The Embassy er stadig på toppen – og bunden

Hvordan skal jeg beskrive min kærlighed til The Embassy? Göteborg-duoen er ikke den største, men velsagtens den vigtigste og mest indflydelsesrige svenske gruppe siden årtusindskiftet. Jeg har skrevet om dem mange gange før. Både her, i nogle zines, måske flere steder, talt om og spillet dem i radioen. Hvorfor skrive igen? Hvorfor gøre noget som helst flere gange? Man søger vel en slags retfærdighed eller viden eller ønsker at videregive ... kærlighed.

De største Göteborg-hits de seneste 20 år kommer fra Håkan Hellström, men mange af de bedste svenskere står på skuldrene af The Embassy. De to pladeselskaber Sincerely Yours (jj, CEO, Honeydrips) og Information (Studio, D. Lissvik, Fontän) er begge opkaldt efter dem. The Tough Alliance, Jens Lekman og Air France er alle på forskellige måder formet af The Embassy.

Fredrik Lindson og Torbjörn Håkansson er tydeligt inspireret af Pet Shop Boys og New Order, men også af enkeltheden i Marine Girls fra starten af 80'erne. Det er suveræn popmusik med forståelse for house og disco. Ja, de har selv kaldt det underklassedisco. De er glade for at sample, ofte lydbidder, der kan tolkes antikapitalistisk. De er efter eget udsagn antikarriere og antirock, og derfor spiller de gerne korte koncerter, så man ikke når at kede sig. De har endda spillet playback på papinstrumenter. Det får mig til at tænke på en The Knife-koncert, der virkelig pissede folk af på NorthSide, da alle på scenen mod slutningen af koncerten stillede sig og så ud på publikum, mens musikken demonstrativt kørte videre af sig selv. Det var en fornøjelse at se, fordi folk har vænnet sig til, at deres popkultur skal serveres på en bestemt måde. Næsten alle koncerter følger samme form, og så kan de være gode eller dårlige, men det er trist, hvis vi ender med at stille os tilfredse med selve formen og bliver dovne forbrugere. Oplevelsen med The Knife får mig til at tænke på noget, The Embassy har udtalt: Der er ikke langt mellem frustration og eufori.

The Embassy formår at være upbeat, selvom alt kan lyde til at gå ad helvedes til. Det er hverken tårevædet eller ironisk. De tilbyder en tredje vej på samme måde, som New Order altid har gjort det. Det er menneskeligt, og i al vores menneskelige tragedie skal man ane, at også hverdagen kan være sjov. De kan lyde hedonistiske, men de overskrider aldrig grænsen. Romantisk er det også. Som på deres måske bedste sang 'It Pays to Belong': ”Could it be that you’re just like me? In my mind you’re so much more.”

The Embassy udgiver nu deres femte album, og de kommer aldrig til at få flere lyttere, end de kortvarigt havde i 00'erne. Det betyder intet for dem, så længe de engang imellem kan udgive noget, de kan stå inde for. Forud for albummet har de i foråret udgivet singlen 'Renegades' og et halvt år senere den helt igennem fantastiske single 'Amnesia'. Hvem kan slippe af sted med at sample får på den måde i en popsang? Er det en reference til The KLF? Og hvordan laver man en popsang på den måde uden vers og omkvæd? Det kan være svært at forstå The Embassy, men det er nemt at elske dem. Overlegen popmusik fra Göteborg, der stadig er Nordens bedste musikby.

Lyt til E-Numbers (Spotify, intet Bandcamp-link denne gang)

/Martin

New Order og verdens bedste outro

Godt nytår. Fornemmelsen for det nye år begynder allerede i det forgangne, men i begyndelsen af det nye år er det vanskeligt at føle, at man er i gang med noget egentligt nyt. Så hvorfor ikke starte året med noget gammelt?

Udtrykt en smule patetisk skylder jeg mine forældre livet. Ganske bogstaveligt. Jeg skylder dem også så meget andet, men det er et ubestrideligt faktum, at jeg er her pga. dem.

Mine brødre skylder jeg også meget. De har sparket de fleste døre ind for mig, da jeg voksede op. Påvirket mig mere, end de aner. Én af dem har haft mere indflydelse på min interesse (og smag) i musik, end han aner. På den måde ved vi aldrig, hvor meget vi påvirker hinanden. Brødre eller ej.

Kærligheden til New Order kommer også fra denne bror. Det er vel nærmest umuligt ikke at kunne lide New Order, men gennem ham opstod en stærkere forbindelse. En stor del af forklaringen er Lonesome Tonight, der blev udgivet som B-side til Thieves Like Us i foråret 1984. Jeg havde dengang hørt flere af pladerne og selvfølgelig uforglemmelige singler som True Faith, Temptation, Blue Monday m.fl., men da min bror fik mig til at lytte til Lonesome Tonight fik jeg fornemmelsen af at komme tættere på essensen. Hvor farligt det end kan være at tale om essens.

En del af det handler om, at det er en B-side. Som ung lytter kan det betyde meget at få følelsen af at dykke ned i et katalog, og når man connecter med en B-side, får man fornemmelsen af nærhed. Det er en (æstetisk) forbindelse med potentielt stor kraft. Men Thieves Like Us / Lonesome Tonight er selvfølgelig mere en dobbelt-A-side. Det siger noget om et bands kvalitet, at man kan kategorisere en sang som Lonesome Tonight som en B-side. Og det siger noget om New Orders humor. At de har overskud til at være ligeglade og gøre, hvad de har lyst til.

Sangen er blevet kaldt et akkompagnement til den tidligere In a Lonely Place, der blev skrevet, da de stadig var Joy Division. Selve ordet "lonesome" smager næsten af Elvis, og trods det triste udgangspunkt om kulde og at vokse fra hinanden er sangen også beslægtet med Elvis i storhed. Tænk det bittersøde og alligevel triumferende touch, når han leverer Always on My Mind.

På Lonesome Tonight er hovedpersonen kølig og bevidst om det. Men stadig til stede. Egentlig er teksten dog underordnet. Det handler om stemning. Der er plads i produktionen, tempoet er ikke vildt højt, Stephen Morris' trommer gør ikke det store væsen af sig, Hookys bas er genkendeligt suveræn, guitarerne og Gillian Gilberts keyboard smelter sammen til en næsten glædelig gotik.

Efter 1:25 slutter første vers – uden et egentligt omkvæd – og der gives plads til instrumentale New Order, når de er bedst. 25 sekunder senere markerer Bernard Sumner med et "uh!", at vi skal tilbage til udgangspunktet, og der lægges op til et andet vers. Det starter med et storladent spørgsmål: "Do you believe in truth?", og det er så stort, at Sumner bliver nødt til at udbryde et støn, der får det hele ned på jorden igen.

Efter 2:50 færdiggør Sumner andet vers. Man fristes til at sige, at han får det overstået, for det hele bygger op til finalen. New Order er kendt for stærke outroer, og her har de muligvis skrevet deres bedste. Næsten halvdelen af sangen er outroen, som dermed er meget mere end blot en outro. Det er så New Order'sk, som det kan være med elementer af både vemod og ekstase. Ja, og lyden af Sumner, der spytter efter 4:00.

Hvis det tæller som en outro, er det verdens bedste.

/Martin

Börneblogger 10 år: top 60 over bedste plader fra 80'erne

Börneblogger er blevet 10 år denne måned! Det fejrer jeg med en top 60 over mine yndlingsplader fra 80’erne.

Der kommer mange årslister her i slutningen af året. Denne var lidt sjovere at lave: Den indeholder groft sagt de plader fra 80’erne, jeg holder mest af. Hvad enten de er bedst egnet til gin eller læsning, togrejser eller spadsereture. Der er tænkt over rækkefølgen, men den skal ikke tages for alvorligt. Den ville nok se anderledes ud om en måned eller to alligevel, men det var en sjov udfordring. Lister skal være sjove, spændende, inspirerende. Alvor må det ikke blive. Det kan man finde andetsteds.

Listen indeholder primært variationer over ”studiealbum”, men der er også et enkelt soundtrack, en samling af singler og b-sider mm. Alt sammen under samlebetegnelsen ”fuldlængde”. Ellers er eneste kriterium, at de skal være udgivet i 80’erne (her tæller første udgivelse, så London Calling tæller f.eks. ikke, da den blev udgivet i december 1979 i England). Man må gerne brokke sig over, at soundtracket til Blade Runner først formelt blev udgivet i 1994. Her bøjer jeg reglerne, fordi musikken trods alt var tilgængelig, og fordi det er min liste.

