The Embassy er stadig på toppen – og bunden

Hvordan skal jeg beskrive min kærlighed til The Embassy? Göteborg-duoen er ikke den største, men velsagtens den vigtigste og mest indflydelsesrige svenske gruppe siden årtusindskiftet. Jeg har skrevet om dem mange gange før. Både her, i nogle zines, måske flere steder, talt om og spillet dem i radioen. Hvorfor skrive igen? Hvorfor gøre noget som helst flere gange? Man søger vel en slags retfærdighed eller viden eller ønsker at videregive ... kærlighed.

De største Göteborg-hits de seneste 20 år kommer fra Håkan Hellström, men mange af de bedste svenskere står på skuldrene af The Embassy. De to pladeselskaber Sincerely Yours (jj, CEO, Honeydrips) og Information (Studio, D. Lissvik, Fontän) er begge opkaldt efter dem. The Tough Alliance, Jens Lekman og Air France er alle på forskellige måder formet af The Embassy.

Fredrik Lindson og Torbjörn Håkansson er tydeligt inspireret af Pet Shop Boys og New Order, men også af enkeltheden i Marine Girls fra starten af 80'erne. Det er suveræn popmusik med forståelse for house og disco. Ja, de har selv kaldt det underklassedisco. De er glade for at sample, ofte lydbidder, der kan tolkes antikapitalistisk. De er efter eget udsagn antikarriere og antirock, og derfor spiller de gerne korte koncerter, så man ikke når at kede sig. De har endda spillet playback på papinstrumenter. Det får mig til at tænke på en The Knife-koncert, der virkelig pissede folk af på NorthSide, da alle på scenen mod slutningen af koncerten stillede sig og så ud på publikum, mens musikken demonstrativt kørte videre af sig selv. Det var en fornøjelse at se, fordi folk har vænnet sig til, at deres popkultur skal serveres på en bestemt måde. Næsten alle koncerter følger samme form, og så kan de være gode eller dårlige, men det er trist, hvis vi ender med at stille os tilfredse med selve formen og bliver dovne forbrugere. Oplevelsen med The Knife får mig til at tænke på noget, The Embassy har udtalt: Der er ikke langt mellem frustration og eufori.

The Embassy formår at være upbeat, selvom alt kan lyde til at gå ad helvedes til. Det er hverken tårevædet eller ironisk. De tilbyder en tredje vej på samme måde, som New Order altid har gjort det. Det er menneskeligt, og i al vores menneskelige tragedie skal man ane, at også hverdagen kan være sjov. De kan lyde hedonistiske, men de overskrider aldrig grænsen. Romantisk er det også. Som på deres måske bedste sang 'It Pays to Belong': ”Could it be that you’re just like me? In my mind you’re so much more.”

The Embassy udgiver nu deres femte album, og de kommer aldrig til at få flere lyttere, end de kortvarigt havde i 00'erne. Det betyder intet for dem, så længe de engang imellem kan udgive noget, de kan stå inde for. Forud for albummet har de i foråret udgivet singlen 'Renegades' og et halvt år senere den helt igennem fantastiske single 'Amnesia'. Hvem kan slippe af sted med at sample får på den måde i en popsang? Er det en reference til The KLF? Og hvordan laver man en popsang på den måde uden vers og omkvæd? Det kan være svært at forstå The Embassy, men det er nemt at elske dem. Overlegen popmusik fra Göteborg, der stadig er Nordens bedste musikby.

Lyt til E-Numbers (Spotify, intet Bandcamp-link denne gang)

/Martin

HEALTH sætter sig igennem

Blandt de klart vigtigste bands for mig står HEALTH. Med debutsinglen Triceratops i 2007 udfordrede de min sensitive, stille tilværelse. Jeg pendlede mellem Jylland og Fyn, og der var sjældent megen larm. Med debutpladen fra det år rykkede HEALTH mig mere end noget band meget længe.

Efterfølgende arbejdede jeg hårdt på at få dem til Musikcaféen i Aarhus. Det lykkedes, og den mest larmende, medrivende koncert blev en realitet – for 10 publikummer. Kvartetten sov i min lejlighed og var de venligste mennesker, man kan forestille sig. De var imponerede over hastigheden på det trådløse internet, kun én af dem ville have mad, medens en enkelt beskyldte en anden for altid at tage al maden ("you're constantly eating all of my fucking food"). Og så var de lettede over, at jeg ikke havde arrangeret en fest og ikke ville overbevise dem om, at vi skulle tage coke sammen. De fik lov at slappe af. Fortjent.

