Viser opslag med etiketten Memory Tapes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Memory Tapes. Vis alle opslag

fredag den 25. oktober 2013

Holy Strays

Den 23-årige Sebastien Forrester blev født i Gabon og tilbragte noget af opvæksten i Texas og Caribien, før han drog til Paris. Her har han arbejdet under forskellige navne, hvoraf det seneste er det ganske fint betitlede Holy Strays.

Han har netop udgivet EP'en Chasm på Something in Construction og Demand Vinyl, så han er bestemt i gode hænder. Førstnævnte har tidligere udgivet gamle favoritter som Air France og Memory Tapes, og nyligt har de bl.a. leveret Leverage Models.

Der er visse ligheder med Tri Angle-æstetikken, hvor særligt Balam Acab kan nævnes men også - til en vis grad - navnebroderen Holy Other. Med Holy Strays er der imidlertid tale om en lyd, der er (blot) en anelse mere ekstrovert. Der mærkes en skønhed baseret på en, undskyld udtrykket, woozy blanding af samplede vokaler, gospelfascination og diverse field recordings.

EP'en lover meget, og den når relativt vidt omkring. Som med Balam Acab befinder man sig i mørket uden en lygte, men man aner hele tiden sprækker, der lukker et finurligt og underligt blåt lys ind. Man kommer aldrig ud af hulen, men der er altid et lille lys at følge.



/Martin

lørdag den 23. april 2011

Nyt på vej fra Memory Tapes

I 2009 udgav Memory Tapes det fremragende Seek Magic, der endte på begge årslister her på siderne. Endda i toppen af den ene. Dayve Hawk har under navnene Weird Tapes og Memory Cassette skabt elektroniske vidundere, og da sammensmeltningen til Memory Tapes blev en realitet, fik vi så det umådeligt stærke debutalbum via Something In Construction og Sincerely Yours.

I år er han så tilbage med et nyt album, der ifølge Something In Construction byder på "større" sange, hvilket på underlig vis cementeres af førstesinglen Today Is Our Life. Vi taler ikke episk M83, men det er mindre Cocteau Twins-æstetik end på debutalbummet og med en ret interessant brug af den elektriske guitar i denne omgang. Der er endnu ikke meget info at hente, selvom nedenstående sang blev frigivet allerede i januar. Men når man lige vænner sig til den nye lyd, er det alligevel svært ikke at glæde sig til den nye udgivelse. Ja, det kan vi vel også sige om M83.

MP3: Memory Tapes - Today Is Our Life

/Martin

onsdag den 3. marts 2010

Tanlines

Et par uger tilbage skrev vi om trioen Lemonade, der er på det ret spændende True Panther label (epilepsiadvarsel før klik på link). En af de andre grupper, der gør dem spændende, er duoen Tanlines.
De to skaber en slags elektronisk calypso. Hvilket i manges ører kan lyde som en forfærdelig idé, men i så fald er det nok bare resultatet af en klam beskrivelse fra min side; musikken er således meget interessant, og der skulle være noget at se frem til på debut EP'en Settings. Spændende er også det remix af Memory Tapes, der er udgivet sammen med singlen Real Life. I øvrigt værd at nævne hvordan alle hans remixes holder et utrolig højt niveau.

MP3: Tanlines - Real Life
MP3: Tanlines - Real Life (Memory Tapes remix)
MP3: Lemonade - Lifted

/Martin

lørdag den 28. november 2009

Yeasayer + remix

Det er nok gået de færreste forbi, at Yeasayer udgiver deres andet album ganske snart - mere præcist d. 9. februar. Titlen er Odd Blood, og Secretly Canadian tager sig af udgivelsen.
Førstesinglen Ambling Alp er ultrapoppet og en ganske habil smagsprøve på albummet. Årets første par måneder er proppet med vanvittigt lovende udgivelser, så der bliver konkurrence om opmærksomheden. Til denne kamp har Yeasayer rustet sig med en ret frisk video fyldt med nøgne mennesker og et landskab, der ville gøre mange 80'er instruktører i semi-sci-fi-genren stolte.

Debutalbummet All Hour Cymbals fra 2007 var og er et rigtig fint bekendtskab, og specielt efter deres bidrag til Dark Was the Night, den mesterlige Tightrope, er der store forventninger til opfølgeren. Nå ja, og så har de fået Memory Tapes til at remixe den nye single, hvilket har resulteret i en ret hyggelig synth-fyldt version.

Rigtig god weekend ønskes herfra.

MP3: Yeasayer - Ambling Alp
MP3: Yeasayer - Ambling Alp (Memory Tapes remix)

/Martin

mandag den 28. september 2009

Memory Tapes

Memory Cassette og Weird Tapes er nu blevet til... Memory Tapes. Bag disse tre navne gemmer der sig en mand kaldet Dayve Hawk - en tilhænger af navneforvirring. Meningen med galskaben er tilsyneladende, at Dayve Hawk fortrækker at benytte tre forskellige navne til tre stilmæssigt varierende projekter. Den ultrakorte analyse lyder: Memory Cassette er electro, Weird Tapes er disco, og blandingen er Memory Tapes.

Men ærlig talt er en sådan genreinddeling meningsløs. Specielt i dette tilfælde, da hvert enkelt projekt repræsenterer et væld af elektroniske stilarter. For Memory Tapes alene gælder det, at musikken bevæger sig lige fra elektronisk avantgarde til eurodance. Det lyder rodet og usammenhængende, men resultatet er lige præcis det modsatte. Overordnet benytter Memory Tapes sig af en sløret shoegazeæstetik, der binder hele puljen sammen. Memory Tapes lyder på visse numre i retning af Cocteau Twins. Når der skrues op for tempoet, ledes tankerne hen på Delorean, imens de stille passager smager mere af Boards of Canada.

Nedenstående mp3-link er nummeret Bicycle fra albummet Seek Magic. På dette nummer skinner den baleariske lyd igennem - især igennem de første ca. tre minutter - som man kender den fra de fremragende svenske navne som jj, Air France og The Tough Alliance. Som sangen skrider frem, ender nummeret i et melankolsk dance-blend, som var det et ukendt barn af Cut Copy og The Cure.

Ovenstående beskrivelse er lang og paradoksal i forhold til musikkens lethed. Bicycle hører til blandt de bedste sange i 2009.

Mp3: Memory Tapes - Bicycle

/Abdujaparov