Nr. 25-11
10. Godspeed You! Black Emperor - Allelujah! Don't Bend! Ascend!
Efter Bowies comeback har mange hurtigt glemt, hvor overraskende det også var, at GY!BE vendte tilbage - ud af det blå - efter en albumpause på hele ti år. Bandet har ikke overraskende en ganske loyal fanskare, og musikken har også alle dage krævet netop tålmod. Det er på mange måder ikke til at høre, at de har været væk - og dog: De afspejler den marginaliseredes vrede stærkere og mere direkte, end de før har gjort det. Albummets opbygning synes også at afspejle dette forhold: En sang på tyve minutter afløses af én på seks, hvorefter vi ser det samme mønster gentage sig. Det er umage par, men de er tydeligt genkendelige. GY!BE er igen trådt ud af skyggen for at fortælle os, at vi skal bekæmpe apatien.
9. Swans - The Seer
Det kære monster glor på os. Både på albumcoveret og i det (nøje afmålt) dramatiske univers vi præsenteres for på The Seer. Det rutinerede band beviser med deres anden plade siden deres comeback i 2010, at de har noget at meddele verden. Det er ikke altid entydigt klart, hvad de har set, men det kan ikke betvivles, at det har en sådan vigtighed, at man lytter til fortællingen i håbet om at forstå diagnosen.
8. Sharon van Etten - Tramp
Av for en titel. Man behøver ikke engang kende til sangerindens historie som sofasovende veninde for at kunne forbinde titlen med de tolv sange, der vidner om en hårdt prøvet kvinde, der hverken er blevet slidt helt ned eller er blevet toughened af de hårde tider. Der er hverken tale om klagesang eller power-feminisme. Det er heller ikke håbløst, men det er overvejende trist. Sharon van Etten har udviklet sig til en sangskriver, der mestrer det underspillede og forstår at opbygge noget stort på et enkelt grundlag.
7. Wild Nothing - Nocturne
Unge Jack Tatum havde meget at leve op til efter den mesterlige debut Gemini fra 2010. Ifølge ham selv var det i starten skræmmende pludselig at have adgang til et rigtigt studio efter at have indspillet sin første plade i sit eget hjem. Mange havde frygtet, at charmen dermed ville forsvinde, men det er lykkeligvis ingenlunde tilfældet, og en sang som Paradise er blandt årets absolut bedste.
6. Chairlift - Something
Hvor debuten Does You Inspire You var lidt mere ujævn, er Chairlift fire år senere barberet ned til to medlemmer, der på det nye udspil i sandhed formår at holde fokus på den formidable popsang med en uforlignelig og vanvittigt charmerende Caroline Polachek i spidsen. Titlen er såmænd meget passende. Kan man ikke finde på en kontekst, kan man blot kalde det noget. Og dette noget er tilfældigvis én af de bedste samling popsange fra det herrens år totusindogtolv.
5. DIIV - Oshin
Sikke en debut! Da Zachary Cole Smith fra Beach Fossils annoncerede, at han ville udgive en soloplade, havde de færreste vel forventet så kraftfuldt et udspil. Her har vi måske endda den stærkeste introsang (i klassisk forstand) fra året, der gik. De forskellige komponenter optræder spatialt forskudt, og man oplever mange øjeblikke, hvor denne følelse af kulde (hver del for sig) suger lytteren ind i et håb om varme, der sætter ind på det helt rigtige tidspunkt med et fremragende hook. Stemmen er hele tiden fjern, og man kæmper for at forstå. Der er ikke noget valg: Man må tættere på.
4. Perfume Genius - Put Your Back N 2 It
Med enkle midler har Mike Hadreas skabt et lille mesterværk med sit skrøbelige og formentlig ganske ironisk betitlede Put Your Back N 2 It. Det er ganske ømt, og det er noget ganske særligt. Jeg kunne forsøge mig med beslægtede adjektiver, men det ville være unfair mod alle. Få plader har rørt mig så meget i 2012, og det må være nok.
3. Grimes - Visions
Den canadiske særling er så svær at beskrive, at man kunne frygte, at flere kritikere ville give op. Nu har hun med sit tredje album fået hul igennem til en relativt bred lytterskare, der ikke behøver kæmpe med at beskrive hendes eventyrlige og mestendels autodidakte tilgang til skabelsen af musik. De kan nyde den for det, den er: Noget så sjældent som ganske uforlignelig.
2. Jessie Ware - Devotion
Jessie Ware byder med sit debutalbum på den bedste samling af rendyrket popmusik fra 2012. Hendes fænomenale stemme er tilmed pakket ind i en usandsynligt stærk produktion, der perfekt rammer det blødt maskinelle, der så godt afspejler senmoderniteten og kampen om troværdig formidling. Vi har haft brug for en sangerinde af denne kaliber til at genforhandle, hvad popmusikken er i stand til lige uden for mainstream.
1. Beach House - Bloom
Bloom er den eneste plade fra 2012, jeg finder fejlfri fra start til slut. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at det bliver tænkt eller kalkuleret. Tendensen har været klar siden debuten i 2006: Beach House udgiver en plade hvert andet år, og hver gang bliver de en anelse bedre og finere i kanten. Meget få bands har mere end en enkelt eller to stærke udgivelser i sig, men Beach House har med deres fire for længst markeret sig som ét af de vigtigste bands i vor tid. Jeg håber, at Victoria Legrand engang finder indre ro, men for nu er jeg lykkelig for, at hun med Alex Scally vil dele de mange historier om smerte, hun kan grave frem. Sikke et band. Sikke en lyd. Sikke et privilegium det er at måtte lytte med.
Jeg har på årslisten ikke medregnet EP'er. Det ser man på enkelte lister, og det er en spændende diskussion. Et par grunde til mit valg kan findes i mit essay om formatet her.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar