Mick Turner

Australske Mick Turner er en del af Dirty Three, men han laver ligeledes hæderlige ting under eget navn. Åbenbart også malerier. Hans nye plade, Don't Tell the Driver, er ude medio november på (næsten) altid habile Drag City.

Det vil sige: habilt og stenet. Fint.



/Martin

Holy Strays

Den 23-årige Sebastien Forrester blev født i Gabon og tilbragte noget af opvæksten i Texas og Caribien, før han drog til Paris. Her har han arbejdet under forskellige navne, hvoraf det seneste er det ganske fint betitlede Holy Strays.

Han har netop udgivet EP'en Chasm på Something in Construction og Demand Vinyl, så han er bestemt i gode hænder. Førstnævnte har tidligere udgivet gamle favoritter som Air France og Memory Tapes, og nyligt har de bl.a. leveret Leverage Models.

Der er visse ligheder med Tri Angle-æstetikken, hvor særligt Balam Acab kan nævnes men også - til en vis grad - navnebroderen Holy Other. Med Holy Strays er der imidlertid tale om en lyd, der er (blot) en anelse mere ekstrovert. Der mærkes en skønhed baseret på en, undskyld udtrykket, woozy blanding af samplede vokaler, gospelfascination og diverse field recordings.

EP'en lover meget, og den når relativt vidt omkring. Som med Balam Acab befinder man sig i mørket uden en lygte, men man aner hele tiden sprækker, der lukker et finurligt og underligt blåt lys ind. Man kommer aldrig ud af hulen, men der er altid et lille lys at følge.



/Martin

Diana og den dovne energi

For nylig modtog jeg en promo-email om en forestående koncert med et band, jeg holder meget af. Overskriften indeholdt ordet "80'er", og ordet optrådte hele fem gange efterfølgende. De fleste læsere vil formentlig - sammen med folk, der kender mig - vide, at jeg ingenlunde har en beef med det årti. Bl.a. af den grund har jeg ad flere omgange skrevet på serien "til forsvar for kitsch" (hvortil der i øvrigt vil komme flere indlæg), der tager tidligere tiders musik seriøst som dét, det er frem for blot at elske kitschede elementer og dyrke nostalgien. Det bliver straks sværere, når årtiet bliver taget gidsel i promotionsammenhænge, hvor det ofte kan og bør bruges, selvom enkelte læsere bliver fanget mellem idiosynkrasien og kynismen.

Hvad sker der så, når jeg har lyst til at beskrive noget som "80'er"? Ja, så får jeg det først og fremmest en anelse skidt med mig selv, og jeg føler mig doven. Lige så doven som dem, der snart vil have mig til at komme videre og påbegynde noget namedropping, selvom jeg allerede for flere år siden droppede at markere disse med fed skrift.

Diana! Diana! Diana! Diana! Jeg ved ikke, hvorfor de hedder sådan, men nu kom der et udråb for hvert et medlem af bandet, som konstellationen er i øjeblikket. Og hvem er de? De er et band fra Toronto, der blev dannet ved en fin tilfældighed. To musikere havde booket studietid, men projektet døde. Nu havde de imidlertid en producer og studie til rådighed, og de fandt ud af, at deres egne stemmer ikke rakte til deres ambitioner. De fik en sangerinde om bord, og så komponerede og eksperimenterede de ellers løs med et nyt projekt. Skal jeg namedroppe? Destroyer, Hidden Cameras, Austra, Army Girls. Det er nogle af de bands, medlemmerne har været en del af på den ene eller den anden måde. Det lyder til tider lidt hen ad Destroyer og dennes kompositoriske sensibilitet, men det er nok bedst at holde inde med namedropping for nu. Der kommer måske en enkelt omgang mere.

