Måske man skulle feriere i Riga. Jeg kan ikke nævne mange musikere fra Letland, men duoen Domenique Dumont – den lettiske producer Arturs Liepins og den franske sangerinde Anete Stuce – sætter gang i rejselysten på deres nyeste, Deux Paradis.
På samme tid får man lyst til den perfekte inaktivitet. At ligge ved poolen, smelte i tilfredshed og drikke noget rødt eller pink. Domenique Dumont er tidligere blevet kaldt baleariske, og det kan ikke benægtes. Det er tilbagelænet feriepop og ambient i skøn forening.
Albummet skal ved første lyt lige i gang og bliver både stærkere og mærkeligere undervejs. ‘The Order of Invisible Things’ kunne være noget fra en spionfilm, der aldrig blev til noget. Titelnummeret byder på decideret medrivende orgel og er blandt de skønneste sange, jeg har haft æren af at høre i år. ‘Visages Visages’ lyder som engelske bands, der tog til Mallorca i anden halvdel af 80’erne og vendte inspirerede tilbage. Herefter vil også de første sange give bedre mening, og pludselig står man tilbage med et ret helstøbt album, der lever op til sin titel. Paradis har en skygge, et andet paradis, der er altid mindst to sider, hverdag og ferie, forpligtelser og frihed til ingenting, den lette melankoli ved ferien. “Gid det kunne vare ved,” tænker man altid, og hvis det kunne, ville al skønhed forsvinde.
/Martin

Ingen kommentarer:
Send en kommentar