Det følgende er skrevet i november 2012 til en anden publikation, men det blev af forskellige årsager aldrig lagt ud, så nu kommer det her lidt forsinket i uredigeret form.
Tre fremragende plader fra 2012
Det er medio november, og vi
formoder, at der ikke bliver udgivet flere stærke plader i år. Vi skynder os at
stresse igennem årets udgivelser for at finde de sidste kandidater til den
årsliste, vi føler os presset eller tvunget til at udforme. Men vi kan
selvfølgelig andet end at tænke i ”best of”, rækkefølge, hierarki, nedtællinger
og superlativer; årslister kan være mange ting, og jeg vil i det følgende
fokusere på tre plader fra 2012, der ud over at være en anelse overset også
vidner om forskellige niveauer af repræsentation: I) Musikkens betingelser anno
2012, II) tendenser i det senmoderne og III) Aspekter af undertegnedes mere
ubetydelige (altså personlige) refleksioner. Jeg vil ikke opdele disse skarpt
men snarere lade læseren skabe de forbindelser, der måtte være interessante.
Den prætentiøse indledning (må gerne
springes over)
Før
jeg går videre til selve musikken, er det måske hensigtsmæssigt, at jeg kort forholder
mig til idéen om det ”betydningsfulde” i denne henseende. For disse plader er
nogle af de få fra 2012, jeg med rette kan beskrive som betydningsfulde for mig
– dog kan jeg samtidig placere andre plader over dem på en årsliste over de
såkaldt ”bedste” plader fra det herrens år totusindogtolv. Det har til en vis
grad også noget at gøre med holdningen til en sådan liste: Erkendelsen af det
dybt personlige og det paradoksale behov for alligevel at distancere selvet i
bedømmelsen. Det er selvfølgelig absurd, men jeg vil så vidt muligt forsøge at
undgå at kanonisere et album frem for et andet, blot fordi jeg kan identificere
mig minimalt med det skabte. Dét må holdes til andre (og muligvis mere
interessante) lister.
Det
”betydningsfulde” placerer sig mellem ego og ontologi, og det nytter ikke noget
at kaste sig ud i en ellers værdig diskussion af S/O-relationen. Disse plader
er betydningsfulde for mig, men jeg
fremhæver dem samtidig her, fordi de besidder en (sonisk-emotionel) kvalitet,
der tillader mig at tro på, at de også kan tale til andre på et dybere
(emotionelt) plan. De har noget i sig
selv, der umuliggør min anfægtelse af ontologien. Hvis jeg nogensinde
skulle få den vanvittige idé. Nu har jeg vist rodet mig så langt ud, at det er
på tide at forholde mig mere konkret til musikken.
The Deadly Syndrome –
All in Time
I
2007 udgav L.A.-kvartetten The Deadly Syndrome deres debutalbum “The Ortolan”
på pladeselskabet Dim Mak. Dengang var både de og Dim Mak fremadstormende
størrelser, og The Deadly Syndrome blev af mange anset som ét af de mest
lovende bands fra den såkaldte ”blog-rock”-bølge. Kendetegnet ved disse var, at
de var yderst populære på blogs, der potentielt kunne være med til at
konstituere et band som det nye dét og dét. Ja, næsten skabe en karriere. På
dette tidspunkt talte man bl.a. om ”det nye Arcade Fire” eller ”det nye Wolf
Parade”. De var således nemmere at sætte i bås dengang, men selvom teksterne af
og til var mørke og seriøse, var det både lettilgængeligt og sjovt. Uden at være fremragende. Jeg var
regelmæssigt i kontakt med bandet og havde hjulpet dem med at finde et label
til at varetage Europa, men forhandlingerne brød sammen, og de fortalte mig, at
de havde mistet troen på mange ting, herunder pladeselskabet Dim Mak, som
mildest talt havde skuffet dem. De seneste år har det da også været svært at
være rigtig imponeret af det dengang så lovende label. I 2010 valgte bandet så
selv at udgive opfølgeren ”Nolens Volens” (’villig eller uvillig’), der starter
nøgen og bitter. Mere analytisk. Pladen er ikke mørk eller dyster som sådan,
men bandet er på sin vis sat fri af bitterheden til at lave en plade, der netop
fungerer som helhed - en helhed, der er domineret af denne snert af bitterhed og overvejelse af opgivelse, der aldrig helt
kammer over og bliver til decideret defaitisme.
Det
er som en slags fortsættelse af denne stil, man skal se på den nyeste plade
”All in Time”, som gruppen også selv har udgivet. Titlen kunne være en ironisk
kommentar til gruppens manglende (endelige) gennembrud på samme måde, som det
var tilfældet med Built to Spills mesterlige ”Keep It Like a Secret”, men det
bør anskues mere generelt: Gruppen er trådt endnu længere tilbage og har dannet
sig et formidabelt overblik med en analytisk respons til de op- og (i højere
grad) nedture, livet har budt dem.
Det
hele starter med stilhed, der langsomt bliver til en larmende omgang. Et vers
leder op til endnu en omgang larm. Mod slutningen af introsangen bliver der
nynnet smukt, og stemmen er ledsager til larmen – ikke omvendt. Sangen hedder
ganske enkelt ”Demons”. Så er vi i gang. Flere af titlerne antyder den mere
kyniske tilgang til sangskrivningen, gruppen har taget til sig. Men kynismen er
ikke udelukkende kold eller skræmmende. Den vidner om et forsøg på at træde
tilbage og forstå visse handlinger
eller dispositioner, og på den måde er det ikke svært at relatere til
udgangspunktet: Kynisme som forsvar. Bandet placerer sig ærværdigt mellem – og
her ville Jane Austen måske være stolt! – fornuft og følelse i et forsøg på at
analysere sig frem til visse sandheder. Små som store. Nogle titler er mere
konsekvente end andre (“It’s a Mess”, ”Fine on Your Own”, ”Won’t Be Me”),
medens andre afspejler den ro, bandet har fundet i dette analytiske
udgangspunkt (”All in Time”, ”Whatever Comes Our Way”).
Vi
kan kalde det en form for reflekteret kynisme. Nødvendig afstand. Til en vis
grad har vi også at gøre med afmagtens paradoksale frihed. De går gennem refleksionens
forskellige stadier og vidner om processen: Tvungen smerte – konflikt –
klarhed. Dette er alt sammen en intern oplevelse og ikke oplevelsen for sig. De tillader sig at genleve detaljerne – og
dermed smerten – for at kunne tillade de forskellige aspekter og synspunkter at
manifestere sig. Dette medfører en konflikt i forsøget på at forstå det skete og subjektets position i
dette. Først herefter kan der åbnes op for mulig klarhed. Denne proces og
bandets skildring heraf er yderst beundringsværdig og næsten skræmmende i al
sin skønhed.
Beachwood Sparks – The Tarnished Gold
For
tolv år siden debuterede Beachwood Sparks med en plade af samme navn. Året
efter fulgte de op med en ny fuldlængde, og i 2002 kom så en EP, før
bandmedlemmerne vendte fokus mod andre projekter. Alle pladerne blev udgivet på
Sub Pop, og det var også dem, der skulle få gruppen tilbage igen i anledning af
pladeselskabets 20-årsjubilæum i 2008. Der skulle imidlertid gå fire år
yderligere, før gruppen var klar med comeback-pladen, der passende fik titlen
”The Tarnished Gold”.
Der
er noget umanerligt sympatisk over bandet og albummet som helhed. Det hele er
ganske afslappet, og det er nærmest befriet for ambitioner. Beachwood Sparks
eliminerer nærmest muligheden for kritik og skepsis ved at være så ligeglade. I
positiv forstand vel at mærke. Der er en renhed over musikken, der frasiger sig
al ungdommelig drift i karrieremæssig forstand; de ved, hvad de var, hvad de
kunne have været, og hvad de ikke (længere) har nogen som helst interesse i.
Beachwood Sparks er først og
fremmest. Og hvad er de så? Alternativ country? Folk med ét eller andet præ-
eller suffix? De har formentlig lyttet til Dean Wareham (særligt Luna), og som
for så mange andre har Neil Young vel været én af heltene. Men det forbliver
afdæmpet, og det forbliver stenet, selv i højt tempo. The Clientele kan helt
sikkert også nævnes som en inspirationskilde, hør eksempelvis starten på
albummet.
Efter
blot at have hørt pladen med et halvt øre kom jeg en sen nattetime hjem og
havde en sætning på hjernen: ”I love a happy ending / it’s lonely where you’re
standing”. Jeg googlede det og fandt frem til, at det var Beachwood Sparks.
Sangen ”Earl Jean” havde fundet vej til underbevidstheden og derfra arbejdet
sig op. Endog i fuldskab.
