Dette er anden del i en lille serie. Første del med dertilhørende indledning kan findes her (om Soft Cell og deres 'Say Hello, Wave Goodbye').
Man har de seneste år
kunnet iagttage en stigende interesse for den såkaldte Italo disco, der op
gennem 80’erne havde en mærkværdig position, der af og til bød på bred,
kommerciel succes og havde stor indflydelse på andre kunstnere, herunder koryfæer som Pet
Shop Boys og New Order. Mange af udgivelserne fra dengang er at finde som sjældne
vinyludgivelser og er aldrig blevet digitaliseret, og der er således næsten
gået sport i at opstøve lageret af Italo disco. Som den ene halvdel af navnet
antyder, er det en strømning med stærke rødder i Italien, der dog er ret langt
fra anden halvdel af betegnelsen: disco. Tempoet er som oftest i Italo disco
væsentligt lavere med et langsomt og gerne yderst simpelt beat fra en trommemaskine. Dette skaber et
repetitivt og underligt hypnotiserende og spacey element, der ganske fint kombinerer med
de delay-effekter (m.fl.), der ofte er tilsat trommerne.
Én af de fremmeste
eksponenter for denne type italo disco er toscaneren Savage (Roberto Zanetti). Han
indgik med førnævnte Pet Shop Boys i en underlig symbiose gennem en
kontinuerlig, gensidig inspiration, der fandt sin æstetiske manifestation og
højdepunkt i hhv. førstnævntes I’m
Loosing You fra 1988 (stavemåden vil blive diskuteret) og sidstnævntes formidable
fortolkning af Always On My Mind fra 1987.
Det er netop I’m Loosing You, jeg her vil zoome ind
på. Mange vil som noget af det første bemærke stavemåden. Den forfængelige
skribent vil opleve en trang til at sætte et sic! efter hver eneste benævnelse af titlen, og undertegnede ved
sig heller ikke sikker på, hvorvidt det mon er intenderet eller blot meget,
meget kært og ganske forkert. I så fald vil det næsten være en art held i
uheld, der både er i stand til at aktivere en særegen følelse af autenticitet
og give et ekstra indhold til den tolkningstrængende lytter, idet objektet ikke blot
mistes men ligefrem løsnes. Der leges altså muligvis med sproget, idet loose verbaliseres i romantisk forstand.
Sangen findes i flere
udgaver, hvoraf den mest kendte er ca. 3:32 lang. Denne version er med på flere
opsamlinger, men sangen kan også findes som extended mix i en i øvrigt meget
dejlig udgave. Lad os kort vende os mod Pet Shop Boys igen: Always On My Mind starter med noget, der
kunne være et løvebrøl efterfulgt af et trommebeat, hvorefter man kort hører en
underlig lyd, der fungerer som overgang til keyboardet og i øvrigt gentages
flere gange i sangen. I’m Loosing You
indledes med en forvrænget mandestemme, der næsten antager karakter af et
sjusket fremført monster i en b-film, og direkte herefter får vi et keyboard,
der igennem 18 sekunder på én gang skræmmer mange lyttere og samtidig peger
frem mod tendenser, der senere kan genkendes i 90’ernes eurodance (der til en
vis grad nok skal blive taget mere seriøst om ganske få år). Tyve sekunder inde
i sangen begynder Zanetti sin fortælling på et charmerende og gebrokkent
engelsk. Stemmen er ingenlunde stor, men den er alvorlig og ærlig. Det
førnævnte keyboard afløses af en underliggende og mere dyster synth, der pakker
teksten ind i et yderligere lag af romantisk alvor. Ganske sagte hører man et
ekko af vokalen, der frem for et mere moderne forsøg på understøttede dub snarere
ekspliciterer vigtigheden i det partikulære/universelle: kunstneren, der på én gang står
alene og repræsenterer det ganske almene.
Efter godt 48
sekunder hører man et simpelt tromme-fill, hvorefter det noget cheesy keyboard
fra sangens start genintroduceres – denne gang akkompagneret af fire enkle
toner i baggrunden og Zanettis stemme, der for første gang synger titlen på
sangen. Det gør han to gange, før han synger videre med hjælp fra en underliggende
kvindestemme, før han gentager titlen og omkvædet – denne gang med en mere
overdrevet (og ganske smuk) synthflade og med små fraseringer.
Som så mange popsange
er I’m Loosing You fyldt med
gentagelser, men det er meget interessant, hvordan disse elementer bruges og
varieres og i øvrigt med al tydelighed undgår noget, der kunne ligne en stram
A-B-A-B-C-B-struktur. Da dette lange omkvæd er overstået, hører vi igen
keyboardet fra sangens start og vokalen, der fire gange adresserer modtageren med
et you, gentaget af loosing you og yderligere tre, isolerede
you. Efter 2:12 taler en kvindestemme
med heftig accent og tvivlsom bevidsthed om grammatik (looking for your glory), før en næsten androgyn mandestemme går
videre med fortællingen, der nu tager form som overtalelse. Før Zanetti igen synger
videre, hører man et sample af en kvindestemme, der i sin fragmenterede
tilstand knap og nap kan blive til et mere accentueret (i ikke-sproglig
forstand) you, der nu – om end kort –
ligger parallelt med vokalen, der leder op til et sidste omkvæd. Da der bliver
fadet helt ud, kalder Zanetti ud en sidste gang -- og ligesom i omkvædet uden det
personlige pronomen men med et ekko: Loosing
you (loosing you… loosing you…). For hver eneste gentagelse af titlen
ligger også dobbeltheden i forbindelse med den valgte (og formentlig helt
forkerte) stavemåde.
Midt i denne
pathosfyldte klagesang er en evigt underliggende nøgtern attitude, der fint
afspejler den enkelhed i kompleksiteten, vi alle kan genkende i førnævnte tema
om det partikulære/universelle. For hvad vil han egentlig opnå? Der er kun i
ringe grad tale om egentlig desperation, ligesom man ikke mærker en heroisk
kamp om at genvinde et vist momentum, om dette måtte være
romantisk/maskulint/seksuelt baseret. Det er underligt konstaterende, og man kan
spekulere meget i, hvordan udsagnet og udsigelsen mon harmonerer; der kan enten
være en rest af (noget nær ynkelig) strategi eller omvendt en ærlig erkendelse,
der tages til ekstremerne i forsøget på værdigt at afslutte det endnu (tilstede)værende
og konstituere en glorværdig historie i øjeblikket
(også jf. at skue efter your glory).
(extended mix)
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar