Indlæg til Politiken: "Er der nogen, der lytter?" (uforkortet version)

Den 13. september bragte Politiken et indlæg signeret nogle af de større aktører fra den danske musikbranche. Et indlæg, der fik overraskende megen ros og overraskende lidt modspil. Politiken bragte d. 19. september mit modsvar i en version, der ganske forståeligt måtte forkortes og med en overskrift, der måske får det til at lyde mere Spotify-orienteret. Her følger imidlertid den uforkortede, første version til de interesserede:

Er der nogen, der lytter?

I  sidste uge offentliggjorde musikselskabernes brancheorganisation IFPI nye tal, der viste, at musikselskaberne igen tjener penge, og at det primært er et resultat af streaming, herunder Spotify, WiMP, TDC Play etc. Så vidt så godt.

Før offentliggørelsen af disse tal kunne man i Politiken læse et indlæg med overskriften Tilbage til fremtiden underskrevet nogle af branchens største aktører, herunder de to major labels Universal og Sony. Sidstnævntes direktør, Henrik Daldorph, er også bestyrelsesformand i IFPI, hvorfor man kunne have indlægget klar allerede ét minut over midnat fredag d. 13. september.

Indlægget er blevet rost for at udvise en vis selvkritik over for den etablerede branche, der med afsendernes ord de seneste 10-15 år blev ”selvtilstrækkelig og i højere grad koncentrerede sig om egne fortræffeligheder end om den virkelighed, forbrugerne befandt sig i.”

Nogle af disse aspekter belyses i Fredric Dannens bog Hit Men om flere af spidserne i dét, vi nu henviser til som en tidligere æra i musikbranchen. Vi skelner altså mellem det digitale og en tid før det. Hvor mindre selskaber havde nemmere ved at tilpasse sig de nye tider, var det sværere for de store, der blev en slags dinosaurer og forsøgte at leve videre på de præmisser, der havde virket så fornemt i et godt stykke tid. Den historie har de fleste musikinteresserede vist hørt.

Vi kan altså i første omgang konkludere, at man roser de danske afdelinger af de multinationale major labels for i 2013 at udvise en vis ydmyghed – men først så snart de altså igen har vind i sejlene. Når man igen får penge, går det jo godt, og så har man overskud til at vise verden, at man skam også kan se indad. Efter mere end et årti med skræmmekampagner klinger en sådan ydmyghed en anelse hult.

Patent på sandheden

Det handler ikke om at være for eller imod major labels eller kun at støtte de små. Det er for banalt og kedeligt at inddele kulturen i modsætninger, dikotomier og radikale valg, der skal definere enten populærkultur eller undergrund. Sådan hænger verden ikke sammen, og det er heller ikke agendaen i dette indlæg.

Det store problem opstår, når man forveksler en holdning med sandheden. Når ”musikselskaberne” har det bedre, hører vi om det, fordi de store selskaber er i bedring. De har slikket deres sår og har rejst sig igen, hvilket selvfølgelig er godt for dem. Men hvad er der egentlig sket rent historisk? De store pladeselskaber har siddet på deres hænder i årevis, indtil de til sidst investerede i dem, der rent faktisk forstod udviklingen, herunder særligt Spotify, og nu ser de på ny lyst på tingene. Igen: godt for dem.

Men der er langt derfra og til de konklusioner, der herefter blev draget i fredagens indlæg. Fra årtusindskiftet fik mindre bands og pladeselskaber bedre muligheder for at få deres musik ud gennem internettets mange muligheder, og mange talte med rette om en vis demokratisering af musikken.

Men når Henrik Daldorph (Sony), Casper Bengtson (Universal) og Søren Krogh Thompson (Playground) skriver, at forbrugeren gennem streaming ”dagligt stemmer med musen om, hvilken musik der skal modtage penge fra den samlede streamingøkonomi,” forekommer det en anelse arrogant at omtale det som en demokratisering af musikken.

Skulle der være noget som helst demokratisk ved det, skulle vi først og fremmest have mere transparens i debatten, hvilket angiveligt også er et mål fra de store musikselskabers side; visse pladeselskaber har flere procenter og dermed interesser i Spotify (og de fleste andre streamingtjenester), og dette kommer sjældent frem i debatten. Hertil kommer, at der er umådeligt stor forskel på marketingbudgetter og dét, vi diskret og underspillet kan kalde ”gode kontakter”. Det er de færreste små nichebands, der er gode venner med Lars Trillingsgaard og kan få deres musik i A-rotation på P3.

Lad os få én ting på det rene: dette er ikke et opgør med de store musikselskaber. De tjener deres penge på lovlig vis. Men de skal ikke tage patent på sandheden. Jo, alle kan komme på Spotify, WiMP, Play etc., men det bliver også sværere og sværere at kunne vælge fra eller til, hvis flere og flere benytter denne platform.

Diskussionen skal heller ikke handle om afregning og procenter, men demokratisering er heller ikke det rette ordvalg, når Spotify fordeler goderne efter kunstnernes popularitet.

I fredagens indlæg hed det, at ”et andet kritikpunkt er, at vækstlaget lider under streaming. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Tværtimod, fristes man til at sige. I modsætning til selskabernes tidligere distributionsmonopol har vækstlaget via streamingtjenester uhindret adgang til at dele deres musik med alle.”

Problemet er ikke, at man her forsøger at fordreje sandheden. Problemet er, at man påstår, at det overhovedet skulle være sandt. Dette er i øvrigt alt, hvad der siges om vækstlaget i indlægget. Det er i bedste fald en næsten tragikomisk eufemisme, der afslører indlæggets forsøg på ydmyghed som et nyt kapitel i en arrogant dagbog.

Fodboldspilleren Martin Jørgensen fortalte engang, hvorledes han første gang for Udinese oplevede, at han var blevet nedlagt for derefter at blive hjulpet op af modstanderen – som ved samme lejlighed hev ham i hårene under armen. Det skulle ligne en smuk gestus men var i virkeligheden en skjult svinestreg, som kun han selv oplevede. De store musikselskaber har deres version af tingenes orden, men de har ingen ret til den universelle tone, de tillægger sig.

Det er fint med dårlige betalinger, hvis det gælder alle. Men det gør det ikke. Neo-liberalismen har for længst infiltreret kulturen, og det er der intet nyt i. Men dette forsøg på ydmyghed og antydning af demokratisering er direkte skadeligt, når der er tale om manipulerede sandheder.

Desperationens mange ansigter

Vi vil så gerne have det godt. Nu lysner det for nogle, og så må det nødvendigvis være godt for alle. Uden forbehold. Men det er nu, vi har brug for debat. Vi har ikke brug for at klappe os selv på skuldrene og trykke hinanden i hånden uden at sætte spørgsmålstegn ved kunstens muligheder. ”Nu går det godt igen,” synes den generelle konsensus at være. Kaotiske tider kalder på trangen til forlig. Men debatten må ikke dø her, for ingen har patent på sandheden.

Det understreges klart og fint i indlægget, at der er forskel på at eje og at streame, og at man ikke kan sammenligne de to direkte. Sammenligningsgrundlaget er naturligvis økonomisk betinget. Alligevel sammenlignes streaming med vinyl senere i indlægget i forhold til kulturel relevans. Kultur bliver til forbrug, hvis det passer ind i argumentet, og så kan det være ligegyldigt, om argumentationen og filosofien så er inkonsekvent.

I fredagens indlæg kunne man også læse, hvorledes de store musikselskaber ”gør deres for, at afstanden til de danske forbrugere aldrig bliver så stor, som den blev i årene, efter at internettet tog plads i vores liv.” Her antydes universaliteten igen i ”vores liv” frem for ”vore liv”, og det manglende perspektiv afsløres også klart: afstanden blev muligvis større for de forskellige major labels, men mange af de mindre selskaber kom jo netop tættere på deres fans gennem internettet.

Den stærkeste del af gårsdagens indlæg er indrømmelsen af, at de ikke vil tage diskussionen om kunststøtte, da de udelukkende satser på musik med kommerciel gennemslagskraft. Det er en værdsat ærlighed, hvor åbenlyst det end måtte være. Her anerkendes det, at der er ontologiske, kreative og kommercielle forskelle på major labels og de mindre aktører.

Men hvad de overser med denne (ellers noble) anerkendelse, er tilsynekomsten af en immanent modsigelse, der én gang for alle slår fast, at dette kald på universalisme går imod alt, hvad der hedder fornuft og sandhed: ved at udlægge de positive tal som en sandhed, der kan neutralisere alle problemer for mindre aktører, inddrager man netop selvsamme aktører og anerkender i en paradoksal vending de problemer, man forsøger at begrave.

De store musikselskaber har ret til at juble over, at de igen tjener penge. Men de har ingen ret til at plædere for sandheder, der ikke findes. De er virksomheder som så mange andre, og det handler ikke om en diskussion af deres etiske grundlag eller om kunstnerisk kvalitet. Det handler om et retorisk greb, der skal sælge forklædte sandheder som kulturel frihed og demokratisk potentiale. Det har vi allerede politikerne til. Lad venligst være med at udsætte kulturen og jeres medmennesker for det samme.

/Martin