Persiske tæpper

Daniel O’Sullivan spiller klaver, Richard Youngs spiller citar.

Sammen har de sat sig et sted i Glasgow, hvor de har givet os 43 vidunderlige minutters improvisation med titlen Persian Carpets.

Både klaveret og citaren er fra 1915, man mærker en verden i opbrud, igen i opbrud, men også en søgen efter skønhed i kaos.

Nogle forbinder måske citar med østlige, skæve toner, men her bliver den følsomme triumf høvlet hjem.

/Martin

Pullman

Pullman er en gammel post-rock-gruppe, der bl.a. består af Tortoise-medlemmer. De udgav et par plader i 1998 og 2001. Venskab og sygdom har bragt dem sammen igen. Trommeslager Tim Barnes kæmper med Alzheimers, og de søger skønheden i en slags stille støj.

Albummet er fyldt med længsel, men ikke nødvendigvis hverken udlængsel eller nostalgisk længsel, snarere den introspektive slags, hvor man husker, at man har noget i sig, man gerne vil have frem igen. På den måde er det svært at forestille sig en flottere fremstilling af en modbydelig sygdom.

Efter hver komposition er der lagt nogle ekstra sekunders pause ind, og stilheden viser sig flere gange undervejs. Der skal være tid til at bearbejde.

En vidunderlig overraskelse.

 
/Martin

Bobbie

Jeg ville aldrig kunne skrive Massachusetts uden at dobbelttjekke stavemåden. Sådan er der så meget, og sådan er der så lidt. Her kommer Bobbie fra, og Bobbie laver afdæmpet drømmepop.

6. marts debuterer de på gode Orindal Records med albummet Lessons.

Inspirationen hentes hos Enya, Brian Eno og Cocteau Twins, som alle må siges at være eksponenter for forskellig slags drømmemusik. På singlen 'I Could Call You' hører man også Youth Lagoon og A.A. Bondy, noget fjernt og dog intimt. Beach House er bestemt også i lydbilledet. Bobbie benytter sig i øvrigt af omnichord, skægt instrument.

Marts bliver fin.

 

/Martin