Uimodståelig, minimalistisk og let eksperimenterende rock. Da Chicago-trioen udgav deres glimrende debutalbum Versions of Modern Performance i 2022, var de stadig teenagere. Dengang var de mere støjende, mere slacker, mere post-punkede.
Med hjælp fra walisiske Cate Le Bon (hør hendes Pompeii!) har de skåret endnu mere ind til benet på opfølgeren Phonetics On and On. De kan vel stadig kaldes indierock og new wave og i mindre grad (blid) støjpop.
De fleste sange bekender ret hurtigt kulør og dyrker gentagelsen. Nogle langsomt (‘In Twos’), andre med fart på (‘Switch Over’). Meget rørt bliver jeg af ‘Julie’, der både er placeret midt på pladen og er dens længste og muligvis bedste sang.
The Guardian nævner Velvet Underground, og det giver mening. Man har taget en masse ideer og skrællet lag efter lag af for at nå ind til en kerne af umiddelbarhed.
/Martin