Hvad kan man forvente af en plade, der har sådan et udgangspunkt? Noget rod. Og det er det til dels blevet til for Diana - og hvilket vidunderligt rod! Pladen har fået titlen Perpetual Surrender, og den udkom tilbage i august på Jagjaguwar. Den er utilregneligt fin og forrygende ujævn. Eksperimenterende popmusik med en sympatisk dårlig kondition. Nå ja, og nu skal jeg jo sige det dér med 80'erne. En del af det er produktionen, hvoraf trommer og ofte synths bærer vidne om en vis fascination af dette årti. Men det er også et spørgsmål om den leg med de forskellige instrumenter, man kan få ud af at gå i studiet med for lidt forberedelsestid. En udvidelse af popmusikkens muligheder mellem kompositorisk alvor og elektronisk leg. Hør hvordan pladens introsang Foreign Installation slutter af med den lange, underlige guitarsolo. Den lyder muligvis lige så uinspireret som i mange af de hits, man hørte i genren puddelrock, men den er mere end blot elskværdig. Der er en vis logik i den plads, den er skabt af og dermed giver videre.

Der er plads til alle instrumenter. Der er ofte et dovent groove, eksempelvis i titelsangen, og selv de til tider ret vilde synths bliver aldrig dominerende. Bandet lyder underligt frigjort, og de har formået at udforske studiets muligheder. Pladens seneste single, Strange Attraction, er blandt pladens højdepunkter. Som sagt bliver det til tider en anelse ujævnt, og man kan derfor med rette tale om højdepunkter uden at fornærme helheden. Det kan virke en anelse paradoksalt, men trods følelsen af noget til tider, ja, ujævnt, er det dog en helhed. De har formået at få noget sammenhængende ud af det svære udgangspunkt.

Det er tydeligt, hvor meget der er opstået som følge af hurtige jams, og det er mestendels blevet brugt med stor (dog underspillet) effekt. En dejlig overraskelse for Diana og for os.



/Martin

Dozens

Dozens er fra Chicago og laver delvist elektronisk popmusik. En kvintet, der så vidt vides (= kan opdrives fra the world wide web) har udgivet en EP og et par singler.

Sådan er der jo så mange, der har gjort. Det tænker du, og det tænker jeg. Men det er også tirsdag, og tirsdage er svære. Jeg nøjes med at dvæle lidt ved den seneste single, der ganske upassende har fået den forsinkede titel Summer Love. Eller hvad? Indsigten og afsavnet har måske først slået rod nu. Det er trods alt stadig tirsdag.

Singlen kendetegnes ved noget, der sjældent kendetegner singler: tålmod. Sangen bygger fint op, og mange elementer kommer kortvarigt i spil for så at forsvinde igen. Som små sympatiske forsøg. Og så. Efter 3:25 sker der noget. Det lyder næsten som Cut Copy, der besinder sig. Mere end hæderligt.



/Martin

Haerts / HAERTS og flere skråstreger

New York-kvintetten HAERTS har rødder i hhv. Tyskland, England og USA. De gjorde sig bemærket mod slutningen af 2012 med den forrygende debutsingle Wings og har fulgt op med den absolut godkendte EP Hemiplegia i år. En fuldlængde skulle være på vej.

Det bemærkelsesværdige ved singlen Wings er ikke blot, at den er mere velkomponeret end de fleste andre synthpop-singler fra denne sommer, men at den stilmæssigt stikker i forskellige retninger på en så tilsyneladende logisk måde, at den skaber positiv undren hos lytteren. En undren med en immanent accept. Sangerinde Nini Fabis sangstil er i Wings ofte nærmere beslægtet med country, og stilen nærmer sig - godt hjulpet på vej af den stramme produktion - den "monogenre", der er blevet teoretiseret så meget over i år.

Værd at bemærke er det lille skifte efter 1:48, hvor en anden (og vel at mærke ganske pedaldrevet) guitar sætter ind i godt tyve sekunder, hvorefter Nini Fabi står stort set alene på et fundament af kølig/varm-oscillerende synth i mere end et halvt minut. Her kan hendes vokal rigtigt folde sig ud, og man rammes hårdt af den besynderlige saglighed, hvormed hun synger: "I'll grow wings for you."

Man krydser fingre for, at altruismen spiller ind. Det må den gerne snart.



/Martin

Resignation, defaitisme og én af 00'ernes bedste plader: 'The Meadowlands' fylder 10

'The Meadowlands' af The Wrens fyldte for nylig 10 år. Begivenheden er knap blevet dækket i musikjournalistikken. Pladen har haft stor, stor betydning for mig siden udgivelsen, selvom jeg føler, at jeg først nu for alvor er ved at forstå den. Her følger en historie om bandet og en gennemgang af pladen.

The Wrens er på mange måder den klassiske historie om rockbandet, der slog igennem og fik tilbudt den store pladekontrakt i de gyldne 90'ere. Men de fire venner takkede nej og endte med at bruge deres tid med advokater og mistede gejsten. De gik i stå.

Men før den historie kan folde sig ud, presser den banale kompleksitet sig på: navn og geografi. En wren er på dansk den gruppe af små og mellemstore spurve, vi kender som smutter. En ganske almindelig og ikke synderligt spektakulær men yderst værdig og sympatisk fugletype. Mest kendt i Danmark er vel gærdesmutten, om end jeg aldrig har været kendt som den store ornitolog. Til min store fortrydelse. Og fortrydelser kommer vi tilbage til.

Antihelte, lortebyer og de første plader

The Wrens blev dannet i slutningen af 80'erne i den lille by Secaucus i den del af New Jersey, man også kender som the Meadowlands. Bandet bestod - og består - af de fire venner Charles Bissell, Jerry MacDonald og brødrene Kevin og Greg Whelan. De flyttede alle ind i det samme hus i Fort Lee og blev boende i vådområdet.

New Jersey har altid haft et særligt ry, og selvom mange i dag vokser op med et billede af staten, der er formet af en enkelt forfærdelig serie i fjernsynet, bekræftes dog én fællesnævner: det beskidte. Et kulturelt diminutiv; på den anden side af vandet ligger New York, hvor nye bands dukker lige så hurtigt op, som blogs lukker ned. Nordøstkysten er mange ting, og New Jersey er sumpen, hvorfra fire antihelte skulle igennem mangt og meget, før de realiserede deres magnum opus. Vi nærmer os diskografien.

The Wrens udgav deres første 7" under navnet Low, hvorefter de skrev kontrakt med Grass Records og fandt ud af, at de måtte finde et andet navn, da et andet glimrende band allerede havde fået den idé at kalde sig netop dét. De forholdt sig ydmyge og opkaldte sig efter den lille fugl, der gør sig bemærket ved ikke at være bemærkelsesværdig. Blot et år senere fulgte de op med deres første fuldlængde, Silver, der blev modtaget med fine anmeldelser.

Med udgivelsen af opfølgeren Secaucus i 1996 - opkaldt efter hjembyen - havde The Wrens cementeret deres status på den nordamerikanske musikscene. Det var midten af 90'erne, og de fire venner begyndte at få en loyal fanskare. De ramte også en tidsånd: kløgtig indie rock (dengang man stadig kunne bruge dette begreb med en vis mening) i hurtigt tempo med overraskende gode tekster, der kunne tilfredsstille de mange lyttere, der tunede ind på college radio.

Forretning og udmattelse

Allerede i 1995 var Grass Records blevet opkøbt af forretningsmanden Alan Meltzer, der forsøgte at give pladeselskabet en anden profil. The Wrens turnerede med deres anden plade i 1996, da Meltzer tilbød dem en kontrakt på godt en million dollars og et medfølgende krav om at arbejde på en mere radiovenlig lyd. The Wrens takkede nej, og Meltzer satsede i stedet på nogle af vor tids værste bands Creed og Evanescence under det nye pladeselskabsnavn Wind-Up Records. Han ville være rig, og et led i denne strategi var kombineret med en hævngerning: at trække alle pengene fra promoveringen af The Wrens' to første plader og igangværende turné.

En bitter strid tog sin begyndelse. The Wrens brugte i alt knap to år i selskab med advokater og mistede så småt fokus på musikken. De udgav en EP, Abbott 1135, i 1997 og senere et kassettebånd med demoer til en ny plade. De havde levet af musikken i ganske få år, og nu ledte de igen efter nye samarbejdspartnere. De holdt adskillige møder, bl.a. med Interscope, men intet mundede ud i en aftale, alle parter kunne have interesse i. Året var nu 1999, og de måtte søge andet arbejde end musikken. Trommeslager Jerry MacDonald blev gift og stiftede familie. De tre resterende medlemmer blev boende i huset i Fort Lee.

