I 2009 så jeg dem et par gange live i forskellige opsætninger, og særligt den sidste af de to koncerter var væsentligt mere elektronisk, hvilket senere skulle blive et fokus, man hørte på Fight Softly fra 2010. Pladen var en anelse skuffende, men den var - ret skal vel være ret - også ganske anderledes end gennembrudspladen.
Ryan McPhun styrer mere eller mindre projektet egenhændigt, og efter at have afbrudt et langt forhold med sin kæreste (og nu tidligere bandmedlem) er han nu ved at være klar med sin nye plade Christopher, der har fungeret som en art terapi for den nysgerrige musiker. Han er flyttet til Oslo og har være så heldig at kunne samarbejde med Chris Coady. Blandt de kunstnere, der har gjort fornuftig brug af Coady tæller Grizzly Bear, Beach House, Gang Gang Dance, Delorean, Yeah Yeah Yeahs, Zola Jesus, TV on the Radio og mange flere.
Førstesinglen Kingfisher Call Me vidner umiddelbart også om en ny begyndelse for McPhun. Smerten er ikke til at overse. Det er på det nærmeste ømt. Vokalen og melodien minder mere om Grizzly Bear, end Ruby Suns tidligere har gjort, medens produktionen er mere i retning af en lidt lysere Gang Gang Dance.
Omkvædet optræder relativt hurtigt, og det vidner da også om det forsøg på styrke, der søges som produktivt fokuspunkt efter et brud: Dry your eyes / Is what to do / Don't listen to anyone / Except for you. Dette kan naturligvis fungere som de fortrøstningsfulde ord til den forladte, ligesom det kan være et (desperat) forsøg på at give sig selv styrke i et skrøbeligt vakuum. Tvivlen ift. narrativ bekræftes af det forvirrende c-stykke, ligesom også sangens outro synes at være resultatet af destru-produktiv fri leg.
Pladen udkommer i slutningen af januar på hhv. Sub Pop (USA) og Memphis Industries (UK).
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar