(Spring ned til bunden, hvis du vil nøjes med en mp3)
Forleden stødte jeg på bloggerkollega Ulla fra
Earcandy og fik en ganske interessant snak ned langs Ny Munkegades (mestendels) smukke bygninger. Vi endte med at konkludere, hvor trætte vi var af metakunst, der ikke har anden funktion end en metaeffekt, der i bedste fald kan åbne op for en diskussion om kunstens rolle. Det er en fantastisk vigtig diskussion at åbne op for og engagere folk i - ingen tvivl om det. Men megen kunst i disse år har ikke andet at byde på og er altså ikke noget i sig selv men nøjes med at pege udad. Efter nogle dages refleksion og flere interessante samtaler med andre om emnet kom jeg frem til, at det var interessant netop at skulle have den samtale på en gade ved navn
Ny Munkegade.
Som kunst- og udtryksform er musikken lidt anderledes i forhold til dette emne. Det er ganske enkelt sværere at indarbejde denne metaeffekt i musikken
alene. Som kunstform har musikken ikke lige så travlt med denne diskussion, hvilket både er godt og skidt. Mange musikere har naturligvis travlt med at finde frem til den næste strømning for således at nå at være med på en bølge eller endda nå at få status som pionér. Men det holdes inden for denne udtryksforms rammer - hvad musik kan og bør være. Ikke 'kunst' som helhed. Her skal man som oftest nå frem til sådanne holdninger og meninger hos musikerne gennem interviews. Som sagt er det både godt og skidt.
Der er to begreber i verden, der er sværere at definere end noget andet: Kunst og kultur. De to hænger sammen, fungerer gennem hinanden, inspirerer hinanden, ånder gennem hinanden. Netop fordi vi ikke kan definere dem fast, betyder det så meget for os at prøve. De glider som et vådt stykke sæbe gennem hænderne, fordi de ikke vil forstås. Og fordi vi konstant prøver, ændrer de konstant betydning. Vi
vil forstå, og det er denne rene og uskyldige nysgerrighed, der driver os som mennesker. Ikke kun efter at forstå lige præcis dette - men helt generelt. Dette er dog et oplagt eksempel.
Kunsten selv bør derfor også til en vis grad opfordre os til at dyrke vores medfødte nysgerrighed. Opfordre og fordre. Fordre og opfordre. Den skal vække noget i os, og til det formål kan det til tider være nødvendigt med åbenlys metakunst. Men der må gerne være mere i det end blot dette - mange værker kunne lige så godt koges ned til en enkelt sætning eller to. Et manifest af få ord frem for det 'værk' det giver sig ud for at være.
Har Hegel haft ret? Er kunsten blevet afviklet til fordel for ånd? Og hvilken ånd? Man fristes næsten til at tro, der har været noget om det. Såfremt Duchamp virkelig prikkede hul i ballonen, må luften efterhånden være gået af den, selvom det traditionelle
værk disse år søges genoplivet af eksempelvis Bjørn Nørgaard og Erik A. Frandsen. Det er med andre ord forståeligt, at kunstnerne bliver nødt til at forholde sig til deres fag. Ikke fordi de skal eller bør eller kan. Ganske enkelt fordi de ikke kan lade være. Det er et grundvilkår, der er medfødt individuelt og genfødt kollektivt inden for de sidste godt og vel 200 år.
Hvad kan jeg så tillade mig at brokke mig over? Det er enkelt: Den nedprioriterede fokus på form. Diskussionen og dialogen er som sagt af yderste vigtighed. Efter kærligheden er kunsten trods alt det, der i højeste grad definerer os som mennesker. Men der skal gerne være noget kunst at komme efter og ikke kun et budskab og indhold.
Et eksempel herpå er de seneste mange års film- og tv-produktioner i Danmark. Dramaet. Det er ofte velskrevet og fint skruet sammen. Men de fleste produktioner ligner hinanden eller prøver at ligne hinanden. De har fundet sig til rette med en form, der er blevet standard. Og desværre en form, der er ganske kedelig. Der er i høj grad intet at sætte på indholdet, men hvor er det dog kedeligt at se på. Her holder jeg med Jørgen Leth.
Jeg er ikke ude på at lege modernist efter den gamle skole, og jeg er ikke ude på at lege apostel af Greenberg eller Pollock. Bare rolig! Men efter denne forsikring kan jeg nu tillade mig at komme frem til det, der fik mig til at skrive dette indlæg: Stemningsbeskrivelsen. I musikkens verden har jeg for længst fundet mig til rette med, at gode tekster er et plus frem for et krav. Det er en fantastisk oplevelse, når musik og tekst går op i en højere enhed. Og selvom det her beskrives som et "plus", er det værd at huske, at det kan være et kæmpe plus.
Men for nu at fatte mig i korthed: Stemningsbeskrivelser er helt ok. Ja, de kan sige meget mere end et explicit og åbenlyst tolkningsoplæg, der ikke forekommer som meget andet end anmassende.
Jeg sad og lyttede til
Freelance Whales'
Hannah, da jeg fik lyst til at skrive. Jeg har ingen anelse om, hvad sangen handler om, men både hjerne og hjerte blev aktiveret af stemningen og i særdeleshed af en enkelt sætning:
If you're vaguely attracted to rooftops. Den forundrer mig og rammer noget uforklarligt. Måske der er en mening med den. Det er der nok. Mit hjerte har dog indtil videre nok i at forholde sig til de følelser og minder, de få ord vækker.
Dette bliver mulighed det sidste indlæg i nogle dage, da jeg rejser bort en lille uges tid. I givet fald ønskes alle en dejlig uge.
MP3: Freelance Whales - Hannah/Martin
2010 bliver et fantastisk musikår. Måske endnu bedre end i år, der ellers også i dén grad har været forrygende. Der venter selvfølgelig udgivelser med veletablerede navne som The Avalanches, Vampire Weekend, Beach House, The National, Liars, Panda Bear, Interpol og mange flere. Men der venter også nogle herlige debutudgivelser (ud over Surfer Blood). Én af dem står Toro Y Moi for.
