Dozens

Dozens er fra Chicago og laver delvist elektronisk popmusik. En kvintet, der så vidt vides (= kan opdrives fra the world wide web) har udgivet en EP og et par singler.

Sådan er der jo så mange, der har gjort. Det tænker du, og det tænker jeg. Men det er også tirsdag, og tirsdage er svære. Jeg nøjes med at dvæle lidt ved den seneste single, der ganske upassende har fået den forsinkede titel Summer Love. Eller hvad? Indsigten og afsavnet har måske først slået rod nu. Det er trods alt stadig tirsdag.

Singlen kendetegnes ved noget, der sjældent kendetegner singler: tålmod. Sangen bygger fint op, og mange elementer kommer kortvarigt i spil for så at forsvinde igen. Som små sympatiske forsøg. Og så. Efter 3:25 sker der noget. Det lyder næsten som Cut Copy, der besinder sig. Mere end hæderligt.



/Martin

Cut Copy tager tråden op

Nogle læsere vil måske huske, at der engang var et endnu større fokus på vejr og årstider på disse sider. Langt fra alle vil savne denne leg med det notorisk overfladiske, men som vi alle ved, ligger der mange sandheder gemt i dét, der ofte arrogant tilskrives det overfladiske. Lad os tage tråden op for en kort bemærkning. Eller samle den op (dén bevægelse kan vi også finde forskellige perspektiver på).

Cut Copy er lyden af sommer med tangenter, der lige så vel hører hjemme om vinteren. Kolde tangenter, der spilles varme. På samme måde som Steal My Sunshine af Len. Ja, eller discohittet More, More, More af Andrea True Connection, som Len netop sampler. Klaveret i disco er jo netop født om vinteren, varmer fingrene gennem foråret og peaker om sommeren. Efteråret er som altid uvist.

Se, nu vil nogle måske tænke, at man har bevæget sig ud på et sidespor, og det er jeg egentlig glad for. På sporet af den svundne tid. Tilbage på sporet. Vi sporer os ind på noget. Cut Copy! Ja, Cut Copy! Australierne udgav i 2011 det reddy fine Zonoscope, og nu har vi fået titlen på deres kommende album: Free Your Mind. Pladen er i dén grad er inspireret af the summer of love og ifølge bandet selv mere nøjagtigt 1967 og 1988-1989. Nogle fornemme år.

Titelsangen er nu ude, og den lover så fint, at man slet ikke frygter for november måned. Hov, så kom årstiderne ind igen. I Melbourne frygter de næppe den måned. Efter at være viklet godt og grundigt ind i denne tematiske overflade fletter vi os ud igen. Lyset bliver klart: denne titelsang er jo fremragende! Og hvad ellers? Ja, vi hørte jo en anden single for en måned siden, Let Me Show You Love, og det er blevet bekræftet, at den også optræder på pladen.

Få bands har så stort held med at indfange forskellige perioder i så overbevisende en hybrid som Cut Copy, og med disse nye singler får man ny næring til den teori, der hedder, at deres bandnavn rent faktisk giver mening. Ganske fint. Jeg er glad.

Free Your Mind er ude 5. november på Modular og Loma Vista. Dave Fridmann har produceret.





/Martin

Scenic

Lad os prøve det helt kort i dag:

Scenic er en kvartet fra Perth, der i deres lyd reflekterer over konceptet "astralrejser" og måske engang kan finde en loyal balancegang mellem stjerne og stue. Man hører lidt af landsmændene Cut Copy i musikken, og det gør jo intet. De er på vej med en ny EP på Future Classic, og det nye materiale har mere luft i lyden. Det gør heller intet.



/Martin

I aften

Yes / No / Maybe... Is all I need to hear from you

At springe mellem årtierne forekommer for australierne nemmere end for nærmest alle andre. Heartbroken + upbeat.

MP3: Cut Copy - Where I'm Going (giv en mailadresse og få en mp3)

Anoraak

Retro. I kunstsammenhænge et adjektiv, der kan misbruges, tilsvine og komplimentere. I musikalske sammenhænge italesættes en "ny" retrobølge konstant, indtil et årti er komplet udvandet, og musikere, publikum og presse er klar til at efterbehandle en ny, gammel tids udtryk.

Retrobølgerne har skyllet tonsvis af elendige musikanter ind på verdensscenen gennem de første år af dette årtusinde som nøje planlagte, målgruppeorienterede modeikoner. Modeller med guitar og bas forstås. Ingenting på hjerte.

Anoraak er en fransk elektronisk musiker fra Nantes. Ud over at kalde sig et glimrende navn, udgav Anoraak i 2008 en EP med titlen Nightdrive With You, hvorfra det fremragende titelnummer stammer. Æstetikken fører tankerne tilbage på en 1980'er-synthgruppe som Bronski Beat, og her bliver retroelementet væsentligt: Som med navne som Daft Punk, M83 og Cut Copy fornemmes der som lytter og barn af 80'erne en genkendelig, oprigtig kærlighed til en periode med arkadespil og VHS og minder om, at nostalgi kan indeholde en stor kvalitet i sig selv. Ingen model med synth her.

MP3: Anoraak - Nightdrive With You

\Mathias

Memory Tapes

Memory Cassette og Weird Tapes er nu blevet til... Memory Tapes. Bag disse tre navne gemmer der sig en mand kaldet Dayve Hawk - en tilhænger af navneforvirring. Meningen med galskaben er tilsyneladende, at Dayve Hawk fortrækker at benytte tre forskellige navne til tre stilmæssigt varierende projekter. Den ultrakorte analyse lyder: Memory Cassette er electro, Weird Tapes er disco, og blandingen er Memory Tapes.

Men ærlig talt er en sådan genreinddeling meningsløs. Specielt i dette tilfælde, da hvert enkelt projekt repræsenterer et væld af elektroniske stilarter. For Memory Tapes alene gælder det, at musikken bevæger sig lige fra elektronisk avantgarde til eurodance. Det lyder rodet og usammenhængende, men resultatet er lige præcis det modsatte. Overordnet benytter Memory Tapes sig af en sløret shoegazeæstetik, der binder hele puljen sammen. Memory Tapes lyder på visse numre i retning af Cocteau Twins. Når der skrues op for tempoet, ledes tankerne hen på Delorean, imens de stille passager smager mere af Boards of Canada.

Nedenstående mp3-link er nummeret Bicycle fra albummet Seek Magic. På dette nummer skinner den baleariske lyd igennem - især igennem de første ca. tre minutter - som man kender den fra de fremragende svenske navne som jj, Air France og The Tough Alliance. Som sangen skrider frem, ender nummeret i et melankolsk dance-blend, som var det et ukendt barn af Cut Copy og The Cure.

Ovenstående beskrivelse er lang og paradoksal i forhold til musikkens lethed. Bicycle hører til blandt de bedste sange i 2009.

Mp3: Memory Tapes - Bicycle

/Abdujaparov

Årets album 2008 - Camilla

10. The Acorn – Glory Hope Mountain (Paper Bag)

Vi har først fået glæde af The Acorns behagelige folk-pop i Europa her i år, selvom albummet ”Glory Hope Mountain” allerede blev udgivet i USA tilbage i 2007. Anmeldelserne har ikke været voldsomt lovprisende (ej heller hos Pitchfork, FY!), men forsanger Rolf Klauseners skrøbelige stemme og den Akron/Family-inspirerede musik, fortjener uden tvivl et nærmere lyt.
The Acorn på MySpace


Portishead - Third (Island)

10 års ivrig venten er slut. Third er udgivet og har været ventetiden værd. Det trækker lytteren ind i en mørk, melankolsk verden. En verden opbygget af eksperimentelle, trip hop-toner, som vi også kender det fra de tidligere plader, de Bristol-bosatte har sendt på gaden. Dette er et album, der fortjener et utal af gennemlytninger for at få alle detaljer med.
Portishead på MySpace

8. TV on the Radio – Dear Science (4AD/Interscope)

Det er ikke fordi, jeg kan prale af at have lyttet til Dear Science utallige gange. Gennemlyttet er det dog blevet, og det er svært ikke straks at være klar over, at man her har med en af årets mest gennemførte art-rock plader at gøre.
Tv on the Radio på MySpace

7. Atlas Sound – Let The Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel (Kranky)

Atlas Sound er navnet på Deerhunter-forsanger Bradford Cox’ soloprojekt. Jeg anmeldte albummet for Undertoner tilbage i februar, og allerede dér herskede der ingen tvivl om, at det med sit ambiente og skrøbelige univers, ville finde en plads på min årsliste.
Atlas Sound på MySpace

6. Cut Copy – In Ghost Colours (Modular/Interscope)

Cut Copy har med det dansable electropop-album In Ghost Colours bevist, at Australien ikke kun kan prale af operahuse, Kylie Minouge, kænguruer, Ayers Rock, Steve Irwin, Architecture in Helsinki, koalaer... og AC/DC.
Cut Copy på MySpace

5. No Age - Nouns (Sub Pop)

Ligesom Abe Vigoda slog amerikanske No Age deres folder i det punkede undergrundsmiljø i LA. Selvom de nu har vundet mere og mere succes uden for deres hjemby, har de ikke skruet ned for hverken punkreferencerne eller støjniveauet på Nouns. Heldigvis. Pladen lever mindst ligeså meget op til sin forgænger Weirdo Rippers fra 2007.
No Age på MySpace

4. Vampire Weekend – S/T (XL)

Indrømmet - Der har ikke altid hersket hed kærlighed mellem mig og Vampire Weekend, og i starten var jeg stædigt overbevist om, at forsangeren, Ezra Koenig, burde finde sig et dårligt reggae-band at rode med i stedet. Heldigvis er det uretmæssige had blevet til henrykkelse, og Vampire Weekend havner derfor, med deres alternative, glade popsange, på en fjerdeplads. Vampire Weekend på MySpace


3. Jay Reatard – Matador Singles 08 (Matador)

Tidligere på året udgav Jay Reatard Singles 06-07 og her i oktober blev det til Matador Singles 08. Begge plader indeholder et hav af garage-punk og melodisk pop inspirerede sange, og selv et skønt cover af Deerhunter-nummeret ”Fluorescent Grey” kan det blive til på MS 08. Der kan derfor på ingen måde tales om et dalende niveau for hr. Reatard trods sin store produktivitet.
Jay Reatard på MySpace

2. Abe Vigoda - Skeleton (Post Present Medium)

De LA-bosatte Abe Vigoda har i år stået model til danske anmeldertæv fra henholdsvis Gaffa og Undertoner. Heldigvis er vi et par stykker, der modsat Undertonerskribenten, ikke tager udgangspunkt i bandets - åbenbart pinlige - pressemeddelelse, men i stedet for rent faktisk lytter til selve musikken. Og den er støjende og prægtig!
Abe Vigoda på MySpace

1. Deerhunter – Microcastle/Weird Era Cont. (Kranky/4AD)

Jeg elskede dem sidste år for Cryptograms. I år er de, om muligt, elsket endnu mere for deres Microcastle. Jeg mangler ord. Minimalisme, ambient og lofi-garage rock er åbenbart en guddommelig kombination.
Deerhunter på MySpace

Må I alle have et rigtig prægtigt nytår!
/Camilla

Årets album 2008 - Martin (1-10)

Så er vi nået til top 10! Se første del af Martins top 25 her.
Om 2008: Inden for hvad mange vil kalde indie-verdenen var 2008 præget af færre udgivelser fra etablerede grupper end sidste år (der bød på udgivelser af grupper som Interpol, Modest Mouse, Clap Your Hands Say Yeah, The Shins, The Arcade Fire, Animal Collective etc.).
2008 har til gengæld givet plads til mange spændende debutanter og en del albums fra bands, der er blevet stemplet som neo-folk, psych-folk og new-primitivism. Hvor 2007 bragte nogle af disse begreber på folks læber, er de først i år blevet hvermandseje. En anden heldig udvikling har også fundet sted i 2008: Et større udbud af grupper, der finder inspiration i verdensmusikken og er i stand til at forbinde den med en vestlig pop- og rocktradition. Endnu et spændende år for musikken! Og nu til resten af listen:

10. Portishead - Third

At vente ti år med at udgive album nr. 3 er ret rock 'n' roll. At skabe så vanvittige forventninger efter kun to plader er endnu vildere. At skabe et så helstøbt og helhjertet album som Third og dermed reaktualisere sig selv så overbevisende - det er en kunst. Portishead lyder ikke en dag forældede, og de sætter endnu engang musikverdenen på plads med deres dystre, elektroniske genialiteter.

9. Fleet Foxes - Fleet Foxes

Efter at have set på mange amerikanske årslister er en 9. plads ret lavt for debutanterne i Fleet Foxes. Jeg vil dog fokusere på, hvor imponerende det er at lyde så meget som sig selv på sin første fuldlængdeudgivelse, som det er tilfældet her. Fleet Foxes rammer bredt og kan ganske enkelt beskrives som både sofistikerede og pisse hyggelige.

8. Cut Copy - In Ghost Colours

Australske Cut Copy har med deres seneste udspil endelig erobret det store publikum, deres skønne pop fortjener. De fleste steder fremhæves gruppens inspiration fra 80'erne, men der er også en hel del fra 90'erne; de tager således elementer af naiviteten i eurodance og gør det, gisp!, interessant. Et forrygende album, der balancerer et mystisk sted mellem det dansevenlige og det melankolske.

7. No Age - Nouns

Punkduoen No Age imponerede sidste år med EP-opsamlingen Weirdo Rippers, der fandt plads på både min og Börneblogger Camillas liste over de bedste udgivelser fra 2007. I år udgav gruppen så deres første 'rigtige' LP - og de skuffer bestemt ikke. Blandingen af punk og ambient er spredt så elegant ud på albummet, at det ene aldrig overtrumfer det andet.

6. Atlas Sound - Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel

Bradford Cox' soloprojekt Atlas Sound var ventet med stor begejstring af mange Deerhunter-fans. Hvordan ville denne særling udfolde sig på egen hånd? Én ting var sikkert: Udfolde sig, det ville han. Manden oser af kreativt overskud, hvilket på denne spirituelle rejse tager lytteren gennem en eventyrlig og skræmmende verden af shoegazer-pop, ambient og lofi-pop.

5. The Acorn - Glory Hope Mountain

Canadiernes seneste udspil har mange steder fået fine anmeldelser - men kun få steder modtaget de rigtig fine af slagsen. Havde jeg kun haft en måned til at gennemlytte pladen, ville den nok også ende med en sådan bedømmelse. Men ligesom åbningsnummeret Hold Your Breath, én af dette års smukkeste sange, folder albummet sig ud og bliver kun stærkere og stærkere. Folder sig ud, lukker lytteren ind, lukker. Åbner op til noget større. Rolf Klausener er en yderst undervurderet sangskriver, der nok skal få den fortjente respekt de kommende år.

(Glory Hope Mountain udkom i USA sidste år, men fik først sin europæiske udgivelse i år)

4. Vampire Weekend - Vampire Weekend

Med så massiv hype op til udgivelsen af dette års bedste debutalbum skulle det blive spændende at se, om amerikanerne kunne levere varen. Det kunne de åbenlyst - ud fra både salgstal og anmelderreaktioner. Der er intet at sige til det: Deres blanding af afrikansk musiktradition og vestlig poptradition er ganske unik. Ikke fordi de har opfundet noget revolutionerende - men fordi de gør det så godt. De smittende og medrivende sange leveres med så meget overskud, at det er svært ikke at lade sig begejstre.

3. The Dodos - Visiter

Amerikanske The Dodos er et underfundigt studie i, hvordan man med simple midler stadig i 2008 kan skabe noget unikt. Om det så hører under psych-folk, neo-folk eller hvad. Meric Long er en fremragende guitarist og sanger, og Logan Kroeber er en fremragende trommeslager. De har den tekniske kunnen, og de har noget at bruge den til: De skriver ganske enkelt bedre sange end de fleste.

2. Deerhunter - Microcastle

Så kom Bradford Cox med to gange i top 6! Sidste år havde både jeg og Börneblogger Camilla svært ved at beskrive Deerhunters Cryptograms. Jeg vil heller ikke vove mig ud i en længere beskrivelse af album nr. 3. Det er simpelthen ufatteligt svært at beskrive, hvad Deerhunter gør, men de gør det rigtigt. Der er tale om en art rejse i nyere rockhistorie, og den kan kun anbefales.

1. TV On The Radio - Dear Science

Hvis Microcastle er en rejse i nyere rockhistorie, så er Dear Science et studie i logisk alsidighed. Intet band har i 2008 vist så meget overskud, som TV On The Radio har med dette udspil. Der er alt, hvad hjertet kan begære, og amerikanerne har nu endelig indfriet det enorme potentiale og manifesteret sig som ét af nyere tids vigtigste orkestre. En gruppe, der giver fanden i, hvordan man bør lyde. En gruppe, der på magisk vis er endnu mere inspirerende, end den er inspireret - og så er vi ude i det transcendentale. Jeg er målløs.

(N.b.: Vi har valgt ikke at inddrage EP'er på vore årslister!)

Label: Ghostly International

I dag vil jeg holde tilbage med ordene og i stedet blot give jer nogle mp3'er med kunstnere fra det amerikanske pladeselskab Ghostly International.
Sangene er vidt forskellige, ligesom kunstnerne også er det.

MP3: Christopher Willits - Colors Shifting
MP3: Matthew Dear - Pom Pom
MP3: School of Seven Bells - Connjur (har været oppe på siden før)

Selskabet har også navne som Mobius Band og Skeletons & the Kings of All Cities i stald.

Og hvis vi et øjeblik skal lege med associationerne kan vi jo gennem titlen In Ghost Colours koble "Ghost" sammen med Cut Copy, der i aften spiller på Voxhall. Det kan kun anbefales at kigge forbi.

/Martin

Voxhall i efteråret

Der er få spillesteder herhjemme, der kan fremvise et virkelig imponerende sensommer/efterårsprogram. Blandt de få er Vega (Cut Copy, Mogwai, Calexico m.fl.) i København og Voxhall i Århus.

Her i Århus får vi på Voxhall blandt andet fornøjelsen af Tunng, Black Dice, Built to Spill, Okkervil River og M83. Og som om dette ikke var imponerende nok i sig selv, har jeg i dag fundet ud af, at den 19. november for mit vedkommende bliver én af de bedste dage i efteråret:

The Dodos + The Ruby Suns.

Én ting er The Dodos (og her taler vi altså ikke den lade danske gruppe, der navnmæssigt ligger tæt på), der har leveret én af årets bedste plader... Men at de skulle få support fra The Ruby Suns, der ligeledes har leveret én af årets bedste plader? Fryd! Jeg er lykkelig, og det burde mange andre i Århus ligeledes være over dette program.

Tak til Voxhall.

/Martin

Cut Copy dooown under!

Det er lidt en skændsel, hvor mange prægtige bands, der ikke er blevet en del af dette års Roskilde Festival. Folk som HEALTH (vi har stadig ikke fået armene ned fra sidste uges koncert!), Wolf Parade, Atlas Sound, Jaguar Love, Born Ruffians, Frightened Rabbit, Crystal Castles, Fleet Foxes, The Dodos, Why? og El Guincho ville blot have været nogle få af dem, der ville have været åbenlyse valg. Dog har nyheden om Mogwai, og ikke mindst Fuck Buttons, været med til at højne niveauet, så nu hersker der ingen tvivl om, at festivalpladsen, igen i år, må se sig nødsaget til at have mig rendende rundt.

Et af de navne jeg dog især håber på vil dukke op på 2009's bandliste (Ja, jeg er allerede gået i gang med at planlægge næste års drømmeprogram), er australske Cut Copy. Umiddelbart forbinder man ikke Australien med at være et land, der kan prale af at producere fabelagtige musikgenier - det skulle da lige være vores allesammens darling, Kylie Minogue - men Cut Copy er i dén grad værd at holde øje med.

Deres nye album "In Ghost Colours" har netop set dagens lys her i slutningen af marts i år, og det formår allerede fra første gennemlytning at overbevise én om, at man har med musik i særklasse at gøre. Her findes en glorværdig blanding af elektroniske elementer, der mest af alt lyder som noget, der er taget fra 80’erne og 90’erne. Disse er så tilsat yderst behagelige vokalharmonier og poppede grundtoner. Det er en perfekt blanding. Intet mindre! Og det skal da nok også komme som en kæmpe overraskelse, hvis denne plade ikke bliver placeret på en del årslister, når vi nærmer os slutningen af 2008.

Vil man opleve bandet i Danmark, kan lade sig gøre på Lille Vega i København den 8. august.

Mp3: Cut Copy - Hearts on Fire
Mp3: Cut Copy - So Haunted
(Begge numre er taget fra "In Ghost Colours")

/Camilla

Er det en fugl det der??

..... - Ja! .... - Det er det!

Der har været lidt (..okay, meget) mangel på indlæg fra min side af på det seneste, og for dét skal der beklages mange gange. Hvis det ikke var problematisk at give kage til alle, så havde jeg gjort det.

I stedet bringer jeg en kort liste over de numre fra 2008, som jeg har gået og nærlyttet de sidste par måneder, og som jeg har følt mig nødsaget til at dele med jer, da god musik helst skal nydes af så mange som muligt.

- El Guincho – Kalise
Spanske Pablo Díaz-Reixa er manden bag El Guincho, og har her i 2008 udgivet det prægtige album ”Alegranza”. Udspillet inkorporerer elementer fra afrobeat, dub og den eksperimentelle indiescene, og er af begejstrede anmeldere blevet kaldt det spanske svar på Panda Bear. Så snart albummet er hørt igennem, forstår man da også denne sammenligning til fulde, og eftersom jeg er glad for Spanien og Panda Bear, så kan jeg næsten ikke forestille mig en smukkere kombination.

- Portishead – The Rip
De har ikke udgivet noget studiealbum i 11 år, men er den 28. april endelig klar med opfølgeren ”Third” til deres selvbetitlede album fra 1997. Måske har jeg hørt det, og måske synes jeg, det har været værd at vente på. (Selvom 11 år måske liiiige er i overkanten.) Og måske er The Rip et af de bedste numre på pladen.

- Born Ruffians – Hummingbird
Born Ruffians minder på nummeret Hummingbird en smule om Vampire Weekend. Ikke meget, men lidt. Heldigvis synger forsangeren i dette band på ingen måde provokerende, hvilket desværre godt kan være tilfældet nogle gange for forsangeren i Vampire Weekend. (Og for dén kommentar, bliver jeg sikkert hadet af mange, da VW trods alt er alles darlings lige p.t.)

- Mahjongg – Rise Rice
Jeg regner ikke med, at der er mange der tidligere har stiftet bekendtskab med Mahjongg fra Chicago, og det er ærgeligt, da de egentlig har lavet to udmærkede albums – ”Raydoncong” fra 2005 og ”Kontpab” som netop er blevet udgivet her i 2008. Begge plader har nogle anonyme sange, men et nummer som Rise Rice fra ”Kontpab” er virkelig, virkelig lækkert.

- The Dodos – Fools
Dette er bandet der vil skabe enorm forvirring, hvis de nogensinde skal spille i Danmark. ”Er det Dodo and the Dodos der har skiftet navn ??” er et spørgsmål der sikkert vil runge i adskillige dele af landet.
Heldigvis lyder The Dodos på ingen måde som Dodo and the Dodos, og det eneste de to bands umiddelbart synes at have tilfælles, er forkærlighed for den uddøde, halvnaive og tonsede fugl dodoen. (Se billede øverst.)
The Dodos har lavet nummeret Fools, hvilket er et smukt, folkpop nummer der er taget fra et mindst ligeså smukt album ”Visiter”, som også fik gode ord med på vejen af Pitchfork.

- Cut Copy – Far Away
Cut Copys nyeste album ”In Ghost Colours” er netop blevet udgivet her i starten af april, og det rummer blandt andet Far Away, der sammen med resten af sangene på pladen er som skabt til personer der elsker iørefaldende og velkomponeret electropop.

/Camilla