Kids on a Crime Spree

Medens Roskilde Festival er i fuld gang, sidder jeg i Østtyskland. Således er mange af læserne altså også væk disse dage, og bloggen er på lavt blus.

Der er stadig meget at skrive om, men jeg holder lidt tilbage. Det er ikke altid skidt at holde tilbage.

MP3: Kids on a Crime Spree - Sweet Tooth

/Martin

Com Truise

Seth Haley er manden bag Com Truise, der til sommer udgiver sin første fuldlængde under sit nye alias. Han har tidligere arbejdet under navne som Airliner, SYSTM og Sarin Sunday. Alle projekter har været ret synth-baserede, men nu lader han til at have fundet sit ståsted med dette nye projekt, der sidste sommer stod bag en gratis EP, der blev genudgivet på Ghostly tidligere i år. Samme selskab står bag det kommende album, der har fået titlen Galactic Melt og er ude 5. juli.

New Jersey-musikeren laver sange badet i 80'er-nostalgi. En slags synth-wave han selv refererer til som slow-motion funk. Han er ved at skabe sig et lovende navn og har ligeledes fået en del opmærksomhed med remixes for eksempelvis Twin Shadow og Neon Indian. Albummet er snart ude og kan i høj grad anbefales.

Cathode Girls by Com Truise

/Martin

Mere sommerpop

De umiddelbare begrænsninger, der opstilles af sommerregnen, retfærdiggøres af den tid, man får til at indtage længselsfuld popmusik. På det seneste er jeg blevet bombarderet med gode anbefalinger, og meget af det fortjener at blive nævnt.

De seneste dage har jeg lyttet meget til singlen Are You The One af danske The Setting Son. Jeg får ikke lyttet til nok radio, men den er angiveligt blevet spillet en hel del derhjemme, og det er da også ganske fortjent. Sekstetten har begået en glimrende lille sang, der på to og et halvt minut glæder pophjertet. Sangen er singleforløbet for et kommende tredje album, der forventes ude i foråret 2012. Så der er god tid til at sætte Are You The One på repeat over sommeren.

En anden glæde disse dage er duoen The Bilinda Butchers fra San Francisco. De to herrer har opkaldt sig efter Bilinda Butcher fra My Bloody Valentine, og kærligheden til 90'erne er da også stor i lydbilledet. Det hele er fragmenteret, og selvom det hele er ganske løst, forbliver det sammenhængende. Ikke alle sange er af lige højt niveau, men der er flere små perler imellem, der tiltaler teenagesjælen, der bør have lov at komme op til overfladen en gang imellem.

Are You the One? by settingson

gigi by the bilinda butchers

/Martin

German Error Message

German Error Message er relativt enkel pop med hjemmeindspilningscharme og ret fine tekster. Manden bag er Paul Kintzing fra Louisiana, der har indspillet siden 2004.

Lige så enkel musikken er, lige så nemt kan man hente det hele på hans Bandcamp, ganske gratis. God fornøjelse.

MP3: German Error Message - In Comfort

/Martin

Nyt fra Clap Your Hands Say Yeah

Da Clap Your Hands Say Yeah bragede frem i 2005, redefinerede de en forfriskende DIY-ånd, der både manifesterede sig i lydbilledet og bekræftede såvel lyttere som branchen i, at der var gode grunde til at være optimistisk i forhold til vore nye muligheder frem for at begræde musikindustriens ynkelige og næsten regressive, selvskabte problemer. Verden udvikler sig, og hvis man ikke vil følge med, må man i det mindste afholde sig fra at brokke sig, hvis man ikke længere tjener styrtende.

Nuvel, Clap Your Hands Say Yeah: De udgav én af 00'ernes stærkeste plader med den selvbetitlede debut. Guderne må vide, hvor træt jeg var af den i årevis. Men fantastisk og forfriskende er den, og den er ej heller et forsøg på at skabe noget nyt. Den er mystisk og alligevel ligetil. Den er sjov og samtidig gravalvorlig. Den placerer sig et mærkeligt sted, der lever meget fint op til det på sin vis grimme men passende artwork, der følger med. Ligesom nogen måske vil beskrive Alec Ounsworths stemme.

Der var voldsomme forventninger til opfølgeren Some Loud Thunder, som de ligeledes selv udgav i USA. Denne gang fik de dog Wichita med på vognen i England, ligesom også Dave Fridmann var ny bag knapperne. Pladen havde sine øjeblikke og er i sig selv en rigtig fin plade, men den levede selvfølgelig ikke op til den fremragende debut. Live virkede bandet heller ikke så oplagt som i perioden omkring første plade.

Nu er der gået fire år, og gruppen er til september tilbage med en ny plade, der bærer titlen Hysterical. Titlen er muligvis en reference til arbejdsprocessen mellem de to første plader, og denne teori understøttes af titlen på førstesinglen, Same Mistake, selvom der aldrig var tale om en decideret fejltagelse. Men CYHSY har ikke til mission at blæse sig selv op, selvom Ounsworth til tider taler vanviddets poetiske sprog. Eller poetens vanvittige ditto. Det vedlagte pressebillede er relativt nyt, og også her kan vi vælge at læse en vis afslappethed ind i det.

Og så videre til selve singlen: Har CYHSY bevæget sig? Bør de? Kort fortalt er det en fremragende popsang, de har begået. Den er simpel og rørende, og der hersker ingen tvivl om afsenderen på trods af en tydeligt mindre distinkt vokal. Rytmesektionen er tight som altid, og det tætpakkede lydbillede tilbyder i sin filmiste fremtoning en sommereskapisme, der er pressebilledet værdigt.

MP3: Clap Your Hands Say Yeah - Same Mistake

/Martin

EMA

De seneste uger har jeg forsøgt at finde frem til, hvad der tiltrækker mig ved EMA, der i april udgav debutalbummet Past Life Martyred Saints. Albummet er en anelse ujævnt, men det byder på nogle fremragende øjeblikke og er alt i alt en stærk debut og en værdig tilføjelse til tyske Souterrain Transmissions' roster.

EMA er amerikanske Erika Anderson (svenske rødder må vi vist antage), der tidligere har spillet i både Amps for Christ og (nyligt opløste) Gowns.

Der er dele af albummet, jeg decideret ikke kan lide. Men jeg hører det sædvanligvis som en helhed, selvom jeg ikke tænker på det som et nødvendigvis sammenhængende album frem for en samling sange. Det er stemmen alene, der gør det.

Jeg har ikke læst nogen interviews med Erika Anderson, og jeg ved ærligt talt ikke meget om hende eller projektet EMA. Lytter man sig gennem albummet, tænker man ikke umiddelbart, at Anderson lyder synderligt rar. Snarere som pigen i klassen man hørte på men ikke lyttede til. Så på uden at betragte. En slags skønhed, der er køn uden at være betagende.

Mange sangskrivere synger, så man omgående får medlidenhed med dem. Enten gennem en vis form for ægthed eller ved en skræmmende forståelse for en generel empatisk dynamik. EMA er ikke typen, man har ondt af ved første gennemlytning. Derimod synger hun lettere arrogant. Ved anden gennemlytning er der imidlertid ridser i lakken, og det er her, det bliver interessant.

Det er den stærke pige, der er såret. Den populære pige i high school-filmen, der pludselig selv græder på toilettet. Så når hun synger I don't mind dying eller I'm begging you please to look away, virker det, fordi man undres. Det kan lyde besynderligt, men man får i første omgang ikke ondt af hende, men det kryber ind og undrer, at hun synger sin smerte, som hun gør det. Egentlig undrer jeg mig stadig, men det kan EMA vist ikke beklage sig over.

I know nothing lasts forever / If you won't love me / Someone will

Besynderlig afklarethed i den umiddelbart kyniske betragtning. Det er ikke gammelklogt. Snarere en anelse ynkeligt på en kær måde.

MP3: EMA - Milkman

/Martin

Nyt fra Larsen & Furious Jane

I dag kom nyheden om, at ét af Danmarks stærkeste orkestre Larsen & Furious Jane har færdiggjort et nyt album i samarbejde med én af Danmarks dygtigste producere, Morten Bue. Muligvis den bedste blandt mange gode nyheder i dag.

Efter Morningside Records har sagt stop, har der været spekulationer om, hvor deres mange kunstnere mon ville søge hen. I dette tilfælde har Larsen & Furious Jane valgt at udgive deres egen musik på deres nystartede pladeselskab Momowave.

Det nye album har fået titlen Dolly, og indtil videre kan sangen Out of Pocket høres her med en besynderligt passende og dragende visuel side:

Out of Pocket from momowave.org on Vimeo.

/Martin

The New Division

The New Division startede som et énmandsprojekt i 2005 for John Kunkel, der flyttede til det sydlige Californien efter at have levet størstedelen af sit liv i Uruguay. Her mødte han andre musikinteresserede på universitetet, og bandet voksede langsomt til en kvartet, der stadig er baseret i Californien.

Gruppen lægger ikke selv skjul på deres åbenlyse beundring af Joy Division og New Order, hvilket bandnavnet da også afslører, ligesom også Depeche Mode nævnes som inspirationskilde. Gruppens åbenhed omkring dette er beundringsværdig, og for at være helt ærlig lægger de sig ikke engang så tæt på idolerne, som det ofte er tilfældet med retromanikere i dag. Det er bestemt en tolkning af 80'ernes new wave, men det er ikke et forsøg på at ramme en nostalgisk åre.

MP3: The New Division - Starfield
MP3: The New Division - Walk in the Dark

/Martin

Rejse

Der bliver opdateret igen fra onsdag! Grundet arbejde og rejse er det ikke blevet til nogen indlæg siden torsdag.

Porcelain Raft

Det er ikke mange romere, jeg har skrevet om her på siderne. Af 437 indlæg er dette måske endda det første. Mauro Remiddi, der står bag Porcelain Raft, har da også været bosat et stykke tid i London efterhånden, men det gør ham ikke til mindre italiener.

Egentlig er han og hans musik gået min næse forbi, indtil han for nylig signede til Secretly Canadian, der udgiver hans kommende debutalbum. Den 37-årige er en alsidig herre, der har spillet i diverse bands og komponeret filmmusik, er for nylig sprunget ud med dette soveværelsessoloprojekt men har allerede en del EP'er bag sig, der kan høres og hentes kvit og frit på hans Bandcamp.

"Amateur's Feeling" by Porcelain Raft by DOJAGSC

/Martin