakel, at så mange har taget pladen til sig, når den er så radikalt anderledes i sin produktion. Der er utallige finurligheder på pladen, hvoraf samplet af Stevie Nicks er min favorit. Man bliver skiftevis rørt og rystet, og på 8 (circle) er det næsten umuligt at holde kinderne tørre.

11. Kaytranada – 99.9%

Det er en udpræget sommerplade, og det er en særdeles fremragende én af slagsen, Kaytranada har begået. Canadieren har besøg af et hav af fornemme gæster, herunder AlunaGeorge, Anderson .Paak og den genfødte Craig David, der alle passer som fod i hose. Hvor en ferm hiphop-producer som Clams Casino skuffede fælt med sin fuldlængde i år, har Kaytranada vist en ny vej, der peger frem mod mange spændende samarbejder og muligheder for hiphop og dennes alliance med elektronisk musik i de kommende år.

10. Jenny Hval – Blood Bitch

Jenny Hval er spændende af mange grunde. Hun rykker grænserne for pop, og hun trækker nye publikummer mod avantgarden. Hun skriver, fortæller, performer, bevæger. Menstruationsblod og vampyrer har fyldt i dækningen, og dækningen har været massiv. Det er intet tilfælde, at der er så mange spændende interviews med den norske heltinde: Få andre af samtidens eksperimenterende stemmer i musikken har så meget på hjerte.

9. Nick Cave and the Bad Seeds – Skeleton Tree

Årets tungeste album. Mange steder havde det været placeret endnu mere prominent, hvis det ikke havde været så hårdt at lytte til. Formentlig også her. Man behøver ikke rose nogen eller noget for at være personlig(t) – det fylder i virkeligheden for meget i denne verden – men når man kan gengive noget så inderligt, som det er tilfældet med Skeleton Tree, må man bøje sig i støvet for denne mester. Hans band har stor ære af pladen, hvor også danske Else Torp gør det fortrinligt på Distant Sky.

8. The Radio Dept. – Running out of Love

The Radio Dept. er måske skåret ned til to hovedpersoner, men det er stadig The Radio Dept. Det betyder som bekendt ét af verdens bedste bands, og selvom der ikke er tale om de svimlende højder fra Clinging to a Scheme, er de stadig et bud på en vitalitet og en æstetik, som verden har brug for. Med inspiration i bl.a. eksjugoslaviske modstandsgrupper viser vennerne fra Lund vejen. Med undtagelse af en enkelt sang er Running out of Love et gennemført manifest.

7. Roly Porter – Third Law

Verden er gået under. Eller også er det tæt på. Sådan lyder Third Law. Sammen med kunstnere som Prurient og Ital Tek er Roly Porter eksponent for den elektroniske musiks enorme potentiale i formidlingen af den forvirring, vi alle kan føle i dømmekraften, når smerten og mismodet sniger sig ind på os. Koncerten på Jazzhouse var i øvrigt én af de bedste, jeg har set i år. Man måtte som tilskuer lukke øjnene for ikke at lade sig blænde – på bogstaveligste vis. Roly Porter tvinger os til at anerkende skyggesiderne, og vi kommer stærkere ud på den anden side.

6. Solange – A Seat at the Table

Trods et par enestående singler få år tilbage var det svært at forestille sig, at Solange ville have en hel plade i sig af lige så høj kvalitet. Det er dog en sand fornøjelse at blive modbevist! Solange har begået en plade med stor selvforståelse, en klog plade, en vigtig plade. A Seat at the Table er mere end en god samling sange; det er et bevis på, hvad popmusikken (også) er i stand til.

5. Vanishing Twin – Choose Your Own Adventure

Det ligger måske i titlen. Den engelske næsten-supergruppe er en venlig labyrint. Den efterlader dig aldrig i mørket, men lyset er snarere betryggende måneskin end bagende sol. Det er et lille mirakel, at de har været i stand til at nå så vidt omkring og samtidig har formået at skabe noget, der føles sammenhængende. Som min kære fader ville sige: det er raffi (altså raffineret).

4. The Avalanches – Wildflower

Vi var mange, der var begyndt at give op. The Avalanches havde lovet nyt materiale i så mange år. Og så… en single. En sang. Men førstesinglen var ikke spændende. Ikke engang solid. Så meget desto større var overraskelsen, da Wildflower endelig ramte os med en usædvanlig skønhed. The Avalanches har samplet sig til endnu en triumf og fortæller historier af brudstykker, som kun få er i stand til det.

3. A Tribe Called Quest – We Got It From Here… Thank You 4 Your Service

De færreste havde forventet så slagkraftigt et comeback. Det hele lyder på én gang tungt og let med masser af humor og velvalgte gæster (måske lidt for mange). Hvis dette er ment som et punktum, har vi fået et udråbstegn, og timingen kunne næppe være bedre i kølvandet på det endnu surrealistiske efterspil, som 2016 efterlader sig.

2. Håkan Hellström – Du gamla du fria

Man har efterhånden vænnet sig til, at alt, hvad den svenske guldklump udgiver, er veloplagt. Men det er imponerende, at det kan fortsætte med at være så fremragende og så inspireret. Som titlen antyder, er der stadig en stor fascination af gamle viser, der blandes med egen historie (nationalsangen høres i introsangen, hvor også moderens single San Francisco bliver blandes ind). Håkan er og bliver Skandinaviens største. Før som nu.

1. David Bowie –

Han viste verden, hvad det vil sige at være popstjerne. Der er basis for diskussion, men det er vanskeligt at forestille sig nogen anden, der har haft lige så stor indflydelse på god musik. Den morbide vittighed fra 2016 lyder, at alt blev værre efter hans død i starten af året. At han holdt sammen på universet. Ikke blot en stjerne, snarere en galakse. Blackstar (som det også skrives) nåede at være et fabelagtigt album før hans død, og det står nu tilbage som et værdigt punktum på en glorværdig karriere. Hans stærkeste album siden 1980 og en oplevelse af de helt store. Et lys i mørket.

Ovenstående listes geografiske inddeling til de nysgerrige:

8 plader fra England
8 plader fra USA
3 plader fra Sverige
2 plader fra Australien
2 plader fra Canada
1 plade fra Norge
1 plade fra Rusland

1 kommentar:

Asbjørn Skødt sagde ...

Ahem, A Moon Shaped Pool...