De vendte som bekendt tilbage med Get Color i 2009. Mere elektronisk, mere neon, mindre tribalt, lige så potent. Jeg følte en endnu klarere forbindelse til denne plade. På det seneste – muligvis efter valget – er jeg imidlertid nået til den erkendelse, at jeg først nu rigtigt forstår debutpladen. Paradoksalt nok efter nogle år med langt større indtag af elektronisk musik.

Måske det slet ikke er så paradoksalt. Det særlige mørke, man finder hos eksempelvis Prurient og Haxan Cloak, er så afgjort i samme boldgade. Sidstnævnte leder os frem til i dag. Efter flere remix-udgivelser, lange turnéer og arbejde på soundtracks er bandet nu klar med deres første studiealbum i seks år. Haxan Cloak producerer.

Den 7. august udgiver de Death Magic på Loma Vista (St. Vincent, Spoon, Cut Copy). De to første singler New Coke og Stonefist lyder umiskendeligt som HEALTH. Langsomt og voldsomt arbejder de sig ind i popmusikken med en støj, der danner ramme om Jake Duzsiks ofte distancerede, nærmest spøgelsesagtige vokal.

Med en overraskende indskydelse gik et lys op for mig, da min broder i ånd og blod i går fortalte, at han hørte en parallel til Pet Shop Boys. Neil Tennant er til stede. Dér var spøgelset måske. Og det er fantastisk.





/Martin

Til forsvar for kitsch, vol. II: Savage

Dette er anden del i en lille serie. Første del med dertilhørende indledning kan findes her (om Soft Cell og deres 'Say Hello, Wave Goodbye').

Man har de seneste år kunnet iagttage en stigende interesse for den såkaldte Italo disco, der op gennem 80’erne havde en mærkværdig position, der af og til bød på bred, kommerciel succes og havde stor indflydelse på andre kunstnere, herunder koryfæer som Pet Shop Boys og New Order. Mange af udgivelserne fra dengang er at finde som sjældne vinyludgivelser og er aldrig blevet digitaliseret, og der er således næsten gået sport i at opstøve lageret af Italo disco. Som den ene halvdel af navnet antyder, er det en strømning med stærke rødder i Italien, der dog er ret langt fra anden halvdel af betegnelsen: disco. Tempoet er som oftest i Italo disco væsentligt lavere med et langsomt og gerne yderst simpelt beat fra en trommemaskine. Dette skaber et repetitivt og underligt hypnotiserende og spacey element, der ganske fint kombinerer med de delay-effekter (m.fl.), der ofte er tilsat trommerne.

Én af de fremmeste eksponenter for denne type italo disco er toscaneren Savage (Roberto Zanetti). Han indgik med førnævnte Pet Shop Boys i en underlig symbiose gennem en kontinuerlig, gensidig inspiration, der fandt sin æstetiske manifestation og højdepunkt i hhv. førstnævntes I’m Loosing You fra 1988 (stavemåden vil blive diskuteret) og sidstnævntes formidable fortolkning af Always On My Mind fra 1987.

Det er netop I’m Loosing You, jeg her vil zoome ind på. Mange vil som noget af det første bemærke stavemåden. Den forfængelige skribent vil opleve en trang til at sætte et sic! efter hver eneste benævnelse af titlen, og undertegnede ved sig heller ikke sikker på, hvorvidt det mon er intenderet eller blot meget, meget kært og ganske forkert. I så fald vil det næsten være en art held i uheld, der både er i stand til at aktivere en særegen følelse af autenticitet og give et ekstra indhold til den tolkningstrængende lytter, idet objektet ikke blot mistes men ligefrem løsnes. Der leges altså muligvis med sproget, idet loose verbaliseres i romantisk forstand.

Sangen findes i flere udgaver, hvoraf den mest kendte er ca. 3:32 lang. Denne version er med på flere opsamlinger, men sangen kan også findes som extended mix i en i øvrigt meget dejlig udgave. Lad os kort vende os mod Pet Shop Boys igen: Always On My Mind starter med noget, der kunne være et løvebrøl efterfulgt af et trommebeat, hvorefter man kort hører en underlig lyd, der fungerer som overgang til keyboardet og i øvrigt gentages flere gange i sangen. I’m Loosing You indledes med en forvrænget mandestemme, der næsten antager karakter af et sjusket fremført monster i en b-film, og direkte herefter får vi et keyboard, der igennem 18 sekunder på én gang skræmmer mange lyttere og samtidig peger frem mod tendenser, der senere kan genkendes i 90’ernes eurodance (der til en vis grad nok skal blive taget mere seriøst om ganske få år). Tyve sekunder inde i sangen begynder Zanetti sin fortælling på et charmerende og gebrokkent engelsk. Stemmen er ingenlunde stor, men den er alvorlig og ærlig. Det førnævnte keyboard afløses af en underliggende og mere dyster synth, der pakker teksten ind i et yderligere lag af romantisk alvor. Ganske sagte hører man et ekko af vokalen, der frem for et mere moderne forsøg på understøttede dub snarere ekspliciterer vigtigheden i det partikulære/universelle: kunstneren, der på én gang står alene og repræsenterer det ganske almene.

Efter godt 48 sekunder hører man et simpelt tromme-fill, hvorefter det noget cheesy keyboard fra sangens start genintroduceres – denne gang akkompagneret af fire enkle toner i baggrunden og Zanettis stemme, der for første gang synger titlen på sangen. Det gør han to gange, før han synger videre med hjælp fra en underliggende kvindestemme, før han gentager titlen og omkvædet – denne gang med en mere overdrevet (og ganske smuk) synthflade og med små fraseringer.

Som så mange popsange er I’m Loosing You fyldt med gentagelser, men det er meget interessant, hvordan disse elementer bruges og varieres og i øvrigt med al tydelighed undgår noget, der kunne ligne en stram A-B-A-B-C-B-struktur. Da dette lange omkvæd er overstået, hører vi igen keyboardet fra sangens start og vokalen, der fire gange adresserer modtageren med et you, gentaget af loosing you og yderligere tre, isolerede you. Efter 2:12 taler en kvindestemme med heftig accent og tvivlsom bevidsthed om grammatik (looking for your glory), før en næsten androgyn mandestemme går videre med fortællingen, der nu tager form som overtalelse. Før Zanetti igen synger videre, hører man et sample af en kvindestemme, der i sin fragmenterede tilstand knap og nap kan blive til et mere accentueret (i ikke-sproglig forstand) you, der nu – om end kort – ligger parallelt med vokalen, der leder op til et sidste omkvæd. Da der bliver fadet helt ud, kalder Zanetti ud en sidste gang -- og ligesom i omkvædet uden det personlige pronomen men med et ekko: Loosing you (loosing you… loosing you…). For hver eneste gentagelse af titlen ligger også dobbeltheden i forbindelse med den valgte (og formentlig helt forkerte) stavemåde.

Midt i denne pathosfyldte klagesang er en evigt underliggende nøgtern attitude, der fint afspejler den enkelhed i kompleksiteten, vi alle kan genkende i førnævnte tema om det partikulære/universelle. For hvad vil han egentlig opnå? Der er kun i ringe grad tale om egentlig desperation, ligesom man ikke mærker en heroisk kamp om at genvinde et vist momentum, om dette måtte være romantisk/maskulint/seksuelt baseret. Det er underligt konstaterende, og man kan spekulere meget i, hvordan udsagnet og udsigelsen mon harmonerer; der kan enten være en rest af (noget nær ynkelig) strategi eller omvendt en ærlig erkendelse, der tages til ekstremerne i forsøget på værdigt at afslutte det endnu (tilstede)værende og konstituere en glorværdig historie i øjeblikket (også jf. at skue efter your glory).

(extended mix)

/Martin

The Sound Of Arrows

Her er der lidt til weekenden uden bekymringer. The Sound Of Arrows er endnu et svensk bekendtskab, der leverer popmusik af den slags, som vores svenske naboer er yderst leveringsdygtige i. Som det kan fremgå af billedet, forsøger man at nærme sig en æstetik, som kendes fra blandt andet fra 80'er filmen Den Uendelige Historie. Fra denne films soundtrack stammer titelnummeret The Never Ending Story af Limahl - en sang som alle der voksede op med denne film må indrømme en vis fascination af - og med sangen Into The Clouds distancerer The Sound Of Arrows sig ikke fra det visuelle udtryk. Vi taler 1980'erne, VHS, umiddelbar storladenhed, perfektion og tidlig Pet Shop Boys. Into The Clouds er yderst effektiv popmusik, der måske hurtigt forsvinder fra bevidstheden igen, men som gør godt, så længe tiden tillader det.



Mp3: The Sound Of Arrows - Into The Clouds



Limahl er cool i 1984: http://www.youtube.com/watch?v=3khTntOxX-k



\Mathias