En slags festskrift fra november 2012

Det følgende er skrevet i november 2012 til en anden publikation, men det blev af forskellige årsager aldrig lagt ud, så nu kommer det her lidt forsinket i uredigeret form.

Tre fremragende plader fra 2012

Det er medio november, og vi formoder, at der ikke bliver udgivet flere stærke plader i år. Vi skynder os at stresse igennem årets udgivelser for at finde de sidste kandidater til den årsliste, vi føler os presset eller tvunget til at udforme. Men vi kan selvfølgelig andet end at tænke i ”best of”, rækkefølge, hierarki, nedtællinger og superlativer; årslister kan være mange ting, og jeg vil i det følgende fokusere på tre plader fra 2012, der ud over at være en anelse overset også vidner om forskellige niveauer af repræsentation: I) Musikkens betingelser anno 2012, II) tendenser i det senmoderne og III) Aspekter af undertegnedes mere ubetydelige (altså personlige) refleksioner. Jeg vil ikke opdele disse skarpt men snarere lade læseren skabe de forbindelser, der måtte være interessante.

Den prætentiøse indledning (må gerne springes over)

Før jeg går videre til selve musikken, er det måske hensigtsmæssigt, at jeg kort forholder mig til idéen om det ”betydningsfulde” i denne henseende. For disse plader er nogle af de få fra 2012, jeg med rette kan beskrive som betydningsfulde for mig – dog kan jeg samtidig placere andre plader over dem på en årsliste over de såkaldt ”bedste” plader fra det herrens år totusindogtolv. Det har til en vis grad også noget at gøre med holdningen til en sådan liste: Erkendelsen af det dybt personlige og det paradoksale behov for alligevel at distancere selvet i bedømmelsen. Det er selvfølgelig absurd, men jeg vil så vidt muligt forsøge at undgå at kanonisere et album frem for et andet, blot fordi jeg kan identificere mig minimalt med det skabte. Dét må holdes til andre (og muligvis mere interessante) lister.

Det ”betydningsfulde” placerer sig mellem ego og ontologi, og det nytter ikke noget at kaste sig ud i en ellers værdig diskussion af S/O-relationen. Disse plader er betydningsfulde for mig, men jeg fremhæver dem samtidig her, fordi de besidder en (sonisk-emotionel) kvalitet, der tillader mig at tro på, at de også kan tale til andre på et dybere (emotionelt) plan. De har noget i sig selv, der umuliggør min anfægtelse af ontologien. Hvis jeg nogensinde skulle få den vanvittige idé. Nu har jeg vist rodet mig så langt ud, at det er på tide at forholde mig mere konkret til musikken.

The Deadly Syndrome – All in Time

I 2007 udgav L.A.-kvartetten The Deadly Syndrome deres debutalbum “The Ortolan” på pladeselskabet Dim Mak. Dengang var både de og Dim Mak fremadstormende størrelser, og The Deadly Syndrome blev af mange anset som ét af de mest lovende bands fra den såkaldte ”blog-rock”-bølge. Kendetegnet ved disse var, at de var yderst populære på blogs, der potentielt kunne være med til at konstituere et band som det nye dét og dét. Ja, næsten skabe en karriere. På dette tidspunkt talte man bl.a. om ”det nye Arcade Fire” eller ”det nye Wolf Parade”. De var således nemmere at sætte i bås dengang, men selvom teksterne af og til var mørke og seriøse, var det både lettilgængeligt og sjovt. Uden at være fremragende. Jeg var regelmæssigt i kontakt med bandet og havde hjulpet dem med at finde et label til at varetage Europa, men forhandlingerne brød sammen, og de fortalte mig, at de havde mistet troen på mange ting, herunder pladeselskabet Dim Mak, som mildest talt havde skuffet dem. De seneste år har det da også været svært at være rigtig imponeret af det dengang så lovende label. I 2010 valgte bandet så selv at udgive opfølgeren ”Nolens Volens” (’villig eller uvillig’), der starter nøgen og bitter. Mere analytisk. Pladen er ikke mørk eller dyster som sådan, men bandet er på sin vis sat fri af bitterheden til at lave en plade, der netop fungerer som helhed - en helhed, der er domineret af denne snert af bitterhed og overvejelse af opgivelse, der aldrig helt kammer over og bliver til decideret defaitisme.

