Treefight for Sunlight og den bedste pladetitel

Gode, gamle Hegel skrev: "uskyldig er kun den handling, der ikke finder sted – som en sten, der blot er. Ikke engang et barn er uskyldigt."

Til det kan man sige to ting. Først med et citat af filosof Jørgen Dehs: "Man vil allerede kunne sige, at forestillingen om uskyld nødvendigvis må have en betragtelig plads, siden det giver mening igen og igen at benægte dens realitet."

Dernæst: han har ikke haft mulighed for at lytte til Pizza, den seneste skive fra Treefight for Sunlight, ét af nyere tids absolut mest interessante bekendtskaber på den danske musikscene.

Uskyld og dét at være uskyldig er en interessant negation, som diskuteres fint i førnævnte Dehs' bog Det autentiske, og nej, selvfølgelig er uskylden altid til diskussion og formentlig aldrig rigtigt til stede. Men selve muligheden indikeres fra tid til anden, og følelser vækkes til live, som minder os om noget andet og bedre. Sådanne følelser kaldes der på hos Treefight for Sunlight, der leverer noget, man næsten tør kalde ren popmusik.

De mange anerkendende nik til både psychedelia og Brian Wilson fungerer fint og naturligt, og de mange ingredienser synes at levere materialet til den sammenhængende enhed, der så passende samles under titlen Pizza.

Blandt de åbenlyse højdepunkter er singlen Come Closer og Somewhere in the Future, men det er bestemt værd at lytte pladen igennem – og derefter gøre det samme igen.





/Martin

Det smukkeste farvel i musikkens verden

Den 28. august 1995 nedfældede Sarah Records nedenstående ord for at markere slutningen på deres fantastiske projekt med dertilhørende pletfri diskografi. Der er ikke tale om overdrivelse, der skal fremme forståelsen. Er det en ironisk distance, der træder i defaitismens sted? Nej. Det er overbevisning og romantik fra Bristol. Enjoy.





A DAY FOR DESTROYING THINGS...

... because when you were nineteen
didn't YOU want to create something beautiful and pure
just so one day you could set it on fire
and then watch the city light up as it burned?
Didn't you want to do that every day of your life?

Nothing should be forever
Bands should do one single and then split up,
fanzines finish after one flawless issue,
lovers leave in the rain at 5am and never be seen again –

Habit and fear of change are the worst reasons for ever doing ANYTHING.

Stopping a record label after 100 perfect releases
is the most gorgeous pop art-statement ever
and says more about pop-music than any two-part digipak
limited edition coloured vinyl 7"
grimly authentic lo-fi ten-track EP
(or any other marketing gimmick)
ever will

Sarah Records is owned by no-one but us,
so it's OURS to create and destroy how we want
and we don't do encores.

We want to burn in bright colours and go pop,
to be giddy, impulsive and silly,
to kiss people in new places
EXQUISITELY
– and DARE to tear things apart.

The first act of revolution is destruction
and the first thing to destroy is the past.
scary
like falling in love
it reminds us we're alive

Sarah Records 1987 - 1995

Nyt fra Perfume Genius

Mike Hadreas begik et lille mesterværk, da han under kunstnernavnet Perfume Genius udgav Put Your Back N 2 It tilbage i 2012. En rørende og ofte overvældende plade.

Til september er han tilbage med opfølgeren Too Bright, der udkommer via Turnstile, hvorfra singlen Queen nu kan høres. Det fremgår hurtigt, at lydbilledet langt fra er så nøgent som på forgængeren, men tempoet er stadig relativt lavt. Produktionen er en anelse mere omfattende end tidligere, selvom tilgangen stadig er nogenlunde enkel.

Forrygende er det, og mindre havde man vel heller ikke forventet fra Seattle-sangskriveren.



/Martin

Woman's Hour

Der er efterhånden relativt få ting, der er kedeligere end pressebilleder af nye bands. Man bliver født ind i en tradition og længes efter at bryde den, men man skal gerne være genkendelig i det fotografiske udtryk og så med lidt held og dygtighed skille sig ud sonisk. Sådan er det. Sådan burde det ikke være, men sådan er det.

Det burde heller ikke være således, at der opdateres så sjældent, som det har været tilfældet de seneste måneder på disse sider. En ferie på Balkan har efterladt en slags kulturelt-geografisk forelskelse, der måske, måske, er gengældt.

Det kan vi kalde en udmærket tvivl, thi tvivlen langtfra altid af det onde. Som min kære ven og åndsfælle skriver det: At "måske" også gerne må være en tilstand. Eksponenter for udmærket tvivl finder jeg i Woman's Hour fra London, der udgiver deres debutalbum Conversations på mandag d. 14. juli via Secretly Canadian.

De fire har ikke kunnet undslippe en del sammenligninger med The xx, hvilket muligvis også kommer af en geografisk baseret forelskelse – men naturligvis også den minimalistiske popmusik, der må siges at bringe tankerne mod aftentide snarere end morgenstund, uagtet hvor meget guld den måtte have i mund.

Der er bestemt også enkelte ligheder med de snart sagt lige så nye Yumi Zouma. Efter deres fine EP (og særligt efter deres hyldest til Air France) må det naturligvis siges også at være en komplement snarere end blot sommerdoven namedropping.

Woman's Hour har meget vel begået én af sommerens mest interessante plader.





/Martin