Der var nu gået tre år siden udgivelsen af Secaucus, og bandet var gået i stå. De var udmattede, og de mistede troen på sig selv. Det begyndte at virke usandsynligt, at den nye plade skulle se dagens lys. De tænkte i fortrydelser, og de følte resignation.

Defaitismens klamme hånd

I et filosofisk perspektiv ligger der en interessant diskussion i tanken om kampen mod defaitisme. Hvorvidt en sådan kamp er mulig, når defaitismen per definition indebærer accepten af et nederlag eller opgivelsen i en bredere optik. Nogle vil argumentere for, at en kamp netop umuliggør defaitismens indtog, men spørgsmålet er, om man da kan lade defaitismen tage over og derefter befinde sig i en gråzone, hvor man så at sige er sat under låg. At der befinder sig en kamp før kampen. En kamp om indsigt og erkendelse, der går forud for en ny erkendelse.

The Wrens smed flere sange væk og begyndte at genskrive de skitser, de havde arbejdet på efter udgivelsen af Secaucus i 1996. De første indspilninger var begyndt i 1999, og det skulle tage hele fire år at færdiggøre indspilningerne. De endte med at hyre Alan Douches til at hjælpe med processen, og trods nye arbejdsprocesser - trommeslager Jerry MacDonalds flytning og de andre medlemmers nye fuldtidsjob - gik det fremad. Langsomt. Præcis som erkendelsen. The Wrens ændrede sig, og det manifesterede sig kun svagt i de første indspilninger. Bandet levede et andet liv i musikken, og usikkerheden var konstant en del af sangskrivnings- og indspilningsprocessen.

Indspilningen startede i januar måned 1999. Det må have føltes, som var det evigt vinter, da man først i februar 2003 færdiggjorde grundsporene til gruppens tredje plade. De boede ikke længere i Secaucus, men de var forblevet i New Jersey og identificerede sig hermed. Pladen skulle selvfølgelig hedde The Meadowlands.

The Meadowlands - sang for sang

The Wrens havde efter syv år færdiggjort deres tredje album. Efter indledende forhandlinger med Drive-Thru Records valgte bandet at udgive The Meadowlands på Absolutely Kosher. Man sprang igen sommeren over, og pladen udkom endelig - endelig - den 9. september (med en vis symbolsk efterklang udkom den først i Europa d. 19. september to år senere på LO-MAX). Kritikere og publikum var rørende enige: The Wrens havde realiseret deres magnum opus. 13 sange fordelt over 56 minutter og 13 sekunder. Men det var et ganske andet band. De var knap var til at kende. De var blevet voksne og havde oplevet en bitterhed, der viste nye sider af livet. Men disse skyggesider er som bekendt et perspektiv, der tillader nye erkendelser at træde frem. Kvartetten tog kampen op. De hev sig selv op af sumpen.

Pladen starter med The House That Guilt Built. De amerikanske crickets, lyden af ensomhed, synger i nattens mulm og mørke. En enkelt guitar sætter ind, og The Wrens udleverer sig selv fra første færd:

It's been so long
Since you've heard from me
Got a wife and kid
That I never see
And I'm nowhere near
Where I dreamed I'd be
I can't believe
What life's done to me

Vi er nu ét minut inde i pladen. Guitaren prøver sig lidt videre. Den ved ikke, hvor den skal hen. Men så sker der noget. Man glider ind i næste sang, der i titlen viser det dynamiske felt mellem produktiv ironi og destruktiv sarkasme, som The Wrens ofte befinder sig i: Happy. Trommer sætter ind for første gang, og de har noget at bevise. Noget at fortælle. En ganske enkel rytme, der ledsages af bassen. Guitaren kommer med, og alle instrumenter står klart frem. De er så at sige ensomme sammen. Efter 23 sekunder prøver klaveret at være med, men forsvinder. Stemningen er sat. Der synges lavt fra starten.