Det er som en slags fortsættelse af denne stil, man skal se på den nyeste plade ”All in Time”, som gruppen også selv har udgivet. Titlen kunne være en ironisk kommentar til gruppens manglende (endelige) gennembrud på samme måde, som det var tilfældet med Built to Spills mesterlige ”Keep It Like a Secret”, men det bør anskues mere generelt: Gruppen er trådt endnu længere tilbage og har dannet sig et formidabelt overblik med en analytisk respons til de op- og (i højere grad) nedture, livet har budt dem.

Det hele starter med stilhed, der langsomt bliver til en larmende omgang. Et vers leder op til endnu en omgang larm. Mod slutningen af introsangen bliver der nynnet smukt, og stemmen er ledsager til larmen – ikke omvendt. Sangen hedder ganske enkelt ”Demons”. Så er vi i gang. Flere af titlerne antyder den mere kyniske tilgang til sangskrivningen, gruppen har taget til sig. Men kynismen er ikke udelukkende kold eller skræmmende. Den vidner om et forsøg på at træde tilbage og forstå visse handlinger eller dispositioner, og på den måde er det ikke svært at relatere til udgangspunktet: Kynisme som forsvar. Bandet placerer sig ærværdigt mellem – og her ville Jane Austen måske være stolt! – fornuft og følelse i et forsøg på at analysere sig frem til visse sandheder. Små som store. Nogle titler er mere konsekvente end andre (“It’s a Mess”, ”Fine on Your Own”, ”Won’t Be Me”), medens andre afspejler den ro, bandet har fundet i dette analytiske udgangspunkt (”All in Time”, ”Whatever Comes Our Way”).

Vi kan kalde det en form for reflekteret kynisme. Nødvendig afstand. Til en vis grad har vi også at gøre med afmagtens paradoksale frihed. De går gennem refleksionens forskellige stadier og vidner om processen: Tvungen smerte – konflikt – klarhed. Dette er alt sammen en intern oplevelse og ikke oplevelsen for sig. De tillader sig at genleve detaljerne – og dermed smerten – for at kunne tillade de forskellige aspekter og synspunkter at manifestere sig. Dette medfører en konflikt i forsøget på at forstå det skete og subjektets position i dette. Først herefter kan der åbnes op for mulig klarhed. Denne proces og bandets skildring heraf er yderst beundringsværdig og næsten skræmmende i al sin skønhed.

Beachwood Sparks – The Tarnished Gold

For tolv år siden debuterede Beachwood Sparks med en plade af samme navn. Året efter fulgte de op med en ny fuldlængde, og i 2002 kom så en EP, før bandmedlemmerne vendte fokus mod andre projekter. Alle pladerne blev udgivet på Sub Pop, og det var også dem, der skulle få gruppen tilbage igen i anledning af pladeselskabets 20-årsjubilæum i 2008. Der skulle imidlertid gå fire år yderligere, før gruppen var klar med comeback-pladen, der passende fik titlen ”The Tarnished Gold”.

Der er noget umanerligt sympatisk over bandet og albummet som helhed. Det hele er ganske afslappet, og det er nærmest befriet for ambitioner. Beachwood Sparks eliminerer nærmest muligheden for kritik og skepsis ved at være så ligeglade. I positiv forstand vel at mærke. Der er en renhed over musikken, der frasiger sig al ungdommelig drift i karrieremæssig forstand; de ved, hvad de var, hvad de kunne have været, og hvad de ikke (længere) har nogen som helst interesse i. Beachwood Sparks er først og fremmest. Og hvad er de så? Alternativ country? Folk med ét eller andet præ- eller suffix? De har formentlig lyttet til Dean Wareham (særligt Luna), og som for så mange andre har Neil Young vel været én af heltene. Men det forbliver afdæmpet, og det forbliver stenet, selv i højt tempo. The Clientele kan helt sikkert også nævnes som en inspirationskilde, hør eksempelvis starten på albummet.

Efter blot at have hørt pladen med et halvt øre kom jeg en sen nattetime hjem og havde en sætning på hjernen: ”I love a happy ending / it’s lonely where you’re standing”. Jeg googlede det og fandt frem til, at det var Beachwood Sparks. Sangen ”Earl Jean” havde fundet vej til underbevidstheden og derfra arbejdet sig op. Endog i fuldskab.

Netop ”Earl Jean” er interessant som symbol for bandet og er i øvrigt min yndlingssang fra pladen. Særligt linjen ”back in town, out of style” er så rammende for Beachwood Sparks og deres utidige væren. Det hele virker så ubesværet, og flere af sangene synes da også at fortælle om lektioner som følge af fordums fejl(an)tagelser. Det er på ingen måde svøbt i coolness; snarere så fantastisk uhipt i al sin renhed.

Port St. Willow – Holiday

Vinden blæser. Det er ikke dramatisk. Det er en tilstand, et udgangspunkt. Port St. Willow er ofte blevet sammenlignet med The Antlers, hvilket skyldes andet end blot venskabet mellem de to: Det er ligeledes lydbilledet og – i endnu højere grad – idéen om det isolerede menneske. Her kan man trække lidt på Thomas Ziehe og dennes idé om senmoderniteten som øer af intensitet i et hav af rutine.*

”Holiday” er ikke blot et fremragende album. Det er også en fremragende titel. Den er ikke bare kort og fængende men rækker også langt ud over ironien. Det er idéen om tilstande og processer. Herhjemme har Henrik Kaare Nielsen skrevet om betydningen af ”festen”, og den franske filosof Alain Badiou har med sin idé om begivenheden (”Being and Event”, 1988) slået sit navn fast som én af vor tids største tænkere: Det handler om rystelser (sociale, kulturelle, teknologiske), der gør os i stand til at tale om et før og efter. Nedslag i samtiden, der hurtigt bliver nedslag i historien, da de netop skaber historie og bevidsthed derom. Modsætningen mellem titlen ”Holiday” og de ensomme toner på pladen er slående og gør lytteren opmærksom på den til tider skræmmende mangel på sådanne begivenheder – noget betydningsfuldt. Når det hele har en tendens til at glide sammen, og man ikke kan skabe sammenhænge, fordi man ganske enkelt ikke kan vurdere, hvad der har relevans. Eller med et mere modigt ord: Mening.

Med et lidt fortærsket adjektiv kan vi kalde pladen for sfærisk. Der er fin plads i lydbilledet, og ofte får guitaren lov at runge ud. Man kan kun med en smule besvær dechifrere, hvad Nick Principe synger med sin fine falset, hvilket bidrager til følelsen af ensomhed. Men han rækker ud. Trods alt. Han forsøger at kommunikere, selvom det foregår på selve ensomhedens præmisser og ikke hans egne.

Principe har selv udgivet ”Holiday”, der er hans første fuldlængde. Han har i flere interviews betonet vigtigheden af at lytte til pladen som helhed, og det hører man jo så ofte, men der er sandelig grund til det her. Albummet er godt en time langt, og syv af sangene overstiger de fem minutter. Han tager sig sin tid, men enkelte sange står mere ud end andre. Eksempelvis ”Amawalk”, der udvikler sig smukt og går op i et tempo, der på sin vis bedrager lytteren; tempoet til trods føles sangen langsom og drævende i al sin mærkværdige heroisme. Det hele kunne snildt blive traurigt og ynkeligt, men der inviteres ikke til medlidenhed. Det er en følelse af fremmedgørelse og ensomhed med mindre drama end det ofte fremføres. Det er idéen om disse størrelser som betingelser. Idéen om udbrud, der er længere end et splitsekund. Om tilstande, der er kortere end en evighed. En håndsrækning.

Sidste overskrift, promise!

The Deadly Syndrome, Beachwood Sparks og Port St. Willow er alle umanerligt sympatiske størrelser. Det er bands, der er afklaret med deres position. Deres rolle. De er afklaret med deres utilstrækkelighed, hvad enten det er i forhold til eget talent, verden, industriens betingelser eller idéen om ”skæbne”. Mit bud er, at to af dem ikke vil udgive flere plader, og at de egentlig har det fint med det. Alle som én er de en slags forfriskende doven rest af, hvad ”rock” har været. De er alle produktive rent emotionelt og netop ikke fanget i ynk. Kan vi kalde det modent? Vi kan kalde det, hvad det måtte være. Jeg har brugt nok adjektiver for denne omgang, og jeg vil hellere overlade læserne til at opsøge disse fremragende plader og give dem tid til at vokse, som de fortjener det.

Kh. Martin // Börneblogger

*Ziehe skriver her (og oftest) om ungdommen og pædagogik, og man skal (som altid) være varsom med generaliseringerne.

Note: Siden jeg skrev dette i november, er The Deadly Syndrome gået i opløsning.

/Martin

The Deadly Syndrome med tid på hånden

Sidste gang jeg skrev om The Deadly Syndrome var det to og et halvt år siden, jeg sidst havde gjort det. Nu befinder jeg mig i samme situation. De er klar med deres tredje album, All in Time, der ligesom forgængeren Nolens Volens er kommet snigende.

De står selv bag udgivelsen, og de har forlængst opgivet den store karriere, der blev spået dem omkring udgivelsen af debutalbummet The Ortolan fra 2007. De var ikke udpræget lykkelige for arbejdet fra Dim Mak, og selskabet har da heller ikke haft en tilfredsstillende udvikling siden da.

The Deadly Syndrome er evigt undervurderede, og det er der flere grunde til - ud over blot mangel på marketing og begrænset eksponering. De har mange loyale fans (heriblandt undertegnede), og bandet kræver nogle gange lidt af denne loyalitet og dertilhørende tålmod. Ikke at det er svært tilgængeligt, tværtom! Snarere da det hverken er banebrydende eller i forlængelse af en strømning. På mange måder er det bare. Man må acceptere det på dets egne præmisser, før man kan se ud over det umiddelbart genkendelige og øjne de små særkender, der gør det til så ren en plade (som Nolens Volens også var det). Det er meget spidsfindigt, og det er modigt, da det ikke på overfladen hævder at ville noget anderledes. Man skal blot tage det ind, før helheden tegner et billede af et band, der har fundet sig selv som det, der aldrig bliver (eller en slags insisteren i Schelling'sk forstand). Men det er, og denne modsætning er dén særlige dynamik, der hersker pladen igennem. Guitarbaseret L.A.-minimal-eksistentialisme anno 2012.

Det er muligvis ikke så kynisk som sidste udspil, men det er sjældent letsindigt, som det ofte var det på debuten. Det hele starter med optakt til larm, og det hele slutter på samme måde. Alt imellem er, tja, alt imellem. De når vidt omkring, og de er altid på vej. På rette spor. Det går på sin vis langsomt med The Deadly Syndrome, og jeg håber aldrig, de får travlt igen.

Køb All in Time direkte fra bandet (trykt med hjælp fra deres fans). Det hele kan streames fra deres SoundCloud.





/Martin

The Deadly Syndrome - to og et halvt år senere

Tilbage i 2007 skrev jeg om L.A.-bandet The Deadly Syndrome i forbindelse med deres debutalbum The Ortolan. Et album, der har fulgt mig loyalt siden sin udgivelse. Bandet modtog dengang en fin portion opmærksomhed, havde mange af de rigtige medier med sig, udgav på Dim Mak, havde ry som et fantastisk live-band og gik generelt en lovende fremtid i møde.

Musikken var ikke banebrydende. Ingenlunde. Men det var heller ikke, hvad de fire forsøgte. De modtog sammenligninger med utallige samtidige bands (alt fra Wolf Parade til Arcade Fire over CYHSY). Produktionen var løs i det, og der var en herlig energi at spore. Selvom der for feinschmeckere manglede meget på albummet til at gøre det til ét af 2007's uundværlige køb, var der masser at komme efter. Hypen blev dog aldrig fulgt op, og bandet brød med pladeselskabet. En lang proces begyndte mod indspilningen af deres andet album. En lang og hård proces.

Vi skulle såmænd helt frem til 23. marts 2010, før udgivelsen var klar. Ikke at det er lang tid mellem to udgivelser, hvis man spørger bands som Portishead eller The Notwist, men i forhold til hele processen har det været en lang periode. Titlen er Nolens Volens, og hele processen kan høres på pladen. Oversat betyder det "enten man vil eller ej", og denne vilje og konsekvens er kærkommen i bandets udtryk - og den høres tydeligt sammenlignet med det mere letbenede (men stadig dejlige) debutalbum. Det er vist at overdrive at konkludere, at firkløveret er blevet voksne siden The Ortolan, men noget er der i hvert fald sket. Teksterne var også dramatiske dengang, men der er mere kynisme på spil i dag. Et vist vemod er også at spore. Om det er den tabte ungdom, der savnes, er ikke til at sige. Uanset hvad har The Deadly Syndrome begået et dejligt album med ti guitarorienterede popsange, der får en klar anbefaling herfra.

MP3: The Deadly Syndrome - Wingwalker (opgiv e-mail og få sangen fra deres side)

/Martin

15 bud på årets bedste udgivelser, del II / III

Her følger anden del af denne lille serie:

Bodies of Water, David Metcalf:

It's kind of tough to put a list like this together, because I feel like I haven't really given a good listen to very many records that came out just this year. I guess I would maybe say:

1. Battles - Mirrored
2. Tommy Santee Klaus - Dog is Dead
3. Of Montreal - Hissing Fauna, Are You the Destroyer?
4. Caribou - Andorra
5. No Little Kindness - Rejoice
6. Karl Blau - Dance Positive
7. Chromatics - In the City (I guess this isn't an album)

This is all I can think of right now. I'm probably leaving some really good stuff off of here.

The Deadly Syndrome, Jesse Hoy:

(Også Jesse Hoy fra Deadly Syndrome har valgt at lave en lidt alternativ liste. (Tsk tsk) Her med hans yndlingsfilm fra 2007. red.)

Favorite Movies of 2007:
I know this isn't quite what you asked for, but fun just the same!
1. No Country for old Men
2. Hot Fuzz
3. The Assassination of Jesse James by the coward Robert Ford
4. There will be Blood
5. Ratatouille

The westerns were great this year, I haven't seen them all yeat, but the ones I did see were some of the best movies I saw this year. Also murder was dealt with amazingly this year. The top four movies I enjoyed all brought a lot of blood to the silver screen....Wow, I sound really creepy. Anyway these were all well told stories.

Efterklang:

1. Panda Bear - Person Pitch
2. Tenniscoats - Tan Tan Therapy
3. Dirty Projectors - Rise Above
4. Collen - Les Ondes Silencieuses
5. Slaraffenland - Private Cinema
6. Akron/Family - Love is Simple
7. Deerhunter - Cryptograms
8. Animal Collective - Strawberry Jam
9. The National - Boxer
10. Kevin Drew - Spirit If...
11. Amiina - Kurr
12. Ólöf Arnald - Vid og Vid
13. Tenniscoats - Totemo Aimasho
14. Kirsten Ketsjer the Rock Band - FFFFOO K TSSCCH
15. Múm - Go Go Smear The Poison Ivy
16. Radiohead - In Rainbows
17. Arcade Fire - Neon Bible
18. Beirut - The Flying Club Cup
19. Deerhoof - Friend Opportunity
20. Blood Music - Don Quite

Figurines:

Jeg tror, vi alle i bandet er rimelige enige om, at disse plader har været blandt de bedste:

1. Band of Horses - Cease to Begin
2. Cold War Kids - Robbers & Cowards
3. I Am Bones - The Greater Good
4. The Cribs - Men's Needs, Women's Needs, Whatever...
5. Of Montreal - Hissing Fauna, Are You The Destroyer?

HEALTH, John Famiglietti:

Here is my list...Hope it doesn't sound too dry...

1. Various Artists - "After Dark"
Italians Do It Better dominated our 2006 and 2007, the best thing about this year is that indie music news circles have finally caught on to the best thing going. Every song on here is a jewel....a Johnny Jewel.

2. Chromatics - "Night Drive"
A fictional soundtrack to a giallo movie that was never made. The Kate Bush cover is incredible.

3. Videohippos - "Unbeast The Leash"
One of our favorite bands right now, Videohippos make very music that manages to sound upbeat, childish, and very sad at the same time. Its really something special.

4. Glass Candy - "B/E/A/T/B/O/X"
Mostly overlooked by most review sites, the latest Glass Candy CDR is mostly new recordings of old songs, but everything is FASTER. Beatific, Candy Castle, and the new Life After Sundown are IT.

5. Dirty Projectors - "Rise Above"
Interesting and complex rock music inspired by a ton of different musical styles, built around a ridiculous concept. HOWEVER, it is GREAT, and is never bogged down by its lofty-ness, no beard scratching required.

6. Panda Bear - "Person Pitch"
A one of a kind album that will be remembered as one of the greatest albums of the '00s.

7. Various Artists- "Kitsune Maison Compilation vol. 4"
A lot of great tunes, as well as ones yr gonna hit the skip button on. But its all FUN. The darkest Crystal Castles song ever, and some of the the happiest songs you've ever heard.

8. Dan Deacon - "Spiderman of the Rings"
The greatest one man band in history, the Deac must be seen live. However is music is ace too!! The Crystal Cat and Wham City are simply great pieces of music.

9. M.I.A. - "Kala"
Despite some guest stars that will make you want to crawl in a box and cringe yrself to death, the rest of this album is AWESOME. Crazy ass beatz.

10. Pre- Epic Fits
London crazy ass spazz outfit makes it crazy and stuff. Scenes from a 1963 Los Angeles Love-In is the highlight.

/Camilla + Martin

The Deadly Syndrome

The Deadly Syndrome burde flytte til Montreal. De fire talenter kommer fra vidt forskellige steder i det amerikanske og er nu bosat i L.A.
Kald mig ignorant, men medmindre man er til hip-hop har L.A. ikke haft meget godt at tilbyde musikverdenen på det seneste. 2008 har til gengæld givet os bands som HEALTH, No Age og nu The Deadly Syndrome.

Gruppen sammenlignes mange steder med Wolf Parade, hvilket der kun til tider er hold i; således er de ligesom disse canadiere også besat af at synge om spøgelser og har endda en sang om ulve. Når det kommer til selve lyden, er det kun i 2. halvdel af Animals Wearing Clothes, at de lyder som Wolf Parade. Men det er bestemt heller ikke noget dårligt navn at blive sammenlignet med!
Gruppen sammenlignes også ofte med The Arcade Fire (men hvem gør ikke det?), hvilket mest kommer til udtryk i vokalen. Falsetten er bedre, men Win Butler er bedre til at lyde ynkelig på en overbevisende måde.

Produktionen er simpel, har sikkert ikke kostet meget og ville måske passe bedre til en plade, der var mere lo-fi. Dog er det ved produktionen, at debutalbummet netop skiller sig ud fra de mange andre Montreal-bands, der som oftest har en ren produktion.

Og hvem kan stå for denne linie fra førnævnte Animals Wearing Clothes:

"Keep it to yourself / Make your life a living hell / Die a little everyday / most people die that way."

MP3: The Deadly Syndrome - Eucalyptus
Køb The Ortolan: Dim Mak Records

/Martin