Netop
”Earl Jean” er interessant som symbol for bandet og er i øvrigt min
yndlingssang fra pladen. Særligt linjen ”back in town, out of style” er så
rammende for Beachwood Sparks og deres utidige væren. Det hele virker så
ubesværet, og flere af sangene synes da også at fortælle om lektioner som følge
af fordums fejl(an)tagelser. Det er på ingen måde svøbt i coolness; snarere så
fantastisk uhipt i al sin renhed.
Port St. Willow –
Holiday
Vinden blæser. Det er ikke dramatisk. Det er en
tilstand, et udgangspunkt. Port St. Willow er ofte blevet sammenlignet med The
Antlers, hvilket skyldes andet end blot venskabet mellem de to: Det er
ligeledes lydbilledet og – i endnu højere grad – idéen om det isolerede menneske.
Her kan man trække lidt på Thomas Ziehe og dennes idé om senmoderniteten som øer af intensitet i et hav af rutine.*
”Holiday”
er ikke blot et fremragende album. Det er også en fremragende titel. Den er
ikke bare kort og fængende men rækker også langt ud over ironien. Det er idéen
om tilstande og processer. Herhjemme har Henrik Kaare Nielsen skrevet om
betydningen af ”festen”, og den franske filosof Alain Badiou har med sin idé om
begivenheden (”Being and Event”,
1988) slået sit navn fast som én af vor tids største tænkere: Det handler om
rystelser (sociale, kulturelle, teknologiske), der gør os i stand til at tale
om et før og efter. Nedslag i samtiden, der hurtigt bliver nedslag i historien,
da de netop skaber historie og bevidsthed derom. Modsætningen mellem titlen
”Holiday” og de ensomme toner på pladen er slående og gør lytteren opmærksom på
den til tider skræmmende mangel på sådanne begivenheder – noget betydningsfuldt.
Når det hele har en tendens til at glide sammen, og man ikke kan skabe
sammenhænge, fordi man ganske enkelt ikke kan vurdere, hvad der har relevans.
Eller med et mere modigt ord: Mening.
Med
et lidt fortærsket adjektiv kan vi kalde pladen for sfærisk. Der er fin plads i
lydbilledet, og ofte får guitaren lov at runge ud. Man kan kun med en smule
besvær dechifrere, hvad Nick Principe synger med sin fine falset, hvilket
bidrager til følelsen af ensomhed. Men han rækker ud. Trods alt. Han forsøger
at kommunikere, selvom det foregår på selve ensomhedens præmisser og ikke hans
egne.
Principe
har selv udgivet ”Holiday”, der er hans første fuldlængde. Han har i flere
interviews betonet vigtigheden af at lytte til pladen som helhed, og det hører
man jo så ofte, men der er sandelig grund til det her. Albummet er godt en time
langt, og syv af sangene overstiger de fem minutter. Han tager sig sin tid, men
enkelte sange står mere ud end andre. Eksempelvis ”Amawalk”, der udvikler sig
smukt og går op i et tempo, der på sin vis bedrager lytteren; tempoet til trods
føles sangen langsom og drævende i al sin mærkværdige heroisme. Det hele kunne
snildt blive traurigt og ynkeligt, men der inviteres ikke til medlidenhed. Det
er en følelse af fremmedgørelse og ensomhed med mindre drama end det ofte
fremføres. Det er idéen om disse størrelser som betingelser. Idéen om udbrud,
der er længere end et splitsekund. Om tilstande, der er kortere end en evighed.
En håndsrækning.
Sidste overskrift, promise!
The
Deadly Syndrome, Beachwood Sparks og Port St. Willow er alle umanerligt
sympatiske størrelser. Det er bands, der er afklaret med deres position. Deres
rolle. De er afklaret med deres utilstrækkelighed, hvad enten det er i forhold
til eget talent, verden, industriens betingelser eller idéen om ”skæbne”. Mit
bud er, at to af dem ikke vil udgive flere plader, og at de egentlig har det
fint med det. Alle som én er de en slags forfriskende doven rest af, hvad
”rock” har været. De er alle produktive rent emotionelt og netop ikke fanget i
ynk. Kan vi kalde det modent? Vi kan kalde det, hvad det måtte være. Jeg har
brugt nok adjektiver for denne omgang, og jeg vil hellere overlade læserne til
at opsøge disse fremragende plader og give dem tid til at vokse, som de
fortjener det.
*Ziehe
skriver her (og oftest) om ungdommen og pædagogik, og man skal (som altid) være varsom med
generaliseringerne.
Note:
Siden jeg skrev dette i november, er The Deadly Syndrome gået i opløsning.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar