Engang omkring sidste sommer udgav hun en 7", hvorfra jeg er blevet særligt begejstret for b-siden Don't Tell Me. Her viser hun fin sans for komposition og tålmod á la Cocteau Twins, ligesom hun mod slutningen virkelig får vist, hvor fremragende hun egentlig synger.
Besøger man hendes hjemmeside, får man endvidere et fint billede af popkulturens magt i relation til den potente nostalgi og dennes indvirkning på kreativiteten. En smule selvironi ser vi også. Referencer til en nær fortid, en lidt fjernere og så ikke mere. Der er en grænse, og hun dyrker sine helte og tidligste oplevelser lige til denne grænse. Det afspejler sig så sandelig i musikken, og det kan vi være meget taknemmelige for. Store ting i vente.
(Side A: Champagne)
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar