søndag den 17. februar 2013

Mere lovende nyt fra Haim

Sidste år leverede Haim-søstrene én af årets absolut stærkeste singler med den umådeligt catchy Don't Save Me. Med blot ganske lidt materiale bag sig har de skaffet sig megen opmærksomhed og et hæderligt ry som liveband, om end enkelte opmærksomme kritikere bemærkede, at deres meget omtalte improv lod var den samme ved flere koncerter. Nuvel, det ændrer ikke på kvaliteten af det indspillede materiale, der ikke blot er lovende men allerede temmelig høj.

Haim bliver konstant sammenlignet med Fleetwood Mac (altså fra Buckingham tog tøjlerne i 70'erne), hvilket både er fair og herligt. Der findes trods alt få bedre bands at lade sig inspirere af. Den seneste single, Falling, er tættere på the Mac, end trioen tidligere har været, og kompositionen kunne snildt have været et outtake fra den formidable Tango in the Night. Lad os se hvor længe vi må vente på første langspiller.



/Martin

Ingen kommentarer: