lørdag den 18. februar 2012

Dana Buoy

Dana Janssen er mest kendt som percussionisten i fantastiske Akron/Family, men d. 8. maj er han klar med sit første soloalbum, der har fået titlen Summer Bodies. Pladen udkommer på Lefse (Youth Lagoon, Neon Indian, How to Dress Well, Ganglians, Fair Ohs).

Selv beskriver Lefse det som rummet mellem Paul Simon og Drake, hvilket er en bizar men interessant læsning. De bruger imidlertid også ordet dream pop, og at dømme efter første skæring lever det i dén grad op til både sang- og albumtitel. Noget så smukt som en hyldest til oprigtigheden. Som med Akron/Family er der noget næsten godmodigt over udtrykket. Vi er langt fra det håbløse og narcissistiske forsøg på at formidle en vis naivitet. Der er noget rent over disse enkle og dominerende guitarflader, dubbede (i ordets tekniske og for guds skyld ikke genremæssige forstand!) opråb, den obligatoriske percussion. Man må muligvis sænke paraderne, og da bliver man smittet.

MP3: Dana Buoy - Call To Be



/Martin

1 kommentar:

Anne sagde ...

Det er virkelig noget musik, som fanger.