Det står tydeligt frem, at visse stilarter og lande dominerer. Der er f.eks. klart flest plader fra England. Der er til gengæld ikke så meget hiphop, og det er tydeligt, at kvinderne havde trange kår i 80’erne trods mange højdepunkter på både plade- og singlefronten.

Der er en ekstra dimension i at dyrke plader fra en tid, hvor man enten ikke var blevet født eller var for lille til at blive eksponeret for – eller i bedste fald fatte – hvad man hørte. Jeg er født i 1986. Hele idéen om at være nostalgisk for en tid, man ikke selv har oplevet, vil jeg meget gerne dykke mere ned i. Men først kommer listen, senere ordene. Tak fordi I har læst med gennem årene.

Spotify-playliste med én sang fra hver plade (pladerne med Manuel Göttsching og The Units er ikke på Spotify)

1. Talk Talk: "The Colour of Spring" (1986, England)
2. New Order: "Low-Life" (1985, England)
3. Fleetwood Mac: "Tango in the Night" (1987, USA/England)
4. Simple Minds: "New Gold Dream" (1982, Skotland)
5. Orchestral Manoeuvres in the Dark: "Architecture & Morality" (1981, England)
6. The Blue Nile: "Hats" (1989, Skotland)
7. New Order: "Power, Corruption & Lies" (1983, England)
8. Kate Bush: "Hounds of Love" (1985, England)
9. The Blue Nile: "A Walk Across the Rooftops" (1984, Skotland)
10. Talk Talk: "It’s My Life" (1984, England)

11. Vangelis: "Blade Runner OST" (1982/1994, Grækenland)
12. Roxy Music: "Avalon" (1982, England)
13. The Human League: "Dare" (1981, England)
14. Prefab Sprout: "Steve McQueen" (1985, England)
15. Pet Shop Boys: "Actually" (1987, England)
16. New Order: "Brotherhood" (1986, England)
17. The Go-Betweens: "16 Lovers Lane" (1988, Australien)
18. The Smiths: "The Queen Is Dead" (1986, England)
19. Brian Eno: "Apollo" (1983, England)
20. Mariah: "Utakata No Hibi" (1983, Japan)

21. The Units: "Digital Stimulation" (1980, USA)
22. Orchestral Manoeuvres in the Dark: "Dazzle Ships" (1983, England)
23. Depeche Mode: "Black Celebration" (1986, England)
24. New Order: "Technique" (1989, England)
25. Aztec Camera: "High Land, Hard Rain" (1983, Skotland)
26. Waterboys: "This Is the Sea" (1985, Skotland/Irland)
27. The Cars: "Heartbeat City" (1984, USA)
28. The Wake: "Here Comes Everybody" (1985, Skotland)
29. Talk Talk: "Spirit of Eden" (1988, England)
30. Orange Juice: "You Can’t Hide Your Love Forever" (1982, Skotland)

31. Joy Division: "Closer" (1980, England)
32. The Field Mice: "Snowball" (1989, England)
33. The Cure: "Disintegration" (1989, England)
34. Kraftwerk: "Computerwelt" (1981, Tyskland)
35. Public Image Ltd: "Flowers of Romance" (1981, England)
36. Altered Images: "Pinky Blue" (1982, Skotland)
37. Cocteau Twins: "Blue Bell Knoll" (1988, Skotland)
38. China Crisis: "Flaunt the Imperfection" (1985, England)
39. Lewis: "L’amour" (1983, Canada)
40. ABC: "Lexicon of Love" (1982, England)

41. Manuel Göttsching: "E2-E4" (1981, Tyskland)
42. Tears for Fears: "Songs From the Big Chair" (1985, England)
43. Madonna: "True Blue" (1986, USA)
44. The Chills: "Kaleidoscope World" (1986, New Zealand)
45. Arthur Russell: "World of Echo" (1986, USA)
46. Gigi Masin: "Wind" (1986, Italien)
47. Japan: "Exorcising Ghosts" (1984, England)
48. Suzanne Vega: s/t (1985, USA)
49. The Associates: "Sulk" (1982, Skotland)
50. Laurie Anderson: "Big Science" (1982, USA)

51. Pixies: "Doolittle" (1989, USA)
52. The Go-Betweens: "Tallulah" (1987, Australien)
53. Talking Heads: "Remain in Light" (1980, USA)
54. David Bowie: "Let’s Dance" (1983, England)
55. Bruce Springsteen: "Nebraska" (1982, USA)
56. Prefab Sprout: "From Langley Park to Memphis" (1988, England)
57. My Bloody Valentine: "Isn’t Anything" (1988, Irland)
58. Sonic Youth: "Daydream Nation" (1988, USA)
59. Book of Love: s/t (1986, USA)
60. Cleaners from Venus: "On Any Normal Monday" (1982, England)

For de statistikinteresserede:

Antal kunstnere fordelt på land

England: 28 (og en halv fra Fleetwood Mac)
USA: 11 (og en halv fra Fleetwood Mac)
Skotland: 9 (og en halv fra Waterboys)
Australien: 2
Tyskland: 2
Irland: 1 (og en halv fra Waterboys)
Canada: 1
Grækenland: 1
Italien: 1
Japan: 1
New Zealand: 1

Antal plader per årstal

1980: 3
1981: 5
1982: 10
1983: 7
1984: 4
1985: 8
1986: 9
1987: 3
1988: 6
1989: 5

Kunstnere med mere end én plade på listen

New Order: 4
Talk Talk: 3
The Blue Nile: 2
The Go-Betweens: 2
OMD: 2
Prefab Sprout: 2

/Martin

Lindstrøm tilbage til kosmisk disco

Når norske Lindstrøm er god, er han rigtig god. Singlen Lanzarote (med Todd Terje) fra 2013 var én af årets bedste singler, og med Closing Shot fra marts måned er han tilbage i storform.

Selvom han giver sig selv fint med plads til at bygge op, påbegyndes allerede knap et minut inde det kosmiske element, og flere små dele afløser herefter loyalt hinanden, imens der bygges videre og videre, højere og højere. Som Resident Advisor har formuleret det: lidt som New Order gentænkt af Vangelis.

En EP på fire sange med Closing Shot som den ene er ude i juli.



/Martin

At deltage i drømmen om en drøm

Hvordan tager man del i en drøm om at tage del i andres drøm? Og hvordan gør man det uden at tænke på andres udlægninger af andres koncepter og idéer om utallige lag?

Vi har set rigelige eksempler de seneste mange år på referencer til 1980'ernes nysgerrige leg med synthesizerens muligheder. De fleste uden held, enkelte spændende og mere end blot anakronistiske.

Den svenske producer Nicolas Makelberge slog sit navn fast med Dying in Africa i 2006. Titelsangen blev senere mere eller mindre perfektioneret af de svenske kollegaer Sally Shapiro på den noget undervurderede My Guilty Pleasure (2009). Makelberge har måske ikke været så produktiv, som nogle havde håbet på, men han har til gengæld forsøgt sig med lidt af hvert, og det er her, vi kommer tilbage til drømmen om en andens drøm.

Pop kan være kunst, og kunst kan være pop. Tautologi. Kunst har en helt særlig evne til – og jeg og Adorno vil nok sige ansvar for – at pege på andre mulige realiteter. At gå hinsides det konkrete samfund. Den skal ikke blot spejle samfundet 1:1. Så hvordan kan man pege tilbage på noget uden at falde i denne fælde?

Personligt har jeg længe været fascineret af at tage del i andres drømme om fremtiden. Hvad der for nogle var en naiv leg med synthesizeren, blev for andre et effektivt redskab, der ikke blev berøvet skønhed til trods for en klar bevidsthed om andres bekymringer om muligt tab af såkaldt autenticitet: Når New Order så ofte lavede en slags kor gennem synthesizeren ("Every Little Counts" fra 2:46, 1986) eller når de spillede på vore idéer om strygernes funktion ("Lonesome Tonight" fra 2:50, 1984), var de fuldt bevidste om, hvad vi tænker om erstatninger. Naiviteten spillede ikke ind. De ville ikke bruge teknologien til at skabe lyde tæt på andre instrumenter. Erstatte saxofonen, koret eller violinen. De ville bruge alle tilgængelige midler for at skabe drømme og stemninger.

Det kan lyde som Blade Runner. Selv de genetiske "replicas" har følelser. De er noget i deres egen ret.

Tilbage til Nicolas Makelberge: på sin EP Born from the Sun fra 2013 skaber han på May Peace Be By Your Side så mange billeder, der peger tilbage på en periode mellem ca. 1984-1988 med dertilhørende dagdrømmeri og håb for fremtiden. Er det da en anakronisme? Er det (gisp!) plagiat? Nej, det er hengivelse. At give sig hen til drømmens magt og dermed forandringens magt.

Det lyder som en intro til Belgiens dækning af Eurovision anno 1985, og det lyder som et vraget nummer til en VHS med highlights fra EM 1988. Vraget pga. den indlejrede nostalgi, der ikke giver nok glæde i forhold til idéen om selve nemheden ved highlights. Men den potente nostalgi rummer uanede muligheder og er mere produktiv, end vi hidtil har turdet, ja, drømme om.



/Martin

Til forsvar for kitsch, vol. II: Savage

Dette er anden del i en lille serie. Første del med dertilhørende indledning kan findes her (om Soft Cell og deres 'Say Hello, Wave Goodbye').

Man har de seneste år kunnet iagttage en stigende interesse for den såkaldte Italo disco, der op gennem 80’erne havde en mærkværdig position, der af og til bød på bred, kommerciel succes og havde stor indflydelse på andre kunstnere, herunder koryfæer som Pet Shop Boys og New Order. Mange af udgivelserne fra dengang er at finde som sjældne vinyludgivelser og er aldrig blevet digitaliseret, og der er således næsten gået sport i at opstøve lageret af Italo disco. Som den ene halvdel af navnet antyder, er det en strømning med stærke rødder i Italien, der dog er ret langt fra anden halvdel af betegnelsen: disco. Tempoet er som oftest i Italo disco væsentligt lavere med et langsomt og gerne yderst simpelt beat fra en trommemaskine. Dette skaber et repetitivt og underligt hypnotiserende og spacey element, der ganske fint kombinerer med de delay-effekter (m.fl.), der ofte er tilsat trommerne.

Én af de fremmeste eksponenter for denne type italo disco er toscaneren Savage (Roberto Zanetti). Han indgik med førnævnte Pet Shop Boys i en underlig symbiose gennem en kontinuerlig, gensidig inspiration, der fandt sin æstetiske manifestation og højdepunkt i hhv. førstnævntes I’m Loosing You fra 1988 (stavemåden vil blive diskuteret) og sidstnævntes formidable fortolkning af Always On My Mind fra 1987.

Det er netop I’m Loosing You, jeg her vil zoome ind på. Mange vil som noget af det første bemærke stavemåden. Den forfængelige skribent vil opleve en trang til at sætte et sic! efter hver eneste benævnelse af titlen, og undertegnede ved sig heller ikke sikker på, hvorvidt det mon er intenderet eller blot meget, meget kært og ganske forkert. I så fald vil det næsten være en art held i uheld, der både er i stand til at aktivere en særegen følelse af autenticitet og give et ekstra indhold til den tolkningstrængende lytter, idet objektet ikke blot mistes men ligefrem løsnes. Der leges altså muligvis med sproget, idet loose verbaliseres i romantisk forstand.

Sangen findes i flere udgaver, hvoraf den mest kendte er ca. 3:32 lang. Denne version er med på flere opsamlinger, men sangen kan også findes som extended mix i en i øvrigt meget dejlig udgave. Lad os kort vende os mod Pet Shop Boys igen: Always On My Mind starter med noget, der kunne være et løvebrøl efterfulgt af et trommebeat, hvorefter man kort hører en underlig lyd, der fungerer som overgang til keyboardet og i øvrigt gentages flere gange i sangen. I’m Loosing You indledes med en forvrænget mandestemme, der næsten antager karakter af et sjusket fremført monster i en b-film, og direkte herefter får vi et keyboard, der igennem 18 sekunder på én gang skræmmer mange lyttere og samtidig peger frem mod tendenser, der senere kan genkendes i 90’ernes eurodance (der til en vis grad nok skal blive taget mere seriøst om ganske få år). Tyve sekunder inde i sangen begynder Zanetti sin fortælling på et charmerende og gebrokkent engelsk. Stemmen er ingenlunde stor, men den er alvorlig og ærlig. Det førnævnte keyboard afløses af en underliggende og mere dyster synth, der pakker teksten ind i et yderligere lag af romantisk alvor. Ganske sagte hører man et ekko af vokalen, der frem for et mere moderne forsøg på understøttede dub snarere ekspliciterer vigtigheden i det partikulære/universelle: kunstneren, der på én gang står alene og repræsenterer det ganske almene.

Efter godt 48 sekunder hører man et simpelt tromme-fill, hvorefter det noget cheesy keyboard fra sangens start genintroduceres – denne gang akkompagneret af fire enkle toner i baggrunden og Zanettis stemme, der for første gang synger titlen på sangen. Det gør han to gange, før han synger videre med hjælp fra en underliggende kvindestemme, før han gentager titlen og omkvædet – denne gang med en mere overdrevet (og ganske smuk) synthflade og med små fraseringer.

Som så mange popsange er I’m Loosing You fyldt med gentagelser, men det er meget interessant, hvordan disse elementer bruges og varieres og i øvrigt med al tydelighed undgår noget, der kunne ligne en stram A-B-A-B-C-B-struktur. Da dette lange omkvæd er overstået, hører vi igen keyboardet fra sangens start og vokalen, der fire gange adresserer modtageren med et you, gentaget af loosing you og yderligere tre, isolerede you. Efter 2:12 taler en kvindestemme med heftig accent og tvivlsom bevidsthed om grammatik (looking for your glory), før en næsten androgyn mandestemme går videre med fortællingen, der nu tager form som overtalelse. Før Zanetti igen synger videre, hører man et sample af en kvindestemme, der i sin fragmenterede tilstand knap og nap kan blive til et mere accentueret (i ikke-sproglig forstand) you, der nu – om end kort – ligger parallelt med vokalen, der leder op til et sidste omkvæd. Da der bliver fadet helt ud, kalder Zanetti ud en sidste gang -- og ligesom i omkvædet uden det personlige pronomen men med et ekko: Loosing you (loosing you… loosing you…). For hver eneste gentagelse af titlen ligger også dobbeltheden i forbindelse med den valgte (og formentlig helt forkerte) stavemåde.

Midt i denne pathosfyldte klagesang er en evigt underliggende nøgtern attitude, der fint afspejler den enkelhed i kompleksiteten, vi alle kan genkende i førnævnte tema om det partikulære/universelle. For hvad vil han egentlig opnå? Der er kun i ringe grad tale om egentlig desperation, ligesom man ikke mærker en heroisk kamp om at genvinde et vist momentum, om dette måtte være romantisk/maskulint/seksuelt baseret. Det er underligt konstaterende, og man kan spekulere meget i, hvordan udsagnet og udsigelsen mon harmonerer; der kan enten være en rest af (noget nær ynkelig) strategi eller omvendt en ærlig erkendelse, der tages til ekstremerne i forsøget på værdigt at afslutte det endnu (tilstede)værende og konstituere en glorværdig historie i øjeblikket (også jf. at skue efter your glory).

(extended mix)

/Martin

Ceremony

Når folk hører "Ceremony" i forbindelse med musik, tænker mange nok på både Joy Division og New Order. Det er titlen på en helt igennem fantastisk sang, der skulle blive én af de sidste, Joy Division skrev før Ian Curtis' død. Det blev samtidig den allerførste single udgivet under navnet New Order i foråret 1981. Den elegante guitar, allerede da definerende for New Order, de hidsige trommer, vokalen midt imellem observation, resignation og indignation. Intet under at kanoniserede kunstnere som Radiohead og Galaxie 500 har følt behov for at indspille sangen.

