Harmoniernes holdeplads: Christine McVies bedste omkvæd

I 1984 blev min yngste storebror født. I 1984 var det også fjorten år, siden Christine McVie sidst havde udgivet et soloalbum. Som del af Fleetwood Mac havde hun haft nogle travle, omskiftelige år, og privat var der formentlig også rigeligt at se til.

For et halvt år hørte jeg gennem min bror første gang Got a Hold on Me, førstesinglen fra Christine McVies andet soloalbum. Albummet fra 1984 bærer hendes navn, og det er en noget ujævn affære. Men på denne single har hun til gengæld et omkvæd, som er fuldt på højde med Fleetwood Mac på deres bedste dage.

Lindsey Buckingham er da også med på guitar. Det samme er Todd Sharp, der har skrevet sangen med McVie. Steve Winwood spiller keyboard – to år efter sit hit Valerie, der netop havde godt med mindeværdige keys.

Sangens start lyder som en jamsession og glider hurtigt over i et vers, der er en smule røvballe. Det lyder professionelt, kompetent, lidt kedeligt. Meget pænt. Men så sker der noget. Christine McVie uuuh'er sig ind i et omkvæd, hvor hun møder et kor, med hvilket hun laver den flotteste harmoni. En harmoni af den type, man ikke laver længere. Det gør også det efterfølgende vers bedre, man begynder at vippe med på det og nyder næsten det kedelige, fordi man samler kræfter til den magtdemonstration, der bygges op til.

Sådan et omkvæd kan man ikke bare prøve sig frem til i studiet. Det er et øjebliks genialitet eller en drøm. Det er kommet til hende i schweiziske alper eller på en uanselig café på Mallorca. Andet kan jeg ikke acceptere, og det behøver vi heller ikke.

Tak, bror. Igen.



/Martin

Rhye og den anonyme romance

Duoen Rhye har indtil videre valgt at forblive anonyme. Hvad man ved, er, at de er bosat i L.A. men angiveligt har europæisk baggrund og spiller i andre bands. De er signet til Innovative Leisure med distro gennem Polydor (UK) og Seven Four (US).

Rhye er et studie i det længselsfulde. Det er ærlig popmusik, der prøver at bekæmpe nostalgien ved momentant at omfavne den og dyrke den for sit udgangspunkt som negation; forhandlingen mellem dét, man måtte længes mod og de betingelser, der emotionelt foreskriver dette behov. Dermed søger de også at transcendere selve det længselsfulde ved at være tilstede på en helt anden måde end med den distance, der sædvanligvis giver nostalgien sin potens.

I en sang som Open er der visse ligheder med en ung Christine McVie i midten af 70'erne, medens en bekendt har draget paralleller til Sebastien Telliers æstetik. Rhye er imidlertid sensuelt på en mere direkte manér, hvilket kommer til udtryk i såvel tekst, stemme, beats, videoer mm. Det er imidlertid langt mere romantisk end lummert, og der synes at være et fokus på såvel nydelsen (som repræsentant for øjeblikket) og den potentielle smerte, der følger. En klassisk problemstilling i forrygende art pop-format. Det hele er ganske smooth, også visuelt, og det hele føles ganske blødt i al sin hårde næsten-virkelighed. Det er forskellige realiteter, der er i kamp, og man kunne næppe forestille sig en smukkere kamp.





/Martin