Jeg husker tydeligt, da jeg første gang hørte svenske El Perro del Mar i 2006. Singlen Party var og er noget af det mest triste, jeg nogensinde har hørt.
Vi kommer ind midt i en samtale. "Is it so hard to see?" er en suveræn linje at starte på. Hun forsøger at overbevise en eks om at mødes. Til en fest. Tæt på en slags stille selvdestruktion er det festen, der skal overbevise denne eks om at mødes.
Det er ynkværdigt, og det er flot. Siden dengang har jeg haft stor sympati for Sarah Assbring fra Göteborg. Nu er hun tilbage med et cover af Burt Bacharach-sangen Please Stay, der blev gjort berømt af The Drifters i 1961. El Perro del Mar har dog fundet inspiration til sit cover i 1966-udgaven af The Cryin' Shames, som er væsentligt mere sørgmodig og langsommere. Det lyder som Beach House i midten af 60'erne, og det er formidabelt.
Langsomheden har hun beholdt, og hun gør sangen ære. Ligesom i Party for 13 år siden er tristheden altoverskyggende, men her synger hun anderledes resigneret.
If I got on my knees And I pleaded with you Not to go but to stay in my arms Would you walk out the door Like you did once before Would this time be different Please stay, don't go
El Perro del Mar hæver sangen op over hjertesorg. Det er både metaforen om liv eller død, og det er... liv eller død.
2015 er mange steder blevet beskrevet som et annus horribilis. Men de mange katastrofer og humane skuffelser er lykkeligvis blevet udfordret af megen skønhed og altruisme.
Musikalsk har vi ikke haft meget at klage over. Der har altid været masser af lortemusik, men det er der ingen grund til at dvæle ved, når der er så megen veloplagt popmusik, elektroniske eksperimenter, psykedeliske udfordringer, jazzede rumekspeditioner, afvæbnende katharsis og alt derimellem.
Mange hæfter sig ved, at det urbane vinder frem. At det udelukkende er det, "de unge" lytter til. Fint. Meget af det er rigtig godt og hjælper mange med at udtrykke sig. Som det altid har været med populærmusik.
Ellers har 2015 selvfølgelig fulgt de seneste mange års tendens med at placere de stærkeste numre i starten af albummet, om end enkelte pladeselskaber har luret, at lytterne har luret dem. En marginal fremgang i 2015 har været en forbedret sequencing. Kynikerne vil sige, at det skyldes bedre arbejde med den megen data, vi leverer gennem streamingtjenester. Måske har de ret, men 2015 blev ingenlunde året, der slog albumformatet ihjel. Undertegnede holder også meget af one-hit-wonders, så det er ikke nostalgikeren, der her taler. Sådan er det bare.
God musik åbner døre. Formidabel musik skaber verdener. Nysgerrighed kan kurere det meste.
De seneste dage har jeg byttet om på rækkefølgen af nedenstående for at se, hvad jeg kunne stå inde for. En eftermiddag bød på en dramatisk højdespringer, og en aften bød på en ny introduktion og dermed også afsked. Sagt på en anden måde: rækkefølgen er i sidste ende ikke så vigtig. Nogle synes, den er sjov, og jeg ser det som en fin udfordring. Jeg vil bare gerne anbefale disse plader, ligesom jeg vil anbefale så mange andre. Tak for jeres tålmodighed og nysgerrighed.
25. Panda Bear – Panda Bear Meets the Grim Reaper
At lytte til Panda Bear er ofte lyden af et rumvæsen, der kærligt forsøger at forstå livet på Jorden. Noah Lennox kan synes så verdensfjern, at han kun har sin fascination af lyde og gode melodier at klamre sig til. Med denne fascination er det endnu en gang lykkes ham at skabe en samling sange, der oftere end ikke kredser om døden.
24. Grimes – Art Angels
Man måtte vente længe, og Grimes havde travlt med at tage afstand til sit "gamle" materiale. Også hun siges at leve i sin egen verden, og som hun synger på den forrygende California: "I get carried away." Hun forholder sig flere gange til de mange portrætter, hun har måttet lægge ører og øjne til, og dem undersøger hun fornemt. Flere sange rammer langt ved siden af målet, men de gode er så stærke, at Art Angels utvivlsomt har været ventetiden værd. Ikke mindst Flesh without Blood, der hører blandt årets absolut bedste sange.
23. New Order – Music Complete
New Order hører blandt musikhistoriens bedste og mest underholdende bands. At de i 2015 stadig kan levere noget, der føles relevant, er i sig selv en mindre åbenbaring. Nogle af de mest holdbare singler fra det forgangne år findes her med Restless og Singularity, hvor særligt sidstnævnte virkelig viste sin styrke, da jeg var så heldig at overvære dem i Berlin tilbage i november.
22. Mbongwana Star – From Kinshasa
Storbyen Kinshasa har i mange år haft en spillevende kunstscene, selvom midlerne for de flestes vedkommende har glimret i deres fravær. På trods af mange problemer har From Kinshasa endelig set dagens lys. Ensemblets debut er en uforudsigelig omgang, der sjældent er kedelig og konsekvent nægter at overgive sig til indignation. Den gyngende Nganshé er komponeret og produceret decideret unikt.
21. Vince Staples – Summertime '06
De fleste steder er Kendrick Lamar løbet med opmærksomheden i hiphoppens 2015, og der er megen grund til at rose hans stærke To Pimp a Butterfly. Vince Staples' Summertime '06 er en anden størrelse, hvis frø er langsommere om at vokse mod tinderne. Det gør han ikke desto mindre, og med disse skildringer af hans første ungdom skriver han sig nu ind i en både skræmmende og stolt amerikansk tradition, hvormed han placerer sig langt fremme i feltet som én af de mest interessante rappere i dag.
20. Destroyer – Poison Season
Det er ikke nemt at måle sig med Kaputt. Destroyers gennembrud har vist sig at være ét af de mest langtidsholdbare albums de seneste år, og man forstår, at Dan Bejar ikke har lyst til at forholde sig for meget til det i dag. Mindre kan også gøre det, men Poison Season følger sin egen sofistikerede logik, så vi ikke behøver bekymre os for meget om sammenligninger. Fedtfattig fløde til kaffen kan her bruges som en kompliment for første og sidste gang.
19. Braids – Deep in the Iris
Det canadiske band har med Deep in the Iris taget et modigt skridt. Hvor det ofte kan synes kompromitterende at nærme sig det poppede, bliver det eksperimenterende derimod hyldet som noget, der automatisk bør efterstræbes. Groft sat op, naturligvis. Braids har begået et pop-statement og en feministisk manifestation, der rummer udflugter og sange.
18. Lower Dens – Escape from Evil
Der er ingen Brains på Lower Dens' seneste. Men hvor der måske ikke er en krautet banger, er der til gengæld en plade, der holder niveau fra start til slut. Escape from Evil er måske nok en anelse lysere. Som at afsløre sig selv i at skære folk over én kam i et indkøbscenter. Smile over denne frakobling og genforenes med medmennesker, før man drager på den samme rejse.
17. Twerps – Range Anxiety
Hooks! Melodier! Stærke vokaler! Variation! Range Anxiety når vidt omkring, og australske Twerps har med Shoulders også lavet én af årets bedste sange. Geografien taget i betragtning giver sammenligninger med giganterne The Go-Betweens en vis mening, og i enkelte øjeblikke må man erklære sig enig i denne kompliment. 16. 2814 – 新しい日の誕生
2814 bliver beskrevet som et samarbejde mellem to personer. Jeg ved forsvindende lidt om dem, og sådan foretrækker jeg det. Albummet lever retrofuturistisk et sted mellem Blade Runner og Lost In Translation. Ambient skønhed og forrygende musik til toget. 15. Prurient – Frozen Niagara Falls
Dobbeltalbummet Frozen Niagara Falls har kun én svaghed: det er så mørkt, at det er svært at finde de rigtige tidspunkter at lytte til det. Prurient formidler gennem støj, og den produktive Dominick Fernow udgiver også gerne også andre navne. Han er dedikeret til undersøgelsen af menneskets skyggesider. Men disse ører har sjældent hørt det så sammenhængende som i dette brutale tilfælde.
