Dev Hynes er ved at modnes. Han har tidligere huseret i Test Icicles og lavet musik under navnet Lightspeed Champion. Begge dele havde styrker, men de var så sandelig heller ikke fejlfri. Under navnet Blood Orange har han også været noget ujævn, men nu begynder han så småt at finde fodfæste.
Det skyldes ikke mindst, at den snart 28-årige har fundet sig til rette som en umådeligt dygtig producer, der igennem nye samarbejdspartnere har fundet frem til en alvorlig undertone midt i festlighederne. Følelsen af
ansvar er ganske tydelig i hans nyere produktioner.
Mange fik nok først øjnene op for Dev Hynes i forbindelse med Solange-hittet
Losing You fra sidste år, der ikke bare var produceret af Hynes men også omhandlede hans egen daværende situation - og ikke var en personlig fortælling fra Solanges liv. Denne sommer har han bl.a. gjort sig bemærket med produktionen af
Mutya Keisha Siobhans (også kendt som MKS) comeback-single
Flatline. Comeback i den forstand at de jo var de oprindelige Sugababes.
Det kommer ofte til at handle om Hynes' beats, da markante producere
uden for rocken alt for ofte bliver sammenlignet med producere i hip hop, hvor mange gerne reducerer det til en rapper og en beatmager. I tilfældet Dev Hynes er det imidlertid mere interessant at fokusere på hans brug af synths. Lad os kort zoome ud for at få lidt perspektiv: I et
interview med Electronic Beats blev Neil Tennant fra Pet Shop Boys konfronteret med en udtalelse om, at "pop er overflade", hvortil han svarede:
"A revealing surface, yes. But the point I want to stress is slightly different. The war between the fake authenticity of rock and the real authenticity of pop was sort of won by pop. [...] Anything can be pop nowadays."
Jeg vil ikke bevæge mig ind på en anden diskussion om autenticitet her, hvor interessant den end måtte være. Men den alvor, der ligger i Tennants ord, afspejles i den lyd, Hynes er godt på vej til at blive en repræsentant for. Det er her, man ikke må forveksle det altomfavnende (eller ligefrem omnivore!) med
det åbne sind, når han kaster sig over forskellige projekter og genrer (hvis vi antager, at dette begreb ikke er dødt). Hynes' underliggende alvor ligger særligt i hans særlige brug af synths, og han har intet imod at nærme sig det storladne. I førnævnte
Flatline kommer et breakdown, hvor et mandligt kor efter 2:28 kommer i spil. De får lov at stå i front i syv sekunder, men før det bliver en modernisering af
Løvernes Konge, mixes pigerne igen højere op og gør herrerne selskab, så der er balance i lydbilledet, før omkvædet igen sætter alt ind på at være ægte popmusik. Og hvad sker der så? Det er triumferende, javist, men i godt 10-15 sekunder står pigerne i slutningen alene med en synth, før sangen byder på en eftertænksom og ensom outro, der minder os om, at vi skal tage musikken alvorligt. Også popmusikken. Hynes er ikke helt ueffen.
Senere på året udgiver Hynes under aliaset Blood Orange sit nye album
Cupid Deluxe. Herfra har han nu sluppet singlen
Chamakay. Sangen er en duet med den dygtige og umådeligt charmerende Caroline Polachek fra Chairlift. Det er en farlig tid for musikvideoerne, hvor de levende billeder efter Instagrams dominans i højere og højere grad ligger under for colour grading eller slet og ret dominerende filtre. Det blev en smule overdrevet i videoen til førnævnte
Losing You (som ellers på mange måder er en fin video), men Hynes undgår med hjælp fra instruktør Adam Bainbridge de største farer i den på sin vis beslægtede video til
Chamakay.
Min broder (nogle husker måske nogle af hans
gamle indlæg på bloggen) sendte mig videoen til
Chamakay med ordene: "All in på 1993!!!" En noget nær perfekt beskrivelse. Nå ja, burde man også snakke om sangen? Jeg har kedet jer nok. Lad os bare sige at det er én af de stærkeste singler, der er udgivet i mange måneder, og at september er den perfekte måned til
Chamakay.
/Martin