I Bay Area har en kvintet opkaldt sig efter denne sang, men deres udtryk er imidlertid noget ganske andet. Ceremony har netop udgivet deres fjerde album Zoo på Matador. Gruppen er et ret nyt bekendtskab for mig, og jeg har således ikke hørt gruppens første plader, før jeg først stiftede bekendtskab med Zoo. P4k har i dagens anmeldelse lagt en del vægt på, hvad gruppen plejede at stå for, hvilket går lidt ud over selve bedømmelsen af, hvad pladen egentlig udtrykker. Ceremony står således ikke længere for voldelig hardcore/speedcore etc., hvor sangene sjældent er mere end et minut langt, som det var tilfældet på debuten Violence Violence. I dag står gruppen for mild hardcore punk med mere end et snert af garage rock. Øjensynligt en tand for meget af sidstnævnte ifølge førnævnte anmeldelse, men jeg finder nu pladen ganske fint afbalanceret.

Flere anmeldere har unødvendigt sammenlignet med Fucked Up, hvilket til en vis grad må tilskrives deres status som label buddies. De har dog ikke meget til fælles, og jeg må alligevel også krybe til korset og indrømme, at jeg ikke er den store beundrer af Fucked Ups nyeste opus, David Comes to Life.

Zoo er en yderst habil plade, der måske ikke holder niveau hele vejen, men som byder på adskillige stærke garage- og punkhymner. Pladen er ude nu på Matador.





(Adult er beklageligvis uploadet i et lidt kompromitterende format, der adskiller sig meget fra albumversionen, der har meget mere bund)

/Martin

The New Division

The New Division startede som et énmandsprojekt i 2005 for John Kunkel, der flyttede til det sydlige Californien efter at have levet størstedelen af sit liv i Uruguay. Her mødte han andre musikinteresserede på universitetet, og bandet voksede langsomt til en kvartet, der stadig er baseret i Californien.

Gruppen lægger ikke selv skjul på deres åbenlyse beundring af Joy Division og New Order, hvilket bandnavnet da også afslører, ligesom også Depeche Mode nævnes som inspirationskilde. Gruppens åbenhed omkring dette er beundringsværdig, og for at være helt ærlig lægger de sig ikke engang så tæt på idolerne, som det ofte er tilfældet med retromanikere i dag. Det er bestemt en tolkning af 80'ernes new wave, men det er ikke et forsøg på at ramme en nostalgisk åre.

MP3: The New Division - Starfield
MP3: The New Division - Walk in the Dark

/Martin

The Embassy og den perfekte sommerpop

Ordet perfekt er lidt af en mundfuld. Det perfekte i denne sammenhæng er det uperfekte. Plads til fejl og erkendelse, plads til hvad der nu måtte være plads til og brug for. Dét er sommer. Ideel sommermusik åbner op for en masse døre. Det må gerne være letsindigt. Kynisk og naivt på én og samme tid. Det må rigtig gerne være The Embassy.

Göteborg-duoen er ikke meget for at tale om sig selv, og der er generelt ikke megen info at hente om dem. De har udgivet et par albums på det lokale label Service (Jens Lekman, Studio, The Tough Alliance, The Whitest Boy Alive), og så er Sincerely Yours opkaldt efter én af deres sange.

Musikken er finurlig. Ligeglad og overlegen. Romantisk. Drømmende. Uforklarligt varm (se også billedet). New Order, Field Mice. New wave og balearic. Eller som de efter sigende har sagt om musikken: Underclass disco. Ikke til at stå for.

Could it be that you're just like me? In my thoughts you're so much more.

YouTube stream: The Embassy - It Pays to Belong

/Martin

Nyt fra Pallers

Tilbage i efteråret 2008 var svenske Pallers et ganske nyt bekendtskab. Sangen Humdrum fra deres debut EP af samme navn sneg sig langsomt ind og gjorde et stærkt indtryk.

Der er endnu intet nyt om en kommende fuldlængde, men som så ofte med svenskerne er de gode til at følge op med singler. Deres nyeste udspil af den art hedder ganske simpelt og smukt The Kiss, og der er tale om electronica med en herlig popsensibilitet, der klart fremkalder den positive melankoli (se billedet - genbrug fra 2008).

På den nye single er der meget klare spor af New Order i midten i 80'erne, ligesom også Peter Gabriel er at høre. Ganske anbefalelsesværdigt.

MP3: Pallers - The Kiss
MP3: Pallers - Humdrum

/Martin