14. Viet Cong – s/t
Med implosionen af Women stod vi som vidner til et biluheld. Viet Cong er næsten det umuliges kunst: genopstandelse og reflekteret harme. Med direkte tråde til den vredeste post-punk træder Viet Cong ind på scenen med sjældent effektive flænsende guitarer. Et koldt marmorgulv bliver varmere.
13. Mount Eerie – Sauna
Phil Elverum er for mange lig med noget ganske langsommeligt, selvom også The Microphones havde elementer af mere hårdtslående og hurtigtløbende kompositioner. Sauna er mestendels i den første lejr. Yderst fornemme anmeldelser til trods har dobbeltalbummet levet en lidt stille tilværelse, hvad der synes typisk for Mount Eerie. Kvaliteten er ellers evigtgyldig: regn på ruden.
12. Colleen – Captain of None
Franske Cécile Schott har med Captain of None taget røven på mange af os. Hendes loop-baserede sange har fået et utroligt effektfuldt lag dub, der passer perfekt til hendes blanding af elektronisk og klassisk musik.
11. Blanck Mass – Dumb Flesh
Den ene halvdel af Fuck Buttons lyder ikke overraskende meget som Fuck Buttons. Det er en god ting. Kombinerer man albumtitlen med en sangtitel som Dead Format aner man næsten, at der uddeles et lag kunstneriske tæsk til menneskeheden. Et spejl, der afslører en vis grimhed eller et stilleben med rådnende frugt til minde om vores forgængelighed.
10. Beach House – Thank Your Lucky Stars
To plader inden for få måneder er en god historie. De fleste nåede at erklære sig tilfredse med Depression Cherry, men da først Thank Your Lucky Stars blidt ramte os ud af det blå, var der kun få, der havde brug for at lufte nogen form for skuffelse over sommerudgivelsen: Beach House hører til, hvor vi har brug for et tæppe, og det er vi taknemmelige for. Nu med guitarhøvl.
9. Darkstar – Foam Island
Hvor står den politiske musik i 2015? Aldrig så stærkt som med Foam Island. Duoens tredje album er bl.a. skabt på baggrund af 15 rejser til Huddersfield for at interviewe unge mennesker og tage udgangspunkt i deres historier. Darkstar har skabt et elektronisk og dybt menneskeligt portræt af en nervøs ungdom med dragende højdepunkter som Pin Secure og ikke mindst Stoke the Fire.
8. Holly Herndon – Platform
Brudstykker af mening. Platform er et sandt puslespil. At Holly Herndon forsker og underviser i komposition giver mening på mange niveauer, og Platform er til en vis grad et studium i niveauer. Popmusikken er under overfladen, og vi kan skimte den tilstrækkeligt til at bevare tålmodigheden.
7. HEALTH – Death Magic
Shredder blev kaldt både 'Flænseren' og 'Rivejernet' i gamle tegneserier og tegnefilm. Turtles var det bedste i verden, men man blev ikke synderligt skræmt af en mand ved navn 'Rivejernet'. Nogle gange minder HEALTH mig om Shredder. På de fleste dage tænker jeg bare, at de er blandt mine absolutte yndlingsbands. Live som på plade. De undersøger støj på poppens præmisser og har endog fundet plads til en slags ballade med Life. De mange års ventetid har været det hele værd.
6. Jamie xx – In Colour
De fleste vil nok være enige om, at The xx egner sig bedst til natten. Det gælder sandelig også for Jamie Smiths solodebut, hvorpå flere bandmedlemmer gæster. Trods et minimalistisk udgangspunkt tager han os med i adskillige retninger og tager endog visse risici undervejs. 5. CHVRCHES – Every Open Eye
Den skotske trio er kun blevet større siden udgivelsen af deres anden fuldlængde, og alligevel synes Every Open Eye en undervurderet sag. Det er marginalt mindre kantet end debuten og undersøger i endnu højere grad popmusikkens demokratiserende potentiale. Martin Doherty får lov at synge på den sympatiske High Enough to Carry You Over, der – forudsigeligt – er pladens eneste lavpunkt. Ellers fører Lauren Mayberry os med skrøbelig autoritet gennem 10 fantastisk komponerede popsange. På Down Side of Me introducerer de endog en mere eksistentialistisk vinkel, der skal blive spændende at følge lyrisk på deres næste udspil (hør selvransagelsen i ordene "I never do what I used to"). 4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
Som med Panda Bear er også Carrie & Lowell produktet af død. Moderen kom og gik, tog familien tilbage og forlod dem igen. Hun døde i 2012. Stedfaderen, Lowell, måtte finde sig i meget og var så stor en inspiration for Sufjan, at han i dag driver stedsønnens pladeselskab. Carrie & Lowell er – som alle hans plader – dybt personlig, og det er også hans bedste. Mange anmeldere har understreget, hvor nøgen den er. Dette er kun delvist rigtigt: det er ofte underspillet, men der foregår så meget i kulissen, at intet kan tages for givet. På samme måde som man ikke blot kan afskrive en forpint sjæl som moderen Carrie. 3. Majical Cloudz – Are You Alone?
Majical Cloudz er usædvanligt vokalbåret. Devon Welsh kan håndtere det; ikke grundet spændvidde eller exceptionelt talent men pga. kvaliteter som timing og god, gammeldags indlevelse. Matthew Otto fylder lydbilledet ud med begrænsningens kunst, og de to supplerer hinanden stort set perfekt. Sange som Silver Car Crash og særligt Downtown hører blandt årets absolut smukkeste. 2. Floating Points – Elaenia
Årets elektroniske højdepunkt er stærkt inspireret af selveste Talk Talk. Det vil sige: den senere Talk Talk. Men inspirationen fra mestrene udtrykker sig primært i den jazzede tålmodighed, man eksempelvis oplever i den fabelagtige Silhouettes (I, II & III). Der er ligeledes masser af soul og klassisk musik i lydbilledet. Sam Shepherd arbejder ikke med samples, og næsten alt er derfor nyindspillet til den overvældende helhed, debutalbummet Elaenia udgør. Er der nogen plade fra 2015, der har en mere effektfuld finale end Peroration Six? 1. Julia Holter – Have You In My Wilderness
Begrebet kunstpop er forfærdeligt på mange måder. Julia Holter er både pop og kunst. Hun og hendes musik er umådeligt sympatisk, medrivende og på alle måder forbilledligt. Med Have You In My Wilderness har hun begået sin bedste plade til dato, og med Feel You står hun tilmed bag årets bedste single og video.
Under navnet Porcelain Raft udgav italienske Mauro Remiddi primo 2012 sin første fuldlængde, Strange Weekend, på Secretly Canadian. Den romerskfødte komponist havde længe arbejdet med film, teater og været på farten, hvor han bl.a. havde fortolket klezmermusik.
Han begyndte at udgive en stribe EP'er under navnet Porcelain Raft, og efter et stykke tid i London flyttede han til New York, hvor han i en alder af 38 altså udgav den første LP, der var præget af tågede samples og smukke melodier tilsat hans næsten androgyne, underspillede vokal. "Et sted mellem Beach House og M83" som Secretly Canadian har forsøgt at definere det.
Nu er den 40-årige romer snart klar med opfølgeren Permanent Signal, der udkommer 20. august. Herfra kan man nu høre førstesinglen Think of the Ocean, og dét må siges at være en yderst interessant titel, når man tager de geografiske pejlemærker med i betragtningen.
I dag forbinder de færreste vel Rom med et havneareal, da byen jo ligger et lille stykke inde i landet, men byen kunne i romerriget netop vokse sig stor med adgangen fra havnen ved Ostia-provinsen. Her løb Tiberen ganske passende og tillod fint transportmuligheder til Rom, og byen var på denne måde også udmærket sikret mod flådeangreb, hvor andre deciderede havnebyer ville lide mere direkte under et sårbart havneareal. Romerne har i dag Tiberen, og, jovist, de har stadig Ostia, men tanken om havet er altså direkte forbundet med denne smukke flod, der tilmed har resulteret i overdådige broer gennem byen. Havet er for romeren altid til stede i tanken, og når det åbner sig op mod vest, er forbindelsen til byen stadig intakt.
Think of the Ocean starter lettere kaotisk og mere end antyder tristesse. Der er en ensom bekymring i spil, der forstærkes af violinen, som tilmed giver plads til usikkerhed og forvirring. Da klaveret sætter ind, mærker man en lille ændring, der hverken er løsning eller forløsning. Men det er en indgang. Det er begyndelsen på forståelse af en karakters nostalgi og afsavn. Det hele bygger op og bliver ganske intenst. Det er på én gang et voksende kaos og en voksende forståelse til afvikling af selvsamme kaos.
Mauro Remiddi debuterede sent med sin første fuldlængde, og han fortsætter i samme modne spor, hvor han viser en fremragende forståelse for den menneskelige psykologi og kompleksitet.
Guderne må vide, at vi altid har elsket Beach House på disse sider. Alle gruppens plader er fantastiske og rørende bedrifter. Nu har de et nyt album på vej, og at dømme efter førstesinglen Myth er gruppen på vej til at forlade deres næsten minimalistiske og til en vis grad nøgne lyd.
Samtidig står de klar med en alvorlig konkurrent til Lower Dens' Brains som årets hidtil stærkeste single. Lad det være sagt med det samme: Bedst som forventningerne til et nyt album fra Beach House næsten ikke kunne være større, kommer denne single og gør netop dét. Allerede fra start står det klart, at lyden er både større og tungere. Der er mere fylde i lydbilledet. Det kan vel stadig kaldes en form for dream pop, men det er på en ganske anden vis - uden at der på noget tidspunkt er tvivl om, at det er Beach House, man hører. Det er stort, og det er umådeligt smukt.
Opbygningen er i sig selv yderst imponerende, og selv beatet i starten af sangen har mere status af et decideret beat, end man sædvanligvis har tænkt om de organiske (vi hader vel alle det ord, når alt kommer til alt) forgængere. Herefter overtager deciderede trommer (ja!). Dertil kommer den dybe guitarstøj og et lettere overraskende break midt i sangen, der leder til et nyt break. Jeg kan ikke tøjle min begejstring og giver i stedet frit løb til selve musikken.
Jeg må indrømme, at nedenstående MP3 muligvis er lige lovlig tæt på Beach House, men når nu sangen i sig selv er så stærk, er det svært ikke at lade sig begejstre. Dreamed er et soloprojekt af amerikanske Jessica Minshew, og retfærdigvis er vokalen da også langt fra Victoria Legrands.
Artworket her er fra selvsamme single Izumi, og flere sange kan findes på Dreameds SoundCloud-side.
Der sker ikke vanvittigt meget i musikverdenen for tiden, men der er altid noget at skrive om. Beach House står allerede bag én af årets bedste plader (liste kommer snart), hvorpå de nok en gang har vist, at de er blandt de mest stabile, nyere kunstnere, hvad angår kvalitet og medrivende tristesse.
Nu har de så smidt et lille vinternummer på gaden, som man måske kunne få lyst til at kalde et julenummer. Teksten er i vanlig stil trist - med et hint af håb (relativt fjernt). I Do Not Care for the Winter Sun er i sig selv en sigende titel. Mørket omfavnes, modgang accepteres.
Snowflakes that fall across our eyes It's all that matters This time of year It's all that matters This time of year
Har man dyrket de første to plader af Beach House, vil man måske undre sig lidt, når man ser dette billede. Man vil måske endda tænke: 'Det er da ikke sådan, vi kender Alex Scally og Victoria Legrand?'
Nuvel, Baltimore-duoen er trods alt ikke blevet rave. Det er stadig dream pop med orgel, synth og tålmodig guitar. Men tempoet er sat en smule i vejret, drømmen er blevet mere jordnær, og der er rent faktisk lidt optimisme at spore. Det skal ikke overdrives - for selvom det er tydeligt at høre ændringerne, er de små justeringer udført med mådehold. Til perfektion. Det virker næsten som om, de to ikke kan gøre noget forkert.
Beach House har signet til Sub Pop, der udgiver det nye album Teen Dream d. 26. januar, medens Bella Union tager sig af udgivelsen i Europa med udgivelse dagen før. Hvis januar og februar alligevel byder på vintertristesse, så må Beach House hellere end gerne guide os igennem den. En europæisk turné er også blevet offentliggjort, der bringer dem forbi Loppen d. 26. februar.
Velkommen til første af to dele af Börneblogger Martins liste over årets album 2008. Vi starter med nr. 25-11.
25. Times New Viking - Rip It Off
Sandt at sige kender jeg mange, der ikke kan døje Times New Viking. Af samme grund som jeg elsker dem: Dedikationen til en støjende lo-fi produktion hvori de vikler bedårende, ultrakorte popsange.
24. Titus Andronicus - The Airing of Grievances
Endnu en skramlet produktion fra et meget lovende band, der snart får genudgivet dette album i en remastered udgave. Den sparsomme produktion til trods er kvaliteterne dog åbenlyse: En belæst rockgruppe, der både mestrer det hårdtpumpende og det ærligt følsomme.
23. Los Campesinos! - We Are Beautiful, We Are Doomed
At udgive album nr. 2 samme år som debutalbummet er et modigt træk, men når man på næsten alle måder overgår sig selv, skal man sandelig ikke høre for det. Hvor Hold On Now, Youngster var lidt for lang og lidt for overgearet, er opfølgeren kun en halv time lang, fordelt på ti sange. Vigtigst af alt er det, at selve sangene er så meget bedre på We Are Beautiful, We Are Doomed. Det er stadig meget twee, og den får ikke for lidt på violin og klokkespil, men det virker alt sammen - specielt med de enkle, hverdagsfilosofiske tekster.
22. of Montreal - Skeletal Lamping
Det er ingen skam ikke at kunne leve op til sidste års mesterlige Hissing Fauna, Are You the Destroyer?. Kevin Barnes og co. fortsætter med eksperimenterne, nogle gange lidt for meget, og får pakket ca. 50 sange ind i 15 titler af ca. en times varighed i alt. I forhold til sidste års album er der i år blevet plads til mere disco og meget, meget lummer funk.
21. The Notwist - The Devil, You + Me
Mange år skulle der gå, før man hørte nyt fra Tysklands bedste band. Årene har været brugt på en masse sideprojekter, der lader til at have renset den mesterlige gruppes kreative ånd, så de kunne starte forfra. At overgå Neon Golden ville nærmest være umuligt, og det lyder heldigvis ikke som om, de har prøvet. The Devil, You + Me er et rørende, stærkt og dramatisk album, der fortjener stor opmærksomhed for sin balancegang mellem det stærke og det skrøbelige.
20. Fuck Buttons - Street Horrrsing
For mange vil Street Horrrsing i længden være et kedsommeligt bekendtskab med sin hang til det repetitive. Men giver man sangene den nødvendige opmærksomhed, vil detaljerne også nå ørerne. Et brutalt og smukt elektronisk værk.
19. Bon Iver - For Emma, Forever Ago
Egentlig udkom For Emma, Forever Ago i første omgang i 2007, da Bon Iver, alias Justin Vernon, selv udgav pladen. I år fik den så en rigtig udgivelse med yderst fine selskaber i ryggen (Jagjaguwar i USA, 4AD i Europa), og vi tillader den derfor på listen! Det er længe siden, jeg har hørt så simple sange lyde af så meget. Noget så stille, der efterlader så eftertrykkeligt et sjæleligt ekko. Det er simpelt, det er skrøbeligt, det er ærligt - og netop derfor er det så stærkt.
18. The Ruby Suns - Sea Lion
New Zealand har i år markeret sig med både Flight of the Conchords og The Ruby Suns, og hvor førstnævnte ganske vist ikke er seriøs musik, er de ikke uden relevans i denne forbindelse: Begge grupper formår nemlig at grave ned i genrelandskabet med glimrende forståelse for effektfulde virkemidler. The Ruby Suns har med Sea Lion skabt et mangefacetteret popalbum med plads til inspiration fra The Beatles, afrikansk pop, deres egne mâorirødder og new wave. Forbløffende nok virker det stort set hele albummet igennem.
17. Gang Gang Dance - Saint Dymphna
På deres fjerde langspiller byder Brooklyn-bandet på mere psykedelisk pop, der finder inspiration i bl.a. en asiatisk musiktradition. Kedeligt bliver det aldrig, og krydderier som dance, ambient, trip hop, hip hop mm. giver det hele et præg af overskud frem for forvirring.
16. High Places - High Places
Efter en række glimrende demoer og singler var der store forventninger til High Places' debutalbum. De indfries heldigvis mere eller mindre, og selvom de er blevet sat i bås som neo-primitivism (ligesom Gang Gang Dance også er), er der andet og mere at hente i dette album - kort sagt er her tale om nogle yderst fine sange gemt i de mange lag.
15. Why? - Alopecia
Yoni Wolf og co. har med Alopecia skabt deres hidtil bedste album. I en tid hvor hip hop og indie rock ofte overlapper hinanden og skaber et bredere publikum end nogensinde før, er det stadig kun Why?, der til fulde dyrker så åbenlys en blanding af netop hip hop og indie rock. Og så er det endda bedre end det dejlige Elephant Eyelash.
14. Wolf Parade - At Mount Zoomer Meget af denne liste indeholder referencer og sammenligninger med tidligere albums, og en sådan sammenligning er ganske umulig, når det kommer til andet udspil fra Wolf Parade. Apologies to the Queen Mary er et af dette årtusinds bedste rockalbums, og forventningerne til opfølgeren var derfor urimeligt høje. De første mange måneder blev det da også kun hørt med en følelse af skuffelse, indtil jeg gav det en fair chance. Lad der ikke herske nogen tvivl: At Mount Zoomer er et glimrende album, der vokser og vokser på lytteren.
13. Abe Vigoda - Skeleton
Selvom Skeleton er L.A.-bandets tredje udspil, har de først i 2008 vundet den fortjente anerkendelse. Musikken er blevet markedsført som både noise og punk, men det bliver aldrig meget larmende - ej heller punk i sin rene form. Snarere som det også er blevet kaldt adskillige steder: Tropical punk rock.
12. The Walkmen - You & Me
Endelig skete det: The Walkmen har med You & Me indfriet deres store, store potentiale. Hvor de tidligere har været eminente på et halvt album og halvkedelige på den anden halvdel, er de her i storform med deres simple rock 'n' rollhele pladen igennem.
11. Beach House - Devotion
Åh, den tristhed! Hvor kan den være charmerende, når den er så inderlig. Der er ikke ligefrem tale om en festplade, og Beach House kører i samme spor som på debutpladen, selvom Devotion er produceret den tand klarere.
Vi har et par gange tidligere skrevet om den fantastiske Baltimore-duo Beach House. Tidligt i år udgav de album nr. 2, Devotion, der nok skal ende som ét af årets bedste og mest triste albums. Sangerinde Victoria Legrand kan lyde mere opgivende end nogen anden, men det bliver aldrig for meget. Stemmen er dragende og indbyder øjeblikkeligt til sympati. Mest imponerende er det, når hun skaber implicitte, forudgående konklusioner ud fra simple, simple sætninger, der grundet det opgivende tonefald med det samme placerer lytteren på sidelinien med en umulig lyst til at hjælpe. Som når hun starter førstesinglen fra det nye album, Gila, med "Man, you got a lot of jokes to tell" eller Master of None med "You always come to the parties." Sunget med Legrands tristesse får en sådan sætning med det samme et liv, som få andre ville være i stand til at puste i noget så simpelt.
Nu kommer duoen så til København, hvor de får æren af at spille på Lille Vega d. 1. december. Med som support er amerikanske Jana Hunter.
Det er ikke Australien eller et smerteligt udbrud der her refereres til, men derimod et band, jeg først i går ved et tilfælde fik lyttet til. De hedder noget så minimalistisk som AU (udtales Ay You) og residerer i det smukke Portland, Oregon, hvor de fifler med exceptionelt behagelig musik.
Bedst kan de vel beskrives som en blanding mellem Efterklang, Animal Collective, Deerhunter og Le Loup, og da dette er fire helt vidunderlige bands, kommer det nok heller ikke bag på nogen, at de med deres selvbetitlede debutalbum fra 2007 fik gode anmeldelser over hele linien, samt blev inviteret til at tournere med blandt andet Grizzly Bear, Beach House, Blitzen Traper, Phosphorescent og Fleet Foxes.
I juni i år udgiver de så allerede deres andet album "Verbs", hvor nummeret RR vs. D er på. Dette nummer kan nu - sammen med udvalgte "gamle" numre - høres på deres myspace, og hvis man finder ud af, at dette appellerer til ens milde sind, kan det downloades her:
Man kommer langt som musiker, hvis man har en kendis som fan; således var der nok ikke mange, der kendte til eksistensen af High Places, før Bradford Cox (Deerhunter, Atlas Sound) over for Pitchfork kaldte deres CD-R demo fra 2007 for et af det forgangne års bedste udgivelser (det var i øvrigt også grundet hr. Cox, at mange fik øjnene op for L.A.-duoen No Age). High Places står stadig uden selskab, og de har endnu ikke andet end demoer på CV'et - men 2008 bliver et stort år for Brooklyn-duoen.
De har en vis lighed med Beach House (som i øvrigt snart udgiver opfølgeren til deres fantastiske, selvbetitlede debut fra 2006), men hvor førnævnte spiller på det helt igennem triste, er High Places en tand mere upbeat. De formår elegant at underspille det eftertænksomme, men det står stærkt tilbage i hukommelsen efter hver eneste sang. Bradford Cox beskrev musikken som "haunting", og det er uhyre præcist.
For en anden mærkværdigt løssluppen og alligevel præcis beskrivelse, kan der henvises til forsøget på last.fm:
"High Places channels the spirit of school bus sing-a-longs, back country camping trips, and first prize science fair projects, while conjuring dreams of faraway places through the use of field recordings, contact mics on houshold items, wind instruments and electronic thingamabobs."
Så kan man tænke over den. Bandet er i øvrigt inviteret til at spille til Midi Fest i Frankrig i slutningen af juli, hvilket formentlig bliver grundlaget for en europæisk tour. Derudover har Deerhunter for nylig tilbudt dem at tage med på tour, så der skulle være nok muligheder for de danske spillesteder til at få dem lokket til.
