Årets
Roskilde Festival er overstået. Blandt gæsterne var de to Börnebloggere, der ikke fik set nær så meget musik som håbet. Enkelte koncerter blev helt misset, mens andre kun blev set halvt - eller mindre. Men alt i alt må det siges at have været en glimrende uge!
Blandt dem vi græd lidt over at gå glip af var
Battles,
Yeasayer,
Cadence Weapon,
Girl Talk,
DSL,
Jay Reatard og
Dan Deacon m.fl.
Her følger en kort, kronologisk gennemgang af de koncerter, vi fik set:
MGMT, Odeon: Der er et vist potentiale at spore hos amerikanerne, men det er stadig svært at finde en decideret identitet hos dem. Koncerten manglede energi og virkede flad. De greb chancen, mens hypen var der, men de burde måske have arbejdet lidt længere på deres materiale.
Lupe Fiasco, Cosmopol: Vi fik kun set små tyve minutter af koncerten, der dog viste den unge herre i fin form.
Radiohead, Orange: Efter små fem sange tvang et ildebefindende hos en kær bekendt os til at gå fra koncerten. Før det var undertegnede dog grådkvalt over endelig at se de helte, han har ventet på at se siden midten af 90'erne. Bedømt på de fem sange: Helt fantastisk.
Band of Horses, Arena: På plade er Band of Horses et dejligt bekendtskab langt hen ad vejen. Enkelte af deres sange er ret intetsigende, mens andre er helt fantastiske. På det propfyldte Arena (tak til P3) viste gruppen god gejst, hvilket opvejede den ikke altid lige gode lyd. Det krævede lidt at vænne sig til, at Bed Bridwell jo ikke synger fantastisk live, men førnævnte gejst var heldigvis så smittende, at det aldrig blev et stort problem. Og så fik man endelig hørt The Funeral live!
Mogwai, Arena: Skotlands bedste band nogensinde kom endelig til Roskilde igen, og gudskelov havde de en overdådig sætliste med sig. Som skrevet på
Undertoner var fans forberedt på, at det blev højt, men det blev aldrig højt nok. Dette er dog ikke nok til at fratage Mogwai den ære, de fortjener for deres smukke koncert.
Holy Fuck, Pavillon: Sikken energi! Og hvilken befriende popfest. Hvis blot de var halvt så gode på plade.
A Kid Hereafter in the Grinding Light, Pavillon: Ved et tilfælde kom vi forbi denne forfærdelige koncert. Intet mindre end pinligt var det. Vi priser os lykkelige for, at vi ikke også var forbi de to andre A Kid Hereafter-koncerter.
Tokyo Police Club, Pavillon: Soundvenue uddelte hele 6 stjerner til denne koncert, hvilket måske var i overkanten, men en positiv overraskelse var det bestemt. Med simple midler har de fundet en skabelon, der måske har visse begrænsninger, men samtidig virker på størstedelen af gruppens materiale. Gruppens første langspiller bliver til tider en anelse for emo, men humøret og spilleglæden på scenen var så rørende, at man kun kunne nyde de unge canadieres time plus det løse i teltet. I øvrigt deres længste koncert nogensinde. 21 sange (!) blev det til.
The Notwist, Astoria: Vi så forkert i tidsplanen og nåede derfor først til koncerten med Tysklands bedste band en halv time for sent. Jeg begræder det stadig. De så ud til at spille for sig selv, men det var også nok, når det lækre materiale kom så overbevisende ud gennem forstærkerne.
Neil Young, Orange: Det var ikke meget, vi nåede af Neil Young, men fra god afstand oplevede man dog at få en følelse af, hvorfor den gamle mand er så respekteret.
My Bloody Valentine, Arena: Vi nåede kun slutningen (dvs. ti minutter før de sidste tyve minutters rendyrkede, gammeldags larm), men det var også nok til at få kontakt med med støjrockhjertet.
Liars, Pavillon: Danskerne kommer måske aldrig helt til at værdsætte Liars fuldt ud, og specielt Gaffa har været forbeholdende over for dem, men hos os er der ingen tvivl om, hvor godt vi synes, det er. Anderledes var det ikke med natkoncerten på pladsens mindste telt, der bød på en yderst beruset frontmand Angus Andrew. Gang på gang satte han lydmændene og bandet på en prøve ved at vælte trommer og mikrofoner, men det bidrog kun til underholdningen. En fremragende koncert, der inkluderede en roadie, der fik lyst til at kaste øl ud til publikum - for derefter at kaste sig selv derud.
Chemical Brothers, Orange: Mellem Liars og No Age var der lidt plads til at høre de rutinerede Chemical Brothers, og det lød til at være noget af en fest. Ærgerligt der ikke var plads til mere.
No Age, Pavillon: ... Vi ville nemlig have en god plads til No Age. Den energiske duo svigtede heller ikke på scenen, hvor de i selskab med en flaske Jim Beam og et veloplagt publikum gav os en dejlig afslutning på en god dag for Pavillon-teltet.
Slayer, Orange: Bandet og musikken siger mig intet. Deres riffs og soli forekommer både uinspirerende og kedelige, og vokalen mangler i høj grad vitalitet. Alligevel blev vi pænt underholdt, primært af de ældre og begejstrede tilskuere.
Cat Power, Odeon: Den charmerende Chan Marshall leverede desværre en sløv koncert. Via
Frekvens har vi kunne
læse os til, at sygdom var årsagen dertil. Må hun snart komme sig og så komme tilbage.
Fuck Buttons, Astoria: Vores plan for søndag aften var at tage tilbage til lejren efter Fuck Buttons for at drikke os klar til
Digitalism og
Dan Deacon. Men uheldige omstændigheder, herunder regn, gjorde, at Fuck Buttons endte med at være sidste koncert for os på årets Roskilde Festival. I Danmark har bands det ofte svært, når de anvender repetitive grundrytmer og bittesmå detaljer, og det problem finder mange anmeldere også hos Fuck Buttons. Vi omfavner dog deres lyd og var mere end tilfredse med koncerten
(Foto: Thomas Arnbo)
/Martin
De umiddelbare begrænsninger, der opstilles af sommerregnen, retfærdiggøres af den tid, man får til at indtage længselsfuld popmusik. På det seneste er jeg blevet bombarderet med gode anbefalinger, og meget af det fortjener at blive nævnt.