You're the one I want
You're a chance to take
You're a hard break (heartbreak)
And swore you'd never leave again

You're the only one
That I ever trusted
Or who ever cared at all
Is this how it's gonna be?
Is this how you wanted me?

Broken down again
It's almost over now
Is this why you wanted me?
To watch as you walk away
You kept on killing me
And you don't even want to touch me
You don't even want to touch me

I was wrong
I've wasted on
Can't figure out
What happened to us
I won't count on you anymore

I'll be all right
Don't worry about me
Aren't you happy now
You got what you want
I wanted you
But I'm over that now
I'm over that
I'm so sick of you 
and what we went through

Your dumb lies to me
Won't win again
So don't kid yourself
It's better this way
It's all back to me

Midt i andet vers markerer trommerne med or who ever cared at all et lille skifte, og en anden guitar sætter ind sammen med et stille kor. Guitarerne er langsomme men intensiveres. Akkurat som vokalen. Vreden bygger op. En enkelt sætning gentages: you don't even want to touch me. Nu løslades vreden i produktiv forstand, og erkendelsen sætter ind: I was wrong.
Bitterheden forhandler med fornuften, medens der sendes en verbal lussing, der samtidig skal forsøge at overbevise selvet om denne mulige sandhed: I'll be all right, don't worry about me. Og så rammer afmagtens bitterhed, der har fordret dette behov for den reflekterede vrede. But I'm over that now understreges som en delvis løgn gennem behovet for at gentage det. I'm over that. Efter at have sunget de sidste ord, der smukt får lov at stå alene - it's all back to me - har sangen nået sit kompositorisk-kaotiske højdepunkt. Guitarerne spiller om kap, trommerne er fortsat i galop, den uforfinede stemme krænges til sit yderste, og efter godt fire minutter har vores antihelt raset ud. En følelse af frihed rammer os. Sangen tager en ny form i dens sidste minut, og der åndes nærmest ud i højt tempo. Men der er ikke tale om katharsis. Der er endnu blot tale om en vis indsigt: vreden og bitterheden kan tale sit eget sprog. Bandet har erkendt styrken i dette nye narrativ. Fra at fortælle i tredje person på de første plader handler det nu om dem selv. Om deres nederlag. Om deres resignation. Bitterheden og vreden. Defaitismen.

Pladen er i gang, og stemningen er sat. På tredje sang, She Sends Kisses, sættes tempoet ned, men bitterheden er intakt. Denne gang synger Charles Bissell bl.a. uddrag fra brevudvekslinger og synger om Beth. Hvordan hun adresserer ham. Hvorledes han lytter til hendes yndlingsplader. Han mindes intime lyde og tonen i mindre flatterende situationer. Det er en sammenhængende og alligevel kaotisk følelse af flashbacks, der rammer Bissell og følgelig rammer os. Introen er i tråd med de to første sange, idet den starter forsigtigt med en guitar, der lige skal finde fodfæste. En akkordion følger trop. Som i Happy bygges der på. Flere lag, flere instrumenter, mere intensitet. Og igen synger resten af bandet med. She Sends Kisses: Brevene underskrives på en måde, så de giver Bissell en smule håb om noget, han aldrig får. Han siger fra med lakonisk skadefryd efter et voldsomt klimaks:

She sends kisses
And all at once
Back doors blow open
She sends kisses
In envelopes stamped with 'Hope and Hearts'
Ripped right open
She sends kisses
But I'm corrupt
I wrote back 'good luck'

Efter denne ret ømme perle sætter The Wrens igen tempoet i vejret med stærke hooks, bastante trommer og en beundringsværdig selvindsigt, der nærmest gør bandet til en karakter, et diminutiv; således følger de op med This Boy Is Exhausted, der lyder ganske upbeat men afslører lidt af den mørke historie, der er blevet refereret længere oppe. Bandet sad fast, de måtte finde nyt arbejde, og de mistede inspirationen. De løb tør for undskyldninger og var blevet voksne. Den karriere i musikverdenen, der kortvarigt var mulig, var løbet ud i sandet. Men så - en sjælden gangs skyld - spiller de en koncert, der retfærdiggør det hele. For blot at blive til endnu en fiasko. Sådan gentager det sig. Bedst som vi nærmer os en positiv læsning, kommer et lille 'men', der munder ud i den konklusion, vi for længst har draget: this boy is exhausted. Udmattelsen portrætteres fint i det høje tempo, der forsøger at modsige selve trætheden, men den viser sit sande ansigt, da sangen rinder ud; de to guitarer står alene og lyder af modløshed, da alle andre er blevet stille.

Lock me in
Tied to work
Splitting rocks
Cutting diamonds
One hundred days
With no pay
Not anymore

'Cause I'm caught
I can't type
I can't temp
I'm way past college
No ways out
No back doors
Not anymore

But then once in a while
We'll play a show that makes it worthwhile
Our sights set low
As Jerry squares off the set
Here we go, but...

This boy is exhausted
This boy is exhausted

Eight years long
A single song
a-come to this
a-tripple guessing
a-double down
A V.P.'s faith is one single now

'Cause I can't write
What I know
It's not worth writing
I can't tell a hit from hell
From one sing-along

But then Greg plugs in
A triple checking that says we might win
Hell's Henry Pearls
The woven strap wins the galloway girls, but...

This boy is exhausted
This boy is exhausted

But then Kev jumps in
And hits the floor
As the stick hits the rim
I guess we're done
'Cause every win on this record's hard won, but...

This boy is exhausted
This boy is exhausted
This boy is exhausted
This boy is exhausted

På denne vis når de fire venner frem til den fantastiske og besynderligt triumferende Hopeless. Vreden når nye højder, og beskyldningerne vil ingen ende tage. Det ligger tilmed i den gennemgående guitarrundgang, der nærmest optræder i et tempo, der forekommer afstemt utålmodigt. Den kan ikke vente med at få ordene og fortællingen ud. Keyboardet genskaber fokus, så vreden igen kan bygge op. Herefter følger den triumferende sviner:

Don't you say you want me to stay
Now you got to get away
You've got to get away
Go find someone who wants you
Someone to pray to
Get on your knees to
Lay down and please you
It just won't be me ever again

Der ligger så megen foragt og desperation i Hopeless. Det besynderligt triumferende finder bl.a. sted i beskeden om go thank yourself for nothing / it's really all you're good for. Endelig giver han hende besked! Men hvilken naivitet, grænsende til det infantile. Sikket behov for endelig at få ordene ud. Sangen fader ud, og bitterheden smitter af på lytteren. Vreden giver mening som produktiv kraft.

Herpå følger Faster Gun, der fræser af sted og måske mere afspejler, hvad gruppen engang var. Den er en smule akavet og pladens svageste punkt, men den byder på udmærkede riffs, et overrumplende temposkift og en på sin vis fascinerende følelse af at ville spytte på fortiden. Igen en forhandling mellem moden refleksion og infantil frustration.

Men efter denne lille detour følger endnu et absolut højdepunkt med den dybt rørende Thirteen Grand. Klaver og trommer skændes lidt indledningsvist, en stemme høres. Klaveret fortsætter. Trommerne sætter ind. 34 sekunder inde går sangen rigtigt i gang, og da keyboardet glider ind, går alt op i en højere enhed. Det er lyden af modgang og forsøget på at finde blot en smule håb. Den grimme skønhed i resignationen. Sangen er samtidig den mest drømmende på The Meadowlands, hvilket understreges af tvivlen i sætningen is this real at all / you're not so sure. Hjemstavnen - den eneste stabile faktor i en ustabil tilværelse - bliver også symbolet på denne gyngende grund, hvorpå The Wrens befinder sig: You keep saying Jersey's not a home efterfulgt af den grumme, grumme erkendelse: I thought I had it all figured out, but look who got it wrong. Erkendelsen lyder næsten forældet. Som en genklang af de seneste års pinefulde tanker om fejltagelser, fortrydelser og det forfængelige håb. Vor antihelt torterer sig selv, ydmyger sig selv, ironiserer.

Boys, You Won't Remember (nogle steder blot kendt som Boys, You Won't) skraber og kravler hen ad gulvet. Der tælles sagte ned på lilletrommens kant. En guitar indleder en smuk og monoton, gennemgående figur. Resten af bandet kommer med. Guitarerne ophører momentant, og vokalen står alene med det simple trommebeat. Første vers introducerer igen det skrevne ord, og den manglende romantik i brevskrivningen. Det ville være synd at påstå, at nogen af de fire smutter synger fantastisk, men det gøres muligvis renest i Boys, You Won't Remember. Det lille instrumentale break efter første vers følger også ganske pænt op. Værd at bemærke er den skingre guitar, der sætter ind i andet vers for at sætte streg under to centrale sætninger getting jaded to end up with no one og kort efter hiding in new places, getting wasted / singing "I guess we're done". Det handler hele tiden om både én person og alle fire. Metaperspektivet og den refleksive karakter betegner individet i kollektivet og den anden vej rundt.

Centralt er det også, at tempoet stiger, idet vi hører, at der ikke føles behov for at forklare, og at undskyldningerne alligevel lyder insane (sunget så det også lyder som the same). The Wrens forsøger at tage ansvar, og Bissell synger nu efter hver sætning but I've stood up. De begynder at overbevise sig selv.

Sang nummer ni på pladen rummer nogle af de stærkeste hooks og skarpeste beskyldninger - i begge retninger. Titlen er i sig selv ganske kynisk: Ex-Girl Collection. Jalousien og dramaet bearbejdes i en umiddelbart upbeat lyd, der understreger absurditeten i den temporale diskrepans, der opstår når tidligere romancer genleves eller tvinges ind i øjeblikket. Det noteres tørt, at en ex-girl collection er mænds måde at markere tiden på, hvorefter situationen spidser til med en umådeligt skarp beskrivelse fra Bissells pen, der bl.a. refererer tilbage til Beth og hendes breve fra She Sends Kisses:

Ann slams in
Another lightning round begins
This could get interesting
Where's Ann been?
She pours herself a don't-ask-gin
No ice and light on the bitters
I'm done with quitters, why
Charles, I found out
Wipe that smile off your mouth
I think it's tell-me-time

Britt hit hard
She found my box of Beth's best cards
Hand cut and signed with X's
Called at work
'Happy anniversary, jerk'
And I just laughed at the timing
With you on hold line 2 still crying 'why?'
Play sex on the cuff?
Does Beth like it rough?
And learn your dirty lines?
And keep her hair cropped
The other shoe dropped
Is this how men mark time in couples?
She cursed
This sounds too rehearsed

Her byder Bissell ind med den bitre ironi i forsøget på at bearbejde den akkumulerede smerte og dertilhørende absurditet akkompagneret af noget af det mest fantastiske guitararbejde, der er hørt de seneste mange år.

Per Second Second (også kendt som Shot Rock) er ligesom Faster Gun en lidt nemmere sang i hastigt tempo, der skyder af sted som en billig men underholdende western. Det handler igen om riffs og svært hørbare stemmer. Det er beskidt, og guitarerne duellerer. Den hører blandt pladens svagere sange, men forsøger man at dechifrere teksten, fornemmer man en interessant følelse af syndig bearbejdelse i en seksuel diskurs, der igen inddrager førnævnte Ann.

Med en titel som Everyone Choose Sides får man igen en art westernassociationer, og den bastante instrumentering understreger hårdt men afmålt overvejelserne af karriere og - i mindst lige så høj grad - de nederlag, der er fulgt med de knuste drømme. Her uddybes den tidligere brugte titel Thirteen Grand, og sangen indledes sågar med et lille suk:

Thirteen grand
A year in the Meadowlands
Bored and rural-poor, lord, at 35, right?
I'm the best 17-year-old ever

I andet vers forbliver smerten konkret, og der henvises nu ganske direkte til de mange slagsmål med det gamle, opkøbte pladeselskab og overvejelserne om fremtiden:

Worked these sands
I won't go back again
Quitter quitter, one boy bitter
Rough luck
Man to man hand to hand, fight 40
We're losing sand
A Wren's ditch battle plan
Record after record
Black and Deckered tack! tack!
Definition: hell and high water
Fatty come a-courtin', lord, the money

Everyone choose sides
The whole to-do of what to do for money
Everyone choose sides
Poorer or not this year
And hell's the difference
Everyone sell lies

I den efterfølgende 13 Months in 6 Minutes viger kynismen en smule, om end det kun er for en kort bemærkning. Det insinueres i titlen, selvom sangen snarere nærmer sig de 7 minutter (6:50). Det synes at indikere, hvor hurtigt tiden går, hvilket også understreges i lyrikken. Sangen starter langsomt og tåget. Vor antihelt skildrer historien om en pige, han mødte som 21-årig. De kom tættere på hinanden, før tiden pludselig smuldrede mellem fingrene på ham: Forward seven months / Only seen you once / I never call on time. Herefter spiller den evigt truende strategi ind, og vi hører, hvordan han har spillet stærk og en anelse utilnærmelig og er endt med at forspilde sin chance. Hun beslutter at rejse til London, og de mødes i lufthavnen.

We met for dinner
Just one hour to spare
Your 20's all mapped out

I'm in my driest drought
Feeling old and shot and how
And this is what I thought
I seem to still be caught
I'm a footnote at best
I envy who comes next
Wish we could just make out

The hour's almost up
You said into your cup
And it makes no difference now
As I help lift your bags out
That I'm lost and out of rope
While on my wrist you wrote
Your newest number down

Denne kærlighedshistorie fra tidligere tider understreger, hvorledes The Meadowlands i sin helhed forsøger at skildre konkrete hændelser gennem flere år, der hæves op på et konceptuelt plan og altså tematiserer resignationen og defaitismen. Bitterheden fungerer også i retrospekt. Han har ikke talt med hende i årevis, men misundelsen viser sit grimme ansigt: hun har haft styr på sin planlægning - han er fanget. Han føler sig blot som en fodnote, selv i sin egen fortælling, og han håber på den simpleste udvej. Hendes overlegenhed understreges ved fængselsmetaforen (besøget på lånt tid). Hun gør ham en tjeneste ved at mødes. Hun skal videre, og når hun foregiver at 'besøge' ham i Newarks lufthavn, får man billedet af lufthavnen som symbol for selve hans base og grundland som noget flygtigt.

The Meadowlands slutter med den berusede (og ikke berusende) This Is Not What You Had Planned. En fuld Bissell går rundt i stuen i Fort Lee. Han rømmer sig og sætter sig alene ved klaveret. Sangens rå og nøgne struktur refererer tilbage til pladens introsang, The House That Guilt Built, og Bissell reflekterer i sin fuldskab over usikkerhed versus stabilitet:

Something isn't just quite how you planned
Something isn't just like it ever seemed
This is not what you had planned
But baby don't you even know what's right?
But babe gotta have something, something right
This is not what you had planned

Han synger til en anden, og denne anden er naturligvis ham selv og dermed bandet i dets helhed. Perspektivet fuldendes: du bliver til jeg bliver til os. The Wrens har med The Meadowlands begået et fremragende selvportræt af et band og dets opgør med pladeindustrien, forliste forhold og mest af alt sig selv. Den byder på flere paradokser og kan beskrives med et sådant: de 13 sange repræsenterer på det nærmeste et sammenhængende rod. Et rod, der er startet i gruppens bankende Jersey-hjerte og er undfanget i huset i Fort Lee. Fantastiske anmeldelser og inklusion på adskillige lister over de bedste plader fra 2003 (og 00'erne i deres helhed) har ikke ændret på, at The Wrens stadig er en hemmelighed for mange, og at medlemmerne nu frister en hverdag med fuldtidsarbejde og familie, der ikke levner megen tid til musikken.

De er stadig udmattede, men en sten må være lettet fra det store hjerte. Charles, Greg, Kevin og Jerry er blevet voksne og bor ikke længere i huset. Nogle er stadig i the Meadowlands, andre er flyttet. Rygterne om en ny plade har huseret længe. Meget længe. Der er gået 10 år, og på trods af enkelte demoer og koncerter er The Wrens stadig veteranerne, der kun har tre LP'er i deres bagkatalog. Med The Meadowlands har de lavet én af de vigtigste i nyere tid.

/Martin