Joanne Robertson er sløret

Nogle få kunstnere er i stand til at ramme balancen mellem noget på én gang fjernt og intimt. Man føler nærheden som et knitrende bål, men med en uforklarlig afstand, som var man et spøgelse.

Den engelske sangskriver Joanne Robertsons sjette album Blurrr er et stille og mestendels diskret vidunder. Nogle sange minder om Grouper og dennes spøgelses-folk (første sang på Robertsons nye album hedder endda ‘Ghost’). Andre gange lyder det snarere som tidlig Cat Power med en skefuld Elliott Smith.

Midt på albummet får Robertson selskab af Oliver Coates på cello. Han er manden bag soundtracket til mesterværket Aftersun. På Blurrr løfter han ‘Always Were’ til en af årets flotteste sange og bidrager flot til to andre sange. Robertson er i øvrigt også en kyndig maler.

 
/Martin

Bored Nothing

I længere tid har jeg været træt af de mange (forfejlede) forsøg på at dyrke slacker rocken. Som alle andre har jeg selvfølgelig også hyldet den og er derefter blevet så træt af den, at jeg delvist har afskrevet flere gode plader, fordi det akkumulerede og endte som en slap længsel mod forstaden i et allersidste postmoderne åndedrag (undskyld Mac DeMarco, din plade er god).

Lad os tage til Australien. Nærmere bestemt Melbourne, der netop har været vært for én af de mest charmerende Grand Slam-turneringer i verden, Australian Open. Her (ind)spiller en ung gut under navnet Bored Nothing. Han indspiller en form for guitarbaseret pop, som han selv kalder for "inspireret af 90'erne og indspillet på en lille 4-track".

Her burde jeg selvfølgelig være konsekvent, men da der sjældent er grund til at være konsekvent negativ, havde jeg her en fin grund til at hylde et øjebliks befriende følelse af inkonsekvens. Debutpladen Bored Nothing fra slutningen af 2012 er ganske enkelt fyldt med fremragende sange fra en talentfuld sangskriver, der i selve navnet (og titlen) tematiserer det problem, jeg har skitseret ovenfor (den paradoksale og legende quasi-nihilisme). Ikke at der partout kan tales om slacker rock i dette tilfælde. I så fald er det mere som en tabt lillebror til Elliott Smith, der har valgt at udforske andet territorium og nyligt har lyttet til Real Estate. Og sikken sangskrivning at debutere med. Bored Nothing er ude via Spunk Records.

Stream: Bored Nothing - Popcorn (indlejring midlertidigt deaktiveret)
Stream: Bored Nothing - I Wish You Were Dead

/Martin

Christopher Willits

Jeg stoler på, at de fleste læsere allerede har hørt den nye Panda Bear. Den er selvfølgelig dejlig. Hvad der derimod formentlig er gået de fleste forbi, er et nyt udspil fra Christopher Willits.

Det er ikke alt, hvad manden laver, jeg er lige begejstret for, men jeg har retfærdigvis heller ikke lyttet til nok eller fået sat alt i den rigtige sammenhæng. For nogle år siden blev jeg stærkt betaget af sangen Colors Shifting, og den er stadig (af mangel på et dækkende dansk ord) haunting. En imponerende rejse, der er næsten larmende i sin stilhed. Som et shoegazer-mesterværk, der er blevet renset for støj og er blevet filtreret gennem vand.

Willits er nu aktuel med Tiger Flower Circle Sun, hvorfra nedenstående sang stammer. Det lyder vel lidt hen ad en moderne fortolkning af Elliott Smith, og det er en ganske udmærket sang.

Mp3: Christopher Willits - Lights Into Branches
MP3: Panda Bear - Last Night at the Jetty

/Martin

Sin Fang Bous + Seabear

Nogle gange, ret ofte faktisk, får man dårlig samvittighed over ikke at have lyttet nok til et band. Givet det lang nok snor. Sådan har jeg haft det med islandske Seabear i godt og vel halvandet år. Albummet The Ghost That Carried Us Away kom på et tidspunkt, hvor jeg havde travlt med andre albums, og det blev gennemlyttet et par gange uden tilstrækkelig opmærksomhed. Nu har de imidlertid fået chancen igen. Ad omveje.

Bandet er bygget op omkring sanger og sangskriver Sindri Már Sigfússon, der synger luftigt og hyggeligt - på samme måde som eksempelvis Elliott Smith og Stuart Murdoch (Belle & Sebastian). Også hans sange kan til tider minde om disse kunstnere, selvom der ofte er flere instrumenter involveret hos Seabear.

Nu til forklaringen om disse "omveje". Den overskudsfyldte Sindri laver nemlig ikke kun musik med sine seks kolleger i Seabear. Nu skaber han også fine popsange som solokunstner med projektet Sin Fang Bous, der er et ganske eventyrligt bekendtskab. Debutalbummet under dette navn, Clangour, fandt vej til mig forleden, hvilket igen åbnede døren for Seabear. Begge kunstnernavne vidner om en sangskriver, man bør holde øje med.
Begge albums er udgivet af det fine Morr Music (Lali Puna, Múm, Ms. John Soda, Surf City). Det lykkedes mig ikke at finde de ønskede sange som gratis mp3'er, og det må siges om den vedlagte af Sin Fang Bous, at det nok er albummets svageste sang. Besøg i stedet MySpace-siden og lyt der.

MP3: Sin Fang Bous - We Belong (fra Clangour)
MP3: Sin Fang Bous - Nothings (fra en triple LP ved navn Not Given Lightly: A Tribute to the Giant Golden Book of New Zealand's Alternative Music Scene)

God weekend ønskes herfra.

/Martin

Benoît Pioulard

Et par år tilbage blev den dengang 19-årige Benoît Pioulard (hvis borgerlige navn er lidt nemmere at udtale: Thomas Meluch) spået en stor fremtid. Fra en kommerciel synsvinkel er nutiden endnu ikke det store for den nu Oregon-baserede artfolk-mand (man fristes til at inddrage billedet), men om et par mere har han måske kastet den sidste forsigtighed over styr, så kreativiteten kan komme til sin ret.

I 2006 kom et lille gennembrud med sangen Palimend fra albummet Précis. Et album, der måske lå lige lovlig tæt op ad idolet Elliott Smith. Flere af sangene lyder også som en blanding af sangskrivertalentet fra en anden ung romantiker, Zach Condon (aka Beirut) og den lidt ældre Dan Rossen (Grizzly Bear).

Hans nye album Temper (se billedet, se billedet! Uh!) er ude d. 14. oktober via Kranky.

MP3: Benoît Pioulard - Brown Bess
MP3: Benoît Pioulard - Palimend

/Martin