Mellem noget helt oprigtigt og alligevel fjernt

I begyndelsen var Smog. Så ville han hellere udgive under sit eget navn, Bill Callahan. Stemmen er den samme: tør, konstaterende, alligevel lidt lun. I 2026 står Callahan tilbage som en af de helt store nulevende amerikanske sangskrivere.

På My Days of 58 forholder Bill sig meget til døden, for han har nu begravet begge sine forældre og troede nyligt, at han selv var døende. I dag er han kræftfri.

Albummet er både stramt og (for hans standard) løssluppent. Hør, hvordan han i slutningen af ‘The Man I’m Supposed to Be’ synger “we take life seriously / laugh in the face of death” for så at slutte sangen på et skolegårdsvenligt “hihi”-grin. Eller nyd titlen ‘Pathol O.G.’.

Bill Callahan rammer næsten altid lige ned mellem noget helt oprigtigt og alligevel fjernt. Eller som Chris DeVille skriver på Stereogum:

“From his early lo-fi releases as Smog to the rootsier records under his own name, he’s struck a delicate balance between heartfelt conviction and emotional distance.”

Jeg forelskede mig i Bill Callahan, da jeg hørte ‘Jim Cain’ (2009). Jeg er ret sikker på, at den til dels handler om depression:

I started out in search of ordinary things

How much of a tree bends in the wind

I started telling the story without knowing the end

I used to be darker, then I got lighter, then I got dark again

Something too big to be seen was passing over and over me

Well, it seemed like a routine case at first

With the death of the shadow came a lightness of verse

But the darkest of nights, in truth, still dazzles

And I work myself until I’m frazzled

I ended up in search of ordinary things

Like how can a wave possibly be?

I started running, and the concrete turned to sand

I started running, and things didn’t pan out as planned

In case things go poorly and I not return

Remember the good things I’ve done

In case things go poorly and I not return

Remember the good things I’ve done

Oh, oh, oh, oh

Done me in

 
/Martin

Persiske tæpper

Daniel O’Sullivan spiller klaver, Richard Youngs spiller citar.

Sammen har de sat sig et sted i Glasgow, hvor de har givet os 43 vidunderlige minutters improvisation med titlen Persian Carpets.

Både klaveret og citaren er fra 1915, man mærker en verden i opbrud, igen i opbrud, men også en søgen efter skønhed i kaos.

Nogle forbinder måske citar med østlige, skæve toner, men her bliver den følsomme triumf høvlet hjem.

/Martin

Pullman

Pullman er en gammel post-rock-gruppe, der bl.a. består af Tortoise-medlemmer. De udgav et par plader i 1998 og 2001. Venskab og sygdom har bragt dem sammen igen. Trommeslager Tim Barnes kæmper med Alzheimers, og de søger skønheden i en slags stille støj.

Albummet er fyldt med længsel, men ikke nødvendigvis hverken udlængsel eller nostalgisk længsel, snarere den introspektive slags, hvor man husker, at man har noget i sig, man gerne vil have frem igen. På den måde er det svært at forestille sig en flottere fremstilling af en modbydelig sygdom.

Efter hver komposition er der lagt nogle ekstra sekunders pause ind, og stilheden viser sig flere gange undervejs. Der skal være tid til at bearbejde.

En vidunderlig overraskelse.

 
/Martin

Bobbie

Jeg ville aldrig kunne skrive Massachusetts uden at dobbelttjekke stavemåden. Sådan er der så meget, og sådan er der så lidt. Her kommer Bobbie fra, og Bobbie laver afdæmpet drømmepop.

6. marts debuterer de på gode Orindal Records med albummet Lessons.

Inspirationen hentes hos Enya, Brian Eno og Cocteau Twins, som alle må siges at være eksponenter for forskellig slags drømmemusik. På singlen 'I Could Call You' hører man også Youth Lagoon og A.A. Bondy, noget fjernt og dog intimt. Beach House er bestemt også i lydbilledet. Bobbie benytter sig i øvrigt af omnichord, skægt instrument.

Marts bliver fin.

 

/Martin