Trods den megen drama og alvor i musikken har han imidlertid altid fundet plads til at vise andre sider af sig selv for at markere, at dramaet i sig selv ikke er målet. Se eksempelvis diversiteten i de forskellige pressebilleder.
At være mere udadvendt er ham ikke fremmed - han har endog optrådt hos Letterman - men hans nye single Song For Zula vidner om en anden tilgang til musikken, der er mere direkte og rammer dén alvor, han er kendt for gennem en væsentligt mere tilgængelig produktion, der signalerer en tematisering af udadvendtheden. På denne vis lever han også for første gang rigtigt op til sit (i øvrigt glimrende) kunstnernavn.
Det er en på flere måder større lyd, end man tidligere har hørt fra Houck. Et enkelt beat går igen gennem hele sangen, og en meget, meget fin violin omringer så at sige det bur, han synger fra. Som et underligt dyr, der svømmer rundt i det mørkeste hav, omgivet af et skær lige så underligt som skabelsen selv. Heraf associationen til selve navnet.
Det er på det nærmeste en spirituel oplevelse fyldt med bevidsthed om skrøbelighed ("I will not open myself up this way again") og frustration over nær-magtesløsheden ("I could kill you with my bare hands if I was free"). En slagen mand, der på én gang forsøger at forstå og forene sig med tanken om ikke at kunne forstå.
Song For Zula er intet mindre end den bedste sang, Phosphorescent endnu har leveret, og det lover godt for resten af pladen, Muchacho, der udkommer 19. marts på Dead Oceans.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar